Skip to main content

TEXTS 8-12

VERZ 8-12

Tekst

Besedilo

amānitvam adambhitvam
ahiṁsā kṣāntir ārjavam
ācāryopāsanaṁ śaucaṁ
sthairyam ātma-vinigrahaḥ
amānitvam adambhitvam
ahiṁsā kṣāntir ārjavam
ācāryopāsanaṁ śaucaṁ
sthairyam ātma-vinigrahaḥ
indriyārtheṣu vairāgyam
anahaṅkāra eva ca
janma-mṛtyu-jarā-vyādhi-
duḥkha-doṣānudarśanam
indriyārtheṣu vairāgyam
anahaṅkāra eva ca
janma-mṛtyu-jarā-vyādhi-
duḥkha-doṣānudarśanam
asaktir anabhiṣvaṅgaḥ
putra-dāra-gṛhādiṣu
nityaṁ ca sama-cittatvam
iṣṭāniṣṭopapattiṣu
asaktir anabhiṣvaṅgaḥ
putra-dāra-gṛhādiṣu
nityaṁ ca sama-cittatvam
iṣṭāniṣṭopapattiṣu
mayi cānanya-yogena
bhaktir avyabhicāriṇī
vivikta-deśa-sevitvam
aratir jana-saṁsadi
mayi cānanya-yogena
bhaktir avyabhicāriṇī
vivikta-deśa-sevitvam
aratir jana-saṁsadi
adhyātma-jñāna-nityatvaṁ
tattva-jñānārtha-darśanam
etaj jñānam iti proktam
ajñānaṁ yad ato ’nyathā
adhyātma-jñāna-nityatvaṁ
tattva-jñānārtha-darśanam
etaj jñānam iti proktam
ajñānaṁ yad ato ’nyathā

Synonyms

Synonyms

amānitvam — ydmyghed; adambhitvam — frihed for stolthed; ahiṁsā — ikke-vold; kṣāntiḥ — tolerance; ārjavam — ligefremhed; ācārya-upāsanam — at henvende sig til en ægte åndelig mester; śaucam — renlighed; sthairyam — vedholdenhed; ātma-vinigrahaḥ — selvbeherskelse; indriya- artheṣu — hvad angår sanserne; vairāgyam — forsagelse; anahaṅkāraḥ — frihed for falsk egoisme; eva — afgjort; ca — også; janma — ved fødsel; mṛtyu — død; jarā — alderdom; vyādhi — og sygdom; duḥkha — ved lidelsen; doṣa — fejlen; anudarśanam — observationen af; asaktiḥ — utilknytning; anabhiṣvaṅgaḥ — at undgå kontakt; putra — med søn; dāra — hustru; gṛha-ādiṣu — hjemmet osv; nityam — uophørlig; ca — også; sama-cittatvam — ligevægt; iṣṭa — det ønskværdige; aniṣṭa — og det uønskværdige; upapattiṣu — i opnåelsen af; mayi — til Mig; ca — også; ananya-yogena — gennem uforfalsket hengiven tjeneste; bhaktiḥ — hengivenhed; avyabhicāriṇī — uophørlig; vivikta — afsides; deśa — steder; sevitvam — efterstræbelsen af; aratiḥ — fri for tilknytning; jana-saṁsadi — til almindelige mennesker; adhyātma — om selvet; jñāna — i viden; nityatvam — vedholdenhed; tattva-jñāna — med viden om sandheden; artha — om målet; darśanam — filosofien; etat — alt dette; jñānam — viden; iti — således; proktam — erklæres for; ajñānam — uvidenhed; yat — det, som er; ataḥ — end dette; anyathā — andet.

amānitvam – ponižnost; adambhitvam – odsotnost ponosa; ahiṁsā – nenasilnost; kṣāntiḥ – potrpljenje; ārjavam – prostodušnost; ācārya-upāsanam – služenje verodostojnemu duhovnemu učitelju; śaucam – čistost; sthairyam – stanovitnost; ātma-vinigrahaḥ – samoobvladanost; indriya-artheṣu – kar se tiče čutov; vairāgyam – odpovedovanje; anahaṅkāraḥ – odsotnost lažnega ega; eva – vsekakor; ca – tudi; janma – rojstva; mṛtyu – smrti; jarā – starosti; vyādhi – in bolezni; duḥkha – trpljenja; doṣa – pomanjkljivosti; anudarśanam – opažanje; asaktiḥ – odsotnost navezanosti; anabhiṣvaṅgaḥ – nepovezanost; putra – s sinom; dāra – ženo; gṛha-ādiṣu – domom itd.; nityam – nenehna; ca – tudi; sama-cittatvam – notranje ravnovesje; iṣṭa – prijetnega; aniṣṭa – in neprijetnega; upapattiṣu – ob dosegi; mayi – Meni; ca – tudi; ananya-yogena – z neskaljenim vdanim služenjem; bhaktiḥ – vdanost; avyabhicāriṇī – nenehna; vivikta – po samotnem; deśa – mestu; sevitvam – želja; aratiḥ – nenavezanost; jana-saṁsadi – na navadne ljudi; adhyātma – o duši; jñāna – v znanju; nityatvam – neomajnost; tattva-jñāna – znanja o resnici; artha – za predmet; darśanam – filozofija; etat – vse to; jñānam – znanje; iti – tako; proktam – razglašeno; ajñānam – nevednost; yat – tisto, kar; ataḥ – od tega; anyathā – drugačno.

