FORKLARING: I dette kapitel besvarer Herren Kṛṣṇa Arjunas forskellige spørgsmål, der begynder med: “Hvad er Brahman?” Herren fortæller også, hvad der menes med karma (frugtstræbende handlinger), hengiven tjeneste, yoga-principperne og hengiven tjeneste i dens rene form. Śrīmad-Bhāgavatam forklarer, at den Højeste Absolutte Sandhed er kendt som Brahman, Paramātmā og Bhagavān. Desuden bliver det levende væsen eller den individuelle sjæl også kaldt Brahman. Arjuna spørger ligeledes om ātmā, der sigter til krop, sjæl og sind. Ifølge den vediske ordbog refererer ātmā til sindet, sjælen og kroppen såvel som til sanserne.

Arjuna har her tiltalt den Højeste Herre som Puruṣottama, den Højeste Person, hvilket betyder, at han ikke blot stillede disse spørgsmål til en ven, men til den Højeste Person, for han vidste, at Kṛṣṇa er den højeste autoritet, der er i stand til at give definitive svar.

FORKLARING: Udtrykket “offerhandlingernes Herre” kan referere enten til Indra eller til Viṣṇu. Viṣṇu er den øverste blandt de vigtigste halvguder inklusive Brahmā og Śiva, og Indra er den øverste blandt de administrerende halvguder. Både Indra og Viṣṇu tilbedes gennem udførelse af yajña. Men her spørger Arjuna om, hvem der virkelig er Herren over yajña (offerhandling), og hvordan Herren bor inden i det levende væsens krop.

Arjuna tiltaler Herren som Madhusūdana, for Kṛṣṇa dræbte engang en dæmon ved navn Madhu. I virkeligheden burde disse spørgsmål, der egentlig er udtryk for tvivl, ikke være opstået i Arjunas sind, for Arjuna er en Kṛṣṇa-bevidst hengiven. Denne tvivl er derfor ligesom en dæmon. Eftersom Kṛṣṇa er så dygtig til at slå dæmoner ihjel, tiltaler Arjuna Ham her som Madhusūdana, så Kṛṣṇa kan dræbe den dæmoniske tvivl, der er opstået i Arjunas sind.

Ordet prayāṇa-kāle er meget betydningsfuldt i dette vers, for alt, vi foretager os i livet, vil stå sin prøve i dødsøjeblikket. Arjuna er meget ivrig efter at vide, hvad der sker med dem, der er konstant engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed. Hvordan skal disse hengivne forholde sig i dette sidste afgørende øjeblik? På dødstidspunktet bryder alle kropsfunktionerne sammen, og sindet er ikke i en normal tilstand. Måske vil man ikke kunne huske den Højeste Herre, når man på den måde er forstyrret af sin kropslige situation. Mahārāja Kulaśekhara, en stor hengiven, beder derfor (Mukunda-mālā-strotram 33): “Min kære Herre, i øjeblikket er jeg ved godt helbred, og det er bedre, at jeg dør med det samme, så mit sinds svane kan søge tilflugt i dine lotusfødders stængel.” Denne metafor anvendes, for svanen, der er en vandfugl, holder af at begrave sig mellem lotusblomsterne. Dens legesyge tilbøjelighed er at vikle sig ind i lotusblomsterne. Mahārāja Kulaśekhara beder til Herren: “Nu er mit sind uforstyrret, og jeg er helt rask. Hvis jeg dør nu, mens jeg tænker på Dine lotusfødder, kan jeg være sikker på, at min hengivne tjeneste til Dig vil være perfekt. Men hvis jeg skal vente på min naturlige død, ved jeg ikke, hvad der vil ske, for på det tidspunkt vil kropsfunktionerne være i uorden og min hals være tilstoppet, og jeg ved ikke, om jeg vil kunne fremsige Dit navn. Lad mig hellere dø med det samme.” Arjuna vil gerne vide, hvordan man kan fæstne sindet på Kṛṣṇas lotusfødder på et tidspunkt som dette.

FORKLARING: Brahman er uforgængelig og evigt eksisterende, og dets væsen forandrer sig på intet tidspunkt. Men over Brahman findes Parabrahman. Brahman refererer til det levende væsen, og Parabrahman refererer til Guddommens Højeste Personlighed. Det levende væsens naturlige position er forskellig fra den position, han indtager i den materielle verden. I materiel bevidsthed er det hans natur at prøve at blive herre over materien, men når han befinder sig i åndelig bevidsthed eller Kṛṣṇa-bevidsthed, er hans position at tjene den Højeste. I materiel bevidsthed tvinges det levende væsen til at antage forskellige kroppe i den materielle verden. Det kaldes karma eller forskelligartet skabelse fremtvunget af materiel bevidsthed.

I den vediske litteratur betegnes det levende væsen som jīvātmā eller Brahman, men han bliver aldrig kaldt Parabrahman. Det levende væsen (jīvātmā) antager forskellige positioner. Sommetider forsvinder han ind i den mørke materielle natur og identificerer sig med materien, og somme tider identificerer han sig med den højere åndelige natur. Derfor bliver han betegnet som den Højeste Herres marginale energi. Alt efter om han identificerer sig med den materielle eller åndelige natur, får han en materiel eller åndelig krop. I den materielle natur kan han få en krop fra en hvilken som helst af de 8.400.000 arter, men i den åndelige natur har han kun én krop. Afhængigt af sin karma manifesterer han sig sommetider i den materielle natur som menneske og sommetider som halvgud eller dyr, fugl osv. For at komme til de materielle himmelske planeter og nyde de goder, der findes der, udfører det levende væsen sommetider ofringer (yajña), men når hans fortjeneste er opbrugt, kommer han atter tilbage til Jorden som menneske. Denne proces kaldes karma.

I Chāndogya Upaniṣad beskrives de vediske offermetoder. På offeralteret bliver fem slags offergaver tilbudt til fem former for ild. De fem former for ild repræsenterer de himmelske planeter, skyerne, Jorden, manden og kvinden, og de fem former for offergaver er tro, nyderen på Månen, regn, korn og sæd.

