FORKLARING: I dette kapitel forklarer Herren, at det ottefoldige yoga-system er en måde at beherske sindet og sanserne på. Dette er dog meget svært for folk i almindelighed at praktisere, især i Kalis tidsalder. Skønt det ottefoldige yoga-system bliver anbefalet i dette kapitel, understreger Herren, at karma-yoga eller handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er bedre. Alle handler i denne verden for at forsørge deres familie, og hvad sig dertil hører, men ingen arbejder uden en vis egeninteresse, en eller anden form for personlig tilfredsstillelse, uanset om den er selvcentreret eller bredere. Kriteriet for fuldkommenhed er at handle i Kṛṣṇa- bevidsthed uden at ville nyde arbejdets frugter. Det er alle levende væseners pligt at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed, for vi er alle af natur uadskillelige dele af den Højeste. Kroppens dele arbejder for hele kroppens tilfredsstillelse. Kroppens lemmer handler ikke for at tilfredsstille sig selv, men for at gavne den samlede helhed. På samme måde er det levende væsen, der handler, ikke for sin egen personlige tilfredsstillelses skyld, men for at tilfredsstille den højeste helhed, den perfekte sannyāsī og den perfekte yogī.

Nogle gange tror sannyāsīer kunstigt, at de er blevet frigjort for alle materielle pligter, og derfor holder de op med at udføre agnihotra- yajñaer (ildofre), men i virkeligheden er de egoistiske, for deres mål er at blive ét med den upersonlige Brahman. Et sådant ønske er afgjort bedre end noget materielt ønske, men det er ikke uselvisk. På samme måde ønsker den mystiske yogī, der følger yoga-systemet med halvåbne øjne og ophører med alle materielle aktiviteter, en form for tilfredsstillelse af sit personlige selv. Men den, der handler i Kṛṣṇa-bevidsthed, handler for at tilfredsstille helheden uden selvisk interesse. Den, der er Kṛṣṇa-bevidst, har intet ønske om selvisk tilfredsstillelse. Hans kriterium for fuldkommenhed er Kṛṣṇas tilfredsstillelse, og således er han den fuldkomne sannyāsī og fuldkomne yogī. Herren Caitanya, det højeste fuldkomne indbegreb af forsagelse, beder på denne måde (Cc. Madhya 20.29, Śikṣāṣṭaka 4):

“O Almægtige Herre, Jeg nærer intet ønske om at blive rig eller nyde smukke kvinder. Ej heller stræber Jeg efter en masse tilhængere. Det eneste, Jeg ønsker, er den årsagsløse nåde at være beriget med Din hengivne tjeneste i mit liv – fødsel efter fødsel.”

FORKLARING: Virkelig sannyāsa-yoga eller bhakti vil sige at kende sin naturlige position som det levende væsen og handle derefter. Det levende væsen har ingen adskilt uafhængig identitet. Han er den Højestes marginale energi. Når han er indfanget af den materielle energi, er han betinget, og når han er Kṛṣṇa-bevidst eller bevidst om den åndelige energi, befinder han sig i sin virkelige og naturlige livstilstand. Når man er i fuldstændig viden, ophører man derfor med al materiel sansetilfredsstillelse eller forsager alle former for sansetilfredsstillende handlinger. Dette praktiseres af yogīerne, der holder sanserne tilbage fra materiel tilknytning. Men en person i Kṛṣṇa-bevidsthed har ingen anledning til at engagere sine sanser i noget, der ikke tjener Kṛṣṇas formål. En Kṛṣṇa-bevidst person er således både en sannyāsī og en yogī. Formålet med viden og med at holde sanserne tilbage, som det foreskrives i jñāna- og yoga-processerne, bliver automatisk opfyldt i Kṛṣṇa-bevidsthed. Hvis man ikke kan opgive de handlinger, der stammer fra ens selviske natur, gavner jñāna og yoga ingenting. Det virkelige mål for et levende væsen er at opgive al selvisk tilfredsstillelse og være rede til at tilfredsstille den Højeste. En Kṛṣṇa-bevidst person ønsker ingen form for selvisk nydelse. Han er altid optaget af at give den Højeste nydelse. Hvis man derfor ingen viden har om den Højeste, vil man nødvendigvis være optaget af selvisk tilfredsstillelse, for ingen kan forblive uvirksom. Alle formål opfyldes til fuldkommenhed ved at praktisere Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Processen, hvormed man forbinder sig med den Højeste, kaldes yoga. Den kan sammenlignes med en stige, der fører op til den højeste åndelige erkendelse. Denne stige starter med det levende væsens laveste materielle tilstand og fortsætter videre op til fuldkommen selverkendelse i rent åndeligt liv. Stigens forskellige trin har forskellige navne alt efter de forskellige niveauer af erkendelse. Men i sin helhed kaldes stigen for yoga og kan inddeles i tre afsnit, nemlig jñāna-yoga, dhyāna-yoga og bhakti-yoga. Stigens begyndelse kaldes yogārurukṣu-stadiet, og det højeste trin kaldes yogārūḍha.

I det ottefoldige yoga-system anses forsøg på i begyndelsen at komme i meditation ved at følge regulerende principper og praktisere de forskellige siddestillinger (der mere eller mindre er kropslige øvelser) for at være frugtstræbende materielle aktiviteter. Alle sådanne aktiviteter fører til, at man opnår fuldstændig mental ligevægt og kan beherske sanserne. Når man er blevet fuldendt i praktiseringen af meditation, ophører man med alle forstyrrende mentale aktiviteter.

En Kṛṣṇa-bevidst person befinder sig dog lige fra starten af på meditationsstadet, da han altid tænker på Kṛṣṇa. Og fordi han konstant er engageret i Kṛṣṇas tjeneste, anses han for at være ophørt med alle materielle handlinger.

FORKLARING: Når man er helt engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, er man tilfreds i sig selv og dermed ikke længere optaget af sansenydelse eller frugtstræbende handlinger. I modsat fald vil man være involveret i sansetilfredsstillelse, eftersom ingen kan leve uden at være aktiv. Uden Kṛṣṇa-bevidsthed vil man altid være engageret i selvcentrerede eller udvidet selviske handlinger. Men en Kṛṣṇa-bevidst person kan gøre alt for at tilfredsstille Kṛṣṇa og derved være helt utilknyttet til sansetilfredsstillelse. Har man ikke denne erkendelse, bliver man nødt til på mekanisk vis at forsøge at undslippe materielle ønsker, før man kan blive ophøjet til yoga-stigens højeste trin.

FORKLARING: Afhængig af sammenhængen refererer ordet ātmā til krop, sind eller sjæl. I yoga-systemet er både sindet og den betingede sjæl specielt vigtige. Eftersom sindet er det centrale punkt i udøvelsen af yoga, refererer ātmā her til sindet. Formålet med yoga-systemet er at beherske sindet og trække det væk fra tilknytning til sanseobjekter. Her bliver det understreget, at sindet skal trænes således, at det kan udfri den betingede sjæl fra uvidenhedens dynd. I den materielle tilværelse er man underlagt indflydelsen fra sindet og sanserne. Ja, den rene sjæl er i virkeligheden indviklet i den materielle verden, fordi sindet er forbundet med det falske ego, der ønsker at herske over den materielle natur. Derfor skal sindet trænes således, at det ikke vil være tiltrukket af den materielle naturs glimmerværk, og på den måde kan den betingede sjæl reddes. Man bør ikke degradere sig selv gennem tiltrækning til sanseobjekter. Jo mere man er tiltrukket af sanseobjekter, desto mere indviklet bliver man i materiel eksistens. Den bedste måde at frigøre sig på er altid at holde sindet beskæftiget i Kṛṣṇa-bevidsthed. Ordet hi bruges her for at understrege dette punkt, nemlig at man er nødt til at gøre det. Der står også skrevet (Amṛta-bindu Upaniṣad 2):

“For mennesket er sindet årsag til trældom, og sindet er årsag til befrielse. Et sind, der er optaget af sanseobjekter, er årsag til trældom, og et sind, der er utilknyttet sanseobjekterne, er årsag til befrielse.” Det sind, der altid er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, er derfor årsag til den højeste befrielse.

FORKLARING: Formålet med at praktisere det ottefoldige yoga- system er at beherske sindet for at gøre det til en ven i fuldførelsen af den menneskelige mission. Medmindre sindet beherskes, er udøvelsen af yoga (for et syns skyld) blot tidsspilde. Kan man ikke styre sindet, lever man hele tiden sammen med sin største fjende, og således spoleres ens liv og dets mission. Det levende væsens naturlige position er at adlyde den overordnedes ordre. Så længe ens sind fortsætter med at være en ubesejret fjende, vil man være tvunget til at tjene diktaterne fra begær, vrede, griskhed, illusion osv. Når sindet derimod er besejret, indvilliger man frivilligt i at tage mod diktat fra Guddommens Personlighed, der befinder Sig i hjertet på alle som Paramātmā. Virkelig yoga-udøvelse medfører, at man møder Paramātmā inden i sit eget hjerte og derefter følger Hans diktat. For den, der engagerer sig i Kṛṣṇa-bevidsthed direkte, følger fuldkommen overgivelse til Herrens diktat automatisk.

