FORKLARING: Her i Bhagavad-gītās kapitel 5 fortæller Herren, at handling i hengiven tjeneste er bedre end tørre intellektuelle spekulationer. Hengiven tjeneste er lettere end sidstnævnte, for siden denne tjeneste er transcendental af natur, befrier den én for reaktioner. I kapitel 2 blev der givet en indledende kundskab om sjælen og dens indvikling i den materielle krop. Der blev det også forklaret, hvordan man gennem buddhi-yoga eller hengiven tjeneste slipper ud af det materielle fangenskab. I kapitel 3 blev det forklaret, at en person, der er situeret på kundskabens niveau, ingen pligter har længere, og i kapitel 4 fortalte Herren Arjuna, at alle former for offerhandlinger kulminerer i viden. I slutningen af kapitel 4 rådede Herren imidlertid Arjuna til at vågne op og kæmpe nu, hvor han var situeret i fuldkommen viden. Ved samtidig at lægge vægt på vigtigheden af både handling i hengivenhed og uvirksomhed i viden har Kṛṣṇa forvirret Arjuna og svækket hans beslutsomhed. Arjuna forstår, at forsagelse i viden indebærer ophør af alle former for handling, der bliver gjort for sansetilfredsstillelse. Men hvis man handler i hengiven tjeneste, hvordan er man da ophørt med al handling? Han tror med andre ord, at sannyāsa eller forsagelse i viden skal være helt fri for enhver form for aktivitet, for handling og forsagelse virker for ham uforenelige. Det lader til, at han ikke har forstået, at handling i fuld viden ingen reaktion medfører og derfor er det samme som uvirksomhed. Derfor spørger han, om han skal ophøre med al handling eller handle med fuld viden.

FORKLARING: Frugtstræbende handlinger, dvs. at arbejde for sansenydelse, er årsag til materiel trældom. Så længe man er optaget af handlinger, hvis mål er at forbedre ens standard af kropslige bekvemmeligheder, kan man være sikker på at reinkarnere i alle mulige kroppe og derved fortsætte den materielle trældom for bestandigt. Śrīmad-Bhāgavatam (5.5.4–6) bekræfter dette som følger:

“Folk er gale efter sansenydelse uden at vide, at den nuværende lidelsesfyldte krop er resultat af ens frugtstræbende handlinger i fortiden. Skønt denne krop er midlertidig, giver den altid én problemer på mange måder. Derfor er det ikke godt at handle for sansetilfredsstillelse. Man anses for at være forfejlet i livet, så længe man ikke spørger ind til sin virkelige identitet. Så længe man ikke kender sin virkelige identitet, vil man være nødt til at arbejde for frugtstræbende resultater for at få sansenydelse, og så længe man er optaget af denne sansenydende bevidsthed, kommer man uvægerligt til at vandre fra den ene krop til den anden. Til trods for, at sindet er optaget af frugtstræbende handlinger og påvirket af uvidenhed, skal man forsøge at udvikle kærlighed til Vāsudevas hengivne tjeneste. Kun da kan man have muligheden for at slippe ud af den materielle tilværelses trældom.”

Jñāna (viden om, at man ikke er den materielle krop, men en åndelig sjæl) er derfor ikke nok til at give befrielse. Man er nødt til at handle som en åndelig sjæl, ellers kan man ikke undslippe den materielle trældom. Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er imidlertid ikke handling på det frugtstræbende niveau. Handlinger, der gøres i fuld viden, styrker ens fremskridt i virkelig kundskab. Uden Kṛṣṇa-bevidsthed renser blot og bar forsagelse af frugtstræbende aktiviteter i virkeligheden ikke den betingede sjæls hjerte. Så længe hjertet ikke er renset, vil man blive tvunget til at handle på det frugtstræbende plan. Men handling i Kṛṣṇa- bevidsthed hjælper automatisk én til at undslippe resultatet af frugtstræbende handlinger, så man ikke behøver at komme ned til det materielle niveau. Derfor er handling i Kṛṣṇa-bevidsthed altid bedre end forsagelse, der hele tiden indebærer en risiko for at falde ned. Forsagelse uden Kṛṣṇa-bevidsthed er ufuldstændig, som det bekræftes af Rūpa Gosvāmī i hans Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.258):

“Når personer, der er ivrige efter at opnå befrielse, forsager ting, der er forbundet med Guddommens Højeste Personlighed, fordi de ser dem som materielle, anses deres forsagelse for at være ufuldstændig.” Forsagelse er først fuldkommen, når den finder sted i viden om, at alt, der eksisterer, tilhører Herren, og at ingen anden kan hævde ejerskab over noget som helst. Man må forstå, at i virkeligheden er der intet, der tilhører nogen. Hvordan kan der da være tale om forsagelse? Den, der ved, at alt er Kṛṣṇas ejendom, befinder sig altid i forsagelse. Eftersom alt tilhører Kṛṣṇa, skal alt anvendes i Kṛṣṇas tjeneste. Denne fuldendte form for handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er langt bedre end nok så megen kunstig forsagelse hos en sannyāsī fra māyāvādī-skolen.

FORKLARING: Den, der er helt Kṛṣṇa-bevidst, er altid en forsager, for han hverken hader eller begærer resultaterne af sine handlinger. En sådan forsager, der har viet sit liv til Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, er fuldstændig uddannet i kundskab, for han forstår sin naturlige position i forhold til Kṛṣṇa. Han er helt klar over, at Kṛṣṇa er helheden, og at han selv er en uadskillelig del af Kṛṣṇa. Denne viden er perfekt, da den både er kvalitativt og kvantitativt korrekt. Forestillingen om at være ét med Kṛṣṇa er ikke korrekt, eftersom delen aldrig kan være lig med helheden. Viden om, at man er kvalitativt ét med og kvantitativt forskellig fra Herren, er korrekt transcendental viden, der leder til, at man bliver fuldstændig i sig selv uden noget at hige efter eller sørge over. Der er ingen dualitet i ens sind, for uanset hvad man gør, gør man det for Kṛṣṇa. Ved således at være frigjort fra det dualistiske plan er man befriet, selv mens man er i den materielle verden.

