TEXT 1

VERŠ 1

Tekst

Verš

sañjaya uvāca
taṁ tathā kṛpayāviṣṭam
aśru-pūrṇākulekṣaṇam
viṣīdantam idaṁ vākyam
uvāca madhusūdanaḥ

Synonyms

Synonyma

sañjayaḥ uvāca — Sañjaya sagde; tam — til Arjuna; tathā — således; kṛpayā — af medfølelse; āviṣṭam — overvældet; aśru-pūrṇa-ākula — fulde af tårer; īkṣaṇam — med øjne; viṣīdantam — sørgende; idam — denne; vākyam — tale; uvāca — talte; madhu-sūdanaḥ — Madhus banemand.

sañjayaḥ uvāca — Sañjaya riekol; tam — Arjunovi; tathā — takto; kṛpayā — zo súcitu; āviṣṭam — premožený; aśru-pūrṇa-ākula — plné sĺz; īkṣaṇam — oči; viṣīdantam — bedáka; idam — tieto; vākyam — slová; uvāca — preriekol; madhu-sūdanaḥ — Kṛṣṇa, hubiteľ démona Madhua.

Translation

Překlad

Sañjaya sagde: Da Madhusūdana, Kṛṣṇa, så Arjuna overvældet af medfølelse og meget nedtrykt med tårefyldte øjne, talte Han som følger.

Sañjaya riekol: „Keď Madhusūdana, Kṛṣṇa videl Arjunu takto premoženého súcitom, veľmi zarmúteného a s očami zaliatymi slzami, preriekol nasledujúce slová.“

Purport

Význam

FORKLARING: Materiel medfølelse, beklagelse og tårer er alle symptomer på uvidenhed om det virkelige selv. Medfølelse med den evige sjæl er selverkendelse. Ordet “Madhusūdana” er betydningsfuldt i dette vers. Herren Kṛṣṇa dræbte dæmonen Madhu, og nu ville Arjuna have Kṛṣṇa til at dræbe den misforståelsens dæmon, der havde overvældet ham under udførelsen af hans pligt.

Ingen ved, hvad medfølelse bør rettes imod. At have medfølelse med et druknende menneskes klæder giver ingen mening. Den, der er faldet ned i uvidenhedens ocean, kan ikke reddes blot ved at bjærge hans ydre klædedragt, den grove materielle krop. Den, der ikke er klar over dette og sørger over de ydre klæder, benævnes som śūdra eller den, der sørger unødvendigt. Arjuna var en kṣatriya, og denne opførsel forventedes ikke af ham. Herren Kṛṣṇa kan imidlertid fjerne det uvidende menneskes beklagelse, og med det formål talte Han Bhagavad-gītā. Dette kapitel instruerer os i selverkendelse gennem et analytisk studium af den materielle krop og den åndelige sjæl, sådan som det bliver forklaret af den største autoritet, Herren Śrī Kṛṣṇa. Denne erkendelse er mulig, når man handler uden tilknytning til frugtstræbende resultater og er fast forankret i forståelsen af det virkelige selvs uforanderlige natur.

Súcit s hmotným telom, nariekanie a slzy sú príznakom neznalosti pravej totožnosti alebo sebarealizácie. Naopak súcit s večnou dušou je príznakom uvedomenia si skutočnej totožnosti. Slovo Madhusūdana je v tomto verši dôležité, pretože Kṛṣṇa zabil démona Madhua a Arjuna si želal, aby teraz Kṛṣṇa zabil démona pochybnosti, ktorý ho ovládal. Zvyčajne nikto nevie, kde uplatniť svoj súcit. Ľutovať odev topiaceho sa človeka je nerozumné. Človek, ktorý spadol do oceánu nevedomosti, nemôže byť zachránený, ak zachraňujeme iba jeho vonkajší odev, teda hmotné telo. Nariekanie nad telom je príznačné pre śūdru; ten sa stále sťažuje. Lenže Arjuna bol kṣatriya, a preto bolo od neho takéto konanie neočakávané. Kṛṣṇa môže rozptýliť zármutok nevedomého, a preto tiež predniesol filozofiu Bhagavad-gīty. V druhej kapitole nás Kṛṣṇa, Najvyšší Pán, poučí o sebarealizácii prostredníctvom analytického štúdia hmotného tela a duše. Táto realizácia sa dá dosiahnuť, ak človek koná bez myšlienky na plody svojej práce, vedomí si svojho skutočného „ja“.