I ofringsprocessen udfører det levende væsen visse rituelle offerhandlinger for at nå bestemte himmelske planeter og kommer følgelig til dem. Når fortjenesten fra offerhandlingerne er opbrugt, falder det levende væsen ned til Jorden som regn for derefter at tage form som korn. Kornet spises af en mand og omdannes til sæd, der derefter befrugter en kvinde. På den måde får det levende væsen atter en menneskekrop, i hvilken han kan udføre ofringer og gentage den samme cyklus. Således kommer og går det levende væsen uophørligt på den materielle vej. Den Kṛṣṇa-bevidste person undgår imidlertid den slags offerhandlinger. Han engagerer sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed og forbereder sig derved på at vende tilbage til Guddommen.

Upersonalistiske Bhagavad-gītā-kommentatorer antager urimeligt, at Brahman tager form som en jīva i den materielle verden, og for at bevise dette refererer de til Bhagavad-gītā, kapitel 15, vers 7. Men i det vers omtaler Herren også det levende væsen som “et evigt fragment af Mig Selv”. Dette fragment af Gud, det levende væsen, kan falde ned til den materielle verden, men den Højeste Herre (Acyuta) falder aldrig ned. Derfor er ideen om, at den Højeste Brahman tager form som en jīva, ikke acceptabel. Det er vigtigt at huske på, at der i den vediske litteratur skelnes mellem Brahman (det levende væsen) og Parabrahman (den Højeste Herre).

FORKLARING: Den fysiske natur forandrer sig konstant. Materielle kroppe gennemgår normalt seks stadier: De bliver født, de vokser, de forbliver i nogen tid, de frembringer biprodukter, de sygner hen, og til sidst forsvinder de. Denne fysiske natur kaldes adhibhūtam. Den bliver skabt på et vist tidspunkt og vil blive tilintetgjort, når tiden er inde. Forestillingen om den Højeste Herres universelle form, der omfatter alle halvguderne og deres forskellige planeter, betegnes som adhidaivatam. Og til stede i kroppen sammen med den individuelle sjæl befinder Oversjælen Sig som en fuldstændig repræsentant for Herren Kṛṣṇa. Han kaldes Paramātmā eller adhiyajña og befinder Sig i hjertet. Ordet eva er af særlig betydning i forbindelse med dette vers, for med det ord understreger Herren, at Paramātmā ikke er forskellig fra Ham. Oversjælen, Guddommens Højeste Personlighed, der sidder ved siden af den individuelle sjæl, bevidner dennes handlinger og er kilden til sjælens forskellige former for bevidsthed. Oversjælen giver den individuelle sjæl mulighed for at handle frit og bevidner hans aktiviteter. Formålet med alle disse forskellige manifestationer af den Højeste Herre bliver automatisk åbenlyst for den rene Kṛṣṇa-bevidste hengivne, der er engageret i Herrens transcendentale tjeneste. Begyndere mediterer på Herrens gigantiske universelle form, der kaldes adhidaivatam, da de ikke kan nærme sig den Højeste Herre i Hans manifestation som Oversjælen. Begynderen bliver således rådet til at meditere på den universelle form eller virāṭ-puruṣa, hvis ben anses for at være de lavere planeter, hvis øjne anses for at være Solen og Månen, og hvis hoved anses for at være det højere planetsystem.

FORKLARING: I dette vers bliver vigtigheden af Kṛṣṇa-bevidsthed betonet. Enhver, der forlader sin krop i Kṛṣṇa-bevidsthed, bliver omgående overført til den Højeste Herres transcendentale natur. Den Højeste Herre er den reneste rene. Hvem som helst, der er konstant Kṛṣṇa-bevidst, er derfor også den reneste af de rene. Ordet smaran (“idet han husker”) er vigtigt. At huske på Kṛṣṇa kan ikke lade sig gøre for en uren sjæl, der ikke har praktiseret Kṛṣṇa-bevidsthed i hengiven tjeneste. Man skal derfor praktisere Kṛṣṇa-bevidsthed lige fra livets begyndelse af. Hvis man gerne vil opnå en vellykket afslutning på sit liv, er det essentielt at huske på Kṛṣṇa. Derfor bør man konstant og uophørligt fremsige mahā-mantraet – Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Herren Caitanya har rådet os til at være tolerante som et træ (taror iva sahiṣṇunā). Der kan være mange hindringer i vejen for en person, der reciterer Hare Kṛṣṇa. Ikke desto mindre må man tolerere alle disse forhindringer og blive ved med at recitere Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, så man ved afslutningen på sit liv kan drage fuld fordel af at være Kṛṣṇa-bevidst.

FORKLARING: Her bliver det forklaret, hvordan det foregår, når man forandrer sin natur på det kritiske dødstidspunkt. Den, der ved afslutningen på sit liv forlader sin krop, mens han tænker på Kṛṣṇa, opnår den Højeste Herres transcendentale natur, men det er ikke rigtigt, at den, der tænker på noget andet end Kṛṣṇa, opnår den samme transcendentale tilstand. Vi bør lægge os dette meget nøje på sinde. Hvordan kan man dø i den rette sindstilstand? Selv om Mahārāja Bharata var en ophøjet person, tænkte han alligevel på en hjort, da han døde, og blev derfor overført til en hjortekrop i sit næste liv. Selv om han som hjort kunne huske sine tidligere handlinger, blev han tvunget til at acceptere denne dyrekrop. Ens tanker op igennem ens liv akkumuleres selvfølgelig og påvirker ens tanker i dødsøjeblikket, så dette liv skaber ens næste liv. Hvis man i sit nuværende liv lever i godhedens kvalitet og altid tænker på Kṛṣṇa, er det muligt for én at huske på Kṛṣṇa ved livets afslutning. Det vil hjælpe én til at blive overført til Kṛṣṇas transcendentale natur. Hvis man er transcendentalt absorberet i Kṛṣṇas tjeneste, vil ens næste krop blive transcendental (åndelig), ikke materiel. Derfor er fremsigelsen af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare den bedste måde, hvis man skal have held med at forandre sin eksistenstilstand ved livets afslutning.