FORKLARING: Den virkelige mening med alle levende væsener er, at de skal underkaste sig diktatet fra Guddommens Højeste Personlighed, der sidder i hjertet på alle levende væsener som Paramātmā. Når sindet bliver vildledt af den ydre illusoriske energi, bliver man viklet ind i materielle aktiviteter. Derfor må man anses for allerede at have nået målet i det øjeblik, man behersker sit sind gennem et af yoga-systemerne. Når ens sind er fokuseret på den højere natur, har man intet andet alternativ end at følge den Højestes diktat. Sindet må indrømme et højere diktat og følge det. Resultatet af at beherske sindet er, at man automatisk følger Paramātmā eller Oversjælens diktat. Da den, der er Kṛṣṇa-bevidst, øjeblikkeligt kommer til dette transcendentale stadie, bliver Herrens hengivne ikke påvirket af den materielle tilværelses dualiteter i form af lykke og lidelse, kulde og varme osv. Denne tilstand er praktisk samādhi eller fordybelse i den Højeste.

FORKLARING: Boglig viden uden erkendelse af den Højeste Sandhed er værdiløs. Det bliver bekræftet som følger (Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.234):

“Ingen kan forstå den transcendentale natur af Śrī Kṛṣṇas navn, form, kvaliteter og lege med de materielt besmittede sanser. Kun når man bliver åndeligt mættet af transcendental tjeneste til Herren, vil Herrens transcendentale navn, form, kvaliteter og lege blive afsløret for én.”

Denne Bhagavad-gītā er videnskaben om Kṛṣṇa-bevidsthed. Ingen kan blive Kṛṣṇa-bevidst alene gennem verdslig lærdom. Man skal være så heldig at kunne omgås med en person, der er i ren bevidsthed. En Kṛṣṇa-bevidst person har realiseret viden ved Kṛṣṇas nåde, for han er tilfreds med ren hengiven tjeneste. Gennem realiseret viden bliver man perfekt. Med transcendental viden kan man forblive fast forankret i sin overbevisning, men akademisk viden alene kan let virke vildledende og gøre én forvirret over tilsyneladende selvmodsigelser. Det er den realiserede sjæl, der virkelig er selvbehersket, for han er overgivet til Kṛṣṇa. Han er transcendental, for han har intet med verdslig lærdom at gøre. For ham er verdslig lærdom og intellektuel spekulation, der er som guld for andre, ikke af større værdi end sand eller sten.

FORKLARING: Kṛṣṇa erkendes i forskellige grader som Brahman, Paramātmā og Guddommens Højeste Personlighed. Kṛṣṇa-bevidsthed betyder kort og godt altid at være engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Men de, der er knyttet til den upersonlige Brahman eller den lokaliserede Oversjæl, er også delvist Kṛṣṇa-bevidste, for den upersonlige Brahman er Kṛṣṇas åndelige stråleglans, og Oversjælen er Kṛṣṇas altgennemtrængende delvise ekspansion. Derfor er upersonalisten og meditatøren også indirekte Kṛṣṇa-bevidste. En direkte Kṛṣṇa-bevidst person er den bedste transcendentalist, for sådan en hengiven ved, hvad der menes med Brahman og Paramātmā. Hans viden om den Absolutte Sandhed er fuldendt, hvorimod upersonalisten og den mediterende yogī er ufuldstændigt Kṛṣṇa-bevidste.

Ikke desto mindre får de her alle besked på at være konstant engagerede i deres respektive bestræbelser, så de før eller siden kan komme til den højeste perfektion. Transcendentalistens første opgave er hele tiden at holde sit sind fokuseret på Kṛṣṇa. Man skal altid tænke på Kṛṣṇa og aldrig et øjeblik glemme Ham. At koncentrere sindet på den Højeste kaldes samādhi eller trance. For at koncentrere sindet må man altid holde sig for sig selv og undgå forstyrrelser fra ydre objekter. Man skal være omhyggelig med at acceptere fordelagtige omstændigheder og undgå ufordelagtige omstændigheder, der kan påvirke éns erkendelse. Og med fuldstændig beslutsomhed må man holde op med at længes efter unødvendige materielle ting, der indvikler én i ejerfornemmelser.

Alle disse fuldkommenheder og forholdsregler opfyldes til fulde, når man er i direkte Kṛṣṇa-bevidsthed, for direkte Kṛṣṇa-bevidsthed betyder selvfornægtelse, hvor der kun er en meget lille mulighed for materiel ejerfornemmelse. Śrīla Rūpa Gosvāmī karakteriserer Kṛṣṇa-bevidsthed på denne måde (Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.255–256):

“Når man ikke er knyttet til noget, men samtidig accepterer alt i forhold til Kṛṣṇa, er man hævet over ejerfornemmelse på den rigtige måde. På den anden side er den, der forkaster alt uden at kende dets forhold til Kṛṣṇa, ikke lige så fuldstændig i sin forsagelse.”

Som Kṛṣṇa-bevidst er man helt klar over, at alt tilhører Kṛṣṇa, og således er man fri for personlig ejerfornemmelse. Man længes ikke efter noget til sig selv. Man ved, hvordan man accepterer ting til fordel for Kṛṣṇa-bevidsthed, og hvordan man forkaster ting, der ikke er gavnlige for Kṛṣṇa-bevidsthed. Man er altid hævet over materielle ting, for man er hele tiden transcendental, og man er altid alene, for man har intet at gøre med personer, der ikke er Kṛṣṇa-bevidste. Derfor er en person i Kṛṣṇa-bevidsthed den perfekte yogī.

FORKLARING: “Helligt sted” refererer til pilgrimssteder. I Indien forlader yogīerne, transcendentalisterne eller de hengivne alle deres hjem for at slå sig ned på hellige steder som for eksempel Prayāga, Mathurā, Vṛndāvana, Hṛṣīkeśa og Haridvāra og praktisere yoga i ensomhed på steder, hvor hellige floder som Yamunā og Ganges løber. Men ofte kan dette ikke lade sig gøre, især ikke for vesterlændinge. De såkaldte yoga-selskaber i storbyerne er måske gode til at give materielle afkast, men de er ikke det mindste egnede til rigtig yoga-udøvelse. Den, der ikke er selvbehersket, og hvis sind ikke er uforstyrret, kan ikke praktisere meditation. I Bṛhan-nāradīya Purāṇa (1.38.127) står der derfor, at i Kali-yuga (den nuværende yuga eller tidsalder), hvor mennesker generelt har en kort levealder, er træge med hensyn til åndelig erkendelse og altid forstyrret af alle mulige bekymringer, er den bedste vej til åndelig erkendelse at recitere Herrens hellige navn.

“I denne stridens og hykleriets tidsalder er den eneste vej til befrielse at synge Herrens hellige navn. Der findes ingen anden vej. Der findes ingen anden vej. Der findes ingen anden vej.”

FORKLARING: Målet med livet er at kende Kṛṣṇa, der sidder i hjertet på alle levende væsener som Paramātmā, den firarmede Viṣṇu- form. Yoga-processen praktiseres for at opdage og se denne lokaliserede Viṣṇu-form og ikke med noget andet formål for øje. Den lokaliserede viṣṇu-mūrti er Kṛṣṇas fuldstændige ekspansion, der bor i ens hjerte. Den, der ikke har nogen plan for, hvordan han erkender denne viṣṇu- mūrti, er til ingen nytte engageret i en yoga-farce og spilder helt sikkert sin tid. Kṛṣṇa er det yderste mål med livet, og viṣṇu-mūrtien i hjertet er målet for yoga-udøvelse. For at kunne erkende denne viṣṇu-mūrti i hjertet bliver man nødt til at afholde sig fuldstændigt fra sex. Man må derfor forlade sit hjem, bo alene på et tilbagetrukket sted og sidde uden at flytte sig som beskrevet ovenfor. Man kan ikke blive en yogī ved dagligt at have sex derhjemme eller et andet sted og følge et såkaldt yoga-kursus. Man bliver nødt til at beherske sindet og undgå enhver form for sansenydelse, hvoraf sex er nummer ét. I den store vismand Yājñavalkyas regler for cølibat står der:

“Brahmacarya-løftet er til for at hjælpe én til helt at afstå fra hengivelse til sex i handling, ord og sind – til alle tider, under alle omstændigheder og på alle steder.” Ingen kan udøve korrekt yoga ved at hengive sig til sex. Derfor undervises der i brahmacarya lige fra barndommen af, hvor man intet kendskab har til kønsliv. Børn fra 5-årsalderen bliver sendt til guru-kulaen eller den åndelige mesters skole, hvor mesteren træner de små drenge i den strenge disciplin, der kræves for at blive brahmacārī. Ingen kan gøre fremskridt i nogen form for yoga, det være sig dhyāna, jñāna eller bhakti, uden en sådan praksis. Den, der imidlertid følger reglerne og forskrifterne for ægteskabet ved kun at have seksuelt samkvem med sin kone (og det også under disciplin), betragtes også som brahmacārī. En sådan selvbehersket husholder-brahmacārī kan godt accepteres i bhakti-skolen, men jñāna- og dhyāna-skolerne tillader ikke engang husholder-brahmacārīer. De forlanger fuldstændig, kompromisløs afholdenhed. I bhakti-skolen tillades en husholder-brahmacārī et behersket kønsliv, for bhakti-yoga er så kraftfuld, at man automatisk mister sextrangen ved at være engageret i Herrens tjeneste, der overgår alt andet. Der står i Bhagavad-gītā (2.59):

Mens andre må tvinge sig selv til at afstå fra sansenydelse, afholder Herrens hengivne sig automatisk på grund af en højere smag. Bortset fra den hengivne kender ingen til denne højere smag.

