Skip to main content

KAPITEL TOLV

Hengiven tjeneste

Tekst

arjuna uvāca
evaṁ satata-yuktā ye
bhaktās tvāṁ paryupāsate
ye cāpy akṣaram avyaktaṁ
teṣāṁ ke yoga-vittamāḥ

Synonyms

arjunaḥ uvāca — Arjuna sagde; evam — således; satata — altid; yuktāḥ — engageret; ye — de, som; bhaktāḥ — de hengivne; tvām — Dig; paryupāsate — behørigt tilbeder; ye — de, som; ca — også; api — igen; akṣaram — hinsides sanserne; avyaktam — det umanifesterede; teṣām — af dem; ke — hvem; yoga-vit-tamāḥ — de mest fuldendte i viden om yoga.

Translation

Arjuna spurgte: Hvem anses for at være de mest fuldkomne? Er det dem, der altid er behørigt engageret i Din hengivne tjeneste, eller dem, der tilbeder den upersonlige Brahman, det umanifesterede?

Purport

FORKLARING: Indtil nu har Kṛṣṇa forklaret det personlige, det upersonlige og det universelle og har beskrevet alle former for hengivne og yogīer. Normalt kan man inddele transcendentalisterne i to kategorier. Den ene er upersonalisten og den anden personalisten. Den personalistiske hengivne engagerer sig med al sin energi i den Højeste Herres tjeneste. Upersonalisten engagerer også sig selv, dog ikke direkte i Kṛṣṇas tjeneste, men i meditation på den upersonlige Brahman, det umanifesterede.

I dette kapitel finder vi, at blandt de forskellige processer, der leder til erkendelse af den Absolutte Sandhed, er bhakti-yoga, hengiven tjeneste, den mest avancerede. Hvis man nærer det mindste ønske om at omgås med Guddommens Højeste Personlighed, må man engagere sig i hengiven tjeneste.

De, der tilbeder den Højeste Herre direkte gennem hengiven tjeneste, kaldes personalister. De, der engagerer sig i meditation på den upersonlige Brahman, kaldes upersonalister. Arjuna spørger her om, hvilken position er bedst. Der er forskellige måder at erkende den Absolutte Sandhed på, men i dette kapitel viser Kṛṣṇa, at bhakti-yoga eller hengiven tjeneste til Ham er den bedste af alle veje. Det er den mest direkte og letteste måde at omgås med Guddommen på.

I Bhagavad-gītās kapitel 2 forklarede den Højeste Herre, at et levende væsen ikke er sin materielle krop. Han er en åndelig gnist. Og den Absolutte Sandhed er den åndelige helhed. I kapitel 7 talte Han om det levende væsen som en uadskillelig del af den højeste helhed og anbefalede, at man overfører sin bevidsthed fuldstændigt til helheden. Derefter blev det atter nævnt i kapitel 8, at hvem som helst, der tænker på Kṛṣṇa i det øjeblik, han forlader sin krop, øjeblikkeligt bliver overført til den åndelige verden eller Kṛṣṇas bolig. Og i slutningen af kapitel 6 blev det klart fastslået af Herren, at af alle yogīer anses den, der altid tænker på Kṛṣṇa inden i sig selv, for at være mest perfekt. Så i praktisk taget alle kapitler har konklusionen været, at man skal være knyttet til Kṛṣṇas personlige form, da det udgør den højeste åndelige erkendelse.

Ikke desto mindre er der dem, der slet ikke er knyttet til Kṛṣṇas personlige form. De er så indædt utilknyttede, at selv når de skriver kommentarer til Bhagavad-gītā, vil de helst lede andre væk fra Kṛṣṇa og overføre al hengivenhed til den upersonlige brahmajyoti. De foretrækker at meditere på den Absolutte Sandheds upersonlige form, der er umanifesteret og ligger uden for sansernes rækkevidde.

Således er der i praksis to kategorier af transcendentalister. Arjuna forsøger nu med sit spørgsmål at afklare, hvilken metode er lettest, og hvilken af kategorierne der er den mest fuldkomne. Han forsøger med andre ord at afklare sin egen situation, for han er knyttet til Kṛṣṇas personlige form. Han er ikke knyttet til den upersonlige Brahman. Han vil gerne vide, om hans egen position er sikker. Den upersonlige manifestation, uanset om det er her i denne materielle verden eller i den Højeste Herres åndelige verden, udgør et problem for meditation. I virkeligheden kan man ikke rigtig forestille sig den Absolutte Sandheds upersonlige aspekt. Så Arjuna vil gerne sige: “Hvad er nytten af et sådant tidsspilde?” I kapitel 11 oplevede Arjuna, at det er bedst at være knyttet til Kṛṣṇas personlige form, for han kunne så samtidig forstå alle andre former, uden at der var nogen forstyrrelse i hans kærlighed til Kṛṣṇa. Dette vigtige spørgsmål, som Arjuna stiller Kṛṣṇa, vil belyse forskellen på de upersonlige og personlige opfattelser af den Absolutte Sandhed.

Tekst

śrī-bhagavān uvāca
mayy āveśya mano ye māṁ
nitya-yuktā upāsate
śraddhayā parayopetās
te me yukta-tamā matāḥ

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; mayi — på Mig; āveśya — idet de fæstner; manaḥ — sindet; ye — de, som; mām — Mig; nitya — altid; yuktāḥ — engageret; upāsate — tilbeder; śraddhayā — med tro; parayā — transcendental; upetāḥ — udrustet med; te — de; me — af Mig; yukta-tamāḥ — de mest fuldkomne i yoga; matāḥ — anses for.

Translation

Guddommens Højeste Personlighed sagde: De, der fæstner deres sind på Min personlige form, og som konstant er optaget af at tilbede Mig med stærk og transcendental tro, anser Jeg for at være de mest perfekte.

Purport

FORKLARING: Som svar på Arjunas spørgsmål fortæller Kṛṣṇa klart og tydeligt, at den, der koncentrerer sig om Hans personlige form og tilbeder Ham med tro og hengivenhed, må betragtes som mest fuldkommen i yoga. Befinder man sig i en sådan Kṛṣṇa-bevidsthed, er der ingen materielle handlinger, for alt bliver gjort for Kṛṣṇa. En ren hengiven har hele tiden travlt. Sommetider reciterer han Hare Kṛṣṇa, andre gange hører han om Kṛṣṇa eller læser bøger om Ham, tilbereder prasāda eller går på indkøb for Kṛṣṇa, eller han gør templet rent eller vasker op. Uanset hvad han foretager sig, lader han ikke et eneste øjeblik gå uden at hellige sine handlinger til Kṛṣṇa. At handle på den måde er at være i fuldstændig samādhi.

