FORKLARING: Dette kapitel afslører Kṛṣṇa som årsagen til alle årsager. Han er tilmed årsag til Mahā-viṣṇu, fra hvem de materielle universer udspringer. Kṛṣṇa er ikke en inkarnation. Han er kilden til alle andre inkarnationer. Det blev udførligt forklaret i det foregående kapitel.

Hvad Arjuna angår, erklærer han nu, at hans illusion er forsvundet. Det betyder, at Arjuna ikke længere betragter Kṛṣṇa som et almindeligt menneske eller som en af sine venner, men som kilden til alt. Arjuna er særdeles oplyst og glæder sig over, at han har sådan en mægtig ven som Kṛṣṇa, men nu kommer han til at tænke på, at selv om han selv accepterer Kṛṣṇa som altings ophav, kan der være andre, der ikke gør det. Så for at bevise Kṛṣṇas guddommelighed for alle anmoder han i dette kapitel Kṛṣṇa om at vise Sin universelle form. I virkeligheden bliver man ligesom Arjuna skræmt, når man ser Kṛṣṇas universelle form, men Kṛṣṇa er så venlig, at efter at have fremvist den universelle form viser Han Sig atter i Sin oprindelige form. Arjuna forstår, hvad Kṛṣṇa flere gange har sagt, at Han taler til ham udelukkende for hans skyld. Så Arjuna indrømmer, at alt dette sker for ham ved Kṛṣṇas nåde. Nu er han overbevist om, at Kṛṣṇa er alle årsagers årsag og til stede i alles hjerter som Oversjælen.

FORKLARING: I sin glæde kalder Arjuna Kṛṣṇa for “lotusøjet” (Kṛṣṇas øjne ser nøjagtigt ud som kronbladene på en lotusblomst), for i et tidligere kapitel (Bg. 7.6) forsikrede Kṛṣṇa ham, ahaṁ kṛtsnasya jagataḥ, prabhavaḥ pralayas tathā: “Jeg står bag hele denne materielle manifestations fremkomst og forsvinden.” Arjuna har hørt om dette i detaljer fra Herren. Desuden ved Arjuna, at selv om Kṛṣṇa er årsagen til al fremkomst og forsvinden, er Han alligevel hævet over dem. Som Herren bemærkede i kapitel 9 (vers 4), er Han altgennemtrængende, og alligevel er Han ikke personligt til stede overalt. Det er denne Kṛṣṇas ufattelige overdådighed, som Arjuna indrømmer at have forstået til bunds.

FORKLARING: Herren har forklaret, hvordan den kosmiske manifestation er blevet gjort mulig og går for sig, fordi Han gennem Sin personlige repræsentation er trådt ind i det materielle univers. Hvad Arjuna angår, er han nu inspireret af Kṛṣṇas udtalelser, men for at overbevise andre, der i fremtiden må tro, at Kṛṣṇa er et almindeligt menneske, vil Arjuna gerne se, hvordan Kṛṣṇa virkelig ser ud i Sin universelle form, og hvordan Han fungerer inde fra universet af på trods af at være adskilt fra det. Arjunas tiltale af Herren som Puruṣottama er vigtig. Eftersom Herren er Guddommens Højeste Personlighed, er Han til stede inden i Arjuna selv. Han er derfor klar over Arjunas ønske, og Han forstår, at Arjuna intet særligt ønske nærer om at se Ham i Hans universelle form, for Arjuna er helt tilfreds med at betragte Ham i Hans personlige form som Kṛṣṇa. Men Herren kan også godt forstå, at det er for at overbevise andre, at Arjuna gerne vil se den universelle form. Arjuna er ikke personligt interesseret i at få noget bekræftet. Desuden ved Kṛṣṇa godt, at det er for at danne norm, at Arjuna vil se den universelle form, for i fremtiden vil der være mange bedragere, der vil udgive sig for at være inkarnationer af Gud. Derfor må folk være forsigtige. Den, der hævder at være Kṛṣṇa, skal være rede til at fremvise sin universelle form for at bevise sin påstand over for folk.

FORKLARING: Det siges, at man hverken kan se, høre, forstå eller opfatte den Højeste Herre, Kṛṣṇa, med de materielle sanser. Men er man lige fra begyndelsen af engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, kan man se Herren igennem åbenbaring. Ethvert levende væsen er kun en åndelig gnist. Derfor kan det ikke lade sig gøre for et levende væsen at se eller forstå den Højeste Herre. Som en hengiven sætter Arjuna ikke sin lid til sine spekulative evner. Han vedkender sig derimod sine begrænsninger som levende væsen, og han anerkender Kṛṣṇas umådelige position. Arjuna vidste, at det ikke er muligt for et levende væsen at forstå det ubegrænset uendelige. Det er kun, hvis den uendelige afslører Sig selv, at det gennem den uendeliges gunst kan lade sig gøre at forstå den uendeliges natur. Ordet yogeśvara er også meget vigtigt her, for Herren har ufattelige kræfter. Hvis Han vil, kan Han på trods af Sin uendelighed vise Sig ved Sin nåde. Arjuna anmoder derfor indtrængende om Kṛṣṇas ufattelige nåde. Han giver ikke Kṛṣṇa ordrer. Kṛṣṇa er ikke forpligtet til at åbenbare Sig over for nogen, medmindre vedkommende overgiver sig helt i Kṛṣṇa-bevidsthed og engagerer sig i hengiven tjeneste. At se Kṛṣṇa er derfor ikke muligt for folk, der forlader sig på deres intellektuelt spekulative evner.

FORKLARING: Arjuna ville gerne se Kṛṣṇa i Hans universelle form, der, selv om den er en transcendental form, kun bliver manifesteret i forbindelse med den kosmiske manifestation og derfor er underlagt den materielle naturs midlertidige tidsfaktor. Ligesom den materielle natur kommer til syne og forsvinder igen, er Kṛṣṇas universelle form også skiftevis manifesteret og umanifesteret. Den findes ikke evigt i den åndelige himmel ligesom Kṛṣṇas andre former. Hvad en hengiven angår, er han ikke ivrig efter at se den universelle form, men fordi Arjuna gerne ville se Kṛṣṇa på den måde, åbenbarede Kṛṣṇa denne form. Det er ikke muligt for folk i almindelighed at se denne universelle form. Kṛṣṇa er nødt til at give én evnen til at se den.

FORKLARING: Selv om Arjuna var Kṛṣṇas personlige ven og den mest avancerede blandt lærde mænd, var det stadigvæk ikke muligt for ham at vide alt om Kṛṣṇa. Her bliver det konstateret, at ingen mennesker nogensinde har hørt om eller kendt til sådanne former og manifestationer. Nu åbenbarer Kṛṣṇa disse forunderlige former.

FORKLARING: Ingen kan se hele universet fra det ene sted, hvor de befinder sig. Selv den mest avancerede videnskabsmand kan ikke se, hvad der foregår i andre dele af universet. Men en hengiven som Arjuna kan se alt, der eksisterer i en hvilken som helst del af universet. Kṛṣṇa giver ham evnen til at se alt, som han ønsker at se i fortid, nutid og fremtid. Således er Arjuna ved Kṛṣṇas nåde i stand til at se alt.

FORKLARING: En ren hengiven bryder sig ikke om at se Kṛṣṇa i nogen anden form end Hans toarmede form. En hengiven er nødt til at se Hans universelle form gennem Hans nåde, ikke med sindet, men med åndelige øjne. For at kunne se Kṛṣṇas universelle form bliver Arjuna ikke bedt om at ændre sit sind, men sit syn. Kṛṣṇas universelle form er ikke særlig vigtig, hvilket klart vil fremgå af senere vers. Men da Arjuna gerne vil se den, giver Herren ham det særlige syn, der kræves for at kunne se denne universelle form.