Vigata-bhīḥ. Man kan ikke være frygtløs, medmindre man er helt Kṛṣṇa-bevidst. En betinget sjæl er fuld af frygt på grund af sin forvanskede hukommelse, sin forglemmelse af sit evige forhold til Kṛṣṇa. I Śrīmad-Bhāgavatam (11.2.37) står der, bhayaṁ dvitīyābhiniveśataḥ syād, īśād apetasya viparyayo ’smṛtiḥ. Kṛṣṇa-bevidsthed er det eneste grundlag for frygtløshed. Perfekt udøvelse er derfor mulig for en person, der er Kṛṣṇa-bevidst. Og eftersom det endelige mål med at udøve yoga er at se Herren i sit indre, er en Kṛṣṇa-bevidst person allerede den bedste af alle yogīer. Yoga-systemets principper, der omtales her, er forskellige fra dem, man støder på i de populære såkaldte yoga-klubber.

FORKLARING: Her bliver det endelige mål med at praktisere yoga tydeligt forklaret. Formålet med yoga-praksis er ikke at skaffe sig materielle faciliteter af nogen art. Formålet er at sætte én i stand til at gøre en ende på al materiel eksistens. Den, der blot forsøger at forbedre sit helbred eller stræber efter materiel perfektion, er ingen yogī ifølge Bhagavad-gītā. Ophør af materiel eksistens indebærer heller ikke, at man opgår i “tomheden”, der blot er en myte. Der findes ingen tomhed noget sted i Herrens skabelse. Ophør af materiel eksistens sætter snarere én i stand til at komme til den åndelige himmel, Herrens bolig. I Bhagavad- gītā bliver Herrens bolig også klart beskrevet som det sted, hvor der ikke er brug for hverken sol, måne eller elektricitet. Alle planeterne i det åndelige rige er selvoplysende ligesom Solen på den materielle himmel. Guds rige findes overalt, men den åndelige verden og dens planeter kaldes paraṁ dhāma eller de højere boliger.

Den fuldendte yogī, der er fuldstændig i sin forståelse af Herren Kṛṣṇa, som det her bliver understreget af Herren Selv (mat-cittaḥ, mat- paraḥ, mat-sthānam), kan opnå virkelig fred og til sidst komme til Hans højeste bolig, Kṛṣṇaloka, der kaldes Goloka Vṛndāvana. Der står udtrykkeligt i Brahma-saṁhitā (5.37), goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ: Skønt Herren altid befinder Sig i Sin bolig, der hedder Goloka, er Han i kraft af Sine højere åndelige energier også den altgennemtrængende Brahman og den lokaliserede Paramātmā. Ingen kan komme til den åndelige verden (Vaikuṇṭha) eller træde ind i Herrens evige bolig (Goloka Vṛndāvana) uden den rette forståelse af Kṛṣṇa og Hans fuldstændige ekspansion Viṣṇu. Derfor er den, der arbejder i Kṛṣṇa-bevidsthed, den fuldendte yogī, for hans sind er altid optaget af Kṛṣṇas aktiviteter (sa vai manaḥ kṛṣṇa-padāravindayoḥ, ŚB. 9.4.18). Fra Vedaerne (Śvetāśvatara Upaniṣad 3.8) lærer vi også, tam eva viditvāti mṛtyum eti: “Man kan kun overskride fødsel og død ved at forstå Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa.” Yoga-systemets fuldendelse er med andre ord at opnå frihed fra materiel eksistens og ikke et eller andet magisk fjolleri eller nogle gymnastiske kunststykker for at holde uskyldige mennesker for nar.

FORKLARING: Yogīerne bliver her anbefalet at regulere deres kost og søvn. At spise for meget betyder at spise mere end påkrævet for at opretholde livet. Mennesket behøver ikke at spise dyr, for der er rigeligt med korn, grøntsager, frugter og mælk. Ifølge Bhagavad-gītā anses sådanne enkle fødevarer for at være i godhedens kvalitet. Animalsk føde er for mennesker i uvidenhedens kvalitet. Derfor må de, der hengiver sig til animalsk føde, druk, rygning og mad, der ikke først er ofret til Kṛṣṇa, lide syndige reaktioner, for de indtager kun urene ting. Bhuñjate te tv aghaṁ pāpā, ye pacanty ātma-kāraṇāt (Bg. 3.13). Alle, der spiser for deres sansenydelses skyld eller laver mad til sig selv uden at ofre den til Kṛṣṇa, spiser blot synd. Den, der spiser synd og spiser mere, end han er blevet tildelt, kan ikke udøve perfekt yoga. Det er bedst kun at spise resterne af mad, der er blevet ofret til Kṛṣṇa. En Kṛṣṇa-bevidst person spiser intet, der ikke først er ofret til Kṛṣṇa. Derfor kan kun den Kṛṣṇa- bevidste person opnå fuldkommenhed i yoga. Den, der kunstigt afholder sig fra at spise ved at udforme sit eget fastesystem, kan heller ikke udøve yoga. Den Kṛṣṇa-bevidste person faster, som det anbefales i skrifterne. Han faster eller spiser ikke mere end nødvendigt og er således kvalificeret til at praktisere yoga. Den, der spiser mere end nødvendigt, vil drømme meget, når han sover, og må derfor sove mere end nødvendigt. Man behøver ikke mere end seks timers søvn i døgnet. Den, der sover mere end seks af døgnets 24 timer, er afgjort påvirket af uvidenhedens kvalitet. En person i uvidenhedens kvalitet er doven og tilbøjelig til at sove en hel del. En sådan person kan ikke praktisere yoga.

FORKLARING: Overdrivelse med hensyn til at spise, sove, forsvare sig og parre sig, der er kropslige forlangender, kan blokere fremgang i praktiseringen af yoga. Hvad angår ens spisevaner, kan man kun regulere dem, når man har vænnet sig til at indtage og acceptere prasāda, helliggjort mad. Ifølge Bhagavad-gītā (9.26) kan man ofre Herren Kṛṣṇa grøntsager, blomster, frugt, korn, mælk osv. På den måde bliver en person i Kṛṣṇa-bevidsthed automatisk vant til ikke at indtage mad, der ikke er beregnet til mennesker eller ikke er i godhedens kvalitet. Hvad søvn angår, er en Kṛṣṇa-bevidst person altid vågen, når det kommer til at udføre hans pligter, og derfor betragtes tid, der går unødvendigt med at sove, som et stort tab. Avyartha-kālatvam (Cc. Madhya 23.18–19): En Kṛṣṇa-bevidst person kan ikke holde ud at leve så meget som et minut af sit liv uden at være engageret i Herrens tjeneste. Derfor begrænses hans søvnforbrug til et minimum. Hans ideal i denne henseende er Śrīla Rūpa Gosvāmī, der altid var engageret i Kṛṣṇas tjeneste og ikke kunne sove mere end to timer om dagen og nogle gange ikke engang det. Ṭhākura Haridāsa ville ikke engang spise prasāda eller sove så meget som et minut, før han havde afsluttet sin daglige rutine med at recitere 300.000 navne på sin bønnekæde. Når det kommer til arbejde, foretager en Kṛṣṇa-bevidst person sig intet, uden at det er forbundet med Kṛṣṇas interesse, hvilket gør, at hans arbejde altid er reguleret og ubesmittet af sansetilfredsstillelse. Da sansenydelse ikke kommer på tale, har en Kṛṣṇa-bevidst person ingen materiel fritid som sådan. Og eftersom han er reguleret i alt sit arbejde, sin tale, under søvn og i vågen tilstand såvel som i alle sine andre kropslige aktiviteter, er der ingen materiel lidelse for ham.

FORKLARING: En yogīs handlinger adskiller sig fra almindelige menneskers ved hans karakteristiske ophør med alle slags materielle ønsker, af hvilke sex er nummer et. En perfekt yogī er så veldisciplineret i sit sinds aktiviteter, at han ikke længere kan forstyrres af nogen form for materielt ønske. Dette fuldendte niveau kan automatisk opnås af personer i Kṛṣṇa-bevidsthed, som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (9.4.18–20):

“Kong Ambarīṣa fokuserede først og fremmest sit sind på Herren Kṛṣṇas lotusfødder. Derpå brugte han sine ord til at beskrive Herrens transcendentale egenskaber, sine hænder til at gøre Herrens tempel rent, sine ører til at høre om Herrens aktiviteter, sine øjne til at se Herrens transcendentale former, sin krop på at røre ved de hengivnes kroppe, sin lugtesans til at dufte til lotusblomsterne, der var ofret til Herren, sin tunge til at smage tulasī-bladet, der var ofret til Herrens lotusfødder, sine ben til at valfarte til pilgrimssteder og til Herrens tempel, sit hoved til at bøje sig ned for Herren og sine ønsker på at udføre Herrens mission. Alle sådanne transcendentale aktiviteter er ganske passende for en ren hengiven.”

Dette transcendentale niveau kan vanskeligt udtrykkes eller opleves af dem, der følger den upersonlige vej, men det er meget let og praktisk for en person i Kṛṣṇa-bevidsthed, som det fremgår af beskrivelsen ovenover af Mahārāja Ambarīṣas aktiviteter. Hvis sindet ikke er konstant fokuseret i at huske på Herrens lotusfødder, er et sådant transcendentalt engagement ikke praktisk muligt. I Herrens hengivne tjeneste kaldes den slags foreskrevne handlinger for arcana eller beskæftigelse af alle sanserne i Herrens tjeneste. Sanserne og sindet har brug for at være beskæftiget. Blot og bar fornægtelse er ikke praktisk mulig. For mennesker i almindelighed, især dem, der ikke er i forsagelsens orden, er den transcendentale beskæftigelse af sanserne og sindet, en metode, der som ovenfor beskrevet kaldes yukta i Bhagavad-gītā, derfor den ideelle måde at opnå transcendensen på.

