Skip to main content

KAPITEL TRETTEN

Naturen, nyderen og bevidsthed

Tekst

arjuna uvāca
prakṛtiṁ puruṣaṁ caiva
kṣetraṁ kṣetra-jñam eva ca
etad veditum icchāmi
jñānaṁ jñeyaṁ ca keśava
śrī-bhagavān uvāca
idaṁ śarīraṁ kaunteya
kṣetram ity abhidhīyate
etad yo vetti taṁ prāhuḥ
kṣetra-jña iti tad-vidaḥ

Synonyms

arjunaḥ uvāca — Arjuna sagde; prakṛtim — naturen; puruṣam — nyderen; ca — også; eva — afgjort; kṣetram — handlingsfeltet; kṣetra-jñam — den, som kender handlingsfeltet; eva — afgjort; ca — også; etat — alt dette; veditum — at forstå; icchāmi — jeg ønsker; jñānam — viden; jñeyam — genstanden for viden; ca — også; keśava — O Kṛṣṇa; śrī- bhagavān uvāca — Guddommens Personlighed sagde; idam — denne; śarīram — krop; kaunteya — O Kuntīs søn; kṣetram — handlingsfeltet; iti — således; abhidhīyate — kaldes; etat — dette; yaḥ — den, som; vetti — kender; tam — ham; prāhuḥ — de kalder; kṣetra-jñaḥ — feltets kender; iti — således; tat-vidaḥ — dem, der ved dette.

Translation

Arjuna sagde: O min kære Kṛṣṇa, jeg vil gerne vide, hvad prakṛti [naturen], puruṣa [nyderen], handlingsfeltet og feltets kender er, samt hvad viden og genstanden for viden er. Guddommens Højeste Personlighed svarede: Denne krop kaldes for handlingsfeltet, og den, der kender denne krop, kaldes for feltets kender, O Kuntīs søn.

Purport

FORKLARING: Arjuna ville gerne lære om prakṛti (naturen), puruṣa (nyderen), kṣetra (handlingsfeltet), kṣetra-jña (dets kender) samt viden og genstanden for viden. Da han spurgte om alt dette, svarede Kṛṣṇa, at denne krop kaldes for handlingsfeltet, og den, der kender denne krop, kaldes for feltets kender. Kroppen er den betingede sjæls handlingsfelt. Den betingede sjæl er fanget i den materielle eksistens og forsøger at herske over den materielle natur, og dermed får han et handlingsfelt i overensstemmelse med sin evne til at beherske den materielle natur. Dette handlingsfelt er kroppen. Og hvad er kroppen? Kroppen består af sanser. Den betingede sjæl ønsker at nyde sansetilfredsstillelse, så i forhold til sin kapacitet til at nyde sansetilfredsstillelse bliver han tildelt en krop eller et handlingsfelt. Kroppen kaldes derfor kṣetra eller den betingede sjæls handlingsfelt. Selve personen, der ikke burde identificere sig selv med sin krop, kaldes kṣetra-jña eller den, der kender feltet. Det er ikke så svært at forstå forskellen på feltet og dets kender eller kroppen og kroppens kender. Hvem som helst kan overveje, hvordan man N gennemgår alle mulige kropslige forandringer fra barndom til alderdom, men alligevel fortsat er den samme person. Der er således forskel på handlingsfeltets kender og selve handlingsfeltet. På den måde kan en betinget sjæl forstå, at han er forskellig fra sin krop. I begyndelsen blev det beskrevet, dehino ’smin (Bg. 2.13). Det levende væsen befinder sig inden i kroppen, der forandrer sig fra barndom til ungdom og fra ungdom til alderdom, og den person, der ejer kroppen, ved, at kroppen ændrer sig. Det er helt tydeligt, at kroppens indehaver er kṣetra-jña. Nogle gange tænker vi: “Jeg er glad,” “Jeg er en mand,” “Jeg er en kvinde,” “Jeg er en hund,” “Jeg er en kat.” Disse er kenderens kropslige betegnelser. Men den, der kender kroppen, er forskellig fra kroppen. Selv om vi anvender mange ting som vores tøj osv., ved vi, at vi er forskellige fra de ting, der anvendes. På samme måde kan vi, hvis vi tænker nærmere over det, også forstå, at vi er forskellige fra kroppen. Du, jeg eller hvem som helst, der ejer en krop, kaldes kṣetra-jña eller handlingsfeltets kender, og kroppen kaldes kṣetra, selve handlingsfeltet.

I Bhagavad-gītās første seks kapitler bliver kroppens kender (det levende væsen) og den position, hvorfra man kan forstå den Højeste Herre, beskrevet. I Bhagavad-gītās seks midterste kapitler beskrives Guddommens Højeste Personlighed og forholdet mellem den individuelle sjæl og Oversjælen i relation til hengiven tjeneste. Guddommens Højeste Personligheds overordnede position og den individuelle sjæls underordnede position bliver helt klart præciseret i disse kapitler. De levende væsener er under alle omstændigheder underordnede, men i deres glemsel lider de. Når de gennem fromme handlinger bliver oplyste, nærmer de sig den Højeste Herre i forskellige kapaciteter som dem, der lider, dem, der mangler penge, dem, der er nysgerrige, og dem, der søger viden. Det er også blevet beskrevet. Nu her fra kapitel 13 bliver det forklaret, hvordan det levende væsen kommer i forbindelse med den materielle natur, og hvordan han bliver befriet af den Højeste Herre igennem forskellige processer såsom frugtstræbende handlinger, udvikling af viden og hengiven tjeneste. Selv om det levende væsen er helt forskelligt fra sin materielle krop, er han på en eller anden måde blevet forbundet med den. Dette vil også blive forklaret.

Tekst

kṣetra-jñaṁ cāpi māṁ viddhi
sarva-kṣetreṣu bhārata
kṣetra-kṣetrajñayor jñānaṁ
yat taj jñānaṁ mataṁ mama

Synonyms

kṣetra-jñam — (som) handlingsfeltets kender; ca — også; api — afgjort; mām — Mig; viddhi — forstå; sarva — i alle; kṣetreṣu — kropslige handlingsfelter; bhārata — O Bharatas efterkommer; kṣetra — om handlingsfeltet (kroppen); kṣetra-jñayoḥ — og feltets kender; jñānam — viden; yat — det, som; tat — det (er); jñānam — viden; matam — mening; mama — Min.

Translation

O Bharatas efterkommer, du må forstå, at Jeg er også kenderen i alle kroppe, og at forstå denne krop og dens kender kaldes viden. Det er Min konklusion.

Purport

FORKLARING: I diskussionen af kroppen og kroppens kendere (sjælen og Oversjælen) lærer vi om tre ting: Herren, det levende væsen og materie. I alle handlingsfelter eller kroppe er der to sjæle: den individuelle sjæl og Oversjælen. Eftersom Oversjælen er den fuldstændige ekspansion af Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, erklærer Kṛṣṇa: “Jeg er også kenderen, men Jeg er ikke kroppens individuelle kender. Jeg er overkenderen. Jeg er til stede i alle kroppe som Paramātmā eller Oversjælen.”

Hvis man nøje studerer handlingsfeltet og handlingsfeltets kendere, sådan som de præsenteres i Bhagavad-gītā, kan man komme til viden.

Herren erklærer: “Jeg er handlingsfeltets kender i alle individuelle kroppe.” Hvert enkelt individ er nok kenderen af sin egen krop, men han er ikke bekendt med andre kroppe. Guddommens Højeste Personlighed, der er til stede i alle kroppe som Oversjælen, ved derimod alt om alle kroppe. Han kender alle de forskellige kroppe i alle de forskellige livsformer. En borger ved måske alt om sin egen jordlod, men kongen kender ikke blot sit eget palads, men også alle de besiddelser, som de individuelle borgere ejer. På samme måde kan man være kroppens individuelle besidder, men den Højeste Herre er ejeren af samtlige kroppe. Kongen er den primære ejer af kongeriget, og borgeren er den sekundære ejer. På samme måde er den Højeste Herre alle kroppes højeste ejer.

