FORKLARING: Her ser vi Bhagavad-gītās historie sporet tilbage til en fjern fortid, da den blev overdraget til den kongelige orden på alle planeterne med udgangspunkt i solplaneten. Regenterne på de forskellige planeter har som deres vigtigste opgave at beskytte indbyggerne, og derfor skal den kongelige orden forstå Bhagavad-gītās videnskab for at kunne regere over borgerne og beskytte dem mod materiel binding til begær. Formålet med menneskelivet er at udvikle åndelig viden om sit evige forhold til Guddommens Højeste Personlighed, og alle staters og planeters regenter er forpligtede til at bibringe borgerne denne lærdom gennem uddannelse, kultur og hengivenhed. Det er med andre ord alle statslederes opgave at udbrede videnskaben om Kṛṣṇa-bevidsthed, så folk kan drage fordel af denne storslåede viden og benytte den mulighed, de er blevet givet i den menneskelige livsform, til at efterstræbe et fremgangsrigt liv.

I denne tidsalder er solguden kendt som Vivasvān, der er konge over Solen, der er oprindelsen til alle planeter i solsystemet. I Brahma- saṁhitā (5.52) står der skrevet:

Herren Brahmā sagde: “Lad mig tilbede Guddommens Højeste Personlighed, Govinda [Kṛṣṇa], der er den oprindelige person, under hvis indflydelse Solen, der er kongen over alle planeter, antager umådelig styrke og varme. Solen repræsenterer Herrens øje og følger sin bane i lydighed mod Hans ordre.”

Solen er konge over alle planeterne, og solguden (der for indeværende hedder Vivasvān) regerer over solplaneten, der styrer alle de andre planeter ved at forsyne dem med varme og lys. Han roterer i sin bane på Kṛṣṇas ordre, og Herren Kṛṣṇa gjorde oprindeligt Vivasvān til Sin første discipel, så denne kunne forstå Bhagavad-gītās videnskab. Bhagavad-gītā er derfor ikke en spekulativ afhandling for den ubetydelige verdslige lærde, men en stående kundskabsbog fra tidernes morgen af.

Vi kan spore Bhagavad-gītās historie i Mahābhārata (Śānti-parva 348.51–52) som følger:

“I begyndelsen af tidsalderen Tretā-yuga videregav Vivasvān videnskaben om forholdet til den Højeste til Manu. Manu, menneskehedens fader, gav den til sin søn Mahārāja Ikṣvāku, denne jordplanets konge og forfader til Raghu-dynastiet, i hvilket Herren Rāmacandra åbenbarede Sig.” Bhagavad-gītā har derfor eksisteret i menneskesamfundet lige siden Mahārāja Ikṣvākus tid.

På nuværende tidspunkt er der gået 5.000 år af Kali-yuga, der i alt varer 432.000 år. Før det var der Dvāpara-yuga (864.000 år) og før da Tretā-yuga (1.296.000 år). Således er der rundt regnet gået 2.165.000 år, siden Manu talte Bhagavad-gītā til sin discipel og søn, Mahārāja Ikṣvāku, kongen over denne jord. Den nuværende Manus tidsalder forventes at vare omkring 305.300.000 år, hvoraf 120.400.000 år allerede er gået. Hvis man accepterer, at Bhagavad-gītā blev talt af Herren til Hans discipel, solguden Vivasvān, før Manus fødsel, kan man løst anslå Bhagavad-gītā til at være blevet talt for mindst 120.400.000 år siden, og i menneskesamfundet har den eksisteret de sidste to millioner år. Herren talte den igen til Arjuna for omkring 5.000 år siden. Det er et løst skøn over Bhagavad-gītās historie ifølge Bhagavad-gītā selv og ifølge taleren, Herren Śrī Kṛṣṇas, egen udlægning. Den blev talt til solguden Vivasvān, fordi han selv er kṣatriya og fader til alle de kṣatriyaer, der er efterkommere af solguden, dvs. sūrya-vaṁśa-kṣatriyaer. Eftersom Bhagavad-gītā er lige så god som Vedaerne, fordi den blev talt af Guddommens Højeste Personlighed, er denne kundskab apauruṣeya, overmenneskelig. Fordi de vediske instruktioner bliver accepteret, som de er, uden menneskelig fortolkning, skal Bhagavad-gītā accepteres uden verdslige fortolkninger. Verdslige ordkløvere kan spekulere over Bhagavad-gītā på deres egen måde, men det er ikke Bhagavad-gītā, som den er. Bhagavad-gītā skal accepteres fra discipelrækken, som den er, og her beskrives det, at Herren talte til solguden, solguden talte til sin søn Manu, og Manu talte til sin søn Ikṣvāku.

FORKLARING: Her står der tydeligt, at Bhagavad-gītā især var stilet til de hellige konger, der skulle forrette dens formål, når de regerede over borgerne. Bhagavad-gītā var helt sikkert aldrig bestemt for dæmoniske personer, der ville bortødsle dens værdi til ingen nytte og på må og få finde på alle mulige fortolkninger. Så snart det oprindelige formål var blevet tilsløret af skrupelløse kommentatorer, opstod behovet for at genoprette discipelrækken. Herren påviste Selv for 5.000 år siden, at discipelrækken var brudt, og derfor bekendtgjorde Han, at formålet med Bhagavad-gītā så ud til at være gået tabt. På samme måde findes der på nuværende tidspunkt så mange udgaver af Bhagavad-gītā (især på engelsk), men næsten ingen af dem er i overensstemmelse med den autoriserede discipelrække. Der findes utallige fortolkninger fra forskellige verdslige lærde, men så godt som ingen af dem anerkender Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, selv om de er dygtige til at profitere på Śrī Kṛṣṇas ord. En sådan indstilling er dæmonisk, for dæmoner tror ikke på Gud, men nyder blot den Højestes ejendom. Da der er et stort behov for en udgave af Bhagavad-gītā på engelsk, som den er blevet modtaget gennem paramparā-systemet (discipelrækken), er dette hermed et forsøg på at opfylde det behov. Når Bhagavad-gītā accepteres, som den er, er den en stor velsignelse for menneskeheden, men hvis den blot anses for at være en afhandling med filosofiske spekulationer, er den intet andet end spild af tid.

FORKLARING: Der findes to kategorier af mennesker, nemlig den hengivne og dæmonen. Herren udså Arjuna som modtager af denne storslåede videnskab, fordi han var Herrens hengivne, men for en dæmon er det ikke muligt at forstå denne store mystiske videnskab. Der findes mange udgaver af denne prægtige kundskabsbog. Nogle har kommentarer af hengivne, og andre kommentarer er skrevet af dæmoner. De sande kommentarer kommer fra de hengivne, mens dæmonernes er ubrugelige. Arjuna anerkender Śrī Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed, og enhver Bhagavad-gītā-kommentar, der følger i Arjunas fodspor, er ægte hengiven tjeneste til denne store videnskabs sag. Dæmoniske personer accepterer imidlertid ikke Herren Kṛṣṇa, som Han er. I stedet spekulerer de et eller andet om Kṛṣṇa og vildleder dermed almindelige læsere fra Kṛṣṇas instruktioner. Her er en advarsel mod den slags vildledelser. Man bør forsøge at følge discipelrækken fra Arjuna og dermed drage fordel af Śrīmad Bhagavad-gītās store videnskab.

FORKLARING: Arjuna er en anerkendt hengiven af Herren, så hvordan kunne han ikke tro på Kṛṣṇas ord? Faktum er, at Arjuna ikke spurgte for sin egen skyld, men for dem, der ikke tror på Guddommens Højeste Personlighed, eller af hensyn til dæmonerne, der ikke bryder sig om, at Kṛṣṇa skal accepteres som Guddommens Højeste Personlighed. Arjuna spurgte udelukkende for deres skyld, som om han ikke selv kendte til Guddommens Personlighed, Kṛṣṇa. Som det vil fremgå af kapitel 10, vidste Arjuna udmærket godt, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, ophav til alting og det endelige ord i transcendensen. Kṛṣṇa åbenbarede Sig selvfølgelig også på denne jord som Devakīs søn, og hvordan Kṛṣṇa alligevel forblev den samme Guddommens Højeste Personlighed, den evige oprindelige person, har et almindeligt menneske meget svært ved at forstå. For at få dette punkt uddybet stillede Arjuna dette spørgsmål til Kṛṣṇa, så Han Selv kunne besvare det autoritativt. At Kṛṣṇa er den højeste autoritet, accepteres af hele verden ikke bare nu, men lige siden tidernes morgen er Han blevet anerkendt som så, og kun dæmonerne nægter at tro på Ham. Hvorom alt er, stillede Arjuna Kṛṣṇa dette spørgsmål, eftersom Han er den højeste autoritet og er anerkendt af alle, så Kṛṣṇa kunne beskrive Sig Selv frem for at blive skildret af dæmonerne, der altid prøver at fordreje Ham på en måde, der er forståelig for dæmonerne og deres tilhængere. Alle har brug for at forstå videnskaben om Kṛṣṇa for deres egen skyld. Når Kṛṣṇa taler om Sig Selv, er det derfor lykkebringende for alle verdener. Disse forklaringer fra Kṛṣṇa Selv virker måske underlige på dæmonerne, for de studerer kun Kṛṣṇa fra deres egen synsvinkel, men de hengivne byder med glæde Kṛṣṇas udtalelser velkomne, når de kommer fra Kṛṣṇa Selv. De hengivne priser altid sådanne autoritative udtalelser fra Kṛṣṇa, for hengivne er hele tiden ivrige efter at vide mere og mere om Ham. Ateisterne, der betragter Kṛṣṇa som et almindeligt menneske, kan på denne måde lære, at Kṛṣṇa er overmenneskelig, at Han er sac-cid-ānanda-vigraha, den evige form af lyksalighed og viden, at Han er transcendental, og at Han er hævet over indflydelsen fra den materielle naturs kvaliteter såvel som over tid og rum. En Kṛṣṇa-hengiven som Arjuna har utvivlsomt lagt enhver misforståelse af Kṛṣṇas transcendentale position bag sig, så når Arjuna stiller Herren dette spørgsmål, er det blot den hengivnes forsøg på at imødegå den ateistiske holdning hos personer, der anser Kṛṣṇa for at være et almindeligt menneske, der er underlagt den materielle naturs kvaliteter.

FORKLARING: I Brahma-saṁhitā (5.33) hører vi om Herrens mange, mange inkarnationer. Der står der skrevet:

“Jeg tilbeder Guddommens Højeste Personlighed, Govinda [Kṛṣṇa], den oprindelige person, der er absolut, ufejlbarlig og uden begyndelse. Skønt Han ekspanderer Sig i ubegrænsede former, er Han stadig den samme oprindelige, den ældste og den person, der altid fremstår som en frisk yngling. Sådanne evige, lyksalige, alvidende former af Herren kan normalt ikke forstås af selv de bedste vediske lærde, men de er altid manifesterede for rene uforfalskede hengivne.”

Der står videre i Brahma-saṁhitā (5.39):

“Jeg tilbeder Guddommens Højeste Personlighed, Govinda [Kṛṣṇa], der altid eksisterer i forskellige inkarnationer som Rāma og Nṛsiṁha sammen med mange andre underinkarnationer, men som er Guddommens Oprindelige Personlighed, der hedder Kṛṣṇa, og som også inkarnerer personligt.”