Hengivne, der er rigtigt situeret i et transcendentalt forhold til Kṛṣṇa, føler sig tiltrukkede af Hans kærlige sider, ikke af en gudløs opvisning af overdådigheder. Kṛṣṇas legekammerater, Kṛṣṇas venner og Kṛṣṇas forældre er aldrig interesserede i, at Kṛṣṇa skal vise Sine overdådigheder. De er så overvældet af ren kærlighed, at de ikke engang ved, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. I deres kærlighedsudvekslinger glemmer de, at Kṛṣṇa er den Højeste Herre. I Śrīmad-Bhāgavatam står der, at de drenge, der leger med Kṛṣṇa, alle er yderst fromme sjæle, der efter mange, mange liv er blevet i stand til at lege med Kṛṣṇa. Sådanne drenge ved ikke, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. De ser Ham som deres personlige ven. Śukadeva Gosvāmī reciterer derfor følgende vers (ŚB. 10.12.11):

“Her er den Højeste Person, der af store vismænd bliver betragtet som den upersonlige Brahman, af hengivne som Guddommens Højeste Personlighed og af folk i almindelighed som et produkt af den materielle natur. Disse drenge, der har gjort mange, mange fromme handlinger i deres tidligere liv, leger nu med denne Guddommens Højeste Personlighed.”

Faktum er, at en hengiven ikke er interesseret i at se viśva-rūpa, den universelle form, men Arjuna vil gerne se den for at underbygge Kṛṣṇas udtalelser, så folk i fremtiden kan forstå, at Kṛṣṇa ikke kun teoretisk eller filosofisk fremstillede Sig Selv som den Højeste, men at Han virkelig viste Sig som sådan for Arjuna. Arjuna skal bekræfte dette, for han er begyndelsen til paramparā-systemet. De, der for alvor er interesserede i at forstå Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, og som følger i Arjunas fodspor, må forstå, at Kṛṣṇa ikke kun rent teoretisk udgav Sig for at være den Højeste, men faktisk åbenbarede Sig som den Højeste.

Herren gav derfor Arjuna de nødvendige evner til at se Sin universelle form, for Han vidste godt, at Arjuna intet særligt ønske nærede om at se den, som vi allerede har forklaret det.

FORKLARING: Den gentagne anvendelse af ordet mange i disse to vers angiver, at der ingen ende var på antallet af de hænder, munde, ben og andre manifestationer, som Arjuna så. Disse manifestationer var spredt over hele universet, men Arjuna kunne ved Herrens nåde se dem, imens han befandt sig på ét sted. Dette var muligt på grund af Kṛṣṇas ufattelige kraft.

FORKLARING: Det, som Arjuna så, var ubeskriveligt, men ikke desto mindre forsøger Sañjaya at give Dhṛtarāṣṭra et mentalt billede af denne storslåede åbenbaring. Hverken Sañjaya eller Dhṛtarāṣṭra var personligt til stede, men gennem Vyāsas nåde kunne Sañjaya se, hvad der foregik. Derfor sammenligner han nu begivenheden, så vidt den kan forstås, med et tænkt fænomen (tusindvis af sole).

FORKLARING: Ordet tatra (“dér”) er betydningsfuldt. Det angiver, at både Arjuna og Kṛṣṇa befandt sig i stridsvognen, da Arjuna så den universelle form. De andre på slagmarken kunne ikke se denne form, for Kṛṣṇa viste kun visionen for Arjuna. Arjuna kunne se mange tusinde planeter i Kṛṣṇas krop. Som vi lærer fra de vediske skrifter, er der mange universer og mange planeter. Nogle af dem er lavet af jord, nogle er lavet af guld, nogle er lavet af juveler, nogle er meget store, andre ikke så store osv. Som Arjuna sad i sin stridsvogn, kunne han se alle disse. Men ingen andre kunne forstå, hvad der gik for sig mellem Arjuna og Kṛṣṇa.

FORKLARING: I det øjeblik, det guddommelige syn åbenbares, ændres forholdet mellem Kṛṣṇa og Arjuna med det samme. Kṛṣṇa og Arjunas forhold havde forinden været baseret på venskab, men nu efter åbenbaringen frembærer Arjuna sine hyldester med stor respekt, og med foldede hænder beder han til Kṛṣṇa. Han priser den universelle form. Arjunas forhold ændrer sig således fra venskab til forundring. Store hengivne ser Kṛṣṇa som ophav til alle personlige forhold. Skrifterne omtaler tolv grundlæggende personlige forhold, der alle er i Kṛṣṇa. Det siges, at Han er som et hav af alle de forhold, der kan være mellem to levende væsener, mellem halvguderne eller mellem den Højeste Herre og Hans hengivne.

Arjunas forhold var her inspireret af forundring, og selv om han af natur var meget rolig, fredelig og besindig, blev han i denne forundring ekstatisk, hårene rejste sig på hans hoved, og han begyndte at tilbyde sine hyldester til den Højeste Herre med foldede hænder. Han var selvfølgelig ikke bange. Han var påvirket af den Højeste Herres vidundere. Den umiddelbare sammenhæng er forundring. Hans normale kærlige venskab blev overvældet af forundring, og derfor reagerede han på denne måde.

FORKLARING: Arjuna kunne se alting i universet. Derfor så han Brahmā, der er det første skabte levende væsen i universet, og den guddommelige slange, som Garbhodakaśāyī Viṣṇu ligger på i universets lavere regioner. Denne slangeseng kaldes Vāsuki. Der findes også andre slanger, der er kendt som Vāsuki. Arjuna kunne se alting lige fra Garbhodakaśāyī Viṣṇu op til den øverste del af universet til lotusplaneten, hvor Brahmā, det første skabte væsen i universet, residerer. Det betyder, at alting fra ende til anden kunne ses af Arjuna, der befandt sig på ét sted i sin stridsvogn. Ved den Højeste Herre, Kṛṣṇas, nåde kunne dette lade sig gøre.

FORKLARING: Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed og er uendelig. Derfor kunne alting ses gennem Ham.

FORKLARING: Der er ingen grænser for udstrækningen af Guddommens Højeste Personligheds seks overdådigheder. Både her og mange andre steder støder vi på gentagelser, men ifølge skrifterne er gentagelse af Kṛṣṇas herligheder ingen litterær svaghed. Det siges, at under forvirring, forundring eller stor ekstase bliver de samme ting gentaget igen og igen. Det er ikke en fejl.

FORKLARING: I dette vers er dyāvā-pṛthivyoḥ . . . antaram (“rummet mellem himmel og jord”) og loka-trayam (“de tre verdener”) begge vigtige udtryk, for tilsyneladende var det ikke kun Arjuna, der så Herrens universelle form, men andre på andre planetsystemer kunne også se den. Arjunas syn af den universelle form var ikke en drøm. Alle, som Herren udstyrede med et guddommeligt syn, kunne se den universelle form på slagmarken.

FORKLARING: Alle halvguderne på de forskellige planetsystemer frygtede den skrækindjagende manifestation af den universelle form og dens blændende stråleglans og bad derfor om beskyttelse.

FORKLARING: I et af de tidligere vers lovede Herren at vise Arjuna ting, han ville være meget interesseret i at se. Nu ser Arjuna, at anførerne for den modsatte side (Bhīṣma, Droṇa, Karṇa og alle Dhṛtarāṣṭras sønner) og deres soldater såvel som Arjunas egne soldater alle vil blive udslettet. Dette er et tegn på, at efter at så godt som alle de, der er forsamlet på Kurukṣetra, er døde, vil Arjuna stå tilbage som sejrherre. Her nævnes det ligeledes, at Bhīṣma, der går for at være uovervindelig, også vil blive knust. Det samme gælder Karṇa. Ikke kun den modsatte sides store krigere som Bhīṣma, men også nogle af de store krigere på Arjunas side vil blive tilintetgjort.

FORKLARING: Selv om Arjuna godt var klar over, at Kṛṣṇa var hans ven såvel som Guddommens Højeste Personlighed, var han ikke desto mindre forbløffet over alle de former, Kṛṣṇa fremviste. Han forhørte sig derfor videre om det virkelige formål med denne altødelæggende kraft. Der står i Vedaerne, at den Højeste Sandhed udsletter alt, selv brāhmaṇaerne. Som der står i Kaṭha Upaniṣad (1.2.25):

Alle brāhmaṇaerne, kṣatriyaerne og alle andre bliver til sidst fortæret som et andet måltid af den Højeste. Denne form af den Højeste Herre er den altfortærende gigant, og her viser Kṛṣṇa Sig i den form som den altfortærende tid. Bortset fra nogle få Pāṇḍavaer ville alle på slagmarken blive fortæret af Ham.

