FORKLARING: I takt med, at en hengiven hører mere og mere om den Højeste Herre, bliver han oplyst. Denne høreproces bliver anbefalet i Śrīmad-Bhāgavatam (3.25.25): “Guddommens Højeste Personligheds budskaber er fulde af kraft, og den kraft kan erkendes, hvis emner om den Højeste Guddom diskuteres i selskab med hengivne. Da det er realiseret viden, kan man ikke opnå dette i intellektuelle spekulanter eller akademisk lærdes selskab.”

De hengivne er konstant engageret i den Højeste Herres tjeneste. Herren forstår udmærket mentaliteten og oprigtigheden hos et bestemt levende væsen, der er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, og giver ham den fornødne intelligens til at kunne forstå videnskaben om Kṛṣṇa i hengivnes selskab. Diskussion af Kṛṣṇa er meget kraftfuld, og hvis man er så heldig at have et sådant selskab og prøver at tilegne sig denne viden, vil man helt sikkert gøre fremskridt imod åndelig erkendelse. For at opmuntre Arjuna til stadig større fremskridt i Sin kraftfulde tjeneste beskriver Herren Kṛṣṇa her i kapitel 9 ting, der er endnu mere fortrolige end dem, Han hidtil har afsløret.

Bhagavad-gītās første kapitel er stort set en introduktion til resten af bogen, og den åndelige kundskab, der bliver beskrevet i kapitel 2 og 3, betegnes som fortrolig. Emnerne under behandling i kapitel 7 og 8 handler i særdeleshed om hengiven tjeneste, og da de bringer oplysning i Kṛṣṇa-bevidsthed, bliver de omtalt som endnu mere fortrolige. Men de spørgsmål, der behandles i kapitel 9, handler udelukkende om ægte, ren hengivenhed. Derfor kaldes dette den mest fortrolige viden. Den, der er forankret i denne mest fortrolige viden om Kṛṣṇa, er helt naturligt transcendental. Han lider derfor ingen materielle kvaler, selv om han befinder sig i den materielle verden. I Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.187) står der, at selv om en person, der har et oprigtigt ønske om at tjene den Højeste Herre med kærlighed, befinder sig i den materielle tilværelses betingede tilstand, skal han stadigvæk anses for at være befriet. På samme måde finder vi i Bhagavad-gītās kapitel 10, at enhver, der er engageret på den måde, er en befriet person.

Dette første vers er af særlig betydning. Ordene idaṁ jñānam (“denne viden”) refererer til ren hengiven tjeneste, der består af ni forskellige aktiviteter: at høre, tale, huske, tjene, tilbede, bede, adlyde, slutte venskab og overgive alting. Ved at praktisere disse ni former for hengiven tjeneste bliver man ophøjet til åndelig bevidsthed, Kṛṣṇa-bevidsthed. Når hjertet således er renset for materiel besmittelse, kan man forstå videnskaben om Kṛṣṇa. Det er ikke nok bare at forstå, at det levende væsen ikke er materielt. Det kan være begyndelsen til åndelig erkendelse, men man skal kunne skelne mellem kropslige handlinger og de åndelige handlinger hos den, der forstår, at han ikke er kroppen.

I kapitel 7 har vi allerede set på Guddommens Højeste Personligheds overdådige kraft, Hans forskellige energier, den højere og den lavere natur og hele den materielle manifestation. Her i kapitel 9 vil Herrens herligheder nu blive diskuteret.

Sanskritordet anasūyave i dette vers er også meget betydningsfuldt. Som regel er kommentatorerne, selv hvis de er meget lærde, misundelige på Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed. Selv de allermest lærde intellektuelle skriver meget unøjagtigt om Bhagavad-gītā. Fordi de er misundelige på Kṛṣṇa, er deres kommentarer værdiløse. Men kommentarer fra Herrens hengivne er ægte. Ingen kan forklare Bhagavad-gītā eller give fuldkommen viden om Kṛṣṇa, hvis de er misundelige. Den, der kritiserer Kṛṣṇas karakter uden at kende Ham, er en tåbe, så den slags kommentarer bør omhyggeligt undgås. For den, der forstår, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, den rene og transcendentale personlighed, vil disse kapitler derimod være til stor nytte.

FORKLARING: Dette kapitel i Bhagavad-gītā bliver kaldt kongen over al uddannelse, for det er essensen af alle de doktriner og filosofier, der hidtil er blevet forklaret. Nogle af de vigtigste filosoffer i Indien er Gautama, Kaṇāda, Kapila, Yājñavalkya, Śāṇḍilya og Vaiśvānara, og endelig er der Vyāsadeva, Vedānta-sūtras forfatter. Hvad angår filosofi og transcendental viden, er der altså ingen mangel på kundskab. Nu erklærer Herren, at kapitel 9 er kongen over al sådan viden, essensen af al viden, der kan erhverves ved at studere Vedaerne og forskellige former for filosofi. Det er den mest fortrolige viden, idet fortrolig eller transcendental kundskab indebærer forståelse af forskellen på kroppen og sjælen. Og kongen over al fortrolig viden kulminerer i hengiven tjeneste.

Normalt er folk ikke uddannede i denne fortrolige viden. De er uddannede i ydre kundskab. Når det kommer til almindelig uddannelse, er folk beskæftiget inden for mange områder såsom politik, sociologi, fysik, kemi, matematik, astronomi, teknik osv. Der findes så mange områder af viden over hele verden og mange store universiteter, men desværre er der intet universitet eller nogen uddannelsesinstitution, hvor der bliver undervist i videnskaben om den åndelige sjæl. Ikke desto mindre er sjælen det vigtigste element i kroppen. Uden sjælens tilstedeværelse har kroppen ingen værdi. Alligevel lægger folk større vægt på livets kropslige fornødenheder uden at bryde sig om den livsvigtige sjæl.

Fra kapitel 2 og fremefter har Bhagavad-gītā betonet vigtigheden af sjælen. Herren siger lige fra starten af (Bg. 2.18), at kroppen er forgængelig, mens sjælen er uforgængelig (antavanta ime dehā, nityasyoktāḥ śarīriṇaḥ). At vide, at den åndelige sjæl er forskellig fra denne krop, og at den af natur er uforanderlig, uforgængelig og evig, er en del af denne fortrolige viden. Det giver os dog ingen konkret information om sjælen. Somme tider tror folk, at sjælen er forskellig fra kroppen, og når kroppen er færdig, eller når man er befriet fra kroppen, forbliver sjælen i et tomrum og bliver upersonlig. Men det er ingenlunde sandt. Hvordan kan sjælen, der er så aktiv, når den er inde i kroppen, blive inaktiv efter at være blevet udfriet fra kroppen? Sjælen er altid aktiv. Hvis den er evig, er den også evigt aktiv, og dens aktiviteter i det åndelige rige udgør den mest fortrolige del af åndelig kundskab. Her bliver det derfor tilkendegivet, at forståelse af den åndelige sjæls aktiviteter udgør kongen over al viden, den mest fortrolige del af al kundskab.

Som forklaret i den vediske litteratur er denne kundskab den reneste form for al aktivitet. I Padma Purāṇa er menneskets syndige handlinger blevet analyseret og vist at være resultat af synd efter synd. De, der beskæftiger sig med frugtstræbende handlinger, bliver viklet ind i forskellige stadier af synd og reaktioner på synd. Når man for eksempel sår et frø til et bestemt træ, begynder træet ikke at vokse med det samme. Det tager sin tid. Først er det en lille spirende plante, så tager det form som et træ, derefter blomstrer det og bærer frugt, og når det er helt udvokset, bliver blomsterne og frugterne nydt af dem, der har sået frøet til træet. På samme måde begår et menneske en syndig handling, og ligesom et frø tager det tid, før synden bærer frugt. Der er forskellige stadier. Den syndige handling kan allerede være ophørt inde i personen, men resultaterne eller frugten af synden venter stadig på at blive høstet. Der er synder, der endnu befinder sig i form af frø, og nogle synder er allerede modnet og har båret frugt, som vi oplever som lidelse og genvordigheder.

Som forklaret i vers 28 i kapitel 7 bliver en person, der fuldstændigt har udlevet reaktionerne på alle syndige handlinger, og som til fulde er engageret i fromme aktiviteter og er fri for den materielle verdens dualiteter, engageret i hengiven tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. De, der rent faktisk er engageret i den Højeste Herres hengivne tjeneste, er med andre ord allerede fri for alle reaktioner. Det bliver bekræftet i Padma Purāṇa:

For dem, der er engageret i Guddommens Højeste Personligheds hengivne tjeneste, forsvinder alle syndige reaktioner gradvist, uanset om de er modne, umodne eller ligger som frø. Den hengivne tjenestes rensende virkning er således meget stærk, og den kaldes derfor pavitram uttamam, den reneste. Uttamam betyder transcendental. Tamas refererer til den materielle verden eller til mørke, og uttamam betyder det, der er transcendentalt til materielle handlinger. Hengivne aktiviteter må aldrig anses for at være materielle, skønt det af og til kan se ud, som om hengivne handler ligesom almindelige mennesker. Den, der kan se og er bekendt med hengiven tjeneste, ved, at der ikke er tale om materielle handlinger. De er alle åndelige og hengivne og ubesmittede af den materielle naturs kvaliteter.

Det siges, at udførelsen af hengiven tjeneste er så perfekt, at man direkte kan se resultaterne. Dette direkte resultat kan rent faktisk opleves, og vi har praktisk erfaring af, at alle, der uden at begå forseelser synger Kṛṣṇas hellige navne (Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare), på et tidspunkt oplever en form for transcendental glæde igennem denne sang og meget hurtigt bliver renset for enhver materiel forurening. Det ser man faktisk ske. Hvis man endvidere ikke blot engagerer sig i at høre, men også forsøger at udbrede budskabet om hengiven tjeneste, eller hvis man med andre ord hjælper den Kṛṣṇa-bevidste mission, mærker man, hvordan man gradvist gør åndelige fremskridt. Dette fremskridt i åndeligt liv er helt uafhængigt af enhver form for tidligere uddannelse eller kvalifikation. Metoden er i sig selv så ren, at man bliver ren blot ved at engagere sig i den.

Dette beskrives også i Vedānta-sūtra (3.2.25) med ordene prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt: “Hengiven tjeneste er så kraftfuld, at man blot ved at engagere sig i den hengivne tjenestes aktiviteter med sikkerhed bliver oplyst.” Et praktisk eksempel finder vi i Nāradas tidligere liv, hvor han var en tjenestepiges søn. Han havde ingen uddannelse og var ikke af høj byrd. Men da hans mor var beskæftiget med at tjene store hengivne, blev Nārada også inddraget, og når hans mor engang imellem ikke var der, ville han overtage tjenesten til de store hengivne. Nārada fortæller selv (ŚB. 1.5.15):

I dette vers fra Śrīmad-Bhāgavatam beskriver Nārada sit tidligere liv for sin discipel Vyāsadeva. Han beretter, at mens han som dreng var tjener for disse rene hengivne under deres fire måneders ophold, plejede han nær omgang med dem. Af og til efterlod disse vismænd rester af deres mad på deres tallerkener, og drengen, der vaskede op efter dem, ville gerne smage på resterne. Han bad derfor de store hengivne om deres tilladelse, og da de gav den, spiste Nārada disse rester og blev som følge deraf fri for alle syndige reaktioner. I takt med, at han fortsatte med at spise, blev han efterhånden lige så renhjertet som vismændene. De store hengivne nød smagen af uophørlig hengiven tjeneste til Herren ved at høre og synge Herrens navn, og gradvist udviklede Nārada den samme smag. Nārada fortæller videre (ŚB. 1.5.26):

Ved at omgås med vismændene fik Nārada smag for at høre og synge om Herrens herligheder, og han udviklede et stort ønske om hengiven tjeneste. Som beskrevet i Vedānta-śūtra (3.2.25), prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt: Hvis man blot er engageret i den hengivne tjenestes aktiviteter, bliver alt automatisk åbenbaret for én, og man vil kunne forstå. Dette kaldes pratyakṣa eller direkte opfattelse.

