TEXT 1

Tekst

sañjaya uvāca
taṁ tathā kṛpayāviṣṭam
aśru-pūrṇākulekṣaṇam
viṣīdantam idaṁ vākyam
uvāca madhusūdanaḥ

Synonyms

sañjayaḥ uvāca — Sañjaya sagde; tam — til Arjuna; tathā — således; kṛpayā — af medfølelse; āviṣṭam — overvældet; aśru-pūrṇa-ākula — fulde af tårer; īkṣaṇam — med øjne; viṣīdantam — sørgende; idam — denne; vākyam — tale; uvāca — talte; madhu-sūdanaḥ — Madhus banemand.

sañjayaḥ uvāca — Sañjaya ütles; tam — Arjunale; tathā — sel viisil; kṛpayā — kaastundest; āviṣṭam — vallatud; aśru-pūrṇa-ākula — täis pisaraid; īkṣaṇam — silmad; viṣīdantam — kurtes; idam — need; vākyam — sõnad; uvāca — ütles; madhu-sūdanaḥ — Madhu tapja.

Translation

Sañjaya sagde: Da Madhusūdana, Kṛṣṇa, så Arjuna overvældet af medfølelse og meget nedtrykt med tårefyldte øjne, talte Han som følger.

Sañjaya ütles: Nähes Arjunat sügavast kaastundest vallatuna, masendatuna ja pisarad silmis, lausus Madhusūdana, Kṛṣṇa, järgmised sõnad.

Purport

FORKLARING: Materiel medfølelse, beklagelse og tårer er alle symptomer på uvidenhed om det virkelige selv. Medfølelse med den evige sjæl er selverkendelse. Ordet “Madhusūdana” er betydningsfuldt i dette vers. Herren Kṛṣṇa dræbte dæmonen Madhu, og nu ville Arjuna have Kṛṣṇa til at dræbe den misforståelsens dæmon, der havde overvældet ham under udførelsen af hans pligt.

Ingen ved, hvad medfølelse bør rettes imod. At have medfølelse med et druknende menneskes klæder giver ingen mening. Den, der er faldet ned i uvidenhedens ocean, kan ikke reddes blot ved at bjærge hans ydre klædedragt, den grove materielle krop. Den, der ikke er klar over dette og sørger over de ydre klæder, benævnes som śūdra eller den, der sørger unødvendigt. Arjuna var en kṣatriya, og denne opførsel forventedes ikke af ham. Herren Kṛṣṇa kan imidlertid fjerne det uvidende menneskes beklagelse, og med det formål talte Han Bhagavad-gītā. Dette kapitel instruerer os i selverkendelse gennem et analytisk studium af den materielle krop og den åndelige sjæl, sådan som det bliver forklaret af den største autoritet, Herren Śrī Kṛṣṇa. Denne erkendelse er mulig, når man handler uden tilknytning til frugtstræbende resultater og er fast forankret i forståelsen af det virkelige selvs uforanderlige natur.

Materiaalne kaastunne, kurbus ja pisarad on märk sellest, et me ei ole endale teadvustatud oma tegelikku olemust. Eneseteadvustamine tähendab kaastunnet igavese hinge vastu. Selles värsis on oluline nime Madhusūdana kasutamine. Jumal Kṛṣṇa oli tapnud deemon Madhu ning nüüd soovis Arjuna, et Kṛṣṇa hävitaks selle mõistmatuse deemoni, mis oli Arjunast tema kohuste täitmise juures võitu saanud. Tavaliselt ei mõisteta, millele kaasa tunda. Kui keegi ütleks, et tal on kahju uppuva inimese riietest, peetaks seda ütlust absurdseks. Kuid teadmatuse ookeani kukkunud inimest ei saa päästa lihtsalt tema välist kesta, jämedakoelist materiaalset keha päästes. Inimest, kes ei ole sellest teadlik ning kes hädaldab välise kesta pärast, nimetatakse śūdraks ehk asjatult hädaldajaks. Arjuna oli kṣatriya ning temalt oodati teistsugust käitumist. Jumal Kṛṣṇa võimuses on aga rahustada teadmatusest hädaldavat inimest, seepärast lauliski Kṛṣṇa Arjunale „Bhagavad-gītā". Käesolev peatükk juhendab meid eneseteadvustamise teel, uurides ning analüüsides materiaalset keha ja vaimset hinge vastavalt kõrgeima autoriteedi Jumal Śrī Kṛṣṇa selgitustele. Vaimse eneseteadvustamiseni jõudmine on võimalik nende jaoks, kes tegutsevad ilma igasuguse kiindumuseta oma töö viljadesse ning kes mõistavad oma tõelise „mina" igavikulisust.