FORKLARING: Denne instruktion til Arjuna er meget vigtig for alle mennesker, der er optaget af materielle aktiviteter. Herren siger ikke, at man skal opgive sine foreskrevne pligter eller sit arbejde. Man kan fortsætte med disse og samtidig tænke på Kṛṣṇa ved at recitere Hare Kṛṣṇa. Dette vil befri én fra materiel besmittelse og engagere sindet og intelligensen i Kṛṣṇa. Ved at recitere Kṛṣṇas navne vil man utvivlsomt blive overført til den højeste planet, Kṛṣṇaloka.

FORKLARING: I dette vers understreger Herren Kṛṣṇa vigtigheden af at huske på Ham. Ens erindring af Kṛṣṇa vil blive genoplivet ved at recitere mahā-mantraet, Hare Kṛṣṇa. Denne praksis med at fremsige og lytte til den Højeste Herres lydvibration engagerer ens ører, tunge og sind. Det er særdeles let at udøve denne mystiske meditation, og den hjælper én til at opnå den Højeste Herre. Puruṣam betyder “en nyder”. Skønt de levende væsener tilhører den Højeste Herres marginale energi, befinder de sig i en materielt forurenet tilstand. De anser sig selv for at være nydere, men de er ikke de højeste nydere. Her angives det klart, at den højeste nyder er Guddommens Højeste Personlighed i Hans forskellige manifestationer og fuldstændige ekspansioner som Nārāyaṇa, Vāsudeva osv.

Den hengivne kan konstant tænke på genstanden for sin tilbedelse, den Højeste Herre, i et hvilket som helst af Hans aspekter som Nārāyaṇa, Kṛṣṇa, Rāma osv. ved at recitere Hare Kṛṣṇa. Denne praksis vil rense ham, og som følge af denne uophørlige fremsigelse vil han ved afslutningen på sit liv blive overført til Guds rige. Yoga-udøvelse vil sige at meditere på Oversjælen indeni. På samme måde fæstner man altid sit sind på den Højeste Herre ved at recitere Hare Kṛṣṇa. Sindet er hvileløst, og derfor er det nødvendigt at engagere det med magt i at tænke på Kṛṣṇa. Ofte gives eksemplet med larven, der tænker på at blive en sommerfugl og således forvandles til en sommerfugl i samme liv. På samme måde kan vi være sikre på, at hvis vi tænker på Kṛṣṇa uden ophør, får vi ved afslutningen på vore liv den samme kropslige natur som Kṛṣṇa.

FORKLARING: Hvordan man skal tænke på den Højeste, bliver nævnt i dette vers. Det vigtigste punkt er, at Han ikke er upersonlig eller tom. Man kan ikke meditere på noget, der er upersonligt eller tomt. Det er meget svært. Måden at tænke på Kṛṣṇa på er imidlertid meget nem og er beskrevet helt konkret her. Først og fremmest er Herren puruṣa, en person. Vi tænker på personen Rāma og personen Kṛṣṇa. Og uanset om man tænker på Rāma eller Kṛṣṇa, bliver det i dette vers i Bhagavad-gītā beskrevet, hvordan Han er. Herren er kavi, hvilket vil sige, at Han kender fortid, nutid og fremtid og derfor ved alt. Han er den ældste person, for Han er oprindelsen til alting. Alt kommer fra Ham. Han er også universets højeste hersker, og Han er menneskehedens opretholder og vejleder. Han er mindre end det mindste. Det levende væsen er på størrelse med en titusindedel af en hårspids, men Herren er så ufattelig lille, at Han træder ind i hjertet på denne partikel. Han siges derfor at være mindre end det mindste. Som den Højeste kan Han trænge ind i atomet og ind i hjertet på den mindste og beherske ham som Oversjælen. Selv om Han er så lille, er Han alligevel altgennemtrængende og opretholder alting. Alle disse planetsystemer bliver båret oppe af Ham. Vi undrer os ofte over, hvordan disse store planeter kan svæve i luften. Her står der, at den Højeste Herre opretholder alle disse store planeter og systemer af galakser gennem Sin ufattelige energi. I den forbindelse er ordet acintya (“ufattelig”) meget betydningsfuldt. Guds energi overgår vores forestillingsevne og grænsen for vore tanker og kaldes derfor ufattelig (acintya). Hvem kan bestride dette? Han gennemtrænger hele den materielle verden og er alligevel uden for den. Vi kan ikke engang begribe denne materielle verden, der er ubetydelig i sammenligning med den åndelige verden, så hvordan kan vi forstå det, der er hinsides? Acintya betyder det, der er ud over denne materielle verden, det, som vores argumenter, logik og filosofiske spekulationer ikke kan røre, det, der er ufatteligt. Intelligente mennesker undgår derfor nyttesløs argumentation og spekulation og accepterer det, der forklares i skrifter som Vedaerne, Bhagavad-gītā og Śrīmad-Bhāgavatam, og følger principperne, som de giver. Det vil føre én til forståelse.

FORKLARING: Der står tydeligt i dette vers, at sindet på dødstidspunktet skal være fast forankret i hengivenhed til Guddommens Højeste Personlighed. Det anbefales for dem, der er øvede i yoga, at hæve livskraften op til stedet mellem øjenbrynene (ājñā-cakraet). Praktisering af ṣaṭ-cakra-yoga, der involverer meditation på de seks cakraer, anbefales her. En ren hengiven praktiserer ikke en sådan yoga, men eftersom han altid er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, kan han i døden huske på Guddommens Højeste Personlighed ved Hans nåde. Det bliver forklaret i vers 14.

Den særlige brug af ordet yoga-balena er betydningsfuld i dette vers, for uden at praktisere yoga, uanset om det er ṣaṭ-cakra-yoga eller bhakti- yoga, kan man ikke komme til den transcendentale tilstand i dødsøjeblikket. Man kan ikke lige pludseligt huske på den Højeste Herre, når man ligger for døden. Man skal have praktiseret et eller andet yoga- system, især bhakti-yoga-systemet. Eftersom ens sind er meget forstyrret i dødsøjeblikket, bør man i løbet af sit liv øve sig i at leve transcendentalt ved hjælp af yoga.