Ordet dharmyam betyder “religionens vej”. Nārada var i virkeligheden søn af en tjenestepige og havde som sådan ingen mulighed for at gå i skole. Han hjalp blot sin mor, og til alt held gjorde hun tjeneste til de hengivne. Det fik barnet Nārada således også chancen for, og udelukkende gennem denne omgang med de hengivne opnåede han det højeste mål med al religion. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.6), sa vai puṁsāṁ paro dharmo, yato bhaktir adhokṣaje: Hengiven tjeneste er det højeste mål med al religion. Religiøse mennesker ved som regel ikke, at den højeste fuldkommenhed af religion er at opnå hengiven tjeneste. Som vi allerede har været inde på det i forbindelse med det sidste vers i kapitel 8 (vedeṣu yajñeṣu tapaḥsu caiva), er vedisk viden som regel nødvendig for selverkendelse. Men her fik Nārada det højeste resultat af vediske studier, selv om han aldrig havde gået i skole hos den åndelige mester og ikke var uddannet i de vediske principper. Denne proces er så virkningsfuld, at man kan blive hævet til den højeste fuldkommenhed selv uden at følge den religiøse proces fast. Hvordan kan det lade sig gøre? Det bliver også bekræftet i den vediske litteratur (Chāndogya Upaniṣad 6.14.2): ācāryavān puruṣo veda. Hvis man omgås med de store ācāryaer, kan man selv uden at være uddannet eller nogensinde have studeret Vedaerne blive fortrolig med al den kundskab, der er nødvendig for selverkendelse.

Hengiven tjeneste er en meget glædesfyldt proces (su-sukham). Hvorfor? Hengiven tjeneste består af śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ, så man kan blot lytte til recitationen af Herrens herligheder eller overvære filosofiske foredrag om transcendental viden med de autoriserede ācāryaer. Blot ved at sidde kan man lære. Dernæst kan man spise resterne af mad, der er ofret til Gud i form af dejlige velsmagende retter. Hengiven tjeneste er fuld af glæde på alle trin. Man kan praktisere hengiven tjeneste i selv den største tilstand af fattigdom. Herren siger (Bg. 9.26), patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam: Han er villig til at modtage enhver form for ofring fra den hengivne, ligegyldigt hvad. Selv et blad, en blomst, et stykke frugt eller lidt vand, der kan fås overalt i verden, kan bringes som offer af hvem som helst, uanset hvad ens sociale position er, og det vil blive accepteret, hvis det tilbydes med kærlighed. Det er der mange eksempler på i historien. Ved bare at smage på tulasī-bladene, der var ofret til Herrens lotusfødder, blev store vismænd som Sanat-kumāra store hengivne. Derfor er den hengivne proces meget fin, og den kan udføres i et glad sindelag. Gud tager kun imod den kærlighed, med hvilken ting tilbydes Ham.

Her står der, at hengiven tjeneste varer evigt. Det er ikke sådan, som māyāvādī-filosofferne hævder det. Skønt de sommetider udfører såkaldt hengiven tjeneste, er deres idé, at de vil fortsætte med deres hengivne tjeneste, så længe de ikke er befriede, men til sidst, når de bliver befriede, vil de “blive ét med Gud”. Den form for midlertidig, opportunistisk hengiven tjeneste anses ikke for at være ren hengiven tjeneste. Virkelig hengiven tjeneste fortsætter også efter befrielsen. Når den hengivne kommer til den åndelige planet i Guds rige, vil han også dér være engageret i at tjene den Højeste Herre. Han forsøger ikke at blive ét med den Højeste Herre.

Som det vil fremgå her i Bhagavad-gītā, begynder den egentlige hengivne tjeneste først efter, at man er blevet befriet. Efter befrielsen, når man befinder sig på Brahman-niveauet (brahma-bhūta), begynder ens hengivne tjeneste. Samaḥ sarveṣu bhūteṣu, mad-bhaktiṁ labhate parām (Bg. 18.54). Ingen kan forstå Guddommens Højeste Personlighed ved at udøve karma-yoga, jñāna-yoga, aṣṭāṅga-yoga eller nogen anden form for yoga uafhængigt af bhakti-yoga. Det kan godt være, at man gennem disse yogiske metoder kan gøre en smule fremskridt hen imod bhakti-yoga, men hvis man ikke kommer til stadiet af hengiven tjeneste, kan man ikke forstå, hvad Guddommens Personlighed er. Det bekræftes også i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.17-20), at når man bliver renset ved at udføre den hengivne tjenestes proces, især ved at høre Śrīmad-Bhāgavatam eller Bhagavad-gītā fra realiserede sjæle, kan man forstå videnskaben om Kṛṣṇa eller videnskaben om Gud (evaṁ prasanna-manaso, bhagavad- bhakti-yogataḥ). Når ens hjerte er renset for alt uønsket, kan man forstå, hvad Gud er. Derfor er den hengivne tjenestes proces, Kṛṣṇa-bevidsthed, kongen over al uddannelse og kongen over al fortrolig viden. Det er den reneste form for religion, og den kan udføres med glæde uden problemer. Derfor bør man engagere sig i hengiven tjeneste.

FORKLARING: De, der ingen tro har, er ikke i stand til at gennemføre den hengivne tjenestes proces. Det er, hvad der menes med dette vers. Tro er et resultat af at være i selskab hengivne. Men uheldige mennesker har ingen tro på Gud selv efter at have hørt alle den vediske litteraturs forklaringer fra store sjæle. De tøver og kan ikke holde sig til Herrens hengivne tjeneste. Tro er således en særdeles vigtig faktor for at kunne gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya 22.62) står der, at tro er den fuldstændige overbevisning om, at man bare ved at tjene den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, kan opnå al fuldkommenhed. Det kaldes sand tro. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (4.31.14):

“Ved at hælde vand på et træs rod nærer man automatisk dets grene, kviste og blade, og ved at give maven mad tilfredsstiller man alle kroppens sanser. På lignende måde tilfredsstiller man automatisk alle halvguderne og alle andre levende væsener ved at engagere sig i den Højeste Herres transcendentale tjeneste.” Efter at have læst Bhagavad-gītā bør man derfor prompte komme til konklusionen i Bhagavad-gītā: Man bør opgive alle andre aktiviteter og engagere sig i den Højeste Herre, Kṛṣṇa, Guddommens Personligheds, tjeneste. Hvis man er overbevist om denne livsfilosofi, kaldes det tro.

Udviklingen af denne tro er netop, hvad Kṛṣṇabevidstheds-processen går ud på. Der findes tre klasser af mennesker i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der ingen tro har, befinder sig i den tredje klasse. Selv om de officielt er engageret i hengiven tjeneste, kan de ikke nå det højeste fuldendte niveau. De falder højst sandsynligt fra efter nogen tid. Selv om de måske er engageret, er det meget svært for dem at fortsætte i Kṛṣṇa-bevidsthed, for de mangler fuldstændig overbevisning og tro. Vi har erfaret i praksis fra vores missionsvirksomhed, at nogle folk kommer og engagerer sig i Kṛṣṇa-bevidsthed med et eller andet skjult motiv, og så snart de økonomisk set er lidt velsituerede, opgiver de denne proces og falder igen tilbage til deres gamle vaner. Det er således kun gennem tro, at man kan gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed. Med hensyn til udviklingen af tro kaldes den, der er velbevandret i den hengivne tjenestes litteratur, og som er kommet til niveauet af fast tro, for en førsteklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed. Og i den anden klasse finder vi dem, der ikke er så fremskredne i deres forståelse af de hengivne skrifter, men som automatisk har fast tro på, at kṛṣṇa-bhakti eller tjeneste til Kṛṣṇa er den bedste vej, og som derfor i god tro har givet sig i kast med hengiven tjeneste. De er således på et højere niveau end den tredje kategori, der hverken har fuldstændig viden om skrifterne eller fast tro, men på grund af de hengivnes gode selskab eller simpel enfoldighed prøver at følge. En tredjeklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed kan falde fra, men når man er i den anden klasse, falder man ikke væk, og for en førsteklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed er der slet ingen chance for at falde ned. En førsteklasses hengiven gør helt sikkert fremskridt og når til sidst det endelige mål. Hvad angår en tredjeklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed, har han endnu ikke fået tilstrækkelig viden om Kṛṣṇa gennem skrifter som Śrīmad-Bhāgavatam og Bhagavad-gītā, selv om han har tro på overbevisningen om, at hengiven tjeneste til Kṛṣṇa er en god ting. Sommetider har disse tredjeklasses personer i Kṛṣṇa-bevidsthed tendenser i retning af karma-yoga og jñāna-yoga, og nogle gange er de forstyrrede, men så snart de har overvundet infektionen fra karma- eller jñāna-yoga, bliver de anden- eller førsteklasses hengivne i Kṛṣṇa-bevidsthed. Tro på Kṛṣṇa kan også inddeles i tre niveauer, der beskrives i Śrīmad-Bhāgavatams 11. Bog (11.2.44–55) som førsteklasses tilknytning, andenklasses tilknytning og tredjeklasses tilknytning. De, der ingen tro har selv efter at have hørt om Kṛṣṇa og den hengivne tjenestes fortræffeligheder, og som tror, at der kun er tale om overdrevne lovord, vil finde denne vej yderst vanskelig, også selv om de tilsyneladende er engageret i hengiven tjeneste. For dem er der kun ringe håb om fuldkommenhed. Tro er således meget vigtig for at kunne gøre hengiven tjeneste.

FORKLARING: Guddommens Højeste Personlighed kan ikke opfattes med de grove materielle sanser. Der står skrevet:

Herren Śrī Kṛṣṇas navn, berømmelse, lege og så fremdeles kan ikke forstås med materielle sanser. Han åbenbares kun for den, der under dygtig vejledning er engageret i ren hengiven tjeneste. Der står i Brahma- saṁhitā (5.38), premāñjana-cchurita-bhakti-vilocanena, santaḥ sadaiva hṛdayeṣu vilokayanti: Man kan altid se Guddommens Højeste Personlighed, Govinda, inden i sig selv såvel som uden for sig selv, når man har udviklet den transcendentale følelse af kærlighed til Ham. Derfor er Han ikke synlig for folk i almindelighed. Der står her, at selv om Han er altgennemtrængende og til stede overalt, kan Han ikke opfattes med de materielle sanser. Det angives med ordet avyakta-mūrtinā. Men skønt vi ikke kan se Ham, hviler alt i virkeligheden i Ham. Som vi har diskuteret det i kapitel 7, er hele den materielle kosmiske manifestation intet andet end en kombination af Hans to forskellige energier, den højere åndelige energi og den lavere materielle energi. Ligesom solskinnet spreder sig over hele universet, er Herrens energi spredt over hele skabelsen, og alt hviler i den energi.

Trods det bør man ikke slutte, at fordi Han er udbredt overalt, har Han mistet Sin personlige eksistens. For at tilbagevise et sådant argument siger Herren: “Jeg er overalt, og alt er i Mig, men alligevel er Jeg hævet over alting.” For eksempel står en konge i spidsen for en regering, der er intet andet end en demonstration af kongens energi. Regeringens forskellige ministerier er intet andet end kongens energier, og hvert ministerium hviler på kongens magt. Men trods dette kan man ikke forvente, at kongen personligt er til stede i alle ministerierne. Det er et groft eksempel. På samme måde hviler alle de manifestationer, som vi ser, og alt, der findes i både denne materielle såvel som i den åndelige verden, på Guddommens Højeste Personligheds energi. Skabelsen finder sted som udbredelsen af Hans forskellige energier, for som der står i Bhagavad-gītā (10.42), viṣṭabhyāham idaṁ kṛtsnam: Han er til stede overalt gennem Sin personlige repræsentation, dvs. gennem udbredelsen af Hans forskellige energier.