FORKLARING: En virkelig Kṛṣṇa-bevidst person, der altid er absorberet i transcendensen i konstant, uforstyrret meditation på sin tilbedelsesværdige Herre, er lige så rolig som en lampe på et vindstille sted.

FORKLARING: Ved at udøve yoga bliver man gradvist forløst fra alle materielle forestillinger. Det er det vigtigste kendetegn ved yoga. Og efter det bliver man hensat i trance eller samādhi, hvilket betyder, at yogīen erkender Oversjælen gennem sit transcendentale sind og sin intelligens uden nogle af misforståelserne omkring identificering af selvet med Overselvet. Yoga-udøvelse er mere eller mindre baseret på principperne i Patañjali-systemet. Nogle uautoriserede kommentatorer forsøger at identificere den individuelle sjæl med Oversjælen, og monisterne anser dette for at være befrielse, men de forstår ikke det virkelige formål med Patañjalis yoga-system. I Patañjali-systemet er der en accept af transcendental glæde, men monisterne accepterer ikke denne transcendentale glæde af frygt for at sætte teorien om enhed over styr. Dualiteten mellem kenderen og det kendte anerkendes ikke af ikke-dualisten, men i dette vers anerkendes transcendental glæde, som den bliver erfaret gennem transcendentale sanser. Og dette bekræftes af Patañjali Muni, den berømte eksponent for yoga-systemet. Den store vismand skriver i sine Yoga-sūtraer (4.34): puruṣārtha-śūnyānāṁ guṇānāṁ pratiprasavaḥ kaivalyaṁ svarūpa-pratiṣṭhā vā citi-śaktir iti.

Denne citi-śakti eller indre kraft er transcendental. Puruṣārtha betyder verdslig religiøsitet, økonomisk udvikling, sansetilfredsstillelse og endelig forsøget på at blive ét med den Højeste. Denne “enhed med den Højeste” kalder monisten kaivalyam. Men ifølge Patañjali er kaivalyam en indre eller transcendental kraft, hvorigennem det levende væsen bliver bevidst om sin naturlige position. Med Herren Caitanyas ord kaldes denne tilstand for ceto-darpaṇa-mārjanam eller renselse af sindets urene spejl. Denne “renselse” er virkelig befrielse eller bhava-mahā-dāvāgni- nirvāpaṇam. Teorien om nirvāṇa, der ligeledes er et indledende stadie, stemmer overens med dette princip. I Śrīmad-Bhāgavatam (2.10.6) bliver dette betegnet som svarūpeṇa vyavasthitiḥ. Det samme forhold bliver også bekræftet af Bhagavad-gītā i dette vers.

Efter nirvāṇa, eller når man er ophørt med materielle aktiviteter, manifesteres der åndelige aktiviteter eller hengiven tjeneste til Herren. Denne tilstand kaldes også Kṛṣṇa-bevidsthed. Som det bliver sagt med Śrīmad-Bhāgavatams ord (2.10.6), svarūpeṇa vyavasthitiḥ: Dette er “det levende væsens virkelige liv”. Māyā eller illusion er den tilstand, hvor åndeligt liv er materielt besmittet. Befrielse fra denne materielle infektion indebærer ikke udslettelse af det levende væsens oprindelige evige tilstand. Patañjali anerkender også dette med ordene kaivalyaṁ svarūpa- pratiṣṭhā vā citi-śaktir iti. Denne citi-śakti eller transcendentale glæde er det virkelige liv. Dette bliver bekræftet i Vedānta-sūtra (1.1.12) som ānanda-mayo ’bhyāsāt. Denne naturlige transcendentale glæde er det endelige mål med yoga og opnås let ved at udføre hengiven tjeneste eller bhakti-yoga. Bhakti-yoga vil blive udførligt beskrevet i Bhagavad-gītās kapitel 7.

I yoga-systemet, sådan som det bliver beskrevet i dette kapitel, er der to slags samādhi, der kaldes samprajñāta-samādhi og asamprajñāta- samādhi. Når man bliver etableret i den transcendentale tilstand igennem forskellige filosofiske sonderinger, siges man at have opnået samprajñāta-samādhi. I asamprajñāta-samādhi er der ikke længere nogen forbindelse med verdslig nydelse, for da er man hævet over al lykke, der stammer fra sanserne. Så snart yogīen er situeret i denne transcendentale tilstand, rokkes han aldrig fra den. Medmindre yogīen kan nå til denne tilstand, kan han ikke siges at have nået målet. Nutidens såkaldte yoga-udøvelse, der er forbundet med forskellige former for sansenydelse, er selvmodsigende. En yogī, der hengiver sig til sex og beruselse, er en parodi. Selv de yogīer, der er tiltrukket af siddhierne (de mystiske perfektioner) i yoga-processen, er ikke rigtigt situerede. Hvis yogīerne er tiltrukket af biprodukterne ved yoga, kan de som omtalt i disse vers ikke komme til det fuldkomne stadie. Personer, der blot laver et nummer ud af nogle gymnastiske øvelser eller siddhier, må forstå, at målet med yoga går tabt på den måde.

Den bedste måde at praktisere yoga på i denne tidsalder er Kṛṣṇa- bevidsthed, der ikke er forvirrende. En Kṛṣṇa-bevidst person er så tilfreds i sin praksis, at han ikke stræber efter nogen anden form for lykke. Der er mange hindringer forbundet med at udføre haṭha-yoga, dhyāna-yoga eller jñāna-yoga, især i den nuværende hykleriets tidsalder, men der er ingen sådanne problemer i udøvelsen af karma-yoga eller bhakti-yoga.

Så længe den materielle krop eksisterer, bliver man nødt til at efterkomme kroppens krav om at spise, sove, forsvare sig og parre sig. Men en person, der er i ren bhakti-yoga eller Kṛṣṇa-bevidsthed, ophidser ikke sanserne, når han tilgodeser kroppens behov. Snarere accepterer han livets blotte fornødenheder for at få det bedste ud af en dårlig handel og nyder transcendental lykke i Kṛṣṇa-bevidsthed. Han hæfter sig ikke ved uundgåelige hændelser som ulykker, sygdom, knaphed eller tilmed en nær slægtnings død, men han er altid lysvågen under udførelsen af sine pligter i Kṛṣṇa-bevidsthed eller bhakti-yoga. Uheld eller ulykker afleder ham aldrig fra hans pligt. Som der står i Bhagavad-gītā (2.14), āgamāpāyino ’nityas, tāṁs titikṣasva bhārata. Han tolererer den slags uundgåelige hændelser velvidende, at de kommer og går uden at påvirke hans pligter. På den måde opnår han den højeste fuldkommenhed i udøvelsen af yoga.

FORKLARING: Yoga-udøveren må være beslutsom og tålmodigt fortsætte med sin praksis uden at afvige fra vejen. Man må være overbevist om, at man opnår fuldkommenhed til sidst, og forfølge denne vej med stor vedholdenhed uden at miste modet, hvis fremskridtet lader vente på sig. Den strikse udøver er garanteret fremgang. Med hensyn til bhakti-yoga skriver Rūpa Gosvāmī (Upadeśāmṛta 3):

“Man kan gennemføre bhakti-yoga-processen ved at være helhjertet entusiastisk, vedholdende og beslutsom, ved at følge sine foreskrevne pligter i selskab med hengivne og ved helt at handle i godhedens kvalitet.”

Hvad beslutsomhed angår, bør man følge eksemplet med spurven, hvis æg gik tabt i havets bølger. En spurv lagde sine æg på havets bred, men bølgerne kom og førte dem til havs. Spurven blev meget oprevet og bad havet om at få æggene tilbage. Havet ænsede ikke engang hendes bøn. Derfor besluttede spurven sig for at tømme havet. Hun begyndte at bære vand bort med sit lille næb, og alle lo ad hende over hendes håbløse beslutsomhed. Nyheden om hendes forehavende spredte sig og kom til sidst Garuḍa, Herren Viṣṇus gigantiske fuglebærer, for øre. Han fik medlidenhed med sin lille søsterfugl og kom for at se hende. Den lille spurvs beslutsomhed imponerede Garuḍa, og han lovede at hjælpe. Han gav øjeblikkeligt havet ordre til at returnere æggene, for ellers ville han selv påtage sig spurvens forehavende. Havet blev bange og gav æggene tilbage. Således blev spurven lykkelig ved Garuḍas nåde.

På samme måde kan udøvelsen af yoga, specielt bhakti-yoga i Kṛṣṇa- bevidsthed, synes at være en meget svær ting. Men hvis man følger principperne med stor beslutsomhed, vil Herren helt sikkert hjælpe, for Gud hjælper den, der hjælper sig selv.

FORKLARING: Ved hjælp af den rette overbevisning og intelligens skal man gradvist ophøre med al sanselig virksomhed. Dette kaldes pratyāhāra. Sindet, der beherskes af overbevisning, meditation og tilbagetrækning fra sanserne, skal hensættes i trance eller samādhi. På det tidspunkt er der ingen fare længere for at falde tilbage til den materielle livsopfattelse. Man skal med andre ord ikke tænke på sansetilfredsstillelse, selv om man vil være involveret med materien, så længe den materielle krop eksisterer. Man må ikke tænke på nogen anden tilfredsstillelse end det Højeste Selvs tilfredsstillelse. Denne tilstand opnås let ved at praktisere Kṛṣṇa-bevidsthed direkte.

