FORKLARING: Materiel medfølelse, beklagelse og tårer er alle symptomer på uvidenhed om det virkelige selv. Medfølelse med den evige sjæl er selverkendelse. Ordet “Madhusūdana” er betydningsfuldt i dette vers. Herren Kṛṣṇa dræbte dæmonen Madhu, og nu ville Arjuna have Kṛṣṇa til at dræbe den misforståelsens dæmon, der havde overvældet ham under udførelsen af hans pligt.

Ingen ved, hvad medfølelse bør rettes imod. At have medfølelse med et druknende menneskes klæder giver ingen mening. Den, der er faldet ned i uvidenhedens ocean, kan ikke reddes blot ved at bjærge hans ydre klædedragt, den grove materielle krop. Den, der ikke er klar over dette og sørger over de ydre klæder, benævnes som śūdra eller den, der sørger unødvendigt. Arjuna var en kṣatriya, og denne opførsel forventedes ikke af ham. Herren Kṛṣṇa kan imidlertid fjerne det uvidende menneskes beklagelse, og med det formål talte Han Bhagavad-gītā. Dette kapitel instruerer os i selverkendelse gennem et analytisk studium af den materielle krop og den åndelige sjæl, sådan som det bliver forklaret af den største autoritet, Herren Śrī Kṛṣṇa. Denne erkendelse er mulig, når man handler uden tilknytning til frugtstræbende resultater og er fast forankret i forståelsen af det virkelige selvs uforanderlige natur.

FORKLARING: Kṛṣṇa og Guddommens Højeste Personlighed er identiske. Derfor refereres der til Kṛṣṇa som Bhagavān i hele Bhagavad-gītā. Bhagavān er det højeste aspekt af den Absolutte Sandhed. Den Absolutte Sandhed erkendes i tre stadier af forståelse, nemlig som Brahman (den upersonlige altgennemtrængende ånd), Paramātmā (den Højestes lokaliserede aspekt i hjertet på alle levende væsener) og Bhagavān, Guddommens Højeste Personlighed, Herren Kṛṣṇa. I Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.11) bliver denne forståelse af den Absolutte Sandhed forklaret som følger:

“Den Absolutte Sandhed erkendes i tre forståelsesstadier af den, der har kendskab til den Absolutte Sandhed, og de er alle identiske. Disse aspekter af den Absolutte Sandhed betegnes som Brahman, Paramātmā og Bhagavān.”

Disse tre guddommelige aspekter kan forklares med Solen som eksempel. Solen har også forskellige aspekter, nemlig solskinnet, solskiven og selve solplaneten. Den, der kun studerer solskinnet, er en elev på begynderstadiet. Den, der forstår solskiven, er mere avanceret. Og den, der kan trænge ind i solplaneten, er den bedste. Almindelige studerende, der nøjes med blot at forstå solskinnet – hvordan det gennemtrænger universet, og den blændende stråleglans, der udgår fra dets upersonlige natur – er de, der kun har erkendt den Absolutte Sandheds Brahman-aspekt. Eleven, der har gjort yderligere fremskridt, kan forstå solskiven, der bliver sammenlignet med viden om den Absolutte Sandheds Paramātmā- aspekt. Og eleven, der kan trænge ind i selve solplaneten, kan sammenlignes med dem, der har erkendt den Absolutte Sandheds personlige aspekt. Derfor er bhaktaerne, det vil sige de transcendentalister, der har erkendt den Absolutte Sandheds Bhagavān-aspekt, de bedste transcendentalister, selv om alle elever, der studerer den Absolutte Sandhed, beskæftiger sig med det samme emne. Solskinnet, solskiven og solplanetens indre anliggender kan ikke adskilles fra hinanden, men alligevel tilhører de, der studerer de tre forskellige aspekter, ikke samme kategori.

Sanskritordet bhagavān er blevet forklaret af den store autoritet Parāśara Muni, Vyāsadevas fader. Den Højeste Personlighed, der besidder al rigdom, al styrke, al berømmelse, al skønhed, al viden og al forsagelse, kaldes Bhagavān. Der findes mange personer, der er meget rige, meget magtfulde, meget smukke, meget berømte, meget lærde og meget utilknyttede, men ingen kan hævde til fulde at besidde al rigdom, al styrke osv. Det kan kun Kṛṣṇa hævde, for Han er Guddommens Højeste Personlighed. Intet levende væsen indbefattet Brahmā, Herren Śiva eller Nārāyana kan besidde samme grad af overdådighed som Kṛṣṇa. Derfor konkluderer Herren Brahmā i Brahma-saṁhitā (5.1), at Herren Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ingen er jævnbyrdig med eller overgår Ham. Han er den oprindelige Herre, Bhagavān, der er kendt som Govinda, og Han er den yderste årsag til alle andre årsager:

“Der findes mange personer, der besidder Bhagavāns egenskaber, men Kṛṣṇa er den højeste, for ingen kan overgå Ham. Han er den Højeste Person, og Hans krop er evig, fuld af viden og lyksalighed. Han er den oprindelige Herre, Govinda, og alle årsagers årsag.”

I Śrīmad-Bhāgavatam (1.3.28) findes der på samme måde en liste over Guddommens Højeste Personligheds mange inkarnationer, men Kṛṣṇa bliver beskrevet som Guddommens Oprindelige Person, fra hvem mange, mange inkarnationer og Guddommens Personligheder ekspanderer Sig:

“Alle fortegnelserne over Guddommens inkarnationer, der angives her, betegner enten fuldstændige ekspansioner eller dele af fuldstændige ekspansioner af den Højeste Guddom, men Kṛṣṇa er selve Guddommens Højeste Personlighed.”

Derfor er Kṛṣṇa Guddommens Oprindelige Højeste Personlighed, den Absolutte Sandhed og ophav til både Oversjælen og den upersonlige Brahman.

Arjunas sorg over hans slægtninge var så afgjort upassende i tilstedeværelse af Guddommens Højeste Personlighed, og derfor udtrykte Kṛṣṇa Sin overraskelse med ordet kutaḥ, “hvorfra”. Sådanne urenheder skulle man aldrig vente at finde hos en person fra den civiliserede klasse af mennesker, der kaldes ariere. Ordet ārya anvendes om personer, der kender livets værdi og har en civilisation, der er baseret på åndelig erkendelse. Personer, der styres af den materielle livsopfattelse, ved ikke, at formålet med livet er at erkende den Absolutte Sandhed, Viṣṇu, Bhagavān, og de fortrylles af den materielle verdens ydre aspekter og er derfor heller ikke klar over, hvad befrielse er. De, der ingen viden har om befrielse fra materiel trældom, kaldes ikke-ariere. Skønt Arjuna var kṣatriya, afveg han fra sin foreskrevne pligt ved at nægte at kæmpe. Denne feje handling beskrives som noget, der kun passer sig for ikke-ariere. En sådan pligtafvigelse hjælper ikke én til at gøre fremskridt i åndeligt liv og giver heller ikke engang én mulighed for at blive berømt i verden. Herren Kṛṣṇa billigede ikke Arjunas såkaldte medfølelse med hans slægtninge.

FORKLARING: Arjuna blev tiltalt som søn af Pṛthā, der var søster til Kṛṣṇas far, Vasudeva. Arjuna var derfor blodbeslægtet med Kṛṣṇa. Hvis en kṣatriyas søn undslår sig for at kæmpe, er han kun kṣatriya af navn, og hvis en brāhmaṇas søn handler ugudeligt, er han kun brāhmaṇa af navn. Den slags kṣatriyaer og brāhmaṇaer er uværdige sønner af deres fædre. Derfor ville Kṛṣṇa ikke have, at Arjuna skulle være en kṣatriyas uværdige søn. Arjuna var Kṛṣṇas mest fortrolige ven, og Kṛṣṇa vejledte ham direkte på stridsvognen. Men hvis Arjuna på trods af alle disse fordele afstod fra at kæmpe, ville han begå en vanærende handling. Kṛṣṇa bemærkede derfor, at en sådan indstilling hos Arjuna var upassende for hans personlighed. Arjuna kunne indvende, at han ville afstå fra at kæmpe på grund af medfølelse med sine slægtninge og den meget agtværdige Bhīṣma, men Kṛṣṇa betragtede den slags storsind som ren og skær svaghed i hjertet. Et sådant falsk storsind anerkendes ikke af nogen autoritet. Den form for ædelmodighed eller såkaldt ikke-vold må derfor undgås af personer som Arjuna, der står under Kṛṣṇas direkte vejledning.

FORKLARING: Respektable overordnede som bedstefaderen Bhīṣma og læreren Droṇācārya er altid tilbedelsesværdige. Selv hvis de angriber én, bør man ikke gå til modangreb imod dem. Det er almindelig etikette, at man ikke engang indgår i en verbal strid med overordnede. Selv om de somme tider kan være strenge i deres opførsel, bør de ikke behandles med strenghed til gengæld. Hvordan var det da muligt for Arjuna at gå til modangreb mod dem? Ville Kṛṣṇa nogensinde angribe Sin egen bedstefader, Ugrasena, eller Sin lærer, Sāndīpani Muni? Dette var nogle af Arjunas argumenter over for Kṛṣṇa.

FORKLARING: Ifølge skrifternes påbud kan en lærer, der involverer sig i en forkastelig handling og har mistet sin dømmekraft, afvises. Bhīṣma og Droṇa følte sig nødsaget til at tage Duryodhanas side på grund af dennes økonomiske bistand, selv om de egentlig ikke burde have accepteret en sådan position blot på grund af økonomiske hensyn. Under disse omstændigheder havde de mistet deres respektabilitet som lærere. Men Arjuna mener, at de ikke desto mindre forbliver hans overordnede, og derfor vil nydelse af materiel vinding efter at have dræbt dem være ensbetydende med at nyde krigsudbytte, der er beplettet med blod.

FORKLARING: Arjuna vidste ikke, om han skulle kæmpe og risikere unødvendig vold på trods af, at det er kṣatriyaernes pligt at kæmpe, eller om han skulle afholde sig fra at kæmpe og leve som tigger. Hvis han ikke besejrede fjenden, var tiggeri hans eneste levevej. Han kunne heller ikke være sikker på at sejre, for begge sider kunne gå sejrrige ud af slaget. Selv hvis sejren ventede dem (og deres sag var retfærdig), ville det alligevel blive svært at leve i Dhṛtarāṣṭras sønners fravær, hvis disse skulle dø i slaget. Under disse omstændigheder ville det være en anden form for nederlag for dem. Alle Arjunas overvejelser viser uden tvivl, at ikke blot var han en stor hengiven, men han var også højt oplyst og havde fuldstændig kontrol over sit sind og sine sanser. Hans ønske om at leve som tigger på trods af, at han var født i en kongelig familie, er et andet tegn på utilknytning. Han var ægte retskaffen, som disse egenskaber sammen med hans tro på Śrī Kṛṣṇa, hans åndelige mesters, instruktioner viser. Konklusionen er, at Arjuna var den rette person til at blive befriet. Medmindre sanserne er under kontrol, kan det ikke lade sig gøre at blive ophøjet til kundskabens platform, og uden kundskab og hengivenhed er det ikke muligt at blive befriet. Arjuna var ud over sine store materielle kvalifikationer også kvalificeret på alle disse områder.

FORKLARING: Af natur er hele virvaret af materielle aktiviteter en kilde til rådvildhed for alle. For hvert skridt, man tager, er der forvirring, og derfor påhviler det alle at opsøge en ægte åndelig mester, der kan vejlede én i den rette måde at opnå livets mål på. Hele den vediske litteratur anbefaler, at vi opsøger en ægte åndelig mester for at slippe ud af livets forviklinger, der opstår, selv uden at vi ønsker dem. De er som en skovbrand, der på en eller anden måde opstår, uden at nogen har antændt den. Verdenssituationen er ligeledes sådan, at der automatisk kan opstå komplikationer i livet, selv om vi ikke ønsker en sådan forvirring. Ingen ønsker ildebrand, men det opstår alligevel, og vi bliver forvirrede. Den vediske visdom råder os derfor til, hvis vi ønsker en løsning på livets komplikationer og at forstå videnskaben om, hvordan de løses, at vi opsøger en åndelig mester fra discipelrækken. Den, der har en åndelig mester, ved alt. Man bør derfor ikke fortsætte med at være i materiel vildrede, men bør opsøge en åndelig mester. Det er betydningen af dette vers.

Hvem er det materielt forvildede menneske? Det er det, der ikke forstår livets problemer. I Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad (3.8.10) bliver det forvildede menneske beskrevet som følger: yo vā etad akṣaraṁ gārgy aviditvāsmāl lokāt praiti sa kṛpaṇaḥ. “Den, der ikke løser livets problemer som menneske og derfor forlader denne verden som hundene og kattene uden at have forstået videnskaben om selverkendelse, er et gnieragtigt menneske.” Denne menneskelige livsform er et særdeles værdifuldt gode for det levende væsen, der kan anvende den til at løse livets problemer med. Derfor er den, der ikke benytter sig af denne mulighed, en gnier. På den anden side er der brāhmaṇaen, dvs. den, der er intelligent nok til at bruge kroppen til at løse alle livets problemer med. Ya etad akṣaraṁ gārgi viditvāsmāl lokāt praiti sa brāhmaṇaḥ.

Kṛpaṇaerne eller de, der er gnieragtige, spilder deres tid på overdreven kærlighed til familie, samfund, fædreland osv. i den materielle livsopfattelse. Man er ofte knyttet til familielivet, dvs. til hustru, børn og andre familiemedlemmer på grund af “hudsygdom”. Kṛpaṇaen tror, at han kan beskytte sin familie mod døden, eller at hans familie eller samfund kan frelse ham, når han selv ligger for døden. Den slags familietilknytning ser man selv blandt lavere dyr, der også tager sig af deres børn. Eftersom Arjuna var intelligent, kunne han forstå, at hans kærlighed til hans familiemedlemmer og hans ønske om at beskytte dem mod døden var grunden til hans forvirring. Selv om han var klar over, at pligten til at gå i krig ventede ham, kunne han ikke gøre sin pligt på grund af denne gnieragtige svaghed. Han beder derfor Herren Kṛṣṇa, den største åndelige mester, om at komme med en endegyldig løsning. Han giver sig selv til Kṛṣṇa som discipel. Han vil nu indstille al venskabelig samtale. Samtaler mellem mesteren og disciplen er en alvorlig sag, og nu har Arjuna i sinde at føre en meget alvorlig samtale med den anerkendte åndelige mester. Kṛṣṇa er derfor den oprindelige åndelige mester i videnskaben om Bhagavad-gītā, og Arjuna er den første discipel til at forstå Bhagavad-gītā. Hvordan Arjuna forstod Bhagavad- gītā, bliver beskrevet i Bhagavad-gītā selv. På trods af det kommenterer tåbelige verdslige lærde, at det ikke er nødvendigt at overgive sig til personen Kṛṣṇa, men til “den ufødte inden i Kṛṣṇa”. Der er ingen forskel på Kṛṣṇas indre og ydre. Den, der ingen forståelse har af dette, er den største tåbe i sit forsøg på at forstå Bhagavad-gītā.