FORKLARING: Formålet med det analytiske studium af den materielle verden er at finde eksistensens sjæl. Den materielle verdens sjæl er Viṣṇu eller Oversjælen. Herrens hengivne tjeneste indebærer tjeneste til Oversjælen. Den ene metode går ud på at finde træets rod, og den anden er at vande roden. Den ægte studerende af sāṅkhya-filosofien finder den materielle verdens rod, Viṣṇu, og engagerer sig derefter i Herrens tjeneste i fuldkommen viden. I princippet er der derfor ingen forskel på de to, for målet med dem begge er Viṣṇu. De, der ikke kender det endelige mål, hævder, at formålet med sāṅkhya og karma-yoga ikke er det samme, men den, der er lærd, kender det forenende formål i disse to forskellige veje.

FORKLARING: Det virkelige formål med filosofisk forskning er at finde livets endelige mål. Eftersom livets endelige mål er selverkendelse, er der ingen forskel på de konklusioner, man når gennem de to metoder. Gennem sāṅkhya-filosofisk forskning vil man komme til konklusionen, at et levende væsen ikke er en del af den materielle verden, men af den højeste åndelige helhed. Følgelig har den åndelige sjæl intet med den materielle verden at gøre. Hans handlinger bliver derfor nødt til at stå i et eller andet forhold til den Højeste. Når man handler i Kṛṣṇa-bevidsthed, befinder man sig faktisk i sin naturlige position. I den første proces, sāṅkhya, skal man blive utilknyttet til materie, og i den hengivne yoga- proces skal man knytte sig til handling i Kṛṣṇa-bevidsthed. I virkeligheden er begge processer én og samme ting, selv om det overfladisk set kan se ud, som om den ene proces er forbundet med utilknytning og den anden med tilknytning. Utilknytning til materie og tilknytning til Kṛṣṇa er én og samme ting. Den, der kan se dette, ser tingene, som de er.

FORKLARING: Der findes to klasser af sannyāsīer eller personer i forsagelsens livsorden. Māyāvādī-sannyāsīerne studerer sāṅkhya-filosofi, imens vaiṣṇava-sannyāsīerne studerer filosofien i Śrīmad-Bhāgavatam, der udgør den virkelige kommentar til Vedānta-sūtraerne. Māyāvādī- sannyāsīerne studerer også Vedānta-sūtraerne, men bruger deres egen kommentar, der hedder Śārīraka-bhāṣya og er skrevet af Śaṅkarācārya. Bhāgavata-skolens tilhængere er engageret i Herrens hengivne tjeneste i overensstemmelse med pāñcarātrikī-reglerne, og derfor har vaiṣṇava- sannyāsīerne mangeartede gøremål i Herrens transcendentale tjeneste. Vaiṣṇava-sannyāsīerne har intet med materielle aktiviteter at gøre, men alligevel gør de mange ting i deres hengivne tjeneste til Herren. Men māyāvādī-sannyāsīerne, der er optaget af at studere og spekulere over sāṅkhya og Vedānta, har ikke mulighed for at smage glæden, som man oplever i Herrens transcendentale tjeneste. Fordi deres studier bliver meget langtrukne, bliver de somme tider trætte af Brahman-spekulation og vender sig derfor til Śrīmad-Bhāgavatam uden den rette forståelse. Deres studier af Śrīmad-Bhāgavatam bliver således ret så problematiske. Tørre spekulationer og kunstige upersonlige fortolkninger hjælper ikke māyāvādī-sannyāsīerne. På den anden side er vaiṣṇava-sannyāsīerne, der er engagerede i hengiven tjeneste, lykkelige i udførelsen af deres transcendentale pligter, og de har garanti for til sidst at få adgang til Guds rige. Māyāvādī-sannyāsīerne falder somme tider ned fra selverkendelsens vej og involverer sig igen i materielle aktiviteter af en filantropisk eller altruistisk natur, der er intet andet end materielle aktiviteter. Konklusionen er derfor, at de, der er engageret i Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter, er bedre situeret end de sannyāsīer, der blot er engageret i spekulation over, hvad der er Brahman, og hvad der ikke er Brahman, selv om de også kommer til Kṛṣṇa-bevidsthed efter mange liv.

FORKLARING: Den, der igennem Kṛṣṇa-bevidsthed befinder sig på befrielsens vej, er yderst afholdt af alle levende væsener, og han holder også selv af alle levende væsener. Det skyldes hans Kṛṣṇa-bevidsthed. En sådan person kan ikke se noget levende væsen som forskelligt fra Kṛṣṇa, ligesom man ikke ser bladene og grenene på et træ som forskellige fra træet. Han er udmærket klar over, at ved at hælde vand på træets rod vil vandet blive fordelt til alle bladene og grenene, eller ved at give maven mad bliver næringen automatisk fordelt til hele kroppen. Eftersom den, der handler i Kṛṣṇa-bevidsthed, er alles tjener, er han vellidt af alle. Og fordi alle er tilfredse med hans virke, er hans bevidsthed ren. Eftersom hans bevidsthed er ren, er hans sind helt under kontrol, og da hans sind er behersket, er hans sanser også beherskede. Fordi hans sind altid er fæstnet på Kṛṣṇa, er der ingen fare for, at han afviger fra Kṛṣṇa. Lige så lidt er der nogen chance for, at han vil involvere sine sanser i andet end Herrens tjeneste. Han bryder sig ikke om at lytte til andet end ting, der har med Kṛṣṇa at gøre. Han kan ikke lide at spise noget, der ikke er ofret til Kṛṣṇa, og han tager ikke gerne nogen steder hen, hvis Kṛṣṇa ikke er involveret. Derfor er hans sanser under kontrol. Et menneske med beherskede sanser gør ingen fortræd. Så kan man spørge: “Hvorfor var Arjuna da voldelig (i kamp) mod andre? Var han ikke Kṛṣṇa-bevidst?” Jo, det var han, for Arjuna var kun voldelig mod andre overfladisk betragtet, for som allerede forklaret i kapitel 2 ville alle de forsamlede personer på slagmarken fortsætte med deres individuelle eksistens, eftersom sjælen ikke kan slås ihjel. Så åndeligt set blev ingen dræbt på Kurukṣetras slagmark. Det var udelukkende deres ydre klædning, der blev udskiftet på ordre fra Kṛṣṇa, der personligt var til stede. Selv om Arjuna således tilsyneladende kæmpede på Kurukṣetras slagmark, gjorde han det i virkeligheden slet ikke. Han udførte blot Kṛṣṇas ordrer i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed. En sådan person indvikles aldrig i arbejdets reaktioner.