FORKLARING: Sindet er flakkende og ustadigt. Men en selvrealiseret yogī er nødt til at have kontrol over sindet. Sindet må ikke styre ham. Den, der behersker sindet (og dermed sanserne), kaldes gosvāmī eller svāmī, og den, der styres af sindet, kaldes go-dāsa eller sansernes tjener. En gosvāmī ved, hvad standarden af sanselig glæde er. I transcendental sanselykke er sanserne engagerede i Hṛṣīkeśa, sansernes højeste ejer, Kṛṣṇas, tjeneste. At tjene Kṛṣṇa med rensede sanser kaldes Kṛṣṇa- bevidsthed. Det er vejen til at få sanserne under fuld kontrol. Hvad mere er, er det den højeste fuldkommenhed i yoga-udøvelse.

FORKLARING: Brahma-bhūta er tilstanden, hvor man er fri for materiel besmittelse og situeret i Herrens transcendentale tjeneste. Mad- bhaktiṁ labhate parām (Bg. 18.54). Man kan ikke forblive i Brahman, den Absoluttes, kvalitet, før ens sind er fokuseret på Herrens lotusfødder. Sa vai manaḥ kṛṣṇa-padāravindayoḥ (ŚB. 9.4.18). Hele tiden at være engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste eller være situeret i Kṛṣṇa-bevidsthed er at være virkelig befriet for lidenskabens kvalitet og enhver materiel besmittelse.

FORKLARING: Selverkendelse vil sige at kende sin naturlige position i forhold til den Højeste. Den individuelle sjæl er en uadskillelig del af den Højeste, og hans natur er at være engageret i transcendental tjeneste til Herren. Denne transcendentale kontakt med den Højeste kaldes brahma-saṁsparśa.

FORKLARING: En Kṛṣṇa-bevidst yogī er den fuldkomne seer, for han ser Kṛṣṇa, den Højeste, befinde Sig i alles hjerter som Oversjælen eller Paramātmā. Īśvaraḥ sarva-bhūtānāṁ, hṛd-deśe ’rjuna tiṣṭhati (Bg. 18.61). I Sit Paramātmā-aspekt befinder Herren Sig i hjertet på en hund såvel som på en brāhmaṇa. Den fuldendte yogī ved, at Herren for evigt er transcendental og ikke bliver materielt påvirket af Sin tilstedeværelse i enten en hund eller en brāhmaṇa. Det er Herrens suveræne neutralitet. Den individuelle sjæl befinder sig også i hvert enkelt hjerte, men han er ikke i alle hjerter. Det er forskellen på den individuelle sjæl og Oversjælen. Den, der ikke virkelig udøver yoga, har ikke dette klare syn. En Kṛṣṇa-bevidst person kan se Kṛṣṇa i hjertet på både den troende og den troløse. Dette bliver bekræftet i smṛti (som citeret i Cc. Madhya 24.78): ātatatvāc ca mātṛtvād, ātmā hi paramo hariḥ. Herren, der er ophav til alle levende væsener, er som moderen og forsørgeren. Ligesom moderen er upartisk over for alle slags børn, er den højeste fader (eller moder) det også. Følgelig er Oversjælen altid til stede i hvert eneste levende væsen.

Også udadtil befinder alle levende væsener sig i Herrens energi. Som det vil blive forklaret i kapitel 7, har Herren hovedsageligt to energier, nemlig den åndelige (eller højere) og den materielle (eller lavere). Selv om det levende væsen tilhører den højere energi, er det betinget af den lavere energi, men det levende væsen befinder sig altid i Herrens energi. Alle levende væsener er i Ham på den ene eller anden måde.

Yogīen ser på alle levende væsener med samme syn, for han ser, at selv om de befinder sig i forskellige situationer som følge af resultaterne af deres frugtstræbende handlinger, fortsætter de under alle omstændigheder med at være Guds tjenere. Når det levende væsen er i den materielle energi, tjener det de materielle sanser, og når det befinder sig i den åndelige energi, tjener det den Højeste Herre direkte. I begge tilfælde er det levende væsen Guds tjener. Dette enhedssyn når sin perfektion i en Kṛṣṇa-bevidst person.

FORKLARING: En Kṛṣṇa-bevidst person ser så afgjort Herren Kṛṣṇa overalt, og han ser alt i Kṛṣṇa. Det kan se ud, som om en sådan person ser alle den materielle naturs forskellige manifestationer, men i hvert eneste tilfælde er han bevidst om Kṛṣṇa, for han ved, at alt er en manifestation af Kṛṣṇas energi. Intet kan eksistere uden Kṛṣṇa, og Kṛṣṇa er Herren over alt – det er det grundliggende princip i Kṛṣṇa-bevidsthed. Kṛṣṇa-bevidsthed vil sige at udvikle kærlighed til Kṛṣṇa, en position, der er transcendental til selv materiel befrielse. På dette niveau af Kṛṣṇa- bevidsthed, hvor man er hinsides selverkendelse, bliver den hengivne ét med Kṛṣṇa i den forstand, at Kṛṣṇa er alt for den hengivne, og den hengivne fyldes helt af sin kærlighed til Kṛṣṇa. Da eksisterer der et fortroligt forhold mellem Herren og den hengivne. På det stadie kan det levende væsen aldrig gå til grunde, og Guddommens Personlighed er aldrig ude af syne for den hengivne. At smelte sammen med Kṛṣṇa er åndelig tilintetgørelse. En hengiven løber ingen sådan risiko. Der står i Brahma-saṁhitā (5.38):

“Jeg tilbeder den oprindelige Herre, Govinda, der altid ses af den hengivne, hvis øjne er smurte med kærlighedens salve. Han ses i Sin evige form som Śyāmasundara, der befinder Sig i hjertet på den hengivne.”

På det niveau forsvinder Herren aldrig fra den hengivnes syn, og den hengivne taber heller aldrig Herren af syne. Det samme gælder for den yogī, der ser Herren som Paramātmā i hjertet. Sådan en yogī bliver en ren hengiven og kan ikke holde ud at leve så meget som et øjeblik uden at se Herren inden i sig selv.

FORKLARING: En yogī, der praktiserer meditation på Oversjælen, ser inde i sig selv den fuldstændige del af Kṛṣṇa i form af Viṣnu med fire hænder, der holder en konkylie, diskos, stridskølle og lotus. Yogīen må forstå, at Viṣṇu ikke er forskellig fra Kṛṣṇa. Kṛṣṇa befinder Sig i denne form som Oversjælen i hjertet på alle. Der er heller ingen forskel på de utallige Oversjæle, der bor i de levende væseners utallige hjerter. Lige så lidt er der forskel på en Kṛṣṇa-bevidst person, der konstant er engageret i Kṛṣṇas transcendentale tjeneste, og en fuldendt yogī, der mediterer på Oversjælen. Yogīen, der befinder sig i Kṛṣṇa- bevidsthed, vil, selv om han måtte være optaget af forskellige aktiviteter i sin materielle tilværelse, altid forblive situeret i Kṛṣṇa. Dette bekræftes i Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.187) af Śrīla Rūpa Gosvāmī: nikhilāsv apy avasthāsu, jīvan-muktaḥ sa ucyate. Herrens hengivne, der altid handler i Kṛṣṇa-bevidsthed, er automatisk befriet. I Nārada-Pañcarātra bekræftes dette på følgende måde:

“Ved at fokusere sin opmærksomhed på Kṛṣṇas transcendentale form, der er altgennemtrængende og uden for tid og rum, bliver man absorberet i at tænke på Kṛṣṇa og opnår derved det glædesfyldte stadie af transcendentalt samvær med Ham.”

Kṛṣṇa-bevidsthed er det højeste stadie af trance i yoga-udøvelse. Selve denne forståelse af, at Kṛṣṇa er til stede som Oversjælen i alles hjerter, gør yogīen fejlfri. Denne Herrens ufattelige kraft bliver bekræftet i Vedaerne (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.19 & 3.1). Eko ’pi san bahudhā yo ’vabhāti: “Skønt Herren er én, er Han til stede i utallige hjerter som mange.” Ligeledes står der i smṛti-śāstra:

“Viṣṇu er én, men alligevel er Han afgjort altgennemtrængende. Gennem Sin ufattelige kraft er Han på trods af Sin ene form til stede overalt, ligesom Solen forekommer på mange steder på samme tid.”