FORKLARING: Skønt Arjuna fremlagde så mange argumenter, der var baseret på viden om religiøse principper og moralkodekser, var han tilsyneladende ude af stand til at løse sit egentlige problem uden den åndelige mester, Śrī Kṛṣṇas, hjælp. Han forstod, at hans såkaldte viden ikke kunne hjælpe ham til at overvinde hans problemer, der udtørrede hele hans eksistens, og at det var umuligt for ham at udrede denne forvirring uden hjælp fra en åndelig mester som Herren Kṛṣṇa. Akademisk viden, lærdom, høje stillinger osv. er alle værdiløse, når det gælder om at løse livets problemer. Kun en åndelig mester som Kṛṣṇa kan hjælpe. Konklusionen er derfor, at en åndelig mester, der er et hundrede procent Kṛṣṇa-bevidst, er den ægte åndelige mester, for han kan løse livets problemer. Ifølge Herren Caitanya (Caitanya-caritāmṛta, Madhya 8.128) er den, der er mester i videnskaben om Kṛṣṇa-bevidsthed, den virkelige åndelige mester, uanset hvad hans sociale position ellers måtte være:

“Det er ligegyldigt, om en person er en vipra [lærd i vedisk visdom], er født i en lavere familie eller befinder sig i forsagelsens orden. Hvis man er mester i videnskaben om Kṛṣṇa, er man den perfekte ægte åndelige mester.” Så hvis man ikke er mester i videnskaben om Kṛṣṇa-bevidsthed, kan man ikke være en ægte åndelig mester. Der står videre i de vediske skrifter (Padma Purāṇa):

“En lærd brāhmaṇa, der er kyndig inden for alle områder af vedisk viden, er uegnet til at være åndelig mester, hvis han ikke er en vaiṣṇava eller mester i videnskaben om Kṛṣṇa-bevidsthed. Men den, der er født i en familie fra en lav kaste, kan blive åndelig mester, hvis han er en vaiṣṇava eller Kṛṣṇa-bevidst.”

Den materielle tilværelses problemer – fødsel, alderdom, sygdom og død – kan ikke modvirkes med rigdom eller økonomisk udvikling. Over hele verden er der lande, der har alle livets faciliteter og er velstående og økonomisk fremgangsrige, men ikke desto mindre findes den materielle tilværelses problemer der stadig. De søger fred på alle mulige måder, men de kan kun opnå virkelig lykke, hvis de rådfører sig med Kṛṣṇa eller med Bhagavad-gītā og Śrīmad-Bhāgavatam, der udgør videnskaben om Kṛṣṇa, gennem Kṛṣṇas ægte repræsentant, en person, der er Kṛṣṇa-bevidst.

Hvis økonomisk udvikling og materiel komfort kunne fjerne ens bekymringer over familiemæssige, sociale, nationale eller internationale komplikationer, ville Arjuna ikke have sagt, at selv et ubestridt kongerige på Jorden eller suverænitet som halvguderne på de himmelske planeter ikke kunne fjerne hans sorg. Han søgte derfor tilflugt i Kṛṣṇa- bevidsthed, hvilket er den rigtige vej til fred og harmoni. Økonomisk udvikling eller herredømme over verden kan kuldkastes når som helst af naturens omvæltninger. Selv ophøjelse til de højere planeter, som mennesket nu stræber efter på Månen, kan også ophøre på ét eneste øjeblik. Bhagavad-gītā (9.21) bekræfter dette med ordene kṣīṇe puṇye martya- lokaṁ viśanti: “Når resultaterne af ens fromme handlinger er opbrugte, falder man igen ned fra lykkens tinde til den laveste livsstatus.” Mange af verdens politikere er faldet ned på den måde. Sådanne fald er blot endnu en kilde til beklagelse og sorg.

Hvis vi ønsker at fjerne sorg for stedse, må vi søge tilflugt hos Kṛṣṇa, som Arjuna søger at gøre det. Arjuna bad Kṛṣṇa løse sit problem for bestandigt. Det er den Kṛṣṇa-bevidste vej.

FORKLARING: Dhṛtarāṣṭra må være blevet glad, da han forstod, at Arjuna ikke ville kæmpe og i stedet ville forlade slagmarken for at ernære sig som tigger. Men Sañjaya skuffede ham på ny ved at sige, at Arjuna var helt i stand til at dræbe sine fjender (parantapaḥ). Skønt han for øjeblikket var overvældet af falsk sorg på grund af familietilknytning, overgav han sig som discipel til Kṛṣṇa, den højeste åndelige mester. Det viste, at Arjuna snart ville blive fri for den falske sorg, der udsprang af hans familiekærlighed, og blive oplyst af perfekt viden om selverkendelse eller Kṛṣṇa-bevidsthed, hvorefter han med sikkerhed ville gå i kamp. Eftersom Arjuna ville blive oplyst af Kṛṣṇa og kæmpe til det sidste, ville Dhṛtarāṣṭras glæde blive gjort til skamme.

FORKLARING: Samtalen fandt sted mellem fortrolige venner, nemlig Hṛṣīkeśa og Guḍākeśa. Som venner var de begge på samme niveau, men en af dem overgav sig frivilligt til den anden som elev. Kṛṣṇa smilede, fordi en ven havde valgt at blive Hans discipel. Som Herre over alt befinder Kṛṣṇa Sig altid i en overordnet position som alles Herre, og alligevel indvilliger Han i at blive ven, søn eller elsker til en hengiven, der ønsker at se Ham i en sådan rolle. Men da Han blev antaget som mester, påtog Han Sig med det samme rollen og talte til disciplen som en mester, dvs. med den alvor, der var påkrævet. Det lader til, at samtalen mellem mester og discipel fandt sted i begge hæres påhør, så alle kunne drage fordel af den. Således henvender Bhagavad-gītās dialog sig ikke kun til en bestemt person eller et bestemt samfund eller land, men er for alle, og venner såvel som fjender har lige stor ret til at høre den.

The Lord at once took the position of the teacher and chastised the student, calling him, indirectly, a fool. The Lord said, “You are talking like a learned man, but you do not know that one who is learned – one who knows what is body and what is soul – does not lament for any stage of the body, neither in the living nor in the dead condition.” As explained in later chapters, it will be clear that knowledge means to know matter and spirit and the controller of both. Arjuna argued that religious principles should be given more importance than politics or sociology, but he did not know that knowledge of matter, soul and the Supreme is even more important than religious formularies. And because he was lacking in that knowledge, he should not have posed himself as a very learned man. As he did not happen to be a very learned man, he was consequently lamenting for something which was unworthy of lamentation. The body is born and is destined to be vanquished today or tomorrow; therefore the body is not as important as the soul. One who knows this is actually learned, and for him there is no cause for lamentation, regardless of the condition of the material body.

FORKLARING: I Vedaerne står der i Kaṭha Upaniṣad såvel som i N Śvetāśvatara Upaniṣad, at Guddommens Højeste Personlighed opretholder utallige levende væsener i deres forskellige situationer i forhold til deres individuelle handlinger og reaktioner på disse handlinger. Denne Guddommens Højeste Personlighed befinder Sig også igennem Sine fuldstændige dele i hvert eneste levende væsens hjerte. Kun helgenagtige personer, der kan se den samme Højeste Herre inden i og uden for alting, kan virkelig opnå fuldkommen og evig fred.

Den samme vediske sandhed, der her gives til Arjuna, bliver givet til alle, der fører sig frem som meget lærde, men i virkeligheden kun har ringe viden. Herren siger klart og tydeligt, at Han selv, Arjuna og alle de konger, der er forsamlede på slagmarken, for evigt er individuelle levende væsener, og at Herren for evigt opretholder de individuelle levende væsener i både deres betingede og befriede tilstande. Guddommens Højeste Personlighed er den højeste individuelle person, og Arjuna, Herrens evige omgangsfælle, og alle de forsamlede konger er alle evige individuelle personer. Det er ikke sådan, at de ikke eksisterede som individuelle personer i fortiden, eller at de ikke vil forblive evige personer. Deres individualitet var en kendsgerning i fortiden, og deres individualitet vil fortsætte i fremtiden uden afbrydelse. Ingen har således grund til at sørge over nogen som helst.

Māyāvādī-teorien om, at den individuelle sjæl, der nu er adskilt af māyās tilsløring, efter befrielsen vil blive ét med den upersonlige Brahman og miste sin individuelle eksistens, bekræftes ikke af Herren Kṛṣṇa, den højeste autoritet. Lige så lidt bekræftes teorien om, at det er kun i den betingede tilstand, at vi opfatter os selv som individuelle personer. Kṛṣṇa siger udtrykkeligt her, at både Herrens og alle andres individualitet vil fortsætte for evigt i fremtiden, som det også bliver bekræftet i Upaniṣaderne. Denne udtalelse fra Kṛṣṇa er autoritativ, for Kṛṣṇa kan ikke være underlagt illusion. Hvis individualitet ikke var et faktum, ville Kṛṣṇa ikke have fremhævet det så meget, selv for fremtiden. Māyāvādīerne kan hævde, at den individualitet, Kṛṣṇa taler om, ikke er åndelig, men materiel. Men selv hvis vi accepterer, at den individualitet, der er tale om, er materiel, hvordan kan vi da forstå Kṛṣṇas individualitet? Kṛṣṇa fastslår Sin individualitet i fortiden og bekræfter tillige Sin individualitet i fremtiden. Han har hævdet Sin individualitet på mange måder, og det er blevet fastslået, at den upersonlige Brahman står under Ham. Kṛṣṇa har hele tiden holdt på, at individualitet er åndelig. Hvis Han anses for at være en almindelig betinget sjæl med individuel bevidsthed, har Hans Bhagavad-gītā ingen værdi som autoritativt skrift. Et almindeligt menneske, der er underlagt den menneskelige naturs fire fejl og mangler, kan ikke undervise i noget, der er værd at lytte til. Bhagavad- gītā er hævet over den slags litteratur. Ingen verdslig bog kan måle sig med Bhagavad-gītā. Hvis man accepterer Kṛṣṇa som et almindeligt menneske, mister Bhagavad-gītā enhver betydning. Māyāvādīerne hævder, at den flertalsform, der bruges i dette vers, er materiel og refererer til kroppen. Men lige før dette vers er en sådan kropslig opfattelse blevet forkastet. Hvorfor ville Kṛṣṇa efter at have forkastet den kropslige opfattelse af de levende væsener igen tillægge en kropslig materiel forståelse nogen betydning? Individualitet fastholdes derfor som en åndelig kvalitet, hvilket også bekræftes af store ācāryaer som Śrī Rāmānuja og andre. Det bliver tydeligt omtalt mange steder i Bhagavad-gītā, at denne åndelige individualitet kan forstås af dem, der er Herrens hengivne. De, der er misundelige på Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed, har ingen autoritativ adgang til dette store skrift. Den ikke-hengivnes studie af Bhagavad-gītā er som en bi, der slikker på et honningglas udenpå uden at smage på honningen inde i glasset. Man kan ikke smage honningen, medmindre man åbner glasset. På samme måde kan Bhagavad-gītās mystik kun forstås af hengivne, og andre kan ikke smage den, som det vil fremgå af kapitel 4 i denne bog. De, der er misundelige på selve Herrens eksistens, kan heller ikke forstå Bhagavad-gītā. Māyāvādī-fortolkningen af Bhagavad-gītā er derfor en særdeles vildledende fremstilling af hele sandheden. Herren Caitanya har forbudt os at læse kommentarer fra māyāvādīer og advarer os om, at den, der følger en sådan māyāvādī- filosofisk forståelse, mister helt enhver evne til at forstå Bhagavad-gītās virkelige mysterium. Hvis individualitet refererer til det empiriske univers, er der ingen brug for Herrens lære. Pluraliteten af den individuelle sjæl og Herren er en evig kendsgerning, som det bekræftes af Vedaerne som nævnt ovenfor.

FORKLARING: Eftersom alle levende væsener er individuelle sjæle, udskifter hver eneste af dem hele tiden sin krop og fremstår somme tider som et barn, somme tider som en yngling og somme tider som et gammelt menneske. Trods det er det den samme åndelige sjæl, der er der hele tiden uden at gennemgå nogen forandring. Den individuelle sjæl skifter til sidst krop ved døden og vandrer over i en anden krop. Og siden han er helt sikker på at få en ny krop i næste liv, hvad enten den er åndelig eller materiel, havde Arjuna ingen grund til at sørge over hverken Bhīṣma eller Droṇas død, som han ellers var så bekymret for. Han burde snarere glæde sig over, at de fik byttet deres gamle kroppe ud med nye og derved fik deres energi fornyet. Den slags udskiftning af kroppe er årsag til forskellige former for nydelse og lidelse alt efter, hvordan man har handlet i livet. Bhīṣma og Droṇa, der var ædle sjæle, var sikre på at få åndelige kroppe i det næste liv eller i det mindste himmelske kroppe, i hvilke de kunne opleve højere nydelse i den materielle tilværelse. Der var altså ingen grund til at sørge i nogen af tilfældene.

Den, der har fuldkommen viden om naturen af den individuelle sjæl, Oversjælen og den åndelige såvel som den materielle natur, kaldes en dhīra, et meget fattet menneske. Et sådant menneske narres aldrig af denne udskiftning af kroppe.

Māyāvādī-teorien om den åndelige sjæls enhed kan ikke fastholdes, for den åndelige sjæl kan ikke skæres i stykker som en fragmentarisk del. En opdeling i forskellige individuelle sjæle ville betyde, at den Højeste kunne spaltes eller ændres, hvilket er imod princippet om, at den Højeste Sjæl er uforanderlig. Som bekræftet i Bhagavad-gītā eksisterer den Højestes fragmentariske dele for evigt (sanātana) og kaldes kṣara, hvilket betyder, at de har en tilbøjelighed til at falde ned i den materielle natur. De fragmentariske dele er evigt fragmentariske, og selv efter befrielsen forbliver den individuelle sjæl, hvad han er, nemlig fragmentarisk. Men når han først er blevet befriet, lever han et evigt liv i lyksalighed og viden sammen med Guddommens Personlighed. Refleksionsteorien kan anvendes på Oversjælen, der er i alle individuelle kroppe og kaldes Paramātmā. Han er forskellig fra det individuelle levende væsen. Når himlen reflekteres i en sø, afbilleder refleksionen både Solen, Månen og alle stjernerne. Stjernerne kan sammenlignes med de levende væsener og Solen eller Månen med den Højeste Herre. Den individuelle fragmentariske åndelige sjæl repræsenteres af Arjuna, og den Højeste Sjæl er Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Som det vil fremgå i begyndelsen af kapitel 4, er de ikke på samme niveau. Hvis Arjuna var på samme niveau som Kṛṣṇa, og Kṛṣṇa ikke stod over Arjuna, ville deres forhold som lærer og elev være meningsløst. Hvis de begge var vildledte af den illusoriske energi (māyā), var der ingen grund til, at den ene skulle undervise den anden. En sådan undervisning ville være meningsløs, for ingen, der befinder sig i kløerne på māyā, kan være en autoritativ lærer. Det indrømmes således, at Herren Kṛṣṇa er den Højeste Herre, der befinder sig i en overordnet position i forhold til det levende væsen, Arjuna, en glemsom sjæl, der er vildledt af māyā.

FORKLARING: Under den korrekte udførelse af sin pligt må man lære at tolerere den midlertidige kommen og gåen af lykke og lidelse. Ifølge de vediske forskrifter skal man tage bad tidligt om morgenen selv i måneden Māgha (januar-februar). På det tidspunkt er det meget koldt, men trods det holder en mand, der følger de religiøse principper, sig ikke tilbage fra at tage sit bad. På samme måde tøver en kvinde ikke med at lave mad i køkkenet i maj og juni, der er sommerhalvårets varmeste periode. Man må gøre sin pligt på trods af klimatiske ubehageligheder. Ligeledes er det kṣatriyaernes religiøse pligt at kæmpe, og selv om man må kæmpe mod en ven eller en slægtning, må man ikke afvige fra sin foreskrevne pligt. For at blive hævet til kundskabens platform er man nødt til at følge de religiøse princippers foreskrevne regler og reguleringer, for kun gennem kundskab og hengivenhed kan man befri sig selv fra māyās, illusionens, kløer.

De to navne, Arjuna tiltales med, er også vigtige. At tiltale ham som Kaunteya tilkendegiver hans ædle slægtskab på moderens side, og tiltalen som Bhārata angiver hans storhed på faderens side. Fra begge sider forventes han at have en stor arv. En stor arv indebærer ansvar for at udføre sine pligter ordentligt. Han kan således ikke undslå sig for at kæmpe.