Tekst

ye tv akṣaram anirdeśyam
avyaktaṁ paryupāsate
sarvatra-gam acintyaṁ ca
kūṭa-stham acalaṁ dhruvam
sanniyamyendriya-grāmaṁ
sarvatra sama-buddhayaḥ
te prāpnuvanti mām eva
sarva-bhūta-hite ratāḥ

Synonyms

ye — de, som; tu — men; akṣaram — det, som er hinsides sansernes opfattelsesevne; anirdeśyam — ubestemmelige; avyaktam — umanifesterede; paryupāsate — er helt engageret i at tilbede; sarvatra-gam — altgennemtrængende; acintyam — ufattelige; ca — også; kūṭa-stham — uforanderlige; acalam — ubevægelige; dhruvam — fæstnede; sanniyamya — idet de behersker; indriya-grāmam — alle sanserne; sarvatra — overalt; sama-buddhayaḥ — ens indstillet; te — de; prāpnuvanti — opnår; mām — Mig; eva — afgjort; sarva-bhūta-hite — til gavn for alle levende væsener; ratāḥ — engagerede.

Translation

Men de, der til fulde tilbeder det umanifesterede, det, der ligger uden for sansernes opfattelsesevne, det altgennemtrængende, ufattelige, uforanderlige og ubevægelige – den upersonlige forestilling om den Absolutte Sandhed – når i sidste ende Mig ved at beherske de forskellige sanser, være ens indstillet over for alle og arbejde til gavn for alles velfærd.

Purport

FORKLARING: De, der ikke direkte tilbeder den Højeste Guddom, Kṛṣṇa, men som forsøger at nå det samme mål gennem en indirekte metode, når yderst set også det samme mål, Śrī Kṛṣṇa. “Efter mange liv søger det vise menneske tilflugt hos Mig velvidende, at Vāsudeva er alting.” (Bg. 7.19) Når man efter mange liv opnår fuld kundskab, overgiver man sig til Herren Kṛṣṇa. Hvis man gerne vil nærme sig Guddommen gennem metoden, der er omtalt i dette vers, er man nødt til at beherske sanserne, yde tjeneste til alle og arbejde til gavn for alle levende væsener. Det indebærer, at man er nødt til at komme til Herren Kṛṣṇa, ellers er der ingen fuldkommen erkendelse. Ofte er der megen askese involveret, før man overgiver sig fuldstændigt til Ham.

For at kunne opfatte Oversjælen inden i den individuelle sjæl må man ophøre med alle sanseaktiviteter som at se, høre, smage, arbejde osv. Da kommer man til forståelsen af, at den Højeste Sjæl er til stede overalt. Når man erkender det, misunder man intet levende væsen. Man ser ingen forskel på mennesker og dyr, for man ser kun sjælen, ikke den ydre tildækning. Men for folk generelt er denne upersonlige erkendelsesmetode meget svær at følge.

Tekst

kleśo ’dhika-taras teṣām
avyaktāsakta-cetasām
avyaktā hi gatir duḥkhaṁ
dehavadbhir avāpyate

Synonyms

kleśaḥ — besvær; adhika-taraḥ — megen; teṣām — for dem; avyakta — til det umanifesterede; āsakta — er knyttet; cetasām — for dem, hvis sind; avyaktā — mod det umanifesterede; hi — afgjort; gatiḥ — fremskridt; duḥkham — med besvær; deha-vadbhiḥ — af de legemliggjorte; avāpyate — opnås.

Translation

For dem, hvis sind er knyttet til den Højestes umanifesterede, upersonlige aspekt, er det meget vanskeligt at gøre fremskridt. Det er altid svært for dem, der er legemliggjorte, at gøre fremskridt i den disciplin.

Purport

FORKLARING: Gruppen af transcendentalister, der følger vejen mod den Højeste Herres ufattelige, umanifesterede, upersonlige aspekt, betegnes som jñāna-yogīer, og de, der er fuldstændigt Kṛṣṇa-bevidste og er engageret i Herrens hengivne tjeneste, kaldes bhakti-yogīer. Her gives der klart udtryk for forskellen på jnāna-yoga og bhakti-yoga. Jñāna- yoga-processen er yderst besværlig, selv om den i sidste ende fører til samme mål, imens bhakti-yogaens vej, der indebærer at være engageret i Guddommens Højeste Personligheds direkte tjeneste, er lettere og er naturlig for den legemliggjorte sjæl. Den individuelle sjæl har været legemliggjort i umindelige tider. Det er meget svært for ham blot teoretisk at forstå, at han ikke er kroppen. Bhakti-yogīen accepterer derfor Kṛṣṇas Deitet som tilbedelsesværdig for på den måde at have en kropslig forestilling, som sindet kan hæfte sig ved.

Her skal det nævnes, at tilbedelse af Guddommens Højeste Personlighed i Hans form i templet selvfølgelig ikke er afgudstilbedelse. Ifølge den vediske litteratur kan tilbedelse være enten saguṇa eller nirguṇa, dvs. tilbedelse af den Højeste med eller uden egenskaber. Tilbedelse af Deiteten i templet er saguṇa-tilbedelse, for Herren repræsenteres her af materielle kvaliteter. Men selv om Herrens form bliver repræsenteret af materielle elementer som sten, træ eller oliefarver, er den i virkeligheden ikke materiel. Det er den Højeste Herres absolutte natur.

Et dagligdags eksempel kan gives her. Vi kan finde postkasser på gaden, og hvis vi lægger vores breve i disse postkasser, kommer de uden problemer frem til deres bestemmelsessted. Men en hvilken som helst tilfældig kasse eller en efterligning af en postkasse, der ikke er autoriseret af postkontoret, duer ikke. På samme måde har Gud en autoriseret repræsentation i form af Deitets-formen, der kaldes arcā-vigraha. Denne arcā-vigraha er en inkarnation af den Højeste Herre. Gud tager imod tjeneste i den form. Herren er almægtig. Han besidder al kraft. Han kan derfor i Sin inkarnation som arcā-vigraha tage imod den hengivnes tjeneste specielt for at facilitere det betingede menneske.