FORKLARING: Herren Śrī Kṛṣṇa har anbefalet Arjuna at praktisere ṣaṭ-cakra-yoga, hvor man placerer livsluften mellem øjenbrynene. Herren går ud fra, at Arjuna måske ikke ved, hvordan man praktiserer ṣaṭ-cakra-yoga, og forklarer derfor fremgangsmåden i de følgende vers. Herren fortæller, at selv om Brahman er én uden nogen lige, har Brahman forskellige manifestationer og aspekter. Især for upersonalisterne er akṣara eller oṁkāra, stavelsen oṁ, identisk med Brahman. Kṛṣṇa forklarer her den upersonlige Brahman, som vismænd i forsagelsens orden træder ind i.

I det vediske uddannelsessystem undervises elever fra begyndelsen af i at recitere oṁ og lærer om den højeste upersonlige Brahman ved at leve sammen med den åndelige mester i fuldstændigt cølibat. På den måde erkender de to af Brahmans aspekter. Denne praksis er absolut nødvendig for elevens fremskridt i åndeligt liv, men for øjeblikket kan den form for brahmacārī-liv (som ugift i cølibat) slet ikke lade sig gøre. Verdens sociale beskaffenhed har ændret sig så meget, at det ikke længere er muligt at praktisere cølibat fra elevlivets begyndelse af. Overalt i verden findes der mange læreanstalter inden for alle mulige kundskabsområder, men der er ingen anerkendt institution, hvor elever kan blive uddannet i brahmacārī-principperne. Uden at praktisere cølibat er det meget svært at gøre fremskridt i åndeligt liv. Herren Caitanya har derfor erklæret i overensstemmelse med de skriftlige anvisninger for Kali-tidsalderen, at man i denne tidsalder ikke kan erkende den Højeste på nogen anden måde end ved at synge Herren Kṛṣṇas hellige navne: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare.

FORKLARING: For at udføre yoga som her foreslået må man først lukke dørene til al sanselig nydelse. Denne praksis kaldes pratyāhāra eller tilbagetrækning af sanserne fra sanseobjekterne. De kundskabsindhentende sanseorganer, dvs. øjne, ører, næse, tunge og følesans, skal beherskes fuldstændigt og må ikke få lov til at engagere sig i selvtilfredsstillelse. På den måde fokuserer man sindet på Oversjælen i hjertet og løfter livskraften op til issen. I kapitel 6 beskrives denne proces detaljeret. Men som før nævnt er den metode ikke praktisk i denne tidsalder. Den bedste metode er Kṛṣṇa-bevidsthed. Hvis man altid er i stand til at fæstne sindet på Kṛṣṇa i hengiven tjeneste, er det meget let for én at forblive i en uforstyrret transcendental trance (samādhi).

FORKLARING: Her angives det tydeligt, at oṁ, Brahman og Herren Kṛṣṇa ikke er forskellige fra hinanden. Den upersonlige lyd af Kṛṣṇa er oṁ, men lyden “Hare Kṛṣṇa” indeholder oṁ. Fremsigelsen af Hare Kṛṣṇa-mantraet bliver klart anbefalet i denne tidsalder. Så hvis man ved slutningen på sit liv forlader sin krop, mens man fremsiger Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, kan man være sikker på at komme til de åndelige planeter i overensstemmelse med sin praksis. Kṛṣṇas hengivne kommer til Kṛṣṇa-planeten, Goloka Vṛndāvana. For personalisterne er der i den åndelige himmel også utallige andre planeter, der kaldes for Vaikuṇṭha-planeter, men upersonalisterne forbliver i brahmajyoti.

FORKLARING: Dette vers beskriver i særdeleshed det endelige mål, som de rene hengivne, der tjener Guddommens Højeste Personlighed i bhakti-yoga, opnår. Tidligere vers har omtalt fire slags hengivne, nemlig de lidende, de nysgerrige, de, der søger materiel vinding, og de spekulative filosoffer. Forskellige befrielsesprocesser er også blevet beskrevet: karma-yoga og jñāna-yoga såvel som haṭha-yoga. Principperne i disse yoga-systemer indeholder et vist element af bhakti, men dette vers taler især om ren bhakti-yoga uden iblanding af jnāna, karma eller haṭha. Som angivet med ordet ananya-cetāḥ ønsker den hengivne i ren bhakti-yoga intet andet end Kṛṣṇa. En ren hengiven ønsker hverken forfremmelse til de himmelske planeter, enhed med brahmajyoti eller befrielse fra materiel indvikling. En ren hengiven ønsker ingenting. I Caitanya-caritāmṛta bliver en ren hengiven beskrevet som niṣkāma, der betyder, at han intet ønsker til sig selv. Fuldkommen fred er hans alene, en fred, som de, der stræber efter personlig vinding, ikke kan have. Imens jñāna-yogīen, karma-yogīen og haṭha-yogīen har deres egne selviske interesser, ønsker en fuldkommen hengiven intet andet end at glæde Guddommens Højeste Personlighed. Herren siger derfor, at Han let kan opnås af alle, der uforfærdet har hengivet sig til Ham.

En ren hengiven engagerer sig altid i hengiven tjeneste til Kṛṣṇa i en af Hans forskellige personlige former. Kṛṣṇa har mange forskellige fuldstændige ekspansioner og inkarnationer såsom Rāma og Nṛsiṁha, og en hengiven kan vælge at fæstne sit sind i kærlighedstjeneste til en hvilken som helst af disse transcendentale former af den Højeste Herre. Sådan en hengiven møder ingen af de problemer, der plager udøvere af andre former for yoga. Bhakti-yoga er meget enkel og ren og let at udføre. Man kan begynde med blot at recitere Hare Kṛṣṇa. Herren er barmhjertig mod alle, men som vi allerede har forklaret, er Han især velvilligt indstillet over for dem, der altid tjener Ham uden afvigelse. Herren hjælper sådanne hengivne på mange forskellige måder. Som der står i Vedaerne (Kaṭha Upaniṣad 1.2.23), yam evaiṣa vṛnute tena labhyas, tasyaiṣa ātmā vivṛnute tanuṁ svām: Den, der er helt overgivet og engageret i den Højeste Herres hengivne tjeneste, kan forstå den Højeste Herre, som Han er. Og som nævnt i Bhagavad-gītā (10.10), dadāmi buddhi-yogaṁ tam: Herren giver en sådan hengiven den fornødne intelligens, så han i sidste ende kan komme til Ham i Hans åndelige rige.