FORKLARING: Herren fortæller, at alting hviler på Ham (mat-sthāni sarva-bhūtāni). Dette må ikke misforstås. Herren har intet direkte at gøre med opretholdelsen og understøttelsen af denne materielle manifestation. Undertiden ser vi et billede af Atlas med kloden på sine skuldre. Han ser ud til at være blevet meget udmattet af at bære den store jordplanet. En sådan forestilling må man ikke gøre sig om Kṛṣṇas opretholdelse af dette skabte univers. Han erklærer, at selv om alt hviler på Ham, er Han hævet over det. Planetsystemerne svæver i rummet, og dette rum er den Højeste Herres energi. Men Han er forskellig fra rummet. Han befinder Sig et helt andet sted. Derfor forklarer Herren: “Skønt de hviler på Min ufattelige energi, er Jeg som Guddommens Højeste Personlighed hævet over dem.” Dette er Herrens ufattelige overdådighed.

Ifølge den vediske Nirukti-ordbog, yujyate ’nena durghaṭeṣu kāryeṣu: “Den Højeste Herre udfolder Sin energi ved at udføre ufatteligt vidunderlige lege.” Hans person er fuld af forskellige kraftfulde energier, og Hans beslutsomhed er i sig selv virkelighed. På denne måde skal Guddommens Personlighed forstås. Vi kan tænke på at gøre et eller andet, men der er så meget i vejen for det, og nogle gange er det slet ikke muligt at gøre det, vi har lyst til. Men når Kṛṣṇa har lyst til at gøre noget, sker alt i kraft af Hans blotte vilje så perfekt, at man ikke kan forestille sig, hvordan det sker. Herren forklarer denne kendsgerning: Selv om Han er opretholderen og forsørgeren af hele den materielle manifestation, er Han ikke i berøring med den materielle manifestation. Udelukkende i kraft af Hans suveræne vilje skabes alt, opretholdes alt og tilintetgøres alt. Der er ingen forskel på Hans sind og Ham Selv (sådan som der er en forskel på vores selv og vort nuværende materielle sind), for Han er absolut ånd. På samme tid er Herren til stede i alting. Alligevel kan det almindelige menneske ikke forstå, hvordan Han også er personligt til stede. Han er forskellig fra denne materielle manifestation, men alligevel hviler alt på Ham. Det bliver her forklaret som yogam aiśvaram, Guddommens Højeste Personligheds mystiske kraft.

FORKLARING: For den almindelige person er det nærmest ufatteligt, N hvordan den vældige materielle skabelse kan hvile i Herren. Her giver Han et eksempel for at lette vores forståelse. Himmelrummet er nok den største manifestation, vi kan forestille os, og i rummet er vinden eller luften den største manifestation i den kosmiske verden. Luftens bevægelser påvirker bevægelsen af alt andet. Men selv om vinden er mægtig, befinder den sig stadigvæk inden i himmelrummet. Vinden er ikke uden for himlen. På samme måde eksisterer alle de fantastiske kosmiske manifestationer i kraft af Guds suveræne vilje, og alle er de underlagt denne højeste vilje. Som vi plejer at sige det, rører ikke et græsstrå sig uden Guddommens Højeste Personligheds vilje. Alt bevæger sig således ifølge Hans vilje. I kraft af Hans vilje bliver alting skabt, alting bliver opretholdt, og alt tilintetgøres. Alligevel er Han hævet over alting, ligesom himlen altid er hævet over vindens aktiviteter.

Der står i Upaniṣaderne (Taittirīya Upaniṣad 2.8.1), yad-bhīṣā vātaḥ pavate: “Vinden blæser på grund af frygt for den Højeste Herre.” I Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad (3.8.9) finder vi, etasya vā akṣarasya praśāsane gārgi sūrya-candramasau vidhṛtau tiṣṭhata, etasya vā akṣarasya praśāsane gārgi dyāvā-pṛthivyau vidhṛtau tiṣṭhataḥ. “Månen, Solen og de øvrige store planeter bevæger sig på den højeste ordre under overopsyn af Guddommens Højeste Personlighed.” Der står videre i Brahma- saṁhitā (5.52):

Her bliver Solens bevægelse beskrevet. Der står her, at Solen anses for at være et af den Højeste Herres øjne, og at den har umådelig kraft til at sprede lys og varme. Ikke desto mindre bevæger den sig i sin foreskrevne bane på Govindas ordre og højeste vilje. I den vediske litteratur kan vi således finde det dokumenteret, at denne materielle manifestation, der på os virker så fantastisk og vældig, står under Guddommens Højeste Personligheds fuldstændige kontrol. Dette vil blive yderligere forklaret i de følgende vers i dette kapitel.

FORKLARING: Skabelsen, opretholdelsen og tilintetgørelsen af denne materielle kosmiske manifestation afhænger helt af Guddommens Personligheds højeste vilje. “Ved tidsalderens afslutning” sigter til Brahmās død. Brahmā lever i 100 år, og én af hans dage er anslået til at vare 4.320.000.000 jordiske år. Hans nat er af samme varighed. Hans måned består af 30 sådanne dage og nætter og hans år af 12 måneder. Efter 100 sådanne år, når Brahmā dør, finder ødelæggelsen eller tilintetgørelsen sted. Det betyder, at energien, der blev manifesteret af den Højeste Herre, atter bliver trukket ind i Ham Selv. Når der så igen er behov for at manifestere den kosmiske verden, sker det ved Hans vilje. Bahu syām: “Skønt Jeg er én, skal Jeg blive mange,” lyder den vediske aforisme (Chāndogya Upaniṣad 6.2.3). Han udfolder Sig selv i denne materielle energi, og endnu engang finder hele den kosmiske manifestation sted.

FORKLARING: Denne materielle verden er udfoldelsen af Guddommens Højeste Personligheds lavere energi, hvilket allerede er blevet forklaret adskillige gange. Ved skabelsen slippes den materielle energi løs som mahat-tattva, som Herren i Sin første puruṣa-inkarnation, Mahā- viṣṇu, træder ind i. Han ligger i Årsagshavet, hvor Han udånder utallige universer og herefter træder ind i hvert af dem som Garbhodakaśāyī Viṣṇu. På den måde bliver hvert univers skabt. Han manifesterer Sig videre som Kṣīrodakaśāyī Viṣṇu, og denne Viṣṇu træder ind i alting, selv i det mikroskopiske atom. Det faktum bliver forklaret her. Han træder ind i alt.

Hvad de levende væsener angår, befrugtes den materielle natur med dem, og de antager forskellige positioner som resultat af deres tidligere handlinger. Således begynder denne materielle verdens aktiviteter igen. De forskellige arter af levende væsener begynder deres aktiviteter fra selve skabelsesøjeblikket af. Det er ikke sådan, at alt har udviklet sig. De forskellige arter bliver skabt samtidigt med universet. Mennesker, dyr, insekter og fugle – alting – bliver skabt samtidigt, for uanset hvilke ønsker, de levende væsener havde ved sidste tilintetgørelse, bliver de igen manifesterede ved den næste skabelse. Her angives det tydeligt med ordet avaśam, at de levende væsener intet har at gøre med denne proces. Den eksistenstilstand, de befandt sig i under sidste skabelse i deres sidste liv, bliver ganske enkelt manifesteret igen, og alt dette sker alene i kraft af Herrens vilje. Dette er Guddommens Højeste Personligheds ufattelige kraft. Og efter at have skabt de forskellige livsformer har Han intet med dem at gøre. Skabelsen finder sted for at tilgodese de forskellige levende væseners tilbøjeligheder, og derfor er Herren ikke involveret i den.

FORKLARING: I denne forbindelse skal man ikke tro, at Guddommens Højeste Personlighed intet har at lave. Han er altid fuldt engageret i Sin åndelige verden. Der står i Brahma-saṁhitā (5.6), ātmārāmasya tasyāsti, prakṛtyā na samāgamaḥ: “Han er til stadighed involveret i Sine evige, lyksalige åndelige aktiviteter, men Han har intet med disse materielle aktiviteter at gøre.” De materielle aktiviteter bliver udført af Hans forskellige energier. Herren er altid neutral i forhold til den skabte verdens materielle aktiviteter. Denne neutralitet bliver forklaret her med ordet udāsīna-vat. Selv om Han har kontrol over hver eneste lille detalje i de materielle processer, er Han neutralt situeret. Eksemplet kan gives med en højesteretsdommer, der beklæder sit dommersæde. Så mange ting sker på hans ordre – den ene mand bliver hængt, den anden fængslet, og en tredje tildeles en stor sum penge – men alligevel er han neutral. Han har intet med hverken vinding eller tab at gøre. På samme måde er Herren altid neutral på trods af, at Han har Sin finger med i spillet i hver eneste virkesfære. Der står i Vedānta-sūtra (2.1.34), vaiṣamya- nairghṛṇye na: Han befinder Sig ikke inden for den materielle verdens dualiteter. Han er transcendental til alle disse dualiteter. Han er heller ikke knyttet til den materielle verdens skabelse og ødelæggelse. De levende væsener antager deres forskellige former i de forskellige livsformer i overensstemmelse med deres tidligere handlinger, og det griber Herren ikke ind i.

FORKLARING: Her står der klart og tydeligt, at skønt den Højeste Herre er hævet over alle den materielle verdens aktiviteter, forbliver Han den øverste leder. Den Højeste Herre er den højeste vilje og baggrunden for denne materielle manifestation, men selve forvaltningen står den materielle natur for. Kṛṣṇa erklærer også i Bhagavad-gītā (14.4), at “Jeg er Faderen” til alle levende skabninger i deres forskellige former og arter. Faderen sår frøet til barnet i moderens liv, og på samme måde befrugter den Højeste Herre alene med Sit blik alle de levende væsener i skødet på den materielle natur, og de kommer ud i forskellige former og arter i overensstemmelse med deres tidligere ønsker og handlinger. Selv om alle disse levende væsener bliver født af den Højeste Herres blik, antager de forskellige kroppe i overensstemmelse med deres tidligere ønsker og handlinger. Herren er således ikke direkte knyttet til denne materielle skabelse. Han kaster blot Sit blik over den materielle natur. Den materielle natur bliver derved aktiveret, og alt bliver skabt med det samme. I og med at Han skuer over den materielle natur, er der unægtelig tale om handling fra den Højeste Herres side, men Han har intet direkte at gøre med manifestationen af den materielle verden. I smṛti bliver der givet følgende eksempel: Når man har en duftende blomst foran sig, berøres duften af ens lugtesans, men alligevel har lugtesansen og blomsten intet med hinanden at gøre. En lignende forbindelse finder vi mellem den materielle verden og Guddommens Højeste Personlighed. Han har i virkeligheden intet at gøre med denne materielle verden, men Han skaber via Sit blik og forordner alting. Kort sagt kan den materielle natur intet foretage sig uden Guddommens Højeste Personligheds overopsyn. Ikke desto mindre er den Højeste Personlighed utilknyttet til alle materielle aktiviteter.

FORKLARING: Fra forklaringerne til de tidligere vers i dette kapitel fremgår det klart, at på trods af, at Guddommens Højeste Personlighed viser Sig som et menneske, er Han intet almindeligt menneske. Guddommens Personlighed, der står bag skabelsen, opretholdelsen og tilintetgørelsen af hele den kosmiske manifestation, kan ikke være et menneske. Ikke desto mindre findes der mange uintelligente personer, der regner Kṛṣṇa for intet andet end et magtfuldt menneske. I virkeligheden er Han den oprindelige Højeste Personlighed, som det også bekræftes i Brahma-saṁhitā 5.1 (īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ). Han er den Højeste Herre.