FORKLARING: En Kṛṣṇa-bevidst person er ren i sin eksistens og har derfor intet at gøre med nogen form for arbejde, der afhænger af de fem umiddelbare og bagvedliggende årsager, nemlig aktøren, selve handlingen, omstændighederne, anstrengelsen og skæbnen. Det har han ikke, fordi han er engageret i Kṛṣṇas transcendentale kærlighedstjeneste. Selv om han tilsyneladende handler med sin krop og sine sanser, er han altid bevidst om sin virkelige position, der er at være åndeligt aktiv. I materiel bevidsthed er sanserne optaget af sansenydelse, men i Kṛṣṇa-bevidsthed har sanserne travlt med at tilfredsstille Kṛṣṇas sanser. Den Kṛṣṇa- bevidste person er derfor altid fri, skønt han tilsyneladende er optaget af sanselige gøremål. Handlinger som at se og høre er funktionen hos de sanser, der er beregnet til at indhente viden, imens bevægelse, tale, udtømning osv. er aktiviteter hos de sanser, der er bestemt til at arbejde. En Kṛṣṇa-bevidst person påvirkes aldrig af sansernes aktiviteter. Han kan ikke gøre noget som helst undtagen i Herrens tjeneste, for han ved, at han er Herrens evige tjener.

FORKLARING: Ordet brahmaṇi betyder her i denne sammenhæng “i Kṛṣṇa-bevidsthed”. Den materielle verden er en samlet manifestation af den materielle naturs tre kvaliteter, og denne manifestation kaldes formelt for pradhāna. De vediske hymner sarvaṁ hy etad brahma (Māṇḍūkya Upaniṣad 2), tasmād etad brahma nāma-rūpam annaṁ ca jāyate (Muṇḍaka Upaniṣad 1.1.9) og i Bhagavad-gītā (14.3) mama yonir mahad brahma angiver, at alt i den materielle verden er en manifestation af Brahman, og selv om virkningerne manifesteres på forskellige måder, er de ikke forskellige fra årsagen. I Īśopaniṣad står der, at alt er relateret til den Højeste Brahman, Kṛṣṇa, og at alt således tilhører Ham alene. Den, der til fuldkommenhed forstår, at alt tilhører Kṛṣṇa, at Han er altings ejer, og at alt derfor er engageret i Herrens tjeneste, har helt naturligt intet at gøre med resultaterne af sine handlinger, uanset om de er fromme eller syndige. Selv ens materielle krop, der er en gave fra Herren og bestemt til at udføre en særlig form for arbejde, kan engageres i Kṛṣṇa-bevidsthed. Den er da uden for rækkevidden af syndige reaktioner ligesom lotusbladet, der ikke bliver vådt, selv om det ligger i vandet. Herren beordrer også i Bhagavad-gītā (3.30), mayi sarvāṇi karmāṇi sannyasya: “Overgiv alle dine handlinger til Mig [Kṛṣṇa].” Konklusionen er, at hvis man ikke er Kṛṣṇa-bevidst, handler man på basis af opfattelsen af den materielle krop og de materielle sanser, men en person i Kṛṣṇa-bevidsthed handler i forståelse af, at kroppen tilhører Kṛṣṇa og derfor skal engageres i Kṛṣṇas tjeneste.

FORKLARING: Når man handler i Kṛṣṇa-bevidsthed for at tilfredsstille Kṛṣṇas sanser, renses alle handlinger, der gøres af kroppen, sindet, intelligensen og selv af sanserne, for materiel besmittelse. Der er ingen materielle reaktioner som følge af en Kṛṣṇa-bevidst persons handlinger. Derfor kan rensede handlinger, der almindeligvis kaldes sad-ācāra, let udføres ved at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed. Śrīla Rūpa Gosvāmī beskriver dette i sin Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.187):