FORKLARING: Den, der er Kṛṣṇa-bevidst, er en perfekt yogī. I kraft af sin egen personlige erfaring er han bevidst om alle andres lykke og lidelse. Grunden til det levende væsens ulykke er, at han har glemt sit forhold til Gud. Og grunden til hans lykke er, at han forstår, at Kṛṣṇa er den højeste nyder af alle menneskets handlinger, at Han er ejeren af alle lande og alle planeter, og at Han er alle levende væseners mest velmenende ven. Den fuldendte yogī ved, at det levende væsen, der er betinget af den materielle naturs kvaliteter, er underlagt de trefoldige lidelser, fordi det har glemt sit forhold til Kṛṣṇa. Og siden en person i Kṛṣṇa- bevidsthed er lykkelig, forsøger han at videregive denne viden om Kṛṣṇa overalt. Eftersom den fuldendte yogī prøver at udbrede vigtigheden af at blive Kṛṣṇa-bevidst, er han verdens bedste filantrop, og han er Herrens kæreste tjener. Na ca tasmān manuṣyeṣu, kaścin me priya-kṛttamaḥ (Bg. 18.69). En hengiven tænker med andre ord hele tiden på alle levende væseners velfærd, og således er han i virkeligheden alles ven. Han er den bedste yogī, for han tragter ikke efter perfektion i yoga for sin egen skyld alene, men prøver også at hjælpe andre til at blive fuldkomne. Han er ikke misundelig på sine medskabninger. Her er der en kontrast mellem Herrens rene hengivne og en yogī, der kun er interesseret i sin egen ophøjelse. Yogīen, der har fortrukket sig til et afsides sted for at kunne meditere helt perfekt, er ikke nødvendigvis lige så fuldkommen som en hengiven, der gør sit bedste for at vende alle mennesker mod Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Dette mystikkens system, som Herren Kṛṣṇa har forklaret for Arjuna fra og med ordene śucau deśe til og med yogī paramaḥ, bliver her afvist af Arjuna, for han mener, at det kan ikke lade sig gøre. I denne Kali-tidsalder kan det ikke lade sig gøre for almindelige mennesker at forlade hus og hjem og slå sig ned på afsides steder i bjergene eller junglen for at praktisere yoga. Den nuværende tidsalder er kendetegnet af en bitter kamp for tilværelsen i et liv af kort varighed. Folk er ikke seriøse med hensyn til selverkendelse, selv ikke med enkle, praktiske metoder for slet ikke at tale om dette svære yoga-system, der regulerer ens levevis, måden, man sidder på, og udvælgelsen af stedet og kræver, at sindet er utilknyttet til materielle engagementer. Som den praktiske mand Arjuna var, anså han det for umuligt at følge dette yoga- system, selv om han var heldigt stillet på mange måder. Han tilhørte den kongelige familie og var særdeles ophøjet på mange forskellige områder. Han var en stor kriger, han havde et langt liv, og frem for alt var han Herren Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personligheds, ven. For 5.000 år siden havde Arjuna meget bedre forudsætninger, end vi har nu, og alligevel nægtede han at acceptere dette yoga-system. Ja, intet sted i historien finder vi det beskrevet, at han praktiserede det på noget tidspunkt. Dette system må derfor anses for at være så godt som umuligt i denne Kali- tidsalder. Selvfølgelig kan det være, at det kan lade sig gøre for nogle få, sjældne mennesker, men for folk i almindelighed er det et umuligt forehavende. Hvis dette var tilfældet for 5.000 år siden, hvad så med i dag? De, der efterligner dette yoga-system i forskellige såkaldte skoler og foreninger, spilder på trods af deres selvtilfredshed helt sikkert deres tid. De er helt uvidende om det eftertragtede mål.

FORKLARING: Sindet er så stærkt og genstridigt, at det af og til overvinder intelligensen, selv om det egentlig er meningen, at sindet skal være underordnet intelligensen. For et menneske, der lever i den praktiske verden og er oppe mod så mange fjendtlige elementer, er det afgjort meget svært at tøjle sindet. På kunstig vis kan man måske udvise en form for sindsligevægt over for ven såvel som fjende, men yderst set kan det ikke lade sig gøre for noget verdsligt menneske, for dette er sværere end at styre den rasende vind. Ifølge den vediske litteratur (Kaṭha Upaniṣad 1.3.3–4):

“Den individuelle sjæl er passageren i den materielle krops vogn, og intelligensen er kusken. Sindet er tømmerne, og sanserne er hestene. På denne måde enten nyder eller lider selvet i selskab med sindet og sanserne. Således forstås det af de store tænkere.” Det er meningen, at intelligensen skal styre sindet, men sindet er så stærkt og uvilligt, at det ofte overvinder selv ens egen intelligens på samme måde, som en akut infektion kan overvinde medicinens virkning. Det er tanken, at et sådant stærkt sind skal beherskes gennem yoga, men den form for praksis er aldrig realistisk for en verdslig person som Arjuna for slet ikke at tale om det moderne menneske. Analogien, der anvendes her, er rammende: Man kan ikke fange den stormende vind. Og det er endnu sværere at fange det stormfyldte sind. Den nemmeste måde at beherske sindet på er, som Herren Caitanya har anbefalet det, i al ydmyghed at recitere “Hare Kṛṣṇa”, det store udfrielses-mantra. Den foreskrevne metode er sa vai manaḥ kṛṣṇa-padāravindayoḥ (ŚB. 9.4.18): Man skal engagere sit sind fuldstændigt i Kṛṣṇa. Først da vil der ikke være andre ting til at agitere sindet.

FORKLARING: Vanskeligheden ved at beherske det genstridige sind, sådan som det er blevet udtrykt af Arjuna, indrømmes her af Guddommens Personlighed. Men samtidig påpeger Han, at det kan lade sig gøre gennem praksis og utilknytning. Og hvad går denne praksis ud på? I den nuværende tidsalder kan ingen overholde de strenge regler og forskrifter, hvor man slår sig ned på et tilbagetrukket sted, fokuserer sindet på Oversjælen, holder sanserne og sindet tilbage, lever i cølibat, forbliver alene osv. Men ved at praktisere Kṛṣṇa-bevidsthed bliver man engageret i ni slags hengiven tjeneste til Herren. Den allervigtigste af disse hengivne aktiviteter er at høre om Kṛṣṇa. Dette er en meget kraftfuld transcendental metode til at rense sindet for enhver tvivl. Jo mere man hører om Kṛṣṇa, desto mere oplyst og utilknyttet bliver man til alt, der trækker sindet væk fra Kṛṣṇa. Ved at afholde sindet fra aktiviteter, der ikke er viet til Herren, kan man meget let lære vairāgya. Vairāgya betyder at være utilknyttet til materie og engagere sindet i åndelige ting. At opnå upersonlig åndelig utilknytning er sværere end at knytte sindet til Kṛṣṇas aktiviteter. Sidstnævnte er praktisk, for ved at høre om Kṛṣṇa bliver man automatisk knyttet til den Højeste Sjæl. Denne form for tilknytning kaldes pareśānubhava, åndelig tilfredsstillelse. Det er ligesom følelsen af tilfredsstillelse, et sultent menneske oplever for hver bid mad, det indtager. Jo mere man spiser, når man er sulten, desto mere mærker man tilfredshed og føler sig styrket. På samme måde oplever man gennem udførelsen af hengiven tjeneste transcendental tilfredsstillelse i takt med, at sindet bliver utilknyttet til materielle ting. Det er noget i retning af at helbrede en sygdom med dygtig behandling og den rigtige kost. At høre om Kṛṣṇas transcendentale aktiviteter er derfor den kyndige behandling af det gale sind, og at spise mad, der er ofret til Kṛṣṇa, er den rette kost for den lidende patient. Denne behandling er den Kṛṣṇa-bevidste metode.

FORKLARING: Guddommens Højeste Personlighed erklærer, at den, der ikke indvilliger i den rette behandling for at løsrive sindet fra dets materielle engagement, ikke skal forvente at have held med selverkendelse. At forsøge at udøve yoga samtidig med, at man engagerer sindet i materiel nydelse, er som at forsøge at tænde et bål, imens man hælder vand på det. Praktisering af yoga uden mental kontrol er spild af tid. En sådan ydre opvisning af yoga er måske materielt indbringende, men værdiløs, når det kommer til åndelig erkendelse. Man må derfor beherske sindet ved konstant at engagere det i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Medmindre man er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, kan man ikke have vedvarende kontrol over sindet. Er man Kṛṣṇa-bevidst, opnår man let resultatet af yoga-udøvelse uden nogen særskilt anstrengelse, men en yoga-udøver kan ikke opnå fuldendelse uden at blive Kṛṣṇa-bevidst.

FORKLARING: Selverkendelsens eller mystikkens vej forklares her i Bhagavad-gītā. Det grundliggende princip i selverkendelse er viden om, at det levende væsen ikke er denne materielle krop, men forskellig fra den, og at hans lykke ligger i evigt liv, lyksalighed og viden. Disse er transcendentale og skal søges hinsides både krop og sind. Selverkendelse efterstræbes enten gennem kundskabsvejen, gennem praktisering af det ottefoldige system eller gennem bhakti-yoga. I hver af disse metoder skal man erkende det levende væsens naturlige position, dets forhold til Gud og de handlinger, hvorigennem det kan genoprette sit tabte forbindelsesled og opnå det højeste fuldendte Kṛṣṇa-bevidste stadie. Ved at følge en hvilken som helst af de ovennævnte tre metoder kan man være sikker på at nå det højeste mål før eller senere. Herren fastslog dette i kapitel 2: Selv en lille indsats på den transcendentale vej giver én stort håb om befrielse. Ud af disse tre metoder egner især bhakti-yogaens vej sig i denne tidsalder, for det er den mest direkte vej til Gudserkendelse. For at være dobbelt sikker beder Arjuna Herren Kṛṣṇa bekræfte Sin tidligere udtalelse. Måske hengiver man sig seriøst til selverkendelsens vej, men kultivering af viden og udøvelse af det ottefoldige yoga-system er generelt meget vanskelige i denne tidsalder. På trods af vedvarende bestræbelser kan der være mange grunde til, at man mislykkes. Først og fremmest følger man måske ikke processen seriøst nok. At slå ind på den transcendentale vej er mere eller mindre at erklære den illusoriske energi krig. Så snart en person prøver at undslippe den illusoriske energis greb, forsøger hun med alle mulige lokkemidler at overvinde udøveren. Den betingede sjæl er allerede tiltrukket af den materielle energis kvaliteter, og der er al mulighed for igen at blive tiltrukket, selv under udførelsen af transcendentale discipliner. Dette kaldes for yogāc calita-mānasaḥ, afvigelse fra den transcendentale vej. Arjuna vil gerne vide, hvad konsekvenserne er af at afvige fra selverkendelsens vej.