Translation

Translation

Ydmyghed; frihed fra stolthed; ikke-vold; tolerance; ligefremhed; at vende sig mod en ægte åndelig mester; renlighed; vedholdenhed; selvbeherskelse; forsagelse af sanseobjekterne; fravær af falsk ego; erkendelse af det dårlige i fødsel, død, alderdom og sygdom; utilknytning; frihed fra indvikling med børn, kone, hjem osv.; sindsligevægt under behagelige og ubehagelige omstændigheder; konstant og uforfalsket hengivenhed til Mig; at tilstræbe at leve på et tilbagetrukket sted; utilknytning til den generelle menneskemasse; forståelse af vigtigheden af selverkendelse; og filosofisk søgen efter den Absolutte Sandhed – alle disse erklærer Jeg for viden, og alt, der findes derudover, er uvidenhed.

Ponižnost, odsotnost ponosa, nenasilnost, potrpljenje, prostodušnost, služenje verodostojnemu duhovnemu učitelju, čistost, stanovitnost, samoobvladanost, odpovedovanje predmetom čutnega uživanja, odsotnost lažnega ega, zavedanje, da rojstvo, smrt, starost in bolezen prinašajo trpljenje, nenavezanost, neodvisnost od otrok, žene, doma itn., notranje ravnovesje ob prijetnih in neprijetnih dogodkih, neomajno in neskaljeno vdanost Meni, željo po življenju v samoti, odmaknjenost od posvetnih ljudi, zavedanje o pomembnosti samospoznavanja in filozofsko iskanje Absolutne Resnice – to razglašam za znanje, vse drugo pa za nevednost.

Purport

Purport

FORKLARING: Den her beskrevne kundskabsproces misforstås ofte af mindre intelligente mennesker som handlingsfeltets vekselvirkninger. Men dette er faktisk den virkelige vej til kundskab. Hvis man accepterer denne proces, åbnes muligheden for at nærme sig den Absolutte Sandhed. Denne kundskabsproces er ikke en vekselvirkning imellem de allerede beskrevne 24 elementer. Den er i virkeligheden måden, hvorpå man kommer ud af indviklingen i disse elementer. Den legemliggjorte sjæl er fanget i kroppen, der er et hylster af de 24 elementer, og kundskabsprocessen, der beskrives her, er måden, hvorpå man kan gøre sig fri af disse elementer. Blandt alle kundskabsprocessens beskrevne elementer omtales det vigtigste punkt i første linie af vers 11. Mayi cānanya-yogena, bhaktir avyabhicāriṇī: Kundskabsprocessen kulminerer i uforfalsket hengiven tjeneste til Herren. Så hvis man ikke engagerer sig i eller er ude af stand til at nærme sig Herrens transcendentale tjeneste, har de andre nitten elementer ingen særlig værdi. Engagerer man sig derimod i hengiven tjeneste i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed, udvikles de andre nitten elementer automatisk inden i én selv. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (5.18.12), yasyāsti bhaktir bhagavaty akiñcanā, sarvair guṇais tatra samāsate surāḥ. Alle kundskabens gode kvaliteter udvikler sig hos den, der har nået til stadiet af hengiven tjeneste. Princippet med at acceptere en åndelig mester som omtalt i vers 8 er essentielt. Selv for den, der engagerer sig i hengiven tjeneste, er det af afgørende betydning. Transcendentalt liv begynder, når man accepterer en ægte åndelig mester. Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, fastslår her med al tydelighed, at denne kundskabsproces er den virkelige vej. Hvad man spekulerer sig frem til ud over det, er noget vrøvl.