Kroppen består af sanser. Den Højeste Herre kaldes Hṛṣīkeśa, der betyder “sansernes herre”. Han er sansernes oprindelige hersker, ligesom kongen er den oprindelige hersker over alle aktiviteter i staten. Borgerne er sekundære herskere. Herren erklærer: “Jeg er også kenderen.” Dette betyder, at Han er overkenderen. Den individuelle sjæl kender kun sin bestemte krop. Det forklares i den vediske litteratur (Mahābhārata 12.339.6):

kṣetrāṇi hi śarīrāṇi
bījaṁ cāpi śubhāśubhe
tāni vetti sa yogātmā
tataḥ kṣetra-jña ucyate

Denne krop kaldes kṣetra, og inden i kroppen bor kroppens ejer og den Højeste Herre, der kender både kroppen og kroppens ejer. Derfor betegnes Han som kenderen af alle handlingsfelter. Forskellen på handlingsfeltet, den, der kender handlingerne, og den højeste kender af alle handlinger bliver beskrevet i det følgende. Fuldstændig viden om naturen af kroppen, den individuelle sjæl og Oversjælen kaldes i den vediske litteratur for jñāna. Det er Kṛṣṇas forståelse. At forstå både sjælen og Oversjælen som ét med og dog forskellige fra hinanden er viden. Hvis man ikke forstår handlingsfeltet og handlingernes kender, kan man ikke siges at have fuldkommen viden. Man må forstå beskaffenheden af prakṛti (naturen), puruṣa (naturens nyder, den individuelle sjæl) og īśvara (kenderen, der styrer eller behersker både naturen og den individuelle sjæl). Man må ikke forveksle dem med hinanden i deres forskellige kapaciteter. Man må ikke forveksle maleren, maleriet og staffeliet med hinanden. Denne materielle verden, der er handlingsfeltet, er naturen, naturens nyder er det levende væsen, og over dem begge findes den højeste hersker, Guddommens Personlighed. Vi finder den følgende forklaring i de vediske skrifter (Śvetāśvatara Upaniṣad 1.12): bhoktā bhogyaṁ preritāraṁ ca matvā, sarvaṁ proktaṁ tri-vidhaṁ brahmam etat. Der findes tre Brahman-opfattelser: Prakṛti er Brahman i form af handlingsfeltet, jīvaen (den individuelle sjæl) er også Brahman, der prøver at herske over den materielle natur, og herskeren over dem begge er ligeledes Brahman, men Han er den virkelige hersker.

Det bliver også forklaret i dette kapitel, at af de to kendere er den ene fejlbarlig og den anden ufejlbarlig. Den ene er overordnet og den anden underordnet. Den, der anser de to kendere af handlingsfeltet for at være én og samme, modsiger Guddommens Højeste Personlighed, der her fastslår meget tydeligt: “Jeg er også handlingsfeltets kender.” At forveksle et reb med en slange kan ikke kaldes viden. Der findes forskellige slags kroppe, og der findes forskellige ejere af disse kroppe. Eftersom hver eneste individuel sjæl har sin individuelle kapacitet til at herske over den materielle natur, findes der forskellige kroppe. Men den Højeste er også til stede i dem som herskeren. Ordet ca er vigtigt, for det refererer til det totale antal kroppe. Det er Śrīla Baladeva Vidyābhūṣaṇas konklusion. Kṛṣṇa er Oversjælen, der befinder sig i hver eneste krop sammen med den individuelle sjæl. Og her siger Kṛṣṇa udtrykkeligt, at virkelig viden vil sige at forstå, at Oversjælen behersker både handlingsfeltet og den begrænsede nyder.

Tekst

tat kṣetraṁ yac ca yādṛk ca
yad-vikāri yataś ca yat
sa ca yo yat-prabhāvaś ca
tat samāsena me śṛṇu

Synonyms

tat — dette; kṣetram — handlingsfelt; yat — hvad; ca — også; yādṛk — hvad det består af; ca — også; yat — har hvilke; vikāri — forandringer; yataḥ — hvorfra; ca — også; yat — hvad; saḥ — han; ca — også; yaḥ — som; yat — har hvilken; prabhāvaḥ — indflydelse; ca — også; tat — dette; samāsena — i korthed; me — fra Mig; śṛṇu — hør blot.

Translation

Lyt nu til Min kortfattede beskrivelse af dette handlingsfelt, og hvad det består af, hvilke forandringer det gennemgår, hvorfra det kommer, hvem handlingsfeltets kender er, og hvilken indflydelse han har.

Purport

FORKLARING: Herren beskriver nu handlingsfeltet og handlingsfeltets kendere i deres naturlige positioner. Man er nødt til at vide, hvad denne krop består af, hvilke materialer den er lavet af, under hvis kontrol den fungerer, hvordan forandringer finder sted, hvorfra forandringerne kommer, hvad årsagerne er, hvad grundene er, hvad det endelige mål er for den individuelle sjæl, og hvad den individuelle sjæls virkelige form er. Man skal også kende forskellen på den individuelle sjæl og Oversjælen og deres forskellige indflydelser, deres potentialer osv. Man behøver blot at forstå denne Bhagavad-gītā direkte fra Guddommens Højeste Personligheds forklaring, og alt dette vil blive klart. Men man skal passe på med at tro, at Guddommens Højeste Personlighed i hver enkelt krop er den samme som den individuelle sjæl eller jīvaen. Dette er noget i retning af at ligestille den kraftfulde med den kraftesløse.

Tekst

ṛṣibhir bahudhā gītaṁ
chandobhir vividhaiḥ pṛthak
brahma-sūtra-padaiś caiva
hetumadbhir viniścitaiḥ

Synonyms

ṛṣibhiḥ — af de kloge vismænd; bahudhā — på mange måder; gītam — beskrevet; chandobhiḥ — gennem vediske hymner; vividhaiḥ — forskellige; pṛthak — på forskellige måder; brahma-sūtra — af Vedānta; padaiḥ — gennem aforismerne; ca — også; eva — afgjort; hetu-madbhiḥ — med årsag og virkning; viniścitaiḥ — især fremført med al logik.

Translation

Denne viden om handlingsfeltet og handlingernes kender beskrives af forskellige vismænd i forskellige vediske skrifter. Den bliver især fremført med al logik i Vedānta-sūtra i nøje overensstemmelse med årsag og virkning.

Purport

FORKLARING: Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, er den højeste autoritet, når det kommer til at forklare denne kundskab. Ikke desto mindre refererer lærde mænd og anerkendte autoriteter som en selvfølge altid til tidligere autoriteter. Kṛṣṇa forklarer dette særdeles kontroversielle spørgsmål om sjælen og Oversjælens dualitet eller ikke-dualitet ved at referere til et skrift, Vedānta, der anerkendes som autoritativt. Først siger Han: “Dette er ifølge forskellige vismænd.” Hvad vismændene angår, er foruden Ham selv Vyāsadeva, Vedānta-sūtras forfatter, en stor vismand, og i Vedānta-sūtra er dualitet perfekt forklaret. Og Vyāsadevas fader, Parāśara, er også en stor vismand, og han skriver i sine bøger om religion (Viṣṇu Purāṇa 2.13.69), ahaṁ tvaṁ ca tathānye:| “Vi, det vil sige dig, mig og alle andre levende væsener, er alle transcendentale til trods for, at vi befinder os i materielle kroppe. Nu er vi faldet ned i den materielle naturs tre kvaliteter i forhold til vores karma. Nogle er på højere niveauer, og nogle er i den lavere natur. Højere og lavere naturer eksisterer på grund af uvidenhed og manifesteres i et utal af levende væsener. Men Oversjælen, der er ufejlbarlig, er ubesmittet af naturens tre kvaliteter og transcendental.” På samme måde bliver der i de oprindelige Vedaer, især i Kaṭha Upaniṣad, skelnet mellem sjælen, Oversjælen og kroppen. Dette er blevet forklaret af mange store vismænd, og Parāśara betragtes som førende blandt dem.

Ordet chandobhiḥ refererer til de forskellige vediske skrifter. For eksempel beskriver Taittirīya Upaniṣad, der er en gren af Yajur Veda, naturen, det levende væsen og Guddommens Højeste Personlighed.

Som forklaret tidligere er kṣetra handlingsfeltet, og der findes to former for kṣetra-jña: det individuelle levende væsen og det højeste levende væsen. I Taittirīya Upaniṣad (2.5) udtrykkes dette med ordene brahma pucchaṁ pratiṣṭhā. En bestemt manifestation af den Højeste Herres energi kommer til udtryk som anna-maya, der betyder afhængighed af føde for at overleve. Dette er en materialistisk erkendelse af den Højeste. Derefter kan man i prāṇa-maya, når man har erkendt den Absolutte Sandhed i føde, erkende den Absolutte Sandhed i livssymptomerne eller livsformerne. I jñāna-maya rækker erkendelsen ud over livssymptomerne til også at omfatte tanker, følelser og vilje. Efter det kommer Brahman-erkendelse, der også kaldes vijñāna-maya, hvor der skelnes mellem det levende væsens sind og livssymptomer på den ene side og det levende væsen selv på den anden side. Det sidste og højeste stadie kaldes ānanda-maya, hvor man erkender sin helt igennem lyksalige natur. På den måde er der fem trin af Brahman-erkendelse, der kaldes brahma puccham. Af disse indebærer de tre første – anna-maya, prāṇa-maya og jñāna-maya – de levende væseners handlingsfelter. Transcendental til alle disse handlingsfelter har vi den Højeste Herre, der kaldes ānanda-maya. Vedānta-sūtra (1.1.12) beskriver også den Højeste med ordene ānanda-mayo ’bhyāsāt: Guddommens Højeste Personlighed er af natur fuld af glæde. For at nyde Sin transcendentale lyksalighed ekspanderer Han Sig i vijñāna-maya, prāṇa-maya, jñāna-maya og anna- maya. I handlingsfeltet anses det levende væsen for at være nyderen, og forskellig fra ham er ānanda-maya. Det betyder, at hvis det levende væsen beslutter sig for at nyde ved at indordne sig under ānanda-maya, bliver han perfekt. Dette er det virkelige billede af den Højeste Herre som den højeste kender af feltet, det levende væsen som den underordnede kender samt af handlingsfeltets natur. Denne sandhed skal man søge efter i Vedānta-sūtra eller Brahma-sūtra.