“Den, der handler i Kṛṣṇa-bevidsthed (eller med andre ord i Kṛṣṇas tjeneste) med sin krop, sit sind, sin intelligens og sine ord, er en befriet person selv i den materielle verden, skønt han måtte være optaget af mange såkaldt materielle ting.” Han har intet falsk ego, for han tror ikke, at han er denne materielle krop, eller at han ejer kroppen. Han ved, at han ikke er denne krop, og at kroppen ikke tilhører ham. Han tilhører selv Kṛṣṇa, og kroppen tilhører også Kṛṣṇa. Når man bruger alt, der er frembragt af ens krop, sind, intelligens, tale, liv, rigdom osv. – alt, som man ejer – i Kṛṣṇas tjeneste, bliver man øjeblikkeligt forbundet med Kṛṣṇa. Man bliver ét med Kṛṣṇa og er blottet for det falske ego, der foranlediger én til at tro, at man er kroppen osv. Dette er det fuldendte stadie af Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Forskellen på en person, der er Kṛṣṇa-bevidst, og en person, der er i kropslig bevidsthed, er, at førstnævnte er knyttet til Kṛṣṇa, mens sidstnævnte er knyttet til resultaterne af sine handlinger. Den, der er knyttet til Kṛṣṇa og udelukkende arbejder for Ham, er afgjort en befriet person, og han bekymrer sig ikke over resultaterne af sit arbejde. I Śrīmad-Bhāgavatam forklares det, at årsagen til, at man bekymrer sig over resultatet af en aktivitet, er, at man ligger under for en dualistisk opfattelse, dvs., man er uden viden om den Absolutte Sandhed. Kṛṣṇa er den Højeste Absolutte Sandhed, Guddommens Personlighed. I Kṛṣṇa-bevidsthed er der ingen dualitet. Alt, der eksisterer, er en frembringelse af Kṛṣṇas energi, og Kṛṣṇa er algod. Derfor er handlinger i Kṛṣṇa-bevidsthed på det absolutte plan. De er transcendentale og har ingen materielle sideeffekter. Man er derfor opfyldt af fred i Kṛṣṇa-bevidsthed. Men den, der er indviklet i planer om vinding med henblik på sansenydelse, kan ikke have denne fred. Dette er hemmeligheden bag Kṛṣṇa-bevidsthed: Erkendelsen af, at der ingen eksistens er ud over Kṛṣṇa, er fundamentet for fred og frygtløshed.

FORKLARING: Den legemliggjorte sjæl bor i byen med de ni porte. Kroppens (eller den metaforiske kropslige bys) handlinger bliver automatisk styret af dens pågældende naturkvaliteter. Selv om sjælen har underkastet sig kroppens præmisser, kan han være hævet over disse betingelser, hvis han vil. Kun fordi sjælen har glemt sin højere natur, identificerer han sig med sin materielle krop og lider som følge deraf. Gennem Kṛṣṇa-bevidsthed kan han genvinde sin virkelige position og således undslippe sin legemliggørelse. Når man engagerer sig i Kṛṣṇa- bevidsthed, bliver man derfor omgående helt hævet over kropslige aktiviteter. I et sådant reguleret liv, hvor ens måde at tænke på er en anden, bor man lykkeligt i byen med de ni porte. De ni porte omtales som følger (Śvetāśvatara Upaniṣad 3.18):

“Alle universets levende væsener bliver styret af Guddommens Højeste Personlighed, der bor inde i det levende væsens krop. Kroppen består af ni porte [to øjne, to næsebor, to ører, en mund, anus og kønsorganerne]. I sin betingede tilstand identificerer det levende væsen sig med kroppen, men når han identificerer sig med Herren inde i kroppen, bliver han lige så fri som Herren, selv mens han er i sin krop.”

En Kṛṣṇa-bevidst person er således frigjort fra den materielle krops ydre såvel som indre aktiviteter.

FORKLARING: Som det vil blive forklaret i kapitel 7, er det levende væsen en af den Højeste Herres energier eller naturer, men er forskellig fra materie, der er en anden af Herrens naturer og kaldes den lavere natur. På en eller anden måde har den højere natur, det levende væsen, i umindelige tider været i kontakt med den materielle natur. Den midlertidige krop eller materielle bolig, som han får, er årsag til forskellige handlinger og deres resulterende reaktioner. Når man lever i en sådan betinget atmosfære, lider man under resultaterne af kroppens handlinger ved (i uvidenhed) at identificere sig med kroppen. Det er denne uvidenhed, som man har tilegnet sig for umindelige tider siden, der er årsag til kropslig lidelse og elendighed. Så snart det levende væsen lægger afstand til kroppens handlinger, bliver han også fri for reaktionerne. Så længe man befinder sig i kroppens by, ser man ud til at være dens hersker, men i virkeligheden er man hverken dens ejer eller herre over dens handlinger og reaktioner. Man befinder sig blot midt i det materielle hav i kamp for tilværelsen. Havets bølger kaster én rundt, og man har ingen kontrol over dem. Den bedste løsning, som man har, er at komme ud af vandet ved hjælp af transcendental Kṛṣṇa-bevidsthed. Det er det eneste, der kan redde én fra al virvaret.

FORKLARING: Sanskritordet vibhu betyder den Højeste Herre, der er fuld af ubegrænset viden, rigdom, styrke, berømmelse, skønhed og forsagelse. Han er altid tilfreds i Sig selv og uforstyrret af både syndige og fromme handlinger. Han skaber ingen bestemt situation for noget levende væsen, men fordi det levende væsen vildledes af uvidenhed, ønsker det selv at blive hensat under bestemte levevilkår, hvilket sætter hans kæde af handlinger og deres reaktioner i gang. Et levende væsen er i kraft af sin højere natur fuld af viden. Ikke desto mindre er han på grund af sin begrænsede kraft tilbøjelig til at blive påvirket af uvidenhed. Herren er almægtig, men det er det levende væsen ikke. Herren er vibhu eller alvidende, men det levende væsen er aṇu eller atomisk. Eftersom han er en levende sjæl, har han på grund af sin frie vilje evnen til at ønske. Men det er udelukkende den almægtige Herre, der opfylder hans ønsker. Og når det levende væsen således bliver forvildet i sine ønsker, lader Herren ham få disse ønsker opfyldt, men Herren er aldrig ansvarlig for handlingerne og reaktionerne i den pågældende situation, som sjælen har ønsket sig. Fordi den legemliggjorte sjæl er i en forvildet tilstand, identificerer han sig med den materielle krop i den omstændighed, han befinder sig i, og bliver således underlagt livets midlertidige lidelse og lykke. Herren er det levende væsens bestandige ledsager som Paramātmā eller Oversjælen, og derfor kan Han forstå den individuelle sjæls ønsker på samme måde, som man kan opfatte en blomsts duft, når man er i nærheden af den. Ønsker er en subtil form for betingethed hos det levende væsen. Herren opfylder hans ønsker, sådan som han fortjener det. Mennesket spår, men Gud råder. Den individuelle sjæl er derfor ikke almægtig i opfyldelsen af sine ønsker. Herren kan imidlertid opfylde alle ønsker, og neutral som Han er over for alle, blander Han Sig ikke i de små uafhængige levende væseners ønsker. Men hvis man ønsker Kṛṣṇa, tager Han Sig særligt af én og opmuntrer én til at ønske på en måde, så man kan opnå Ham og blive evigt lykkelig. Der står derfor i de vediske hymner (Kauṣītakī Upaniṣad 3.9), eṣa u hy eva sādhu karma kārayati taṁ yam ebhyo lokebhya unninīṣate, eṣa u evāsādhu karma kārayati taṁ yam adho ninīṣate: “Herren engagerer det levende væsen i fromme handlinger, så han kan blive ophøjet. Herren engagerer ham i ugudelige handlinger, så han kan gå til helvede.”