Der står også i Vedaerne, at selv om Herren er én og uden lige, manifesterer Han Sig i utallige former. Han er som vaidūrya-stenen, der skifter farve, men alligevel forbliver den samme. Alle disse forskellige former kan forstås af de rene uforfalskede hengivne, men ikke ved blot at studere Vedaerne (vedeṣu durlabham adurlabham ātma- bhaktau). Hengivne som Arjuna er Herrens konstante ledsagere, og når som helst Herren inkarnerer Sig, inkarnerer Hans ledsagerhengivne sig også for at tjene Ham i forskellige egenskaber. Arjuna er en af disse hengivne, og af dette vers fremgår det, at for nogle millioner år siden, da Herren Kṛṣṇa talte Bhagavad-gītā til solguden Vivasvān, var Arjuna der også i en anden egenskab. Men forskellen på Herren og Arjuna er, at Herren kunne huske hændelsen, imens Arjuna ikke kunne huske den. Det er forskellen på det levende væsen, der er en uadskillelig del af Herren, og den Højeste Herre. Skønt Arjuna her tiltales som den store helt, der kan kue sine fjender, kan han ikke erindre, hvad der skete i hans tidligere liv. Et levende væsen kan derfor aldrig måle sig med den Højeste Herre, uanset hvor stor man rent materielt anses for at være. Enhver, der er Herrens konstante ledsager, er med sikkerhed en befriet person, men han kan aldrig være Herrens lige. Herren bliver beskrevet i Brahma-saṁhitā som ufejlbarlig (acyuta), hvilket betyder, at Han aldrig glemmer, hvem Han er, selv om Han er i kontakt med materie. Herren og det levende væsen kan således aldrig være jævnbyrdige i enhver henseende, selv ikke når det levende væsen er lige så befriet som Arjuna. Skønt Arjuna er en hengiven af Herren, glemmer han sommetider Herrens natur, men gennem den guddommelige nåde kan en hengiven med det samme forstå Herrens ufejlbarlige position, imens en ikke-hengiven eller en dæmon ikke kan forstå denne transcendentale natur. Som følge deraf kan dæmoniske hjerner ikke forstå disse beskrivelser i Bhagavad- gītā. Kṛṣṇa huskede ting, Han havde gjort millioner af år tidligere, men det kunne Arjuna ikke på trods af, at både Kṛṣṇa og Arjuna er evige af natur. Her er det også værd at bemærke, at et levende væsen glemmer alt, når han skifter krop, men Herren husker alt, fordi Han aldrig udskifter Sin sac-cid-ānanda krop. Han er advaita, som betyder, at der ingen forskel er på Hans krop og Ham Selv. Alt i forbindelse med Ham er ånd, hvorimod den betingede sjæl er forskellig fra sin materielle krop. Eftersom Herrens krop og Han Selv er identiske, er Hans position altid forskellig fra det almindelige levende væsens, selv når Han stiger ned til det materielle plan. Dæmonerne kan ikke forlige sig med denne Herrens transcendentale natur, som Herren Selv forklarer i følgende vers.

FORKLARING: Her omtaler Herren som det første det ejendommelige ved Sin fødsel: Selv om Han fremtræder som et almindeligt menneske, husker Han alt om Sine mange, mange tidligere “liv”, hvorimod et almindeligt menneske ikke kan huske, hvad det lavede bare et par timer forinden. Hvis nogen bliver spurgt om, hvad vedkommende præcist lavede ved samme tid dagen før, ville det være meget svært for de fleste at svare med det samme. Man ville utvivlsomt være nødt til at vride sin hjerne for at huske, hvad man gjorde på nøjagtigt samme tidspunkt dagen før. Alligevel drister mennesker sig ofte til at hævde, at de er Gud eller Kṛṣṇa. Man må ikke lade sig vildlede af sådanne meningsløse påstande.

Dernæst forklarer Herren Sin prakṛti eller Sin form. Prakṛti betyder “natur” såvel som svarūpa, “ens egen form”. Herren fortæller, at Han åbenbarer Sig i Sin egen krop. Han forandrer ikke Sin krop ligesom det almindelige levende væsen, der vandrer fra den ene krop til den næste. Den betingede sjæl kan have én slags krop i sit nuværende liv, men en helt anden i sit næste liv. Det levende væsen har ingen bestemt krop i den materielle verden, men vandrer fra den ene krop til den næste. Det gør Herren imidlertid ikke. Når Han åbenbarer Sig, gør Han det i den samme oprindelige krop gennem Sin indre energi. Kṛṣṇa åbenbarer Sig med andre ord i den materielle verden i Sin oprindelige evige form med to hænder, der holder en fløjte. Han åbenbarer Sig i Sin evige krop og er ubesmittet af den materielle verden. Skønt Han åbenbarer Sig i den samme transcendentale krop og er Herre over universet, ser det alligevel ud, som om Han fødes som et almindeligt levende væsen. Og selv om Hans krop ikke sygner hen ligesom en materiel krop, ser det stadig ud, som om Herren Kṛṣṇa vokser fra spæd op igennem barndommen til ungdommen. Men forbløffende nok ældes Han ikke mere efter at være blevet ung. Da slaget på Kurukṣetra fandt sted, havde Han mange børnebørn. Materielt set var Han med andre ord ældet betydeligt. Ikke desto mindre så Han ud som en ung mand på 20 eller 25 år. Vi ser aldrig et billede af Kṛṣṇa som gammel, for Han bliver aldrig gammel ligesom os, selv om Han er den ældste person i hele skabelsen, uanset om vi taler om fortid, nutid eller fremtid. Hverken Hans krop eller intelligens forfalder eller forandrer sig nogensinde. Det er således klart, at selv om Han er i den materielle verden, er Han den samme ufødte evige form af lyksalighed og viden og er uforanderlig i Sin transcendentale krop og intelligens. Hans tilsynekomst og forsvinden er i virkeligheden som Solen, der står op, bevæger sig for øjnene af os og derefter forsvinder ud af syne. Når Solen ikke kan ses, tror vi, at den er gået ned, og når vi kan se Solen, tror vi, at nu er den inden for vort synsfelt. Solen befinder sig i virkeligheden altid i sin faste position, men på grund af vores mangelfulde, utilstrækkelige sanser taler vi om Solens opstigen og forsvinden på himlen. Eftersom Herren Kṛṣṇas tilsynekomst og forsvinden er helt forskellig fra et almindeligt levende væsens, er det tydeligt, at Han gennem Sin indre energi er evig, lyksalig og fuld af viden og aldrig bliver forurenet af den materielle natur. Det bliver også bekræftet i Vedaerne, at Guddommens Højeste Personlighed er ufødt, men ser alligevel ud til at blive født i mange forskellige manifestationer. De supplerende vediske skrifter bekræfter desuden, at selv om Herren ser ud til at blive født, forandrer Hans krop sig alligevel ikke.

I Śrīmad-Bhāgavatam viser Han Sig for Sin moder som Nārāyaṇa med fire hænder og fuldt udsmykket med de seks slags fuldstændige overdådigheder. Hans tilsynekomst i Hans oprindelige evige form er Hans årsagsløse nåde mod de levende væsener, så de kan koncentrere sig om den Højeste Herre, som Han er, frem for om intellektuelle forestillinger eller mentale opspind, som upersonalisterne fejlagtigt tror, at Herrens krop er. Ifølge Viśva-kośa-ordbogen refererer ordene māyā eller ātma-māyā til Herrens årsagsløse nåde. Herren er bevidst om alle Sine tidligere tilsynekomster og bortgange, men et almindeligt levende væsen glemmer alt om sin tidligere krop, så snart han får en ny krop. Kṛṣṇa er Herre over alle levende væsener, fordi Han gør så mange forunderlige og overmenneskelige ting, mens Han er på denne jord. Herren er derfor altid den samme Absolutte Sandhed og er uden forskel på Sin form og Sit Selv eller på Sin kvalitet og Sin krop. Man kan så spørge, hvorfor Herren kommer og går i denne verden. Det bliver forklaret i næste vers.

FORKLARING: Her er ordet sṛjāmi betydningsfuldt. Sṛjāmi kan ikke anvendes i betydningen skabelse, for ifølge det foregående vers bliver Herrens form eller krop ikke skabt, for alle Hans former eksisterer for evigt. Sṛjāmi betyder derfor, at Herren manifesterer Sig Selv, som Han er. Skønt Herren åbenbarer Sig planmæssigt, nemlig i slutningen af Dvāpara-yuga i den syvende Manus 28. tidsalder i hver af Brahmās dage, er Han ikke forpligtet til at følge sådanne regler og reguleringer, for Han er helt fri til at handle på alle mulige måder, som Han har lyst til det. Han åbenbarer Sig derfor ifølge Sin egen vilje, når som helst der sker en drastisk stigning i irreligion, og den sande religion forsvinder. Religiøse principper er fastsat i Vedaerne, og enhver afvigelse fra den korrekte overholdelse af Vedaernes regler gør én irreligiøs. Der står i Śrīmad- Bhāgavatam, at sådanne principper er Herrens love. Det er kun Herren, der kan give et religiøst system. Vedaerne accepteres også som oprindeligt talt af Herren Selv til Brahmā inde fra dennes hjerte. Dharma eller religionens principper er derfor Guddommens Højeste Personligheds direkte ordrer (dharmaṁ tu sākṣād bhagavat-praṇītam, ŚB. 6.3.19). Disse principper bliver klart beskrevet gennem hele Bhagavad-gītā. Formålet med Vedaerne er at fastsætte sådanne principper ifølge den Højeste Herres ordre, og i slutningen af Bhagavad-gītā befaler Herren direkte, at det højeste religiøse princip er at overgive sig udelukkende til Ham og intet andet. De vediske principper fører én frem mod fuldstændig overgivelse til Ham, og når sådanne principper bliver forstyrret af dæmonerne, åbenbarer Herren Sig. Vi lærer fra Śrīmad-Bhāgavatam, at Herren Buddha var en inkarnation af Kṛṣṇa, der åbenbarede Sig på et tidspunkt, da materialismen var fremherskende, og materialisterne brugte Vedaernes autoritet som påskud. Selv om Vedaerne har visse restriktive regler og forskrifter for dyreofringer med bestemte formål for øje, involverede folk med dæmoniske tendenser sig alligevel i dyreofringer uden hensyn til de vediske principper. Herren Buddha åbenbarede Sig for at sætte en stopper for disse groteskheder og for at etablere de vediske ikke-voldsprincipper. Hver eneste af Herrens inkarnationer eller avatāraer har derfor en særlig mission, og de bliver alle beskrevet i de åbenbarede skrifter. Ingen bør accepteres som en avatāra, uden at der er henvisninger til ham i skrifterne.

Det er ikke sandt, at Herren kun åbenbarer Sig på indisk jord. Han kan manifestere Sig hvor som helst og når som helst, Han vil. I hver eneste inkarnation taler Han så meget om religion, som det kan forstås af de pågældende mennesker under deres givne omstændigheder. Men missionen er den samme, nemlig at føre folk til Gudsbevidsthed og lydighed mod de religiøse principper. Somme tider nedstiger Han personligt, og somme tider sender Han Sin ægte repræsentant i form af Sin søn eller tjener eller Sig selv i en camoufleret form.