Der findes mange īśvaraer eller herskere, og den ene virker større end den anden. I den almindelige ledelse af tingene i den materielle verden støder vi som regel på en embedsmand eller fuldmægtig, over ham er der en departementschef, over hvem der er en minister, og over ham sidder der en præsident. De er alle hver især herskere, men den ene beherskes af den anden. Der står i Brahma-saṁhitā (5.1), at Kṛṣṇa er den højeste hersker. Der findes utvivlsomt mange herskere både i den materielle og i den åndelige verden, men Kṛṣṇa er den højeste hersker (īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ), og Hans krop er sac-cid-ānanda, ikke-materiel.

Materielle kroppe kan ikke gøre alle de fantastiske ting, der blev beskrevet i tidligere vers. Hans krop er evig, lyksalig og fuld af viden. Men selv om Han ikke er et almindeligt menneske, håner de tåbelige Ham og anser Ham for at være et menneske. Hans krop betegnes her som mānuṣīm, for Han handler nøjagtigt som et menneske, som Arjunas ven og som en politiker, der er involveret i krigen på Kurukṣetra. Han opfører Sig på mange måder som et ganske almindeligt menneske, men i virkeligheden er Hans krop sac-cid-ānanda-vigraha, evig lyksalighed og absolut viden. Dette bliver også bekræftet i de vediske tekster (Gopāla- tāpanī Upaniṣad 1.1) med ordene sac-cid-ānanda-rūpāya kṛṣṇāya: “Jeg frembærer mine hyldester til Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, der er den evige, lyksalige form af viden.” Der er også andre vediske beskrivelser. Tam ekaṁ govindam: “Du er Govinda, der giver sanserne og køerne glæde.” Sac-cid-ānanda-vigraham: “Og Din form er transcendental, fuld af viden, lyksalighed og evighed.” (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.35)

Til trods for Herren Kṛṣṇas krops transcendentale kvaliteter og fulde lyksalighed og viden er der mange Bhagavad-gītā-kommentatorer og såkaldte lærde, der nedgør Kṛṣṇa som et almindeligt menneske. Den lærde mand er måske født som et usædvanligt menneske på grund af sine tidligere gode gerninger, men denne forestilling om Śrī Kṛṣṇa er udtryk for manglende viden. Derfor kaldes han en mūḍha, for kun tåbelige personer anser Kṛṣṇa for at være et almindeligt menneske. De tåbelige anser Kṛṣṇa for at være et almindeligt menneske, eftersom de ikke kender til den Højeste Herres fortrolige aktiviteter og Hans forskellige energier. De ved ikke, at Kṛṣṇas krop er indbegrebet af komplet viden og lyksalighed, at Han er ejeren af alt, der findes, og at Han kan give alle befrielse. Fordi de ikke ved, at Kṛṣṇa besidder så mange transcendentale egenskaber, håner de Ham.

De ved heller ikke, at Guddommens Højeste Personligheds åbenbaring i den materielle verden er en manifestation af Hans indre energi. Han er herskeren over den materielle energi. Som beskrevet adskillige steder (mama māyā duratyayā, Bg. 7.14) erklærer Han, at selv om den materielle energi er meget stærk, står den under Hans kontrol, og alle, der overgiver sig til Ham, kan slippe ud af denne materielle energis kontrol. Hvis en sjæl, der har overgivet sig til Kṛṣṇa, kan undslippe den materielle energis indflydelse, hvordan kan den Højeste Herre, der står bag hele den kosmiske naturs skabelse, opretholdelse og udslettelse, da have en materiel krop som os? Så denne forestilling om Kṛṣṇa er fuldkommen tåbelig. Tåbelige personer kan imidlertid ikke forestille sig, hvordan Guddommens Personlighed, Kṛṣṇa, der viser Sig som et almindeligt menneske, kan beherske alle atomerne såvel som den gigantiske manifestation af den universelle form. Både det største og det mindste ligger uden for deres fatteevne, så derfor kan de ikke forestille sig, at en form, der ligner et menneske, på samme tid kan herske over både det uendelige og det mindste. Selv om Han har kontrol over både det uendelige og det uendeligt lille, er Han i virkeligheden et helt andet sted end i denne manifestation. Det fremgår udtrykkeligt med henvisning til Hans yogam aiśvaram, Hans ufattelige transcendentale energi, at Han kan beherske både det uendelige og det uendeligt lille og samtidig forblive hævet over dem. Selv om de tåbelige ikke kan forestille sig, hvordan Kṛṣṇa, der åbenbarer Sig nøjagtig ligesom et menneske, kan beherske både det uendelige og det uendeligt lille, accepterer de, der er rene hengivne, dette, for de ved, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Derfor overgiver de sig helt til Ham og engagerer sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, Herrens hengivne tjeneste.

Der er megen polemik imellem personalister og upersonalister omkring Herrens åbenbaring som et menneske. Men hvis vi rådfører os med Bhagavad-gītā og Śrīmad-Bhāgavatam, de autoritative lærebøger i forståelsen af videnskaben om Kṛṣṇa, kan vi igennem dem forstå, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Han er intet almindeligt menneske, skønt Han viste Sig på denne jord som et almindeligt menneske. I Śrīmad-Bhāgavatams første kapitel (1.1.20) bemærkede vismændene under ledelse af Śaunaka, da de spurgte om Kṛṣṇas aktiviteter:

“Herren Śrī Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, legede sammen med Balarāma som et ganske almindeligt menneske, og således forklædt gjorde Han mange overmenneskelige ting.” Herrens tilsynekomst som menneske forvirrer de tåbelige. Intet menneske kan gøre de fantastiske ting, Kṛṣṇa gjorde, mens Han var på Jorden. Da Kṛṣṇa viste Sig for Sin far og mor, Vasudeva og Devakī, fremstod Han med fire arme, men på forældrenes bøn forvandlede Han Sig til et almindeligt barn. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (10.3.46), babhūva prākṛtaḥ śiśuḥ, blev Han til et ganske almindeligt barn, et almindeligt menneske. Nu angives det igen her, at Herrens fremkomst som et almindeligt menneske er et af trækkene ved Hans transcendentale krop. Der står også i Bhagavad-gītās kapitel 11 (vers 46), at Arjuna bad om at få Kṛṣṇas firarmede form at se (tenaiva rūpeṇa catur-bhujena). Efter at have afsløret denne form antog Kṛṣṇa atter på Arjunas anmodning Sin oprindelige menneskelignende skikkelse (mānuṣaṁ rūpam, Bg. 11.51). Disse forskellige træk ved den Højeste Herre finder man helt sikkert ikke hos et almindeligt menneske.

Nogle af dem, der håner Kṛṣṇa, og som er inficeret af māyāvādī- filosofien, citerer et vers fra Śrīmad-Bhāgavatam (3.29.21) som bevis på, at Kṛṣṇa kun er et almindeligt menneske. Ahaṁ sarveṣu bhūteṣu, bhūtātmāvasthitaḥ sadā: “Den Højeste findes i alle levende væsener.” Vi gør bedre i at forstå nævnte vers fra vaiṣṇava-ācāryaer som Jīva Gosvāmī og Viśvanātha Cakravartī Ṭhākura i stedet for at lytte til fortolkninger fra uautoriserede personer, der håner Kṛṣṇa. Jīva Gosvāmī skriver i sin kommentar til dette vers, at Kṛṣṇa befinder Sig i Sin fuldstændige ekspansion som Paramātmā eller Oversjælen i de bevægelige såvel som ubevægelige skabninger, så alle nye hengivne, der blot retter deres opmærksomhed mod arcā-mūrtien, den Højeste Herres form i templet, og ikke respekterer andre levende væsener, dyrker Herrens tempelform til ingen nytte. Der findes tre slags hengivne, og novicen befinder sig på det laveste trin. Begynderen viser Deiteten i templet større opmærksomhed, end han viser andre hengivne, så Viśvanātha Cakravartī Ṭhākura advarer om, at en sådan mentalitet skal korrigeres. En hengiven bør se, at fordi Kṛṣṇa er til stede i alles hjerter som Paramātmā, er hver eneste krop en legemliggørelse af eller tempel for den Højeste Herre, så ligesom man viser Herrens tempel sin respekt, skal man på samme måde vise alle kroppe, som Paramātmā bor i, tilbørlig respekt. Alle skal derfor vises behørig respekt og må ikke ringeagtes.

Der er også mange upersonalister, der taler nedsættende om tempeltilbedelse. De siger, at hvis Gud er overalt, hvorfor skal man så begrænse sig til at dyrke Ham i templet? Men hvis Gud er alle vegne, er Han så ikke også i templet eller i Deiteten? Selv om personalister og upersonalister bestandigt vil strides med hinanden, er en fuldendt hengiven i Kṛṣṇa-bevidsthed klar over, at skønt Kṛṣṇa er den Højeste Personlighed, er Han altgennemtrængende, som det bekræftes i Brahma-saṁhitā (5.35). Selv om Hans personlige bolig er Goloka Vṛndāvana, og Han altid opholder Sig der, er Han gennem Sine forskellige manifestationer af energi og i kraft af Sine fuldstændige ekspansioner til stede overalt i hver eneste del af de materielle og åndelige skabelser.

FORKLARING: Der er mange hengivne, der anser sig selv for at være i Kṛṣṇa-bevidsthed og hengiven tjeneste, men inderst inde ikke accepterer Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, som den Absolutte Sandhed. De vil aldrig smage frugten af hengiven tjeneste, nemlig at vende tilbage til Guddommen. På samme måde vil de, der er optaget af frugtstræbende fromme handlinger, og som håber på i sidste ende at blive befriet fra denne materielle forvikling, heller aldrig opnå fuldendelse, for de ringeagter Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. De, der taler nedsættende om Kṛṣṇa, skal med andre ord forstås som værende dæmoniske eller ateistiske. Som beskrevet i Bhagavad-gītās kapitel 7 (vers 15) overgiver sådanne dæmoniske slyngler sig aldrig til Kṛṣṇa. Deres forsøg på at nå frem til den Absolutte Sandhed gennem intellektuelle spekulationer bringer dem derfor til den forkerte konklusion, at det almindelige levende væsen og Kṛṣṇa er én og samme ting. Underlagt en sådan falsk overbevisning tror de, at alle menneskekroppe nu blot er dækket af den materielle natur, og så snart man bliver befriet fra denne materielle krop, er der ingen forskel på Gud og én selv. Den slags forsøg på at blive ét med Kṛṣṇa vil blive forpurret på grund af illusion. En sådan ateistisk og dæmonisk kultivering af åndelig viden er altid omsonst. Det er, hvad der tilkendegives i dette vers. For sådanne personer er kultivering af kundskaben i vediske tekster som Vedānta-sūtra og Upaniṣaderne altid frugtesløs.

Det er således en stor forseelse at anse Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, for at være et almindeligt menneske. De, der gør dette, er afgjort vildledte, for de kan ikke forstå Kṛṣṇas evige form. Der står klart og tydeligt i Bṛhad-viṣṇu-smṛti:

“Den, der anser Kṛṣṇas krop for at være materiel, bør vises bort fra alle śrutierne og smṛtiernes ritualer og aktiviteter. Og skulle man være så uheldig at se hans angigt, skal man øjeblikkeligt tage bad i Ganges for at rense sig selv for infektionen. Folk bespotter Kṛṣṇa, fordi de er misundelige på Guddommens Højeste Personlighed. Deres skæbne er helt sikkert at blive født gang på gang i ateistiske og dæmoniske livsformer. Deres virkelige kundskab vil for altid være tilsløret af illusion, og gradvist synker de ned til skabelsens mørkeste regioner.”