Den rene hengivnes særlige kvalifikation er, at han hele tiden tænker på Kṛṣṇa uden afvigelse uden at tage tid eller sted i betragtning. Intet bør kunne holde ham tilbage. Han skal være i stand til at kunne gøre sin tjeneste hvor som helst og når som helst. Nogle hævder, at den hengivne bør opholde sig på hellige steder som Vṛndāvana eller en anden hellig by, hvor Herren boede, men en ren hengiven kan bo hvor som helst og gennem sin hengivne tjeneste skabe Vṛndāvanas stemning. Det var Śrī Advaita, der fortalte Herren Caitanya: “Hvor Du end er, O Herre – der er Vṛndāvana.”

Som påpeget med ordene satatam og nityaśaḥ, der betyder “altid”, “regelmæssigt” eller “hver dag”, husker en ren hengiven konstant på Kṛṣṇa og mediterer på Ham. Disse er kvalifikationerne hos en ren hengiven, for hvem Herren er meget let opnåelig. Bhakti-yoga er det system, som Bhagavad-gītā anbefaler frem for noget andet. Bhakti-yogīer er normalt engageret på fem forskellige måder: (1) śānta-bhakta, engageret i hengiven tjeneste i neutralitet, (2) dāśya-bhakta, engageret i hengiven tjeneste som tjener, (3) sakhya-bhakta, engageret som ven, (4) vātsalya-bhakta, engageret som forælder og (5) mādhurya-bhakta, som den Højeste Herres elsker. Den rene hengivne er hele tiden engageret i den Højeste Herres transcendentale kærlighedstjeneste på en af disse måder og kan ikke glemme Herren, og således er den Højeste Herre let opnåelig for ham. En ren hengiven kan ikke glemme den Højeste Herre så meget som et øjeblik, og på samme måde kan den Højeste Herre heller ikke glemme Sin rene hengivne et eneste øjeblik. Dette er den store velsignelse, man får som resultat af at recitere mahā-mantraet – Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare.

FORKLARING: Eftersom denne midlertidige materielle verden er fuld af lidelserne fra fødsel, alderdom, sygdom og død, har den, der opnår den højeste fuldkommenhed og kommer til den højeste planet, Kṛṣṇaloka eller Goloka Vṛndāvana, naturligvis ingen lyst til at vende tilbage hertil. Den højeste planet bliver beskrevet i Bhagavad-gītā som avyaktaḥ, akṣaraḥ og paramāṁ gatim. Den planet befinder sig med andre ord uden for vort materielle synsfelt, og den er uforklarlig, men den er ikke desto mindre det højeste mål, mahātmāerne, de store sjæles, destination. Mahātmāerne får transcendental viden fra de realiserede hengivne og udvikler således gradvist hengiven tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed, hvorved de bliver så optaget af transcendental tjeneste, at de ikke længere ønsker at blive ophøjet til nogen materiel planet eller tilmed at blive overført til nogen åndelig planet. De ønsker kun Kṛṣṇa og at være sammen med Kṛṣṇa og intet andet. Det er livets højeste fuldkommenhed. Dette vers nævner især den Højeste Herre, Kṛṣṇas, personalistiske hengivne. Disse Kṛṣṇa-bevidste hengivne opnår den højeste fuldkommenhed i livet. De er med andre ord de største sjæle.

FORKLARING: Alle mulige yogīer (karma-, jñāna-, haṭha-yogīer osv.) må i sidste ende blive perfekte i bhakti-yoga eller Kṛṣṇa-bevidsthed, før de kan komme til Kṛṣṇas transcendentale bolig for aldrig mere at vende tilbage. De, der kommer til de højeste materielle planeter, dvs. halvgudernes planeter, vil igen blive underlagt gentagen fødsel og død. Ligesom mennesker på Jorden bliver ophøjet til højere planeter, falder folk fra højere planeter som Brahmaloka, Candraloka og Indraloka ned til Jorden. Praktiseringen af ofringsritualet pañcāgni-vidyā, der anbefales i Chāndogya Upaniṣad, gør én i stand til at komme til Brahmaloka, men hvis man på Brahmaloka ikke kultiverer Kṛṣṇa-bevidsthed, må man atter vende tilbage til Jorden. De, der gør fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed på de højere planeter, ophøjes gradvist til endnu højere planeter, og ved tidspunktet for universets tilintetgørelse overføres de til det evige åndelige rige. Baladeva Vidyābhūṣaṇa citerer dette vers i sin kommentar til Bhagavad-gītā:

“Når dette materielle univers udslettes, bliver Brahmā og hans hengivne, der altid er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, alle overført til det åndelige univers og til særlige åndelige planeter i overensstemmelse med deres ønsker.”