På samme måde står der i Mahābhārata (Vana-parva 31.27):

“Det levende væsen er helt afhængigt i både sin lykke og sin lidelse. Ved den Højestes vilje kan han komme til himmelen eller gå til helvede ligesom en sky, der bliver ført med af vinden.”

På grund af sit dybt rodfæstede ønske om at undgå Kṛṣṇa-bevidsthed er det levende væsen derfor skyld i sin egen forvildelse. Selv om han af natur er evig, lyksalig og fuld af viden, glemmer han på grund af lidenheden af sin eksistens sin naturlige position i tjeneste til Herren og bliver således indfanget af uvidenhed. Forblændet af denne uvidenhed hævder det levende væsen, at Herren bærer ansvaret for hans betingede eksistens. Dette bliver bekræftet i Vedānta-sūtra (2.1.34) med ordene vaiṣamya-nairghṛṇye na sāpekṣatvāt tathā hi darśayati: “Herren hverken elsker eller hader nogen, selv om Han ser ud til at gøre det.”

FORKLARING: De, der har glemt Kṛṣṇa, er helt sikkert forvildede, men de, der er i Kṛṣṇa-bevidsthed, er slet ikke forvildede. Der står i Bhagavad-gītā, sarvaṁ jñāna-plavena (4.36), jñānāgniḥ sarva-karmāṇi (4.37) og na hi jñānena sadṛśam (4.38). Viden er altid i høj kurs. Og hvad er det for en viden? Perfekt viden kan fås, når man overgiver sig til Kṛṣṇa, som det bekræftes i kapitel 7, vers 19: bahūnāṁ janmanām ante, jñānavān māṁ prapadyate. Når den, der er fuldkommen i viden, efter mange, mange liv overgiver sig til Kṛṣṇa, eller når man er blevet Kṛṣṇa- bevidst, bliver alting afsløret for én, ligesom alt afsløres af Solen om dagen. Det levende væsen er forvildet på mange forskellige måder. Når man for eksempel helt ubændigt anser sig selv for at være Gud, bliver man i virkeligheden fanget i uvidenhedens sidste fælde. Hvis et levende væsen er Gud, hvordan kan det så blive forvirret af uvidenhed? Bliver Gud forvirret af uvidenhed? I så fald er uvidenhed eller Satan mægtigere end Gud. Virkelig kundskab kan fås fra en person, der er i fuldkommen Kṛṣṇa-bevidsthed. Man må derfor opsøge en sådan ægte åndelig mester og under hans vejledning lære, hvad Kṛṣṇa-bevidsthed er, for Kṛṣṇa-bevidsthed vil afgjort forjage al uvidenhed, nøjagtig ligesom Solen bortjager mørket. Selv om man eventuelt er helt klar over, at man ikke er denne krop, men er transcendental til kroppen, kan man måske stadig ikke skelne mellem sjælen og Oversjælen. Man kan imidlertid forstå det hele, hvis man søger tilflugt hos den fuldkomne og ægte Kṛṣṇa-bevidste åndelige mester. Det er kun, når man virkelig møder en repræsentant for Gud, at man kan kende Gud og sit forhold til Ham. Guds repræsentant hævder aldrig, at han er Gud, skønt han bliver vist al den respekt, der normalt er forbeholdt Gud, fordi han har viden om Gud. Man må lære at kende forskellen på Gud og det levende væsen. Herren Śrī Kṛṣṇa fastslog derfor i kapitel 2, at hvert eneste levende væsen er en individuel person, og at Herren også er en individuel person. De var alle individuelle personer i fortiden, de er individuelle personer nu, og de vil blive ved med at være individuelle personer i fremtiden, selv efter at de er blevet befriet. Om natten ser vi alt som ét i mørket, men om dagen, når Solen er oppe, kan man se alt i dets rette lys. Identitet med individuel personlighed i åndeligt liv er virkelig kundskab.

FORKLARING: Den Højeste Transcendentale Sandhed er Herren Kṛṣṇa. Hele Bhagavad-gītā kredser omkring erklæringen, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Det er hele den vediske litteraturs konklusion. Para-tattva betyder den Højeste Virkelighed, der kan forstås af dem, der kender den Højeste som henholdsvis Brahman, Paramātmā og Bhagavān. Bhagavān eller Guddommens Højeste Personlighed er det endelige ord i den Absolutte. Der findes intet ud over det. Ifølge Herren, mattaḥ parataraṁ nānyat, kiñcid asti dhanañjaya (Bg. 7.7). Den upersonlige Brahman hviler også på Kṛṣṇa: brahmaṇo hi pratiṣṭhāham (Bg. 14.27). Kṛṣṇa er således den Højeste Virkelighed i enhver henseende. Den, hvis sind, intelligens, tro og tilflugt altid er i Kṛṣṇa, eller den, der med andre ord er helt Kṛṣṇa-bevidst, bliver utvivlsomt renset for enhver tvivl og har perfekt viden om alt med hensyn til transcendensen. En Kṛṣṇa-bevidst person kan til fulde forstå, at der er dualitet (samtidig identitet og individualitet) i Kṛṣṇa, og udstyret med en sådan transcendental viden kan man støt gøre fremskridt på befrielsens vej.