Manj inteligentni ljudje včasih mislijo, da je pridobivanje tega znanja rezultat medsebojnih vplivov sestavin polja delovanja. V resnici pa je to pravi način pridobivanja znanja. Z negovanjem tega znanja je mogoče doseči Absolutno Resnico. Kot že rečeno, to znanje ni rezultat medsebojnih vplivov štiriindvajsetih materialnih elementov. Ravno narobe, živemu bitju omogoča, da se reši ujetosti v te elemente. Utelešena duša je ujeta v telo – kletko iz štiriindvajsetih elementov – pot do znanja, kot jo opisujejo ti verzi, pa ji odpira pot na prostost. Najpomembnejši element pri pridobivanju znanja je omenjen v prvi vrstici enajstega verza. Mayi cānanya-yogena bhaktir avyabhicāriṇī: končni rezultat znanja je čisto vdano služenje Gospodu. Če se človek ne posveti ali pa se ni sposoben posvetiti transcendentalnemu služenju Gospodu, ostalih devetnajst elementov znanja nima posebne vrednosti. Kdor se posveti vdanemu služenju, ki vodi do popolne zavesti Kṛṣṇe, pa si samodejno pridobi še ostale naštete lastnosti. V Śrīmad-Bhāgavatamu (5.18.12) je rečeno: yasyāsti bhaktir bhagavaty akiñcanā sarvair guṇais tatra samāsate surāḥ. V tistem, ki vdano služi Gospodu, se razvijejo vse dobre lastnosti, iz katerih sestoji znanje. Za vsakogar je izjemno pomembno, da sprejme duhovnega učitelja, kar je omenjeno v osmem verzu. Ta korak je bistven celo za tistega, ki je že na poti vdanega služenja. Transcendentalno življenje se začne, ko človek sprejme verodostojnega duhovnega učitelja. Vsevišnja Božanska Osebnost, Śrī Kṛṣṇa, tu jasno pravi, da je ta metoda resnična pot do znanja. Vse, kar je proizvod uma, pa je nesmisel.

Hvad angår kundskaben, der bliver skitseret her, kan de forskellige punkter analyseres som følger. Ydmyghed betyder, at man ikke må være ivrig efter at have tilfredsstillelsen af at blive æret af andre. Den materielle livsopfattelse gør os ivrige efter at modtage hæder fra andre, men set fra synsvinklen af den, der besidder perfekt viden – den, der ved, at han ikke er denne krop – er alt, der vedrører kroppen, det være sig ære eller vanære, værdiløst. Man bør ikke hige efter dette materielle bedrag. Folk er meget ivrige efter at blive berømte for deres religiøsitet, og derfor ses det undertiden, at en person, der ingen forståelse har af religiøse principper, slutter sig til en eller anden gruppe, der i virkeligheden ikke følger religiøse principper, og derefter ønsker at udgive sig for at være en religiøs leder. Med hensyn til rent faktisk at gøre fremskridt i åndelig videnskab bør man teste sig selv for at se, hvor langt man er kommet. Man kan bedømme sig selv ud fra disse punkter.

Sestavni elementi znanja, našteti v teh verzih, so natančneje opisani v nadaljevanju. Ponižen je, kdor nima želje po slavi in časti. Zaradi materialističnega pojmovanja življenja so ljudje zelo željni časti, za tistega, ki ima popolno znanje in se zato zaveda, da se razlikuje od telesa, pa sta tako čast kakor sramota, povezani s telesom, nepomembni. Po tem materialnem slepilu ne bi smeli stremeti. Ljudje, ki bi radi zasloveli kot religiozni, se včasih brez razumevanja religioznih načel pridružijo kakšni skupini, katere člani se takih načel ne držijo, in se potem želijo uveljaviti kot religiozni vodje. Da bi ugotovili, koliko smo pravzaprav napredovali v poznavanju duhovne znanosti, se moramo preizkusiti. Za merilo napredka lahko vzamemo lastnosti iz teh verzov.

Normalt forstår man ikke-vold som ikke at dræbe eller tilintetgøre kroppen, men ikke-vold betyder i virkeligheden, at man ikke udsætter andre for lidelse. Folk generelt er fanget af uvidenhed i den materielle livsopfattelse, og de lider materielle kvaler uophørligt. Så medmindre man ophøjer folk til åndelig viden, er man voldelig. Man bør gøre sit bedste for at udbrede virkelig viden til folk, så de kan blive oplyste og slippe ud af denne materielle forvikling. Det er, hvad ikke-vold vil sige.

Za nenasilnega navadno velja, kdor ne ubija drugih in jim ne prizadeva telesnih poškodb, v resnici pa je nenasilen tisti, ki nikomur ne povzroča trpljenja. Večina ljudi je zaradi nevednosti ujeta v mrežo materializma, zato je neprenehoma podvržena materialnemu trpljenju. Če jim ne pomagamo razviti duhovnega znanja, smo torej nasilni. Storiti bi morali vse, kar je v naši moči, da ljudem damo pravo znanje in jih tako razsvetlimo ter jim omogočimo, da se rešijo spon materije. To je nenasilje.