FORKLARING: Der er to måder at gøre fremskridt på. De, der er materialister, interesserer sig ikke for transcendensen. Derfor er de mere interesseret i materielt fremskridt gennem økonomisk udvikling eller forfremmelse til de himmelske planeter ved hjælp af dertil passende aktiviteter. Når man slår ind på den transcendentale vej, må man ophøre med alle materielle handlinger og afskrive enhver form for såkaldt materiel lykke. Hvis den aspirerende transcendentalist mislykkes, opnår han tilsyneladende hverken det ene eller det andet. Han kan med andre ord nyde hverken materiel lykke eller åndeligt fremskridt. Han er uden noget ståsted. Han er som en flænget sky. Af og til river en sky på himlen sig løs fra en mindre sky og slutter sig til en større. Men hvis den ikke kan forene sig med en større, blæses den væk af vinden og bliver til ingenting på den mægtige himmel. Brahmaṇaḥ pathi er vejen til transcendental erkendelse gennem viden om, at ens selv essentielt set er åndeligt, en uadskillelig del af den Højeste Herre, der er manifesteret som Brahman, Paramātmā og Bhagavān. Herren Śrī Kṛṣṇa er den mest fuldstændige manifestation af den Højeste Absolutte Sandhed, og derfor er den, der er overgivet til den Højeste Person, en fremgangsrig transcendentalist. At komme til dette mål gennem Brahman- og Paramātmā-erkendelse kræver mange, mange liv (bahūnāṁ janmanām ante, Bg. 7.19). Derfor er bhakti-yoga eller Kṛṣṇa-bevidsthed (den direkte metode) den allerbedste vej til transcendental erkendelse.

FORKLARING: Kṛṣṇa er den fuldkomne kender af fortid, nutid og fremtid. I begyndelsen af Bhagavad-gītā udtalte Herren, at alle levende væsener eksisterede individuelt i fortiden, de eksisterer her i nutiden, og de fortsætter med at beholde deres individuelle identitet i fremtiden selv efter at være blevet befriet fra den materielle forvikling. Han har altså allerede klargjort spørgsmålet om det individuelle levende væsens fremtid. Nu vil Arjuna gerne vide, hvad der sker med den forfejlede transcendentalist. Ingen er lige med eller overgår Kṛṣṇa, og de såkaldte store vismænd og filosoffer, der er i den materielle naturs vold, kan slet ikke måle sig med Ham. Derfor er Kṛṣṇas konklusion det endelige og fuldstændige svar på enhver tvivl, for Han kender til fulde fortid, nutid og fremtid, men ingen kender Ham. Kun Kṛṣṇa og Kṛṣṇa-bevidste hengivne kan vide, hvad der er hvad.

FORKLARING: I Śrīmad-Bhāgavatam (1.5.17) instruerer Nārada Muni Vyāsadeva som følger:

“Hvis man opgiver alle materielle bestræbelser og søger fuldstændigt ly hos Guddommens Højeste Personlighed, behøver man på ingen måde frygte hverken tab eller degradering. På den anden side kan en ikke- hengiven til fulde engagere sig i sine foreskrevne pligter og alligevel intet opnå.” Af materielle aktiviteter er der mange, både dem, der følger skrifterne, og de rent traditionelle. En transcendentalist forventes at opgive alle materielle handlinger for at hellige sit liv til åndeligt fremskridt (eller mere præcist til Kṛṣṇa-bevidsthed). Man kan indvende, at igennem Kṛṣṇa-bevidsthed kan man opnå den højeste fuldkommenhed, hvis man fuldfører processen, men hvis man ikke opnår et sådant fuldendt stadie, taber man både materielt og åndeligt. Skrifterne indskærper, at man vil lide reaktioner på det, hvis man ikke gør sine foreskrevne pligter ordentligt. Hvis man derfor ikke kan udføre sine transcendentale aktiviteter ordentligt, skulle man tro, at man vil blive underkastet disse reaktioner. Śrīmad-Bhāgavatam forsikrer den fejlslagne transcendentalist for, at der ingen grund er til en sådan bekymring. Selv om man måske bliver underkastet reaktionen for ikke at have udført sine foreskrevne pligter til fulde, mister man alligevel intet, for lykkebringende Kṛṣṇa-bevidsthed vil aldrig blive glemt, og hvis man er således beskæftiget, vil man fortsætte med at være det, også selv om man skulle få en lav fødsel i sit næste liv. På den anden side vil den, der blot strengt følger de foreskrevne pligter, ikke nødvendigvis opnå gode resultater, hvis han ikke er Kṛṣṇa-bevidst.

Hvorfor dette er tilfældet, kan forstås på følgende måde. Menneskeheden kan inddeles i to kategorier, nemlig de regulerede og de uregulerede. De, der udelukkende beskæftiger sig med dyrisk sansetilfredsstillelse uden viden om deres næste liv eller åndelig frelse, hører til den uregulerede kategori. Og de, der følger skrifternes principper for foreskrevne pligter, tilhører den regulerede kategori. Uanset om de er civiliserede eller uciviliserede, uddannede eller uuddannede, stærke eller svage, er mennesker i den uregulerede kategori fulde af dyriske tilbøjeligheder. Deres handlinger er aldrig lykkebringende, for mens de nyder de animalistiske tilbøjeligheder i form af at spise, sove, forsvare sig og parre sig, forbliver de bestandigt i materiel eksistens, der altid er lidelsesfyldt. De, der på den anden side reguleres af de skriftlige anvisninger, og som på den måde gradvist stiger op til Kṛṣṇa-bevidsthed, gør afgjort fremskridt i livet.

De, der følger den lykkevarslende vej, kan inddeles i tre kategorier, nemlig (1) de, der følger skrifternes regler og forordninger og nyder materiel velstand, (2) de, der søger endelig frigørelse fra materiel eksistens, og (3) de, der er hengivne i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der følger skrifternes regler og reguleringer for at få materiel lykke, kan inddeles i yderligere to grupper: de, der er frugtstræbende arbejdere, og de, der ikke ønsker nogen form for sansetilfredsstillelse. De, der stræber efter de frugtbærende resultater for at få sansetilfredsstillelse, kan blive hævet til en højere levestandard og tilmed til de højere planeter, men fordi de ikke er fri for materiel eksistens, følger de stadigvæk ikke den virkeligt lykkevarslende vej. De eneste lykkebringende aktiviteter er dem, der fører én til frigørelse. Alle handlinger, hvis mål ikke er den højeste grad af selverkendelse eller befrielse fra den kropslige livsopfattelse, kan slet ikke siges at være lykkevarslende. Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er den eneste lykkebringende aktivitet, og alle, der frivilligt tolererer enhver form for kropsligt ubehag for at gøre fremskridt på den Kṛṣṇa-bevidste vej, kan kaldes fuldkomne transcendentalister under streng askese. Da det ottefoldige yoga-system er rettet mod den endelige erkendelse af Kṛṣṇa-bevidsthed, er en sådan praksis også lykkevarslende, og ingen, der gør sit bedste i den henseende, behøver være bange for at falde ned.

FORKLARING: De mislykkede yogīer inddeles i to grupper: Den ene er faldet ned efter kun lidt fremskridt og den anden efter lang tids udøvelse af yoga. Yogīen, der falder ned efter kort tids udøvelse, kommer til de højere planeter, hvor fromme levende væsener har adgang. Efter et langt liv dér sendes han tilbage til denne planet for at blive født i en retskaffen brāhmaṇa-vaiṣṇavas familie eller blandt aristokratiske købmænd.

Det virkelige formål med yoga er, som det bliver forklaret i dette kapitels sidste vers, at opnå den højeste perfektion i Kṛṣṇa-bevidsthed. Men de, der ikke er tilstrækkeligt standhaftige, og som fejler på grund af materielle fristelser, får ved Herrens nåde lov til fuldt ud at udleve deres materielle tilbøjeligheder. Og derefter får de mulighed for at leve i velstand i retskafne eller aristokratiske familier. De, der fødes i sådanne familier, kan drage fordel af disse muligheder og forsøge at ophøje sig selv til fuldstændig Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: At blive født i en familie af yogīer eller transcendentalister – de, der har stor visdom – prises her, for et barn, der fødes i en sådan familie, får en åndelig tilskyndelse lige fra begyndelsen af sit liv. Dette er især tilfældet i ācārya- eller gosvāmī-familierne. Den slags familier er meget lærde og hengivne i kraft af deres tradition og oplæring, og således bliver de åndelige mestre. I Indien er der mange sådanne ācārya- familier, men nu er de hensygnet som følge af utilstrækkelig uddannelse og træning. Ved Herrens nåde er der dog stadig familier, der fostrer transcendentalister generation efter generation. Det er helt sikkert meget heldigt at blive født i den slags familier. Til alt held fik både vores åndelige mester, Oṁ Viṣṇupāda Śrī Śrīmad Bhaktisiddhānta Sarasvatī Gosvāmī Mahārāja, og vort ydmyge selv ved Herrens nåde muligheden for at blive født i sådanne familier, og vi blev begge oplært i hengiven tjeneste til Herren lige fra begyndelsen af vores liv. Senere mødtes vi ved det transcendentale systems arrangement.