Således er det ikke svært for en hengiven øjeblikkeligt og direkte at nærme sig den Højeste, men for dem, der følger den upersonlige vej til åndelig erkendelse, er det svært. De er nødt til at forstå den Højestes umanifesterede repræsentation gennem vedisk litteratur som Upaniṣaderne, og de er nødt til at lære sproget, forstå de uopfattelige følelser og erkende alle disse processer. Dette er ikke nemt for et almindeligt menneske. Men en Kṛṣṇa-bevidst person, der er engageret i hengiven tjeneste, erkender meget let Guddommens Højeste Personlighed blot ved at blive vejledt af den ægte åndelige mester, blot ved regelmæssigt at fremføre sine hyldester til Deiteten, blot ved at høre om Herrens herligheder og blot ved at indtage resterne af den mad, der er ofret til Herren. Upersonalisterne følger utvivlsomt en unødigt besværlig vej med risiko for i sidste ende alligevel ikke at erkende den Absolutte Sandhed. Men personalisten vender sig uden risici, problemer eller besværligheder direkte til den Højeste Personlighed. Der findes en lignende passage i Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.4). Her står der, at hvis man i sidste ende alligevel er nødt til at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed (denne overgivelsesproces kaldes bhakti), men i stedet påtager sig besværet med at forstå, hvad der er Brahman, og hvad der ikke er Brahman, og bruger hele livet på den måde, får man ikke andet end problemer ud af det. Man bliver derfor rådet her til ikke at følge denne besværlige vej til selverkendelse, for det endelige resultat er usikkert.

Et levende væsen er for evigt en individuel sjæl, og hvis man ønsker at blive ét med den åndelige helhed, kan man opnå dette ved at erkende de evige og kundskabsmæssige sider i sin oprindelige natur, men man vil ikke erkende lyksalighedsaspektet. Ved en hengivens nåde kan sådan en transcendentalist, der er højt uddannet inden for jñāna-yoga-metoden, dog komme til bhakti-yoga eller hengiven tjeneste. På det tidspunkt kan lang tids praktisering af upersonalisme også give anledning til problemer, for man kan ikke give slip på idéen. En legemliggjort sjæl løber derfor altid ind i vanskeligheder med det umanifesterede, både under udøvelsen, og når det kommer til tidspunktet for erkendelse. Alle levende sjæle er delvist uafhængige, og man må være helt klar over, at denne umanifesterede erkendelse strider mod naturen af ens åndelige lyksalige selv. Man bør ikke indlade sig på den proces. For alle individuelle levende væsener er den bedste vej Kṛṣṇa-bevidsthed, der indebærer at være fuldt engageret i hengiven tjeneste. Hvis man vælger at ignorere denne hengivne tjeneste, er der fare for, at man vender sig mod ateisme. Som allerede udtrykt i dette vers bør metoden med at koncentrere sin opmærksomhed på det umanifesterede, det ufattelige, det, der ligger uden for sansernes rækkevidde, derfor på intet tidspunkt tilskyndes, specielt ikke i denne tidsalder. Det tilrådes ikke af Herren Kṛṣṇa.

Tekst

ye tu sarvāṇi karmāṇi
mayi sannyasya mat-parāḥ
ananyenaiva yogena
māṁ dhyāyanta upāsate
teṣām ahaṁ samuddhartā
mṛtyu-saṁsāra-sāgarāt
bhavāmi na cirāt pārtha
mayy āveśita-cetasām

Synonyms

ye — de, som; tu — men; sarvāṇi — alle; karmāṇi — aktiviteter; mayi — til Mig; sannyasya — efter at have overgivet; mat-parāḥ — som er knyttede til Mig; ananyena — uden afvigelse; eva — helt; yogena — gennem udøvelse af en sådan bhakti-yoga; mām — på Mig; dhyāyantaḥ — idet de mediterer; upāsate — de tilbeder; teṣām — for dem; aham — Jeg; samuddhartā — frelseren; mṛtyu — af død; saṁsāra — og materiel eksistens; sāgarāt — fra oceanet; bhavāmi — Jeg bliver; na — ikke; cirāt — efter lang tid; pārtha — O Pṛthās søn; mayi — på Mig; āveśita — er fæstnet; cetasām — for dem, hvis sind.

Translation

Men dem, der efter at have fæstnet deres sind på Mig tilbeder Mig, tilegner Mig alle deres handlinger og uden afvigelse hengiver sig til Mig ved at være engageret i hengiven tjeneste og altid meditere på Mig, udfrier Jeg hurtigt fra oceanet af fødsel og død, O Pṛthās søn.

Purport

FORKLARING: Her står der udtrykkeligt, at de hengivne er så heldige meget hurtigt at blive udfriet fra den materielle eksistens af Herren. I ren hengiven tjeneste når man til erkendelsen af, at Gud er stor, og at den individuelle sjæl er underlagt Ham. Det er sjælens pligt at tjene Herren, og hvis man ikke gør det, tjener man uvægerligt māyā.

Som tidligere forklaret kan den Højeste Herre kun påskønnes igennem hengiven tjeneste. Derfor bør man hengive sig fuldt ud. Man bør fuldstændigt fæstne sit sind på Kṛṣṇa for at opnå Ham. Man bør ikke arbejde for andre end Kṛṣṇa. Det spiller ingen rolle, hvilket arbejde man involverer sig i, men arbejdet skal gøres for Kṛṣṇa og ingen anden. Det er normen for hengiven tjeneste. En hengiven ønsker intet andet end at glæde Guddommens Højeste Personlighed. Hele hans livs mission er at tilfredsstille Kṛṣṇa, og ligesom Arjuna gjorde det på Kurukṣetras slagmark, kan en hengiven ofre alt for Kṛṣṇas tilfredsstillelse. Metoden er meget let: Man kan hengive sig i sit arbejde og samtidig engagere sig i at recitere Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Denne transcendentale recitation tiltrækker den hengivne til Guddommens Personlighed.

Den Højeste Herre lover her, at Han straks vil udfri en ren hengiven, der er således engageret, fra oceanet af materiel eksistens. De, der er avancerede i praktisering af yoga, kan ved hjælp af yoga-processen med fuldt overlæg overføre deres sjæl til en hvilken som helst planet, de har lyst til, og andre gør det på andre måder, men her står der tydeligt, at for den hengivnes vedkommende tager Herren Sig Selv af ham. En hengiven behøver ikke at vente på at blive meget befaren for at overføre sig selv til den åndelige himmel.