Tolerance indebærer, at man skal vænne sig til at bære over med andres fornærmelser. Hvis man deltager i udbredelsen af åndelig viden, vil man blive udsat for megen hån og mange fornærmelser fra andre. Dette er kun at forvente, for sådan er den materielle natur indrettet. Selv en dreng som Prahlāda, der allerede som 5-årig var i gang med at kultivere åndelig viden, blev truet, da hans far så sig vred på hans hengivenhed. Faderen prøvede at slå ham ihjel på alle mulige måder, men Prahlāda tolererede ham. Der kan således godt være mange forhindringer i vejen for at gøre fremskridt i åndelig viden, men vi må være tolerante og fortsætte vores fremgang med beslutsomhed.

Potrpljenje je sposobnost prenašati žalitve in sramotenje. Človeka, ki si poskuša pridobiti duhovno znanje, bodo pogosto žalili in sramotili, kajti taka je narava materialnega sveta. Celo Prahlāda, deček komaj petih let, ki je negoval duhovno znanje, se je znašel v veliki nevarnosti, ko je njegov oče začel nasprotovati njegovi vdanosti Gospodu. Na vse mogoče načine ga je poskušal ubiti, Prahlāda pa je očetovo jezo potrpežljivo prenašal. Na poti napredovanja v duhovnem znanju utegnemo naleteti na številne ovire, kljub temu pa moramo s potrpljenjem odločno nadaljevati.

Ligefremhed betyder, at man uden at være diplomatisk skal kunne være så ligefrem, at man til og med kan fortælle den virkelige sandhed til en fjende. Hvad angår accept af den åndelige mester, er dette afgørende, for man kan ikke avancere i åndelig videnskab uden vejledning fra en ægte åndelig mester. Man skal i al ydmyghed opsøge den åndelige mester og tilbyde ham sin tjeneste på enhver måde, så han får lyst til at skænke disciplen sine velsignelser. En ægte åndelig mester er Kṛṣṇas repræsentant, og hvis han derfor skænker sin discipel sine velsignelser, vil dette øjeblikkeligt gøre disciplen avanceret, uden at disciplen har fulgt de regulerende principper. Eller de regulerende principper vil være lettere at følge for den, der har tjent den åndelige mester uden forbehold.

Prostodušen je, kdor se ne vede diplomatsko in se niti sovražniku ne boji odkrito povedati resnice. Sprejeti verodostojnega duhovnega učitelja je neobhodno, kajti brez navodil duhovnega učitelja ni mogoče napredovati v razumevanju duhovne znanosti. Učenec se mora obrniti na duhovnega učitelja nadvse ponižno in mu služiti po najboljših močeh, tako da bo duhovni učitelj zadovoljen z njim in mu bo dal svoje blagoslove. Ker je verodostojen duhovni učitelj predstavnik Kṛṣṇe, lahko učenec z njegovimi blagoslovi zelo hitro napreduje, tudi če se ne drži vseh pravil, ali pa se mu bo, če je služil duhovnemu učitelju s popolno predanostjo, lažje držati pravil vdanega služenja.

Renlighed er meget vigtig for fremskridt i åndeligt liv. Der er to former for renlighed: ydre og indre. Ydre renlighed vil sige at tage et bad, men for at være renlig i det indre skal man konstant tænke på Kṛṣṇa og recitere Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Denne metode vil fjerne sindets ophobede støv fra tidligere karma.

Čistost je nujno potrebna za napredovanje v duhovnem življenju. Ločimo zunanjo in notranjo čistočo. Da bi ohranili zunanjo čistočo, se moramo redno umivati, da bi bili čisti znotraj, pa moramo nenehno misliti na Kṛṣṇo in peti Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare / Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Ta metoda očisti z uma prah karme, ki se je nabral na njem.

Vedholdenhed betyder, at man skal være fast besluttet på at gøre fremskridt i åndeligt liv. Uden en sådan beslutsomhed kan man intet videre fremskridt gøre. Og selvbeherskelse betyder, at man ikke accepterer noget, der er til hinder for ens åndelige fremskridt. Man skal vænne sig til dette og forkaste alt, der går imod ens åndelige fremskridt. Det er, hvad virkelig forsagelse vil sige. Sanserne er så stærke, at de altid tragter efter sansenydelse, men man må ikke give efter for sådanne unødvendige krav. Sanserne bør kun tilfredsstilles i den grad, det er nødvendigt for at holde kroppen sund og frisk, så man kan gøre sin pligt og avancere i åndeligt liv. Den vigtigste og mest ustyrlige sans er tungen. Hvis man kan beherske tungen, er der rigtig god mulighed for også at kunne beherske de andre sanser. Tungens funktion er at smage og tale. Tungen bør derfor igennem systematisk regulering altid holdes beskæftiget med at smage på resterne af den mad, der er ofret til Kṛṣṇa, og med at recitere Hare Kṛṣṇa. Hvad øjnene angår, bør de ikke tillades at se andet end Kṛṣṇas smukke form. Det vil beherske øjnene. På samme måde kan man engagere sine ører i at høre om Kṛṣṇa og sin næse i at dufte til blomsterne, der er ofret til Kṛṣṇa. Det er den hengivne tjenestes proces i en nøddeskal, og det er underforstået her, at Bhagavad-gītā er intet andet end en redegørelse for videnskaben om hengiven tjeneste. Hengiven tjeneste er det primære og eneste mål. Uintelligente Bhagavad-gītā- kommentatorer prøver at bortlede læserens sind til andre ting, men der er intet andet emne i Bhagavad-gītā end hengiven tjeneste.