Her nævnes det, at Brahma-sūtras aforismer er sammenstillet meget nøje i overensstemmelse med årsag og virkning. Nogle af disse sūtraer eller aforismer er som følger: na viyad aśruteḥ (2.3.1), nātmā śruteḥ (2.3.18) og parāt tu tac-chruteḥ (2.3.40). Den første aforisme refererer til handlingsfeltet, den anden til det levende væsen, og den tredje angiver den Højeste Herre, der er summum bonum blandt alle manifestationer af forskellige eksistenser.

Tekst

mahā-bhūtāny ahaṅkāro
buddhir avyaktam eva ca
indriyāṇi daśaikaṁ ca
pañca cendriya-gocarāḥ
icchā dveṣaḥ sukhaṁ duḥkhaṁ
saṅghātaś cetanā dhṛtiḥ
etat kṣetraṁ samāsena
sa-vikāram udāhṛtam

Synonyms

mahā-bhūtāni — de store elementer; ahaṅkāraḥ — falsk ego; buddhiḥ — intelligens; avyaktam — det umanifesterede; eva — afgjort; ca — også; indriyāṇi — sanserne; daśa-ekam — elleve; ca — også; pañca — fem; ca — også; indriya-go-carāḥ — sanseobjekterne; icchā — begær; dveṣaḥ — had; sukham — lykke; duḥkham — lidelse; saṅghātaḥ — den samlede helhed; cetanā — livssymptomer; dhṛtiḥ — overbevisning; etat — alt dette; kṣetram — handlingsfeltet; samāsena — i korthed; sa-vikāram — med vekselvirkninger; udāhṛtam — eksemplificeret.

Translation

De fem store elementer, falsk ego, intelligens, det umanifesterede, de ti sanser og sindet, de fem sanseobjekter, begær, had, lykke, lidelse, den samlede helhed, livssymptomerne og overbevisninger – alle disse anses i korthed for at være handlingsfeltet og dets vekselvirkninger.

Purport

FORKLARING: Ifølge de autoritative udtalelser, de vediske hymner og Vedānta-sūtras aforismer kan den materielle verdens bestanddele forstås som følger. Først er der jord, vand, ild, luft og æter. Disse er de fem store elementer (mahā-bhūtāni). Dernæst er der falsk ego, intelligens og det umanifesterede stadie af den materielle naturs tre kvaliteter. Så er der de fem kundskabserhvervende sanser: øjnene, ørerne, næsen, tungen og huden. Derefter kommer de fem arbejdssanser: stemmen, benene, hænderne, anus og kønsdelene. Over sanserne er der dernæst sindet, der er situeret indeni, og som kan betegnes som den indre sans. Derfor er der i alt elleve sanser indbefattet sindet. Endvidere er der de fem sanseobjekter: lugt, smag, form, berøring og lyd. Totalsummen af disse 24 elementer kaldes således for handlingsfeltet. Hvis man studerer disse 24 elementer analytisk, kan man få en god forståelse af handlingsfeltet. Dertil kommer begær, had, lykke og lidelse, der er vekselvirkninger imellem og repræsentationer for de fem store elementer i den grove krop. Livssymptomerne, der er repræsenteret af bevidsthed og overbevisninger, er manifestationen af den subtile krop, der består af sind, ego og intelligens. Disse subtile elementer medregnes til handlingsfeltet.

De fem store materielle elementer er en grov repræsentation af det falske ego, der igen repræsenterer det oprindelige stadie af falsk ego, der med et filosofisk udtryk kaldes den materialistiske opfattelse eller tāmasa-buddhi, intelligens i uvidenhed, som igen repræsenterer det umanifesterede stadie af den materielle naturs tre kvaliteter. Den materielle naturs kvaliteter kaldes i deres umanifesterede tilstand for pradhāna.

Hvis man gerne vil have en mere indgående forståelse af de 24 elementer og deres vekselvirkninger, kan man studere filosofien nærmere i detaljer. I Bhagavad-gītā gives der kun en oversigt.

Kroppen er en repræsentation af alle disse faktorer, og kroppen gennemgår seks forandringer: Kroppen fødes, den vokser, den forbliver et stykke tid, den frembringer biprodukter, den begynder at forfalde, og til sidst forsvinder den. Handlingsfeltet er derfor en midlertidig materiel ting. Kṣetra-jña eller feltets kender og dets ejer er imidlertid noget andet.

Tekst

amānitvam adambhitvam
ahiṁsā kṣāntir ārjavam
ācāryopāsanaṁ śaucaṁ
sthairyam ātma-vinigrahaḥ
indriyārtheṣu vairāgyam
anahaṅkāra eva ca
janma-mṛtyu-jarā-vyādhi-
duḥkha-doṣānudarśanam
asaktir anabhiṣvaṅgaḥ
putra-dāra-gṛhādiṣu
nityaṁ ca sama-cittatvam
iṣṭāniṣṭopapattiṣu
mayi cānanya-yogena
bhaktir avyabhicāriṇī
vivikta-deśa-sevitvam
aratir jana-saṁsadi
adhyātma-jñāna-nityatvaṁ
tattva-jñānārtha-darśanam
etaj jñānam iti proktam
ajñānaṁ yad ato ’nyathā

Synonyms

amānitvam — ydmyghed; adambhitvam — frihed for stolthed; ahiṁsā — ikke-vold; kṣāntiḥ — tolerance; ārjavam — ligefremhed; ācārya-upāsanam — at henvende sig til en ægte åndelig mester; śaucam — renlighed; sthairyam — vedholdenhed; ātma-vinigrahaḥ — selvbeherskelse; indriya- artheṣu — hvad angår sanserne; vairāgyam — forsagelse; anahaṅkāraḥ — frihed for falsk egoisme; eva — afgjort; ca — også; janma — ved fødsel; mṛtyu — død; jarā — alderdom; vyādhi — og sygdom; duḥkha — ved lidelsen; doṣa — fejlen; anudarśanam — observationen af; asaktiḥ — utilknytning; anabhiṣvaṅgaḥ — at undgå kontakt; putra — med søn; dāra — hustru; gṛha-ādiṣu — hjemmet osv; nityam — uophørlig; ca — også; sama-cittatvam — ligevægt; iṣṭa — det ønskværdige; aniṣṭa — og det uønskværdige; upapattiṣu — i opnåelsen af; mayi — til Mig; ca — også; ananya-yogena — gennem uforfalsket hengiven tjeneste; bhaktiḥ — hengivenhed; avyabhicāriṇī — uophørlig; vivikta — afsides; deśa — steder; sevitvam — efterstræbelsen af; aratiḥ — fri for tilknytning; jana-saṁsadi — til almindelige mennesker; adhyātma — om selvet; jñāna — i viden; nityatvam — vedholdenhed; tattva-jñāna — med viden om sandheden; artha — om målet; darśanam — filosofien; etat — alt dette; jñānam — viden; iti — således; proktam — erklæres for; ajñānam — uvidenhed; yat — det, som er; ataḥ — end dette; anyathā — andet.

Translation

Ydmyghed; frihed fra stolthed; ikke-vold; tolerance; ligefremhed; at vende sig mod en ægte åndelig mester; renlighed; vedholdenhed; selvbeherskelse; forsagelse af sanseobjekterne; fravær af falsk ego; erkendelse af det dårlige i fødsel, død, alderdom og sygdom; utilknytning; frihed fra indvikling med børn, kone, hjem osv.; sindsligevægt under behagelige og ubehagelige omstændigheder; konstant og uforfalsket hengivenhed til Mig; at tilstræbe at leve på et tilbagetrukket sted; utilknytning til den generelle menneskemasse; forståelse af vigtigheden af selverkendelse; og filosofisk søgen efter den Absolutte Sandhed – alle disse erklærer Jeg for viden, og alt, der findes derudover, er uvidenhed.