I Varāha Purāṇa findes dette vers:

nayāmi paramaṁ sthānam
arcir-ādi-gatiṁ vinā
garuḍa-skandham āropya
yatheccham anivāritaḥ

Betydningen af verset er, at en hengiven ikke behøver at udføre aṣṭāṅga- yoga for at overføre sin sjæl til de åndelige planeter. Den Højeste Herre påtager Sig Selv ansvaret for det. Han erklærer klart og tydeligt her, at Han Selv udfrier ham. Et barns forældre tager sig fuldstændigt af det, og derfor er dets situation tryg og sikker. På samme måde behøver en hengiven ikke stræbe efter at overføre sig selv til andre planeter gennem praktisering af yoga. Tværtimod kommer den Højeste Herre med det samme flyvende på Sin fuglebærer Garuḍa og befrier på grund af Sin store nåde øjeblikkeligt den hengivne fra den materielle tilværelse. Selv om en person, der er faldet i vandet midt ude i havet, er en meget dygtig svømmer og kæmper bravt, kan han ikke redde sig selv. Men hvis der kommer nogen og løfter ham op af vandet, er han nemt reddet. På lignende vis løfter Herren den hengivne op fra denne materielle eksistens. Det eneste, man behøver at gøre, er at praktisere denne lette Kṛṣṇa- bevidste proces og helt og holdent engagere sig i hengiven tjeneste. Alle intelligente mennesker bør til enhver tid foretrække den hengivne tjenestes proces frem for nogen anden metode. Dette bekræftes i Nārāyaṇīya som følger:

yā vai sādhana-sampattiḥ
puruṣārtha-catuṣṭaye
tayā vinā tad āpnoti
naro nārāyaṇāśrayaḥ

Betydningen af dette vers er, at man ikke bør involvere sig i de forskellige former for frugtstræbende handlinger eller kultivere viden gennem intellektuel spekulation. Den, der er hengivet til den Højeste Personlighed, kan opnå alle de fordele, der kommer fra andre yoga-processer, spekulation, ritualer, offerhandlinger, velgørenhed osv. Det er den særlige velsignelse ved hengiven tjeneste.

Blot ved at recitere Kṛṣṇas hellige navn – Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare – kan Herrens hengivne let og smertefrit opnå det højeste mål, men dette bestemmelsessted kan ikke nås gennem nogen anden religiøs proces.

Bhagavad-gītās konklusion bliver givet i kapitel 18, vers 66:

sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ

Man bør opgive alle andre veje til selverkendelse og helt enkelt udføre hengiven tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det vil gøre én i stand til at nå livets højeste fuldkommenhed. Det er ikke nødvendigt at forholde sig til sit tidligere livs syndige handlinger, for den Højeste Herre tager Sig fuldstændigt af én. Der er derfor ingen grund til forgæves at forsøge at udfri sig selv i åndelig erkendelse. Lad alle søge tilflugt ved den højeste almægtige Guddom, Kṛṣṇa. Det er livets højeste fuldkommenhed.

Tekst

mayy eva mana ādhatsva
mayi buddhiṁ niveśaya
nivasiṣyasi mayy eva
ata ūrdhvaṁ na saṁśayaḥ

Synonyms

mayi — på Mig; eva — afgjort; manaḥ — sindet; ādhatsva — fokusér; mayi — på Mig; buddhim — intelligensen; niveśaya — anbring; nivasiṣyasi — du vil leve; mayi — i Mig; eva — afgjort; ataḥ ūrdhvam — derefter; na — ingen; saṁśayaḥ — tvivl (om dette).

Translation

Blot fokusér dit sind på Mig, Guddommens Højeste Personlighed, og engagér hele din intelligens i Mig. Således vil du med sikkerhed altid leve i Mig.

Purport

FORKLARING: Hvis man er engageret i Herren Kṛṣṇas hengivne tjeneste, lever man i et direkte forhold til den Højeste Herre, så der er ingen tvivl om, at ens position lige fra starten af er transcendental. En hengiven lever ikke på det materielle plan. Han lever i Kṛṣṇa. Der er ingen forskel på Herrens hellige navn og Herren selv. Når en hengiven derfor synger Hare Kṛṣṇa, danser Kṛṣṇa og Hans indre energi på den hengivnes tunge. Når han ofrer mad til Kṛṣṇa, tager Kṛṣṇa direkte imod denne mad, og den hengivne bliver Kṛṣṇa-iseret ved at spise resterne. Den, der ikke engagerer sig i en sådan tjeneste, kan ikke forstå, hvordan dette er tilfældet, selv om det er en proces, der anbefales i Bhagavad-gītā og anden vedisk litteratur.

Tekst

atha cittaṁ samādhātuṁ
na śaknoṣi mayi sthiram
abhyāsa-yogena tato
mām icchāptuṁ dhanañ-jaya

Synonyms

atha — hvis, derfor; cittam — sindet; samādhātum — at fokusere; na — ikke; śaknoṣi — du er i stand til; mayi — på Mig; sthiram — vedholdende; abhyāsa-yogena — gennem udøvelse af hengiven tjeneste; tataḥ — da; mām — Mig; iccha — ønsk; āptum — at opnå; dhanam-jaya — O vinder af rigdomme, Arjuna.

Translation

Min kære Arjuna, O vinder af rigdomme, hvis du ikke kan fæstne dit sind på Mig uden afvigelse, følg da bhakti-yogaens regulerende principper, for på den måde vil du udvikle et ønske om at nå Mig.

Purport

FORKLARING: I dette vers sigtes der til to forskellige former for praksis i bhakti-yoga. Den første er for den, der gennem transcendental kærlighed rent faktisk har udviklet tilknytning til Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed. Den anden er for den, der endnu ikke har udviklet tilknytning til den Højeste Person i transcendental kærlighed. For denne sidste gruppe er der forskellige foreskrevne regler og reguleringer, som man kan følge for i sidste ende at blive ophøjet til stadiet af tilknytning til Kṛṣṇa.

Bhakti-yoga er en renselse af sanserne. På det nuværende stadie i materiel eksistens er sanserne konstant urene, fordi de er involveret i sansenydelse. Men ved at udøve bhakti-yoga kan disse sanser blive renset, og i den rensede tilstand kommer de i direkte kontakt med den Højeste Herre. I denne materielle tilværelse kan jeg være ansat til at tjene en eller anden herre, men jeg tjener egentlig ikke min herre, fordi jeg holder af ham. Jeg tjener ham kun for pengenes skyld. Og den samme herre elsker heller ikke mig. Han tager tjeneste fra mig og betaler mig. Så det er ikke kærlighed. Men i åndeligt liv skal man ophøjes til stadiet af ren kærlighed. Dette stadie af kærlighed kan opnås ved at udøve hengiven tjeneste med de nuværende sanser.

Denne kærlighed til Gud ligger nu latent i alles hjerter, og der kommer kærligheden til Gud til udtryk på forskellige måder, men den er forurenet af kontakten med materie. Nu skal hjertet renses for den materielle forurening, og den slumrende naturlige kærlighed til Kṛṣṇa skal genoplives. Det er dét, hele processen går ud på.