Stanoviten je, kdor je trdno odločen napredovati v duhovnem življenju. Brez take odločenosti ni mogoče vidno napredovati. Samoobvladanost pa je lastnost človeka, ki se ne odloči za nič, kar bi lahko zavrlo njegov duhovni razvoj. Tak način delovanja bi nam moral preiti v navado in zavrniti bi morali vse, kar je neugodno za duhovni napredek. To je pravo odpovedovanje. Čuti so tako nenasitni, da si zmeraj želijo uživanja. Če nam to, kar zahtevajo, ni nujno potrebno, jim ne bi smeli ustreči. Ugodimo jim lahko samo toliko, da ostanemo zdravi in lahko opravljamo svoje dolžnosti ter tako duhovno napredujemo. Najpomembnejši in najtežje obvladljiv čut je jezik. Kdor obvlada jezik, bo lahko obvladal tudi druge čute. Nalogi jezika sta uživanje hrane in oblikovanje glasov. Jezik moramo načrtno navaditi na to, da zmeraj uživa ostanke Kṛṣṇi darovane hrane in poje Hare Kṛṣṇa. Očem pa ne bi smeli dovoliti, da gledajo kar koli razen Kṛṣṇove prečudovite podobe. Tako jih bomo imeli pod nadzorom. Ušesa bi morali uporabljati samo za poslušanje o Kṛṣṇi, nos pa za vonjanje Kṛṣṇi darovanega cvetja. To je metoda vdanega služenja, in kot je razvidno iz teh verzov, je Bhagavad-gītā posvečena izključno znanosti o vdanem služenju. Vdano služenje je njen glavni in edini cilj. Nevedni komentatorji poskušajo odvrniti bralčev um k drugim temam, toda v Bhagavad-gīti ne bomo poleg vdanega služenja našli nobene druge teme.

Falsk ego vil sige at acceptere denne krop som sig selv. Når man forstår, at man ikke er sin krop, men en åndelig sjæl, kommer man til sit virkelige ego. Det er ikke sådan, at man intet ego har. Det er kun det falske ego, der fordømmes, men ikke det virkelige ego. I den vediske litteratur (Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 1.4.10) står der, ahaṁ brahmāsmi: “Jeg er Brahman, jeg er ånd.” Dette “jeg er”, selvfølelsen, er der også i selverkendelsens befriede tilstand. Denne fornemmelse af “jeg er” er ego, men når følelsen af “jeg er” bliver overført til den falske krop, bliver det til falsk ego. Når følelsen af selvet overføres på virkeligheden, er det virkeligt ego. Der findes filosoffer, der hævder, at vi skal opgive vores ego, men vi kan ikke opgive vores ego, for ego betyder identitet. Men vi skal selvfølgelig opgive den falske identificering med kroppen.

Lažni ego nas napelje k temu, da se enačimo s telesom. Kdor spozna, da ni telo, temveč duša, ima znova svoj pravi ego. Ego zmeraj obstaja. Lažnega ega bi se morali znebiti, pravega pa ne. V vedskih spisih (Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣada 1.4.10) je rečeno: ahaṁ brahmāsmi – jaz sem Brahman, jaz sem duh. Ta „jaz sem“, zavedanje lastnega jaza, obstaja tudi na stopnji samospoznanja, ko živo bitje doseže osvoboditev. Zavedanju jaza pravimo ego. Kadar to zavedanje povezujemo z nestvarnim materialnim telesom, se imenuje lažni ego, kadar pa ga usmerimo na resničnost, se imenuje pravi ego. Nekateri filozofi pravijo, da bi se morali egu odreči, vendar to ni mogoče, kajti ego je znak naše individualnosti. Tisto, čemur se moramo odreči, je zmotno enačenje s telesom.