Arjuna gik ikke ind for krigen, og han mente, at det var bedre ikke at gå i kamp for ikke at gå et nederlag i møde. Som svar bemærkede Herren, at selv hvis Arjuna ikke gik i krig, ville hver eneste af dem alligevel blive udslettet, for det var Hans plan. Hvis Arjuna afstod fra at kæmpe, ville de dø på anden vis. Deres død var uundgåelig, selv om han ikke kæmpede. I virkeligheden var de allerede døde. Tid er ødelæggelse, og ifølge den Højeste Herres vilje skal alle manifestationer udslettes. Det er naturens lov.

FORKLARING: Savya-sācin hentyder til en person, der er vældig dygtig med bue og pil på slagmarken. Arjuna tiltales derfor som en dygtig kriger, der kan dræbe sine fjender med sine pile. “Bliv blot et instrument” (nimitta-mātraṁ bhava). Dette udtryk er også meget betydningsfuldt. Hele verden bevæger sig ifølge Guddommens Højeste Personligheds plan. Tåbelige personer uden tilstrækkelig viden tror, at naturen fungerer planløst, og at alle manifestationer sker tilfældigt. Der er mange såkaldte videnskabsmænd, der foreslår, at måske skete det på den ene eller den anden måde, men der kan slet ikke være tale om “muligvis” eller “måske”. Den materielle verden fungerer efter en helt bestemt plan. Hvad er denne plan? Den kosmiske manifestation giver de levende væsener en mulighed for at vende hjem, tilbage til Guddommen. Så længe de har den dominerende mentalitet, der får dem til at prøve at herske over den materielle natur, er de betingede. Men alle, der kan forstå den Højeste Herres plan, og som udvikler Kṛṣṇa-bevidsthed, er særdeles intelligente. Skabelsen og udslettelsen af den kosmiske manifestation foregår under Guds overordnede ledelse. Krigen på Kurukṣetra blev således udkæmpet ifølge Guds plan. Arjuna nægtede at gå i krig, men fik at vide, at han havde at kæmpe ifølge den Højeste Herres vilje. Da ville han blive lykkelig. Hvis man er i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed med sit liv viet til Herrens transcendentale tjeneste, er man perfekt.

FORKLARING: Alle planer er udtænkt af Guddommens Højeste Personlighed, men Han er så venlig og barmhjertig mod Sine hengivne, at Han gerne giver dem æren for at udføre Sin plan, som Han ønsker det. Livet bør derfor formes således, at alle handler i Kṛṣṇa-bevidsthed og forstår Guddommens Højeste Personlighed ved en åndelig mesters mellemkomst. Guddommens Højeste Personligheds planer kan forstås ved Hans nåde, og de hengivnes planer er lige så gode som Hans planer. Man bør følge disse planer og komme sejrrig ud af kampen for tilværelsen.

FORKLARING: Som vi allerede har forklaret det, blev Arjuna overvældet af forundring over den situation, som Guddommens Højeste Personligheds universelle form havde fremkaldt. Han begyndte således at tilbyde Kṛṣṇa sine respektfulde hyldester igen og igen, og med skælvende stemme gav han sig til at bede, ikke som en ven, men som en hengiven i forundring.

FORKLARING: Efter at have hørt fra Kṛṣṇa om udfaldet af slaget på Kurukṣetra blev Arjuna oplyst, og som en stor hengiven og Guddommens Højeste Personligheds ven udtalte han, at alt, som Kṛṣṇa gør, er som det sig hør og bør. Arjuna bekræftede, at Kṛṣṇa er de hengivnes opretholder og genstand for deres tilbedelse og også den, der udsletter de uønskede elementer. Hans handlinger er lige gode for alle. Her gik det op for Arjuna, at mens slaget på Kurukṣetra blev afgjort, fulgte mange halvguder, siddhaer og intelligentsiaen på de højere planeter slagets gang fra det ydre rum, fordi Kṛṣṇa var til stede. Da Arjuna så Herrens universelle form, glædede halvguderne sig over det, men andre, der var dæmoner og ateister, kunne ikke udstå at høre Herren blive forherliget. På grund af deres naturlige frygt for Guddommens Højeste Personligheds ødelæggende form flygtede de. Arjuna priste Kṛṣṇas behandling af henholdsvis de hengivne og ateisterne. Under alle omstændigheder forherliger en hengiven Herren, for han ved, at uanset hvad Han gør, er det godt for alle.

FORKLARING: Med denne fremførsel af hyldester viser Arjuna, at Kṛṣṇa er tilbedelsesværdig for alle. Han er altgennemtrængende, og Han er alle sjæles Sjæl. Arjuna tiltaler Kṛṣṇa som mahātmā, der betyder, at Han er yderst ædelmodig og ubegrænset. Ananta angiver, at der er intet, der ikke er omfattet af den Højeste Herres indflydelse og kraft, og deveśa betyder, at Han er herskeren over alle halvguderne og står over dem alle. Han er hele universets tilflugtssted. Arjuna fandt det også passende, at alle perfekte levende væsener og kraftfulde halvguder tilbød Ham deres respektfulde hyldester, for ingen er større end Ham. Arjuna nævner især, at Kṛṣṇa er større end Brahmā, eftersom Brahmā er skabt af Ham. Brahmā bliver født fra den lotusstængel, der vokser frem fra navlen på Garbhodakaśāyī Viṣṇu, der er Kṛṣṇas fuldstændige ekspansion. Både Brahmā og Herren Śiva, der er født fra Brahmā, og alle andre halvguder må derfor tilbyde deres respektfulde hyldester til Ham. I Śrīmad-Bhāgavatam står der, at Herren bliver æret af Herren Śiva og Brahmā og andre lignende halvguder. Ordet akṣaram er meget vigtigt, da denne materielle skabelse er underlagt udslettelse, men Herren er hævet over denne materielle skabelse. Han er alle årsagers årsag og står som sådan over alle de betingede sjæle i den materielle natur såvel som over selve den materielle kosmiske manifestation. Han er derfor den almægtige Højeste.

FORKLARING: Alt hviler på Guddommens Højeste Personlighed. Han er derfor det yderste hvilested. Nidhānam betyder, at alt, selv Brahman- stråleglansen, hviler på Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Han er kenderen af alt, der sker i denne verden, og hvis der er nogen ende på kundskab, er det Ham, der er enden på al kundskab. Derfor er Han det kendte og det, der kan kendes. Eftersom Han er altgennemtrængende, er Han genstand for al viden. Da Han er årsagen i den åndelige verden, er Han transcendental. Han er også den højeste person i den transcendentale verden.

FORKLARING: Her tiltales Herren som luft, for luften er den vigtigste repræsentant for halvguderne, da den gennemtrænger alt. Arjuna tiltaler også Kṛṣṇa som oldefaderen, for Han er fader til Brahmā, der er universets første levende skabning.

FORKLARING: På grund af ekstatisk kærlighed til Kṛṣṇa, sin ven, tilbyder Arjuna Ham sin respekt fra alle sider. Han anerkender, at Kṛṣṇa er herskeren over alle energier og al kraft, og at Han er alle de store krigere, der er forsamlet på slagmarken, langt overlegen. Ifølge Viṣṇu Purāṇa (1.9.69):

“Hvem som helst, der viser sig for Dig, selv om han er en halvgud, er skabt af Dig, O Guddommens Højeste Personlighed.”