Purport

FORKLARING: Den her beskrevne kundskabsproces misforstås ofte af mindre intelligente mennesker som handlingsfeltets vekselvirkninger. Men dette er faktisk den virkelige vej til kundskab. Hvis man accepterer denne proces, åbnes muligheden for at nærme sig den Absolutte Sandhed. Denne kundskabsproces er ikke en vekselvirkning imellem de allerede beskrevne 24 elementer. Den er i virkeligheden måden, hvorpå man kommer ud af indviklingen i disse elementer. Den legemliggjorte sjæl er fanget i kroppen, der er et hylster af de 24 elementer, og kundskabsprocessen, der beskrives her, er måden, hvorpå man kan gøre sig fri af disse elementer. Blandt alle kundskabsprocessens beskrevne elementer omtales det vigtigste punkt i første linie af vers 11. Mayi cānanya-yogena, bhaktir avyabhicāriṇī: Kundskabsprocessen kulminerer i uforfalsket hengiven tjeneste til Herren. Så hvis man ikke engagerer sig i eller er ude af stand til at nærme sig Herrens transcendentale tjeneste, har de andre nitten elementer ingen særlig værdi. Engagerer man sig derimod i hengiven tjeneste i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed, udvikles de andre nitten elementer automatisk inden i én selv. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (5.18.12), yasyāsti bhaktir bhagavaty akiñcanā, sarvair guṇais tatra samāsate surāḥ. Alle kundskabens gode kvaliteter udvikler sig hos den, der har nået til stadiet af hengiven tjeneste. Princippet med at acceptere en åndelig mester som omtalt i vers 8 er essentielt. Selv for den, der engagerer sig i hengiven tjeneste, er det af afgørende betydning. Transcendentalt liv begynder, når man accepterer en ægte åndelig mester. Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, fastslår her med al tydelighed, at denne kundskabsproces er den virkelige vej. Hvad man spekulerer sig frem til ud over det, er noget vrøvl.

Hvad angår kundskaben, der bliver skitseret her, kan de forskellige punkter analyseres som følger. Ydmyghed betyder, at man ikke må være ivrig efter at have tilfredsstillelsen af at blive æret af andre. Den materielle livsopfattelse gør os ivrige efter at modtage hæder fra andre, men set fra synsvinklen af den, der besidder perfekt viden – den, der ved, at han ikke er denne krop – er alt, der vedrører kroppen, det være sig ære eller vanære, værdiløst. Man bør ikke hige efter dette materielle bedrag. Folk er meget ivrige efter at blive berømte for deres religiøsitet, og derfor ses det undertiden, at en person, der ingen forståelse har af religiøse principper, slutter sig til en eller anden gruppe, der i virkeligheden ikke følger religiøse principper, og derefter ønsker at udgive sig for at være en religiøs leder. Med hensyn til rent faktisk at gøre fremskridt i åndelig videnskab bør man teste sig selv for at se, hvor langt man er kommet. Man kan bedømme sig selv ud fra disse punkter.

Normalt forstår man ikke-vold som ikke at dræbe eller tilintetgøre kroppen, men ikke-vold betyder i virkeligheden, at man ikke udsætter andre for lidelse. Folk generelt er fanget af uvidenhed i den materielle livsopfattelse, og de lider materielle kvaler uophørligt. Så medmindre man ophøjer folk til åndelig viden, er man voldelig. Man bør gøre sit bedste for at udbrede virkelig viden til folk, så de kan blive oplyste og slippe ud af denne materielle forvikling. Det er, hvad ikke-vold vil sige.

Tolerance indebærer, at man skal vænne sig til at bære over med andres fornærmelser. Hvis man deltager i udbredelsen af åndelig viden, vil man blive udsat for megen hån og mange fornærmelser fra andre. Dette er kun at forvente, for sådan er den materielle natur indrettet. Selv en dreng som Prahlāda, der allerede som 5-årig var i gang med at kultivere åndelig viden, blev truet, da hans far så sig vred på hans hengivenhed. Faderen prøvede at slå ham ihjel på alle mulige måder, men Prahlāda tolererede ham. Der kan således godt være mange forhindringer i vejen for at gøre fremskridt i åndelig viden, men vi må være tolerante og fortsætte vores fremgang med beslutsomhed.

Ligefremhed betyder, at man uden at være diplomatisk skal kunne være så ligefrem, at man til og med kan fortælle den virkelige sandhed til en fjende. Hvad angår accept af den åndelige mester, er dette afgørende, for man kan ikke avancere i åndelig videnskab uden vejledning fra en ægte åndelig mester. Man skal i al ydmyghed opsøge den åndelige mester og tilbyde ham sin tjeneste på enhver måde, så han får lyst til at skænke disciplen sine velsignelser. En ægte åndelig mester er Kṛṣṇas repræsentant, og hvis han derfor skænker sin discipel sine velsignelser, vil dette øjeblikkeligt gøre disciplen avanceret, uden at disciplen har fulgt de regulerende principper. Eller de regulerende principper vil være lettere at følge for den, der har tjent den åndelige mester uden forbehold.

Renlighed er meget vigtig for fremskridt i åndeligt liv. Der er to former for renlighed: ydre og indre. Ydre renlighed vil sige at tage et bad, men for at være renlig i det indre skal man konstant tænke på Kṛṣṇa og recitere Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Denne metode vil fjerne sindets ophobede støv fra tidligere karma.

Vedholdenhed betyder, at man skal være fast besluttet på at gøre fremskridt i åndeligt liv. Uden en sådan beslutsomhed kan man intet videre fremskridt gøre. Og selvbeherskelse betyder, at man ikke accepterer noget, der er til hinder for ens åndelige fremskridt. Man skal vænne sig til dette og forkaste alt, der går imod ens åndelige fremskridt. Det er, hvad virkelig forsagelse vil sige. Sanserne er så stærke, at de altid tragter efter sansenydelse, men man må ikke give efter for sådanne unødvendige krav. Sanserne bør kun tilfredsstilles i den grad, det er nødvendigt for at holde kroppen sund og frisk, så man kan gøre sin pligt og avancere i åndeligt liv. Den vigtigste og mest ustyrlige sans er tungen. Hvis man kan beherske tungen, er der rigtig god mulighed for også at kunne beherske de andre sanser. Tungens funktion er at smage og tale. Tungen bør derfor igennem systematisk regulering altid holdes beskæftiget med at smage på resterne af den mad, der er ofret til Kṛṣṇa, og med at recitere Hare Kṛṣṇa. Hvad øjnene angår, bør de ikke tillades at se andet end Kṛṣṇas smukke form. Det vil beherske øjnene. På samme måde kan man engagere sine ører i at høre om Kṛṣṇa og sin næse i at dufte til blomsterne, der er ofret til Kṛṣṇa. Det er den hengivne tjenestes proces i en nøddeskal, og det er underforstået her, at Bhagavad-gītā er intet andet end en redegørelse for videnskaben om hengiven tjeneste. Hengiven tjeneste er det primære og eneste mål. Uintelligente Bhagavad-gītā- kommentatorer prøver at bortlede læserens sind til andre ting, men der er intet andet emne i Bhagavad-gītā end hengiven tjeneste.

Falsk ego vil sige at acceptere denne krop som sig selv. Når man forstår, at man ikke er sin krop, men en åndelig sjæl, kommer man til sit virkelige ego. Det er ikke sådan, at man intet ego har. Det er kun det falske ego, der fordømmes, men ikke det virkelige ego. I den vediske litteratur (Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 1.4.10) står der, ahaṁ brahmāsmi: “Jeg er Brahman, jeg er ånd.” Dette “jeg er”, selvfølelsen, er der også i selverkendelsens befriede tilstand. Denne fornemmelse af “jeg er” er ego, men når følelsen af “jeg er” bliver overført til den falske krop, bliver det til falsk ego. Når følelsen af selvet overføres på virkeligheden, er det virkeligt ego. Der findes filosoffer, der hævder, at vi skal opgive vores ego, men vi kan ikke opgive vores ego, for ego betyder identitet. Men vi skal selvfølgelig opgive den falske identificering med kroppen.

Man skal forsøge at forstå, hvor megen lidelse der er forbundet med fødsel, død, alderdom og sygdom. Fødsel bliver beskrevet i forskellige vediske tekster. Der findes en livagtig beskrivelse i Śrīmad-Bhāgavatam af den ufødtes verden, hvordan barnet opholder sig i livmoderen, dets lidelse osv. Man skal have det helt klart for sig, at det er en smertefuld affære at blive født. Eftersom vi glemmer, hvor meget vi led i vores moders mave, gør vi intet forsøg på at løse problemet med gentagen fødsel og død. Også på dødstidspunktet er der alle mulige lidelser, der ligeledes bliver beskrevet i de autoritative skrifter. Alt dette bør diskuteres. Og hvad sygdom og alderdom angår, gør vi alle vores praktiske erfaringer. Ingen har lyst til at være syg, og ingen ønsker at blive gammel, men disse ting er uundgåelige. Medmindre vi har et pessimistisk syn på dette materielle liv og er bevidst om de lidelser, der er forbundet med fødsel, død, alderdom og sygdom, har vi intet incitament til at gøre fremskridt i åndeligt liv.