Man skal forsøge at forstå, hvor megen lidelse der er forbundet med fødsel, død, alderdom og sygdom. Fødsel bliver beskrevet i forskellige vediske tekster. Der findes en livagtig beskrivelse i Śrīmad-Bhāgavatam af den ufødtes verden, hvordan barnet opholder sig i livmoderen, dets lidelse osv. Man skal have det helt klart for sig, at det er en smertefuld affære at blive født. Eftersom vi glemmer, hvor meget vi led i vores moders mave, gør vi intet forsøg på at løse problemet med gentagen fødsel og død. Også på dødstidspunktet er der alle mulige lidelser, der ligeledes bliver beskrevet i de autoritative skrifter. Alt dette bør diskuteres. Og hvad sygdom og alderdom angår, gør vi alle vores praktiske erfaringer. Ingen har lyst til at være syg, og ingen ønsker at blive gammel, men disse ting er uundgåelige. Medmindre vi har et pessimistisk syn på dette materielle liv og er bevidst om de lidelser, der er forbundet med fødsel, død, alderdom og sygdom, har vi intet incitament til at gøre fremskridt i åndeligt liv.

Vedeti bi morali tudi, da rojstvo, smrt, starost in bolezen prinašajo trpljenje. Opis rojstva najdemo v raznih vedskih spisih. Svet nerojenega otroka, njegovo bivanje v maternici, njegovo trpljenje itd. so zelo živo opisani v Śrīmad-Bhāgavatamu. Dobro bi se morali zavedati, da živo bitje ob rojstvu zelo trpi. Ker pozabimo, kako zelo smo trpeli v maternici, ne storimo ničesar, da bi se rešili iz kroga rojevanja in umiranja. Različne oblike trpljenja spremljajo tudi smrt in so prav tako opisane v verodostojnih svetih spisih. O teh temah bi morali govoriti. Bolezen in starost vsi izkusimo na lastni koži. Čeprav si ju nihče ne želi, se jima ni mogoče izogniti. Če nismo pesimistični glede življenja v materialnem svetu, zavedajoč se trpljenja, ki spremlja rojstvo, smrt, starost in bolezen, ne bomo imeli spodbude za duhovno napredovanje.

Med hensyn til frihed fra tilknytning til børn, hustru og hjem betyder det ikke, at man ingen følelser må have for dem. De er helt naturligt genstand for vores kærlighed. Men hvis de ikke er fordelagtige for åndeligt fremskridt, bør man ikke være knyttet til dem. Den bedste måde at gøre hjemmet rart på er Kṛṣṇa-bevidsthed. Hvis man er helt og fuldt Kṛṣṇa-bevidst, kan man gøre sit hjem til et meget lykkeligt sted, for denne Kṛṣṇa-bevidste proces er meget let. Det eneste, man behøver at gøre, er at synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, spise resterne af den mad, der er ofret til Kṛṣṇa, have diskussioner over bøger som Bhagavad- gītā og Śrīmad-Bhāgavatam og engagere sig i Deitetstilbedelse. Disse fire ting vil gøre én lykkelig. Man bør oplære sine familiemedlemmer på denne måde. Familien kan sætte sig sammen morgen og aften og synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Hvis man kan forme sit familieliv omkring disse fire principper og på denne måde udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed, er der ingen grund til at opgive familien til fordel for et liv i forsagelse. Men hvis ens familieliv ikke er befordrende eller gavnligt for åndeligt fremskridt, bør man opgive det. Man skal ofre alt for at erkende eller tjene Kṛṣṇa, ligesom Arjuna gjorde det. Arjuna ville ikke dræbe sine familiemedlemmer, men da han forstod, at hans familie stod i vejen for hans Kṛṣṇa-erkendelse, tog han Kṛṣṇas instruktioner til sig og kæmpede og slog sine familiemedlemmer ihjel. Under alle omstændigheder bør man være utilknyttet til familielivets lykke og lidelse, for i denne verden kan man aldrig være hverken helt lykkelig eller helt ulykkelig.