FORKLARING: Varigheden af det materielle univers er begrænset. Det bliver manifesteret i perioder af kalpaer. En kalpa er en af Brahmās dage, og en af Brahmās dage består af 1000 cykler af de fire yugaer eller tidsaldre: Satya, Tretā, Dvāpara og Kali. Satya-perioden kendetegnes af dyd, visdom og religion. Der er så godt som ingen uvidenhed eller laster, og denne yuga varer 1.728.000 år. I Tretā-yuga holder det moralske fordærv sit indtog, og denne yuga varer 1.296.000 år. I Dvāpara-yuga er der en endnu større tilbagegang i dyd og religion, det moralske fordærv vokser, og denne yuga varer 864.000 år. Endelig er der Kali-yuga (den nuværende tidsalder, vi nu har gennemgået i de sidste 5.000 år), hvor strid, uvidenhed, irreligion og lastefuldhed florerer i overmål, og sand dyd praktisk taget ikke eksisterer længere. Denne yuga varer 432.000 år. I Kali-yuga vokser det moralske forfald i en sådan grad, at den Højeste Herre viser Sig personligt ved yugaens afslutning som Kalki-avatāraen, tilintetgør dæmonerne, redder Sine hengivne og indleder en ny Satya- yuga. Derefter starter hele forløbet forfra. Disse fire yugaer gentaget 1000 gange udgør én af Brahmās dage, og det samme antal udgør en nat. Brahmā lever i 100 sådanne “år” og dør derefter. Disse “100 år” svarer efter jordisk tidsregning til 311 billioner og 40 milliarder år. Ifølge disse beregninger virker Brahmās liv fantastisk og endeløst, men set med evighedens øjne er det blot som et kort lynglimt. I Årsagsoceanet dukker utallige Brahmāer op og forsvinder igen som bobler i Atlanten. Brahmā og hans skabelse er alle dele af det materielle univers, og derfor gennemgår de konstant forandringer.

I det materielle univers er ikke engang Brahmā fri for processen af fødsel, alderdom, sygdom og død. Brahmā er imidlertid direkte engageret i den Højeste Herres tjeneste i forvaltningen af dette univers, og derfor opnår han øjeblikkeligt befrielse. Ophøjede sannyāsīer bliver forfremmet til Brahmās særlige planet, Brahmaloka, der er det materielle univers’ øverste planet, der overlever alle de himmelske planeter i planetsystemets højere sfærer, men når tiden er inde, bliver selv Brahmā og alle beboerne på Brahmaloka underlagt døden ifølge den materielle naturs lov.

FORKLARING: Mindre intelligente personer, der forsøger at blive i denne materielle verden, kan blive ophøjet til højere planeter for bagefter at komme ned til Jorden igen. I løbet af Brahmās dag kan de udfolde deres aktiviteter på højere og lavere planeter inden for den materielle verden, men når Brahmās nat kommer, bliver de alle tilintetgjort. Om dagen får de forskellige kroppe til at udføre deres materielle handlinger i, og om natten har de ikke længere kroppe, men forbliver sammenpakket i Viṣṇus krop. Ved begyndelsen på Brahmās næste dag bliver de manifesteret igen. Bhūtvā bhūtvā pralīyate: Om dagen manifesteres de, og om natten går de atter til grunde. I sidste ende bliver de alle tilintetgjort, når Brahmās liv slutter, og forbliver umanifesterede i millioner og atter millioner af år. Og når Brahmā bliver født i en ny tidsalder, bliver de manifesteret igen. På denne måde holdes de fanget af den materielle verdens fortryllelse. Men intelligente personer, der engagerer sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, anvender deres menneskelige livsform helt i Herrens hengivne tjeneste og synger Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Derved overfører de tilmed i dette liv sig selv til Kṛṣṇas åndelige planet for der at blive evigt lyksalige og ikke mere være underkastet en sådan gentagen fødsel og død.

FORKLARING: Kṛṣṇas højere åndelige energi er transcendental og evig. Den ligger uden for alle forandringerne i den materielle natur, der bliver manifesteret og tilintetgjort i løbet af Brahmās dage og nætter. Kṛṣṇas højere energi er i kvalitet fuldstændig modsat den materielle natur. Højere og lavere natur bliver forklaret i kapitel 7.

FORKLARING: Guddommens Personlighed, Kṛṣṇas, højeste bolig bliver beskrevet i Brahma-saṁhitā som cintāmaṇi-dhāma, et sted, hvor alle ønsker bliver opfyldt. Herren Kṛṣṇas højeste bolig, der hedder Goloka Vṛndāvana, er fuld af paladser af ønskesten. Der er også træer, der kaldes “ønsketræer”, der kan give én enhver form for mad, man kan ønske sig, og der er køer, der kaldes surabhi-køer, der giver ubegrænset med mælk. Herren opvartes af hundredetusindvis af lykkegudinder (Lakṣmīer) i den bolig, og Han bliver kaldt Govinda, den oprindelige Herre og alle årsagers årsag. Herren har for vane at spille på Sin fløjte (veṇuṁ kvaṇantam), Hans transcendentale form er den mest tiltrækkende i alle verdener, Hans øjne er som lotussens kronblade, og Hans krop har farve som skyer. Han er så attraktiv, at Hans skønhed overgår tusindvis af amoriners. Han er iført en safrangul klædning og har en blomsterkrans om halsen og en påfuglefjer i Sit hår. I Bhagavad-gītā giver Herren Kṛṣṇa kun en antydning af Sin personlige bolig, Goloka Vṛndāvana, der er den allerhøjeste planet i det åndelige rige. En levende beskrivelse finder vi i Brahma-saṁhitā. I den vediske litteratur (Kaṭha Upaniṣad 1.3.11) står der, at der findes intet højere end den Højeste Guddoms bolig, og at den bolig er det endelige mål (puruṣān na paraṁ kiñcit, sā kāṣṭhā paramā gatiḥ). Når man er nået dertil, vender man aldrig tilbage til den materielle verden. Der er ingen forskel på Kṛṣṇas højeste bolig og Kṛṣṇa Selv, for de er af samme kvalitet. Her på Jorden er Vṛndāvana, der ligger 150 kilometer sydøst for Delhi, en tro kopi af Goloka Vṛndāvana i den åndelige verden. Da Kṛṣṇa steg ned til Jorden, fornøjede Han Sig i det særlige landområde, der er kendt som Vṛndāvana og dækker et areal på omkring 430 kvadratkilometer i Mathurā-distriktet i Indien.