FORKLARING: Selv om Kṛṣṇa havde vist Sig for Arjuna i Sin universelle form, kunne Arjuna ikke glemme sit venskabelige forhold til Kṛṣṇa og bad Ham derfor om tilgivelse for de mange uformelle gestus, der opstår af venskab. Han indrømmede, at førhen var han ikke klar over, at Kṛṣṇa kunne antage sådan en universel form, selv om Kṛṣṇa som hans nære ven havde forklaret det for ham. Arjuna havde ikke tal på alle de gange, han kunne have krænket Kṛṣṇa ved at tiltale Ham som “O min ven”, “O Kṛṣṇa” eller “O Yādava” uden at være bevidst om Kṛṣṇas overdådighed. Men Kṛṣṇa er så venlig og barmhjertig, at Han på trods af Sin overdådighed legede med Arjuna som en ven. Sådan er den transcendentale kærlighedsudveksling mellem Herren og den hengivne. Forholdet mellem det levende væsen og Kṛṣṇa ligger fast for evigt. Som vi kan se det fra Arjunas adfærd, kan det ikke brydes. Selv om Arjuna havde set den universelle forms overdådighed, kunne han ikke glemme sit venskabsforhold til Kṛṣṇa.

FORKLARING: Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, er tilbedelsesværdig på samme måde, som en far er tilbedelsesværdig for sin søn. Han er den åndelige mester, for Han gav oprindeligt den vediske lære til Brahmā og instruerer nu også Bhagavad-gītā til Arjuna. Han er derfor den oprindelige åndelige mester, og enhver nuværende ægte åndelig mester skal være en efterkommer i discipelrækken fra Kṛṣṇa. Uden at være Kṛṣṇas repræsentant kan man ikke blive lærer eller åndelig mester i transcendentale emner.

Herren bliver hyldet på enhver tænkelig måde. Han er umådelig mægtig. Ingen kan være mægtigere end Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, for hverken i nogen åndelig eller materiel manifestation er nogen jævnbyrdige med eller større end Kṛṣṇa. Alle er underordnet Ham. Ingen kan overgå Ham. Ifølge Śvetāśvatara Upaniṣad (6.8):

Den Højeste Herre, Kṛṣṇa, har sanser og krop som almindelige mennesker, men i Hans tilfælde er der ingen forskel på Hans sanser, krop og sind og Ham Selv. Tåbelige personer, der ikke forstår Ham til fulde, hævder, at Kṛṣṇa er forskellig fra Sin sjæl, Sit sind, Sit hjerte og alt andet. Men Kṛṣṇa er absolut, og derfor er Hans handlinger og kræfter suveræne. Der står også skrevet, at selv om Han ikke har sanser som vore, kan Han udføre alle sanseaktiviteter. Hans sanser er derfor hverken ufuldkomne eller begrænsede. Ingen kan være større end Ham, ingen kan være Hans jævnbyrdige, og alle er underordnede Ham.

Den Højeste Personligheds kundskab, styrke og handlinger er alle transcendentale. Som der står i Bhagavad-gītā (4.9):

Alle, der forstår Kṛṣṇas transcendentale krop, handlinger og fuldkommenhed, vender hjem til Ham og kommer ikke tilbage til denne lidelsesfyldte verden efter at have forladt kroppen. Man må derfor forstå, at Kṛṣṇas handlinger ikke er som alle andres. Den bedste strategi er at følge Kṛṣṇas principper. Det vil gøre én fuldkommen. Der står også skrevet, at ingen er herre over Kṛṣṇa. Alle er Hans tjenere. Caitanya- caritāmṛta (Ādi 5.142) bekræfter dette: ekale īśvara kṛṣṇa, āra saba bhṛtya. Kun Kṛṣṇa er Gud, alle andre er Hans tjenere. Alle retter sig efter Hans ordre. Ingen kan afvise Hans ordre. Alle handler på Hans anvisning, for alle står under Hans ledelse. Som der står i Brahma-saṁhitā (5.1), er Han alle årsagers årsag.

FORKLARING: Kṛṣṇas hengivne relaterer til Kṛṣṇa i forskellige forhold. Den ene hengivne behandler Kṛṣṇa som sin søn, imens en anden forholder sig til Kṛṣṇa som til sin ægtemand, ven eller herre. Kṛṣṇa og Arjuna er forbundet i et venskabsforhold. Ligesom en far er overbærende, eller en ægtemand eller læremester er overbærende, er Kṛṣṇa også overbærende.

FORKLARING: Arjuna er altid fortrolig over for Kṛṣṇa, for han er en meget nær ven, og ligesom en nær ven glæder sig over sin vens rigdom, glæder det Arjuna meget at se, at hans ven Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed og kan fremvise en sådan fantastisk universel form. Men efter at have set den universelle form er han på samme tid bange for i sit uforfalskede venskab at have begået så mange forseelser mod Kṛṣṇa. Hans sind forstyrres derfor af frygt, selv om han ikke har grund til at være bange. Arjuna anmoder derfor Kṛṣṇa om at vise Sin Nārāyaṇa-form, siden Han kan antage en hvilken som helst form. Denne universelle form er materiel og midlertidig, ligesom den materielle verden er midlertidig. På Vaikuṇṭha-planeterne har Han derimod Sin transcendentale Nārāyaṇa-form med fire arme. I den åndelige himmel er der utallige planeter, og Kṛṣṇa er til stede på hver eneste af dem igennem Sine fuldstændige manifestationer, der bærer forskellige navne. Således ville Arjuna gerne se en af de former, der er manifesteret på Vaikuṇṭha-planeterne. På Vaikuṇṭha-planeterne er Nārāyaṇa selvfølgelig firarmet, men i Sine hænder holder Han forskellige arrangementer af fire symboler, nemlig konkylien, stridskøllen, lotussen og diskossen. De forskellige Nārāyaṇaer har forskellige navne alt efter rækkefølgen, i hvilken disse fire forekommer i hænderne på Dem. Alle disse former er ét med Kṛṣṇa. Arjuna beder derfor om at få lov til at se Hans firarmede form.

FORKLARING: I Brahma-saṁhitā (5.39) finder vi sætningen rāmādi- mūrtiṣu kalā-niyamena tiṣṭhan. Herren er for evigt situeret i hundredvis og tusindvis af former, hvoraf de mest fremtrædende er former som Rāma, Nṛsiṁha, Nārāyaṇa osv. Der findes utallige former, men Arjuna vidste, at Kṛṣṇa er Guddommens Oprindelige Personlighed, der havde antaget Sin midlertidige universelle form. Nu beder han om at få lov til at se Nārāyaṇa-formen, der er en åndelig form. Dette vers bekræfter uden tvivl Śrīmad-Bhāgavatams udtalelse om, at Kṛṣṇa er Guddommens Oprindelige Personlighed, og alle andre former kommer fra Ham (ŚB. 1.3.28). Han er ikke forskellig fra Sine fuldstændige ekspansioner, og Han er Gud i en hvilken som helst af Sine utallige former. I alle disse former fremtræder Han som en frisk ung mand, hvilket er et bestandigt karakteristisk træk ved Guddommens Højeste Personlighed. Den, der kender Kṛṣṇa, bliver øjeblikkeligt fri for enhver besmittelse fra den materielle verden.

FORKLARING: Da Arjuna gerne ville se den Højeste Herres universelle form, viste Herren Kṛṣṇa på grund af Sin barmhjertighed mod Sin hengivne ham den universelle form, der er fuld af stråleglans og overdådighed. Denne form var blændende som Solen, og dens mange ansigter forandrede sig i ét væk. Kṛṣṇa viste denne form udelukkende for at efterkomme Sin ven Arjunas ønske. Kṛṣṇa manifesterede denne form gennem Sin indre kraft, der er ufattelig for menneskelig spekulation. Ingen før Arjuna havde set denne Herrens universelle form, men fordi formen blev vist for Arjuna, kunne andre hengivne på de himmelske planeter og på andre planeter i det ydre rum også se den. De havde ikke set den før, men takket være Arjuna kunne de nu se den. Alle Herrens hengivne i discipelrækken kunne med andre ord se den universelle form, der ved Kṛṣṇas nåde blev vist for Arjuna. Nogle har kommenteret, at Kṛṣṇa også viste denne form for Duryodhana, da Kṛṣṇa besøgte Duryodhana for at forhandle om fred. Duryodhana tog desværre ikke imod fredstilbuddet, men ved den lejlighed manifesterede Kṛṣṇa nogle af Sine universelle former. Disse former er dog ikke de samme som den, der blev vist for Arjuna. Her står der klart og tydeligt, at ingen nogensinde før havde set denne form.