Nenavezanost na otroke, ženo in dom ne pomeni, da do njih ne bi smeli imeti nikakršnih čustev. Naravno je, da so žena in otroci predmet naše ljubezni. Toda če nas ovirajo pri duhovnem razvoju, ne bi smeli ostati navezani nanje. Da bi postal naš dom prijeten, je najbolje, da postanemo zavestni Kṛṣṇe. Če je človek popolnoma zavesten Kṛṣṇe, si lahko ustvari zelo srečno družinsko življenje, kajti metoda zavesti Kṛṣṇe je zares preprosta. Treba je le peti Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare / Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, uživati ostanke Kṛṣṇi darovane hrane, proučevati knjige, kakršni sta Bhagavad-gītā in Śrīmad-Bhāgavatam, ter častiti Božanstvo. Te štiri dejavnosti nas bodo osrečile. K njim bi morali pritegniti tudi ostale družinske člane. Zjutraj in zvečer se lahko zberejo ter skupaj pojejo Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare / Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Tistemu, ki bi rad postal zavesten Kṛṣṇe in si zato uredi družinsko življenje po teh načelih, ni treba zapustiti doma in stopiti v red odpovedi. Če pa nam družinsko življenje ne pomaga duhovno napredovati, bi se mu morali odpovedati. Da bi lahko spoznali Kṛṣṇo oziroma Mu služili, moramo žrtvovati vse, kakor je storil Arjuna. Arjuna ni hotel ubiti svojih družinskih članov, ko pa je uvidel, da ga le-ti ovirajo na poti do spoznanja Kṛṣṇe, je upošteval Gospodovo navodilo ter jih v bitki pobil. Nikoli se ne smemo preveč meniti za srečo in nesrečo družinskega življenja, kajti v tem svetu ne moremo biti niti popolnoma srečni niti popolnoma nesrečni.

Lykke og lidelse er uløseligt forbundet med materielt liv. Man må lære at tolerere dem, som det tilrådes i Bhagavad-gītā. Man kan aldrig forhindre lykke og lidelse i at komme og gå, så man bør være utilknyttet til det materialistiske liv og automatisk være ligevægtig i begge tilfælde. Normalt bliver vi meget glade, når vi får noget, vi ønsker os, og når vi får noget, vi ikke ønsker os, bliver vi ulykkelige. Men hvis vi rent faktisk er på det åndelige stadie, forstyrrer disse ting os ikke. For at nå til det niveau bliver vi nødt til at udføre ubrydelig hengiven tjeneste. Hengiven tjeneste til Kṛṣṇa uden afvigelse vil sige at engagere sig selv i den hengivne tjenestes ni processer: at recitere Hare Kṛṣṇa, høre, tilbede, fremføre hyldester osv., som det er beskrevet i sidste vers i kapitel 9. Den proces bør man følge.

Sreča in nesreča sta stalna spremljevalca materialnega življenja, in kot svetuje Bhagavad-gītā, bi ju morali prenašati brez vznemirjenja. Ker prihajata in odhajata, ne da bi mi lahko vplivali na to, jima ne bi smeli posvečati posebne pozornosti; v obeh primerih bi morali ohraniti ravnovesje. Ponavadi smo srečni, kadar doživimo kaj prijetnega, ob neprijetnih dogodkih pa smo nesrečni. Toda kdor je na duhovni ravni, je zmeraj miren. Da bi dosegli to raven, moramo z neomajno vdanostjo nepretrgoma služiti Kṛṣṇi. To pomeni, da se zaposlimo z devetimi oblikami vdanega služenja – opevamo Gospoda, poslušamo o Njem, Ga častimo, Mu izkazujemo spoštovanje itd. – o katerih govori zadnji verz devetega poglavja. To je metoda, ki bi se je morali držati.

Når man er vant til den åndelige livsstil, har man helt naturligt ikke lyst til at blande sig med materialistiske mennesker. Det vil være én imod. Man kan teste sig selv ved at se, hvor meget man har lyst til at leve på et tilbagetrukket sted uden uønsket selskab. En hengiven har helt naturligt ingen hang til unødig sport, biografgængeri eller forskellige sociale sammenkomster, for han forstår, at alt dette blot er spild af tid. Mange forskere og filosoffer studerer sexliv eller andre emner, men den slags forskning og filosofisk spekulation er ifølge Bhagavad-gītā helt værdiløs. Den er mere eller mindre meningsløs. Ifølge Bhagavad-gītā skal man udforske sjælens natur filosofisk. Ens forskning bør være rettet imod at forstå selvet. Det anbefales her.

Če človek živi po duhovnih načelih, samodejno izgubi željo po druženju z materialisti. Družba takih ljudi postane zanj nesprejemljiva. O svojem duhovnem napredku lahko sodimo po tem, kolikšna je naša želja po življenju na osamljenem mestu, kjer ni nekoristne družbe. Za bhakto je povsem naravno, da nima želje po zabavi, kinu in družabnih srečanjih, saj ve, da je vse to zgolj potrata časa. Obstaja veliko učenjakov in filozofov, ki proučujejo spolnost in razne druge stvari, toda po Bhagavad-gīti sta takšno raziskovalno delo in filozofsko razglabljanje brez vrednosti ter sta bolj ali manj nesmiselna. Bhagavad-gītā pravi, da bi morali z metodo filozofske analize proučevati naravo duše. Cilj našega raziskovanja bi moralo biti spoznanje samega sebe. To je nasvet, ki nam ga v teh verzih daje Kṛṣṇa.