For at følge de regulerende principper i bhakti-yoga skal man under vejledning af en dygtig åndelig mester overholde visse principper. Man skal stå tidligt op om morgenen, tage bad, gå hen i templet og fremføre bønner og synge Hare Kṛṣṇa. Derefter skal man plukke blomster, der skal ofres til Deiteten, tilberede mad og ofre den til Deiteten, indtage prasāda osv. Der er forskellige regler og forskrifter, man skal følge. Og man skal konstant høre Bhagavad-gītā og Śrīmad-Bhāgavatam fra rene hengivne. Denne praksis kan hjælpe hvem som helst til at komme til niveauet af kærlighed til Gud, og derfra kan man være sikker på sit videre fremskridt til Guds åndelige rige. Denne praktisering af bhakti-yoga under regler og forskrifter under en åndelig mesters vejledning fører helt sikkert én til stadiet af kærlighed til Gud.

Tekst

abhyāse ’py asamartho ’si
mat-karma-paramo bhava
mad-artham api karmāṇi
kurvan siddhim avāpsyasi

Synonyms

abhyāse — i udøvelse; api — selv hvis; asamarthaḥ — ude af stand til; asi — du er; mat-karma — Mit arbejde; paramaḥ — viet til; bhava — bliv; mat- artham — for Min skyld; api — selv; karmāṇi — handlinger; kurvan — idet du udfører; siddhim — fuldkommenhed; avāpsyasi — du vil opnå.

Translation

Hvis du ikke kan følge reglerne for bhakti-yoga, prøv da blot at arbejde for Mig, for ved at arbejde for Mig vil du komme til det fuldkomne stadie.

Purport

FORKLARING: Den, der ikke engang er i stand til at følge bhakti- yogaens regulerende principper under en åndelig mesters vejledning, kan stadig blive tiltrukket til dette fuldendte niveau ved at arbejde for den Højeste Herre. I kapitel 11, vers 55, er det allerede blevet forklaret, hvad det vil sige at arbejde på den måde. Man skal være velvilligt indstillet over for udbredelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed. Der er mange hengivne, der arbejder for at sprede Kṛṣṇa-bevidsthed, og de har brug for hjælp. Så selv om man ikke direkte kan følge reglerne og forskrifterne for bhakti- yoga, kan man forsøge at bistå dette arbejde. Alle bestræbelser kræver jord, kapital, organisering og arbejdskraft. Ligesom man i forretningsverdenen har brug for et sted at være, kapital at bruge af, arbejdskraft og organisering for at kunne vokse, er der brug for det samme i Kṛṣṇas tjeneste. Den eneste forskel er, at man som materialist arbejder for sin egen sansenydelse. Det samme arbejde kan imidlertid gøres for at tilfredsstille Kṛṣṇa, og så er det en åndelig handling. Hvis man har penge nok, kan man hjælpe til med at bygge et kontor eller et tempel for at udbrede Kṛṣṇa-bevidsthed. Eller man kan støtte udgivelsen af blade og bøger. Der er forskellige områder, hvor man kan engagere sig, og man bør være interesseret i sådanne aktiviteter. Hvis man ikke kan ofre resultaterne af alle sine handlinger, kan man stadigvæk give en vis procentdel til udbredelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed. Den slags frivillig tjeneste til fordel for den Kṛṣṇa-bevidste sag vil hjælpe én til at komme til et højere niveau af kærlighed til Gud, hvorefter man bliver fuldkommen.

Tekst

athaitad apy aśakto ’si
kartuṁ mad-yogam āśritaḥ
sarva-karma-phala-tyāgaṁ
tataḥ kuru yatātmavān

Synonyms

atha — selv hvis; etat — dette; api — også; aśaktaḥ — ude af stand til; asi — du er; kartum — at gøre; mat — til Mig; yogam — i hengiven tjeneste; āśritaḥ — idet du søger tilflugt; sarva-karma — af alle handlinger; phala — af resultaterne; tyāgam — forsagelse; tataḥ — da; kuru — praktisér; yata-ātma-vān — forankret i selvet.

Translation

Hvis du imidlertid ikke kan arbejde i denne bevidsthed om Mig, forsøg da at opgive alle resultater af dit arbejde og være forankret i selvet.

Purport

FORKLARING: Der kan være tilfælde, hvor man ikke engang ser sig i stand til at sympatisere med Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter, enten på grund af sociale, familiemæssige eller religiøse hensyn eller på grund af andre vanskeligheder. Hvis man involverer sig direkte i Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter, kan det være, at der kommer indsigelser fra familien eller en masse andet besvær. Hvis man har det problem, anbefales det, at man giver det samlede resultat af sine handlinger til et eller andet godt formål. De vediske regler anbefaler en sådan fremgangsmåde. Der findes mange beskrivelser af bestemte offerhandlinger og fuldmåneritualer, og der er særlige former for arbejde, hvorigennem resultatet af ens handlinger kan engageres. På den måde kan man gradvist blive ophøjet til stadiet af kundskab. Det ses også, at når en person, der ikke er det mindste interesseret i Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter, giver velgørenhed til et hospital eller en anden social institution, opgiver han de dyrekøbte resultater af sine handlinger. Dette bliver også anbefalet her, for ved at opgive frugterne af sine handlinger kan man være sikker på gradvist at rense sit sind, og med et renset sind vil man kunne forstå Kṛṣṇa-bevidsthed. Kṛṣṇa-bevidsthed beror selvfølgelig ikke på nogen anden erfaring, for Kṛṣṇa-bevidsthed kan i sig selv rense ens sind, men hvis der er noget i vejen for at involvere sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, kan man forsøge sig med at opgive resultaterne af sine handlinger. I den henseende kan medmenneskelighed, samfundstjeneste, national tjeneste, opofrelse for sit land osv. have deres berettigelse, så man en dag kan komme til stadiet af ren hengiven tjeneste til den Højeste Herre. Ifølge Bhagavad-gītā (18.46), yataḥ pravṛttir bhūtānām: Hvis man beslutter sig for at ofre sig for den højeste sag, vil man, selv om man ikke ved det, igennem et sådant offer gradvist forstå, at Kṛṣṇa er den højeste sag.

Tekst

śreyo hi jñānam abhyāsāj
jñānād dhyānaṁ viśiṣyate
dhyānāt karma-phala-tyāgas
tyāgāc chāntir anantaram

Synonyms

śreyaḥ — bedre; hi — afgjort; jñānam — viden; abhyāsāt — end udøvelse; jñānāt — end viden; dhyānam — meditation; viśiṣyate — anses for at være bedre; dhyānāt — end meditation; karma-phala-tyāgaḥ — forsagelse af resultaterne af frugtstræbende handlinger; tyāgāt — gennem en sådan forsagelse; śāntiḥ — fred; anantaram — derefter.