Bhagavad-gītās principper blev talt til Arjuna og for den sags skyld til andre ophøjede personer, for i sammenligning med almindelige mennesker i andre dele af verden var han højt avanceret. At to plus to er fire, er et sandt matematisk princip for begynderen i regning såvel som på de videregående studier. Ikke desto mindre findes der højere og lavere matematik. I alle Herrens inkarnationer undervises der derfor i de samme principper, men de forekommer at være højere eller lavere alt efter hvilke omstændigheder, de optræder under. Religionens højere principper begynder med accepten af de fire ordener og fire sociale klasser, som det vil blive forklaret senere. Hele formålet med inkarnationernes mission er at vække Kṛṣṇa-bevidsthed til live overalt. Kun forskellige omstændigheder afgør, hvorvidt en sådan bevidsthed er manifesteret eller ej.

FORKLARING: Ifølge Bhagavad-gītā er en sādhu (en hellig mand) et menneske i Kṛṣṇa-bevidsthed. En person kan synes at være irreligiøs, men hvis han til fulde besidder de Kṛṣṇa-bevidste kvalifikationer, må det forstås, at han er en sādhu. Og duṣkṛtām refererer til dem, der er ligeglade med Kṛṣṇa-bevidsthed. Sådanne skurke eller duṣkṛtām bliver beskrevet som tåbelige og de laveste blandt mennesker, også selv om de prydes af verdslig uddannelse, imens den person, der er et hundrede procent engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, accepteres som en sādhu, også selv om vedkommende hverken er lærd eller kultiveret. Hvad de ateistiske angår, er det ikke nødvendigt for den Højeste Herre at åbenbare Sig personligt for at uskadeliggøre dem, som Han gjorde det i tilfældet med dæmonerne Rāvaṇa og Kaṁsa. Herren har mange repræsentanter, der er fuldt ud kvalificerede til at udslette dæmoner. Men Herren nedstiger især for at tilfredsstille Sine rene hengivne, der altid bliver generet af dæmoniske personer. En dæmon kan tilmed finde på at chikanere en hengiven, selv om denne er hans egen slægtning. Skønt Prahlāda Mahārāja var Hiraṇyakaśipus søn, blev han alligevel forfulgt af sin far. Skønt Devakī, Kṛṣṇas mor, var Kaṁsas søster, blev hun og hendes mand, Vasudeva, forfulgt, udelukkende fordi Kṛṣṇa skulle fødes af dem. Så Herren Kṛṣṇa åbenbarede Sig mere for at udfri Devakī end for at slå Kaṁsa ihjel, men begge ting foregik samtidigt. Der står derfor her, at Herren åbenbarer Sig i forskellige inkarnationer for at befri de hengivne og udslette de dæmoniske skurke.

I Kṛṣṇadāsa Kavirājas Caitanya-caritāmṛta bliver principperne for inkarnationer sammenfattet i følgende vers (Madhya 20.263–264):

“Avatāraen eller Guddommens inkarnation nedstiger fra Guds rige for at manifestere Sig i den materielle verden. Og Guddommens Personligheds særlige form, der således nedstiger, kaldes en inkarnation eller avatāra. Sådanne inkarnationer er hjemhørende i den åndelige verden, i Guds rige. Når de stiger ned til det materielle plan, antager de navnet avatāra.”

Der findes forskellige slags avatāraer såsom puruṣāvatāraer, guṇāvatāraer, līlāvatāraer, śakty-āveśa-avatāraer, manvantarāvatāraer og yugāvatāraer, der alle åbenbarer Sig planmæssigt over hele universet. Men Herren Kṛṣṇa er den oprindelige Herre, kilden til alle avatāraer. Herren Śrī Kṛṣṇa nedstiger med det særlige formål at lindre ængstelsen hos de rene hengivne, der altid er ivrige efter at se Ham i Hans oprindelige Vṛndāvana-lege. Derfor er Kṛṣṇa-avatāraens primære formål at tilfredsstille Hans rene hengivne.

Herren fortæller, at Han inkarnerer i hver tidsalder. Det betyder, at Han også inkarnerer Sig i Kali-tidsalderen. Ifølge Śrīmad-Bhāgavatam er inkarnationen i Kalis tidsalder Herren Caitanya Mahāprabhu, der udbredte tilbedelsen af Kṛṣṇa gennem saṅkīrtana-bevægelsen (fællessang af de hellige navne) og spredte Kṛṣṇa-bevidsthed over hele Indien. Han forudsagde, at denne saṅkīrtana-kultur ville blive udbredt over hele verden til hver by og landsby. I de fortrolige afsnit i de åbenbarede skrifter såsom Upaniṣaderne, Mahābhārata og Śrīmad-Bhāgavatam bliver Herren Caitanya beskrevet i hemmelighed, men ikke åbenlyst, som en inkarnation af Kṛṣṇa, Guddommens Personlighed. Herren Kṛṣṇas hengivne er meget tiltrukket af Herren Caitanyas saṅkīrtana-bevægelse. Denne avatāra dræber ikke skurkene, men udfrier dem gennem Sin årsagsløse nåde.

FORKLARING: Herrens nedstigen fra Hans transcendentale bolig blev allerede forklaret i vers 6. Den, der kan forstå sandheden om Guddommens Personligheds åbenbaring, er allerede befriet fra materiel trældom, og han vender derfor tilbage til Guds rige umiddelbart efter at have forladt sin nuværende materielle krop. Denne befrielse af det levende væsen fra materiel trældom er slet ikke let. Upersonalisterne og yogīerne opnår kun befrielse efter mange besværligheder og mange, mange liv. Selv da er den befrielse, de opnår – at blive ét med Herrens upersonlige brahmajyoti – kun delvis, og der er al risiko for igen at komme tilbage til denne materielle verden. Men den hengivne opnår Herrens bolig efter at have udstået sin tid i kroppen blot ved at forstå den transcendentale natur af Herrens krop og handlinger og løber derfor ingen risiko for at vende tilbage til den materielle verden. Der står i Brahma-saṁhitā (5.33), at Herren har mange, mange former og inkarnationer: advaitam acyutam anādim ananta-rūpam. Selv om der er mange transcendentale former af Herren, er de stadig den samme Guddommens Højeste Personlighed. Man må forstå denne sandhed med overbevisning, selv om den er ufattelig for verdsligt lærde og empiriske filosoffer. Som der står i Vedaerne (Puruṣa-bodhinī Upaniṣad):

“Den ene Guddommens Højeste Personlighed er for evigt engageret i mange, mange transcendentale former i forskellige forhold til Sine rene hengivne.” Dette vediske udsagn bliver bekræftet personligt af Herren i dette vers i Bhagavad-gītā. Den, der accepterer denne sandhed på baggrund af Vedaerne og Guddommens Højeste Personligheds autoritet, og som ikke spilder sin tid på filosofiske spekulationer, opnår befrielsens højeste fuldkomne stadie. Blot ved at acceptere denne sandhed med tro kan man med sikkerhed opnå befrielse. Det vediske udsagn tat tvam asi gælder i virkeligheden i dette tilfælde. Enhver, der forstår Herren Kṛṣṇa som den Højeste, eller som siger til Herren: “Du er den samme Højeste Brahman, Guddommens Personlighed,” bliver med sikkerhed øjeblikkeligt befriet, og som følge heraf er hans adgang til Herrens transcendentale omgangskreds garanteret. En sådan hengiven af stærk tro opnår med andre ord perfektion, hvilket bliver bekræftet af følgende vediske udtalelse (Śvetāśvatara Upaniṣad 3.8):

“Man kan opnå den fuldkomne tilstand af befrielse fra fødsel og død blot ved at kende Herren, Guddommens Højeste Personlighed, og der er ingen anden måde at opnå denne fuldkommenhed på.” At der intet alternativ er, betyder, at alle, der ikke forstår Herren Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed, med sikkerhed befinder sig i uvidenhedens kvalitet, og som følge deraf vil de ikke opnå befrielse blot ved så at sige at slikke på honningkrukkens yderside eller ved at fortolke Bhagavad-gītā igennem deres akademiske lærdom. Den slags empiriske filosoffer kan spille meget vigtige roller i den materielle verden, men de er ikke nødvendigvis kvalificerede til befrielse. Disse opblæste verdslige lærde må vente på den årsagsløse nåde fra en af Herrens hengivne. Man må derfor udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed med tro og kundskab og på den måde opnå fuldkommenhed.

FORKLARING: Som beskrevet ovenfor er det meget svært for en person, der er for materielt påvirket, at forstå den personlige natur af den Højeste Absolutte Sandhed. Normalt er folk, der er knyttet til den kropslige livsopfattelse, så fordybet i materialisme, at det næsten er umuligt for dem at forstå, hvordan den Højeste kan være en person. Sådanne materialister kan ikke engang forestille sig, at der skulle findes en transcendental krop, der er uforgængelig, fuld af viden og evigt lyksalig. I den materialistiske forestilling er kroppen forgængelig, fuld af uvidenhed og fuldstændig lidelsesfyldt. De fleste mennesker har derfor den samme kropslige idé i tankerne, når de hører om Herrens personlige form. For den slags materialistiske mennesker er formen af den gigantiske materielle manifestation det højeste. Følgelig anser de den Højeste for at være upersonlig. Og eftersom de er alt for materielt absorberede, bliver de skræmte ved tanken om at bibeholde deres personlighed efter befrielsen fra materie. Når de får at vide, at åndeligt liv også er individuelt og personligt, bliver de bange for at blive personer igen og foretrækker derfor på en eller anden måde at opgå i den upersonlige tomhed. De sammenligner som regel de levende væsener med havets bobler, der bliver ét med havet. Det er den højeste fuldkommenhed, man kan opnå i åndelig eksistens uden individuel personlighed. Dette er et angstfyldt livsstadie, der er blottet for perfekt viden om åndelig eksistens.

Endvidere er der mange personer, der ikke kan forstå, hvad åndelig eksistens overhovedet er. Fordi de er forvirret over, hvor mange forskellige teorier og selvmodsigelser der er mellem alle mulige slags filosofiske spekulationer, bliver de vrede eller lede ved dem alle og konkluderer tåbeligt, at der ingen højeste årsag findes, og at alt i sidste ende er tomhed. Den slags mennesker befinder sig i en sygelig livstilstand. Nogle mennesker er for materielt tilknyttede og giver derfor ingen opmærksomhed til åndeligt liv, nogle ønsker at blive ét med den højeste åndelige årsag, og atter andre betvivler alt, fordi de af håbløshed er vrede på alle former for åndelige spekulationer. Denne sidste gruppe af mennesker søger ofte tilflugt i en eller anden form for beruselse, og deres deraf resulterende hallucinationer bliver sommetider antaget for at være åndelige visioner. Man må gøre sig fri af alle de tre stadier af tilknytning til den materielle verden: forsømmelse af åndeligt liv, frygt for en åndelig personlig identitet og tomhedsopfattelsen, der kommer fra frustration og skuffelse i livet. For at blive fri for disse tre stadier af den materialistiske livsopfattelse må man søge fuldstændigt ly hos Herren under vejledning af den ægte åndelige mester og følge det hengivne livs discipliner og regulerende principper. Det sidste stadie i den hengivne proces kaldes bhāva eller transcendental kærlighed til Guddommen.