Med hensyn til selverkendelse fastslås det klart og tydeligt her, at bhakti-yoga er specielt praktisk. Så snart der er tale om hengivenhed, taler vi om forholdet mellem Oversjælen og den individuelle sjæl. Den individuelle sjæl og Oversjælen kan ikke være én, i hvert fald ikke ifølge bhakti-opfattelsen eller den hengivne livsopfattelse. Som det med al klarhed fremgår her, er den individuelle sjæls tjeneste til den Højeste Sjæl evig, nityam. Så bhakti eller hengiven tjeneste er evig. Man må være fast forankret i denne filosofiske overbevisning.

Kot je tukaj jasno rečeno, je bhakti-yoga najbolj praktična metoda samospoznavanja. Ko govorimo o vdanem služenju, moramo razumeti odnos med Naddušo in individualno dušo. Individualna duša in Nadduša nista identični, vsaj ne s stališča filozofije bhakti, filozofije vdanega služenja. V Vedah je jasno rečeno, da individualna duša večno služi Vrhovni Duši. Bhakti ali vdano služenje je torej večno (nityam). O tem filozofskem zaključku bi morali biti trdno prepričani.

Dette forklares i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.11) med ordene vadanti tat tattva-vidas, tattvaṁ yaj jñānam advayam: “De, der virkelig kender den Absolutte Sandhed, ved, at Selvet erkendes i tre forskellige faser som Brahman, Paramātmā og Bhagavān.” Bhagavān er det sidste ord i erkendelsen af den Absolutte Sandhed. Man bør derfor stræbe efter at komme til dette niveau af forståelse af Guddommens Højeste Personlighed og således engagere sig i Herrens hengivne tjeneste. Det er perfektionen af al viden.

Śrīmad-Bhāgavatamu (1.2.11) je rečeno: vadanti tat tattva-vidas tattvaṁ yaj jñānam advayam – „Tisti, ki dejansko poznajo Absolutno Resnico, vedo, da ima spoznavanje Vrhovnega Jaza tri stopnje. To so: spoznanje Brahmana, Paramātme in Bhagavāna.“ Spoznanje Bhagavāna, Vsevišnje Božanske Osebnosti, je najvišja stopnja spoznanja Absolutne Resnice. Zato bi se morali dvigniti na to raven in tako vdano služiti Gospodu. To je popolnost znanja.

Fra praktisering af ydmyghed til det niveau, hvor man erkender den Højeste Sandhed, Guddommens Absolutte Personlighed, er denne proces som en trappe, der begynder fra stueetagen og fører op til øverste etage. På denne trappe har mange mennesker nået til første, anden eller tredje etage osv., men medmindre man når op til den øverste etage, der er forståelsen af Kṛṣṇa, er man på et lavere kundskabstrin. Hvis man vil konkurrere med Gud og samtidig gøre fremskridt i åndelig viden, vil det kun lede til frustration. Her fastslås det klart, at uden ydmyghed er nogen egentlig forståelse ikke mulig. At tro, at man er Gud, er yderst opblæst. Selv om det levende væsen konstant bliver sparket af den materielle naturs strenge love, tror han på grund af uvidenhed stadigvæk, at “Jeg er Gud.” Viden begynder derfor med amānitvam eller ydmyghed. Man skal være ydmyg nok til at vide, at man er underlagt den Højeste Herre. På grund af oprør mod den Højeste Herre bliver man underkastet den materielle natur. Man må forstå og være overbevist om denne sandhed.

Ta metoda pridobivanja znanja je kakor stopnišče, ki vodi od pritličja, razvijanja ponižnosti, do najvišjega nadstropja, spoznanja Vrhovne Resnice, Absolutne Božanske Osebnosti. Na tem stopnišču je veliko ljudi; nekateri so prišli do prvega nadstropja, nekateri do drugega ali tretjega itd., toda vse dokler človek ne doseže najvišjega nadstropja, spoznanja Kṛṣṇe, je njegovo znanje nižje stopnje. Tistega, ki tekmuje z Bogom, obenem pa bi si rad pridobil duhovno znanje, čaka razočaranje. Iz teh verzov je razvidno, da si brez ponižnosti ni mogoče pridobiti resničnega znanja. Kdor se ima za Boga, je največji nadutež. Čeprav strogi zakoni materialne narave živemu bitju nenehno zadajajo udarce, si živo bitje zaradi nevednosti kljub temu domišlja, da je Bog. Začetna stopnja znanja je torej amānitva, ponižnost. Človek bi moral biti ponižen in bi se moral zavedati, da je podrejen Vsevišnjemu Gospodu. Kdor se upre Gospodu, postane suženj materialne narave. To dejstvo bi morali vsi dobro poznati in biti prepričani o njem.