FORKLARING: Alle, der er vedholdende i deres beslutning om at nå det avancerede stadie af åndelig erkendelse, og som kan tolerere indvirkningerne fra både lykke og lidelse, er afgjort kvalificeret til befrielse. I varṇāśrama-institutionen er det fjerde livsstadie, forsagelsens orden (sannyāsa), en krævende situation. Men den, der er seriøs med hensyn til at gøre sit liv fuldkomment, accepterer med sikkerhed sannyāsa-ordenen på trods af alle besværligheder. Vanskelighederne består normalt i at skulle løsrive sig fra sine familieforhold, dvs. opgive forbindelsen til kone og børn. Men er man i stand til at tolerere den slags besværligheder, ligger vejen til åndelig erkendelse afgjort åben. Ligeledes bliver Arjuna rådet til under udførelsen af sin pligt som kṣatriya at være standhaftig, selv om det er svært at gå i krig mod familiemedlemmer eller andre personer, man holder af. Herren Caitanya tog sannyāsa i en alder af 24 år, og de, der var afhængige af Ham, en ung hustru såvel som en gammel moder, havde ingen andre til at sørge for sig. Alligevel tog Han sannyāsa for en højere sags skyld og udførte vedholdende Sine højere pligter. Det er måden at opnå befrielse fra materiel trældom på.

FORKLARING: Den foranderlige krop varer ikke ved. Det er anerkendt inden for moderne lægevidenskab, at kroppen forandrer sig hvert øjeblik på grund af de reaktioner, der sker i cellerne, og derfor vokser kroppen og bliver gammel. Men den åndelige sjæl eksisterer permanent og forbliver den samme på trods af alle de ændringer, der foregår i kroppen og sindet. Det er forskellen på materie og bevidsthed. Af natur er kroppen evigt foranderlig, og sjælen er evig. Den konklusion er blevet fastslået af alle klasser af kendere af sandheden, upersonalister såvel som personalister. Der står i Viṣṇu Purāṇa (2.12.38), at Viṣṇu og Hans boliger alle befinder sig i selvoplyst åndelig eksistens (jyotīṁṣi viṣṇur bhuvanāni viṣṇuḥ). Ordene ’eksisterende’ og ’ikke-eksisterende’ refererer kun til ånd og materie. Den opfattelse deles af alle kendere af sandheden.

This is the beginning of the instruction by the Lord to the living entities who are bewildered by the influence of ignorance. Removal of ignorance involves the reestablishment of the eternal relationship between the worshiper and the worshipable and the consequent understanding of the difference between the part-and-parcel living entities and the Supreme Personality of Godhead. One can understand the nature of the Supreme by thorough study of oneself, the difference between oneself and the Supreme being understood as the relationship between the part and the whole. In the Vedānta-sūtras, as well as in the Śrīmad-Bhāgavatam, the Supreme has been accepted as the origin of all emanations. Such emanations are experienced by superior and inferior natural sequences. The living entities belong to the superior nature, as it will be revealed in the Seventh Chapter. Although there is no difference between the energy and the energetic, the energetic is accepted as the Supreme, and the energy or nature is accepted as the subordinate. The living entities, therefore, are always subordinate to the Supreme Lord, as in the case of the master and the servant, or the teacher and the taught. Such clear knowledge is impossible to understand under the spell of ignorance, and to drive away such ignorance the Lord teaches the Bhagavad-gītā for the enlightenment of all living entities for all time.

FORKLARING: Dette vers er en videre forklaring af sjælens virkelige natur, der gennemstrømmer hele kroppen. Alle kan forstå, hvad det er, der er spredt over hele kroppen – det er bevidsthed. Vi er alle enten helt eller delvist bevidste om kroppens smerter og glæder. Denne gennemstrømning af bevidsthed begrænser sig til ens egen krop. Den ene krops smerter og glæder er ukendte for den anden krop. Derfor er hver eneste krop en legemliggørelse af en individuel sjæl, og symptomet på sjælens tilstedeværelse kan opfattes som individuel bevidsthed. Størrelsen på denne sjæl bliver beskrevet som en titusindedel af en hårspids. Śvetāśvatara Upaniṣad (5.9) bekræfter dette:

“Når den yderste spids af et hår deles i hundrede dele, og sådanne dele igen deles i hundrede dele, svarer hver del til størrelsen på den åndelige sjæl.” En tilsvarende udtalelse finder vi også et andet sted (Cc. Madhya 19.140):

“Der findes utallige partikler af åndelige atomer, der måler en titusindedel af en hårspids.”

Den individuelle partikel af åndelig sjæl er derfor et åndeligt atom, der er mindre end de materielle atomer, og sådanne atomer er talløse. Denne meget lille åndelige gnist er den grundlæggende bestanddel i den materielle krop, og indflydelsen fra denne åndelige gnist gennemstrømmer hele kroppen, ligesom det aktive princip i en medicin mærkes over hele kroppen. Denne gennemstrømning af den åndelige sjæl fornemmes over hele kroppen som bevidsthed og er bevis på sjælens tilstedeværelse. Alle almindelige mennesker kan forstå, at den materielle krop minus bevidsthed er en død krop, og denne bevidsthed kan ikke genoplives i kroppen på nogen materiel måde. Bevidsthed kan derfor ikke skyldes nogen form for materiel reaktion, men kommer fra den åndelige sjæl. Den atomiske åndelige sjæls størrelse bliver videre forklaret i Muṇḍaka Upaniṣad (3.1.9):

“Sjælen er atomisk af størrelse og kan opfattes gennem perfekt intelligens. Denne atomiske sjæl flyder i fem slags lufte (prāṇa, apāna, vyāna, samāna og udāna), befinder sig i hjertet og spreder sin indflydelse over hele kroppen hos de legemliggjorte levende væsener. Når sjælen er blevet renset for besmittelsen fra de fem slags materielle lufte, viser dens åndelige kraft sig.”

Formålet med haṭha-yoga-systemet er igennem forskellige siddestillinger at beherske de fem slags lufte, der omgiver den rene sjæl – ikke med nogen form for materiel vinding for øje, men for at befri den mikroskopiske sjæl fra fangenskabet i den materielle atmosfære.

Så den atomiske sjæls beskaffenhed indrømmes i alle vediske skrifter, og alle normale mennesker kan rent faktisk også fornemme den gennem praktisk erfaring. Kun en galning kan tro, at denne atomiske sjæl er altgennemtrængende viṣṇu-tattva.

Indflydelsen fra den atomiske sjæl kan være udbredt overalt i en bestemt krop. Ifølge Muṇḍaka Upaniṣad befinder denne atomiske sjæl sig i hjertet på alle levende væsener, og fordi det ikke er i materielle videnskabsmænds magt at opfatte den atomiske sjæls størrelse, hævder nogle af dem uintelligent, at der ingen sjæl findes. Den individuelle atomiske sjæl er så afgjort til stede i hjertet sammen med Oversjælen, og derfor udstrømmer al energi til de kropslige funktioner netop fra denne del af kroppen. Blodlegemerne, der bærer ilt fra lungerne, opsamler energi fra sjælen. Når sjælen forlader sin position i hjertet, ophører den bloddannende fusion. Lægevidenskaben anerkender de røde blodlegemers betydning, men kan ikke konstatere, at kilden til energien er sjælen. Lægevidenskaben indrømmer dog, at hjertet er sædet for alle kroppens energier.

Sådanne atomiske partikler af den åndelige helhed kan sammenlignes med solskinnets molekyler. I solskinnet er der utallige skinnende molekyler. På samme måde er den Højeste Herres fragmentariske dele atomiske gnister af den Højeste Herre, og de bliver kaldt for prabhā eller højere energi. Så uanset om man følger vedisk viden eller moderne videnskab, kan man ikke afvise den åndelige sjæls tilstedeværelse i kroppen, og videnskaben om sjælen beskrives udførligt i Bhagavad-gītā af Guddommens Personlighed Selv.

FORKLARING: Den materielle krop er forgængelig af natur. Den kan forgå nu eller om hundrede år. Det er kun et spørgsmål om tid. Det kan ikke lade sig gøre at bevare den for bestandigt. Men den åndelige sjæl er så mikroskopisk, at den ikke engang kan ses af en fjende for ikke at tale om at blive slået ihjel. Som omtalt i det foregående vers er den så lille, at ingen kan have nogen anelse om, hvordan dens størrelse kan måles. Så fra begge synsvinkler er der ingen grund til at sørge, for det levende væsen, som han er, kan aldrig blive dræbt, og den materielle krop står ikke til at redde i ubegrænset tid eller blive beskyttet for altid. Den lille partikel af den åndelige helhed erhverver sig denne materielle krop i overensstemmelse med sine handlinger, og derfor bør man følge religiøse principper. I Vedānta-sūtra bliver det levende væsen beskrevet som lys, for det er en uadskillelig del af det højeste lys. Ligesom hele universet bliver opretholdt af sollyset, bliver denne materielle krop opretholdt af sjælens lys. Så snart den åndelige sjæl er ude af denne materielle krop, begynder kroppen at gå i opløsning. Det er derfor den åndelige sjæl, der opretholder kroppen. Selve kroppen er uvæsentlig. Arjuna blev rådet til at gå i krig og ikke ofre den religiøse sag for materielle kropslige hensyn.

FORKLARING: Når et legemliggjort levende væsen såres af dødbringende våben, må man forstå, at det levende væsen inde i kroppen ikke bliver dræbt. Som det vil fremgå af de følgende vers, er den åndelige sjæl så lille, at det er umuligt at slå ham ihjel med noget materielt våben. Det levende væsen er slet ikke dødeligt på grund af sin åndelige beskaffenhed. Det, der bliver dræbt eller formodes at blive dræbt, er kun kroppen. Dette skal imidlertid ikke ses som en tilskyndelse til at slå kroppen ihjel. Det vediske påbud lyder, mā hiṁsyāt sarvā bhūtāni: Man må aldrig begå vold mod nogen. Lige så lidt skal forståelsen af, at det levende væsen ikke kan dø, ses som en opfordring til at slagte dyr. Det er forkasteligt at slå nogens krop ihjel uden hjemmel og er strafbart ifølge statens såvel som Herrens lov. Arjuna blev imidlertid sat til at slå ihjel for religiøse princippers skyld og ikke efter forgodtbefindende.

FORKLARING: Kvalitativt set er den lille atomiske fragmentariske del af den Højeste Ånd ét med den Højeste. Denne lille del gennemgår ingen forandringer, som kroppen gør det. Somme tider kaldes sjælen den konstante eller kūṭa-stha. Kroppen gennemgår seks forvandlinger: Den bliver født fra en moders liv, forbliver et stykke tid, vokser, frembringer biprodukter, sygner gradvist hen og forsvinder til sidst for at blive glemt for altid. Sjælen gennemgår imidlertid ikke sådanne forandringer. Sjælen bliver ikke født, men fordi han antager en materiel krop, fødes kroppen. Sjælen fødes ikke på dette tidspunkt, og sjælen dør ikke. Alt, der bliver født, dør også. Og da der ingen fødsel er for sjælen, har han heller ingen fortid, nutid eller fremtid. Han er evig, altid eksisterende og oprindelig, dvs. på intet tidspunkt i historien blev han til. Det er kun under indtryk af kroppen, at vi forsøger at spore tilbage i historien, hvornår sjælen blev født osv. Sjælen bliver heller ikke på noget tidspunkt gammel ligesom kroppen. Det såkaldte gamle menneske føler sig derfor stadig lige så ung i sinde, som da det var barn eller ung. Kroppens forandringer påvirker ikke sjælen. Sjælen bliver ikke nedbrudt som et træ eller noget andet materielt. Sjælen frembringer heller ingen biprodukter. Kroppens biprodukter i form af børn er også forskellige individuelle sjæle, og på grund af kroppen viser de sig som et bestemt menneskes børn. Kroppen udvikler sig på grund af sjælens tilstedeværelse, men sjælen får hverken børn eller ændrer sig. Derfor er sjælen fri for kroppens seks ændringer.

I Kaṭha Upaniṣad (1.2.18) findes der en lignende passage:

Indholdet og betydningen af dette vers er det samme som i verset i Bhagavad-gītā, men her i dette vers er der et særligt ord, vipaścit, der betyder lærd eller med viden.

Sjælen er fuld af viden eller altid fuld af bevidsthed. Derfor er bevidsthed symptomet på sjælen. Selv om man ikke kan få øje på sjælen i hjertet, hvor den befinder sig, kan man alligevel forstå, at sjælen er der, slet og ret i kraft af tilstedeværelsen af bevidsthed. På grund af skyer eller andre ting kan man nogle gange ikke se Solen på himlen, men lyset fra Solen er der hele tiden, hvilket overbeviser os om, at det er dag. Lige så snart det lysner tidligt om morgenen, kan vi forstå, at Solen er på himlen. Siden der er en vis bevidsthed i alle kroppe, hvad enten det er dyr eller mennesker, kan vi på samme måde forstå, at der må være en sjæl i dem. Denne bevidsthed fra sjælen er imidlertid forskellig fra den Højestes bevidsthed, for den højeste bevidsthed er alvidende om fortid, nutid og fremtid. Den individuelle sjæls bevidsthed har en tendens til at glemme. Når sjælen glemmer sin virkelige natur, bliver han undervist og oplyst af Kṛṣṇas højere lærdom. Men Kṛṣṇa er ikke som den glemsomme sjæl. Hvis det var tilfældet, ville Kṛṣṇas lære i Bhagavad-gītā være værdiløs.

Der findes to slags sjæle, nemlig den mikroskopiske partikelsjæl (anu- ātmā) og Oversjælen (vibhu-ātmā). Dette bliver også bekræftet i Kaṭha Upaniṣad (1.2.20):

“Både Oversjælen [Paramātmā] og den atomiske sjæl [jīvātmā] befinder sig i det samme kroppens træ i det samme hjerte på det levende væsen, og kun den, der er blevet fri for alle materielle ønsker og beklagelser, kan ved den Højestes nåde forstå sjælens herligheder.” Kṛṣṇa er også roden til Oversjælen, som det vil blive afsløret i de følgende kapitler, og Arjuna er den atomiske sjæl, der har glemt sin virkelige natur. Han har derfor brug for at blive oplyst af Kṛṣṇa eller af Hans autoriserede repræsentant (den åndelige mester).

FORKLARING: Alting har sin rette anvendelse, og et menneske, der har fuldstændig viden, ved hvor og hvordan man anvender noget på den rigtige måde. Således har vold også sin berettigelse, og afgørelsen af, hvorledes vold skal anvendes, ligger hos den person, der har viden. Man kan ikke bebrejde en dommer, der dømmer en skyldig morder til døden, for den vold, han beordrer mod et andet menneske, sker i henhold til retfærdighedens principper. Manu-saṁhitā, menneskehedens lovbog, støtter, at en morder dømmes til døden, så han i sit næste liv ikke skal lide for den store synd, han har begået. Således er det i virkeligheden gavnligt, når en konge straffer en morder med hængning. Når Kṛṣṇa beordrer til kamp, kan man på samme måde slutte, at den vold tjener den højeste retfærdighed, og Arjuna burde følge instruktionen velvidende, at vold begået i kamp for Kṛṣṇa overhovedet ikke er vold, for mennesket eller rettere sjælen kan alligevel ikke slås ihjel. Vold er berettiget, når den bliver udøvet i retfærdighedens tjeneste. Et kirurgisk indgreb foretages ikke for at dræbe patienten, men for at kurere ham. Det slag, som Arjuna skal udkæmpe ifølge Kṛṣṇas instruktioner, sker således med fuld viden, så der er ingen fare for syndige reaktioner.

FORKLARING: Det er et accepteret faktum, at den atomiske individuelle sjæl skifter sin krop. Selv moderne videnskabsmænd, der ikke tror på sjælens eksistens, men som samtidig ikke kan forklare, hvor energien i hjertet kommer fra, er nødt til at indrømme de løbende ændringer af kroppen, sådan som de foregår fra barndom til ungdom og igen fra ungdom til alderdom. I alderdommen går forandringen videre til en anden krop. Dette er allerede blevet forklaret i et tidligere vers (2.13).