Ifølge Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.4.15–16), den hengivne tjenestes videnskab:

“Først må man nære et indledende ønske om selverkendelse. Det vil bringe én til stadiet, hvor man forsøger at omgås med personer, der er åndeligt avancerede. På det næste trin bliver man indviet af en ophøjet åndelig mester, og under hans instruktion begynder den nye hengivne den hengivne tjenestes proces. Ved at udføre hengiven tjeneste under den åndelige mesters vejledning bliver man fri for al materiel tilknytning, opnår vedholdenhed i selverkendelse og får smag for at høre om Guddommens Absolutte Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Denne smag fører én videre til tilknytning til Kṛṣṇa-bevidsthed, der modner i bhāva, der er det indledende stadie til transcendental kærlighed til Gud. Ægte kærlighed til Gud kaldes prema, det højeste perfekte stadie i livet.” På prema-stadiet er man konstant engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Så gennem den langsomme proces i hengiven tjeneste kan man under en ægte åndelig mesters ledelse opnå det højeste niveau og blive fri for al materiel tilknytning, for frygten for sin egen individuelle åndelige personlighed og for de frustrationer, der resulterer i tomhedsfilosofi. Derefter kan man i sidste ende opnå den Højeste Herres bolig.

FORKLARING: Alle søger efter Kṛṣṇa i de forskellige aspekter af Hans manifestationer. Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, erkendes delvist i Sin upersonlige brahmajyoti-stråleglans og som den altgennemtrængende Oversjæl, der opholder Sig i alt inklusive atompartiklerne. Men Kṛṣṇa erkendes kun fuldt ud af Sine rene hengivne. Kṛṣṇa er derfor genstand for alles erkendelse, og således vil alle blive tilfredsstillet i forhold til deres ønske om at have Ham. I den transcendentale verden udveksler Kṛṣṇa også med Sine rene hengivne, præcis som de gerne vil have Ham. Nogle hengivne vil gerne have Kṛṣṇa som deres overordnede herre, nogle vil have Ham som deres personlige ven, nogle ønsker Ham som deres søn, og igen er der dem, der gerne vil have Ham som deres elsker. Kṛṣṇa belønner alle disse hengivne ligeligt i overensstemmelse med deres forskellige grader af kærlighed til Ham. Den samme gengældelse af følelser forekommer i den materielle verden, og Herren udveksler ligeligt med de forskellige slags tilbedere. De rene hengivne, uanset om de lever her eller i den transcendentale bolig, omgås med Ham personligt og kan tjene Ham personligt, hvorved de erfarer transcendental lyksalighed i Hans kærlighedstjeneste. Hvad angår upersonalisterne, der ønsker at begå åndeligt selvmord ved at udslette det levende væsens individuelle eksistens, hjælper Kṛṣṇa også dem ved at absorbere dem i Sin stråleglans. Sådanne upersonalister er ikke villige til at acceptere Guddommens Evige Lyksalige Personlighed. Som sådan kan de ikke nyde lykken fra transcendental personlig tjeneste til Herren, fordi de har udslettet deres individualitet. Nogle af dem, der ikke engang er fast forankrede i den upersonlige eksistens, vender tilbage til denne materielle verden for at udleve deres slumrende ønsker om at være aktive. De får ikke adgang til de åndelige planeter, men gives en ny mulighed for at agere på det materielle plan. De, der er frugtstræbende arbejdere, belønner Herren i Sin form som yajñeśvara med de ønskede resultater af deres foreskrevne pligter. Og de, der er yogīer og søger mystiske kræfter, bliver belønnet med sådanne kræfter. Alle afhænger med andre ord af Hans nåde for at opnå deres respektive fuldkommenheder, og alle de forskellige åndelige processer er intet andet end forskellige grader af fuldkommenhed på den samme vej. Hvis man derfor ikke kommer til den højeste fuldkommenhed i Kṛṣṇa-bevidsthed, vil alle ens bestræbelser være ufuldkomne, som det fremgår af Śrīmad-Bhāgavatam (2.3.10):

“Uanset om man er helt uden ønsker [de hengivnes tilstand], ønsker alle former for frugtstræbende resultater eller tragter efter befrielse, bør man med alle sine bestræbelser forsøge at tilbede Guddommens Højeste Personlighed for at opnå fuldstændig perfektion, der kulminerer i Kṛṣṇa-bevidsthed.”

FORKLARING: Der hersker stor misforståelse omkring denne materielle verdens guder eller halvguder, og mindre intelligente mennesker anser, selv om de går for at være meget lærde, disse halvguder for forskellige former af den Højeste Herre. I virkeligheden er halvguderne ikke Guds forskellige former, men Guds forskellige uadskillelige dele. Gud er én, og de uadskillelige dele er mange. I Vedaerne (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13) står der, nityo nityānām: Gud er én. Īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ (Brahma-saṁhitā 5.1). Den Højeste Gud er én – Kṛṣṇa – og halvguderne er blevet bemyndiget med magt til at administrere den materielle verden. Disse halvguder er alle levende væsener (nityānām) med forskellige grader af materiel magt. De kan ingenlunde være jævnbyrdige med den Højeste Gud – Nārāyaṇa, Viṣṇu eller Kṛṣṇa. Den, der tror, at Gud og halvguderne er på samme niveau, kaldes en ateist eller pāṣaṇḍī. Selv de mægtige halvguder som Brahmā og Śiva kan ikke sammenlignes med den Højeste Herre. I virkeligheden bliver Herren tilbedt af halvguder som Brahmā og Śiva (śiva-viriñci-nutam, ŚB. 11.5.33). Ikke desto mindre har menneskesamfundet mærkeligt nok mange ledere, der bliver tilbedt af tåbelige folk under misforståede idéer om antropomorfisme eller zoomorfisme. Iha devatāḥ betegner et stort menneske eller en stor halvgud i denne materielle verden. Men Nārāyaṇa, Viṣṇu eller Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, er ikke af denne verden. Han er hævet over eller transcendental til den materielle skabelse. Selv Śrīpāda Śaṅkarācārya, upersonalisternes leder, fastholder, at Nārāyaṇa eller Kṛṣṇa er hinsides den materielle skabelse. Tåbelige mennesker (hṛta- jñānāḥ, Bg. 7.20) tilbeder halvguderne, fordi de ønsker øjeblikkelige resultater. Resultaterne får de godt nok, men de ved ikke, at resultater, der er erhvervet således, er midlertidige og bestemt for mindre intelligente personer. Den intelligente person er Kṛṣṇa-bevidst og behøver ikke at tilbede ubetydelige halvguder for en eller anden umiddelbar midlertidig fordel. Denne materielle verdens halvguder såvel som deres tilbedere vil forsvinde, når den materielle verden bliver tilintetgjort. De goder, der kommer fra halvguderne, er materielle og midlertidige. Både de materielle verdener og deres beboere indbefattet halvguderne og deres tilbedere er bobler i det kosmiske ocean. I denne verden er menneskesamfundet imidlertid gal efter midlertidig materiel velstand i form af besiddelse af jord, familie og hvad sig dertil hører af nydelsesværdige ting. For at skaffe sig sådanne midlertidige ting tilbeder folk halvguderne eller dyrker mennesker i magtfulde stillinger i samfundet. Hvis en person får en ministerpost i regeringen ved at dyrke en politisk leder, ser han det som en stor velsignelse. Derfor ligger de alle på maven for de såkaldte ledere eller “store kanoner” for at få midlertidige velsignelser, og det lykkes dem også at få sådanne ting. Den slags tåbelige mennesker er ikke interesseret i Kṛṣṇa-bevidsthed, der er den permanente løsning på den materielle tilværelses genvordigheder. Alle er de ude efter sansenydelse, og for at få en smule facilitet til sansenydelse drages de til at dyrke bemyndigede levende væsener, der kaldes halvguder. Dette vers antyder, at folk sjældent er interesseret i Kṛṣṇa-bevidsthed. De er for det meste interesseret i materiel nydelse og tilbeder derfor et eller andet magtfuldt levende væsen.

FORKLARING: Herren er altings skaber. Han er ophav til alt, alt bliver opretholdt af Ham, og efter tilintetgørelsen hviler alt i Ham. Han er derfor skaberen af den sociale ordens fire inddelinger, der begynder med den intelligente klasse af mennesker, der formelt kaldes brāhmaṇaer, fordi de befinder sig i godhedens kvalitet. Dernæst er der den administrative klasse, der går under den formelle betegnelse kṣatriyaer, fordi de befinder sig i lidenskabens kvalitet. Handelsstanden, der er kendt som vaiśyaer, befinder sig i en blanding af lidenskab og uvidenhed, og śūdraerne eller arbejderklassen befinder sig i den materielle naturs uvidenhedskvalitet. På trods af, at Herren Kṛṣṇa har skabt menneskesamfundets fire inddelinger, tilhører Han ingen af disse inddelinger, for Han er ikke en af de betingede sjæle, af hvilke et udsnit udgør menneskesamfundet. Det menneskelige samfund ligner ethvert andet dyresamfund, men for at hæve mennesket fra dyrestadiet har Herren skabt de ovennævnte inddelinger med henblik på en systematisk udvikling af Kṛṣṇa-bevidsthed. Et bestemt menneskes tilbøjelighed til et bestemt arbejde afgøres af de af den materielle naturs kvaliteter, vedkommende har erhvervet sig. Sådanne livssymptomer ifølge den materielle naturs tre kvaliteter vil blive beskrevet i kapitel 18 i denne bog. En Kṛṣṇa-bevidst person står imidlertid over selv brāhmaṇaerne. Selv om det må forventes, at brāhmaṇaerne af natur kender Brahman, den Højeste Absolutte Sandhed, vender de fleste af dem sig kun til Herren Kṛṣṇas upersonlige Brahman-manifestation. Men et menneske, hvis viden om Guddommens Højeste Personlighed, Herren Śrī Kṛṣṇa, overskrider en brāhmaṇas begrænsede kundskab, bliver en Kṛṣṇa-bevidst person eller en vaiṣṇava med andre ord. Kṛṣṇa-bevidsthed indbefatter viden om alle Kṛṣṇas forskellige fuldstændige ekspansioner såsom Rāma, Nṛsiṁha, Varāha osv. Og ligesom Kṛṣṇa er transcendental til systemet med menneskesamfundets fire inddelinger, er en person i Kṛṣṇa-bevidsthed også hævet over alle menneskesamfundets kategorier, uanset om vi taler om opdelinger i samfund, nation eller race.