FORKLARING: Kong Bharata, hvis tredje fødsel var i en god brāhmaṇas familie, er et eksempel på en person, der fik en god fødsel for at kunne genoplive sin tidligere transcendentale bevidsthed. Kong Bharata var verdens kejser, og siden hans tid har denne planet været kendt blandt halvguderne som Bhārata-varṣa. Tidligere gik den under navnet Ilāvṛta-varṣa. Kejseren trak sig tilbage i en tidlig alder for at opnå åndelig perfektion, men mislykkedes i sit forsøg på at nå til fuldkommenhed. I sit næste liv fødtes han i en god brāhmaṇas familie og blev kaldt Jaḍa Bharata, fordi han altid holdt sig for sig selv og ikke talte til nogen. Og senere blev han opdaget af Kong Rahūgaṇa som den største transcendentalist. Af hans liv kan vi lære, at transcendentale bestræbelser eller yoga-udøvelse aldrig er forgæves. Ved Herrens nåde får transcendentalisten gentagne muligheder for at opnå fuldstændig perfektion i Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Avancerede yogīer er ikke særlig tiltrukkede af skrifternes ritualer, men de bliver automatisk tiltrukket af yoga-principperne, der kan ophøje dem til fuld Kṛṣṇa-bevidsthed, den højeste fuldkommenhed i yoga. I Śrīmad-Bhāgavatam (3.33.7) bliver de avancerede transcendentalisters ligegyldighed over for de vediske ritualer forklaret som følger:

“O min Herre! Personer, der reciterer Dine hellige navne, er meget, meget avancerede i åndeligt liv, selv hvis de er født i familier af hundeædere. Sådanne lovprisere [af Dine hellige navne] har utvivlsomt udført alle mulige former for askese og offerhandlinger, taget bad på alle de hellige steder og færdiggjort alle skriftlige studier.”

Det berømte eksempel på dette blev givet af Herren Caitanya, der accepterede Ṭhākura Haridāsa som en af Sine allervigtigste disciple. Selv om Ṭhākura Haridāsa på en eller anden måde var blevet født i en muslimsk familie, ophøjede Herren Caitanya ham til posten som nāmācārya, fordi han strengt efterlevede et princip om dagligt at recitere 300.000 af Herrens hellige navne: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. At han konstant reciterede Herrens hellige navn, viser, at han i sit tidligere liv må have gennemgået alle Vedaernes rituelle metoder, der kaldes śabda-brahma. Man kan derfor ikke hengive sig til de Kṛṣṇa-bevidste principper eller blive engageret i at recitere Herrens hellige navn, Hare Kṛṣṇa, medmindre man først er blevet renset.

FORKLARING: En person, der er født i en særlig retskaffen, aristokratisk eller hellig familie, bliver bevidst om de gode betingelser, han har for at praktisere yoga. Derfor begynder han beslutsomt at gøre sin uafsluttede opgave færdig, og således renser han sig helt for al materiel besmittelse. Når han endelig er blevet fri for enhver besmittelse, opnår han den højeste fuldkommenhed – Kṛṣṇa-bevidsthed. Kṛṣṇa-bevidsthed er det perfekte stadie af frihed fra al forurening. Dette bekræftes i Bhagavad-gītā (7.28):

“Når man efter at have udført fromme handlinger i mange, mange liv er blevet helt fri for enhver forurening og alle illusoriske dualiteter, bliver man engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste.”

FORKLARING: Når vi taler om yoga, refererer vi til en sammenkædning af vores bevidsthed med den Højeste Absolutte Sandhed. Forskellige udøvere giver en sådan proces forskellige navne afhængig af, hvilken særlig metode de følger. Når sammenkædningen hovedsageligt sker gennem frugtstræbende handlinger, kaldes den karma-yoga. Når den hovedsageligt er empirisk, kaldes den jñāna-yoga, og når den hovedsageligt sker gennem et hengivent forhold til den Højeste Herre, kaldes den bhakti-yoga. Bhakti-yoga eller Kṛṣṇa-bevidsthed er den højeste fuldkommenhed blandt alle former for yoga, som det vil blive forklaret i næste vers. Herren bekræfter her overlegenheden af yoga, men Han nævner intet om, at det er bedre end bhakti-yoga. Bhakti-yoga er ren åndelig viden og kan derfor ikke overgås af noget andet. Askese uden viden om selvet er ufuldstændig. Empirisk viden uden overgivelse til den Højeste Herre er også ufuldstændig. Og frugtstræbende arbejde uden Kṛṣṇa- bevidsthed er spild af tid. Den mest navnkundige form for yoga-praksis, der er nævnt her, er bhakti-yoga, hvilket forklares endnu tydeligere i næste vers.

FORKLARING: Her er ordet bhajate betydningsfuldt. Ordet bhajate har sin rod i udsagnsordet bhaj, der anvendes, når der er tale om tjeneste. Det danske ord “tilbede” eller “dyrke” kan ikke bruges i samme betydning som bhaj. At dyrke eller tilbede betyder at forgude eller udvise respekt og ære over for den, der er det værdigt. Men tjeneste med kærlighed og tro er især bestemt for Guddommens Højeste Personlighed. Man kan undlade at tilbede et respektabelt menneske eller en halvgud og i den anledning måske blive anset for uhøflig, men man kan ikke undslå sig for at tjene den Højeste Herre uden helt og aldeles at blive fordømt. Hvert eneste levende væsen er en uadskillelig del af Guddommens Højeste Personlighed, og derfor er alle levende væsener af natur bestemt til at tjene den Højeste Herre. Hvis man ikke gør dette, falder man ned. Dette bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (11.5.3):

“Alle, der ikke tjener den oprindelige Herre og forsømmer deres pligt over for Ham, der er kilden til alle levende væsener, falder med sikkerhed ned fra deres naturlige position.”

I dette vers fra Śrīmad-Bhāgavatam bliver ordet bhajanti også brugt. Derfor kan bhajate kun anvendes i forbindelse med Herren, hvorimod ordet “tilbede” kan bruges om halvguderne eller et hvilket som helst andet almindeligt levende væsen. Ordet avajānanti, der forekommer i dette vers i Śrīmad-bhāgavatam, figurerer også i Bhagavad-gītā (9.11). Avajānanti māṁ mūḍhāḥ: “Kun tåber og slyngler nedgør Guddommens Højeste Personlighed, Herren Kṛṣṇa.” Sådanne fjolser påtager sig at skrive kommentarer til Bhagavad-gītā uden en indstilling af tjeneste til Herren. Følgelig kan de ikke kende forskel på ordet bhajanti og ordet “tilbede”.

Kulminationen på al yoga-udøvelse er bhakti-yoga. Alle andre former for yoga er kun måder at nå til niveauet af bhakti i bhakti-yoga på. Yoga betyder i virkeligheden bhakti-yoga. Alle andre yoga-former er skridt på vejen mod det endelige mål, bhakti-yoga. Fra begyndelsen af karma- yoga til kulminationen i bhakti-yoga er der en lang vej til selverkendelse. Karma-yoga uden frugtstræbende resultater er begyndelsen på denne vej. Når karma-yoga tiltager i viden og forsagelse, kaldes dette stadie jñāna-yoga. Når jñāna-yoga tiltager i meditation på Oversjælen gennem forskellige fysiske metoder, og når sindet er fokuseret på Ham, kaldes det aṣṭāṅga-yoga. Og når man har lagt aṣṭāṅga-yoga bag sig og er nået til kulminationspunktet, Guddommens Højeste Personlighed, kaldes det bhakti-yoga. I virkeligheden er bhakti-yoga det endelige mål, men for nærmere at kunne analysere bhakti-yoga, må man forstå disse andre yogaer. Den progressive yogī befinder sig således på den sande vej mod en evig lykkelig skæbne. Den, der stagnerer på et bestemt punkt og ikke gør videre fremskridt derfra, betegnes ved det pågældende navn: karma- yogī, jñāna-yogī eller dhyāna-yogī, rāja-yogī, haṭha-yogī osv. Hvis man er så heldig at komme til stadiet af bhakti-yoga, må det forstås, at man har lagt alle andre yoga-former bag sig. At blive Kṛṣṇa-bevidst er derfor det højeste stadie af yoga på samme måde, som når vi taler om Himālaya- bjergene, taler vi om verdens højeste bjerge, blandt hvilke den højeste top, Mont Everest, anses for at være kulminationen.

Det er ved det største lykketræf, at man kommer til Kṛṣṇa-bevidsthed på bhakti-yoga-vejen og bliver velsitueret i overensstemmelse med de vediske retningslinier. Den ideelle yogī koncentrerer sin opmærksomhed om Kṛṣṇa, der også kaldes Śyāmasundara, der har den samme smukke farve som en sky, og hvis lotuslignende ansigt er strålende som Solen, hvis klædedragt stråler af juveler, og hvis krop er udsmykket med en blomsterkrans. Hans pragtfulde glans, der kaldes brahmajyoti, oplyser alle retninger. Han inkarnerer Sig i forskellige skikkelser som Rāma, Nṛsiṁha, Varāha og Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, Han nedstiger som menneske i form af Moder Yaśodās søn, og Han kaldes Kṛṣṇa, Govinda og Vāsudeva. Han er det perfekte barn, den perfekte ægtemand, ven og Herre, og Han er fuld af alle overdådigheder og transcendentale egenskaber. Hvis man forbliver helt bevidst om disse Herrens træk, anses man for at være den største yogī.

Som bekræftet i hele den vediske litteratur kan dette stadie af den højeste fuldkommenhed i yoga kun opnås gennem bhakti-yoga:

“Kun for de store sjæle, der har ubetinget tro på både Herren og den åndelige mester, bliver hele betydningen af den vediske viden automatisk åbenbaret.” (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.23)

Bhaktir asya bhajanam, tad ihāmutropādhi-nairāsyenāmuṣmin manaḥ-kalpanam, etad eva ca naiṣkarmyam. “Bhakti betyder hengiven tjeneste til Herren uden noget ønske om materiel vinding i hverken dette liv eller det næste. Blottet for sådanne tilbøjeligheder skal man fuldstændigt absorbere sit sind i den Højeste. Det er formålet med naiṣkarmya.” (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.15)

Dette er nogle af måderne, hvorpå man kan udføre bhakti eller Kṛṣṇa-bevidsthed, yoga-systemets højeste fuldendte stadie.