FORKLARING: En Kṛṣṇa-bevidst person skelner ikke mellem arter eller kaster. Brāhmaṇaen og den kasteløse er måske forskellige fra et socialt perspektiv, eller en hund, en ko og en elefant er forskellige artsmæssigt set, men disse kropslige forskelle er meningsløse fra en lærd transcendentalists synsvinkel. Det er de på grund af disse personers forhold til den Højeste, for den Højeste Herre er i Sin fuldstændige del som Paramātmā til stede i hjertet på alle og enhver. En sådan forståelse af den Højeste er virkelig viden. Hvad kroppene i forskellige kaster eller arter angår, er Herren lige venlig mod alle, for Han behandler hvert eneste levende væsen som en ven og forbliver alligevel den samme Paramātmā uanset hvilke omstændigheder, det levende væsen befinder sig i. Som Paramātmā er Herren til stede både i den kasteløse og i brāhmaṇaen til trods for, at brāhmaṇaens krop og den kasteløses krop ikke er ens. Kroppene er materielle frembringelser af den materielle naturs forskellige kvaliteter, men sjælen og Oversjælen inde i kroppen er af samme åndelige kvalitet. Den kvalitative lighed mellem sjælen og Herren gør dem imidlertid ikke kvantitativt lige, for den individuelle sjæl er kun til stede i én bestemt krop, hvorimod Paramātmā er i alle kroppe. En Kṛṣṇa-bevidst person er helt klar over dette, og derfor er han virkelig lærd og ser på alle med samme syn. Sjælen og Oversjælen har til fælles, at de begge er bevidste, evige og lyksalige. Forskellen er, at den individuelle sjæl er bevidst inden for sin egen krops afgrænsede område, mens Oversjælen er bevidst om alle kroppe. Oversjælen befinder sig i alle kroppe uden forskelsbehandling.

FORKLARING: Sindsligevægt er som nævnt ovenfor tegn på selverkendelse. De, der faktisk har opnået et sådant stadie, må anses for at have sat sig ud over de materielle betingelser, især fødsel og død. Så længe man identificerer sig med denne krop, er man at betragte som en betinget sjæl, men så snart man gennem selverkendelse er blevet ophøjet til stadiet af sindsligevægt, er man befriet fra det betingede liv. Man er med andre ord ikke længere underlagt at skulle tage fødsel i den materielle verden, men kan komme til den åndelige verden efter sin død. Herren er fejlfri, for Han føler hverken tiltrækning eller aversion. Når det levende væsen ligeledes ikke føler tiltrækning eller aversion, bliver han også fejlfri og kvalificeret til at komme til den åndelige verden. Sådanne personer må betragtes som allerede befriede. Deres kendetegn bliver beskrevet i det følgende.

FORKLARING: Her beskrives kendetegnene på den selvrealiserede person. Det første kendetegn er, at han ikke bedrages af den falske identificering af kroppen med sit virkelige selv. Han er helt klar over, at han ikke er denne krop, men derimod en fragmentarisk del af Guddommens Højeste Personlighed. Derfor glæder han sig ikke over at opnå noget i relation til sin krop eller beklager sig over at miste noget. Denne sindsligevægt kaldes sthira-buddhi eller selvintelligens. Han forvirres derfor aldrig til at forveksle den grove krop med sjælen, og han accepterer heller ikke kroppen som permanent og lader hånt om sjælens eksistens. Denne viden ophøjer ham til at kunne forstå hele videnskaben om den Absolutte Sandhed, nemlig Brahman, Paramātmā og Bhagavān. Han kender således sin naturlige position til fuldkommenhed uden fejlagtigt at forsøge at blive ét med den Højeste i enhver henseende. Dette kaldes Brahman-erkendelse eller selverkendelse. En sådan vedholdende bevidsthed betegnes som Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Śrī Yāmunācārya, en stor hengiven i Kṛṣṇa-bevidsthed, har skrevet:

“Efter at jeg er blevet engageret i Kṛṣṇas transcendentale kærlighedstjeneste og oplever en evigfrisk og stadig større glæde i Ham, spytter jeg på tanken om sexnydelse, så snart den dukker op, og mine læber fortrækker sig i væmmelse.” En person i brahma-yoga eller Kṛṣṇa-bevidsthed er så optaget af Herrens kærlighedstjeneste, at han helt mister smagen for materiel sansenydelse. Den største materielle nydelse er sexnydelse. Hele verden bevæger sig under dens fortryllelse, og en materialist kan slet ikke fungere uden denne motivation. Men en person, der er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, kan arbejde med større energi uden sexnydelse, som han undgår. Det er testen i åndelig erkendelse. Åndelig erkendelse og sexnydelse går dårligt sammen. En Kṛṣṇa-bevidst person er ikke tiltrukket af nogen form for sansenydelse, for han er en befriet sjæl.

FORKLARING: Materiel sansenydelse opleves gennem kontakt med de materielle sanser, der alle er midlertidige, for selve kroppen er midlertidig. En befriet sjæl er ikke interesseret i noget, der er midlertidigt. Hvordan skulle en befriet sjæl, der kender til glæden i transcendental nydelse, kunne indlade sig på falsk nydelse? I Padma Purāṇa står der:

“Mystikerne finder ubegrænset transcendental glæde i den Absolutte Sandhed, og derfor er den Højeste Absolutte Sandhed, Guddommens Personlighed, også kendt som Rāma.”