FORKLARING: Man skal gøre sig klart, hvad guddommeligt syn vil sige i denne forbindelse. Hvem kan være udstyret med et guddommeligt syn? Guddommelig betyder gudelig. Medmindre man opnår guddommelig status som en halvgud, kan man ikke have et guddommeligt syn. Og hvad er en halvgud? Ifølge de vediske skrifter (Padma Purāna)er de, der er Herren Viṣṇus hengivne, halvguder (viṣṇu-bhaktaḥ smṛto daivaḥ). De, der er ateistiske, dvs. de, der ikke tror på Viṣṇu, eller som kun accepterer Kṛṣṇas upersonlige aspekt som det Højeste, kan ikke have det guddommelige syn. Det er ikke muligt at ringeagte Kṛṣṇa og samtidig have det guddommelige syn. Uden at blive guddommelig kan man ikke få det guddommelige syn. De, der har guddommeligt syn, kan med andre ord også se, ligesom Arjuna så.

I Bhagavad-gītā bliver den universelle form beskrevet. Skønt denne beskrivelse ikke var kendt af nogen før Arjuna, kan man nu efter denne hændelse danne sig en vis idé om viśva-rūpa. De, der rent faktisk er guddommelige, kan se Herrens universelle form. Men uden at være Kṛṣṇas rene hengivne kan man ikke være guddommelig. De hengivne, der faktisk befinder sig i den guddommelige natur, og som har guddommeligt syn, er imidlertid ikke særlig interesserede i at se Herrens universelle form. Som beskrevet i det foregående vers ønskede Arjuna at se Herren Kṛṣṇas firarmede form som Viṣṇu, og han blev faktisk bange for den universelle form.

I dette vers er der flere vigtige ord såsom veda-yajñādhyayanaiḥ, der refererer til at studere de vediske skrifter og ofringsregler. Veda sigter til enhver form for vedisk litteratur såsom de fire Vedaer (Ṛg, Yajur, Sāma og Atharva) og de 18 Purāṇaer, Upaniṣaderne og Vedānta-sūtra. Disse kan man studere derhjemme eller et hvilket som helst andet sted. På samme måde er der sūtraer som Kalpa-sūtraerne og Mīmāṁsā-sūtraerne, hvor man kan lære ofringsmetoderne. Dānaiḥ refererer til velgørenhed, der skænkes til værdige modtagere som til eksempel dem, der er engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, dvs. brāhmaṇaerne og vaiṣṇavaerne. På samme måde refererer “fromme handlinger” til agni- hotra-ofringer og de forskellige kasters foreskrevne pligter. Og frivilligt at påtage sig visse kropslige smerter kaldes tapasya. Så man kan gøre alt dette, dvs. udføre kropslig askese, give i velgørenhed, studere Vedaerne osv., men hvis man ikke er en hengiven ligesom Arjuna, kan det ikke lade sig gøre at se den universelle form. De, der er upersonalister, forestiller sig også, at de ser Herrens universelle form, men fra Bhagavad-gītā kan vi forstå, at upersonalisterne ikke er hengivne. Derfor kan de ikke se Herrens universelle form.

Der findes mange personer, der skaber deres egne inkarnationer. De udråber på falsk vis et almindeligt menneske som en inkarnation, men dette er intet andet end ren tåbelighed. Vi må følge Bhagavad-gītās principper, for ellers er der ingen mulighed for at opnå fuldkommen åndelig viden. Selv om Bhagavad-gītā bliver betragtet som det indledende studium i videnskaben om Gud, er den ikke desto mindre så perfekt, at den gør én i stand til at afgøre, hvad der er hvad. Tilhængerne af en eller anden pseudoinkarnation vil måske hævde, at de også har set Guds transcendentale inkarnation eller den universelle form, men det er uacceptabelt, for her står der klart og tydeligt, at medmindre man bliver Kṛṣṇas hengivne, kan man ikke se Guds universelle form. Så først og fremmest skal man blive en ren hengiven af Kṛṣṇa, og derefter kan man hævde, at man kan vise den universelle form af det, man har set. Kṛṣṇas hengivne kan ikke acceptere falske inkarnationer eller tilhængere af falske inkarnationer.

FORKLARING: I begyndelsen af Bhagavad-gītā var Arjuna bekymret over at skulle dræbe sin tilbedelsesværdige bedstefader, Bhīṣma, og sin læremester, Droṇa. Men Kṛṣṇa fortalte ham, at han ikke behøvede at være bange for at slå sin bedstefader ihjel. Da Dhṛtarāṣṭras sønner forsøgte at afklæde Draupadī i Kuruernes forsamling, forholdt Bhīṣma og Droṇa sig tavse, og på grund af denne pligtforsømmelse skulle de slås ihjel. Kṛṣṇa viste Arjuna Sin universelle form for at gøre det klart for ham, at disse mænd som følge af deres uretmæssige handlinger allerede var dræbt. Arjuna fik denne scene at se, fordi hengivne altid er fredsommelige og ude af stand til gøre sådanne grufulde ting. Formålet med at åbenbare den universelle form var blevet afsløret. Nu ville Arjuna gerne se den firarmede form, så Kṛṣṇa viste ham den. En hengiven er ikke særlig interesseret i den universelle form, for den tillader ikke én at udveksle kærlighedsfølelser. En hengiven ønsker enten at give sin respektfulde tilbedelse, eller han vil se Kṛṣṇas toarmede form, så han kan udveksle i kærlighedstjeneste med Guddommens Højeste Personlighed.

FORKLARING: Da Kṛṣṇa åbenbarede Sig som Vasudeva og Devakīs søn, viste Han Sig først som den firarmede Nārāyaṇa, men på anmodning af Sine forældre forvandlede Han Sig derefter til et almindeligt barn af udseende. På samme måde var Kṛṣṇa godt klar over, at Arjuna ingen interesse havde i at se en firarmet form, men da Arjuna havde bedt om at se denne firarmede form, viste Kṛṣṇa ham den igen for derpå at fremstå i Sin toarmede form. Ordet saumya-vapuḥ er meget betydningsfuldt. Saumya-vapuḥ er en meget smuk form. Den er endog kendt som den allersmukkeste form. Da Kṛṣṇa var her på planeten, var alle simpelthen tiltrukket af Hans form, og fordi Kṛṣṇa er universets leder, fordrev Han Sin hengivne Arjunas frygt og viste ham igen Sin smukke skikkelse som Kṛṣṇa. Der står i Brahma-saṁhitā (5.38), premāñjana-cchurita-bhakti- vilocanena. Kun den, hvis øjne er smurte med kærlighedens salve, kan se Śrī Kṛṣṇas vidunderskønne form.

FORKLARING: Her angiver ordene mānuṣaṁ rūpam klart og tydeligt, at Guddommens Højeste Personlighed oprindeligt er toarmet. De, der håner Kṛṣṇa for at være et almindeligt menneske, vises her at være uvidende om Hans guddommelige natur. Hvis Kṛṣṇa er som et almindeligt menneske, hvordan kan Han da fremvise den universelle form for derefter at fremstå i Sin firarmede Nārāyaṇa-form? Bhagavad-gītā er meget klar her, at den, der anser Kṛṣṇa for at være en almindelig person, og som vildleder læseren ved at hævde, at det er den upersonlige Brahman, der taler inden i Kṛṣṇa, begår den største uret. Kṛṣṇa har rent faktisk vist både Sin universelle form og Sin firarmede Viṣṇu-form. Hvordan kan Han da være et almindeligt menneske? En ren hengiven lader sig ikke forvirre af sådanne vildledende Bhagavad-gītā-kommentarer, for han ved, hvad der er hvad. Bhagavad-gītās oprindelige vers er soleklare. De behøver ikke kunstig belysning fra tåbelige kommentatorer.