FORKLARING: I dette vers gives der en klar beskrivelse af mahātmāen. En mahātmās første kendetegn er, at han allerede befinder sig i den guddommelige natur. Han står ikke under den materielle naturs kontrol. Hvorledes går det til? Det blev forklaret i kapitel 7, vers 14. Den, der overgiver sig til Guddommens Højeste Personlighed, bliver øjeblikkeligt befriet fra den materielle naturs kontrol. Det er kvalifikationen. Man kan blive fri for den materielle naturs kontrol i samme øjeblik, man overgiver sin sjæl til Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Det er den grundlæggende formel. Eftersom det levende væsen tilhører den marginale energi, sættes han under vejledning af den åndelige natur, så snart han er frigjort fra den materielle naturs kontrol. Den åndelige naturs vejledning kaldes daivī prakṛti eller guddommelig natur. Når man på den måde ophøjes ved at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed, forfremmes man til niveauet af en stor sjæl, en mahātmā.

En mahātmā vil ikke tillade sin opmærksomhed at blive afledt fra Kṛṣṇa, for han ved udmærket godt, at Kṛṣṇa er den oprindelige Højeste Person, alle årsagers årsag. Det er han ikke i tvivl om. Sådan en mahātmā eller stor sjæl udvikler sig gennem samvær med andre mahātmāer, rene hengivne. Rene hengivne er ikke engang tiltrukket af Kṛṣṇas andre former som den firarmede Mahā-viṣṇu. De er udelukkende tiltrukket af Kṛṣṇas toarmede form. De er ikke tiltrukket af andre af Kṛṣṇas aspekter eller interesserer sig for nogen form for halvgud eller menneske. De mediterer kun på Kṛṣṇa i Kṛṣṇa-bevidsthed. De er altid engageret i Herrens usvigelige tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: En mahātmā kan ikke fabrikeres blot ved at give et almindeligt menneske en titel. Hans kendetegn beskrives her: En mahātmā er altid engageret i at lovprise den Højeste Herre, Kṛṣṇa, Guddommens Personligheds, fortræffeligheder. Han laver ikke andet. Han er altid travlt optaget af at forherlige Herren. Han er med andre ord ikke en upersonalist. Når vi taler om forherligelse, betyder det, at man skal forherlige den Højeste Herre ved at prise Hans hellige navn, Hans evige form, Hans transcendentale egenskaber og Hans usædvanlige lege. Alle disse ting skal man forherlige. En mahātmā er derfor knyttet til Guddommens Højeste Personlighed.

Den, der er knyttet til den Højeste Herres upersonlige aspekt, brahmajyoti, omtales ikke som mahātmā i Bhagavad-gītā. Han beskrives på anden vis i næste vers. Som der står skrevet i Śrīmad-Bhāgavatām (7.5.23), har mahātmāen altid travlt med forskellige ting i hengiven tjeneste som at høre og synge om Viṣṇu og ikke om nogen halvgud eller noget menneske. Det er hengivenhed: śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ og smaraṇam, at huske Ham. En sådan mahātmā er fast besluttet på i sidste ende at opnå at være sammen med den Højeste Herre i en af de fem transcendentale rasaer. For at opnå denne fuldendelse engagerer han alle sine mentale, kropslige, verbale og alle andre aktiviteter i den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇas, tjeneste. Dét kaldes fuldstændig Kṛṣṇa-bevidsthed.

I hengiven tjeneste er der visse ting, der kaldes beslutsomme, såsom at faste på særlige dage som Månens ellevte dag (ekādaśī) og på Herrens åbenbarelsesdag. De store ācāryaer har givet alle disse regler og forskrifter for dem, der virkelig er interesseret i at få adgang til Guddommens Højeste Personligheds selskab i den transcendentale verden. Mahātmāerne eller de store sjæle overholder strengt alle disse regler og forskrifter og kan som sådan være sikre på at opnå det ønskede resultat.

Som beskrevet i vers 2 i dette kapitel er hengiven tjeneste ikke bare nem, men kan tilmed gøres med glæde. Man behøver ikke at gennemgå streng askese eller bodsøvelse. Man kan leve dette liv i hengiven tjeneste under vejledning af en dygtig åndelig mester i en hvilken som helst situation, uanset om det er som husholder, sannyāsī eller brahmacārī. Ligegyldigt hvilken status man har, eller hvor i verden man befinder sig, kan man engagere sig i denne hengivne tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed og således blive en virkelig mahātmā, en stor sjæl.

FORKLARING: Dette vers er en sammenfatning af de foregående vers. Herren fortæller Arjuna, at de, der befinder sig i ren Kṛṣṇa-bevidsthed, og som ikke kender til andet end Kṛṣṇa, kaldes mahātmāer. Men der er også andre, der ikke lige netop er på mahātmā-niveauet, men som også tilbeder Kṛṣṇa på forskellige måder. Nogle af dem er allerede blevet beskrevet som de ulykkelige, de økonomisk nødstedte, de nysgerrige og dem, der er engageret i at udvikle viden. Men der er andre, der befinder sig på endnu lavere trin, og de kan inddeles i tre kategorier: (1) den, der tilbeder sig selv som værende ét med den Højeste Herre, (2) den, der opfinder en eller anden form af den Højeste Herre og dyrker den, og (3) den, der accepterer den universelle form, Guddommens Højeste Personligheds viśva-rūpa, og tilbeder den. Af disse tre er de laveste – de, der tilbeder sig selv som den Højeste Herre og opfatter sig selv som monister – også de mest udbredte. Sådanne folk anser sig selv for at være den Højeste Herre, og med den mentalitet tilbeder de sig selv. Dette er også en form for Gudsdyrkelse, for de kan forstå, at de ikke er den materielle krop, men i virkeligheden er åndelige sjæle. I det mindste er den forståelse der. Normalt tilbeder upersonalisterne den Højeste Herre på denne måde. Den anden kategori indbefatter halvgudetilbederne, de, der forestiller sig, at en hvilken som helst form er den Højeste Herres form. Og til den tredje kategori hører de, der ikke kan forestille sig noget ud over manifestationen af det materielle univers. De betragter universet som den højeste organisme eller eksistens og tilbeder det. Universet er også en form af Herren.

FORKLARING: Det vediske offer, der er kendt som jyotiṣṭoma, er også Kṛṣṇa, og Han er også mahā-yajñaet, der omtales i smṛti. De offergaver, der frembæres til Pitṛloka, dvs. ofret, der gøres for at behage Pitṛloka, og som betragtes som en slags stimulans i form af klaret smør, er også Kṛṣṇa. De mantraer, der reciteres i denne forbindelse, er også Kṛṣṇa. Og mange andre ting, der laves af mælkeprodukter til at blive ofret i offerilden, er også Kṛṣṇa. Ilden er ligeledes Kṛṣṇa, for ild er et af de fem materielle elementer og tilhører derfor Kṛṣṇas adskilte energi. De vediske offerhandlinger, der er anbefalet i Vedaernes karma-kāṇḍa- afsnit, er med andre ord under ét også Kṛṣṇa. Eller de, der er engageret i Kṛṣṇas hengivne tjeneste, må med andre ord forstås at have gennemgået alle de offerhandlinger, der er anbefalet i Vedaerne.

FORKLARING: Hele den kosmiske manifestation, det bevægelige såvel som det ubevægelige, manifesteres af diverse processer i Kṛṣṇas energi. I den materielle tilværelse danner vi forskellige forhold til forskellige levende væsner, der ikke er andet end Kṛṣṇas marginale energi. Under prakṛtis skabelse fremstår nogle af dem som vores far, mor, bedstefar, skaber osv., men de er i virkeligheden alle uadskillelige dele af Kṛṣṇa. På den måde er de levende væsener, som synes at være vores far, mor osv., ikke andet end Kṛṣṇa. I dette vers betyder ordet dhātā “skaber”. Ikke alene er vores far og mor uadskillelige dele af Kṛṣṇa, men skaberen, bedstemoderen, bedstefaderen osv. er også Kṛṣṇa. I virkeligheden er alle levende væsener Kṛṣṇa, eftersom de er Hans uadskillelige dele. Alle Vedaerne sigter derfor kun mod Kṛṣṇa. Uanset hvad vi ønsker at vide gennem Vedaerne, er det blot et skridt fremad mod forståelsen af Kṛṣṇa. Det emne, der hjælper os til at rense vores naturlige position, er især Kṛṣṇa. På samme måde er det levende væsen, der er nysgerrigt efter at forstå alle de vediske principper, en uadskillelig del af Kṛṣṇa og er som sådan også Kṛṣṇa. I alle de vediske mantraer er ordet oṁ, der også kaldes praṇava, en transcendental lyd og også Kṛṣṇa. Og eftersom praṇava eller oṁkāra har en meget fremtrædende plads i alle hymnerne i de fire Vedaer – Sāma, Yajur, Ṛg og Atharva – må det forstås at være Kṛṣṇa.

FORKLARING: Gatiḥ betyder det bestemmelsessted, vi gerne vil hen til. Men Kṛṣṇa er det endelige mål, selv om folk ikke er klar over det. Den, der ikke kender Kṛṣṇa, er vildledt, og hans såkaldte fremskridt er enten delvist eller en hallucination. Der er mange, der gør forskellige halvguder til deres mål, og ved meget nøje at praktisere deres respektive strikse metoder når de til forskellige planeter, der er kendt som Candraloka, Sūryaloka, Indraloka, Maharloka osv. Men fordi alle sådanne lokaer eller planeter er Kṛṣṇas skabelser, er de på samme tid Kṛṣṇa og ikke Kṛṣṇa. Disse planeter er som manifestationer af Kṛṣṇas energi også Kṛṣṇa, men i virkeligheden tjener de blot som skridt på vejen til erkendelsen af Kṛṣṇa. At vende sig mod Kṛṣṇas forskellige energier er at nærme sig Kṛṣṇa indirekte. Man bør vende sig til Kṛṣṇa direkte, for det vil spare tid og kræfter. Hvis man for eksempel kan komme til toppen af en bygning ved hjælp af en elevator, hvorfor så gå op ad trappen trin for trin? Alt hviler på Kṛṣṇas energi. Derfor kan intet eksistere uden Kṛṣṇas beskyttelse. Kṛṣṇa er den højeste hersker, for alt tilhører Ham, og alt eksisterer på Hans energi. Kṛṣṇa, der befinder Sig i hjertet på alle, er det højeste vidne. De steder, lande eller planeter, vi bor på, er også Kṛṣṇa. Kṛṣṇa er det yderste mål eller tilflugtssted, og derfor bør man søge tilflugt hos Kṛṣṇa enten for at få beskyttelse eller for at få bugt med sin lidelse. Og når som helst vi har brug for beskyttelse, må vi forstå, at vores beskyttelse skal være en levende kraft. Kṛṣṇa er det højeste levende væsen. Og eftersom Kṛṣṇa er kilden til vor frembringelse eller den Højeste Fader, kan ingen være en bedre ven end Kṛṣṇa, og ingen kan være en bedre velynder. Kṛṣṇa er den oprindelige kilde til skabelsen og det endelige hvilested efter tilintetgørelsen. Kṛṣṇa er derfor den evige årsag til alle årsager.

FORKLARING: Gennem Sine forskellige energier spreder Kṛṣṇa varme og lys i form af elektricitet og Solen. Om sommeren er det Kṛṣṇa, der afholder regnen fra at falde fra himlen, og i regntiden frembringer Han uophørlige regnskyl. Den kraft, der opretholder os ved at forlænge vores liv, er Kṛṣṇa, og Kṛṣṇa møder os til slut som døden. Ved at analysere alle Kṛṣṇas forskellige energier kan vi konstatere, at for Kṛṣṇa er der ingen forskel på ånd og materie, eller Han er med andre ord både materie og ånd. På det avancerede stadie af Kṛṣṇa-bevidsthed skelner man derfor ikke på den måde. Man ser kun Kṛṣṇa i alt.