Med hensyn til frihed fra tilknytning til børn, hustru og hjem betyder det ikke, at man ingen følelser må have for dem. De er helt naturligt genstand for vores kærlighed. Men hvis de ikke er fordelagtige for åndeligt fremskridt, bør man ikke være knyttet til dem. Den bedste måde at gøre hjemmet rart på er Kṛṣṇa-bevidsthed. Hvis man er helt og fuldt Kṛṣṇa-bevidst, kan man gøre sit hjem til et meget lykkeligt sted, for denne Kṛṣṇa-bevidste proces er meget let. Det eneste, man behøver at gøre, er at synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, spise resterne af den mad, der er ofret til Kṛṣṇa, have diskussioner over bøger som Bhagavad- gītā og Śrīmad-Bhāgavatam og engagere sig i Deitetstilbedelse. Disse fire ting vil gøre én lykkelig. Man bør oplære sine familiemedlemmer på denne måde. Familien kan sætte sig sammen morgen og aften og synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Hvis man kan forme sit familieliv omkring disse fire principper og på denne måde udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed, er der ingen grund til at opgive familien til fordel for et liv i forsagelse. Men hvis ens familieliv ikke er befordrende eller gavnligt for åndeligt fremskridt, bør man opgive det. Man skal ofre alt for at erkende eller tjene Kṛṣṇa, ligesom Arjuna gjorde det. Arjuna ville ikke dræbe sine familiemedlemmer, men da han forstod, at hans familie stod i vejen for hans Kṛṣṇa-erkendelse, tog han Kṛṣṇas instruktioner til sig og kæmpede og slog sine familiemedlemmer ihjel. Under alle omstændigheder bør man være utilknyttet til familielivets lykke og lidelse, for i denne verden kan man aldrig være hverken helt lykkelig eller helt ulykkelig.

Lykke og lidelse er uløseligt forbundet med materielt liv. Man må lære at tolerere dem, som det tilrådes i Bhagavad-gītā. Man kan aldrig forhindre lykke og lidelse i at komme og gå, så man bør være utilknyttet til det materialistiske liv og automatisk være ligevægtig i begge tilfælde. Normalt bliver vi meget glade, når vi får noget, vi ønsker os, og når vi får noget, vi ikke ønsker os, bliver vi ulykkelige. Men hvis vi rent faktisk er på det åndelige stadie, forstyrrer disse ting os ikke. For at nå til det niveau bliver vi nødt til at udføre ubrydelig hengiven tjeneste. Hengiven tjeneste til Kṛṣṇa uden afvigelse vil sige at engagere sig selv i den hengivne tjenestes ni processer: at recitere Hare Kṛṣṇa, høre, tilbede, fremføre hyldester osv., som det er beskrevet i sidste vers i kapitel 9. Den proces bør man følge.

Når man er vant til den åndelige livsstil, har man helt naturligt ikke lyst til at blande sig med materialistiske mennesker. Det vil være én imod. Man kan teste sig selv ved at se, hvor meget man har lyst til at leve på et tilbagetrukket sted uden uønsket selskab. En hengiven har helt naturligt ingen hang til unødig sport, biografgængeri eller forskellige sociale sammenkomster, for han forstår, at alt dette blot er spild af tid. Mange forskere og filosoffer studerer sexliv eller andre emner, men den slags forskning og filosofisk spekulation er ifølge Bhagavad-gītā helt værdiløs. Den er mere eller mindre meningsløs. Ifølge Bhagavad-gītā skal man udforske sjælens natur filosofisk. Ens forskning bør være rettet imod at forstå selvet. Det anbefales her.

Med hensyn til selverkendelse fastslås det klart og tydeligt her, at bhakti-yoga er specielt praktisk. Så snart der er tale om hengivenhed, taler vi om forholdet mellem Oversjælen og den individuelle sjæl. Den individuelle sjæl og Oversjælen kan ikke være én, i hvert fald ikke ifølge bhakti-opfattelsen eller den hengivne livsopfattelse. Som det med al klarhed fremgår her, er den individuelle sjæls tjeneste til den Højeste Sjæl evig, nityam. Så bhakti eller hengiven tjeneste er evig. Man må være fast forankret i denne filosofiske overbevisning.

Dette forklares i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.11) med ordene vadanti tat tattva-vidas, tattvaṁ yaj jñānam advayam: “De, der virkelig kender den Absolutte Sandhed, ved, at Selvet erkendes i tre forskellige faser som Brahman, Paramātmā og Bhagavān.” Bhagavān er det sidste ord i erkendelsen af den Absolutte Sandhed. Man bør derfor stræbe efter at komme til dette niveau af forståelse af Guddommens Højeste Personlighed og således engagere sig i Herrens hengivne tjeneste. Det er perfektionen af al viden.

Fra praktisering af ydmyghed til det niveau, hvor man erkender den Højeste Sandhed, Guddommens Absolutte Personlighed, er denne proces som en trappe, der begynder fra stueetagen og fører op til øverste etage. På denne trappe har mange mennesker nået til første, anden eller tredje etage osv., men medmindre man når op til den øverste etage, der er forståelsen af Kṛṣṇa, er man på et lavere kundskabstrin. Hvis man vil konkurrere med Gud og samtidig gøre fremskridt i åndelig viden, vil det kun lede til frustration. Her fastslås det klart, at uden ydmyghed er nogen egentlig forståelse ikke mulig. At tro, at man er Gud, er yderst opblæst. Selv om det levende væsen konstant bliver sparket af den materielle naturs strenge love, tror han på grund af uvidenhed stadigvæk, at “Jeg er Gud.” Viden begynder derfor med amānitvam eller ydmyghed. Man skal være ydmyg nok til at vide, at man er underlagt den Højeste Herre. På grund af oprør mod den Højeste Herre bliver man underkastet den materielle natur. Man må forstå og være overbevist om denne sandhed.

Tekst

jñeyaṁ yat tat pravakṣyāmi
yaj jñātvāmṛtam aśnute
anādi mat-paraṁ brahma
na sat tan nāsad ucyate

Synonyms

jñeyam — det, der kan vides; yat — som; tat — det; pravakṣyāmi — Jeg vil nu forklare; yat — som; jñātvā — efter at have forstået; amṛtam — nektar; aśnute — man smager; anādi — uden begyndelse; mat-param — underordnet Mig; brahma — ånden; na — hverken; sat — årsag; tat — den; na — eller; asat — virkning; ucyate — siges at være.

Translation

Jeg skal nu forklare dig det, der kan vides, hvorved du vil smage det evige. Brahman, ånden, der er uden begyndelse og underlagt Mig, ligger uden for denne materielle verdens årsag og virkning.

Purport

FORKLARING: Herren har forklaret handlingsfeltet og dets kender. Han har også beskrevet måden, hvorpå man kan forstå handlingsfeltets kender. Nu begynder Han at forklare det, der kan vides, først sjælen og derefter Oversjælen. Igennem viden om kenderen, der både er sjælen og Oversjælen, kan man nyde livets nektar. Som forklaret i kapitel 2 er det levende væsen evigt. Dette bliver også bekræftet her. Jīvaen blev ikke født på noget bestemt tidspunkt. Lige så lidt kan det lade sig gøre for nogen at spore tilbage i historien, hvornår jīvātmāen blev manifesteret fra den Højeste Herre. Han er derfor begyndelsesløs. Dette bliver bekræftet i den vediske litteratur(Kaṭha Upaniṣad 1.2.18): na jāyate mriyate vā vipaścit. Kroppens kender bliver aldrig født og dør aldrig, og han er fuld af viden.

Der står også i den vediske litteratur (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.16), at den Højeste Herre som Oversjælen er pradhāna-kṣetrajña-patir guṇeśaḥ, kroppens primære kender og herre over den materielle naturs tre kvaliteter. I smṛti (Padma Purāṇa 6.226.37) står der, dāsa-bhūto harer eva, nānyasyaiva kadācana. De levende væsener står i al evighed i den Højeste Herres tjeneste. Herren Caitanya fastslår det samme i Sin lære. Den Brahman, der beskrives i dette vers, er således den individuelle sjæl, og når ordet Brahman anvendes om det levende væsen, må det forstås, at han kun er vijñāna-brahma i modsætning til ānanda-brahma. Ānanda-brahma er Guddommens Højeste Personlighed.