FORKLARING: I dette kapitels vers 48 afsluttede Herren Kṛṣṇa åbenbaringen af Sin universelle form og fortalte Arjuna, at det ikke er muligt at se denne form ved hjælp af nok så mange fromme handlinger, ofringer osv. Nu bliver ordet su-durdarśam brugt, hvilket angiver, at Kṛṣṇas toarmede form er endnu mere fortrolig. Det kan muligvis lade sig gøre at få Kṛṣṇas universelle form at se ved at tilføje lidt hengiven tjeneste til forskellige ting som askese, vediske studier og filosofisk spekulation. Det er måske muligt, men uden et anstrøg af bhakti kan man ikke få den at se, hvilket allerede er blevet forklaret. Men ud over den universelle form er Kṛṣṇas toarmede form endnu sværere at få at se for selv halvguder som Brahmā og Herren Śiva. De vil gerne se Ham, og vi ved fra Śrīmad- Bhāgavatam, at da Han efter sigende skulle befinde Sig i Sin moder Devakīs skød, kom alle himlens halvguder for at se vidunderet Kṛṣṇa, og de fremførte smukke bønner til Herren, selv om Han ikke var synlig for dem på det tidspunkt. De glædede sig til at få Ham at se. En tåbelig person kan håne Ham i den tro, at Han er et almindeligt menneske, eller måske vise sin respekt, ikke til Ham, men til det upersonlige “noget” inden i Ham, men dette er alt sammen forvrøvlede ideer. Selv halvguder som Brahmā og Śiva ønsker at se Kṛṣṇa i Hans toarmede form.

Dette bliver videre bekræftet i Bhagavad-gītā (9.11). Avajānanti māṁ mūḍhā, mānuṣīṁ tanum āśritam: Han er ikke synlig for tåbelige personer, der håner Ham. Som det bekræftes i Brahma-saṁhitā og af Kṛṣṇa Selv i Bhagavad-gītā, er Kṛṣṇas krop fuldkommen åndelig og fuld af lyksalighed og evighed. Hans krop er på intet tidspunkt som en materiel krop. Men for dem, der reducerer Kṛṣṇa, Bhagavad-gītā eller lignende vediske skrifter til et rent akademisk studie, er Kṛṣṇa et problem. Den, der anvender en materiel metode, anser Kṛṣṇa for at være en stor historisk personlighed og meget klog filosof, men Han var dog et almindeligt menneske, og selv om Han var yderst kraftfuld, var Han nødt til at acceptere en materiel krop. I sidste ende tror de, at den Absolutte Sandhed er upersonlig. De tror derfor, at fra Sit upersonlige aspekt antog Han et personligt aspekt, der var bundet til den materielle natur. Dette er en materialistisk ide om den Højeste Herre. En anden forestilling er spekulativ. De, der søger viden, spekulerer også over Kṛṣṇa og anser Ham for mindre vigtig end den Højestes universelle form. Således tror nogle, at Kṛṣṇas universelle form, der blev manifesteret for Arjuna, er vigtigere end Hans personlige form. Ifølge dem er den Højestes personlige form en slags indbildning. De tror, at den Absolutte Sandhed yderst set ikke er en person. Men den transcendentale proces bliver beskrevet i Bhagavad-gītā i kapitel 4: Man skal høre om Kṛṣṇa fra autoriteter. Det er den egentlige vediske proces, og de, der rent faktisk følger den vediske tradition, hører om Kṛṣṇa fra autoriteterne, og ved at høre om Kṛṣṇa igen og igen kommer man til at holde af Ham. Som vi har forklaret adskillige gange, dækkes Kṛṣṇa af Sin yogamāyā-energi. Han kan hverken ses af eller åbenbares for hvem som helst. Kun den, for hvem Han afslører Sig selv, kan se Ham. Dette bliver bekræftet i de vediske skrifter: Den, der er en overgivet sjæl, kan faktisk forstå den Absolutte Sandhed. Gennem uafbrudt Kṛṣṇa-bevidsthed og hengiven tjeneste til Kṛṣṇa bliver transcendentalistens åndelige øjne åbnet, og han kan se Kṛṣṇa gennem åbenbaring. Selv for halvguderne er en sådan åbenbaring ikke mulig. Derfor er det svært selv for halvguderne at forstå Kṛṣṇa, og de avancerede halvguder håber altid at få Kṛṣṇa at se i Hans toarmede form. Konklusionen er, at selv om det er meget, meget vanskeligt og ikke forundt alle og enhver at få Kṛṣṇas universelle form at se, er det endnu sværere at forstå Hans personlige form som Śyāmasundara.

FORKLARING: Først åbenbarede Kṛṣṇa Sig for Sine forældre, Devakī og Vasudeva, i en firarmet form, og derefter forvandlede Han Sig til den toarmede form. Dette mysterium er meget svært at forstå for dem, der er ateister, eller for folk, der er blottet for hengiven tjeneste. Det er umuligt at forstå Kṛṣṇa for intellektuelle, der kun har studeret den vediske litteratur gennem deres grammatiske viden eller akademiske kvalifikationer. Han kan heller ikke forstås af personer, der kun kommer til templet officielt for at fremføre deres tilbedelse. De aflægger deres besøg, men de kan ikke forstå Kṛṣṇa, som Han er. Som det vil blive forklaret af Kṛṣṇa Selv i næste vers, kan Kṛṣṇa kun forstås af dem, der følger den hengivne tjenestes vej.

FORKLARING: Kṛṣṇa kan udelukkende forstås gennem den rene hengivne tjenestes proces. Det forklarer Han udtrykkeligt i dette vers, så uautoriserede kommentatorer, der prøver at forstå Bhagavad-gītā ved hjælp af den spekulative proces, kan forstå, at de slet og ret spilder deres tid. Ingen kan forstå Kṛṣṇa, eller hvordan Han kom fra forældre i en firarmet form for derefter at ændre Sig til en toarmet form. Det er meget svært at forstå disse ting ved at studere Vedaerne eller igennem filosofisk spekulation. Her bliver det derfor klart fastslået, at ingen kan se Ham eller få adgang til forståelsen af disse emner. De, der er erfarne og velbevandrede i vedisk litteratur, kan imidlertid lære om Ham fra de vediske skrifter på mange måder. Der er et væld af regler og forskrifter, så hvis man vil have den mindste chance for at forstå Kṛṣṇa, må man følge de regulative principper, der er beskrevet i den autoritative litteratur. Man kan udføre askese ifølge disse principper. Hvis man vil påtage sig streng askese, kan man for eksempel faste på Janmāṣṭamī, den dag, hvor Kṛṣṇa åbenbarede Sig, og på de to ekādaśī-dage (den ellevte dag efter henholdsvis nymåne og fuldmåne). Når det kommer til velgørenhed, ligger det klart, at den bør gives til Kṛṣṇas hengivne, der er engageret i Hans hengivne tjeneste for at udbrede Kṛṣṇa-filosofien eller Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. Kṛṣṇa-bevidsthed er en velsignelse for menneskeheden. Herren Caitanya blev hyldet af Rūpa Gosvāmī som den mest gavmilde af alle velgørere, fordi han frit uddelte kærlighed til Kṛṣṇa, en kærlighed, der ellers er meget svær at opnå. Hvis man således giver en pengesum til dem, der er med til at udbrede Kṛṣṇa-bevidsthed, må den velgørenhed, der gives for at sprede Kṛṣṇa-bevidsthed, siges at være den største velgørenhed i verden. Og hvis man tilbeder i templet som foreskrevet (som regel er der altid en statue af Kṛṣṇa eller Viṣṇu i templerne i Indien), er det en chance for at gøre fremskridt ved at give sin tilbedelse og respekt til Guddommens Højeste Personlighed. For begyndere i Herrens hengivne tjeneste er tempeltilbedelse essentiel, hvilket bekræftes i de vediske skrifter (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.23):

Den, der har urokkelig hengivenhed til den Højeste Herre og bliver vejledt af den åndelige mester, på hvem han har en tilsvarende ubrydelig tro, kan se Guddommens Højeste Personlighed gennem åbenbaring. Man kan ikke forstå Kṛṣṇa gennem intellektuel spekulation. Har man ikke fået personlig vejledning fra en ægte åndelig mester, kan man end ikke begynde at forstå Kṛṣṇa. Ordet tu anvendes her især for at tilkendegive, at ingen anden metode kan anvendes, kan anbefales eller kan føre til fuldkommenhed i forståelse af Kṛṣṇa.