Eftersom Kṛṣṇa er både materie og ånd, er den kæmpemæssige universelle form, der omfatter alle materielle manifestationer, også Kṛṣṇa, og Hans aktiviteter og lege i Vṛndāvana som den toarmede, fløjtespillende Śyāmasundara er Guddommens Højeste Personligheds lege.

FORKLARING: Ordet trai-vidyāḥ refererer til de tre Vedaer (Sāma, Yajur og Ṛg). En brāhmaṇa, der har studeret disse tre Vedaer, kaldes for tri-vedī. Enhver, der er meget knyttet til kundskaben i disse tre Vedaer, er respekteret i samfundet. Desværre ved mange lærde i Vedaerne ikke, hvad det endelige formål er med at studere dem. Kṛṣṇa erklærer derfor her, at Han Selv er tri-vedīernes endelige mål. Sande tri-vedīer søger tilflugt ved Kṛṣṇas lotusfødder og engagerer sig i ren hengiven tjeneste for at tilfredsstille Herren. Hengiven tjeneste begynder med fremsigelsen af Hare Kṛṣṇa-mantraet, mens man sideløbende forsøger at forstå sandheden om Kṛṣṇa. De, der blot officielt studerer Vedaerne, bliver desværre mere interesserede i at bringe ofre til halvguder som Indra og Candra. Gennem disse bestræbelser bliver de forskellige halvgudetilbedere afgjort renset for besmittelsen fra naturens lavere kvaliteter og derved ophøjet til de højere planetsystemer eller de himmelske planeter, der er kendt som Maharloka, Janaloka, Tapoloka osv. Når først man er nået til disse højere planetsystemer, kan man tilfredsstille sine sanser tusindvis af gange bedre, end man kan på denne planet.

FORKLARING: Den, der bliver ophøjet til de højere planetsystemer, nyder et liv af længere varighed og med langt bedre muligheder for sansenydelse, men alligevel får man ikke lov til at blive der for evigt. Efter at have opbrugt de resulterende frugter af sine fromme handlinger bliver man igen sendt tilbage til Jorden. Den, der ikke opnår kundskabens fuldkommenhed, som det angives i Vedānta-sūtra (janmādy asya yataḥ), eller for hvem det med andre ord ikke lykkes at forstå Kṛṣṇa, alle årsagers årsag, forpurres i sit forsøg på at nå livets endelige mål. En sådan person er således underlagt rutinen med igen og igen at blive ophøjet til de højere planeter for derefter igen at komme ned, som om han sidder i et pariserhjul, der somme tider kører op og somme tider går ned. Hvad dette betyder, er, at i stedet for at blive ophøjet til den åndelige verden, hvorfra det ikke længere er muligt igen at falde ned, roterer man blot i kredsløbet af fødsel og død på højere og lavere planetsystemer. Det er langt bedre at komme til den åndelige verden for der at nyde et evigt liv i fuld lyksalighed og viden og aldrig mere vende tilbage til denne kummerlige materielle tilværelse.

FORKLARING: Den, der ikke kan leve et eneste øjeblik uden Kṛṣṇa- bevidsthed, kan ikke andet end tænke på Kṛṣṇa døgnet rundt og være engageret i hengiven tjeneste ved at høre, synge, huske, fremføre bønner, tilbede, tjene Herrens lotusfødder, gøre andre former for tjeneste, danne venskab med og overgive sig fuldstændigt til Herren. Disse aktiviteter er alle lykkebringende og fulde af åndelig kraft, hvilket gør den hengivne fuldkommen i selverkendelse, så hans eneste ønske er at opnå Guddommens Højeste Personligheds selskab. En sådan hengiven kommer utvivlsomt til Herren uden problemer. Dette kaldes yoga. Ved Herrens barmhjertighed vender en sådan hengiven aldrig mere tilbage til den materielle livstilstand. Ordet kṣemam sigter til Herrens barmhjertige beskyttelse. Herren hjælper den hengivne med at opnå Kṛṣṇa-bevidsthed gennem yoga, og når han bliver helt Kṛṣṇa-bevidst, beskytter Herren ham mod at falde ned til et lidelsesfyldt betinget liv.

FORKLARING: “Personer, der er optaget af tilbedelsen af halvguder, er ikke særlig intelligente, selv om en sådan tilbedelse indirekte er rettet mod Mig,” bemærker Kṛṣṇa her. Hvis man for eksempel hælder vand på et træs blade og grene uden at hælde vand på roden, gør man det uden tilstrækkelig viden og uden at følge de regulerende principper. At give maven mad er tilsvarende måden, hvorpå man tjener kroppens forskellige dele. Halvguderne er så at sige forskellige ledere og embedsmænd i den Højeste Herres regering. Man skal følge de love, der er lavet af regeringen og ikke af embedsmændene og administratorerne. På samme måde skal alle give deres tilbedelse til den Højeste Herre alene. Dette vil automatisk tilfredsstille de forskellige embedsmænd og administratorer. Embedsmænd og administratorer er ansat som repræsentanter for regeringen, og det er ulovligt at give dem bestikkelse. Det bliver udtrykt her som avidhi-pūrvakam. Kṛṣṇa billiger med andre ord ikke den unødige tilbedelse af halvguderne.

FORKLARING: Her står der tydeligt, at der anbefales mange former for yajña-udførelser i den vediske litteratur, men i virkeligheden er formålet med dem alle at tilfredsstille den Højeste Herre. Yajña betyder Viṣṇu. I Bhagavad-gītās kapitel 3 (vers 9) bliver det udtrykkeligt forklaret, at man kun bør arbejde for at tilfredsstille Yajña eller Viṣṇu. Formålet med den perfekte form for menneskecivilisation, der kaldes varṇāśrama-dharma, er især at tilfredsstille Viṣṇu. Derfor erklærer Kṛṣṇa i dette vers: “Jeg er nyderen af alle offerhandlinger, eftersom Jeg er den højeste hersker.” Mindre intelligente personer, der ikke ved dette, dyrker imidlertid halvguder for at få midlertidige fordele. De falder derfor ned til den materielle eksistens og opnår således ikke det ønskede mål med livet. Hvis man har materielle ønsker, må man derfor hellere bede til den Højeste Herre om at få dem opfyldt (selv om dette ikke er ren hengiven tjeneste), for derved vil man opnå det ønskede resultat.

FORKLARING: Hvis man gerne vil til Månen, Solen eller en hvilken som helst anden planet, kan man komme til det ønskede mål ved at følge de særlige vediske principper, der anbefales til dette formål, som f.eks. den proces, der formelt kaldes darśa-paurṇamāsī. Alt dette bliver indgående beskrevet i Vedaerne i den sektion, der omhandler frugtstræbende aktiviteter, hvor der anbefales en bestemt slags tilbedelse af halvguder på forskellige himmelske planeter. På samme måde kan man komme til pitā-planeterne ved at udføre et bestemt yajña. Ligeledes kan man komme til de mange spøgelsesagtige planeter og blive en yakṣa, rakṣa eller piśāca. Piśāca-dyrkelse kaldes også “sort kunst” eller “sort magi”. Der findes mange mennesker, der udøver denne sorte magi, og de tror, at det er åndeligt, men den slags ting er fuldstændig materialistisk. På samme måde opnår en ren hengiven, der udelukkende tilbeder Guddommens Højeste Personlighed, utvivlsomt Vaikuṇṭha-planeterne og Kṛṣṇaloka. Igennem dette vigtige vers er det meget let at forstå, at hvis man blot ved at tilbede halvguderne kan komme til de himmelske planeter, til pitā-planeterne ved at tilbede forfædrene eller til spøgelsesplaneterne ved at udøve sort magi, hvorfor skulle en ren hengiven så ikke kunne komme til Kṛṣṇa eller Viṣṇus planet? Desværre har mange mennesker ingen viden om disse ophøjede planeter, hvor Kṛṣṇa og Viṣṇu bor, og fordi de ikke kender til dem, falder de ned. Selv upersonalisterne falder ned fra brahmajyoti. Derfor arbejder bevægelsen for Kṛṣṇa-bevidsthed for at give hele menneskesamfundet denne ophøjede viden om, at man kan blive fuldendt i dette liv og vende hjem, tilbage til Guddommen, blot ved at synge Hare Kṛṣṇa-mantraet.

FORKLARING: For den intelligente person er det afgørende at være i Kṛṣṇa-bevidsthed og engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, så han kan komme til den permanente, lyksalige bolig, hvor han kan være evigt lykkelig. Måden, hvorpå man opnår et sådant fantastisk resultat, er meget let og kan praktiseres af selv den fattigste blandt fattige uden nogen forudgående kvalifikation. I denne sammenhæng er den eneste kvalifikation, der kræves, at være Herrens rene hengivne. Det er ligegyldigt, hvad man er, eller hvor man befinder sig. Metoden er så let, at selv et blad, lidt vand eller noget frugt kan ofres til den Højeste Herre med ægte kærlighed, og Han vil med glæde tage imod det. Ingen er derfor afskåret fra Kṛṣṇa-bevidsthed, for det er så nemt og universelt. Hvem kan være så tåbelig ikke at ville være Kṛṣṇa-bevidst gennem denne enkle metode og således opnå det højeste fuldkomne liv i evighed, lyksalighed og viden? Kṛṣṇa ønsker kun tjeneste i kærlighed og intet andet. Kṛṣṇa tager imod selv en lille blomst fra Sin rene hengivne. Han vil ingen form for ofring have fra en ikke-hengiven. Han har ikke brug for noget fra nogen, for Han er selvtilstrækkelig, men ikke desto mindre tager Han imod Sin hengivnes ofring i en udveksling af kærlighed og hengivenhed. At udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed er livets højeste fuldkommenhed. Bhakti bliver nævnt to gange i dette vers for at understrege ekstra kraftigt, at bhakti eller hengiven tjeneste er den eneste måde, man kan nærme sig Kṛṣṇa på. Ingen andre omstændigheder såsom at være en brāhmaṇa, en klog videnskabsmand, en rig mand eller en stor filosof kan få Kṛṣṇa til at tage imod et offer. Uden det grundlæggende element af bhakti kan intet formå Herren til at indvillige i at tage imod noget fra nogen. Virkelig bhakti er aldrig motiveret. Processen er evig. Der er tale om direkte handling i tjeneste til den absolutte helhed.

Efter at have fastslået, at Han er den eneste nyder, den oprindelige herre og den virkelige genstand for alle rituelle offerhandlinger, afslører Herren Kṛṣṇa her, hvilken slags ofringer Han ønsker. Hvis man gerne vil engagere sig i hengiven tjeneste til den Højeste for at blive renset og nå livets mål, Guds transcendentale kærlighedstjeneste, må man finde ud af, hvad Herren ønsker af én. Hvis man elsker Kṛṣṇa, giver man Ham alt det, Han gerne vil have, og undgår at tilbyde Ham noget, der er uønsket, eller som Han ikke har bedt om. Derfor kan kød, fisk og æg ikke ofres til Kṛṣṇa. Hvis Han gerne ville have haft sådanne ting som offergaver, ville Han have sagt det. Han anmoder i stedet klart og tydeligt om, at et blad, en frugt, blomster og lidt vand bliver givet til Ham, og Han siger om en sådan offergave: “Jeg vil tage imod den.” Derfor kan vi forstå, at Han ikke vil acceptere kød, fisk og æg. Grøntsager, korn, frugter, mælk og vand er den rette føde for mennesker og er blevet foreskrevet af Herren Kṛṣṇa Selv. Hvad vi ellers spiser af andre ting, kan ikke ofres til Ham, da Han ikke vil tage imod dem. Altså kan vi ikke handle på niveauet af kærlig hengivenhed, hvis vi ofrer den slags mad.