Overførelsen af den atomiske individuelle sjæl til en anden krop bliver gjort mulig gennem Oversjælens nåde. Ligesom en ven opfylder en anden vens ønsker, opfylder Oversjælen den atomiske sjæls ønsker. Vedaerne såsom Muṇḍaka Upaniṣad såvel som Śvetāśvatara Upaniṣad sammenligner sjælen og Oversjælen med to fugle, der sidder i det samme træ. Den ene af fuglene (den individuelle atomiske sjæl) spiser træets frugter, mens den anden fugl (Kṛṣṇa) blot betragter Sin ven. Selv om de af kvalitet er ens, besnæres den ene af de to fugle af det materielle træs frugter, mens den anden blot bevidner sin vens handlinger. Kṛṣṇa er fuglen, der bevidner, og Arjuna er den spisende fugl. Selv om de er venner, er den ene ikke desto mindre herre og den anden tjener. Den atomiske sjæls forglemmelse af dette forhold er grunden til, at han skifter position fra det ene træ til det næste eller fra den ene krop til den anden. Jīva-sjælen kæmper hårdt i den materielle krops træ, men så snart han indvilliger i at acceptere den anden fugl som den højeste åndelige mester, som Arjuna gjorde det ved at overgive sig til Kṛṣṇa for at blive vejledt, bliver den underordnede fugl med det samme fri for alle sine beklagelser. Både Muṇḍaka Upaniṣad (3.1.2) og Śvetāśvatara Upaniṣad (4.7) bekræfter dette:

“Selv om de to fugle sidder i samme træ, er den spisende fugl, der nyder af træets frugter, helt overvældet af bekymring og tungsindighed. Men hvis den lidende fugl på en eller anden måde vender sig mod sin ven, der er Herren, og forstår Hans herligheder, bliver han omgående fri for al ængstelse.” Arjuna har nu vendt sit ansigt mod sin evige ven, Kṛṣṇa, og lærer Bhagavad-gītā fra Ham. Ved således at lytte til Kṛṣṇa kan han forstå Herrens suveræne herligheder og blive fri for beklagelse.

Arjuna bliver hermed rådet af Herren til ikke at beklage, at hans gamle bedstefader og hans lærer får udskiftet deres kroppe. Han burde snarere være glad for at dræbe deres kroppe i det retfærdige slag, så de med det samme kan blive rensede for alle reaktioner på forskellige kropslige handlinger. Den, der lader livet på offeralteret eller på den rette slagmark, bliver omgående renset for kropslige reaktioner og forfremmes til en højere livsstatus. Arjuna har ingen grund til at sørge.

FORKLARING: Ingen former for våben, uanset om det er sværd, ildvåben, regnvåben, tornadovåben eller noget andet våben, kan dræbe den åndelige sjæl. Ud over de moderne ildvåben, vi kender til, fandtes der tilsyneladende før i tiden mange forskellige slags våben, der var lavet af jord, vand, ild, æter osv. Selv vore dages kernevåben bliver klassificeret som ildvåben, men førhen var der våben, der var lavet af andre materielle elementer. Ildvåben blev modvirket af vandvåben, der nu er ukendte for den moderne videnskab. Moderne videnskabsmænd har heller ikke kendskab til tornadovåben. Men hvorom alting er, kan sjælen aldrig skæres i stykker eller tilintetgøres af noget våben, uanset hvad videnskaben finder på.

Māyāvādīerne kan ikke forklare, hvordan den individuelle sjæl opstod alene på grund af uvidenhed og efterfølgende blev dækket af den illusoriske energi. Lige så lidt var det muligt nogensinde at skære de individuelle sjæle væk fra den oprindelige Højeste Sjæl. De individuelle sjæle er tværtimod den Højeste Sjæls evigt adskilte dele. Eftersom de for bestandigt (sanātana) er atomiske individuelle sjæle, har de en tendens til at blive dækket af den illusoriske energi. På den måde bliver de adskilt fra samværet med den Højeste Herre, ligesom gnister fra et bål er tilbøjelige til at gå ud, når de forlader ilden, skønt de er af samme kvalitet som ilden. I Varāha Purāṇa bliver de levende væsener beskrevet som separate, uadskillelige dele af den Højeste. Ifølge Bhagavad-gītā er de det i al evighed. Så selv efter at være blevet befriet fra illusion fortsætter det levende væsen med at være en adskilt identitet, som det fremgår klart og tydeligt af Herrens undervisning til Arjuna. Arjuna blev befriet af den kundskab, Kṛṣṇa gav ham, men han blev aldrig ét med Kṛṣṇa.

FORKLARING: Alle disse egenskaber hos den atomiske sjæl beviser med sikkerhed, at den individuelle sjæl for evigt er en atomisk partikel af den åndelige helhed og for evigt forbliver det samme uforanderlige atom. Den monistiske teori er svær at få til at passe i dette tilfælde, for den individuelle sjæl kan aldrig forventes at blive til en homogen helhed. Efter at være blevet befriet fra den materielle forurening kan den atomiske sjæl vælge at forblive som en åndelig gnist i stråleglansen fra Guddommens Højeste Personlighed, men de intelligente sjæle kommer til de åndelige planeter for at være sammen med Guddommens Personlighed.

Ordet sarva-gataḥ (altgennemtrængende) er vigtigt, for der findes utvivlsomt levende væsener overalt i Guds skabelse. De lever på jorden, i vandet, i luften, inden i Jorden og sågar i ild. Forestillingen om, at de bliver steriliseret af ild, er uacceptabel, for her bliver det tydeligt sagt, at sjælen ikke kan brændes af ild. Der er således ingen tvivl om, at der også er levende væsener på solplaneten med kroppe, der egner sig til at leve der. Hvis solkloden er ubeboet, giver ordet sarva-gataḥ, “til stede overalt”, ingen mening.

FORKLARING: Som tidligere beskrevet er sjælens størrelse så lille for vores materielle beregninger, at han ikke kan ses under selv det stærkeste mikroskop og derfor er usynlig. Hvad sjælens eksistens angår, kan ingen fastslå hans eksistens ved hjælp af eksperimenter, men kun igennem beviserne i śruti eller den vediske visdom. Vi bliver nødt til at acceptere dette som sandt, for der findes ikke andre kilder til forståelse af sjælens eksistens, selv om det er et faktum, at hans eksistens kan opfattes. Der er mange ting, vi bliver nødt til at acceptere udelukkende på basis af højere autoriteter. Ingen kan benægte sin fars eksistens, som man bygger på sin mors autoritet. Der er ingen kilde ud over moderens autoritet til at forstå faderens identitet. På samme måde er der ingen anden kilde til forståelse af sjælen end at studere Vedaerne. Med andre ord er sjælen ufattelig gennem menneskelig eksperimentel viden. Sjælen er bevidsthed og bevidst, hvilket også er Vedaernes udsagn, og vi bliver nødt til at acceptere dette. I modsætning til de kropslige forandringer sker der ingen forandringer i sjælen. Som evigt uforanderlig forbliver sjælen atomisk i sammenligning med den uendelige Højeste Sjæl. Den Højeste Sjæl er uendelig, og den atomiske sjæl er uendeligt lille. Den uendeligt lille sjæl, uforanderlig som han er, kan således aldrig måle sig med den ubegrænsede sjæl, Guddommens Højeste Personlighed. Denne konklusion gentages på forskellige måder i Vedaerne blot for at bekræfte sjælens uforanderlige natur. Gentagelse af en ting er nødvendig for at forstå emnet til bunds uden fejl.

Hvis du imidlertid tror, at sjælen [eller livssymptomerne] altid fødes og dør for altid, har du alligevel ingen grund til at sørge, O du stærkarmede.
FORKLARING: Der findes altid en klasse af filosoffer, der nærmest er i familie med buddhister, der ikke tror på sjælens separate eksistens uden for kroppen. Tilsyneladende fandtes der sådanne filosoffer, da Herren Kṛṣṇa talte Bhagavad-gītā, og de var kendte som lokāyatikaer og vaibhāṣikaer. Sådanne filosoffer hævder, at livssymptomerne opstår, når de materielle forbindelser når et bestemt udviklingsstadie. Moderne materielle videnskabsmænd og materialistiske filosoffer er af samme opfattelse. Ifølge dem er kroppen en kombination af fysiske elementer, og på et vist stadie udvikler livssymptomerne sig på grund af reaktioner imellem fysiske og kemiske elementer. Den antropologiske videnskab er baseret på denne filosofi. I vore dage tilslutter mange pseudoreligioner, der nu er ved at blive moderne i Amerika, sig også denne filosofi, ligesom de nihilistiske, ikke-hengivne buddhistsekter gør det.

Selv hvis Arjuna ikke troede på sjælens eksistens som i vaibhāṣika- filosofien, var der alligevel ingen grund til at sørge. Ingen sørger over tabet af en samling kemikalier og holder op med at gøre sin pligt af den grund. På den anden side spildes der i moderne videnskab og videnskabelig krigsførelse så mange tons kemikalier på at besejre fjenden. Ifølge vaibhāṣika-filosofien forsvinder den såkaldte sjæl eller ātmā, når kroppen går til grunde. Så uanset om Arjuna accepterede den vediske konklusion, at der findes en atomisk sjæl, eller han ikke troede på, at sjælen findes, havde han ingen grund at sørge. Ifølge den teori er der ingen grund til at sørge over disse ting, siden så mange levende væsener konstant opstår fra materie, og så mange går til grunde hvert øjeblik. Hvis sjælen ikke blev genfødt, havde Arjuna ingen grund til at være bange for at blive påvirket af syndige reaktioner for at dræbe sin bedstefader og sin lærer. Men samtidig tiltalte Kṛṣṇa sarkastisk Arjuna som mahā- bāho eller stærkarmet, for i det mindste accepterede Han (Kṛṣṇa) ikke vaibhāṣika-teorien, der tilsidesætter den vediske visdom. Som kṣatriya tilhørte Arjuna den vediske kultur, og det påhvilede ham at fortsætte med at følge dens principper.

FORKLARING: Man er tvunget til at blive født i overensstemmelse med sine handlinger i livet. Og efter at have afsluttet ét sæt handlinger er man tvunget til at dø for at blive født til det næste sæt. Således gennemgår man den ene cyklus af fødsel og død efter den anden uden at blive befriet. Dette kredsløb af fødsel og død skal imidlertid ikke ses som en retfærdiggørelse for mord, slagtning og krig, men på samme tid er vold og krig uundgåelige faktorer for at opretholde lov og orden i menneskesamfundet.

Slaget på Kurukṣetra var en uundgåelig hændelse, for det var den Højestes vilje, og det er en kṣatriyas pligt at kæmpe for den rette sag. Hvorfor skulle Arjuna være bange for eller forurettet over sine slægtninges død, siden han blot udførte sin rette pligt? Han var ikke skyldig i at overtræde loven og derfor heller ikke hjemfalden til at blive underkastet reaktionerne på syndige handlinger, sådan som han var så bange for det. Han ville ikke kunne forhindre sine slægtninge i at dø ved at undvige sin pligt, og han ville falde ned, hvis han valgte at gøre det forkerte.

FORKLARING: Selv om man accepterer, at der er to klasser af filosoffer, hvor den ene tror på sjælens eksistens, og den anden ikke gør det, er der ingen grund til at sørge i nogen af tilfældene. De, der ikke tror på sjælens eksistens, kaldes ateister af dem, der følger vedisk visdom. Selv hvis vi for argumentets skyld accepterer denne ateistiske teori, er der stadig ingen grund til at sørge. Bortset fra sjælens separate eksistens er de materielle elementer umanifesterede før deres skabelse. Fra denne subtile umanifesterede tilstand kommer der manifestation, ligesom der fra æter dannes luft, fra luft dannes ild, fra ild dannes vand, og fra vand manifesteres jord. Fra jord opstår der herefter så mange forskellige manifestationer. Tag for eksempel et stort højhus, der bliver manifesteret fra jord. Når det bliver revet ned, bliver manifestationen igen umanifesteret for til sidst i sin endelige tilstand at forblive som atomer. Loven om energiens bevarelse består, men som tiden går, bliver ting manifesteret og umanifesteret – det er forskellen. Hvilken grund er der da til at sørge enten på manifestationsstadiet eller på det umanifesterede stadie? På en eller anden måde går ting ikke tabt selv på det umanifesterede stadie. I både begyndelses- og slutfasen forbliver alle elementer umanifesterede, og kun på mellemstadiet er de manifesterede, hvilket ikke gør nogen virkelig materiel forskel.

Hvis vi på den anden side accepterer den vediske konklusion, sådan som den står i Bhagavad-gītā (2.18), at disse materielle kroppe er forgængelige og bliver nedbrudt med tiden (antavanta ime dehāḥ), men at sjælen er evig (nityasyoktāḥ śarīriṇaḥ), skal vi hele tiden huske på, at kroppen er som en klædning. Hvorfor sørge over at skifte tøj? I forhold til den evige sjæl har den materielle krop ingen virkelig eksistens. Den er noget i retning af en drøm. I en drøm kan vi godt forestille os, at vi flyver rundt oppe på himlen eller kører af sted i en karet som en konge, men når vi vågner, opdager vi, at vi hverken er oppe i himlen eller sidder i en karet. Den vediske visdom opfordrer os til selverkendelse på grundlag af den materielle krops manglende eksistens. Derfor er der, uanset om man tror på sjælens eksistens eller ej, ingen grund til at beklage tabet af kroppen i nogen af tilfældene.

FORKLARING: Eftersom Bhagavad-gītā eller Gītopaniṣad i det store hele er baseret på Upaniṣadernes filosofi, er det ikke overraskende at finde en tilsvarende passage i Kaṭha Upaniṣad (1.2.7):

Det faktum, at den atomiske sjæl er inde i kroppen på et gigantisk dyr, i kroppen på et gigantisk banyantræ og i de mikroskopiske bakterier, som der findes millioner og milliarder af på en enkelt kvadratcentimeter, er afgjort forbløffende. Mennesker med ringe viden og de, der ikke er asketiske, kan ikke fatte det forunderlige ved den individuelle atomiske åndelige gnist, ikke engang selv om det bliver forklaret af den største autoritet i al kundskab, Ham, der underviste selveste Brahmā, det første levende væsen i universet. Som følge af en grov materiel opfattelse af tingene kan de fleste mennesker i denne tidsalder ikke forestille sig, hvordan en så lille partikel kan være både så stor og så lille. Så folk anser selve sjælen for at være forunderlig, både når de opfatter den, som den er, og når de hører den beskrevet. Under den materielle energis illusion er folk så optaget af sansenydelse, at de har meget lidt tid til at beskæftige sig med spørgsmålet om selvforståelse, selv om det er et faktum, at uden denne selvforståelse vil alle deres anstrengelser i kampen for tilværelsen i sidste ende være helt forgæves. Måske skænker de det ikke en tanke, at man skal tænke på sjælen og finde en løsning på de materielle lidelser.

Nogle folk, der er interesseret i at høre om sjælen, går til foredrag i godt selskab, men på grund af uvidenhed vildledes de ofte til at tro, at der ingen forskel er på Oversjælen og den atomiske sjæl, og at de to er lige store. Det er meget vanskeligt at finde nogen, der til fulde har forstået positionen af Oversjælen og den atomiske sjæl og deres respektive funktioner og forhold og alle andre større og mindre detaljer. Og det er endnu vanskeligere at finde et menneske, der rent faktisk har draget fuld nytte af viden om sjælen, og som kan beskrive sjælens natur fra forskellige synsvinkler. Men hvis man på en eller anden måde kan forstå videnskaben om sjælen, vil ens liv blive fuldendt.

Den nemmeste måde at forstå selvet på er at acceptere det, der står i Bhagavad-gītā, der bliver talt af den største autoritet, Herren Kṛṣṇa, uden at lade sig vildlede af andre teorier. Men det kræver også temmelig megen askese og opofrelse, enten i dette eller tidligere liv, før man kan acceptere Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed. Man kan imidlertid kun kende Kṛṣṇa som sådan ved at modtage den årsagsløse barmhjertighed fra en ren hengiven og ikke på nogen anden måde.

