Skip to main content

TEXT 47

TEXT 47

Texto

Tekst

śreyān sva-dharmo viguṇaḥ
para-dharmāt sv-anuṣṭhitāt
svabhāva-niyataṁ karma
kurvan nāpnoti kilbiṣam
śreyān sva-dharmo viguṇaḥ
para-dharmāt sv-anuṣṭhitāt
svabhāva-niyataṁ karma
kurvan nāpnoti kilbiṣam

Palabra por palabra

Synonyms

śreyān — mejor; sva-dharmaḥ — la ocupación de uno; viguṇaḥ — ejecutada imperfectamente; para-dharmāt — que la ocupación de otro; su-anuṣṭhitāt — ejecutada perfectamente; svabhāva-niyatam — prescrito conforme a la naturaleza de uno; karma — trabajo; kurvan — ejecutando; na — nunca; āpnoti — obtiene; kilbiṣam — reacciones pecaminosas.

śreyān — bedre; sva-dharmaḥ — ens egen beskæftigelse; viguṇaḥ — ufuldendt udført; para-dharmāt — end en andens beskæftigelse; su- anuṣṭhitāt — fuldkomment udført; svabhāva-niyatam — foreskrevet i overensstemmelse med ens natur; karma — arbejde; kurvan — idet man udfører; na — aldrig; āpnoti — man opnår; kilbiṣam — syndige reaktioner.

Traducción

Translation

Es mejor que uno se dedique a su propia ocupación, aunque lo haga imperfectamente, que aceptar la ocupación de otro y hacerlo a la perfección. Los deberes que se prescriben de acuerdo con la naturaleza de cada cual, nunca son afectados por las reacciones pecaminosas.

Det er bedre at holde sig til sin egen beskæftigelse, selv om man ikke gør den perfekt, end at påtage sig en andens beskæftigelse og udføre den perfekt. Pligter, der er foreskrevet i overensstemmelse med ens egen natur, påvirkes aldrig af syndige reaktioner.

Significado

Purport

En el Bhagavad-gītā se prescribe la ocupación obligatoria de uno. Como ya se discutió en versos anteriores, los deberes de un brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya y śūdra se prescriben según las modalidades de la naturaleza que influyen en cada cual. Uno no debe imitar el deber de otro. El hombre que por naturaleza se siente atraído al tipo de trabajo que hacen los śūdras, no debe pretender artificialmente ser un brāhmaṇa, aunque haya nacido en una familia brāhmaṇa. Así pues, uno debe trabajar de un modo acorde con su propia naturaleza; ningún trabajo es abominable si se ejecuta en el servicio del Señor Supremo. La ocupación obligatoria de un brāhmaṇa sin duda que está en el plano de la modalidad de la bondad, pero si una persona no está por naturaleza en el plano de la modalidad de la bondad, no debe imitar la ocupación obligatoria de un brāhmaṇa. En el caso de un kṣatriya, o administrador, hay muchísimas cosas abominables; un kṣatriya tiene que ser violento para matar a sus enemigos, y a veces tiene que decir mentiras por cuestiones de diplomacia. Esa clase de violencia y duplicidad acompañan a los asuntos políticos, pero no se espera que un kṣatriya abandone su ocupación obligatoria y trate de ejecutar los deberes de un brāhmaṇa.

FORKLARING: Ens beskæftigelsesmæssige pligt angives i Bhagavad- gītā. Som allerede forklaret i de foregående vers bliver en brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya og śūdras pligter foreskrevet i overensstemmelse med deres respektive materielle naturer. Man har ikke lov til at imitere en andens pligt. En mand, der af natur er tiltrukket af śūdraernes arbejde, bør ikke på kunstig vis hævde at være en brāhmaṇa, selv om han er født i en brāhmaṇa-familie. På den måde bør man arbejde ifølge sin egen natur. Intet arbejde er nedværdigende, hvis det gøres i den Højeste Herres tjeneste. En brāhmaṇas beskæftigelsesmæssige pligt er så afgjort i godhedens kvalitet, men hvis en person af natur ikke er i godhedens kvalitet, bør han ikke imitere en brāhmaṇas beskæftigelsesmæssige pligt. En kṣatriya eller administrator har en masse ubehagelige pligter. En kṣatriya er nødt til at være voldelig for at slå sine fjender ihjel, og sommetider bliver en kṣatriya nødt til at lyve af diplomatiske grunde. Den slags vold og dobbeltspil er en del af det politiske miljø, men en kṣatriya må ikke af den grund opgive sin beskæftigelsesmæssige pligt og forsøge at gøre en brāhmaṇas pligter i stedet.