Śrī Kṛṣṇa forklarer i kapitel 3, vers 13, at kun rester fra offerhandlinger er rensede og egnede til at blive indtaget af dem, der forsøger at gøre fremskridt i livet og slippe ud af kløerne på den materielle forvikling. Kṛṣṇa udtaler i samme vers, at de, der ikke ofrer deres mad, spiser kun synd. Deres involvering i den materielle naturs forviklinger bliver med andre ord blot dybere og dybere for hver mundfuld, de indtager. Men at tilberede velsmagende, enkle grøntsagsretter og derefter ofre dem til Herren Kṛṣṇas billede eller Deitet og bukke sig ned og bede Ham tage imod dette beskedne offer, sætter én i stand til støt og roligt at gøre fremskridt i livet og rense kroppen og opbygge fint hjernevæv, der fører til en klar tankegang. Frem for alt skal ofringen tilberedes i en ånd af kærlighed. Kṛṣṇa mangler ikke mad, da Han allerede ejer alt, der findes, men alligevel vil Han tage imod ofringen fra den, der ønsker at glæde Ham på den måde. Det vigtigste element under tilberedelse, servering og ofring er derfor at handle med kærlighed til Kṛṣṇa.

Upersonlighedsfilosofferne, der gerne fastholder, at den Absolutte Sandhed er uden sanser, kan ikke forstå dette vers i Bhagavad-gītā. For dem er det enten en metafor eller bevis på den verdslige natur af Kṛṣṇa, Bhagavad-gītās taler. Men i virkeligheden har Kṛṣṇa, den Højeste Guddom, sanser, og der står skrevet, at Hans sanser er ombyttelige. Med det ene sanseorgan kan Han med andre ord udføre alle andre sanseorganers funktioner. Det er det, der menes med, at Kṛṣṇa er absolut. Hvis Han var uden sanser, kunne man dårligt sige om Ham, at Han er fuldstændig i alle overdådigheder. Kṛṣṇa forklarede i kapitel 7, at Han befrugter de levende væsener ind i den materielle natur. Dette sker ved, at Han kaster Sit blik på den materielle natur. Og så i dette tilfælde er det, at Kṛṣṇa lytter til den hengivnes kærlige ord under dennes ofring af mad til Ham, fuldstændig identisk med, at Han spiser og faktisk smager på ofringen. Dette punkt fortjener at blive understreget: På grund af Hans absolutte position er det, at Han hører, helt og aldeles identisk med, at Han spiser og smager. Kun den hengivne, der uden fortolkning accepterer Kṛṣṇa, som Han beskriver Sig selv, kan forstå, at den Højeste Absolutte Sandhed kan spise mad og nyde den.

FORKLARING: Det er således alles pligt at forme deres liv sådan, at de under ingen omstændigheder glemmer Kṛṣṇa. Vi er alle nødt til at arbejde for at opretholde livet, og her anbefaler Kṛṣṇa, at man arbejder for Ham. Alle er nødt til at spise et eller andet for at holde sig i live. Man bør derfor tage imod resterne af den mad, der er ofret til Kṛṣṇa. Alle civiliserede mennesker må udføre nogle religiøse ceremonier, så Kṛṣṇa foreslår: “Gør det for Mig,” og dette kaldes arcana. Alle har en tilbøjelighed til at give noget i velgørenhed. Kṛṣṇa siger: “Giv det til Mig,” og dette betyder, at alle overskydende midler, man har samlet sig, bør anvendes på at fremme Kṛṣṇabevidstheds-bevægelsen. Nu til dags er folk meget inklinerede til meditationsprocessen, der ikke er praktisk i denne tidsalder, men hvis man praktiserer meditation på Kṛṣṇa ved at recitere Hare Kṛṣṇa-mantraet på sin bønnekæde døgnet rundt, er man afgjort den største meditatør og den største yogī, som det allerede er blevet fastslået i kapitel 6 i Bhagavād-gītā (vers 47).

FORKLARING: Hvis man handler i Kṛṣṇa-bevidsthed under højere vejledning, kaldes man yukta. Den filosofiske term er yukta-vairāgya. Dette forklares af Rūpa Gosvāmī:

Rūpa Gosvāmī forklarer her, at så længe vi er i den materielle verden, bliver vi nødt til at handle. Vi kan ikke ophøre med at handle. Hvis man derfor handler, og frugten af handlingen gives til Kṛṣṇa, kaldes det yukta-vairāgya. Fordi man rent faktisk befinder sig i forsagelse, renser sådanne aktiviteter sindets spejl, og efterhånden som den praktiserende hengivne gradvist gør fremskridt i åndelig erkendelse, bliver han helt overgivet til Guddommens Højeste Personlighed. Han bliver derfor til sidst befriet, og denne befrielse bliver også præciseret. Med denne befrielse bliver man ikke ét med brahmajyoti, men kommer snarere til den Højeste Herres planet. Her står der klart, mām upaiṣyasi: “Han kommer til Mig” – hjem, tilbage til Guddommen. Der er fem forskellige stadier af befrielse, og her præciseres det, at den hengivne, der som sagt har levet hele sit liv under den Højeste Herres vejledning, har udviklet sig til det stadie, hvor han efter at have forladt sin krop kan vende tilbage til Guddommen og direkte omgås med den Højeste Herre.

En hvilken som helst person, der ikke er interesseret i andet end at vie sit liv til Herrens tjeneste, er i virkeligheden en sannyāsī. Sådan en person betragter altid sig selv som en evig tjener og er helt afhængig af Herrens højeste vilje. Som sådan gør han alt, som han foretager sig, for Herrens skyld. Alt, som han gør, gør han som tjeneste til Herren. Han tager ingen alvorlig notits af de frugtstræbende handlinger eller foreskrevne pligter, der nævnes i Vedaerne. For folk i almindelighed er de foreskrevne pligter, der omtales i Vedaerne, obligatoriske, men selv om en ren hengiven, der er fuldstændig engageret i Herrens tjeneste, sommetider synes at gå imod de foreskrevne vediske pligter, er det faktisk ikke tilfældet.

Det er derfor blevet sagt af vaiṣṇava-autoriteter, at selv den mest intelligente person kan ikke forstå en ren hengivens planer og aktiviteter. De nøjagtige ord er tāṅra vākya, kriyā, mudrā vijñeha nā bujhaya (Caitanya-caritāmṛta, Madhya 23.39). En person, der konstant er engageret i Herrens tjeneste, eller som altid tænker på og planlægger, hvordan han kan tjene Herren, skal betragtes som for nærværende fuldstændig befriet, og i fremtiden er hans hjemkomst tilbage til Guddommen garanteret. Han er hævet over al materialistisk kritik, ligesom Kṛṣṇa er hævet over enhver kritik.

FORKLARING: Her kan man stille spørgsmålet, at hvis Kṛṣṇa er ens mod alle, og ingen er Hans særlige ven, hvorfor har Han da en særlig interesse i de hengivne, der altid er engageret i Hans transcendentale tjeneste? Men dette er ikke forskelsbehandling. Det er helt naturligt. Hvem som helst i denne materielle verden kan være gavmildt indstillet, men man vil alligevel altid have en særlig interessere i sine egne børn. Herren erklærer, at alle levende væsener, uanset hvilken form de har, er Hans sønner, og derfor forsyner Han gavmildt alle med deres livsfornødenheder. Han er som en sky, der lader det regne overalt, uanset om regnen falder på klippe, jord eller vand. Men Han viser alligevel Sine hengivne særlig opmærksomhed. Sådanne hengivne omtales her. De er hele tiden i Kṛṣṇa-bevidsthed, og de er derfor altid transcendentalt situeret i Kṛṣṇa. Selve udtrykket “Kṛṣṇa-bevidsthed” antyder, at de, der er i en sådan bevidsthed, er levende transcendentalister, der er situeret i Ham. Her siger Herren klart, mayi te: “De er i Mig.” Det betyder, at Herren naturligvis også er i dem. Dette er gensidigt. Det forklarer også ordene ye yathā māṁ prapadyante, tāṁs tathaiva bhajāmy aham (Bg. 4.11): “I samme grad, som nogen overgiver sig til Mig, tager Jeg mig af dem.” Denne form for transcendental gensidighed findes, fordi både Herren og den hengivne er bevidste. Når en diamant er indfattet i en guldring, ser det virkelig flot ud. Det kaster glans over guldet, og samtidig kaster det glans på diamanten. Herren og det levende væsen er evigt funklende, og når et levende væsen bliver tiltrukket af den Højeste Herres tjeneste, ligner han guld. Herren er en diamant, så denne kombination er meget smuk. Levende væsener i deres rene tilstand kaldes hengivne. Den Højeste Herre bliver Sine hengivnes hengivne. Hvis der ikke er et gensidigt forhold mellem den hengivne og Herren, kan der ikke være tale om personlighedsfilosofi. I upersonlighedsfilosofien er der ingen gensidig udveksling mellem den Højeste og det levende væsen, men det er der i personlighedsfilosofien.

Et ofte givet eksempel er, at Herren er ligesom et ønsketræ, og ligegyldigt hvad man vil have fra dette ønsketræ, opfylder Herren det. Men her er forklaringen mere fuldstændig. Herren siges her at være partisk over for Sine hengivne. Dette lader forstå Herrens særlige barmhjertighed mod de hengivne. Man må ikke tro, at Herrens gensidige udveksling sker under karma-loven. Den er en del af den transcendentale situation, som Herren og Hans hengivne opererer under. Hengiven tjeneste til Herren er således ikke en aktivitet af denne materielle verden. Den tilhører den åndelige verden, hvor evighed, lyksalighed og viden råder.

FORKLARING: Ordet su-durācāraḥ er yderst vigtigt i dette vers, så vi må forstå det rigtigt. Når et levende væsen er betinget, har det to slags aktiviteter: for det første betingede aktiviteter og for det andet sjælens egne naturlige aktiviteter. Når det kommer til at beskytte kroppen eller følge samfundets og statens love, vil der selv for hengivne helt sikkert være forbundet visse aktiviteter med det betingede liv, og sådanne handlinger kaldes for betingede. Ud over disse har det levende væsen, der er helt bevidst om sin åndelige natur og er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed eller Herrens hengivne tjeneste, aktiviteter, der kaldes transcendentale. Sådanne handlinger bliver udført i ens naturlige position, og den filosofiske betegnelse for dem er hengiven tjeneste. I den betingede tilstand kan hengiven tjeneste og den betingede tjeneste i relation til kroppen ofte eksistere side om side. Men det sker også somme tider, at disse handlinger kommer i konflikt med hinanden. En hengiven er så vidt mulig meget varsom med ikke at gøre noget, der kan bringe forstyrrelse i hans sunde tilstand. Han er klar over, at hvis han skal opnå fuldendelse i sine handlinger, afhænger det af hans voksende erkendelse af Kṛṣṇa-bevidsthed. Nogle gange sker det dog, at en Kṛṣṇa-bevidst person gør noget, der socialt eller politisk set kan anses for forkasteligt. Men et sådant midlertidigt fald diskvalificerer ham ikke. Der står i Śrīmad- Bhāgavatam, at hvis en person, der af hele sit hjerte er engageret i den Højeste Herres transcendentale tjeneste, falder ned, vil Herren, der befinder Sig i Hans hjerte, rense ham og undskylde hans dårlige opførsel. Den materielle besmittelse er så stærk, at selv en yogī, der er fuldstændig optaget af Herrens tjeneste, undertiden bliver forledt. Kṛṣṇa-bevidsthed er dog så stærk en ting, at et sådant lejlighedsvist fald øjeblikkeligt bliver korrigeret. Derfor er hengiven tjeneste altid en succes. Ingen bør nedgøre en hengiven for et tilfældigt fald fra den ideelle vej, for som det vil blive forklaret i næste vers, vil sådanne lejlighedsvise fald ophøre med tiden, så snart en hengiven er fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed.

