TEXT 20

Texte

Tekst

dātavyam iti yad dānaṁ
dīyate ’nupakāriṇe
deśe kāle ca pātre ca
tad dānaṁ sāttvikaṁ smṛtam

Synonyms

dātavyam: faite à bon escient; iti: ainsi; yat: ce qui; dānam: la charité; dīyate: est donnée; anupakāriṇe: sans rien attendre en retour; deśe: le lieu; kāle: le temps; ca: aussi; pātre: à la personne convenable; ca: et; tat: cette; dānam: charité; sāttvikam: dans la vertu; smṛtam: est considérée.

dātavyam — værd at give; iti — således; yat — som; dānam — velgørenhed; dīyate — gives; anupakāriṇe — uden hensyn til gengæld; deśe — på det rette sted; kāle — på det rette tidspunkt; ca — også; pātre — til en passende person; ca — og; tat — den; dānam — velgørenhed; sāttvikam — i godhedens kvalitet; smṛtam — anses for at være.

Translation

La charité faite par devoir sans rien attendre en retour, en de justes conditions de temps et de lieu, et à qui en est digne, procède de la vertu.

Velgørenhed, der gives af pligt på rette tid og sted til en værdig person uden forventning om gengæld, anses for at være i godhedens kvalitet.

Purport

Les Écritures védiques recommandent la charité faite aux hommes dont les activités sont spirituelles. On ne trouve nulle part qu’elles cautionnent la charité faite sans discernement. Le but doit en être la perfection spirituelle. Aussi est-il conseillé de donner en charité aux brāhmaṇas qualifiés ou aux vaiṣṇavas (dévots), en des lieux de pèlerinage ou dans des temples, lors d’une éclipse solaire ou lunaire, ou à la fin du mois. Mais il faut ne rien attendre en retour. L’aumône est parfois accordée aux pauvres, par compassion, mais on ne fait aucun progrès spirituel si les pauvres à qui l’on donne n’en sont pas dignes. En d’autres mots, la charité faite sans discernement n’est pas recommandée par les Textes védiques.

FORKLARING: I den vediske litteratur bliver det anbefalet, at velgørenhed gives til en person, der er beskæftiget med åndelige aktiviteter. Intet sted anbefales det at give i velgørenhed på må og få. Åndeligt fremskridt skal altid tages i betragtning. Det anbefales derfor, at velgørenhed gives på et pilgrimssted, under måne- eller solformørkelser, ved månedens slutning, til en kvalificeret brāhmaṇa eller vaiṣṇava (en hengiven) eller i templer. Den slags velgørenhed bør gives uden hensyn til, hvad man får til gengæld. Undertiden bliver der givet i velgørenhed til de fattige af medfølelse, men hvis en fattig er uværdig til at modtage velgørenhed, er der intet åndeligt fremskridt. Det bliver med andre ord ikke anbefalet i den vediske litteratur at give i velgørenhed til hvem som helst.