FORKLARING: Ligesom der i den materielle verden findes grundlove, ifølge hvilke kongen intet forkert kan gøre eller ikke er underlagt statens love, bliver Herren på samme måde heller ikke påvirket af den materielle verdens aktiviteter, selv om Han er skaberen af denne materielle verden. Han skaber og forbliver hævet over skabelsen, hvorimod de levende væsener på grund af deres tendens til at ville herske over de materielle ressourcer bliver indviklet i frugtstræbende reaktioner på materielle handlinger. Ejeren af en virksomhed er ikke ansvarlig for de ansattes rigtige eller forkerte handlinger. Arbejderne er selv ansvarlige. De levende væsener er engageret i deres respektive sansetilfredsstillende handlinger, og det er ikke Herren, der har beordret disse handlinger. De levende væsener agerer tværtimod i denne verden for deres egen sansenydelses skyld, og de higer efter himmelsk lykke efter døden. Herren, der er fuldstændig i Sig selv, er ikke tiltrukket af såkaldt himmelsk lykke. De himmelske halvguder er blot Hans ansatte tjenere. Ejeren tragter aldrig efter den samme lave grad af lykke, som arbejderne måske ønsker. Herren er hævet over de materielle årsager og virkninger. For eksempel er regnen ikke ansvarlig for de forskellige former for vegetation, der vokser frem på jorden, selv om ingen vegetation kan vokse uden regn. Vedisk smṛti (Viṣṇu Purāṇa 1.4.51) bekræfter dette faktum som følger:

“Hvad angår de materielle skabelser, er Herren blot den yderste årsag. Den umiddelbare årsag er den materielle natur, der manifesterer den kosmiske manifestation.” De skabte væsener findes i mange varianter såsom halvguder, mennesker og lavere dyr, og de er alle underlagt reaktionerne på deres tidligere gode eller dårlige handlinger. Herren giver dem blot de nødvendige faciliteter til sådanne handlinger sammen med reguleringerne igennem naturens kvaliteter, men Han er på intet tidspunkt ansvarlig for de levende væseners tidligere og nuværende handlinger. At Herren aldrig er partisk over for noget levende væsen, bekræftes i Vedānta-sūtra (2.1.34) med ordene vaiṣamya-nairghṛṇye na sāpekṣatvāt. Det levende væsen er ansvarligt for sine egne handlinger. Herren giver ham blot muligheder igennem den materielle natur, den ydre energi. Den, der til fulde forstår alle detaljer i denne karma- lov eller loven om frugtstræbende aktiviteter, vil ikke blive påvirket af resultatet af sine handlinger. Med andre ord er den, der forstår Herrens transcendentale natur, et erfarent menneske i Kṛṣṇa-bevidsthed og derfor aldrig underlagt karma-lovene. Den, der ikke kender Herrens transcendentale natur og tror, at Herrens handlinger er rettet mod frugtstræbende resultater, som de almindelige levende væseners handlinger er det, vil med sikkerhed selv blive indviklet i frugtstræbende reaktioner. Men den, der kender den Højeste Sandhed, er en befriet sjæl, der er fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Der findes to klasser af mennesker. Hos nogle er hjertet fuldt af urene materielle ting, og nogle er materielt frie. Kṛṣṇa- bevidsthed er lige gavnlig for begge. De, der er fulde af urenheder, kan følge den Kṛṣṇa-bevidste vej for gradvist at blive rensede ved at overholde den hengivnes tjenestes regulerende principper. De, der allerede er renset for urenheder, kan fortsætte med at handle i den samme Kṛṣṇa- bevidsthed, så andre kan få gavn af at følge deres eksempel. Tåbelige mennesker eller begyndere i Kṛṣṇa-bevidsthed ønsker ofte at trække sig tilbage fra enhver aktivitet uden at have kendskab til Kṛṣṇa-bevidsthed. Arjunas ønske om at trække sig fra al handling på slagmarken bliver ikke billiget af Herren. Det er blot et spørgsmål om at vide, hvordan man skal handle. At trække sig tilbage fra handlinger i Kṛṣṇa-bevidsthed og stille sig uden for alting, imens man foregiver at være Kṛṣṇa-bevidst, er mindre vigtigt end rent faktisk at engagere sig aktivt i handling for Kṛṣṇas skyld. Her bliver Arjuna rådet til at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed ved som før nævnt at følge i fodsporene på Herrens tidligere disciple som solguden Vivasvān. Den Højeste Herre ved alt om alle Sine tidligere handlinger såvel som handlingerne hos dem, der agerede i Kṛṣṇa-bevidsthed i fortiden. Han anbefaler således at gøre ligesom solguden, der lærte denne kunst fra Herren Selv nogle millioner år tidligere. Alle sådanne elever af Herren Kṛṣṇa bliver her omtalt som tidligere befriede personer, der var engageret i udførelsen af pligter, som Kṛṣṇa havde givet dem.

FORKLARING: Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed skal ske i overensstemmelse med tidligere autoriserede hengivnes eksempler. Dette blev anbefalet i vers 15. Hvorfor en sådan handling ikke bør gøres uafhængigt, vil blive forklaret i den følgende tekst.

For at kunne handle i Kṛṣṇa-bevidsthed må man lade sig vejlede af autoriserede personer, der tilhører en discipelrække, som det blev forklaret i begyndelsen af dette kapitel. Det Kṛṣṇa-bevidste system blev først forklaret for solguden, solguden berettede det til sin søn Manu, der forklarede det for sin søn Ikṣvāku, og systemet har været alment udbredt på denne jord lige siden denne fjerntliggende tid. Man må derfor følge i fodsporene på de tidligere autoriteter i discipelrækken, ellers vil selv de mest intelligente mennesker blive forvirrede, når det gælder standardaktiviteterne i Kṛṣṇa-bevidsthed. Af denne grund besluttede Herren Sig for at instruere Arjuna direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed. Som følge af Herrens direkte instruktion til Arjuna vil alle, der følger i Arjunas fodspor, helt sikkert ikke blive forvirrede.

Der står skrevet, at man ikke kan fastslå religionens veje gennem mangelfuld eksperimentel viden. I virkeligheden er det kun Herren Selv, der kan fastsætte religiøse principper. Dharmaṁ tu sākṣād bhagavat- praṇītam (ŚB. 6.3.19). Ingen kan fastlægge et religiøst princip igennem ufuldkommen spekulation. Man bliver nødt til at følge i fodsporene på store autoriteter som Brahmā, Śiva, Nārada, Manu, Kumāraerne, Kapila, Prahlāda, Bhīṣma, Śukadeva Gosvāmī, Yamarāja, Janaka og Bali Mahārāja. Man kan ikke finde ud af, hvad religion eller selverkendelse er, gennem intellektuel spekulation. Af Sin årsagsløse nåde mod Sine hengivne forklarer Herren derfor for Arjuna, hvad handling er, og hvad uvirksomhed er. Kun handling i Kṛṣṇa-bevidsthed kan befri en person fra indviklingen i den materielle tilværelse.

FORKLARING: Hvis man er seriøs med hensyn til at blive befriet fra det materielle fangenskab, må man forstå, hvad forskellen er på handling, uvirksomhed og uautoriserede handlinger. Man bliver nødt til at gå i dybden med en sådan analyse af handling, reaktion og forkert handling, for det er et meget omfattende emne. For at forstå Kṛṣṇa-bevidsthed og handling ifølge naturen af Kṛṣṇa-bevidsthed må man lære sit forhold til den Højeste at kende. Med andre ord ved den, der har lært dette til fuldkommenhed, at hvert eneste levende væsen er Herrens evige tjener, og man bliver derfor nødt til at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed. Hele Bhagavad- gītā er rettet mod denne konklusion. Alle andre konklusioner, der går imod denne bevidsthed og dens medfølgende handlinger, er vikarma eller forbudte handlinger. For at forstå alt dette må man være forbundet med autoriteter i Kṛṣṇa-bevidsthed og lære hemmeligheden fra dem. Det er lige så godt som at lære direkte fra Herren. Ellers vil selv de mest intelligente personer blive forvirret.

FORKLARING: En person, der handler i Kṛṣṇa-bevidsthed, er naturligt fri for karmas lænker. Han gør alle sine handlinger for Kṛṣṇa. Således hverken nyder eller lider han under virkningerne af sine handlinger. Han er som følge deraf intelligent i menneskesamfundet, selv om han er involveret i alle mulige ting for Kṛṣṇas skyld. Akarma vil sige uden reaktion på handling. Upersonalisterne afholder sig fra frugtstræbende handlinger af frygt for, at de resulterende reaktioner skal være til hindring på selverkendelsens vej, men personalisten kender meget vel sin plads som Guddommens Højeste Personligheds evige tjener. Derfor engagerer han sig i Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter. Eftersom alt bliver gjort for Kṛṣṇa, nyder han ikke andet end transcendental lykke ved at gøre denne tjeneste. De, der er engagerede i denne proces, er kendt for at være uden begær efter personlig sansetilfredsstillelse. Bevidstheden om, at man er Kṛṣṇas evige tjener, gør én immun over for alle slags reaktioner på handling.

FORKLARING: Kun en person, der har fuldstændig viden, kan forstå en Kṛṣṇa-bevidst persons handlinger. Da en Kṛṣṇa-bevidst person er blottet for alle mulige tendenser til sansetilfredsstillelse, kan man forstå, at han har brændt virkningerne af sit arbejde op gennem perfekt viden om sin naturlige position som Guddommens Højeste Personligheds evige tjener. Den, der har opnået en sådan fuldkommenhed i kundskab, er virkelig lærd. Man sammenligner udvikling af denne viden om sit evige tjenerforhold til Herren med ild. Når sådan en ild først fænger, kan den brænde alle slags reaktioner på ens arbejde op.

FORKLARING: Denne frihed fra bindingen til ens handlinger kan kun lade sig gøre i Kṛṣṇa-bevidsthed, når man gør alt for Kṛṣṇa. Den, der er Kṛṣṇa-bevidst, handler af ren kærlighed til Guddommens Højeste Personlighed, og som sådan er han ikke tiltrukket til resultaterne af sine handlinger. Han er ikke engang knyttet til sit eget underhold, for han overlader alting til Kṛṣṇa. Han er heller ikke opsat på at sikre sig ting eller beskytte de ting, han allerede har. Han gør sin pligt efter bedste evne og lader resultatet være op til Kṛṣṇa. En sådan utilknyttet person er altid fri for de resulterende gode og dårlige reaktioner. Det er, som om han intet foretager sig overhovedet. Dette er, hvad der kendetegner akarma eller handlinger uden frugtstræbende reaktioner. Enhver anden handling, der er blottet for Kṛṣṇa-bevidsthed, binder den, der udfører handlingen, hvilket som tidligere forklaret er det virkelige aspekt af vikarma.

FORKLARING: En Kṛṣṇa-bevidst person forventer hverken gode eller dårlige resultater af sine handlinger. Hans sind og intelligens er helt under kontrol. Han ved, at eftersom han er en uadskillelig del af den Højeste, er den rolle, han spiller som en del af helheden, ikke hans egen handling, men gøres blot gennem ham af den Højeste. Når hånden bevæger sig, gør den det ikke af sig selv, men i forlængelse af hele kroppens bestræbelse. En Kṛṣṇa-bevidst person er altid forbundet med det højeste ønske, for han har intet ønske om personlig sansetilfredsstillelse. Han er ligesom en del af en maskine. Ligesom en maskindel har brug for at blive vedligeholdt ved at blive smurt og renset, vedligeholder en Kṛṣṇa-bevidst person sig selv gennem sit arbejde, så han kan være sund og rask til at kunne handle i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Han er derfor immun over for alle reaktioner på sine bestræbelser. Ligesom et dyr har han ingen ejerfornemmelser over noget som helst, ikke engang over sin egen krop. En grusom ejer af et dyr slår sommetider dyret, der er i hans besiddelse, ihjel, men alligevel protesterer dyret ikke, og det har heller ingen egentlig frihed. En Kṛṣṇa-bevidst person, der er helt engageret i selverkendelse, har meget lidt tid til overs til falsk at eje materielle ting. Han behøver ikke ty til uhæderlige metoder for at skaffe sig penge til sit underhold. Han bliver derfor ikke forurenet af den slags materielle synder. Han er fri for alle reaktioner på sine handlinger.