I Śrīmad-Bhāgavatam (5.5.1) står der også:

“Mine kære sønner, der er ingen grund til at arbejde hårdt for sansenydelse, når man er i denne menneskelige livsform. En sådan nydelse er tilgængelig selv for afføringsædende dyr [svin]. Det er bedre, hvis I i dette liv praktiserer askese, gennem hvilken jeres eksistens kan blive renset. Som resultat vil I kunne nyde ubegrænset transcendental lyksalighed.”

Derfor føler sande yogīer eller lærde transcendentalister sig ikke tiltrukket af sansenydelse, der blot forlænger deres materielle eksistens. Jo mere forfalden man er til materielle nydelser, desto mere indvikles man i materielle lidelser.

FORKLARING: Hvis man hele tiden gerne vil gøre fremskridt på selverkendelsens vej, skal man forsøge at modstå de materielle sansers drifter. Der findes talens drift, vredens drift, sindets drift, mavens drift, kønsdelenes drift og tungens drift. Den, der kan beherske alle disse forskellige sanselige drifter såvel som sindet, betegnes som gosvāmī eller svāmī. Sådanne gosvāmīer lever strengt beherskede liv og giver helt afkald på de sanselige drifter. Når materielle begær ikke tilfredsstilles, frembringer de vrede, og derved bringes sindet, øjnene og brystet i forstyrrelse. Derfor må man øve sig i at beherske disse drifter, før man forlader denne materielle krop. Den, der kan det, må forstås at være selvrealiseret og dermed lykkelig i sin selvrealiserede tilstand. Det er transcendentalistens pligt at gøre et ihærdigt forsøg på at styre begær og vrede.

FORKLARING: Medmindre man kan nyde indre glæde, hvordan kan man da trække sig tilbage fra ydre aktiviteter, der er rettet mod en overfladisk ydre lykke? En befriet person nyder lykke gennem direkte oplevelse. Derfor kan han sidde stille hvor som helst og nyde de indre livsaktiviteter. En således befriet person er ikke længere ude efter ydre materiel lykke. Denne tilstand kaldes brahma-bhūta. Når man opnår den, kan man være sikker på at vende hjem, tilbage til Guddommen.

FORKLARING: Kun en person, der er helt Kṛṣṇa-bevidst, kan siges at være engageret i velfærdsarbejde til gavn for alle levende væsener. Når man virkelig forstår, at Kṛṣṇa er altings oprindelse, og når man handler i den ånd, handler man til gavn for alle. Menneskehedens lidelser skyldes, at man har glemt, at Kṛṣṇa er den højeste nyder, den højeste ejer og den bedste ven. Det største velfærdsarbejde er derfor at genoplive denne bevidsthed i hele menneskesamfundet. Man kan ikke være engageret i et sådant førsteklasses velfærdsarbejde uden at være befriet i den Højeste. Den Kṛṣṇa-bevidste person er ikke i tvivl om Kṛṣṇas suverænitet. Han har ingen tvivl, for han er helt fri for al synd. Dette er tilstanden af guddommelig kærlighed.

En person, der kun bidrager til menneskehedens fysiske velfærd, kan i virkeligheden ikke hjælpe nogen. Midlertidig lindring af den ydre krop eller sindet er ikke fyldestgørende. Den virkelige grund til vores vanskeligheder i den hårde kamp for tilværelsen ligger i, at vi har glemt vores forhold til den Højeste Herre. Når man er helt bevidst om sit forhold til Kṛṣṇa, er man virkelig en befriet sjæl, selv om man måske stadig befinder sig i den materielle verden.

FORKLARING: Blandt de helgenagtige personer, der konstant stræber efter befrielse, er den, der er i Kṛṣṇa-bevidsthed, bedst af alle. Śrīmad-Bhāgavatam (4.22.39) bekræfter dette som følger:

“Prøv blot at tilbede Vāsudeva, Guddommens Højeste Personlighed, i hengiven tjeneste. Selv store vismænd kan ikke beherske de sanselige drifter lige så godt som dem, der er opslugte af transcendental lyksalighed ved at tjene Herrens lotusfødder, og som derved rykker de dybt rodfæstede begær efter frugtstræbende handlinger op med rode.”

Ønsket om at nyde de frugtstræbende resultater af hans arbejde er så dybt rodfæstet i den betingede sjæl, at det på trods af store anstrengelser er yderst svært selv for de store vismænd at beherske sådanne begær. Herrens hengivne, der uophørligt er engageret i hengiven tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed og er fuldkommen i sin selvrealisering, opnår dog meget hurtigt befrielse i den Højeste. Han er i konstant trance på grund af sin fuldkomne viden om selverkendelse. For at citere et tilsvarende eksempel:

“Udelukkende gennem deres syn, gennem meditation og gennem berøring tager fisken, skildpadden og fuglene sig af deres afkom. Det samme gør jeg, O Padmaja!”

Fisken passer sin yngel blot ved at se på den. Skildpadden sørger for sit afkom alene gennem meditation. Skildpadden lægger sine æg på land og mediterer sidenhen på æggene ude i havet. Selv om den Kṛṣṇa-bevidste hengivne er langt væk fra Herrens bolig, kan han alligevel på samme måde ophøje sig selv til denne bolig blot ved at tænke på Ham uden ophør gennem sit engagement i Kṛṣṇa-bevidsthed. Han mærker ikke kvalerne fra de materielle lidelser. Denne livstilstand kaldes brahma-nirvāṇa eller fravær af materielle lidelser, en følge af vedvarende fordybelse i den Højeste.

FORKLARING: Ved at være engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed kan man øjeblikkeligt forstå sin åndelige identitet, og derefter kan man gennem hengiven tjeneste forstå den Højeste Herre. Når man er velsitueret i hengiven tjeneste, kommer man til det transcendentale plan, hvor man er kvalificeret til at mærke Herrens tilstedeværelse inden for sit eget aktivitetsområde. Denne særlige tilstand kaldes befrielse i den Højeste.