Tekst

sarvataḥ pāṇi-pādaṁ tat
sarvato ’kṣi-śiro-mukham
sarvataḥ śrutimal loke
sarvam āvṛtya tiṣṭhati

Synonyms

sarvataḥ — overalt; pāṇi — hænder; pādam — og ben; tat — den (Han); sarvataḥ — overalt; akṣi — øjne; śiraḥ — hoveder; mukham — og ansigter; sarvataḥ — overalt; śruti-mat — har ører; loke — i verden; sarvam — alting; āvṛtya — idet Han dækker; tiṣṭhati — eksisterer.

Translation

Hans hænder og ben og Hans øjne, hoveder og ansigter er overalt, og Han har ører overalt. På denne måde eksisterer Oversjælen og gennemtrænger alt.

Purport

FORKLARING: Ligesom Solen spreder sine umådelige stråler, spreder Oversjælen eller Guddommens Højeste Personlighed også Sine. Han eksisterer i Sin altgennemtrængende form, og alle de individuelle levende væsener lige fra den første store lærer, Brahmā, ned til den mindste myre lever inden i Ham. Der er utallige hoveder, ben, hænder og øjne og talløse levende væsener. De eksisterer alle i og på Oversjælen. Derfor er Oversjælen altgennemtrængende. Den individuelle sjæl kan derimod ikke sige, at han har hænder, ben og øjne overalt. Det er umuligt. Hvis man tror, at på grund af uvidenhed er man ikke bevidst om, at man har hænder og ben udbredt overalt, men at man når til det stadie, så snart man har den rette viden, er ens tankegang selvmodsigende. Siden den individuelle sjæl er betinget af den materielle natur, kan han ikke være den højeste. Den Højeste er forskellig fra den individuelle sjæl. Den Højeste Herre kan udstrække Sin hånd i det uendelige. Det kan den individuelle sjæl ikke. Herren fortæller i Bhagavad-gītā, at hvis nogen tilbyder Ham en blomst, en frugt eller lidt vand, tager Han imod det. Hvis Herren befinder Sig langt borte, hvordan kan Han da modtage ting? Men dette er Herrens almagt. Selv om Han befinder Sig i Sin egen bolig langt, langt væk fra Jorden, kan Han række hånden ud for at modtage ligegyldigt hvad, som hvem som helst tilbyder Ham. Det er Hans kraft. Der står i Brahma-saṁhitā (5.37), goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ: Skønt Han altid er optaget af Sine lege på Sin transcendentale planet, er Han altgennemtrængende. Den individuelle sjæl kan ikke hævde at være altgennemtrængende. Dette vers beskriver således den Højeste Sjæl, Guddommens Personlighed, ikke den individuelle sjæl.

Tekst

sarvendriya-guṇābhāsaṁ
sarvendriya-vivarjitam
asaktaṁ sarva-bhṛc caiva
nirguṇaṁ guṇa-bhoktṛ ca

Synonyms

sarva — af alle; indriya — sanser; guṇa — til kvaliteterne; ābhāsam — den oprindelige kilde; sarva — alle; indriya — sanser; vivarjitam — den, der er foruden; asaktam — uden tilknytning; sarva-bhṛt — alles opretholder; ca — også; eva — afgjort; nirguṇam — uden materielle kvaliteter; guṇa-bhoktṛ — herre over guṇaerne; ca — også.

Translation

Oversjælen er den oprindelige kilde til alle sanser, men alligevel har Han ingen sanser. Selv om Han opretholder alle levende væsener, er Han utilknyttet. Han er hævet over naturens kvaliteter samtidig med, at Han behersker alle den materielle naturs kvaliteter.

Purport

FORKLARING: Selv om den Højeste Herre er kilden til alle levende væseners sanser, har Han ikke Selv materielle sanser, som de har det. I virkeligheden har de individuelle sjæle åndelige sanser, men i det betingede liv er disse dækket af materielle elementer, og således kommer deres sansevirksomhed til udtryk gennem materie. Den Højeste Herres sanser er ikke dækket på den måde. Hans sanser er transcendentale og bliver derfor kaldt nirguṇa. Guṇa refererer til de materielle kvaliteter, men Hans sanser er ikke dækket af materie. Det må forstås, at Hans sanser ikke helt er som vores. Selv om Han er oprindelsen til alle vores sanseaktiviteter, har Han Sine transcendentale sanser, der er ubesmittede. Dette bliver forklaret udmærket i Śvetāśvatara Upaniṣad (3.19) i verset apāṇi-pādo javano grahītā. Guddommens Højeste Personlighed har ikke hænder, der er materielt besmittede, men Han har Sine hænder og tager imod et hvilket som helst offer, der tilbydes Ham. Det er forskellen på den betingede sjæl og Oversjælen. Han har ikke materielle øjne, men Han har øjne, for hvordan kan Han ellers se? Han ser alt i fortid, nutid og fremtid. Han bor i det levende væsens hjerte, og Han ved, hvad vi har gjort i fortiden, hvad vi gør lige nu, og hvad der venter os i fremtiden. Dette bliver også bekræftet i Bhagavad-gītā (7.26): Han kender alt og alle, men ingen kender Ham. Det siges, at den Højeste Herre ikke har ben som os, men at Han kan rejse overalt i rummet, for Han har åndelige ben. Herren er med andre ord ikke upersonlig. Han har øjne, ben, hænder og alt andet, og som uadskillelige dele af den Højeste Herre har vi også disse ting. Men Hans hænder, ben, øjne og sanser er ikke forurenede af den materielle natur.

I Bhagavad-gītā (4.6) bliver det også bekræftet, at når Herren åbenbarer Sig, viser Han Sig, som Han er, gennem Sin indre energi. Han er ikke forurenet af den materielle energi, for Han er den materielle energis Herre. I den vediske litteratur bliver det fastslået, at hele Hans legeme er åndeligt. Han har Sin evige form, der kaldes sac-cid-ānanda. Han er fuld af al overdådighed. Han ejer al rigdom og al energi. Han er den mest intelligente og er fuld af viden. Dette er nogle af symptomerne på Guddommens Højeste Personlighed. Han er alle levende væseners opretholder og vidne til alle deres handlinger. Fra det, vi kan forstå fra den vediske litteratur, er den Højeste Herre altid transcendental. Selv om Hans hoved, ansigt, hænder eller ben ikke er synlige for os, har Han dem, og når vi bliver ophøjet til det transcendentale niveau, kan vi se Herrens form. Fordi vores sanser er materielt forurenede, kan vi ikke se Hans form. Derfor kan upersonalisterne, der stadig er materielt besmittede, ikke forstå Guddommens Personlighed.

Tekst

bahir antaś ca bhūtānām
acaraṁ caram eva ca
sūkṣmatvāt tad avijñeyaṁ
dūra-sthaṁ cāntike ca tat

Synonyms

bahiḥ — uden for; antaḥ — inden i; ca — også; bhūtānām — af alle levende væsener; acaram — ikke-bevægelige; caram — bevægelige; eva — afgjort; ca — også; sūkṣmatvāt — fordi Han er subtil; tat — den (Han); avijñeyam — som ikke kan forstås; dūra-stham — langt væk; ca — også; antike — nær; ca — og; tat — den (Han).

Translation

Den Højeste Sandhed eksisterer både uden for og inden i alle levende væsener, de bevægelige såvel som de ubevægelige. Eftersom Han er subtil, er Han uden for de materielle sansers evne til at se eller forstå Ham. Skønt langt, langt borte er Han også tæt på alle.

Purport

FORKLARING: Fra den vediske litteratur lærer vi, at Nārāyaṇa, den Højeste Person, eksisterer både uden for og inden i alle levende væsener. Han er til stede i både de åndelige og materielle verdener. Skønt langt, langt væk er Han alligevel nær os. Dette bekræftes i den vediske litteratur (Kaṭha Upaniṣad 1.2.21): āsīno dūraṁ vrajati, śayāno yāti sarvataḥ. Og da Han altid er opslugt af transcendental lyksalighed, kan vi ikke forstå, hvordan Han nyder Sine fuldstændige overdådigheder. Vi kan ikke se eller forstå dette med disse materielle sanser. Der står derfor i Vedaerne, at vi ikke kan forstå Ham med vores materielle sind og sanser. Har man derimod renset sit sind og sine sanser ved at praktisere Kṛṣṇa- bevidsthed i hengiven tjeneste, kan man se Ham hele tiden. Det bliver bekræftet i Brahma-saṁhitā, at den hengivne, der har udviklet kærlighed til den Højeste Gud, kan se Ham konstant uden ophør. Og i Bhagavad- gītā (11.54) bliver det bekræftet, at Han kun kan ses og forstås gennem hengiven tjeneste: bhaktyā tv ananyayā śakyaḥ.