Translation

Hvis du ikke kan arbejde i denne ånd, engagér dig da i at kultivere viden. Meditation er dog bedre end viden, og bedre end meditation er forsagelse af handlingernes frugter, for gennem en sådan forsagelse kan man få fred i sindet.

Purport

FORKLARING: Som nævnt i de foregående vers er der to slags hengiven tjeneste: udøvelse af de regulerende principper og fuldstændig tilknytning i kærlighed til Guddommens Højeste Personlighed. For dem, der reelt er ude af stand til at følge principperne for Kṛṣṇa-bevidsthed, er det bedre at udvikle viden, for gennem viden kan man blive i stand til at forstå sin virkelige position. Viden vil gradvist udvikle sig til niveauet af meditation, og meditation vil gøre én i stand til at forstå Guddommens Højeste Personlighed igennem en gradvis proces. Der findes metoder, der får én til at forstå, at man selv er den Højeste, og den form for meditation er at foretrække, hvis man ikke kan engagere sig i hengiven tjeneste. Hvis man ikke kan meditere på den måde, findes der som anvist i den vediske litteratur foreskrevne pligter for brāhmaṇaerne, kṣatriyaerne, vaiśyaerne og śūdraerne, sådan som vi kan finde det omtalt i Bhagavad-gītās sidste kapitel. Men hvorom alt er, bør man opgive sit arbejdes resultater eller frugter, hvilket betyder at anvende resultaterne af sin karma til et eller andet godt formål.

Så kort sagt findes der to måder at nå Guddommens Højeste Personlighed, det højeste mål, på. Den ene er gennem en gradvis udvikling, og den anden metode er direkte. Hengiven tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed er den direkte vej, og den anden metode går ud på at forsage sine handlingers frugter. Derved kan man komme til stadiet af kundskab, dernæst til stadiet af meditation, så til stadiet, hvor man forstår Oversjælen, og til sidst til stadiet af Guddommens Højeste Personlighed. Man kan enten tage trin-for-trin metoden eller den direkte vej. Den direkte vej er ikke mulig for alle. Derfor er den indirekte metode også god. Det er imidlertid underforstået, at den indirekte metode ikke bliver anbefalet til Arjuna, eftersom han allerede befinder sig på stadiet af hengiven kærlighedstjeneste til den Højeste Herre. Den indirekte vej er for andre, der ikke er på dette niveau. De bør følge den gradvise proces med forsagelse, kundskab, meditation og erkendelse af Brahman og Oversjælen. I Bhagavad-gītā er det dog den direkte vej, der bliver understreget. Vi bliver alle anbefalet at følge den direkte proces og overgive os til Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa.

Tekst

adveṣṭā sarva-bhūtānāṁ
maitraḥ karuṇa eva ca
nirmamo nirahaṅkāraḥ
sama-duḥkha-sukhaḥ kṣamī
santuṣṭaḥ satataṁ yogī
yatātmā dṛḍha-niścayaḥ
mayy arpita-mano-buddhir
yo mad-bhaktaḥ sa me priyaḥ

Synonyms

adveṣṭā — ikke misundelig; sarva-bhūtānām — mod alle levende væsener; maitraḥ — venlig; karuṇaḥ — barmhjertig; eva — sandelig; ca — også; nirmamaḥ — uden nogen følelse af ejerskab; nirahaṅkāraḥ — uden falsk ego; sama — ligevægtig; duḥkha — i lidelse; sukhaḥ — og lykke; kṣamī — overbærende; santuṣṭaḥ — tilfreds; satatam — altid; yogī — den, der er engageret i hengivenhed; yata-ātmā — selvbehersket; dṛḍha-niścayaḥ — med beslutsomhed; mayi — på Mig; arpita — er fæstnet; manaḥ — hvis sind; buddhiḥ — og intelligens; yaḥ — den, som; mat-bhaktaḥ — Min hengivne; saḥ — han; me — af Mig; priyaḥ — højtelsket.

Translation

Den, der ikke er misundelig, men er en barmhjertig ven mod alle levende væsener, som ikke anser sig selv for en ejer af noget og er fri for falsk ego, som er den samme i både lykke og lidelse, som er tolerant, N altid tilfreds og selvbehersket, og som med beslutsomhed er engageret i hengiven tjeneste med sit sind og sin intelligens fæstnet på Mig – sådan en hengiven af Mig er Mig meget kær.

Purport

FORKLARING: For at vende tilbage til ren hengiven tjeneste beskriver Herren nu her i disse to vers en ren hengivens transcendentale kvaliteter. En ren hengiven lader sig aldrig forstyrre under nogen omstændigheder, og han er heller ikke misundelig på nogen. Lige så lidt bliver en hengiven sin fjendes fjende. Hans indstilling er: “Denne person handler som min fjende på grund af mine egne tidligere misgerninger, så det er bedre at lide end at protestere.” Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.8): tat te ’nukampāṁ su-samīkṣamāṇo, bhuñjāna evātma-kṛtaṁ vipākam. Når en hengiven rammes af lidelse eller er i vanskeligheder, ser han det som Herrens nåde mod ham. Han tænker: “På grund af mine tidligere misgerninger burde jeg lide langt, langt værre, end jeg lider nu. Så det er på grund af den Højeste Herres barmhjertighed, at jeg ikke modtager hele den straf, der tilkommer mig. Ved Guddommens Højeste Personligheds barmhjertighed får jeg blot en antydning af, hvad jeg skulle have haft.” Han er derfor altid rolig, fattet og tålmodig på trods af mange lidelsesfyldte situationer. En hengiven er også altid venlig mod alle, selv mod sine fjender. Nirmamaḥ betyder, at en hengiven ikke tillægger smerte og problemer i forbindelse med kroppen nogen stor betydning, for han er helt klar over, at han ikke er den materielle krop. Han identificerer sig ikke med sin krop, hvilket gør, at han er fri for falsk ego og ikke bliver bragt ud af ligevægt af hverken lykke eller lidelse. Han er tolerant, og han er tilfreds med uanset hvad, der kommer ved den Højeste Herres barmhjertighed. Han gør sig ikke de store anstrengelser for at opnå noget med stort besvær. Derfor er han altid glad. Eftersom han er fast forankret i de instruktioner, han har fået fra sin åndelige mester, er han den perfekte mystiker, og han er beslutsom, for hans sanser er under kontrol. Han påvirkes ikke af falske argumenter, for ingen kan rokke ham fra hans faste beslutsomhed i hengiven tjeneste. Han er helt bevidst om, at Kṛṣṇa er den evige Herre, så ingen kan forstyrre ham. Alle disse egenskaber gør ham i stand til fuldstændigt at fæstne sit sind og sin intelligens på den Højeste Herre. Et sådant niveau af hengiven tjeneste er givetvis meget sjældent, men en hengiven bliver situeret i denne tilstand ved at følge den hengivne tjenestes regulerende principper. Herren siger videre, at sådan en hengiven er Ham meget kær, for Herren er altid tilfreds med alle hans handlinger i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed.