FORKLARING: En Kṛṣṇa-bevidst person gør sig ikke engang særligt store anstrengelser for at opretholde sin krop. Han er tilfreds med det, der kommer af sig selv. Han hverken tigger eller låner, men arbejder ærligt efter bedste evne og er tilfreds med det, han opnår gennem sit eget hæderlige arbejde. Han er derfor uafhængig, når det kommer til at forsørge sig selv. Han tillader ingens tjeneste at forhindre hans egen tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed. Men for Herrens tjenestes skyld kan han tage del i enhver form for aktivitet uden at lade sig forstyrre af den materielle verdens dualiteter. Den materielle verdens dualiteter opleves som varme og kulde eller lykke og lidelse. En Kṛṣṇa-bevidst person er hævet over denne dualitet, for han har ingen betænkeligheder ved at gøre ligegyldigt hvad for at tilfredsstille Kṛṣṇa. Han er således vedholdende både i medgang og modgang. Disse symptomer ses, når man er helt forankret i transcendental viden.

FORKLARING: Når man bliver helt Kṛṣṇa-bevidst, befries man for alle dualiteter og bliver således fri for de materielle kvaliteters besmittelse. Man er befriet, for man kender sin naturlige position i forhold til Kṛṣṇa, og således kan sindet ikke rokkes fra Kṛṣṇa-bevidsthed. Som følge deraf gør man alt, som man gør, for Kṛṣṇa, der er den oprindelige Viṣṇu. Alle ens handlinger er således formelt set ofringer, for offerhandlinger sigter mod at tilfredsstille den Højeste Person, Viṣṇu eller Kṛṣṇa. De resulterende reaktioner på alt sådant arbejde opgår med sikkerhed i transcendensen, og man vil ikke komme til at lide materielle eftervirkninger.

FORKLARING: Her bliver det beskrevet, hvordan handlinger i Kṛṣṇa- bevidsthed i sidste ende kan føre én til det åndelige mål. Der findes forskellige aktiviteter i Kṛṣṇa-bevidsthed, og de vil alle blive beskrevet i de følgende vers. Lige nu er det selve det Kṛṣṇa-bevidste princip, der fastslås. En betinget sjæl, der er viklet ind i materiel forurening, kan ikke afholde sig fra at handle på det materielle plan, og alligevel bliver han nødt til at komme ud af denne situation. Måden, hvorpå den betingede sjæl kan slippe ud af den materielle atmosfære, er igennem Kṛṣṇa- bevidsthed. For eksempel kureres en patient, der lider af mavebesvær på grund af for mange mælkeprodukter, af et andet mælkeprodukt, nemlig surmælk. Den materielt engagerede betingede sjæl kan helbredes med Kṛṣṇa-bevidsthed, som det bliver forklaret her i Bhagavad-gītā. Denne proces kaldes normalt yajña eller handlinger (ofringer), hvis eneste formål er at tilfredsstille Viṣṇu, Kṛṣṇa. Jo mere den materielle verdens aktiviteter bliver gjort i Kṛṣṇa-bevidsthed eller udelukkende for Viṣṇu, desto mere vil atmosfæren ved en sådan total fordybelse blive åndeliggjort. Ordet brahma (Brahman) betyder “åndelig”. Herren er åndelig, og strålerne fra Hans transcendentale krop kaldes brahmajyoti, Hans åndelige stråleglans. Alt, der eksisterer, befinder sig i denne brahmajyoti, men når brahmajyoti dækkes af illusion (māyā) eller sansetilfredsstillelse, kaldes den materiel. Denne materielle tilsløring kan øjeblikkeligt fjernes med Kṛṣṇa-bevidsthed. Således bliver ofringen, der gøres til fremme for Kṛṣṇa-bevidsthed, den repræsentant, der konsumerer et sådant offer, eller konsumeringsprocessen, bidragsyderen og resultatet – alle i forening med hinanden – til Brahman eller den Absolutte Sandhed. Når den Absolutte Sandhed er dækket af māyā, kaldes den materie. Materie, der bliver forbundet med den Absolutte Sandheds sag, genvinder sin åndelige kvalitet. Kṛṣṇa-bevidsthed er den proces, der omdanner den illusoriske bevidsthed til Brahman eller den Højeste. Når sindet er helt engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, siges det at være i samādhi eller trance. Alt, der bliver gjort i en sådan transcendental bevidsthed, kaldes yajña eller offer for den Absolutte. I denne tilstand af åndelig bevidsthed bliver bidragsyderen, selve bidraget, konsumeringen, den, der udfører eller leder foretagendet, og resultatet eller den endelige opnåelse – alting – ét med den Absolutte, den Højeste Brahman. Det er den Kṛṣṇa-bevidste vej.

FORKLARING: Som beskrevet ovenfor kaldes en person, der er engageret i at udføre pligter i Kṛṣṇa-bevidsthed, også for en fuldendt yogī eller førsteklasses mystiker. Men der findes andre, der dyrker halvguderne med lignende ofringer, og atter andre, der frembærer ofre til den Højeste Brahman, den Højeste Herres upersonlige aspekt. Der findes således forskellige slags ofringer i forskellige kategorier. Disse kategorier af forskellige udøveres ofre er kun overfladisk set forskellige slags ofringer. Offer betyder i virkeligheden at tilfredsstille den Højeste Herre, Viṣṇu, der også er kendt som Yajña. Alle de forskellige slags ofringer kan inddeles i to hovedkategorier: ofring af verdslige besiddelser og ofring i en stræben efter transcendental viden. De, der er Kṛṣṇa-bevidste, ofrer alle materielle besiddelser for at tilfredsstille den Højeste Herre, mens andre, der ønsker en form for midlertidig materiel lykke, ofrer deres materielle ejendom for at tilfredsstille halvguder som Indra, solguden osv. Og andre, der er upersonalister, ofrer deres identitet for at opgå i den upersonlige Brahmans eksistens. Halvguderne er magtfulde levende væsener, der er udset af den Højeste Herre til at opretholde og tilse alle materielle funktioner som opvarmning, vanding og belysning af universet. De, der er interesserede i materiel vinding, dyrker halvguderne gennem forskellige ofre i overensstemmelse med de vediske ritualer. De kaldes bahv-īśvara-vādīer eller de, der tror på mange guder. Men andre, der tilbeder den Absolutte Sandheds upersonlige aspekt og betragter halvgudernes former som midlertidige, ofrer deres individuelle selv i den højeste ild og gør dermed en ende på deres individuelle eksistens ved at smelte sammen med den Højestes eksistens. Sådanne upersonalister ofrer deres tid på filosofiske spekulationer for at forstå den Højestes transcendentale natur. De frugtstræbende arbejdere ofrer med andre ord deres materielle besiddelser for at opnå materiel nydelse, og upersonalisterne ofrer deres materielle betegnelser for at blive ét med den Højeste. For upersonalisten er den Højeste Brahman det alter af ild, de ofrer til, og ofringen er selvet, der bliver fortæret af Brahmans ild. En Kṛṣṇa-bevidst person som Arjuna ofrer imidlertid alt for at tilfredsstille Kṛṣṇa, og dermed ofres alle hans materielle besiddelser såvel som hans eget selv – alting – til Kṛṣṇa. Han er således den bedste yogī, men han mister ikke sin individuelle eksistens.

FORKLARING: Det er meningen, at alle medlemmer af menneskelivets fire inddelinger, nemlig brahmacārīen, gṛhasthaen, vānaprasthaen og sannyāsīen, skal blive perfekte yogīer eller transcendentalister. Eftersom det ikke er tanken med menneskelivet, at vi blot skal nyde sansetilfredsstillelse på linje med dyrene, er de fire menneskelige ordener arrangeret således, at man kan blive fuldendt i åndeligt liv. Brahmacārīer eller elever under en ægte åndelig mesters varetægt behersker sindet ved at afholde sig fra sansenydelse. En brahmacārī lytter kun til tale, der har med Kṛṣṇa-bevidsthed at gøre. At lytte er det grundlæggende princip i enhver form for forståelse, og derfor engagerer en ren brahmacārī sig helt i harer nāmānukīrtanam, at høre om og prise Herrens herligheder. Han afholder sig fra at lægge øre til materielle lyde, og hans hørelse er optaget af den transcendentale lyd af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa. På samme måde udfører husholderne, der har tilladelse til en vis sansetilfredsstillelse, den slags handlinger med stor tilbageholdenhed. Kønsliv, beruselse og kødspisning er almindelige tilbøjeligheder blandt mennesker, men en reguleret husholder hengiver sig ikke til uindskrænket sex og andre former for sansenydelse. Indgåelse af ægteskab på basis af principperne for et religiøst liv er således normen i alle civiliserede menneskesamfund, for det er måden at have et begrænset sexliv på. Dette beherskede, utilknyttede sexliv er også en form for yajña, for den tilbageholdende husholder ofrer sin normale tendens til sansenydelse til fordel for et højere transcendentalt liv.

FORKLARING: Her refereres der til Patañjalis yoga-system. I hans Yoga-sūtra bliver sjælen betegnet som pratyag-ātmā og parāg-ātmā. Så længe sjælen er knyttet til sansenydelse, kaldes den parāg-ātmā, men så snart den samme sjæl bliver utilknyttet til en sådan sansenydelse, kaldes den pratyag-ātmā. Sjælen er underlagt funktionerne af ti slags lufte, der virker inde i kroppen, hvilket kommer til udtryk gennem åndedrætssystemet. Patañjalis yoga-system lærer én, hvordan man på en mekanisk måde behersker kropsluftens funktioner, så alle de indre luftstrømninger i sidste ende medvirker til at rense sjælen for materiel tilknytning. Ifølge dette yoga-system er pratyag-ātmā det endelige mål. Denne pratyag-ātmā trækkes tilbage fra materielle aktiviteter. Sanserne indgår i et samspil med sanseobjekterne såsom øret, der hører, øjnene, der ser, næsen, der lugter, tungen, der smager, og hænderne, der føler, og alle er således involverede uden for selvet. De kaldes for prāṇa-vāyus funktioner. Apāna-vāyu strømmer nedad, vyāna-vāyu sammentrækker og udvider, samāna-vāyu regulerer balancen, udāna-vāyu strømmer opad, og når man er oplyst, engagerer man alle disse i at søge efter selverkendelse.