The Lord now concludes the chapter of instruction on the immutable spirit soul. In describing the immortal soul in various ways, Lord Kṛṣṇa establishes that the soul is immortal and the body is temporary. Therefore Arjuna as a kṣatriya should not abandon his duty out of fear that his grandfather and teacher – Bhīṣma and Droṇa – will die in the battle. On the authority of Śrī Kṛṣṇa, one has to believe that there is a soul different from the material body, not that there is no such thing as soul, or that living symptoms develop at a certain stage of material maturity resulting from the interaction of chemicals. Though the soul is immortal, violence is not encouraged, but at the time of war it is not discouraged when there is actual need for it. That need must be justified in terms of the sanction of the Lord, and not capriciously.

FORKLARING: Blandt de fire ordener i samfundsorganiseringen kaldes den anden orden, den administrerende klasse, for kṣatriya. Kṣat betyder at såre eller skade. Den, der beskytter mod skade, kaldes kṣatriya (trāyate – “han beskytter”). Kṣatriyaerne plejede at blive oplært til at dræbe ude i skoven. En kṣatriya ville tage ud i skoven og udfordre en tiger og kæmpe mod den ansigt til ansigt med sit sværd. Efter at tigeren var dræbt, fik den en kongelig kremering. Dette system er blevet fulgt helt op til vores tid af kṣatriya-kongerne i staten Jaipur. Kṣatriyaerne bliver specielt trænet til at udfordre og slå ihjel, for religiøs vold er til tider en nødvendig faktor. Derfor er det heller aldrig meningen, at kṣatriyaer direkte skal acceptere sannyāsa-ordenen eller forsagelsens orden. I politik kan ikke-vold forekomme som en form for diplomati, men det er aldrig en faktor eller et princip. I de religiøse lovbøger står der:

“På slagmarken er en konge eller kṣatriya, der kæmper mod en anden konge, der er misundelig på ham, værdig til at komme til de himmelske planeter efter døden på samme måde, som brāhmaṇaerne også opnår de himmelske planeter ved at ofre dyr i offerilden.” At dræbe på slagmarken på grundlag af religiøse principper og at dræbe dyr i offerilden bliver derfor slet ikke betragtet som voldelige handlinger, eftersom alle har gavn af de dermed forbundne religiøse principper. Det ofrede dyr får et menneskeliv med det samme uden at behøve at gennemgå den gradvise udvikling fra én form til den næste, og de kṣatriyaer, der lader livet på slagmarken, kommer også til de himmelske planeter ligesom brāhmaṇaerne, der opnår dem ved at udføre offerhandlinger.

Der findes to slags sva-dharma eller specificerede pligter. Så længe man ikke er befriet, bliver man nødt til at udføre sin bestemte krops pligter i overensstemmelse med de religiøse principper, hvis man gerne vil befries. Efter at være blevet befriet bliver ens sva-dharma eller særlige pligt åndelig og bygger ikke på den materielle kropslige livsopfattelse. Når man er under den kropslige livsopfattelse, er der bestemte pligter for henholdsvis brāhmaṇaer og kṣatriyaer, og sådanne pligter er uundgåelige. Sva-dharma forordnes af Herren, som det vil fremgå i kapitel 4. På det kropslige plan kaldes sva-dharma for varṇāśrama-dharma eller menneskets springbræt til åndelig forståelse. Menneskelig civilisation begynder fra stadiet af varṇāśrama-dharma eller specificerede pligter i henhold til de pågældende naturkvaliteter, som ens krop har. At gøre sin givne pligt inden for et hvilket som helst aktivitetsfelt i overensstemmelse med højere autoriteters ordrer tjener til at ophøje én til en højere livsstatus.

FORKLARING: Som verdens største lærer fordømmer Herren Kṛṣṇa Arjunas indstilling, da denne sagde: “Jeg ser intet godt komme ud af dette slag. Det vil medføre et evigt liv i helvede.” Sådanne udtalelser fra Arjuna skyldtes ene og alene uvidenhed, for han ville være ikke-voldelig under udførelsen af sin givne pligt. At en kṣatriya skulle kunne indfinde sig på slagmarken og være ikke-voldelig, er en filosofi for tåber. I Parāśara-smṛti (1.61), de religiøse regler, der blev nedfældet af Parāśara, den store vismand og far til Vyāsadeva, står der:

“Kṣatriyaens pligt er at beskytte borgerne mod enhver form for vanskelighed, og af den grund må han i de rette tilfælde anvende vold for at opretholde lov og orden. Derfor skal han besejre fjendtlige kongers soldater, og således bør han herske over verden med religiøse principper i hånden.”

Alt taget i betragtning havde Arjuna ingen grund til at afholde sig fra at kæmpe. Hvis han sejrede over sine fjender, kunne han nyde kongeriget, og hvis han faldt i slaget, ville han blive ophøjet til de himmelske planeter, hvis døre stod vidt åbne for ham. I begge tilfælde ville det være til hans fordel at kæmpe.

FORKLARING: Arjuna var en berømt kriger, og han var blevet berømt ved at kæmpe mod mange store halvguder indbefattet selveste Herren Śiva. Efter at Arjuna havde kæmpet mod og besejret Herren Śiva i dennes forklædning som en jæger, tilfredsstillede Arjuna Herren Śiva så meget, at han belønnede Arjuna med våbnet, der kaldes pāśupata-astra. Alle var klar over, at han var en stor kriger. Selv Droṇācārya havde velsignet og belønnet ham med et særligt våben, der tilmed kunne dræbe hans egen lærer. Han var således blevet hædret med så mange militære udmærkelser af mange autoriteter inklusive sin adoptivfader, Indra, himmelens konge. Hvis han imidlertid forlod slaget, ville han ikke blot forsømme sin givne pligt som kṣatriya, men også miste al hæder og ære og således bane vej lige lukt til helvede. Han ville med andre ord gå til helvede, ikke ved at gå i krig, men ved at trække sig ud af slaget.

FORKLARING: Både som filosof og Arjunas ven afsiger Herren Kṛṣṇa nu Sin endelige kendelse over Arjunas vægring ved at kæmpe. Herren siger: “Arjuna, hvis du forlader slagmarken, før slaget overhovedet er gået i gang, vil folk kalde dig en kryster. Og hvis du er ligeglad med, at folk vil smæde dig, men at du i det mindste vil redde livet ved at flygte fra slagmarken, er Mit råd til dig, at så vil det være bedre for dig at dø i kampen. For en anset mand som dig er vanære værre end døden. Du bør ikke flygte af frygt for dit liv. Det er bedre at falde i slaget. Det vil redde dig fra vanæren ved at misbruge Mit venskab og miste din anseelse i samfundet.”

Herrens endelige vurdering var altså, at det var bedre for Arjuna at dø i slaget end at trække sig ud af kampen.

FORKLARING: Herren Kṛṣṇa fortsatte med at afgive Sin kendelse til Arjuna: “Tro ikke, at de store generaler som Duryodhana, Karṇa og andre af dine jævnaldrende vil tro, du har forladt slaget af medfølelse med dine brødre og din bedstefader. De vil tro, at du har forladt kampen af frygt for dit liv, og således vil deres høje vurdering af din person gå til helvede.”

FORKLARING: Til at begynde med var Herren Kṛṣṇa forbløffet over Arjunas malplacerede appel om barmhjertighed, og Han beskrev hans medfølelse som passende en ikke-arier. Med disse ord har Han nu godtgjort Sine udtalelser over for Arjunas såkaldte medfølelse.

Even though there was no certainty of victory for Arjuna’s side, he still had to fight; for, even being killed there, he could be elevated into the heavenly planets.

FORKLARING: Her siger Herren Kṛṣṇa direkte til Arjuna, at han skal kæmpe for kampens skyld, fordi Han (Kṛṣṇa) ønsker krigen. Når man handler i Kṛṣṇa-bevidsthed, bekymrer man sig ikke om glæde eller sorg, vinding eller tab eller sejr eller nederlag. At alt bør gøres for Kṛṣṇas skyld, er transcendental bevidsthed, så der er ingen reaktioner på materielle handlinger. Den, der handler for sin egen sansenydelses skyld, uanset om det er i godhed eller lidenskab, vil modtage reaktionerne derpå, hvad end de er gode eller dårlige. Men har man overgivet sig helt til at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed, er man ikke længere forpligtet over for nogen eller skylder nogen noget, som tilfældet er det under normale omstændigheder. Der står skrevet (ŚB. 11.5.41):

“Alle, der helt har overgivet sig til Kṛṣṇa eller Mukunda og opgivet alle andre pligter, skylder ikke længere nogen noget og er ikke forpligtet over for hverken halvguder, vismænd, folk i almindelighed, slægtninge, menneskeheden eller forfædrene.” Det er den indirekte hentydning, Kṛṣṇa giver Arjuna i dette vers, og sagen vil blive yderligere forklaret i de følgende vers.

FORKLARING: Ifølge den vediske ordbog, Nirukti, betyder saṅkhyā “det, der beskriver ting i detaljer”, og sāṅkhya refererer til den filosofi, der beskriver sjælens virkelige natur. Og yoga involverer beherskelse af sanserne. Arjunas ide om ikke at kæmpe var baseret på sansetilfredsstillelse. Han glemte sin vigtigste pligt og ønskede at trække sig fra kampen, for han troede, han ville blive mere lykkelig ved ikke at slå sine slægtninge ihjel end ved at nyde kongeriget efter at have besejret sine fætre og brødre, Dhṛtarāṣṭras sønner. I begge tilfælde var sansetilfredsstillelse det grundlæggende princip. Både glæden ved at sejre og glæden ved at se sine slægtninge i live er baseret på personlig sansetilfredsstillelse, selv om det foregår i et selvopofrelsens navn af visdom og pligt. Kṛṣṇa forklarede derfor for Arjuna, at selve sjælen ikke ville dø, hvis han dræbte sin bedstefaders krop, og Han forklarede, hvordan alle individuelle personer indbefattet Herren Selv er evige individuelle personer. De var individuelle personer i fortiden, de er individuelle personer nu, og de vil fortsætte med at være individuelle personer i fremtiden, for vi er alle for evigt individuelle sjæle. Vi udskifter blot vores kropslige klædedragt på forskellige måder, men bevarer i virkeligheden vores individualitet selv efter befrielsen fra bindingen til den materielle klædning. Herren Kṛṣṇa har således givet et meget anskueligt analytisk studium af sjælen og kroppen. Denne beskrivende viden om sjælen og kroppen fra forskellige synsvinkler omtales her som sāṅkhya med Nirukti-ordbogens formulering.

Denne sāṅkhya har intet med ateisten Kapilas sāṅkhya-filosofi at gøre. Længe før bedrageren Kapila og dennes sāṅkhya blev sāṅkhya- filosofien forklaret i Śrīmad-Bhāgavatam af den rigtige Kapila, Herren Kṛṣṇas inkarnation, der fortalte den til Sin mor, Devahūti. Der forklarede Han tydeligt, at puruṣa, den Højeste Herre, er aktiv, og at Han skaber ved at se over prakṛti. Dette bliver bekræftet i Vedaerne såvel som i Bhagavad-gītā. Beskrivelsen i Vedaerne angiver, at Herren kastede Sit blik over prakṛti eller naturen og befrugtede den med atomiske individuelle sjæle. Alle disse individuelle personer handler i den materielle verden med sansenydelse for øje, og fortryllet af den materielle energi tror de, at de er nydere. Denne mentalitet slæber de med sig lige indtil den sidste fase af befrielse, hvor det levende væsen ønsker at blive ét med Herren. Dette er māyās sidste fælde eller sansetilfredsstillelsesillusion, og det er kun efter mange, mange liv i en sådan sansenydelse, at en stor sjæl overgiver sig til Vāsudeva, Herren Kṛṣṇa, og dermed fuldbyrder sin søgen efter den højeste sandhed.

Ved at overgive sig til Kṛṣṇa har Arjuna allerede accepteret Ham som sin åndelige mester: śiṣyas te ’haṁ śādhi māṁ tvāṁ prapannam (Bg. 2.7). Følgelig vil Kṛṣṇa nu fortælle ham om procedurerne i buddhi-yoga og karma-yoga, eller hvordan man med andre ord praktiserer hengiven tjeneste alene for at tilfredsstille Herrens sanser. Denne buddhi-yoga vil blive tydeligt forklaret i kapitel 10, vers 10, som direkte samvær med Herren, der sidder som Paramātmā i alles hjerter. Men dette samvær kan ikke finde sted uden hengiven tjeneste. Den, der befinder sig i hengiven tjeneste eller transcendental kærlighedstjeneste til Herren eller med andre ord i Kṛṣṇa-bevidsthed, opnår ved Herrens særlige nåde dette stadie af buddhi-yoga. Herren siger derfor, at det kun er dem, der altid er engageret i hengiven tjeneste med transcendental kærlighed, som Han belønner med ren viden om hengivenhed i kærlighed. På den måde kan den hengivne let nå Ham i Guds evige, lyksalige rige.

Således er den buddhi-yoga, der omtales i dette vers, Herrens hengivne tjeneste, og ordet sāṅkhya, der nævnes her, har ikke noget at gøre med den ateistiske sāṅkhya-yoga, der blev udbredt af svindleren Kapila. Man skal derfor ikke misforstå og tro, at den sāṅkhya-yoga, der bliver omtalt her, har noget at gøre med den ateistiske sāṅkhya. Den filosofi havde ingen indflydelse på den tid, og Herren Kṛṣṇa ville heller aldrig have nedladt Sig til at omtale den slags gudløse filosofiske spekulationer. Virkelig sāṅkhya-filosofi bliver beskrevet af Herren Kapila i Śrīmad-Bhāgavatam, men selv den sāṅkhya har intet at gøre med de ting, der diskuteres her. I dette tilfælde sigter sāṅkhya til en analytisk beskrivelse af kroppen og sjælen. Herren Kṛṣṇa gav en analyse af sjælen udelukkende for at lede Arjuna til buddhi-yoga eller bhakti- yoga. Således er Herren Kṛṣṇas sāṅkhya og Herren Kapilas sāṅkhya, som den bliver beskrevet i Śrīmad-Bhāgavatam, én og samme ting. De er begge bhakti-yoga. Derfor sagde Herren Kṛṣṇa (Bg. 5.4), at kun den mindre intelligente klasse af mennesker skelner mellem sāṅkhya-yoga og bhakti-yoga (sāṅkhya-yogau pṛthag bālāḥ, pravadanti na paṇḍitāḥ).
Naturligvis har ateistisk sāṅkhya-yoga intet at gøre med bhakti-yoga, men ikke desto mindre hævder de uintelligente, at der refereres til den ateistiske sāṅkhya-yoga i Bhagavad-gītā.

Man må således forstå, at buddhi-yoga vil sige at arbejde i Kṛṣṇa- bevidsthed i fuld lyksalighed og viden om hengiven tjeneste. Den, der udelukkende handler for at tilfredsstille Herren, uanset hvor besværligt et sådant arbejde måtte være, handler ifølge buddhi-yogaens principper og befinder sig altid i transcendental lyksalighed. I en sådan transcendental aktivitet opnår man enhver transcendental forståelse ved Herrens nåde, og således er ens befrielse komplet i sig selv, uden at man behøver at anstrenge sig yderligere for at erhverve sig viden. Der er stor forskel på at arbejde i Kṛṣṇa-bevidsthed og at arbejde for frugtstræbende resultater, især når det kommer til sansenydelse i form af familiemæssig eller materiel lykke. Buddhi-yoga er derfor den transcendentale kvalitet i det arbejde, vi gør.