FORKLARING: Her bliver det klart og tydeligt fastslået, at det højeste bestemmelsessted, hvorfra ingen vender tilbage, er Kṛṣṇa, den Højeste Persons, bolig. I Brahma-saṁhitā bliver denne højeste bolig beskrevet som ānanda-cinmaya-rasa, et sted, hvor alt er fyldt med åndelig lyksalighed. Hele den mangfoldighed, der er manifesteret der, består kvalitativt af åndelig lyksalighed. Intet der er materielt. Denne mangfoldighed bliver manifesteret som den Højeste Guddoms egen åndelige ekspansion, for som forklaret i kapitel 7 består den åndelige manifestation helt igennem af åndelig energi. Hvad angår denne materielle verden, er Herren, selv om Han altid befinder Sig i Sin højeste bolig, ikke desto mindre allestedsnærværende gennem Sin materielle energi. Gennem Sine åndelige og materielle energier er Han således til stede overalt i både de materielle og åndelige universer. Yasyāntaḥ-sthāni betyder, at alt bliver opretholdt inden i Ham, enten i Hans åndelige eller materielle energi. Herren er altgennemtrængende gennem disse to energier.

Som det klart fremgår her af ordet bhaktyā, kan det kun lade sig gøre at komme til Kṛṣṇas højeste bolig eller de talløse Vaikuṇṭha-planeter gennem bhakti eller hengiven tjeneste. Ingen anden metode kan hjælpe én til at opnå den højeste bolig. I Vedaerne (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.19) bliver den højeste bolig og Guddommens Højeste Personlighed også beskrevet med ordene eko vaśī sarva-gaḥ kṛṣṇaḥ. I den bolig er der kun én Guddommens Højeste Personlighed, hvis navn er Kṛṣṇa. Han er den allermest barmhjertige Guddom, og selv om Han eksisterer der som én, har Han udstrakt Sig i millioner og atter millioner af fuldstændige ekspansioner. Vedaerne sammenligner Herren med et træ, der om end stillestående alligevel bærer mange forskellige slags frugter, blomster og vekslende løv. Herrens fuldstændige ekspansioner, der hersker over Vaikuṇṭhas planeter, er firarmede og går under mange forskellige navne som Puruṣottama, Trivikrama, Keśava, Mādhava, Aniruddha, Hṛṣīkeśa, Saṅkarṣaṇa, Pradyumna, Śrīdhara, Vāsudeva, Dāmodara, Janārdana, Nārāyaṇa, Vāmana, Padmanābha osv.

Det bliver også bekræftet i Brahma-saṁhitā (5.37), at selv om Herren altid befinder Sig i den højeste bolig, Goloka Vṛndāvana, er Han altgennemtrængende, så alt sker, som det skal (goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ). Som der står i Vedaerne (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.8), parāsya śaktir vividhaiva śrūyate, svābhāvikī jñāna-bala-kriyā ca: Skønt den Højeste Herre befinder Sig langt, langt borte, er Hans energier så omfattende og vidtrækkende, at de systematisk og fejlfrit forestår alt i den kosmiske manifestation.

FORKLARING: Den Højeste Herres uforfalskede hengivne, der er fuldstændigt overgivne sjæle, er ligeglade med, hvornår eller hvordan de forlader deres kroppe. De overlader alt til Kṛṣṇa og vender således let og lykkeligt tilbage til Guddommen. Men de, der ikke er uforfalskede hengivne, og som i stedet afhænger af åndelige erkendelsesmetoder som karma-yoga, jñāna-yoga og haṭha-yoga, er nødt til at forlade kroppen på et rigtigt tidspunkt for at kunne vide med sikkerhed, om de vender tilbage til denne verden af fødsel og død eller ej.

Hvis yogīen er fuldkommen, kan han selv bestemme, hvornår og hvordan han vil forlade denne materielle verden. Men hvis han ikke er så dygtig, afhænger hans fuldendelse af, hvorvidt han tilfældigvis går bort på et passende tidspunkt. De rette tidspunkter at forlade verden på for ikke at vende tilbage forklares af Herren i næste vers. Ifølge Ācārya Baladeva Vidyābhūṣaṇa refererer sanskritordet kāla, der anvendes her, til tidens herskende guddom.

FORKLARING: Når ild, lys, dag og Månens fjortendagsperiode bliver nævnt, kan man forstå, at der over dem alle findes forskellige herskende guddomme, der arrangerer sjælens videre færd. På dødstidspunktet bærer sindet én videre til et nyt liv. Hvis man forlader kroppen på det ovenfor angivne tidspunkt, hvad enten det er ved et tilfælde eller arrangeret, kan man komme til den upersonlige brahmajyoti. Mystikere, der er avancerede i yoga, kan selv arrangere tid og sted for deres bortgang fra kroppen. Andre har ingen kontrol over det. Hvis de tilfældigvis går bort på et lykkevarslende tidspunkt, vil de ikke vende tilbage til kredsløbet af fødsel og død, men ellers vil der være al mulig sandsynlighed for, at de kommer tilbage. For den rene hengivne i Kṛṣṇa-bevidsthed er der imidlertid ingen fare for at komme tilbage, uanset om han forlader kroppen på et godt eller dårligt tidspunkt, eller om han gør det tilfældigt eller planlagt.

FORKLARING: I Śrīmad-Bhāgavatams Tredje Bog nævner Kapila Muni, at de, der er erfarne i frugtstræbende aktiviteter og offermetoder på Jorden, kommer til Månen, når de dør. Disse ophøjede sjæle lever på Månen i omkring 10.000 år ifølge halvgudernes tidsregning og nyder livet ved at drikke soma-rasa. De vender i sidste ende tilbage til Jorden. Det betyder, at der findes højere kategorier af levende væsener på Månen, selv om de måske ikke kan opfattes med de grove sanser.

FORKLARING: En lignende beskrivelse af bortgang og tilbagevenden gives af Ācārya Baladeva Vidyābhūṣaṇa, der citerer Chāndogya Upaniṣad (5.10.3–5). De frugtstræbende arbejdere og spekulative filosoffer kommer og går konstant og har gjort det lige siden tidernes morgen. I virkeligheden opnår de ikke den endelige befrielse, for de overgiver sig ikke til Kṛṣṇa.