Tekst

avibhaktaṁ ca bhūteṣu
vibhaktam iva ca sthitam
bhūta-bhartṛ ca taj jñeyaṁ
grasiṣṇu prabhaviṣṇu ca

Synonyms

avibhaktam — uden opdeling; ca — også; bhūteṣu — i alle levende væsener; vibhaktam — delt; iva — som om; ca — også; sthitam — befinder Sig (er situeret); bhūta-bhartṛ — den, der opretholder alle levende væsener; ca — også; tat — den (Han); jñeyam — må forstås; grasiṣṇu — den, der fortærer; prabhaviṣṇu — den, der udvikler; ca — også.

Translation

Selv om Oversjælen synes at være delt blandt alle levende væsener, er Han aldrig delt. Han er situeret som én. Skønt Han er den, der opretholder alle levende væsener, må det forstås, at Han fortærer og udvikler alle.

Purport

FORKLARING: Herren befinder Sig i alles hjerter som Oversjælen. Indebærer det, at Han er opsplittet? Nej. I virkeligheden er Han én. Et eksempel herpå er Solen. Solen befinder sig ved middagstid på ét sted, men hvis man rejser 5.000 kilometer i alle retninger og spørger, “Hvor er Solen?”, vil alle sige, at den skinner på deres hoveder. Dette eksempel gives i den vediske litteratur for at illustrere, at selv om Han er udelt, er Han situeret, som om Han er opdelt i mange. Der står også i den vediske litteratur, at den samme Viṣṇu gennem Sin almagt er til stede overalt, ligesom Solen er synlig for mange personer på mange forskellige steder på én gang. Og på trods af, at den Højeste Herre opretholder alle levende væsener, fortærer Han alt på udslettelsestidspunktet. Dette blev bekræftet i kapitel 11, da Herren sagde, at Han var kommet for at opsluge alle de forsamlede krigere på Kurukṣetra. Han nævnte også, at Han i form af tiden fortærer alt. Han er tilintetgøreren, der slår alle ihjel. Når der er skabelse, udvikler Han alle fra deres oprindelige tilstand, og ved udslettelsen opsluger Han dem. De vediske hymner bekræfter, at Han er alle levende væseners oprindelse såvel som deres hvilested. Efter skabelsen hviler alt i Hans almagt, og efter udslettelsen vender alt igen tilbage for at hvile i Ham. Dette bliver bekræftet i de vediske hymner (Taittirīya Upaniṣad 3.1): yato vā imāni bhūtāni jāyante, yena jātāni jīvanti, yat prayanty abhisaṁ viśanti, tad brahma vijijñāsasva.

Tekst

jyotiṣām api taj jyotis
tamasaḥ param ucyate
jñānaṁ jñeyaṁ jñāna-gamyaṁ
hṛdi sarvasya viṣṭhitam

Synonyms

jyotiṣām — i alle lysende objekter; api — også; tat — den (Han); jyotiḥ — kilden til lys; tamasaḥ — mørket; param — hinsides; ucyate — siges at være; jñānam — viden; jñeyam — den, der kan kendes; jñāna-gamyam — den, der skal nås gennem viden; hṛdi — i hjertet; sarvasya — af alle; viṣṭhitam — befinder Sig.

Translation

Han er lyskilden i alt, der lyser. Han er uden for materiens mørke og umanifesteret. Han er viden, genstanden for viden og målet med viden. Han befinder Sig i alles hjerter.

Purport

FORKLARING: Oversjælen, Guddommens Højeste Personlighed, er kilden til lys i alle lysende himmellegemer som Solen, Månen og stjernerne. Det beskrives i den vediske litteratur (Kaṭha Upaniṣad 2.2.15), at der hverken er behov for sol eller måne i det åndelige rige, for der findes den Højeste Herres stråleglans. I den materielle verden er denne brahmajyoti, Herrens åndelige stråleglans, dækket af mahat-tattva, de materielle elementer. Vi har derfor brug for Solen, Månen, elektriciteten osv. for at få lys. Men i den åndelige verden er der ikke brug for sådanne ting. Det bliver klart og tydeligt fastslået i den vediske litteratur, at alt oplyses på grund af Hans lysende stråleglans. Det er derfor indlysende, at Han ikke er situeret i den materielle verden. Han befinder Sig i den åndelige verden, der ligger langt, langt væk i den åndelige himmel. Dette bliver også bekræftet i den vediske litteratur (Śvetāśvatara Upaniṣad 3.8): āditya-varṇaṁ tamasaḥ parastāt. Han er evigt lysende som Solen, men Han findes langt, langt uden for denne materielle verdens mørke.

Hans viden er transcendental. Det bekræftes i den vediske litteratur, at Brahman er koncentreret transcendental viden. Den, der er ivrig efter at blive overført til den åndelige verden, får viden fra den Højeste Herre, der befinder Sig i hjertet på alle levende væsener. Ifølge et af de vediske mantraer (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.18), taṁ ha devam ātma- buddhi-prakāśaṁ, mumukṣur vai śaraṇam ahaṁ prapadye. Hvis man på nogen måde gerne vil befries, må man overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed. Hvad målet for den højeste viden er, bliver også bekræftet i den vediske litteratur (Śvetāśvatara Upaniṣad 3.8). Tam eva viditvāti mṛtyum eti: “Man kan kun overskride fødslen og dødens tærskel ved at kende Ham.”

Han befinder Sig i hjertet på alle som den højeste hersker. Den Højeste har Sine ben og hænder udbredt overalt, hvilket ikke kan siges om den individuelle sjæl. Man bliver således nødt til at indrømme, at der findes to kendere af handlingsfeltet, nemlig den individuelle sjæl og Oversjælen. Den enes hænder og ben er kun til stede lokalt, mens Kṛṣṇas hænder og ben er overalt. Dette bliver bekræftet i Śvetāśvatara Upaniṣad (3.17): sarvasya prabhum īśānaṁ, sarvasya śaraṇaṁ bṛhat. Denne Guddommens Højeste Personlighed, Oversjælen, er prabhu eller herre over alle levende væsener. Han er derfor det endelige tilflugtssted for alle levende væsener. Man kan altså ikke komme uden om, at den Højeste Oversjæl og den individuelle sjæl altid er forskellige.

Tekst

iti kṣetraṁ tathā jñānaṁ
jñeyaṁ coktaṁ samāsataḥ
mad-bhakta etad vijñāya
mad-bhāvāyopapadyate

Synonyms

iti — således; kṣetram — handlingsfeltet (kroppen); tathā — også; jñānam — viden; jñeyam — det, der kan vides; ca — også; uktam — beskrevet; samāsataḥ — i korthed; mat-bhaktaḥ — Min hengivne; etat — alt dette; vijñāya — efter at have forstået; mat-bhāvāya — Min natur; upapadyate — han opnår.

Translation

Jeg har således givet en kortfattet beskrivelse af handlingsfeltet [kroppen], viden og det, der kan vides. Kun Mine hengivne kan forstå dette til fulde og dermed opnå Min natur.

Purport

FORKLARING: Herren har i korthed beskrevet kroppen, viden og det, der kan vides. Denne viden er om tre ting: Den, der ved, det, der kan vides, og måden, hvorpå man kan vide noget. Tilsammen kaldes de under ét vijñāna eller videnskaben om viden. Fuldkommen viden kan forstås direkte af Herrens uforfalskede hengivne. Andre kan ikke forstå. Monisterne hævder, at disse tre elementer i sidste ende bliver til ét, men de hengivne accepterer ikke dette. Viden og udvikling af viden indebærer at forstå sig selv i Kṛṣṇa-bevidsthed. Vi er styret af materiel bevidsthed, men så snart vi overfører hele vores bevidsthed til Kṛṣṇas aktiviteter og erkender, at Kṛṣṇa er alt, opnår vi virkelig viden. Viden er med andre ord intet andet end det indledende stadie til en fuldstændig forståelse af hengiven tjeneste. Det bliver tydeligt forklaret i kapitel 15.

Sammenfattende kan det forstås, at vers 6 og 7 fra mahā-bhūtāni til og med cetanā dhṛtiḥ analyserer de materielle elementer og visse manifestationer af livssymptomerne. Disse forbinder sig og danner kroppen eller handlingsfeltet. Og vers 8 til 12 fra amānitvam til og med tattva- jñānārtha-darśanam beskriver kundskabsmetoden, hvorigennem man kan forstå handlingsfeltets to kendere – sjælen og Oversjælen. Vers 13 til 18 fra anādi mat-param til hṛdi sarvasya viṣṭhitam beskriver dernæst sjælen og den Højeste Herre eller Oversjælen.