FORKLARING: Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed eller at handle til fordel for Kṛṣṇa uden at forvente sansenydelse til gengæld er transcendentalt set den højeste form for arbejde. Intet kan bremse selv den mest beskedne begyndelse på en sådan form for handling, og en sådan beskeden begyndelse kan heller aldrig på noget tidspunkt gå tabt. Ethvert påbegyndt arbejde på det materielle plan er nødt til at blive fuldført, ellers er hele bestræbelsen omsonst. Men ethvert arbejde, der er påbegyndt i Kṛṣṇa-bevidsthed, har en vedvarende effekt, også selv om det ikke bliver fuldført. Den, der udfører den slags arbejde, har således intet at miste, ikke engang selv om ens arbejde i Kṛṣṇa-bevidsthed ikke fuldbyrdes. Én procents arbejde udført i Kṛṣṇa-bevidsthed giver vedvarende resultater, så man næste gang starter ved to procent, hvorimod man ingen gavn har af materielle handlinger, medmindre de gennemføres et hundrede procent til fuldbyrdelse. Ajāmila udførte en vis procentdel af sin pligt i Kṛṣṇa-bevidsthed, men resultatet, han kunne nyde til slut, var ved Herrens nåde et hundrede procent. I den forbindelse er der et fint vers i Śrīmad-Bhāgavatam (1.5.17):

“Hvis man opgiver sin beskæftigelsesmæssige pligt for at arbejde i Kṛṣṇa- bevidsthed og derefter falder ned uden at have fuldført sit arbejde, hvad har man da mistet? Og hvad vinder man selv ved at gøre sine materielle handlinger perfekt?” Eller som de kristne siger det: “Thi hvad gavner det et menneske, om han opnår hele verden, men må bøde med sin evige sjæl?”

Materielle handlinger og deres resultater ender med kroppen. Men arbejde i Kṛṣṇa-bevidsthed fører igen en person til Kṛṣṇa-bevidsthed, selv efter at han har mistet kroppen. I det mindste er man garanteret muligheden for i næste liv igen at blive født som menneske enten i en familie af højt kultiverede brāhmaṇaer eller i en rig aristokratisk familie, hvilket giver én en mulighed mere for at blive ophøjet. Det er den enestående natur af arbejde i Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: En stærk tro på, at Kṛṣṇa-bevidsthed kan ophøje én til den højeste fuldkommenhed i livet, kaldes vyavasāyātmikā-intelligens. Ifølge Caitanya-caritāmṛta (Madhya 22.62):

Tro betyder urokkelig tillid til noget ophøjet. Når man er engageret i Kṛṣṇa-bevidste pligter, behøver man ikke at handle i forhold til den materielle verden med forpligtelser over for familietradition, menneskehed eller nationalitet. Frugtstræbende handlinger er videreførelsen af ens reaktioner fra tidligere gode og dårlige handlinger. Når man er vågen i Kṛṣṇa-bevidsthed, behøver man ikke længere at stræbe efter gode resultater i sine handlinger. Når man er i Kṛṣṇa-bevidsthed, er alle handlinger på det absolutte plan, for de er ikke længere underlagt dualiteter som godt og dårligt. Den højeste perfektion i Kṛṣṇa-bevidsthed er opgivelse af den materielle livsopfattelse. Dette stadie opnås automatisk gennem fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed.

Det resolutte forsæt hos en person i Kṛṣṇa-bevidsthed er baseret på viden. Vāsudevaḥ sarvam iti, sa mahātmā su-durlabhaḥ (Bg. 7.19): En person i Kṛṣṇa-bevidsthed er den sjældne gode sjæl, der er helt klar over, at Vāsudeva eller Kṛṣṇa er ophav til alle manifesterede årsager. Ligesom man ved at vande træets rod automatisk fordeler vandet til bladene og grenene, kan man ved at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed give den største tjeneste til alle, nemlig ens eget selv, familie, samfund, nation, menneskeheden osv. Hvis Kṛṣṇa er tilfreds med ens handlinger, vil alle blive tilfredse.

Tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed foregår dog bedst under den kyndige vejledning af en åndelig mester, der er Kṛṣṇas ægte repræsentant, som kender sin elevs natur, og som kan vejlede ham til at handle i Kṛṣṇa- bevidsthed. For at blive velbevandret i Kṛṣṇa-bevidsthed må man således handle med beslutsomhed og adlyde Kṛṣṇas repræsentant, og man skal acceptere den ægte åndelige mesters instruktion som sin mission i livet. Śrīla Viśvanātha Cakravartī Ṭhākura instruerer os i sine berømte bønner til den åndelige mester som følger (Gurvaṣṭakam 8):

“Ved at tilfredsstille den åndelige mester bliver Guddommens Højeste Personlighed tilfreds. Og hvis vi ikke tilfredsstiller den åndelige mester, er det umuligt at blive forfremmet til niveauet af Kṛṣṇa-bevidsthed. Jeg bør derfor meditere på ham og bede om hans nåde tre gange dagligt og frembære mine respektfulde hyldester til ham, min åndelige mester.”

Hele processen er imidlertid afhængig af perfekt viden om sjælen hinsides den kropslige forestilling, ikke blot teoretisk, men i praksis, hvor der ikke længere er nogen mulighed for sansenydelse, der giver sig udslag i frugtstræbende handlinger. Den, der ikke er fast forankret i sindet, afledes af forskellige former for frugtstræbende handlinger.

FORKLARING: Folk i almindelighed er ikke særlig intelligente, og i deres uvidenhed er de mest knyttet til de frugtstræbende handlinger, der anbefales i Vedaernes karma-kāṇḍa-del. Sådanne mennesker vil kun vide af løfter om sansetilfredsstillelse med nydelse af livet i himlen, hvor vin og kvinder er let tilgængelige, og materiel overflod hører til dagens orden. I Vedaerne bliver der anbefalet mange former for ofre, der ophøjer én til de himmelske planeter, især jyotiṣṭoma-ofrene. Der står faktisk, at alle, der vil ophøjes til de himmelske planeter, må udføre disse offerhandlinger, og mennesker med ringe viden tror, at dette er hele formålet med vedisk visdom. Det er meget svært for den slags uerfarne personer at være forankret i beslutsom handling i Kṛṣṇa-bevidsthed. Ligesom tåber tiltrækkes til blomsterne på giftige træer uden at kende til konsekvenserne af en sådan tiltrækning, drages uoplyste mennesker til en sådan himmelsk overdådighed og dens medfølgende sansenydelse.

I Vedaernes karma-kāṇḍa-del finder vi passagerne apāma somam amṛtā abhūma (Ṛg Veda 8.43.3) og akṣayyaṁ ha vai cāturmāsya-yājinaḥ sukṛtaṁ bhavati (Āpastamba Śrauta-sūtra 8.1.1). De, der overholder de fire måneders askese (cāturmāsya), bliver med andre ord værdige til at drikke soma-rasa-drikke og blive udødelige og lykkelige for evigt. Selv på denne jord er nogle meget ivrige efter at drikke soma-rasa for at blive stærke og i god form til at kunne nyde sansetilfredsstillelse. Den slags personer har ingen tro på befrielse fra materiel trældom og er meget knyttet til de vediske offerhandlingers pompøse ceremonier. Normalt er sådanne mennesker meget sanselige og ønsker intet andet end livets himmelske nydelser. Det fremgår, at der er haver, der kaldes Nandana- kānana, hvor der er god mulighed for at være i selskab med smukke engleagtige kvinder og have rigelig med adgang til soma-rasa-vin. Den slags kropslig nydelse er afgjort sanselig, og således findes der dem, der kun er knyttet til en sådan midlertidig materiel lykke som herskere i den materielle verden.

FORKLARING: Ordet samādhi betyder “et fast forankret sind”. I den vediske ordbog Nirukti står der, samyag ādhīyate ’sminn ātma-tattva- yāthātmyam: “Når sindet er rettet mod at forstå selvet, siges det at være i samādhi.” Samādhi er aldrig mulig for personer, der er interesserede i materielle sansenydelser, og som forvirres af sådanne midlertidige ting. De er mere eller mindre prisgivet til den materielle energis proces.

FORKLARING: Alle materielle aktiviteter er forbundet med handlinger og reaktioner i den materielle naturs tre kvaliteter. Målet med alle materielle handlinger er frugtstræbende resultater, der forårsager trældom i den materielle verden. Vedaerne beskæftiger sig mest med frugtstræbende handlinger for gradvist at ophøje folk i almindelighed fra stadiet af sansetilfredsstillelse til en position på det transcendentale plan. Som Herren Kṛṣṇas ven og elev bliver Arjuna rådet til at hæve sig til Vedānta-filosofiens transcendentale niveau, der starter med brahma-jijñāsā eller spørgsmål om den højeste transcendens. Alle de levende væsener, der er i den materielle verden, kæmper hårdt for tilværelsen. Til dem gav Herren efter skabelsen af den materielle verden den vediske visdom, der vejleder dem i, hvordan de skal leve og blive fri for indviklingen i materie. Efter at handlinger for sansetilfredsstillelse (dvs. karma-kāṇḍa-delen) er overstået, gives muligheden for åndelig erkendelse i Upaniṣaderne, der er dele af forskellige Veda’er, ligesom Bhagavad-gītā er en del af den femte Veda, Mahābhārata. Upaniṣaderne markerer begyndelsen på transcendentalt liv.

Så længe den materielle krop eksisterer, vil der være handlinger og deres medfølgende reaktioner i de materielle kvaliteter. Man må lære at være tålmodig, når man bliver konfronteret med dualiteter som lykke og lidelse eller kulde og varme, og ved at tolerere disse dualiteter holder man op med at bekymre sig om tab og vinding. Denne transcendentale tilstand opnås i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed, når man er helt afhængig af Kṛṣṇas gode vilje.

FORKLARING: Hele formålet med ritualerne og offerhandlingerne i karma-kāṇḍa-afsnittet i den vediske litteratur er at tilskynde til en gradvis udvikling af selverkendelse. Og formålet med selverkendelse bliver tydeligt forklaret i Bhagavad-gītās kapitel 15, vers 15: Formålet med at studere Vedaerne er at nå til forståelse af Herren Kṛṣṇa, den oprindelige årsag til alting. Så selverkendelse betyder at forstå Kṛṣṇa og ens evige forhold til Ham. De levende væseners forhold til Kṛṣṇa omtales også i kapitel 15. De levende væsener er uadskillelige dele af Kṛṣṇa. Derfor er genoplivelse af Kṛṣṇa-bevidstheden hos de individuelle levende væsener det højeste fuldkomne stadie, man kan opnå igennem vedisk kundskab. Dette bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (3.33.7) som følger:

“O min Herre, en person, der fremsiger Dit hellige navn, befinder sig på det højeste niveau af selverkendelse, selv om han er født i en lav familie som f.eks. en caṇḍāla-familie [en familie af hundeædere]. En sådan person må have udført alle former for askese og offerhandlinger ifølge de vediske ritualer og studeret den vediske litteratur mange, mange gange efter at have taget bad på alle de hellige pilgrimssteder. En sådan person regnes for den bedste i den ariske familie.”

Man skal altså være intelligent nok til at forstå formålet med Vedaerne og ikke kun være knyttet til ritualerne, og man bør ikke ønske at blive ophøjet til det himmelske rige for at få en bedre kvalitet af sansetilfredsstillelse. I den nuværende tidsalder er det ikke muligt for det almindelige menneske at følge alle de vediske ritualers regler og forskrifter, og det kan heller ikke lade sig gøre at studere hele Vedānta og alle Upaniṣaderne fuldstændigt. Det kræver megen tid, energi og kundskab og mange ressourcer at opfylde Vedaernes formål. Det er så godt som umuligt i denne tidsalder. Det vigtigste formål med den vediske kultur bliver imidlertid opfyldt ved at synge Herrens hellige navn, som det blev anbefalet af Herren Caitanya, alle faldne sjæles befrier. Da Herren Caitanya blev spurgt af en stor lærd i Vedaerne, Prakāśānanda Sarasvatī, hvorfor Han (Herren Caitanya) sang Herrens hellige navn som en anden romantiker i stedet for at studere Vedānta-filosofi, svarede Herren, at Hans åndelige mester havde fortalt Ham, at Han var en stor tåbe, og derfor bedt Ham synge Herren Kṛṣṇas hellige navn. Det gjorde Han så og blev ekstatisk som en galning. I denne Kalis tidsalder er det meste af befolkningen tåbelig og ikke tilstrækkelig uddannet til at forstå Vedānta-filosofi. Det vigtigste formål med Vedānta-filosofien bliver dog opfyldt ved at synge Herrens hellige navn uden forseelser. Vedānta er det endelige ord i vedisk visdom, Vedānta-filosofiens forfatter og kender er Herren Kṛṣṇa, og den bedste vedāntist er den store sjæl, der finder glæde i at fremsige Herrens hellige navn. Det er det endelige formål med al vedisk mystik.

FORKLARING: Der er tre faktorer her: foreskrevne pligter, impulsive handlinger og uvirksomhed. Foreskrevne pligter er handlinger, som det er pålagt én at gøre i overensstemmelse med de materielle naturkvaliteter, man har pådraget sig. Impulsive handlinger er handlinger, der ikke er godkendt af nogen autoritet, og uvirksomhed vil sige ikke at gøre sine foreskrevne pligter. Herren rådede Arjuna til ikke at være uvirksom, men til at gøre sin foreskrevne pligt uden at være knyttet til resultatet. Den, der er knyttet til resultatet af sit arbejde, er også årsag til handlingen. Således vil han komme til at nyde eller lide under reaktionerne på sådanne handlinger.

Hvad angår foreskrevne pligter, kan de inddeles i tre, nemlig rutinearbejde, nødarbejde og ønskede handlinger. Rutinearbejde, der gøres af pligt over for skrifternes pålæg uden ønske om resultater, er handling i godhedens kvalitet. Resultatorienteret handling forårsager binding. Derfor er den slags arbejde ikke godt. Alle har ret til at gøre deres foreskrevne pligter, og den ret kan ingen tage fra én, men man bør handle uden at være knyttet til resultatet. Sådanne uegennyttige tvungne pligter fører utvivlsomt én til befrielsens vej.

Herren rådede derfor Arjuna til at kæmpe af pligt uden at være knyttet til resultatet. Hans manglende deltagelse i slaget er en anden side af tilknytning. Den slags tilknytning fører aldrig én til befrielsens vej. Enhver form for tilknytning, uanset om den er positiv eller negativ, forårsager binding. Uvirksomhed er syndig. At kæmpe af pligt var derfor den eneste forhåbningsfulde vej til befrielse for Arjuna.

FORKLARING: Kṛṣṇa fortæller Arjuna, at han skal handle i yoga. Og hvad menes der med yoga? Yoga betyder at fokusere sindet på den Højeste ved at beherske de evindeligt forstyrrende sanser. Og hvem er den Højeste? Den Højeste er Herren. Og da Han Selv maner Arjuna til kamp, har Arjuna intet med slagets udfald at gøre. Sejr eller nederlag er Kṛṣṇas anliggende. Arjuna bliver blot rådet til at handle på Kṛṣṇas diktat. At følge Kṛṣṇas ordrer er virkelig yoga, og dette praktiseres i den proces, der kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed. Kun gennem Kṛṣṇa-bevidsthed kan man opgive sine ejerfornemmelser. Man må blive Kṛṣṇas tjener eller Kṛṣṇas tjeners tjener. Det er den rette måde at udføre sin pligt på i Kṛṣṇa-bevidsthed, og det alene kan hjælpe én til at handle i yoga.

Arjuna er kṣatriya og som sådan del af varṇāśrama-dharma-institutionen. Der står i Viṣṇu Purāṇa, at hele formålet med varṇāśrama-dharma er at tilfredsstille Viṣṇu. Ingen bør tilfredsstille sig selv, sådan som det er normen i den materielle verden, men man bør tilfredsstille Kṛṣṇa. Medmindre man tilfredsstiller Kṛṣṇa, kan man ikke følge principperne i varṇāśrama-dharma korrekt. Arjuna blev indirekte rådet til at gøre, hvad Kṛṣṇa bad ham om.

FORKLARING: Den, der for alvor har forstået sin naturlige position som Herrens evige tjener, giver afkald på alle aktiviteter med undtagelse af at arbejde i Kṛṣṇa-bevidsthed. Som allerede forklaret betyder buddhi-yoga transcendental kærlighedsfuld tjeneste til Herren. En sådan hengiven tjeneste er den rette måde at handle på for det levende væsen. Kun gniere ønsker at nyde frugten af deres eget arbejde for blot at blive yderligere indviklet i materiel trældom. Bortset fra arbejde i Kṛṣṇa- bevidsthed er alle handlinger forkastelige, for de binder løbende aktøren til kredsløbet af fødsel og død. Man bør derfor aldrig ønske at være årsag til sit arbejde. Man bør gøre alt i Kṛṣṇa-bevidsthed for at tilfredsstille Kṛṣṇa. Gniere ved ikke, hvordan de skal anvende den tilgang af rigdom, de erhverver sig gennem held eller hårdt arbejde. Man må bruge alle kræfter på at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed, og det vil gøre ens liv fremgangsrigt. Men ligesom gniere anvender uheldige mennesker ikke deres menneskelige energi i Herrens tjeneste.