FORKLARING: Kṛṣṇa råder her Arjuna til ikke at lade sig forstyrre af de forskellige veje, sjælen kan tage, når han forlader den materielle verden. Den Højeste Herres hengivne behøver ikke bekymre sig om, hvorvidt han vil gå bort ved et arrangement eller ved et tilfælde. Den hengivne bør være fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed og recitere Hare Kṛṣṇa. Han må forstå, at bekymring over begge disse veje er problematisk. Den bedste måde at være absorberet i Kṛṣṇa-bevidsthed på er ved altid at indrette sit liv efter Hans tjeneste, hvilket garanterer én en tryg, sikker og direkte vej til det åndelige rige. Ordet yoga-yuktaḥ er af særlig betydning i dette vers. Den, der er urokkelig i yoga, er hele tiden engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed i alle sine handlinger. Śrīla Rūpa Gosvāmī tilråder (Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.255), anāsaktasya viṣayān, yathārham upayuñjataḥ: Man bør være utilknyttet i materielle anliggender og gøre alt i Kṛṣṇa-bevidsthed. Igennem denne metode, der kaldes yukta-vairāgya, opnår man fuldkommenhed. En hengiven lader sig derfor ikke forvirre af disse beskrivelser, for han ved, at hans færd til den højeste bolig er garanteret gennem hengiven tjeneste.

FORKLARING: Dette vers er en sammenfatning af kapitel 7 og 8, der i særdeleshed handler om Kṛṣṇa-bevidsthed og hengiven tjeneste. Man skal studere Vedaerne under den åndelige mesters vejledning og gennemgå mange former for askese og bodsøvelser, mens man lever under hans varetægt. En brahmacārī skal bo i den åndelige mesters hjem ligesom en tjener, og han skal gå ud og tigge almisser fra dør til dør og give dem til den åndelige mester. Han spiser kun på mesterens ordre, og hvis mesteren undlader at kalde eleven ind til måltidet, faster han den dag. Dette er nogle af de vediske principper, der gælder for overholdelsen af brahmacarya.

Efter at eleven har studeret Vedaerne under mesteren i nogen tid (i det mindste fra han er 5 år, indtil han er 20 år gammel), kan han blive en mand af fuldendt karakter. Studium af Vedaerne er ikke tiltænkt som underholdning for lænestolsfilosoffer. Formålet med vediske studier er tværtimod karakterdannelse. Efter denne oplæring får brahmacārīen lov til at træde ind i familielivet og gifte sig. Som husholder er han nødt til at udføre mange offerhandlinger, så han kan fortsætte med at blive yderligere oplyst. Han skal også give i velgørenhed i overensstemmelse med sted, tid og modtager og skelne mellem velgørenhed i godhed, lidenskab og uvidenhed, som det er beskrevet i Bhagavad-gītā. Efter at have trukket sig tilbage fra familielivet og gået ind i vānaprastha-ordenen gennemgår han streng askese ved at bo i skoven, klæde sig i bark fra træerne, undlade at barbere sig osv. Ved at gennemgå stadierne af brahmacarya, familieliv, vānaprastha og endelig sannyāsa bliver man ophøjet til det fuldendte livsstadie. Nogle bliver derefter ophøjet til de himmelske planeter, og hvis de fortsætter med at gøre yderligere fremskridt, bliver de befriet og går til den åndelige verden, hvor de enten kommer til den upersonlige brahmajyoti, Vaikuṇṭha-planeterne eller Kṛṣṇaloka. Det er vejen, der skitseres i den vediske litteratur.

Skønheden ved Kṛṣṇa-bevidsthed er, at man ved at engagere sig i hengiven tjeneste på én gang kan forbigå alle de forskellige livsordeners ritualer.

Ordene idaṁ viditvā angiver, at man skal forstå Śrī Kṛṣṇas instruktioner i dette kapitel og i Bhagavad-gītās syvende kapitel. Man bør forsøge at forstå disse kapitler, ikke gennem lærdom eller intellektuel spekulation, men ved at høre dem i selskab med hengivne. Kapitel 7 til og med 12 udgør essensen af Bhagavad-gītā. De første seks og de sidste seks kapitler er som et omslag om de seks midterste kapitler, der er specielt beskyttet af Herren. Hvis man er så heldig at forstå Bhagavad-gītā og specielt disse seks midterste kapitler i hengivnes selskab, bliver ens liv med det samme mere glorværdigt, end det nogensinde kunne blive gennem alle former for bodsøvelser, offerhandlinger, velgørenhed, filosofisk spekulation osv., for man kan opnå resultatet af alle disse ting gennem Kṛṣṇa-bevidsthed alene.

Den, der har en lille smule tro på Bhagavad-gītā, bør lære Bhagavad- gītā fra en hengiven, for i begyndelsen af kapitel 4 angives det klart, at Bhagavad-gītā kun kan forstås af hengivne. Ingen andre kan fuldt ud forstå Bhagavad-gītās formål. Man bør derfor lære Bhagavad-gītā fra en af Kṛṣṇas hengivne og ikke fra en eller anden intellektuel spekulant. Dette er tegn på tro. Når man søger efter en hengiven og er så heldig at få en hengivens selskab, begynder man virkelig at studere og forstå Bhagavad-gītā. Ved at gøre fremskridt i hengivnes selskab bliver man situeret i hengiven tjeneste, og denne tjeneste fjerner enhver tvivl om Kṛṣṇa eller Gud og om Kṛṣṇas aktiviteter, form, lege, navn og andre træk. Efter at denne tvivl er fuldstændigt fjernet, bliver man fast forankret i sine studier. Da nyder man at studere Bhagavad-gītā og opnår tilstanden af altid at føle sig Kṛṣṇa-bevidst. På dette avancerede stadie bliver man komplet forelsket i Kṛṣṇa. Dette højeste fuldendte stadie i livet sætter den hengivne i stand til at blive overført til Kṛṣṇas bolig i den åndelige himmel, Goloka Vṛndāvana, hvor den hengivne bliver evigt lykkelig.