Tekst

yasmān nodvijate loko
lokān nodvijate ca yaḥ
harṣāmarṣa-bhayodvegair
mukto yaḥ sa ca me priyaḥ

Synonyms

yasmāt — fra hvem; na — aldrig; udvijate — ophidses; lokaḥ — folk; lokāt — fra folk; na — aldrig; udvijate — forstyrres; ca — også; yaḥ — enhver, der; harṣa — fra lykke; amarṣa — lidelse; bhaya — frygt; udvegaiḥ — og bekymring; muktaḥ — befriet; yaḥ — enhver, som; saḥ — han; ca — også; me — af Mig; priyaḥ — højtelsket.

Translation

Den, der ikke forvolder andre besvær, som ikke lader sig forstyrre af nogen, og som er ligevægtig i både lykke og lidelse, frygt og bekymring, er Mig meget kær.

Purport

FORKLARING: Her beskrives yderligere et par af den hengivnes kvaliteter. En sådan hengiven er årsag til hverken vanskeligheder, bekymring, frygt eller utilfredshed for andre. Da en hengiven er venlig mod alle, handler han ikke på en sådan måde, at han giver andre anledning til uro eller ængstelse. Hvis andre på den anden side prøver at genere den hengivne, lader han sig ikke forstyrre af det. Det er ved Herrens nåde, at han er vant til ikke at lade sig forvirre af nogen form for ydre forstyrrelse. Fordi en hengiven er konstant optaget af Kṛṣṇa-bevidsthed og engageret i hengiven tjeneste, kan sådanne materielle omstændigheder i virkeligheden ikke røre ham. Normalt bliver en materialistisk person meget glad, når der er noget til hans sansetilfredsstillelse og til hans krop, men når han ser, at andre får noget til deres sansenydelse, og han ikke gør det, bliver han nedtrykt og misundelig. Når han går og venter på gengældelse fra en fjende, lever han i en tilstand af frygt, og når noget ikke vil lykkes for ham, bliver han modløs. En hengiven, der altid er transcendental til alle disse forstyrrelser, holder Kṛṣṇa meget af.

Tekst

anapekṣaḥ śucir dakṣa
udāsīno gata-vyathaḥ
sarvārambha-parityāgī
yo mad-bhaktaḥ sa me priyaḥ

Synonyms

anapekṣaḥ — neutral; śuciḥ — ren; dakṣaḥ — dygtig; udāsīnaḥ — sorgløs; gata-vyathaḥ — fri for alle lidelser; sarva-ārambha — af alle bestræbelser; parityāgī — en forsager; yaḥ — enhver, der; mat-bhaktaḥ — Min hengivne; saḥ — han; me — af Mig; priyaḥ — højtelsket.

Translation

Min hengivne, der ikke er afhængig af tingenes almindelige forløb, og som er ren, dygtig, sorgløs, fri for al smerte og ikke stræber efter noget resultat, er Mig meget kær.

Purport

FORKLARING: En hengiven bliver måske tilbudt penge, men han bør ikke gøre sig store anstrengelser for at erhverve sig dem. Hvis penge N kommer til ham af sig selv ved den Højestes barmhjertighed, bliver han ikke overstadig. En hengiven tager helt naturligt bad mindst to gange om dagen og står tidligt op om morgenen for at gøre hengiven tjeneste. På den måde er han naturligt ren både indvendigt og udvendigt. En hengiven er altid dygtig og kyndig, for han kender fuldt ud essensen af alle handlinger i livet, og han er overbevist om de autoritative skrifter. En hengiven tager aldrig parti for det ene eller det andet. Derfor er han sorgløs. Han lider aldrig, for han er fri for alle betegnelser. Han ved, at hans krop blot er en betegnelse, så selv om der skulle være nogle kropslige smerter, er han fri. Den rene hengivne stræber ikke efter noget, der går imod principperne for hengiven tjeneste. Det kræver f.eks. en masse energi at opføre en stor bygning, og en hengiven giver sig ikke i kast med en sådan opgave, hvis det ikke gavner ham ved at fremme hans hengivne tjeneste. Han kan opføre et tempel til Herren, og i den forbindelse kan han påtage sig alverdens bekymringer, men han bygger ikke et stort hus udelukkende til sig selv og sine slægtninge.

Tekst

yo na hṛṣyati na dveṣṭi
na śocati na kāṅkṣati
śubhāśubha-parityāgī
bhaktimān yaḥ sa me priyaḥ

Synonyms

yaḥ — den, som; na — aldrig; hṛṣyati — nyder; na — aldrig; dveṣṭi — sørger; na — aldrig; śocati — klager; na — aldrig; kāṅkṣati — ønsker; śubha — af det lykkebringende; aśubha — og det ulykkebringende; parityāgī — en forsager; bhakti-mān — en hengiven; yaḥ — den, som; saḥ — han er; me — af Mig; priyaḥ — højtelsket.

Translation

Den, der hverken fryder sig eller sørger over noget, som ikke beklager sig eller begærer noget, og som forsager både det lykkevarslende og ulykkevarslende – en sådan hengiven er Mig meget kær.

Purport

FORKLARING: En ren hengiven bliver hverken lykkelig eller ulykkelig over materiel vinding og tab, og han er heller ikke særlig ivrig efter at få sig en søn eller discipel eller bliver modfalden over ikke at få dem. Hvis han mister noget, han holder meget af, klager han ikke. Ligeledes bliver han ikke trist over ikke at få det, han gerne vil have. Han er transcendental til alle mulige lykkebringende, ulykkebringende og syndige handlinger. Han er parat til at påtage sig alle mulige risici for at tilfredsstille den Højeste Herre. Intet er en hindring for ham i udøvelsen af hans hengivne tjeneste. En sådan hengiven holder Kṛṣṇa meget af.