En person, der er situeret i Kṛṣṇa-bevidsthed og med beslutsomhed er engageret i at recitere Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, bør derfor anses for at befinde sig i den transcendentale position, selv om han ved et tilfælde eller uheld skulle falde ned. Ordene sādhur eva, “Han er en helgen,” er meget kategoriske. De er en advarsel til de ikke-hengivne om, at en hengiven ikke må ringeagtes på grund af et lejlighedsvist fald. Selv om han tilfældigvis skulle falde ned, skal han alligevel betragtes som helgenagtig. Og ordet mantavyaḥ er endnu mere eftertrykkeligt. Hvis man ikke følger denne regel og nedgør en hengiven for hans tilfældige fald, går man imod den Højeste Herres ordre. Den eneste kvalifikation, en hengiven behøver at have, er at være ufravigeligt og uforfærdet engageret i hengiven tjeneste og intet andet.

I Nṛsiṁha Purāna (9.5) er der følgende udtalelse:

Det betyder, at selv om den, der er helt og aldeles engageret i Herrens hengivne tjeneste, til tider ses at være involveret i noget forkasteligt, bør disse handlinger ikke regnes for mere end de pletter, der ligner en kanin på Månen. Disse pletter er ingen hindring for måneskinnet. På tilsvarende vis gør en hengivens tilfældige fald ham ikke forkastelig.

På den anden side må man ikke misforstå dette og tro, at en hengiven i transcendental hengiven tjeneste har lov til at gøre alle mulige forkastelige ting. Dette vers sigter kun til et uheld, der sker på grund af den stærke indflydelse fra materielle forbindelser. Hengiven tjeneste er mere eller mindre en krigserklæring imod den illusoriske energi. Så længe man ikke er stærk nok til at modstå den illusoriske energi, kan der ske lejlighedsvise fald. Men når man er stærk nok, vil man som tidligere forklaret ikke længere blive udsat for sådanne fald. Ingen må bruge dette vers som en undskyldning for at forbryde sig og samtidig anse sig selv for en hengiven. Hvis man ikke forbedrer sin karakter gennem hengiven tjeneste, må det forstås, at man ikke er en avanceret hengiven.

FORKLARING: Dette må ikke misforstås. I kapitel 7 udtalte Herren, at den, der er involveret i skadelige eller ondsindede handlinger, ikke kan være Herrens hengivne. Den, der ikke er Herrens hengivne, kan i det hele taget ingen gode egenskaber have. Spørgsmålet er så, hvordan en person, der er engageret i noget forkasteligt, uanset om det er med vilje eller ved et uheld, kan være en ren hengiven. Dette spørgsmål kan med rette stilles. Som beskrevet i kapitel 7, vers 15, har de slyngler, der aldrig kommer til Herrens hengivne tjeneste, ingen gode kvaliteter, sådan som det også står i Śrīmad-Bhāgavatam (5.18.12). Normalt er en hengiven, der er engageret i de ni former for hengivne aktiviteter, i færd med at få renset enhver materiel forurening væk fra sit hjerte. Han placerer Guddommens Højeste Personlighed i sit hjerte, og alle syndige besmittelser vaskes naturligt væk. At han uafbrudt tænker på den Højeste Herre, gør ham af natur ren. Ifølge Vedaerne er der en fast regel om, at hvis man skulle falde ned fra sin ophøjede position, skal man underkaste sig bestemte ritualistiske procedurer for at rense sig selv. Men her stilles der ingen sådanne krav, for selve renselsesprocessen er der allerede i den hengivnes hjerte, fordi han konstant husker på Guddommens Højeste Personlighed. Derfor bør man uden ophør fortsætte med at synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Det vil beskytte en hengiven mod alle tilfældige syndefald. På den måde vil han for altid være fri for enhver materiel besmittelse.

FORKLARING: Her erklærer den Højeste Herre klart og tydeligt, at i hengiven tjeneste skelnes der ikke mellem højere og lavere klasser blandt mennesker. I den materielle livsopfattelse er der sådanne kategorier, men de findes ikke for den, der er engageret i Herrens transcendentale hengivne tjeneste. Alle har ret til at nå det højeste mål. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (2.4.18), at selv de laveste mennesker, der kaldes caṇḍālaer (hundeædere), kan blive renset ved at omgås med en ren hengiven. Hengiven tjeneste og en ren hengivens vejledning er derfor så virkningsfulde, at der ikke skelnes mellem højere og lavere klasser af mennesker. Alle kan engagere sig i hengiven tjeneste. Selv den mest simple person, der søger tilflugt hos en ren hengiven, kan med den rette vejledning blive renset. Mennesker klassificeres i forhold til den materielle naturs tre kvaliteter i godhedens kvalitet (brāhmaṇaer), lidenskabens kvalitet (kṣatriyaer eller administratorer), en blandet kvalitet af lidenskab og uvidenhed (vaiśyaer eller handelsstanden) og uvidenhedens kvalitet (śūdraer eller arbejdere). De, der er endnu lavere, kaldes caṇḍālaer, og de er født i syndige familier. Normalt omgås de højere klasser ikke med dem, der er født i syndige familier. Men hengiven tjeneste er så stærk, at den Højeste Herres rene hengivne kan gøre folk fra alle de lavere klasser i stand til at opnå livets højeste fuldkommenhed. Dette kan kun lade sig gøre, hvis man søger tilflugt hos Kṛṣṇa. Som det er angivet her med ordet vyapāśritya, må man søge fuldstændig tilflugt hos Kṛṣṇa. Da kan man blive meget større end store jñānīer og yogīer.

FORKLARING: I denne materielle verden er der forskellige kategorier af folk, men når alt kommer til alt, er denne verden ikke et lykkeligt sted for nogen. Her står der tydeligt, anityam asukhaṁ lokam: Denne verden er midlertidig og fuld af lidelse og ikke beboelig for et dannet menneske med forstanden i behold. Denne verden beskrives af Guddommens Højeste Personlighed som midlertidig og fuld af lidelse. Ifølge nogle filosoffer, især māyāvādī-filosoffer, er denne verden falsk, men fra Bhagavad-gītā kan vi forstå, at verden ikke er falsk. Den er midlertidig. Der er forskel på midlertidig og falsk. Denne verden er midlertidig, men der findes en anden verden, der er evig. Verden her er fuld af lidelse, men den anden verden er evig og lyksalig.

Arjuna blev født i en hellig kongelig familie. Herren siger også til ham: “Engagér dig i Min hengivne tjeneste og skynd dig hjem, tilbage til Guddommen.” Ingen bør blive tilbage i denne midlertidige verden, fuld af lidelser som den er. Alle bør lade sig favne af Guddommens Højeste Personlighed, så de kan blive evigt lykkelige. Hengiven tjeneste til den Højeste Herre er den eneste metode, der kan løse alle menneskeklassers problemer. Alle bør derfor engagere sig i Kṛṣṇa-bevidsthed og gøre deres liv fuldendte.

FORKLARING: I dette vers angives det tydeligt, at Kṛṣṇa-bevidsthed er den eneste måde, hvorpå man kan slippe ud af kløerne på denne urene materielle verden. Somme tider forvansker skrupelløse kommentatorer betydningen af det, der klart og tydeligt står her: Al hengiven tjeneste skal gives til Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Desværre afleder skrupelløse kommentatorer læserens sind til det, der slet ikke kan lade sig gøre. Sådanne kommentatorer er ikke klar over, at der ingen forskel er på Kṛṣṇas sind og Kṛṣṇa Selv. Kṛṣṇa er ikke et almindeligt menneske. Han er den Absolutte Sandhed. Hans krop, Hans sind og Han Selv er alle ét og absolutte. I Kūrma Purāṇa står der, som det også citeres af Bhaktisiddhānta Sarasvatī Gosvāmī i hans Anubhāṣya- kommentar til Caitanya-caritāmṛta (Ādi-līlā 5.41–48), deha-dehi-vibhedo ’yaṁ, neśvare vidyate kvacit. Det betyder, at der ingen forskel er i Kṛṣṇa, den Højeste Herre, på Ham Selv og Hans krop. Men fordi kommentatorerne ikke forstår denne videnskab om Kṛṣṇa, tilslører de Kṛṣṇa og skiller Hans personlighed fra Hans sind eller fra Hans krop. Skønt dette er ren og skær uvidenhed om videnskaben om Kṛṣṇa, findes der sådanne mennesker, der profiterer på at vildlede folk.

Der findes dem, der er dæmoniske. De tænker også på Kṛṣṇa, men på en misundelig måde ligesom Kong Kaṁsa, Kṛṣṇas onkel. Han tænkte også altid på Kṛṣṇa, men han tænkte på Kṛṣṇa som sin fjende. Han var hele tiden bange for, hvornår Kṛṣṇa ville komme og slå ham ihjel. Den form for tankegang kan ikke hjælpe os. Man skal tænke på Kṛṣṇa med hengiven kærlighed. Det er bhakti. Man bør hele tiden kultivere denne viden om Kṛṣṇa. Og hvad er denne favorable kultivering af viden for noget? Det er at lære fra en ægte lærer. Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, og somvi har forklaret det adskillige gange, er Hans krop ikke materiel, men består af evig lyksalig viden. Den slags tale om Kṛṣṇa vil hjælpe én til at blive en hengiven. Enhver anden forståelse af Kṛṣṇa fra den forkerte kilde vil vise sig at være omsonst.

Man bør derfor engagere sit sind i Kṛṣṇas evige oprindelige form. Med fast overbevisning i hjertet om, at Kṛṣṇa er den Højeste, skal man hengive sig til at tilbede Ham. Der findes hundredetusindevis af templer i Indien, hvor man tilbeder Kṛṣṇa, og der praktiseres der hengiven tjeneste. I denne praksis skal man bukke sig ned for Kṛṣṇa. Man skal bøje hovedet ned for Deiteten og engagere sit sind, sin krop, sine handlinger – alting – i hengiven tjeneste. Det vil gøre én fuldstændigt absorberet i Kṛṣṇa uden afvigelse. Dette vil hjælpe én til at blive overført til Kṛṣṇaloka. Man må ikke lade sig vildlede af skrupelløse kommentatorer. Man skal engagere sig i den hengivne tjenestes ni metoder, der begynder med at høre og tale (eller synge) om Kṛṣṇa. Ren hengiven tjeneste er det højeste, man kan opnå i menneskesamfundet.

Bhagavad-gītās kapitel 9 har gennemgået Herrens rene hengivne tjeneste, som er fri for spekulativ viden, mystisk yoga og frugtstræbende handlinger. De, der ikke er helt rensede, kan blive tiltrukket af forskellige af Herrens aspekter såsom den upersonlige brahmajyoti og den lokaliserede Paramātmā, men en ren hengiven engagerer sig direkte i den Højeste Herres tjeneste.

Der findes et smukt digt om Kṛṣṇa, hvor det tydeligt forklares, at alle, der er involveret i tilbedelsen af halvguder, er uintelligente og kan på intet tidspunkt opnå den højeste belønning i form af Kṛṣṇa. Til at begynde med falder den hengivne måske somme tider ned fra standarden, men ikke desto mindre skal han stadigvæk anses for at være langt bedre end alle andre filosoffer og yogīer. Den, der altid engagerer sig i Kṛṣṇa- bevidsthed, må forstås at være en perfekt helgenagtig person. Der vil blive længere og længere imellem hans tilfældige ikke-hengivne handlinger, og han vil uden tvivl snart blive situeret i fuldkommen perfektion. For den rene hengivne er der ingen virkelig risiko for at falde ned, eftersom den Højeste Guddom personligt tager Sig af Sine rene hengivne. Et intelligent menneske bør derfor engagere sig direkte i den Kṛṣṇa- bevidste proces og leve lykkeligt i denne materielle verden. Han vil til syvende og sidst få den højeste belønning i form af Kṛṣṇa.