Efter at have forklaret disse overstående principper for befrielse i den Højeste instruerer Herren Arjuna i, hvordan man kan nå dette plan ved at praktisere den form for mystik eller yoga-proces, der kaldes aṣṭāṅga-yoga, som kan opdeles i en ottefoldig procedure ved navn yama, niyama, āsana, prāṇāyāma, pratyāhāra, dhāraṇā, dhyāna og samādhi. Denne yoga vil blive beskrevet mere udførligt i kapitel 6, imens den her i slutningen af kapitel 5 kun omtales indledningsvist. Man må udelukke sanseobjekterne såsom lyd, berøring, form, smag og duft gennem pratyāhāra-processen i yoga og derefter fastholde blikket mellem de to øjenbryn og koncentrere sig om næsetippen med halvlukkede øjenlåg. Det er ingen fordel at lukke øjnene helt, for så risikerer man at falde i søvn. Det er heller ikke godt at åbne øjnene helt, for så er der fare for at blive tiltrukket af sanseobjekterne. Åndedrættet tilbageholdes inden i næseborene ved at neutralisere den opadgående og nedadgående luft inde i kroppen. Ved at praktisere en sådan yoga bliver man i stand til at beherske sanserne og afholde sig fra ydre sanseobjekter og således forberede sig på befrielse i den Højeste.

Denne yoga-proces hjælper én til at blive fri for al slags frygt og vrede og dermed erfare Oversjælens tilstedeværelse i den transcendentale tilstand. Kṛṣṇa-bevidsthed er med andre ord den letteste måde at udøve yoga-principperne på. Dette vil blive udførligt forklaret i næste kapitel. Hvad mere er, risikerer en Kṛṣṇa-bevidst person ikke, at hans sanser afledes til nogen anden aktivitet, for han er altid engageret i hengiven tjeneste. Dette er en bedre måde at beherske sanserne på end gennem aṣṭāṅga-yoga.

FORKLARING: De betingede sjæle, der er i kløerne på den illusoriske energi, er alle ivrige efter at få fred i den materielle verden. Men de kender ikke opskriften på fred, som den bliver forklaret i denne del af Bhagavad-gītā. Den bedste fredsformular er slet og ret denne: Herren Kṛṣṇa er den begunstigede nyder af alle menneskets aktiviteter. Mennesker bør give alt til Herrens transcendentale tjeneste, for Han er ejeren af alle planeter og halvguderne derpå. Ingen er større end Ham. Han er større end de største halvguder, Herren Śiva og Herren Brahmā. I Vedaerne (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.7) bliver Herren beskrevet som tam īśvarāṇāṁ paramaṁ maheśvaram. Under illusionens fortryllelse prøver de levende væsener at blive herrer over alt, de ser, men i virkeligheden ligger de under for Herrens materielle energi. Herren er herskeren over den materielle natur, og de betingede sjæle er underlagt den materielle naturs strenge love. Medmindre man forstår disse nøgne kendsgerninger, kan det ikke lade sig gøre at få fred i verden, hverken individuelt eller kollektivt. Dette er, hvad Kṛṣṇa-bevidsthed indebærer: Herren Kṛṣṇa er den højeste hersker, og alle levende væsener inklusive de store halvguder er Hans underordnede. Man kan kun opnå perfekt fred i fuldstændig Kṛṣṇa-bevidsthed.

Kapitel 5 er en praktisk forklaring af Kṛṣṇa-bevidsthed, der almindeligvis kaldes karma-yoga. Hermed besvares det mentalt spekulative spørgsmål om, hvorledes karma-yoga kan føre til befrielse. At handle i Kṛṣṇa-bevidsthed er at arbejde i fuldstændig viden om Herren som herskeren. Den slags arbejde er ikke forskelligt fra transcendental viden. Direkte Kṛṣṇa-bevidsthed er bhakti-yoga, og jñāna-yoga er en vej, der fører til bhakti-yoga. Kṛṣṇa-bevidsthed betyder at handle i fuld viden om sit forhold til den Højeste Absolutte, og fuldendelsen af denne bevidsthed munder ud i fuld kundskab om Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed. En ren sjæl er Guds evige tjener som Hans fragmentariske uadskillelige del. Han (sjælen) kommer i kontakt med māyā, illusion, på grund af sit ønske om at herske over māyā, og det er grunden til hans mange lidelser. Så længe man er i kontakt med materie, bliver man nødt til at handle på sine materielle behov. Kṛṣṇa-bevidsthed fører imidlertid én til åndeligt liv, selv mens man stadig befinder sig under materiens domæne, for det er en vækkelse af ens åndelige eksistens igennem en praksis af den i den materielle verden. Jo mere avanceret man er, desto mere befries man fra materiens kløer. Herren er ikke partisk over for nogen. Det hele afhænger af ens praktiske udøvelse af Kṛṣṇa- bevidste pligter, der hjælper én til at beherske sanserne i alle henseender og overvinde indflydelsen fra begær og vrede. Og den, der står fast i Kṛṣṇa-bevidsthed ved at beherske de ovennævnte lidenskaber, er virkelig situeret på det transcendentale plan eller brahma-nirvāṇa. Den ottefoldige yoga-mystik praktiseres automatisk i Kṛṣṇa-bevidsthed, for det endelige formål tjenes. Udøvelsen af yama, niyama, āsana, prāṇāyāma, pratyāhāra, dhāraṇā, dhyāna og samādhi er en gradvis ophøjelsesproces. Men disse er kun forløbere for fuldkommenheden i hengiven tjeneste, der alene kan skænke fred til mennesket. Hengiven tjeneste er livets højeste fuldkommenhed.