Uno debe actuar para satisfacer al Señor Supremo. Por ejemplo, Arjuna era un kṣatriya. Sin embargo, no se decidía a pelear contra el otro bando. Pero si esa clase de contienda se hace por Kṛṣṇa, la Suprema Personalidad de Dios, no hay que temer ser degradado. También en el ámbito de los negocios, a veces un comerciante tiene que decir muchas mentiras para obtener alguna ganancia. Si no lo hace, no habrá ninguna ganancia. En ocasiones, un comerciante dice: «¡Oh, mi querido cliente!, con usted no obtengo ninguna ganancia». Pero uno debe saber que sin ganancia, el comerciante no podría existir. Por lo tanto, si un comerciante dice que no está obteniendo ganancia, ello se debe tomar como una mentira menor. Pero el comerciante no debe pensar que como está dedicado a una ocupación en la que es obligatorio decir mentiras, debe entonces abandonar su profesión y seguir la profesión de brāhmaṇa. Eso no se recomienda. No importa que uno sea un kṣatriya, un vaiśya o un śūdra, si con su trabajo sirve a la Suprema Personalidad de Dios. Hasta los brāhmaṇas, que realizan diferentes tipos de sacrificios, a veces tienen que matar animales, debido a que en algunas ocasiones en esas ceremonias se sacrifican animales. De igual modo, si un kṣatriya que está dedicado a su propia ocupación mata a un enemigo, no incurre en ningún pecado. En el tercer capítulo, estas cosas se han explicado clara y detalladamente; cada hombre debe trabajar para Yajña, o para Viṣṇu, la Suprema Personalidad de Dios. Cualquier cosa que se haga para la complacencia personal de los sentidos, es una causa de cautiverio. Se concluye, pues, que todo el mundo debe ocuparse según la modalidad específica de la naturaleza que ha adquirido, y decidir trabajar únicamente para servir a la suprema causa del Señor Supremo.

Man bør handle for at tilfredsstille den Højeste Herre. Arjuna var til eksempel kṣatriya. Han tøvede med at gå i krig mod den anden side. Men hvis en sådan krig kæmpes for Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personligheds, skyld, behøver man ikke at være bange for at falde ned. Også i forretningsverden er en købmand sommetider nødt til at fortælle mange løgne for at have fortjeneste. Hvis han ikke gør det, tjener han ingenting. Af og til siger en købmand: “Min kære kunde, for din skyld tager jeg ingen fortjeneste på denne handel,” men man må være klar over, at uden fortjeneste kan købmanden ikke leve. Derfor må man tage det som en simpel løgn, hvis en købmand siger, at han ingen fortjeneste har. Men købmanden må ikke tro, at fordi han beskæftiger sig med et erhverv, hvor han er tvunget til at lyve, skal han opgive sin profession og tilstræbe at være en brāhmaṇa. Det anbefales ikke. Det er ligegyldigt, om man er kṣatriya, vaiśya eller śūdra, så længe man gennem sit arbejde tjener Guddommens Højeste Personlighed. Selv brāhmaṇaer, der udfører forskellige former for ofringer, må sommetider slå dyr ihjel, for engang imellem bliver dyr ofret under sådanne ceremonier. På samme måde er det ingen synd, hvis en kṣatriya, der engagerer sig i sin egen beskæftigelse, dræber en fjende. Alt dette er beskrevet klart og udførligt i kapitel 3. Alle mennesker bør arbejde for Yajña eller for Viṣṇu, Guddommens Højeste Personligheds, skyld. Uanset hvad der bliver gjort for ens personlige sansetilfredsstillelses skyld, forårsager det trældom. Konklusionen er, at alle bør være engageret ifølge den bestemte naturkvalitet, som de har erhvervet sig, og beslutte sig for kun at arbejde for den Højeste Herres højeste sag.