Tekst

samaḥ śatrau ca mitre ca
tathā mānāpamānayoḥ
śītoṣṇa-sukha-duḥkheṣu
samaḥ saṅga-vivarjitaḥ
tulya-nindā-stutir maunī
santuṣṭo yena kenacit
aniketaḥ sthira-matir
bhaktimān me priyo naraḥ

Synonyms

samaḥ — ens; śatrau — mod en fjende; ca — også; mitre — mod en ven; ca — også; tathā — således; māna — i ære; apamānayoḥ — og skam; śīta — i kulde; uṣṇa — varme; sukha — lykke; duḥkheṣu — og lidelse; samaḥ — ligevægtig; saṅga-vivarjitaḥ — fri for alt samvær; tulya — ligevægtig; nindā — i vanære; stutiḥ — og anseelse; maunī — tavs; santuṣṭaḥ — tilfreds; yena kenacit — med hvad som helst; aniketaḥ — uden bolig; sthira — er forankret; matiḥ — hvis beslutsomhed; bhakti-mān — engageret i hengivenhed; me — af Mig; priyaḥ — højtelsket; naraḥ — et menneske.

Translation

Den, der er ens indstillet over for venner og fjender, som er ligevægtig i ære og vanære, varme og kulde, lykke og lidelse og berømmelse og skam, som altid er fri for urent selskab, som altid er tavs og tilfreds med hvad som helst, som ikke bekymrer sig om nogen fast bolig, som er forankret i viden, og som er engageret i hengiven tjeneste – en sådan person er Mig meget kær.

Purport

FORKLARING: En hengiven undgår altid dårligt selskab. Somme tider bliver man rost, og sommetider bliver man bagtalt. Sådan er det i menneskesamfundet. Men en hengiven er altid transcendental til kunstig berømmelse og vanære eller lykke og lidelse. Han er meget tålmodig. Han taler kun om ting, der har med Kṛṣṇa at gøre. Derfor kaldes han tavs. Tavs betyder ikke, at han ikke må tale. Tavshed betyder, at han ikke siger en masse sludder. Man bør kun tale om væsentlige ting, og den mest essentielle form for tale for en hengiven er at tale for den Højeste Herres skyld. En hengiven er glad under alle omstændigheder. Nogle gange får han meget velsmagende mad, andre gange ikke, men han er tilfreds under alle omstændigheder. Han er også ligeglad med, hvor han bor. Han kan bo under et træ eller i et palads. Han er ikke knyttet til nogen af delene. Han siges at være forankret, for han er solidt forankret i sin beslutsomhed og viden.

Vi ser flere gentagelser i beskrivelsen af en hengivens kvaliteter, men det er kun for at understrege, at en hengiven skal erhverve sig alle disse egenskaber. Uden gode egenskaber kan man ikke være en ren hengiven. Harāv abhaktasya kuto mahad-guṇāḥ (ŚB. 5.18.12): Den, der ikke er en hengiven, har ingen gode egenskaber. Vil man gerne anerkendes som en hengiven, bliver man nødt til at udvikle disse gode egenskaber. Den hengivne bestræber sig selvfølgelig ikke separat for at erhverve sig disse kvalifikationer, men engagement i Kṛṣṇa-bevidsthed og hengiven tjeneste hjælper automatisk én til at udvikle dem.

Tekst

ye tu dharmāmṛtam idaṁ
yathoktaṁ paryupāsate
śraddadhānā mat-paramā
bhaktās te ’tīva me priyāḥ

Synonyms

ye — de, der; tu — men; dharma — religionens; amṛtam — nektar; idam — denne; yathā — som; uktam — forklaret; paryupāsate — engagerer sig helt i; śrad-dadhānāḥ — med tro; mat-paramāḥ — de, der ser Mig, den Højeste Herre, som alting; bhaktāḥ — hengivne; te — de; atīva — meget, meget; me — af Mig; priyāḥ — højtelskede.

Translation

De, der følger denne den hengivne tjenestes uforgængelige vej, og som fuldstændigt engagerer sig med tro og gør Mig til det højeste mål, er Mig meget, meget kære.

Purport

FORKLARING: Fra det andet vers i dette kapitel til og med slutningen – fra mayy āveśya mano ye mām (“idet de fæstner sindet på Mig”) til ye tu dharmāmṛtam idam (“denne religion af evig tjeneste”) – har den Højeste Herre forklaret de forskellige transcendentale tjenesteprocesser, hvorigennem man kan komme til Ham. Sådanne processer står Herren meget nær, og Han accepterer en person, der er engageret i dem. Arjuna rejste spørgsmålet om, hvorvidt den, der følger den upersonlige Brahmans vej, eller den, der er engageret i Guddommens Højeste Personligheds hengivne tjeneste, er bedst, og Herrens svar var så utvetydigt, at der ingen tvivl er om, at hengiven tjeneste til Guddommens Personlighed er den bedste af alle veje til åndelig erkendelse. Med andre ord er vi i dette kapitel nået frem til, at man i godt selskab udvikler tilknytning til ren hengiven tjeneste og derved accepterer en ægte åndelig mester, fra hvem man begynder at høre om Kṛṣṇa og går i gang med at recitere Hans navn, og med tro, tilknytning og hengivenhed følger de regulerende principper og således bliver engageret i Herrens transcendentale tjeneste. Det er vejen, der anbefales i dette kapitel. Derfor er der ingen tvivl om, at hengiven tjeneste er den eneste absolutte vej til selverkendelse og opnåelse af Guddommens Højeste Personlighed. Den upersonlige opfattelse af den Højeste Absolutte Sandhed bliver som beskrevet i dette kapitel kun anbefalet indtil det tidspunkt, hvor man overgiver sig til selverkendelse. Den upersonlige opfattelse kan med andre ord være gavnlig, så længe man ikke har chancen for at være i selskab med en ren hengiven. I den upersonlige opfattelse af den Absolutte Sandhed arbejder man uden frugtstræbende resultater, mediterer og udvikler kundskab for at forstå ånd og materie. Alt dette er nødvendigt, så længe man ikke er i selskab med en ren hengiven. Men hvis man udvikler et direkte ønske om at engagere sig i Kṛṣṇa-bevidsthed i ren hengiven tjeneste, behøver man heldigvis ikke at gå den trinvise vej for at forbedre sin åndelige erkendelse. Som beskrevet i Bhagavad-gītās seks midterste kapitler er hengiven tjeneste mere praktisk. Man behøver ikke engang at tænke på at skulle skaffe det, der skal til for at opretholde livet, for ved Herrens nåde kommer alt af sig selv.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 12. kapitel, Hengiven tjeneste.