FORKLARING: Disse offerhandlinger kan inddeles i forskellige kategorier. Der findes dem, der ofrer deres besiddelser i form af forskellige slags velgørenhed. I Indien åbner rige købmænd eller fyrster forskellige velgørenhedsinstitutioner som dharma-śālā, anna-kṣetra, atithi-śālā, anāthālaya og vidyā-pīṭha. I andre lande findes der ligeledes mange hospitaler, alderdomshjem og lignende velfærdsstiftelser, der uddeler gratis mad, uddannelse og lægehjælp til de fattige. Al sådan velgørenhed kaldes dravyamaya-yajña. Der findes andre mennesker, der for at blive ophøjet i livet eller forfremmet til de højere planeter i universet frivilligt underkaster sig mange former for askese som candrāyaṇa og cāturmāsya. Disse metoder indebærer strenge løfter om at leve livet under visse strikse regler. Cāturmāsya-løftet betyder for eksempel, at aspiranten ikke barberer sig i fire måneder hvert år (fra juli til oktober), og han afholder sig fra bestemte fødevarer, spiser højst én gang om dagen og forlader ikke sit hjem. Den slags forsagelse af livets bekvemmeligheder kaldes tapomaya-yajña. Så er der dem, der engagerer sig i forskellige slags mystiske yogaer som Patañjalis system (for at blive ét med det Absoluttes eksistens) eller haṭha-yoga og aṣṭāṅga-yoga (for at opnå bestemte fuldkommenheder). Og nogle rejser til alle de hellige pilgrimssteder. Alle disse forskellige former for praksis kaldes under ét yoga-yajña eller offerhandlinger med henblik på at opnå en form for perfektion i den materielle verden. Der er andre, der engagerer sig i studier af forskellige vediske skrifter, især Upaniṣaderne og Vedānta-sūtraerne eller sāṅkhya-filosofien. Samtlige disse kaldes svādhyāya-yajña, der betyder at være engageret i offerhandlinger gennem studier. Alle sådanne yogīer er engageret med tro i forskellige slags ofringer og søger efter en højere status i livet. Kṛṣṇa-bevidsthed er imidlertid forskellig fra disse, for her er der tale om den Højeste Herres direkte tjeneste. Kṛṣṇa- bevidsthed kan ikke opnås gennem nogen af de ovennævnte former for N offer, men kun ved Herren og Hans ægte hengivnes nåde. Derfor er Kṛṣṇa-bevidsthed transcendental.

FORKLARING: Dette yoga-system, hvor man skal beherske åndedrættet, kaldes prāṇāyāma, og i begyndelsen praktiseres det i haṭha-yogaens system gennem forskellige siddestillinger. Alle disse metoder anbefales for at beherske sanserne og gøre fremskridt i åndelig erkendelse. Denne praksis (prāṇāyāma) involverer beherskelse af livsluftene inde i kroppen for at få dem til at løbe i modsat retning. Apāna-luften går nedad, og prāṇa-luften går opad. Prāṇāyāma-yogīen øver sig i at ånde den modsatte vej, indtil strømmene neutraliseres i pūraka eller ligevægt. At ofre det udadgående åndedræt i det indadgående kaldes recaka. Når begge luftstrømme stopper helt, siges man at befinde sig i kumbhaka-yoga. Ved at udøve kumbhaka-yoga kan man forøge sin livslængde, så man kan blive fuldendt i åndelig erkendelse. Den intelligente yogī er interesseret i at opnå perfektion i løbet af ét liv uden at skulle vente til det næste. Ved at praktisere kumbhaka-yoga forlænger yogīen sin livslængde med mange, mange år. En Kṛṣṇa-bevidst person, der altid er situeret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, bliver imidlertid automatisk herre over sine sanser. Hans sanser er altid engageret i Kṛṣṇas tjeneste og har som sådan ingen mulighed for anden beskæftigelse. Ved livets slutning bliver han derfor helt naturligt overført til Herren Kṛṣṇas transcendentale plan. Følgelig gør han intet forsøg på at forlænge sit liv. Som der står i Bhagavad-gītā (14.26), bliver han øjeblikkeligt ophøjet til befrielsens plan:

“Den, der engagerer sig i ren hengiven tjeneste til Herren, sætter sig ud over den materielle naturs kvaliteter og bliver omgående ophøjet til det åndelige plan.” En Kṛṣṇa-bevidst person begynder fra det transcendentale niveau, og han er konstant i denne bevidsthed. Han falder derfor ikke ned, og til sidst kommer han direkte til Herrens bolig. Indskrænkelse af fødeindtagelse finder automatisk sted, når man kun spiser kṛṣṇa-prasāda eller mad, der først er ofret til Herren. At indskrænke sin indtagelse af føde er meget nyttigt, hvis man skal beherske sanserne, og uden at beherske sanserne er det umuligt at slippe ud af den materielle forvikling.

FORKLARING: Af den forudgående forklaring på de forskellige slags offerhandlinger (ofring af ens besiddelser, studie af Vedaerne eller filosofiske doktriner og udførelse af yoga-systemet) fremgår det, at det fælles mål for dem alle er beherskelse af sanserne. Sansenydelse er selve roden til materiel eksistens. Medmindre man befinder sig på et stadie, hvor man er hævet over sansenydelse, er der ingen mulighed for at blive ophøjet til den evige platform af fuldstændig viden, fuldstændig lykke og et fuldendt liv. Dette stadie hører til i den evige atmosfære eller Brahman-atmosfæren. Alle de ovennævnte offerhandlinger hjælper én til at blive renset for den materielle eksistens’ syndige reaktioner. Et sådant fremskridt i livet gør ikke blot én lykkelig og velstående i dette liv, men til sidst kommer man også til Guds evige rige ved enten at blive ét med den upersonlige Brahman eller slutte sig til Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇas, selskab.

FORKLARING: Uanset hvilken slags materiel eksistens, man befinder sig i, er man uvægerligt uvidende om sin virkelige situation. Vores eksistens i den materielle verden skyldes med andre ord de mange reaktioner på vores syndige liv. Uvidenhed er årsagen til et syndigt liv, og et syndigt liv er grunden til, at vores materielle eksistens varer ved. Den menneskelige livsform er det eneste smuthul, gennem hvilket vi kan slippe ud af denne forvikling. Vedaerne giver os derfor en mulighed for at slippe fri ved at vise os vejen til religion, økonomisk komfort, reguleret sansenydelse og til sidst, hvordan man slipper helt ud af denne kummerlige tilstand. Religionens vej eller de forskellige offerhandlinger, der er anbefalet ovenfor, løser automatisk vores økonomiske problemer. Ved at udføre yajña kan vi få nok mad, mælk osv., selv med en såkaldt befolkningstilvækst. Når kroppens behov er dækket, er det næste skridt helt naturligt at tilfredsstille sanserne. Vedaerne foreskriver derfor det religiøse ægteskab for at give os mulighed for at have reguleret sansenydelse. Det ophøjer gradvist én til det niveau, hvor man bliver frigjort fra materiel trældom, og den højeste fuldkommenhed i befriet liv er at omgås med den Højeste Herre. Som beskrevet ovenfor opnår man fuldkommenhed ved at udføre yajña (offer). Så hvis man ikke er indstillet på at udføre yajña som anvist i Vedaerne, hvordan kan man da forvente et lykkeligt liv selv i denne krop for slet ikke at tale om i en anden krop på en anden planet? Der findes forskellige grader af materiel komfort på forskellige himmelske planeter, og under alle omstændigheder er der umådelig lykke i vente for personer, der er engageret i forskellige slags yajñaer. Men den højeste form for lykke, et menneske kan opnå, er at blive ophøjet til de åndelige planeter ved at praktisere Kṛṣṇa-bevidsthed. Et liv i Kṛṣṇa-bevidsthed er derfor løsningen på alle den materielle tilværelses problemer.

FORKLARING: Som beskrevet ovenfor står der i Vedaerne, at forskellige slags offerhandlinger passer til forskellige slags arbejdere. Fordi mennesker er så dybt nedsunket i den kropslige livsopfattelse, er disse offerhandlinger arrangeret på en sådan måde, at man enten kan arbejde med kroppen, med sindet eller med intelligensen. Men alle anbefales de for til syvende og sidst at lede én til frigørelse fra kroppen. Dette bliver hermed bekræftet af Herren med Hans egne ord.

FORKLARING: Formålet med alle offerhandlinger er at komme til stadiet af fuldstændig kundskab for derefter at opnå frigørelse fra materielle lidelser og i sidste ende engagere sig i den Højeste Herres transcendentale kærlighedstjeneste (Kṛṣṇa-bevidsthed). Ikke desto mindre er alle disse forskellige offerhandlinger omgærdet af et mysterium, og det er nødvendigt at forstå dette mysterium. Offerhandlinger antager sommetider forskellige former alt efter den særlige tro hos den, der udfører ofringen. Når ens tro når stadiet af transcendental viden, må udøveren af offerhandlingerne anses for at være mere avanceret end dem, der blot ofrer materielle besiddelser uden en sådan viden, for hvis man ikke opnår viden, forbliver offerhandlinger materielle og gør ingen åndelig gavn. Virkelig viden kulminerer i Kṛṣṇa-bevidsthed, der er det højeste stadie af transcendental viden. Uden at blive ophøjet til kundskab forbliver offerhandlinger blot materielle handlinger. Men når de ophøjes til niveauet af transcendental viden, smelter alle sådanne handlinger sammen med det åndelige plan. Alt efter forskelle i bevidsthed kaldes offerhandlinger sommetider karma-kāṇḍa (frugtstræbende handlinger) og sommetider jñāna-kāṇḍa (kundskab i søgen efter sandheden). Det er bedre, når målet er viden.

FORKLARING: Vejen til åndelig erkendelse er uden tvivl svær. Herren råder os derfor til at opsøge en ægte åndelig mester i discipelrækken fra Herren Selv. Ingen kan være en ægte åndelig mester uden at følge dette princip med discipelrække. Herren er den oprindelige åndelige mester, og en person i discipelrækken kan viderebringe Herrens budskab, som det er, til sin discipel. Ingen kan have åndelig erkendelse ved at opfinde sin egen proces, som det er sædvane blandt tåbelige hyklere. Ifølge Śrīmad-Bhāgavatam (6.3.19), dharmaṁ tu sākṣād bhagavat-praṇītam: Religionens vej gives direkte af Herren. Derfor kan intellektuelle spekulationer eller tørre argumenter ikke hjælpe én på rette vej, og heller ikke igennem boglige studier på egen hånd kan man gøre fremskridt i åndeligt liv. Man er nødt til at henvende sig til en ægte åndelig mester for at få denne viden. En sådan åndelig mester skal accepteres i fuld overgivelse, og man skal tjene den åndelige mester som en simpel tjener uden falsk prestige. Tilfredsstillelse af den selvrealiserede åndelige mester er hemmeligheden bag fremskridt i åndeligt liv. Spørgsmål og underkastelse udgør den rette kombination, hvis man vil have åndelig forståelse. Uden underkastelse og tjeneste vil ens spørgsmål til den lærde åndelige mester være uden virkning. Man skal kunne bestå den åndelige mesters prøve, og når han ser disciplens oprigtige ønske, velsigner han ham automatisk med ægte åndelig forståelse. I dette vers fordømmes både blind tro og absurde spørgsmål. Ikke blot skal man lytte ydmygt til den åndelige mester, men man må også sørge for at få en klar forståelse fra ham igennem underdanighed, tjeneste og spørgsmål. En ægte åndelig mester er af natur meget venlig mod disciplen. Når eleven derfor er ydmyg og altid parat til at tjene, bliver udvekslingen af viden og spørgsmål perfekt.