Kṛṣṇas personlige toarmede og firarmede former bliver beskrevet som su-durdarśam, “meget vanskelige at se”. De er helt forskellige fra den midlertidige universelle form, der blev vist for Arjuna. Den firarmede Nārāyaṇa-form og Kṛṣṇas toarmede form er evige og transcendentale, hvorimod den universelle form, som Arjuna blev vist, er midlertidig. Ordene tvad anyena na dṛṣṭa-pūrvam (Bg. 11.47) fortæller, at før Arjuna havde ingen set denne universelle form. De antyder endvidere, at blandt hengivne var der ingen grund til at vise den. Kṛṣṇa fremviste denne form på Arjunas anmodning, så folk i fremtiden, hvis nogen skulle fremstille sig selv som en inkarnation af Gud, kan bede om at få vedkommendes universelle form at se.

Ordet na, der blev anvendt gentagne gange i det foregående vers, viser, at man ikke har grund til at være særlig stolt af sådanne kvalifikationer som en akademisk uddannelse i vedisk litteratur. Man skal engagere sig i Kṛṣṇas hengivne tjeneste. Kun da kan man forsøge at skrive kommentarer til Bhagavad-gītā.

Kṛṣṇa skifter fra den universelle form til den firarmede Nārāyaṇa- form og derefter til Sin egen oprindelige toarmede form. Dette viser, at de firarmede former og andre former, der er nævnt i den vediske litteratur, alle udspringer fra den oprindelige toarmede Kṛṣṇa. Han er kilden til alle udstrømninger. Men Kṛṣṇa er forskellig selv fra disse former for ikke at tale om den upersonlige opfattelse. Hvad Kṛṣṇas firarmede former angår, står der klart, at selv Kṛṣṇas mest identiske firarmede form (Mahā-viṣṇu, der ligger på det kosmiske ocean, og fra hvis åndedræt et utal af universer kommer og går) også er en ekspansion af den Højeste Herre. Som der står i Brahma-saṁhitā (5.48):

“Mahā-viṣṇu, som alle de talløse universer suges ind i, og fra hvem de igen udstrømmer med Hans åndedræt, er en fuldstændig ekspansion af Kṛṣṇa. Derfor tilbeder Jeg Govinda, Kṛṣṇa, alle årsagers årsag.” Således er den uigenkaldelige konklusion, at man skal tilbede Kṛṣṇas personlige form som Guddommens Højeste Personlighed, der besidder evig lyksalighed og viden. Han er ophav til alle Viṣṇu-former, Han er ophav til alle inkarnationer, og Han er den oprindelige Højeste Personlighed, som det bekræftes i Bhagavad-gītā.

I den vediske litteratur (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.1) finder vi følgende udtalelse:

“Jeg fremfører mine respektfulde hyldester til Kṛṣṇa, der har en transcendental form af lyksalighed, evighed og viden. Jeg viser Ham min respekt, for at forstå Ham betyder at forstå Vedaerne, og derfor er Han den højeste åndelige mester.” Så står der (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.3), kṛṣṇo vai paramaṁ daivatam: “Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed.” Og videre i Gopāla-tāpanī Upaniṣad (1.21), eko vaśī sarva-gaḥ kṛṣṇa īḍyaḥ: “Denne ene Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, og Han er tilbedelsesværdig.” Eko ’pi san bahudhā yo ’vabhāti: “Kṛṣṇa er én, men Han er manifesteret i ubegrænsede former og ekspanderede inkarnationer.”

I Brahma-saṁhitā (5.1) står der:

“Guddommens Højeste Personlighed er Kṛṣṇa, der har en krop af evighed, kundskab og lyksalighed. Han har ingen begyndelse, for Han er altings begyndelse. Han er alle årsagers årsag.”

Andetsteds i Viṣṇu Purāṇa (4.11.4) står der skrevet, yatrāvatīrṇaṁ kṛṣṇākhyaṁ, paraṁ brahma narākṛtiḥ: “Den Højeste Absolutte Sandhed er en person, Hans navn er Kṛṣṇa, og sommetider nedstiger Han til denne jord.” I Śrīmad-Bhāgavatam finder vi ligeledes en beskrivelse af alle mulige forskellige inkarnationer af Guddommens Højeste Personlighed, og i denne liste dukker Kṛṣṇas navn også op. Men så står der (ŚB. 1.3.28), at denne Kṛṣṇa er ingen inkarnation af Gud, men selve Guddommens Oprindelige Højeste Personlighed (ete cāṁśa-kalāḥ puṁsaḥ, kṛṣṇas tu bhagavān svayam).

Herren erklærer også på samme måde i Bhagavad-gītā (7.7), mattaḥ parataraṁ nānyat: “Der findes intet højere end Min form som Guddommens Personlighed, Kṛṣṇa.” Andetsteds i Bhagavad-gītā (10.2) siger Han, aham ādir hi devānām: “Jeg er ophav til alle halvguderne.” Og efter at have forstået Bhagavad-gītā fra Kṛṣṇa bekræfter Arjuna også dette med ordene paraṁ brahma paraṁ dhāma, pavitraṁ paramaṁ bhavān (Bg. 10.12): ”Nu forstår Jeg fuldt ud, at Du er Guddommens Højeste Personlighed, den Absolutte Sandhed, og at Du er altings tilflugtssted.” Den universelle form, som Kṛṣṇa viste Arjuna, er derfor ikke Guds oprindelige form. Den oprindelige form er Kṛṣṇa-formen. Den universelle form med dens tusinder af hoveder og hænder blev fremvist udelukkende for at tiltrække opmærksomheden hos dem, der ingen kærlighed har til Gud. Det er ikke Guds oprindelige form.

Den universelle form er ikke tiltrækkende for de rene hengivne, der er forelskede i Herren i forskellige transcendentale forhold. Den Højeste Guddom udveksler transcendental kærlighed i Sin oprindelige form som Kṛṣṇa. Denne form af universel manifestation tiltalte derfor ikke Arjuna, der var så tæt forbundet med Kṛṣṇa i venskab. Den var snarere frygtindgydende. Arjuna må som Kṛṣṇas konstante ledsager have haft transcendentale øjne. Han var intet almindeligt menneske. Han blev således ikke betaget af den universelle form. Den form kan forekomme fantastisk for personer, der har travlt med at ophøje sig selv gennem frugtstræbende handlinger, men de, der er engageret i hengiven tjeneste, holder mest af Kṛṣṇas toarmede form.

FORKLARING: Alle, der gerne vil nærme sig den højeste af alle Guddommens Personligheder på planeten Kṛṣṇaloka i den åndelige himmel og blive tæt forbundet med den Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, må følge formularen, der her bliver givet af den Højeste selv. Dette vers bliver derfor anset for at være essensen af Bhagavad-gītā. Bhagavad-gītā er en bog, der henvender sig til de betingede sjæle, der er involveret i den materielle verden med det formål at herske over naturen, og som intet kender til det virkelige åndelige liv. Tanken med Bhagavad-gītā er at vise, hvordan man kan forstå sin åndelige eksistens og sit evige forhold til den højeste åndelige personlighed, og at lære én, hvordan man vender hjem, tilbage til Guddommen. Her er så verset, der klart og tydeligt forklarer måden, hvorpå man kan opnå fuldendelse i sin åndelige aktivitet: hengiven tjeneste.