FORKLARING: Lige siden tidernes morgen har alle levende væsener oparbejdet de forskellige reaktioner på deres gode og dårlige handlinger. Som følge deraf er de konstant uvidende om deres virkelige naturlige position. Ens uvidenhed kan blive fjernet af Bhagavad-gītās instruktioner, der lærer én at overgive sig til Herren Śrī Kṛṣṇa i alle henseender og blive befriet fra lænkerne til årsag og virkning. Arjuna bliver derfor rådet til at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed, processen, der renser alle handlinger for deres resultater.

FORKLARING: De befriede levende væsener har hjemme på det sted, hvor der overhovedet ikke findes materielle lidelser. Ifølge Śrīmad- Bhāgavatam (10.14.58):

“Herren er tilflugtssted for hele kosmos og er berømt som Mukunda eller skænkeren af mukti [befrielse]. For den, der har søgt tilflugt i Hans lotusfødders båd, bliver den materielle verdens ocean lige så ubetydeligt som vandet i en kalvs klovaftryk. Paraṁ padam eller stedet, hvor der ingen materielle lidelser er, Vaikuṇṭha, er hans mål, ikke det sted, hvor der er fare for hvert skridt i livet.”

Som følge af uvidenhed er man ikke klar over, at den materielle verden er et lidelsesfyldt sted, hvor farer lurer for hvert skridt, man tager. Kun på grund af uvidenhed forsøger mindre intelligente personer at tilpasse sig situationen med frugtstræbende handlinger i den tro, at de resultatgivende handlinger vil gøre dem lykkelige. De ved ikke, at ingen form for materiel krop noget sted i universet kan give dem et liv uden lidelse. Livets lidelser, nemlig fødsel, død, alderdom og sygdom, findes overalt i den materielle verden. Men den, der forstår sin virkelige naturlige position som Herrens evige tjener og følgelig forstår Guddommens Personligheds position, engagerer sig i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Han bliver således kvalificeret til at komme til Vaikuṇṭha-planeterne, hvor der hverken er et lidelsesfyldt materielt liv eller nogen indflydelse af tiden og døden. At kende sin naturlige position indebærer, at man også kender Herrens ophøjede position. Den, der fejlagtigt tror, at det levende væsens position og Herrens position er på samme niveau, må siges at befinde sig i totalt mørke og er derfor ikke i stand til at engagere sig i Herrens hengivne tjeneste. En sådan person bliver selv en herre og baner således vej for gentagen fødsel og død. Men den, der har forstået, at det er hans position at tjene, og derfor overfører sig selv til Herrens tjeneste, bliver øjeblikkeligt værdig til Vaikuṇṭha- loka. At tjene Herrens sag kaldes karma-yoga eller buddhi-yoga eller, på almindeligt dansk, hengiven tjeneste til Herren.

FORKLARING: Der findes mange gode eksempler fra de store Gudshengivnes liv på dem, der blot igennem hengiven tjeneste til Herren blev ligeglade med Vedaernes ritualer. Når en person virkelig forstår Kṛṣṇa og sit forhold til Ham, bliver han naturligt ligeglad med ritualistiske frugtstræbende handlinger, også selv om han skulle være en erfaren brāhmaṇa. Śrī Mādhavendra Purī, en stor hengiven og ācārya inden for den hengivne tradition, skriver:

“O mine tre daglige bønner, al ære til jer. O mit bad, jeg frembærer min hyldest til dig. O halvguder, O forfædre, tilgiv mig min manglende evne til at vise jer respekt. Uanset hvor jeg nu befinder mig, kan jeg kun erindre Yadu-dynastiets store efterkommer, Kaṁsas fjende [Kṛṣṇa], og derved befri mig selv for enhver syndig tilknytning. Jeg tror, det er nok for mit vedkommende.”

For begyndere er det absolut nødvendigt med de vediske ritualer og forskrifter, der indebærer at fremsige alle former for bønner tre gange dagligt, tage bad tidligt om morgenen, vise respekt til forfædrene osv. Men når man er helt Kṛṣṇa-bevidst og er engageret i Hans transcendentale kærlighedstjeneste, mister man interessen for alle disse regulerende principper, for man har allerede opnået fuldkommenhed. Hvis man kan nå til niveauet af forståelse igennem tjeneste til den Højeste Herre, Kṛṣṇa, behøver man ikke længere at gøre alle mulige former for askese og ofringer, som de anbefales i de åbenbarede skrifter. Og hvis man på samme måde ikke har forstået, at formålet med Vedaerne er at nå Kṛṣṇa, og blot er optaget af ritualer og lignende aktiviteter, spilder man sin tid til ingen verdens nytte med sådanne aktiviteter. Personer i Kṛṣṇa- bevidsthed overskrider grænserne for śabda-brahma eller Vedaernes og Upaniṣadernes domæne.

FORKLARING: At være i samādhi vil sige, at man til fulde har erkendt Kṛṣṇa-bevidsthed, hvilket betyder, at hvis man er helt i samādhi, har man erkendt Brahman, Paramātmā og Bhagavān. Selverkendelsens højeste fuldkommenhed er at forstå, at man for evigt er Kṛṣṇas tjener, og at ens eneste opgave er at gøre sine pligter i Kṛṣṇa-bevidsthed. En Kṛṣṇa-bevidst person eller en urokkelig hengiven af Herren må ikke lade sig forstyrre af Vedaernes blomstrende sprog eller være engageret i frugtstræbende aktiviteter for at blive forfremmet til det himmelske rige. I Kṛṣṇa-bevidsthed kommer man i direkte kontakt med Kṛṣṇa, og i denne transcendentale tilstand kan man forstå alle anvisninger, der kommer fra Kṛṣṇa. Man er sikker på at få resultater igennem sådanne aktiviteter og opnå definitiv kundskab. Det eneste, man behøver at gøre, er at udføre Kṛṣṇa eller Hans repræsentant, den åndelige mesters, ordrer.

FORKLARING: Ligesom alle mennesker har deres symptomer i forhold til deres bestemte situationer, har den, der er Kṛṣṇa-bevidst, også sine særlige kendetegn i tale, gang, tanker, følelser osv. Ligesom en rig mand har sine symptomer, der gør ham kendt som en rig mand, en syg mand har sine symptomer, hvorigennem man kan forstå, at han er syg, eller en lærd mand har sine særkender, har et menneske i transcendental bevidsthed om Kṛṣṇa sine særlige kendetegn på forskellige områder. Man kan lære sine egne særegne symptomer at kende i Bhagavad-gītā. Det vigtigste er, hvordan et menneske i Kṛṣṇa-bevidsthed taler, for talen er den vigtigste egenskab hos alle mennesker. Det siges, at en tåbe forbliver uafsløret, så længe han ikke taler, og en velklædt tåbe er afgjort svær at genkende, medmindre han taler, men så snart han åbner munden, afslører han sig selv. Det umiddelbare tegn på et Kṛṣṇa-bevidst menneske er, at det kun taler om Kṛṣṇa og ting, der er forbundet med Ham. Andre kendetegn følger da automatisk, som det fremgår af det følgende.

FORKLARING: Śrīmad-Bhāgavatam (5.18.12) bekræfter, at alle, der er helt i Kṛṣṇa-bevidsthed eller Herrens hengivne tjeneste, har alle de store vismænds gode egenskaber, mens en person, der ikke er så transcendentalt situeret, ingen gode egenskaber har, for han vil uvægerligt søge tilflugt i sine egne mentale forestillinger. Følgelig konstateres det meget rigtigt her, at man er nødt til at opgive alle slags sansebegær, der opstår i ens mentale forestillinger. Sådanne sansebegær kan ikke stoppes kunstigt. Men hvis man er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, ebber sansebegærene ud af sig selv, uden at man behøver gøre sig yderligere anstrengelser i den forbindelse. Man skal således uden tøven engagere sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, for denne hengivne tjeneste vil øjeblikkeligt hæve én til niveauet af transcendental bevidsthed. Den højt udviklede sjæl er altid tilfreds i sig selv, for han erkender sig selv som den Højeste Herres evige tjener. Sådan en transcendentalt situeret person har ingen sansebegær, der udspringer fra en gnieragtig materialisme. Tværtimod er han altid lykkelig i sin naturlige position som den Højeste Herres evige tjener.

FORKLARING: Ordet muni refererer til den, der kan sætte sindet i bevægelse på forskellige måder gennem intellektuel spekulation uden at komme til nogen afgørende konklusion. Det siges, at hver muni har sin egen opfattelse, og medmindre en muni adskiller sig fra andre munier, kan han ikke betegnes som en muni i ordets egentlige forstand. Nāsāv ṛṣir yasya mataṁ na bhinnam (Mahābhārata, Vana-parva 313.117). Men den sthita-dhīr muni, der nævnes her af Herren, er forskellig fra en almindelig muni. En sthita-dhīr muni er altid Kṛṣṇa-bevidst, for han er færdig med enhver form for kreativ spekulativitet. Han kaldes praśānta- niḥśeṣa-mano-rathāntara (Stotra-ratna 43) eller den, der har lagt stadiet af intellektuelle spekulationer bag sig og er kommet til den konklusion, at Herren Śrī Kṛṣṇa, Vāsudeva, er alting (vāsudevaḥ sarvam iti, sa mahātmā su-durlabhaḥ, Bg. 7.19). Han siges at være en muni med et fast forankret sind. Sådan en helt igennem Kṛṣṇa-bevidst person forstyrres slet ikke, når han bombarderes af de trefoldige lidelser, for han accepterer alle lidelser som Herrens barmhjertighed og anser kun sig selv for værdig til endnu flere problemer på grund af sine tidligere misgerninger. Samtidig kan han se, at hans lidelser ved Herrens nåde bliver formindsket til det mindst mulige. Når lykken tilsmiler ham, giver han ligeledes Herren æren og synes, han er uværdig til en sådan lykke. Han forstår, at det kun skyldes Herrens nåde, at han befinder sig i en sådan bekvem tilstand og på den måde er i stand til at tjene Herren bedre. Og i Herrens tjeneste er han altid modig og aktiv og upåvirket af tilknytning og aversion. Tilknytning vil sige at acceptere ting for ens egen sansetilfredsstillelses skyld, og utilknytning betyder fravær af sådanne sanselige tilknytninger. Men den, der er fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed, er hverken tilknyttet eller utilknyttet, for hans liv er viet til Herrens tjeneste. Følgelig bliver han aldrig vred, selv ikke, når hans bestræbelser slår fejl. Uanset om en Kṛṣṇa-bevidst person har medgang eller modgang, holder han altid fast i sin beslutsomhed.

FORKLARING: I den materielle verden er der altid en eller anden form for postyr, uanset om det er godt eller dårligt. Den, der ikke ophidses af sådanne materielle omvæltninger, og som ikke bliver påvirket af godt og dårligt, må anses for at være fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed. Så længe man er i den materielle verden, er der altid mulighed for godt og dårligt, for denne verden er fuld af dualitet. Men den, der er fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed, lader sig ikke påvirke af godt og dårligt, for han interesserer sig kun for Kṛṣṇa, der er absolut algod. En sådan bevidsthed om Kṛṣṇa situerer én i en perfekt transcendental tilstand, der formelt kaldes samādhi.

FORKLARING: Kriteriet for at være en yogī eller selvrealiseret sjæl er, at man er i stand til at styre sine sanser ifølge sin plan. De fleste mennesker er imidlertid tjenere af deres sanser og bliver således styret af sansernes diktater. Det er svaret på spørgsmålet om, hvordan yogīen er situeret. Sanserne bliver sammenlignet med giftige slanger. De vil hele tiden gerne handle frit og uden restriktioner. Yogīen eller den hengivne må ligesom en slangetæmmer være meget stærk for at kunne beherske sanserne. Han giver aldrig sanserne lov til at handle uafhængigt. Der findes mange pålæg i de åbenbarede skrifter. Nogle af dem er forbud, og andre er påbud. Medmindre man er i stand til at følge alle påbudene og forbudene og afholde sig fra sansenydelse, kan det ikke lade sig gøre at blive fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det bedste eksempel er det, der gives her med skildpadden. Skildpadden kan når som helst trække sine sanser ind og aktivere dem igen, når der er behov for det. På samme måde bruges Kṛṣṇa-bevidste personers sanser kun til bestemte formål i Herrens tjeneste og holdes ellers tilbage. Arjuna bliver her undervist i at anvende sine sanser i Herrens tjeneste i stedet for på sin egen tilfredsstillelse. Hele tiden at holde sanserne engageret i Herrens tjeneste er eksemplet, der gives i analogien med skildpadden, der altid har sine sanser under kontrol.

FORKLARING: Hvis man ikke er transcendentalt situeret, er det ikke muligt at holde inde med sansenydelse. At afholde sanserne fra sansenydelse gennem regler og forskrifter er noget i retning af at afholde et sygt menneske fra bestemte former for mad. Patienten bryder sig imidlertid ikke om disse forbud eller mister sin smag for mad. På samme måde anbefales sanserestriktioner igennem en eller anden åndelig proces som aṣṭāṇga-yoga i form af yama, niyama, āsana, prāṇāyāma, pratyāhāra, dhāraṇā, dhyāna og samādhi for mindre intelligente personer, der ikke ved bedre. Men den, der har smagt den Højeste Herre, Kṛṣṇas, skønhed i løbet af sit fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed, har ikke længere smag for døde materielle ting. Restriktioner er der således for de mindre intelligente begyndere i åndeligt liv, men restriktionerne har kun værdi, indtil man virkelig har smag for Kṛṣṇa-bevidsthed. Når man rent faktisk er Kṛṣṇa-bevidst, mister man automatisk sin smag for blege ting.

FORKLARING: Der er mange lærde vismænd, filosoffer og transcendentalister, der forsøger at overvinde sanserne, men på trods af alle deres anstrengelser bliver selv de største blandt dem somme tider ofre for materiel sansenydelse på grund af et ophidset sind. Selv Viśvāmitra, en stor vismand og fuldkommen yogī, blev forledt til sexnydelse af Menakā på trods af, at yogīen anstrengte sig for at beherske sine sanser ved hjælp af strenge former for askese og yoga-udøvelse, og der er selvfølgelig mange lignende tilfælde i verdenshistorien. At beherske sindet og sanserne er derfor meget svært uden at være helt Kṛṣṇa-bevidst. Uden at engagere sindet i Kṛṣṇa kan man ikke ophøre med sådanne materielle engagementer. Et praktisk eksempel på dette har vi fra Śrī Yāmunācārya, en stor helgen og hengiven, der skriver:

“Efter at mit sind er blevet engageret i tjeneste til Herren Kṛṣṇas lotusfødder, og jeg har nydt en evigfrisk transcendental sindstilstand, vender mit ansigt sig med det samme bort, så snart jeg tænker på sex med en kvinde, og jeg spytter på tanken.”

Kṛṣṇa-bevidsthed er sådan en transcendentalt dejlig ting, at materiel sansenydelse automatisk virker frastødende. Det er ligesom et sultent menneske, der får stillet sin sult med en tilstrækkelig mængde nærende og velsmagende mad. Mahārāja Ambarīṣa overvandt også en stor yogī, Durvāsā Munī, blot fordi hans sind var engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed (sa vai manaḥ kṛṣṇa-padāravindayor, vacāṁsi vaikuṇṭha-guṇānuvarṇane, ŚB. 9.14.18).