FORKLARING: Resultatet af at få viden fra en selvrealiseret sjæl eller den, der kender til tingene, som de er, er at lære, at alle levende væsener er uadskillelige dele af Guddommens Højeste Personlighed, Herren Śrī Kṛṣṇa. Fornemmelsen af en eksistens adskilt fra Kṛṣṇa kaldes māyā (mā – ikke, yā – dette). Nogle tror, at vi intet har at gøre med Kṛṣṇa, at Kṛṣṇa kun er en stor historisk personlighed, og at det Absolutte er den Upersonlige Brahman. I virkeligheden er den upersonlige Brahman Kṛṣṇas personlige stråleglans, som det fastslås i Bhagavad-gītā. Kṛṣṇa er som Guddommens Højeste Personlighed altings årsag. Der står klart i Brahma-saṁhitā, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, alle årsagers årsag. Selv de mange millioner af inkarnationer er intet andet end Hans forskellige ekspansioner. De levende væsener er ligeledes Kṛṣṇas ekspansioner. Māyāvādī-filosofferne tror fejlagtigt, at Kṛṣṇa mister Sin egen separate eksistens i Sine mange ekspansioner. Den opfattelse er materiel af natur. I den materielle verden har vi erfaring af, at en ting mister sin oprindelige identitet, når den bliver delt op i mindre stykker. Hvad māyāvādī-filosofferne dog ikke forstår, er, at absolut betyder, at én plus én er lig med én, og at én minus én også er lig med én. Sådan er det i den absolutte verden.

Vi er nu dækket af illusion på grund af utilstrækkelig viden om den absolutte videnskab, og derfor tror vi, at vi er forskellige fra Kṛṣṇa. Selv om vi er adskilte dele af Kṛṣṇa, er vi ikke desto mindre ikke forskellige fra Ham. De levende væseners legemlige forskelligheder er māyā eller ikke et virkeligt faktum. Vi er alle til for at tilfredsstille Kṛṣṇa. Udelukkende på grund af māyā troede Arjuna, at hans midlertidige kropslige forhold til hans slægtninge var vigtigere end hans evige åndelige forhold til Kṛṣṇa. Hele Bhagavad-gītās lære sigter mod dette: Et levende væsen kan som Kṛṣṇas evige tjener ikke skilles fra Kṛṣṇa, og hans følelse af at være en identitet, der er forskellig fra Kṛṣṇa, kaldes māyā. De levende væsener har som uadskillelige dele af den Højeste et formål at tjene. Eftersom de fra tidernes morgen har glemt dette formål, befinder de sig i forskellige kroppe som mennesker, dyr, halvguder osv. Sådanne kropslige forskelle opstår, når man glemmer Herrens transcendentale tjeneste. Men når man er engageret i transcendental tjeneste gennem Kṛṣṇa- bevidsthed, bliver man omgående befriet fra denne illusion. En sådan ren kundskab kan man kun få fra den ægte åndelige mester, og derved kan man undgå den vildfarelse, at det levende væsen kan måle sig med Kṛṣṇa. Fuldendt viden er, at den Højeste Sjæl, Kṛṣṇa, er det endelige tilflugtssted for alle levende væsener, og når de levende væsener afskriver dette tilflugtssted, bliver de vildledte af den materielle energi og tror om sig selv, at de har en separat identitet. Under forskellige materielle identiteter glemmer de således Kṛṣṇa. Når sådanne vildledte levende væsener imidlertid bliver situeret i Kṛṣṇa-bevidsthed, må det forstås, at de befinder sig på befrielsens vej, hvilket bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (2.10.6) med ordene muktir hitvānyathā-rūpaṁ, svarūpeṇa vyavasthitiḥ. Befrielse vil sige at befinde sig i sin naturlige position som Kṛṣṇas evige tjener (Kṛṣṇa-bevidsthed).

FORKLARING: Korrekt forståelse af ens naturlige position i forhold til Kṛṣṇa er så forunderlig en ting, at den med det samme kan løfte én ud af den kamp for tilværelsen, der foregår i uvidenhedens ocean. Denne materielle verden sammenlignes somme tider med et hav af uvidenhed og somme tider med en skov i brand. I havet er kampen for overlevelse meget hård, uanset hvor dygtig en svømmer man er. Hvis nogen kommer og løfter den kæmpende svømmer op af havet, er vedkommende den største frelser. Vejen til befrielse er at modtage fuldendt viden fra Guddommens Højeste Personlighed. Den Kṛṣṇa-bevidste båd er meget enkel, men samtidig den mest ophøjede.

FORKLARING: Fuldendt viden om selvet og Overselvet og deres indbyrdes forhold sammenlignes her med ild. Denne ild brænder ikke alene alle reaktioner på ufromme handlinger, men også alle reaktioner på fromme handlinger og gør dem til aske. Der findes mange stadier af reaktioner: reaktioner, der er ved at blive til, reaktioner, der bærer frugt, reaktioner, der allerede er modtaget, og reaktioner a priori. Men viden om det levende væsens naturlige position brænder alt til aske. Når man besidder fuldstændig viden, bliver alle reaktioner fortæret, uanset om de er a priori eller a posteriori. Der står i Vedaerne (Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 4.4.22), ubhe uhaivaiṣa ete taraty amṛtaḥ sādhv-asādhūnī: “Man slipper af med både fromme og ufromme reaktioner på handling.”

FORKLARING: Når vi taler om transcendental viden, gør vi det i betydningen af åndelig forståelse. Som sådan findes der intet, der er så ophøjet og rent som transcendental viden. Uvidenhed er årsagen til vores trældom, og viden er årsag til vores befrielse. Denne kundskab er den modne frugt af hengiven tjeneste, og når man befinder sig i transcendental viden, behøver man ikke søge fred noget andet sted, for man nyder fred inde i sig selv. Denne viden og fredfyldthed kulminerer med andre ord i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det er Bhagavad-gītās endelige konklusion.

FORKLARING: En sådan viden i Kṛṣṇa-bevidsthed kan opnås af en stærkt troende person, der har fuldstændig tro på Kṛṣṇa. Man kan kaldes et troende menneske, når man tror på, at blot ved at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed kan man nå den højeste fuldkommenhed. En sådan tro fås igennem udførelsen af hengiven tjeneste og ved at recitere Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, hvilket renser hjertet for alle materielle urenheder. Derudover skal man beherske sine sanser. En person, der har tro på Kṛṣṇa, og som behersker sine sanser, kan let og ufortøvet opnå fuldkommenhed i viden om Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Blandt alle de mange autoritative standardskrifter er Bhagavad-gītā det bedste. Personer, der nærmest er som dyr, har ingen tro på eller viden om de åbenbarede skrifter, og selv om nogle af dem har kendskab til eller kan citere passager fra de åbenbarede skrifter, har de i virkeligheden ingen tro på disse ord. Og selv om andre tror på skrifter som Bhagavad-gītā, tror de hverken på eller tilbeder Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Sådanne personer kan ingen status have i Kṛṣṇa-bevidsthed. De falder ned. Blandt alle de ovennævnte personer gør de, der er uden tro og altid tvivler, slet ingen fremskridt. Mennesker uden tro på Gud og Hans åbenbarede ord finder intet godt i hverken denne verden eller den næste. For dem findes der overhovedet ingen lykke. Man bør derfor følge principperne i de åbenbarede skrifter med tro og derved blive ophøjet til kundskabens niveau. Kun denne viden kan hjælpe én til at blive løftet til det transcendentale niveau af åndelig forståelse. Tvivlende personer har med andre ord slet ingen status i åndelig frigørelse. Man skal derfor følge i fodsporene på de store ācāryaer i discipelrækken og således opnå fuldendelse.

FORKLARING: Den, der følger instruktionerne i Bhagavad-gītā, som de blev givet af Herren, Guddommens Personlighed Selv, bliver gennem nåden fra transcendental viden fri for al tvivl. Han er som en uadskillelig del af Herren i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed allerede etableret i viden om selvet. Som sådan er han utvivlsomt hævet over bindingen til sine handlinger.

FORKLARING: Yoga-systemet, der bliver beskrevet i dette kapitel, kaldes sanātana-yoga eller det levende væsens evige aktivitet. Denne yoga har to kategorier af offerhandlinger: Den ene kaldes ofring af ens materielle besiddelser, og den anden kaldes viden om selvet, en viden, der er en ren åndelig aktivitet. Hvis målet med ofring af ens materielle besiddelser ikke er åndelig erkendelse, er et sådant offer materielt. Men den, der udfører sådanne offerhandlinger med et åndeligt mål for øje eller i hengiven tjeneste, laver et perfekt offer. Med hensyn til åndelige aktiviteter finder vi, at disse også er inddelt i to, nemlig forståelse af ens eget selv (eller ens naturlige position) og sandheden om Guddommens Højeste Personlighed. Den, der følger Bhagavad-gītās vej, som den er, kan let forstå disse to vigtige kategorier af åndelig kundskab. For ham er det ikke spor svært at indhente perfekt viden om selvet som en uadskillelig del af Herren. Og denne forståelse er gavnlig, for en sådan person kan let forstå Herrens transcendentale aktiviteter. I starten af dette kapitel blev Herrens transcendentale aktiviteter diskuteret af den Højeste Herre Selv. Den, der ikke forstår Bhagavad-gītās instruktioner, er troløs og må anses for at misbruge den fragmentariske frihed, som Herren har givet ham. Den, der på trods af disse anvisninger ikke forstår Herren som den evige, lyksalige, alvidende Guddommens Personlighed, er med sikkerhed den største tåbe. Ens uvidenhed kan blive fjernet igennem en gradvis accept af principperne for Kṛṣṇa-bevidsthed. Kṛṣṇa-bevidsthed kan vækkes gennem forskellige former for ofre til halvguderne, ofring til Brahman, offer i cølibat, i familieliv, i beherskelse af sanserne, i udøvelse af mystisk yoga, i askese, ved at give afkald på materielle besiddelser, ved at studere Vedaerne og ved at indgå i den sociale institution, der er kendt som varṇāśrama-dharma. Alle den slags handlinger kaldes offerhandlinger, og de er alle baseret på regulerede handlinger. Men i alle disse aktiviteter er det selverkendelse, der er den vigtige faktor. Den, der forfølger det mål, er Bhagavad-gītās virkelige elev, men den, der tvivler på Kṛṣṇas autoritet, falder tilbage. Man rådes derfor til at studere Bhagavad-gītā eller et hvilket som helst andet skrift under en ægte åndelig mesters vejledning i kombination med tjeneste og overgivelse. En ægte åndelig mester kommer i discipelrækken, der går tilbage til evig tid, og han afviger under ingen omstændigheder fra den Højeste Herres instruktioner, som de blev givet for millioner af år siden til solguden, fra hvem Bhagavad-gītās instruktioner er kommet ned til det jordiske rige. Man bør således følge Bhagavad-gītās vej, som den bliver forklaret i Bhagavad-gītā selv, og vogte sig for egennyttige personer, der søger selvforherligelse og vildleder andre fra den sande vej. Herren er afgjort den højeste person, og Hans handlinger er transcendentale. Den, der forstår dette, er en befriet person lige fra begyndelsen af sit studie af Bhagavad-gītā.