Hvad angår arbejde, skal man anvende al sin energi på Kṛṣṇa-bevidste handlinger. Som der står i Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.255):

Ingen mennesker bør gøre noget, der ikke er relateret til Kṛṣṇa. Dette kaldes kṛṣṇa-karma. Man kan arbejde med forskellige ting, men man bør ikke være knyttet til resultatet af sit arbejde. Resultatet skal udelukkende gives til Ham. Man kan for eksempel gøre handel, men for at gøre sådanne forretningsforehavender Kṛṣṇa-bevidste skal man gøre handel for Kṛṣṇa. Hvis Kṛṣṇa er forretningens ejer, skal Kṛṣṇa også nyde fortjenesten fra forretningen. Hvis en forretningsmand ejer millioner af kroner og vil give dem alle til Kṛṣṇa, kan han gøre det. Dette er at arbejde for Kṛṣṇa. I stedet for at opføre en stor bygning for sin egen sansenydelses skyld kan man bygge et fint tempel til Kṛṣṇa, og man kan installere Deiteten af Kṛṣṇa og sørge for tjeneste til Deiteten, som det foreskrives i de autoriserede bøger om hengiven tjeneste. Dette er alt sammen kṛṣṇa-karma. Man må ikke være knyttet til resultatet af sit arbejde, men resultatet skal gives til Kṛṣṇa, og man kan modtage resterne fra Kṛṣṇas ofringer som prasāda. Hvis man bygger et stort hus til Kṛṣṇa og installerer Kṛṣṇas Deitet deri, er man ikke afskåret fra selv at bo der, men man må forstå, at husets ejer er Kṛṣṇa. Det kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed.

Og hvis man ikke har midler til at bygge et tempel til Kṛṣṇa, kan man påtage sig at gøre Kṛṣṇas tempel rent. Det er også kṛṣṇa-karma. Eller man kan dyrke en have. Alle, der har et stykke jord (i det mindste har alle i Indien, selv fattige mennesker, et lille stykke jord), kan anvende det for Kṛṣṇa til at dyrke blomster, som man kan ofre til Ham. Man kan så tulasī-planter, for tulasī-blade er meget vigtige, og Kṛṣṇa har anbefalet dette i Bhagavad-gītā (9.26). Patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam. Kṛṣṇa vil gerne have, at man ofrer Ham enten et blad, en blomst, lidt frugt eller noget vand, for gennem sådanne ofringer bliver Han tilfreds. Med blad tænkes der specielt på tulasī. Så man kan så tulasī og vande planten. På den måde kan selv den fattigste engagere sig i Kṛṣṇas tjeneste. Dette er nogle eksempler på, hvordan man kan arbejde for Kṛṣṇa.

Ordet mat-paramaḥ refererer til den, der anser samvær med Kṛṣṇa i Hans højeste bolig for at være livets højeste fuldendelse. En sådan person ønsker ikke at blive ophøjet til de højere planeter som Månen, Solen, de himmelske planeter eller endog den højeste planet i dette univers, Brahmaloka. Intet af dette virker tiltrækkende på ham. Det eneste, han er tiltrukket af, er at blive overført til den åndelige himmel. Og selv i den åndelige himmel er han ikke tilfreds med at blive ét med brahmajyoti- stråleglansen, for han ønsker kun at komme til den højeste åndelige planet, Kṛṣṇaloka, Goloka Vṛndāvana. Han har fuldt kendskab til den planet og er derfor ikke interesseret i nogen anden. Som angivet her med ordet mad-bhaktaḥ engagerer han sig fuldstændigt i hengiven tjeneste, i særdeleshed i de ni hengivne processer: at høre, synge, huske, tilbede, tjene Herrens lotusfødder, bede, udføre Herrens ordre, slutte venskab med Ham og overgive alt til Ham. Man kan engagere sig i alle ni hengivne processer eller i otte, syv eller mindst én af dem, og det vil med sikkerhed gøre én fuldendt.

Vendingen saṅga-varjitaḥ er meget vigtig. Man bør ikke pleje omgang med personer, der er imod Kṛṣṇa. Det er ikke kun ateistiske personer, der er imod Kṛṣṇa, men de, der er tiltrukket af frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation, er det også. Derfor beskrives den rene form for hengiven tjeneste således i Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.1.11):

I dette vers udtrykker Śrīla Rūpa Gosvāmī klart, at hvis man gerne vil gøre uforfalsket ren hengiven tjeneste, skal man være fri for materiel besmittelse af enhver slags. Man skal være fri for omgang med personer, der er forfaldne til frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation. Når man efter at være blevet frigjort for den slags uønsket selskab og for besmittelsen fra materielle ønsker kultiverer kundskab om Kṛṣṇa på en favorabel måde, kaldes det ren hengiven tjeneste. Ānukūlyasya saṅkalpaḥ, prātikūlyasya varjanam (Hari-bhakti-vilāsa 11.676). Man skal tænke på Kṛṣṇa og handle for Kṛṣṇa på en velvillig måde og ikke med en negativ holdning. Kaṁsa var Kṛṣṇas fjende. Lige fra Kṛṣṇas fødsel planlagde Kaṁsa at dræbe Ham på alle mulige måder, og fordi det aldrig lykkedes for ham, tænkte han konstant på Kṛṣṇa. I enhver henseende, mens han arbejdede, og mens han spiste og sov, var han Kṛṣṇa-bevidst, men Kaṁsas Kṛṣṇa-bevidsthed var ikke velvilligt imødekommende over for Kṛṣṇa, så selv om han altid tænkte på Kṛṣṇa døgnet rundt, blev han alligevel betragtet som en dæmon, og til sidst slog Kṛṣṇa ham ihjel. Alle, der bliver dræbt af Kṛṣṇa, bliver ganske vist befriet omgående, men det er heller ikke den rene hengivnes mål. Den rene hengivne ønsker ikke engang befrielse. Han ønsker heller ikke at blive overført til selv den højeste planet, Goloka Vṛndāvana. Hans eneste mål i livet er at tjene Kṛṣṇa, uanset hvor han måtte befinde sig.

En hengiven af Kṛṣṇa er venlig mod alle. Der står derfor her, at han ingen fjender har (nirvairaḥ). Hvordan kan det lade sig gøre? En hengiven, der befinder sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, ved, at hengiven tjeneste til Kṛṣṇa er det eneste, der kan gøre en person fri for alle livets problemer. Han har personlig erfaret dette og ønsker derfor at udbrede kendskabet til denne vej, Kṛṣṇa-bevidsthed, i samfundet. Ned gennem historien er der mange eksempler på, hvordan Herrens hengivne har sat livet på spil for at sprede Gudsbevidsthed. Det foretrukne eksempel herpå er Herren Jesus Kristus. Han blev korsfæstet af de ikke-hengivne, men han ofrede sit liv for at sprede Gudsbevidsthed (selv om det naturligvis ville være overfladisk at tro, at han blev dræbt). I Indien er der også mange eksempler såsom Ṭhākura Haridāsa og Prahlāda Mahārāja. Hvorfor løb de så stor en risiko? Det gjorde de, fordi de gerne ville udbrede Kṛṣṇa- bevidsthed, og det er vanskeligt. En Kṛṣṇa-bevidst person ved, at et menneskes lidelse skyldes, at det har glemt sit evige forhold til Kṛṣṇa. Den største velgerning, man derfor kan gøre for menneskesamfundet, er at aflaste sin næste for alle materielle problemer. Det er måden, hvorpå en ren hengiven er engageret i Herrens tjeneste, og vi kan således forestille os, hvor barmhjertig Kṛṣṇa er mod dem, der er engageret i Hans tjeneste og sætter alt på spil for Ham. Der er derfor ingen tvivl om, at sådanne personer kommer til den højeste planet efter at have forladt kroppen.

Kort sagt har Kṛṣṇa vist Sin universelle form, der er en midlertidig manifestation, tidens form, der fortærer alt, og tilmed Viṣṇu-formen med fire arme. Kṛṣṇa er således ophav til alle disse manifestationer. Det er ikke sådan, at Kṛṣṇa er en manifestation af den oprindelige viśva-rūpa eller af Viṣṇu. Kṛṣṇa er ophav til alle former. Der er hundredvis og tusindvis af Viṣṇuer, men for en hengiven er ingen af Kṛṣṇas former vigtige bortset fra den oprindelige form, den toarmede Śyāmasundara. Der står i Brahma-saṁhitā, at de, der er knyttet til Kṛṣṇas Śyāmasundara-form i kærlighed og hengivenhed, altid kan se Ham i hjertet og ikke har øje for andet. Man må således forstå, at betydningen af kapitel 11 er, at Kṛṣṇas form er fundamental og suveræn.