FORKLARING: Det fremgår klart og tydeligt af dette vers, at Kṛṣṇa- bevidsthed er den højeste form for fuldkommenhed i yoga. Uden at være Kṛṣṇa-bevidst kan det slet ikke lade sig gøre at beherske sanserne. Som citeret ovenfor yppede den store vismand Durvāsā Muni kiv med Mahārāja Ambarīṣa, og på grund af stolthed blev Durvāsā Muni unødigt vred og kunne derfor ikke beherske sine sanser. Kongen, der ikke var så stor en yogī som vismanden, men derimod var Herrens hengivne, tolererede på den anden side stilfærdigt alle vismandens uretfærdigheder og gik derved af med sejren. Kongen var i stand til at beherske sine sanser på grund af følgende kvalifikationer som beskrevet i Śrīmad-Bhāgavatam (9.4.18–20):

“Kong Ambarīṣa fæstnede sit sind på Herren Kṛṣṇas lotusfødder, brugte sine ord til at beskrive Herrens bolig, sine hænder til at rengøre Herrens tempel, sine ører til at høre om Herrens lege, sine øjne til at se Herrens form, sin krop til at røre ved Herrens hengivne, sin næse til at dufte til blomster, der var ofret til Herrens lotusfødder, sin tunge til at smage de tulasī-blade, der var ofret til Ham, sine ben til at rejse til de hellige steder, hvor Herrens tempel ligger, sit hoved til at bøje sig dybt for Herren og sine ønsker til at opfylde Herrens ønsker . . . og alt dette gjorde ham kvalificeret til at være Herrens mat-para-hengivne.”

I denne forbindelse er ordet mat-paraḥ meget betydningsfuldt. Hvordan man kan blive mat-paraḥ, illustreres af Mahārāja Ambarīṣas liv. Śrīla Baladeva Vidyābhūṣaṇa, en stor lærd og ācārya i mat-para-linien, bemærker, mad-bhakti-prabhāvena sarvendriya-vijaya-pūrvikā svātma-dṛṣṭiḥ su-labheti bhāvaḥ: “Sanserne kan udelukkende beherskes fuldstændigt med hengiven tjeneste til Kṛṣṇa.” Eksemplet med ild gives også somme tider: “Ligesom en flammende ild brænder alting op i et rum, brænder Herren Viṣṇu, der befinder Sig i yogīens hjerte, alle slags urenheder op.” Yoga-sūtraen ordinerer også meditation på Viṣṇu og ikke meditation på tomhed. De såkaldte yogīer, der mediterer på noget andet end Viṣṇus form, spilder blot deres tid i en forgæves søgen efter et eller andet blændværk.

Vi skal være Kṛṣṇa-bevidste, Guddommens Personligheds hengivne. Det er målet med virkelig yoga.

FORKLARING: Hvis man ikke er Kṛṣṇa-bevidst, udsættes man for materielle begær, når man tænker på sanseobjekterne. Sanserne kræver virkelig beskæftigelse, og hvis de ikke bliver beskæftiget i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, vil de helt sikkert søge beskæftigelse i materialismens tjeneste. Alle i den materielle verden, Herren Śiva og Herren Brahmā indbefattet for ikke at tale om andre halvguder på de himmelske planeter, er underlagt indflydelsen fra sanseobjekterne, og den eneste måde, hvorpå man kan komme ud af denne forlegenhed i den materielle tilværelse, er ved at blive Kṛṣṇa-bevidst. Herren Śiva sad i dyb meditation, men da Pārvatī opildnede ham til sansenydelse, indvilligede han, og som resultat blev Kārtikeya født. Da en af Herrens hengivne, Haridāsa Ṭhākura, som ung på lignende måde blev fristet af selve inkarnationen af Māyā-devī, bestod Haridāsa let prøven på grund af sin uforfalskede hengivenhed til Herren Kṛṣṇa. Som illustreret i det ovenfor citerede vers fra Śrī Yāmunācārya undgår en oprigtig hengiven af Herren al materiel sansenydelse i kraft af sin højere smag for åndelig nydelse i Herrens selskab. Det er hemmeligheden bag fremskridt i denne disciplin. Hvis man ikke er Kṛṣṇa-bevidst, kan man derfor være sikker på at falde igennem, uanset hvor dygtig man ellers måtte være til at beherske sanserne med kunstig undertrykkelse, for den mindste tanke på sansenydelse vil opildne én til at tilfredsstille ens lyster.

FORKLARING: Śrīla Rūpa Gosvāmī har givet os følgende instruktion (Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.258):

Ved at udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed kan man forstå, at alt har sin anvendelse i Herrens tjeneste. De, der mangler viden om Kṛṣṇa-bevidsthed, prøver på kunstig vis at undgå materielle ting, og selv om de gerne vil befries for materiel trældom, opnår de som følge deraf ikke det perfekte niveau af forsagelse. Deres såkaldte forsagelse kaldes phalgu eller af mindre betydning. En person i Kṛṣṇa-bevidsthed ved derimod, hvordan man skal anvende alt i Herrens tjeneste. Derfor bliver han ikke offer for materiel bevidsthed. En upersonalist har for eksempel den idé, at Herren eller den Absolutte ikke kan spise, fordi Han er upersonlig. Hvor en upersonalist således prøver at undgå god mad, ved en hengiven, at Kṛṣṇa er den højeste nyder, og at Han spiser alt, der bliver tilbudt Ham med hengivenhed. Så efter at have ofret god mad til Herren, indtager den hengivne resterne, der kaldes prasāda. På den måde bliver alting åndeliggjort, og der er ingen fare for at falde ned. De hengivne spiser prasāda i Kṛṣṇa-bevidsthed, imens de ikke-hengivne forkaster det som materielt. Derfor kan upersonalisten ikke nyde livet på grund af sin kunstige forsagelse, og af den grund trækker selv den mindste ophidselse i sindet ham atter ned i den materielle tilværelses sump. Det siges, at selv efter at være steget hele vejen op til befrielse falder en sådan sjæl ned igen, fordi han ikke har støtte i hengiven tjeneste.

FORKLARING: Det er allerede blevet forklaret, at man kunstigt kan beherske sanserne udadtil på en eller anden måde, men medmindre man engagerer sanserne i Herrens transcendentale tjeneste, er der al mulig risiko for at falde ned. Skønt den person, der er i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed, tilsyneladende kan være på det sanselige plan, er der ingen tilknytning til sanselige aktiviteter, fordi han er Kṛṣṇa-bevidst. Den Kṛṣṇa-bevidste person er kun interesseret i at tilfredsstille Kṛṣṇa og intet andet. Derfor er han transcendental til enhver tilknytning og aversion. Hvis Kṛṣṇa vil have det, er en hengiven parat til at gøre hvad som helst, som han normalt ikke ville gøre. Og hvis Kṛṣṇa ikke ønsker det, lader han være med at gøre det, han ellers ville have gjort for sin egen tilfredsstillelses skyld. At handle eller ikke handle er således i hans fulde magt, for han handler kun på Kṛṣṇas tilskyndelse. Denne bevidsthed er Herrens årsagsløse nåde, som den hengivne kan opnå, selv om han er knyttet til det sanselige plan.

FORKLARING: Uden Kṛṣṇa-bevidsthed er fred en umulighed. I kapitel 5, vers 29, bliver det bekræftet, at kun når man forstår, at Kṛṣṇa er den eneste nyder af alle de gode resultater af ofringer og askese, at Han er ejeren af alle universelle manifestationer, og at Han er alle levende væseners virkelige ven, kan man virkelig have fred. Hvis man derfor ikke er Kṛṣṇa-bevidst, kan der intet endeligt mål være for sindet. Forstyrrelser i sindet skyldes, at man mangler et endeligt mål, og når man er sikker på, at Kṛṣṇa er nyderen og ejeren af alting og alles ven, kan man med et uforstyrret sind skabe fred. Den, der er engageret uden et forhold til Kṛṣṇa, lider med sikkerhed altid og er uden fred, uanset hvor meget han ellers udadtil foregiver at have fred og åndeligt fremskridt i livet. Kṛṣṇa- bevidsthed er en selvmanifesteret fredfyldt tilstand, der kun kan opnås i forbindelse med Kṛṣṇa.

Unless all of the senses are engaged in the service of the Lord, even one of them engaged in sense gratification can deviate the devotee from the path of transcendental advancement. As mentioned in the life of Mahārāja Ambarīṣa, all of the senses must be engaged in Kṛṣṇa consciousness, for that is the correct technique for controlling the mind.

FORKLARING: Kun igennem Kṛṣṇa-bevidsthed eller ved at engagere alle sanserne i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste kan man tøjle sansetilfredsstillelsens drifter. Ligesom fjender holdes nede med en mere overlegen magt, kan sanserne på samme måde kues, ikke gennem nogen form for menneskelig bestræbelse, men kun ved at holde dem beskæftiget i Herrens tjeneste. Den, der har forstået dette – at man kun igennem Kṛṣṇa-bevidsthed kan blive virkelig forankret i sin intelligens, og at man må praktisere denne kunst under vejledning af en ægte åndelig mester – kaldes sādhaka eller en kvalificeret kandidat til befrielse.

FORKLARING: Der findes to klasser af intelligente mennesker. Den ene er intelligent i materielle aktiviteter og sansenydelse, og den anden er selvransagende og vågen med hensyn til at kultivere selverkendelse. En selvransagende eller tankefuld vismands forehavender er som nat for personer, der er materielt absorberede. Materialistiske personer sover i en sådan nat på grund af deres uvidenhed om selverkendelse. Den selvransagende vismand forbliver vågen under de materialistiske menneskers “nat”. Vismanden oplever transcendental lykke i sit gradvise fremskridt i kultiveringen af åndelige værdier, imens den, der er optaget af materialistiske ting, drømmer om forskellige slags sansenydelse og føler sig somme tider lykkelig og somme tider ulykkelig i sin sovende tilstand, fordi han sover, når det kommer til selverkendelse. Den selvransagende person er altid ligeglad med materialistisk lykke og lidelse. Han fortsætter ufortrødent med sine selverkendelsesaktiviteter.

FORKLARING: Skønt det vældige ocean altid er fuld af vand, bliver det især i regntiden hele tiden fyldt med endnu mere vand. Ikke desto mindre forbliver havet det samme rolige hav. Det bliver ikke oprørt, og det oversvømmer heller ikke sine bredder. Det samme gælder for et menneske, der er fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed. Så længe man har den materielle krop, vil kroppens krav om sansetilfredsstillelse fortsætte. Den hengivne forstyrres imidlertid ikke af sådanne ønsker, for han er allerede fyldt op. Et Kṛṣṇa-bevidst menneske mangler intet, for Herren opfylder alle dets materielle behov. Det er derfor som havet – altid fuldstændigt i sig selv. Ønsker kan komme til en sådan hengiven ligesom strømme af floder, der løber ud i havet, men han er vedholdende i sine handlinger og lader sig ikke i det mindste forstyrre af ønsker om sansetilfredsstillelse. Det er beviset på et Kṛṣṇa-bevidst menneske – det har mistet enhver tilbøjelighed til materiel sansetilfredsstillelse, selv om ønskerne stadig er der. Eftersom det er tilfreds i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, kan det forblive roligt ligesom havet og således opleve fuldstændig fred. Andre, der ønsker at opfylde deres ønsker, selv helt op til niveauet af befrielse for ikke at tale om materiel fremgang, vil imidlertid aldrig opnå fred. De frugtstræbende arbejdere, de, der ønsker befrielse, og tilmed yogīerne, der søger mystiske evner, er alle ulykkelige på grund af uopfyldte ønsker. Men personen i Kṛṣṇa-bevidsthed er lykkelig i Herrens tjeneste og har ingen ønsker at opfylde. Ja, han ønsker ikke engang befrielse fra den såkaldte materielle trældom. Kṛṣṇas hengivne har ingen materielle ønsker, og derfor har de fuldkommen fred.

FORKLARING: At blive fri for ønsker betyder, at man ikke ønsker nogen form for sansetilfredsstillelse. Ønsket om at blive Kṛṣṇa-bevidst er med andre ord virkelig frihed for ønsker. At forstå sin faktiske position som Kṛṣṇas evige tjener uden fejlagtigt at påstå, at denne materielle krop er én selv, og uden falsk at hævde at eje noget som helst i verden, er det perfekte niveau af Kṛṣṇa-bevidsthed. Den, der befinder sig på dette fuldendte stade, ved, at fordi Kṛṣṇa er ejeren af alt, skal alt anvendes på Kṛṣṇas tilfredsstillelse. Arjuna ville ikke kæmpe for sin egen sansetilfredsstillelses skyld, men da han blev helt Kṛṣṇa-bevidst, kæmpede han alligevel, for Kṛṣṇa ønskede, at han skulle gøre det. For sig selv havde han intet ønske om at kæmpe, men for Kṛṣṇas skyld kæmpede samme Arjuna efter bedste evne. Virkelig at være fri for ønsker er at ønske Kṛṣṇas tilfredsstillelse og ikke et kunstigt forsøg på at udslette alle ønsker. Det levende væsen kan ikke være foruden ønsker eller uden sanser, men han er nødt til at ændre naturen af sine ønsker. En person uden materielle ønsker ved helt sikkert, at alt tilhører Kṛṣṇa (īśāvāsyam idaṁ sarvam, Īśopaniṣad 1), og derfor påberåber han sig ikke på falsk vis ejerskab over noget. Denne transcendentale forståelse er baseret på selverkendelse, nemlig fuld kendskab til, at hvert eneste levende væsen i åndelig identitet er en evig uadskillelig del af Kṛṣṇa, og at det levende væsens evige position aldrig er på niveau med Kṛṣṇa eller overgår Ham. Denne Kṛṣṇa-bevidste forståelse er det grundlæggende princip for virkelig fred.

FORKLARING: Man kan opnå Kṛṣṇa-bevidsthed eller guddommeligt liv med det samme i løbet af et sekund, eller også opnår man ikke en sådan tilstand i livet selv efter millioner af liv. Det er kun et spørgsmål om at forstå og acceptere denne kendsgerning. Khaṭvāṅga Mahārāja opnåede denne tilstand i livet blot få minutter før sin død ved at overgive sig til Kṛṣṇa. Nirvāṇa betyder at gøre en ende på den materialistiske tilværelse. Ifølge buddhistisk filosofi er der kun tomhed tilbage efter afslutningen på dette materielle liv, men Bhagavad-gītā lærer os noget andet. Virkeligt liv begynder efter ophøret på dette materielle liv. For den grove materialist er det tilstrækkeligt at vide, at man bliver nødt til at gøre en ende på denne materialistiske levemåde, men for åndeligt avancerede personer er der et andet liv efter det materialistiske liv. Hvis man er så heldig at blive Kṛṣṇa-bevidst før afslutningen på dette liv, opnår man omgående brahma-nirvāṇa-stadiet. Der er ingen forskel på Guds rige og Herrens hengivne tjeneste. Eftersom de begge er på det absolutte plan, er det at være engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste det samme som at have opnået det åndelige rige. I den materielle verden handles der med sansetilfredsstillelse for øje, imens der i den åndelige verden er Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter. Hvis man opnår Kṛṣṇa- bevidsthed selv i dette liv, opnår man øjeblikkeligt Brahman, og den, der er i Kṛṣṇa-bevidsthed, er helt sikkert allerede kommet til Guds rige.

Brahman er det stik modsatte af materie. Brāhmī sthitiḥ betyder derfor “ikke på niveauet af materielle aktiviteter”. Herrens hengivne tjeneste accepteres som det befriede stadie i Bhagavad-gītā (14.26): sa guṇān samatītyaitān, brahma-bhūyāya kalpate. Derfor er brāhmī sthitiḥ befrielse fra materiel trældom.

Śrīla Bhaktivinoda Ṭhākura har sammenfattet Bhagavad-gītās kapitel 2 som en gennemgang af hele tekstens indhold. Emnerne i Bhagavad- gītā er karma-yoga, jñāna-yoga og bhakti-yoga. I kapitel 2 er karma-yoga og jñāna-yoga blevet nærmere omtalt, og vi har også fået et glimt af bhakti-yoga, hvilket giver os et overblik over teksten som helhed.