Tre ting er således blevet beskrevet: handlingsfeltet (kroppen), erkendelsesprocessen og sjælen såvel som Oversjælen. Her bliver det især understreget, at kun Herrens uforfalskede hengivne kan have en klar forståelse af disse tre ting. Disse hengivne kan derfor drage fuld nytte af Bhagavad-gītā. Det er dem, der kan nå det højeste mål, den Højeste Herre, Kṛṣṇas, natur. Med andre ord kan kun hengivne og ingen andre forstå Bhagavad-gītā og nå det eftertragtede resultat.

Tekst

prakṛtiṁ puruṣaṁ caiva
viddhy anādī ubhāv api
vikārāṁś ca guṇāṁś caiva
viddhi prakṛti-sambhavān

Synonyms

prakṛtim — den materielle natur; puruṣam — de levende væsener; ca — og; eva — afgjort; viddhi — du skal vide, at; anādī — uden begyndelse; ubhau — begge; api — også; vikārān — omdannelserne; ca — og; guṇān — naturens tre kvaliteter; ca — også; eva — afgjort; viddhi — forstå at; prakṛti — af den materielle natur; sambhavān — er frembragt.

Translation

Den materielle natur og de levende væsener skal forstås som værende uden begyndelse. Deres forvandlinger og de materielle kvaliteter er frembringelser af den materielle natur.

Purport

FORKLARING: Gennem den viden, der bliver beskrevet i dette kapitel, kan man forstå kroppen (handlingsfeltet) og kroppens kendere (både den individuelle sjæl og Oversjælen). Kroppen er et handlingsfelt og består af materiel natur. Den legemliggjorte individuelle sjæl, der er nyderen af kroppens aktiviteter, er puruṣa eller det levende væsen. Han er den ene kender, og den anden er Oversjælen. Det må selvfølgelig forstås, at både Oversjælen og det individuelle levende væsen er forskellige manifestationer af Guddommens Højeste Personlighed. Det levende væsen hører til kategorien af Hans energi, mens Oversjælen er i kategorien af Hans personlige ekspansion.

Både den materielle natur og det levende væsen er evige, hvilket vil sige, at de eksisterede før skabelsen. Den materielle natur kommer ligesom de levende væsener fra den Højeste Herres energi, men de levende væsener hører til den højere energi. Både de levende væsener og den materielle natur var til, før kosmos blev manifesteret. Den materielle natur var indeholdt i Guddommens Højeste Personlighed, Mahā-viṣṇu, og da det behøvedes, blev den manifesteret gennem mahat-tattva. De levende væsener er ligeledes indesluttet i Ham, og da de er betingede, er de uvillige til at tjene den Højeste Herre. De får derfor ikke lov til at komme ind i den åndelige himmel. Men når den materielle natur manifesteres, får disse levende væsener endnu en chance for at handle i den materielle verden og forberede sig på at komme til den åndelige verden. Dette er mysteriet bag den materielle skabelse. I virkeligheden er det levende væsen oprindeligt en uadskillelig åndelig del af den Højeste Herre, men på grund af sin oprørske natur er han betinget inden for den materielle natur. Det spiller egentlig ingen rolle, hvordan disse levende væsener eller den Højeste Herres højerestående væsener er kommet i kontakt med den materielle natur. Guddommens Højeste Personlighed ved imidlertid, hvordan og hvorfor dette faktisk fandt sted. Herren forklarer i skrifterne, at de, der er tiltrukket af denne materielle natur, gennemgår en hård kamp for tilværelsen. Men fra beskrivelserne i disse få vers kan vi vide med sikkerhed, at alle den materielle naturs forvandlinger og indflydelser også er frembringelser af den materielle natur. Hvad de levende væsener angår, skyldes alle forvandlinger og al forskellighed ene og alene kroppen. Når det kommer til sjælen, er alle levende væsener ens.

Tekst

kārya-kāraṇa-kartṛtve
hetuḥ prakṛtir ucyate
puruṣaḥ sukha-duḥkhānāṁ
bhoktṛtve hetur ucyate

Synonyms

kārya — af virkning; kāraṇa — og årsag; kartṛtve — hvad angår skabelsen; hetuḥ — instrumentet; prakṛtiḥ — den materielle natur; ucyate — siges at være; puruṣaḥ — det levende væsen; sukha — af lykke; duḥkhānām — og lidelse; bhoktṛtve — hvad angår erfaringen af; hetuḥ — instrumentet; ucyate — siges at være.

Translation

Naturen siges at være årsagen til alle materielle årsager og virkninger, hvorimod det levende væsen selv er årsag til de forskellige former for lidelse og nydelse i denne verden.

Purport

FORKLARING: Den materielle natur er årsag til alle de forskellige manifestationer af kroppe og sanser blandt de levende væsener. Der findes 8.400.000 forskellige livsformer, og disse forskelligheder er skabt af den materielle natur. De udspringer af det levende væsens forskellige former for sanselig nydelse, og at han som følge deraf ønsker at bo i den ene eller den anden krop. Når det levende væsen placeres i forskellige kroppe, oplever han forskellige former for lykke og lidelse. Hans materielle lykke og lidelse skyldes hans krop og ikke ham selv, som han er. I det levende væsens oprindelige tilstand er der ingen tvivl om, at han nyder. Det er derfor hans virkelige tilstand. På grund af ønsket om at herske over den materielle natur befinder han sig i den materielle verden. Noget sådant forekommer ikke i den åndelige verden. Den åndelige verden er ren, men i den materielle verden kæmper alle en hård kamp for at erhverve sig forskellige slags kropslige nydelser. Det kan måske udtrykkes lidt tydeligere ved at sige, at kroppen er en effekt af sanserne. Sanserne er instrumenter for tilfredsstillelse af begær. Så hele dette sceneri med kroppen og de instrumentale sanser stilles til rådighed af den materielle natur, og som det vil fremgå klart af næste vers, bliver det levende væsen velsignet eller forbandet med forskellige situationer alt efter sine tidligere ønsker og handlinger. Den materielle natur placerer én i forskellige “boliger” ifølge ens ønsker og handlinger. Det levende væsen er selv skyld i, at han anbringes i sådanne forskellige boliger og den nydelse eller lidelse, de medfører. Men når man først er placeret i en bestemt krop, bliver man underlagt naturens kontrol, for kroppen, der er materie, handler ifølge naturens love. På det tidspunkt er det ikke i det levende væsens magt at ændre den lov. Lad os sige, at et levende væsen bliver anbragt i en hunds krop. Så snart han er anbragt i hundekroppen, er han tvunget til at handle som en hund. Han kan ikke handle på nogen anden måde. Og hvis det levende væsen placeres i en svinekrop, er han tvunget til at æde afføring og opføre sig som et svin. Hvis det levende væsen på samme måde bliver anbragt i en halvgudekrop, tvinges han til at handle ifølge den krop. Dette er naturens lov. Men Oversjælen er under alle omstændigheder hos den individuelle sjæl. Det bliver forklaret i Vedaerne (Muṇḍaka Upaniṣad 3.1.1) med ordene dvā suparṇā sayujā sakhāyā. Den Højeste Herre er så venlig mod det levende væsen, at Han altid følger den individuelle sjæl og i alle situationer er til stede som Oversjælen eller Paramātmā.

Tekst

puruṣaḥ prakṛti-stho hi
bhuṅkte prakṛti-jān guṇān
kāraṇaṁ guṇa-saṅgo ’sya
sad-asad-yoni-janmasu

Synonyms

puruṣaḥ — det levende væsen; prakṛti-sthaḥ — som befinder sig i den materielle energi; hi — afgjort; bhuṅkte — nyder; prakṛti-jān — som er frembragt af den materielle natur; guṇān — naturens kvaliteter; kāraṇam — årsagen; guṇa-saṅgaḥ — kontakt med naturens kvaliteter; asya — det levende væsens; sat-asat — i gode og dårlige; yoni — livsformer; janmasu — i fødsler.

Translation

På denne måde følger det levende væsen livets gang i den materielle natur og nyder naturens tre kvaliteter. Dette skyldes hans omgang med den materielle natur. Således mødes han med godt og ondt i forskellige livsformer.

Purport

FORKLARING: Dette vers er meget vigtigt for forståelsen af, hvordan de levende væsener vandrer fra krop til krop. Det bliver forklaret i kapitel 2, at det levende væsen vandrer fra den ene krop til den næste, ligesom man skifter tøj. Denne udskiftning af klæder skyldes ens tilknytning til den materielle eksistens. Så længe man er besnæret af denne falske manifestation, bliver man nødt til at fortsætte sin vandring fra den ene krop til den næste. På grund af sit ønske om at herske over den materielle natur bliver man anbragt i sådanne uheldige omstændigheder. Under indflydelse af dette materielle begær bliver det levende væsen sommetider født som halvgud, sommetider som menneske, sommetider som dyr, som fugl, som orm, som vanddyr, som en helgen eller som et insekt. Det er, hvad der foregår. Og i alle tilfælde betragter det levende væsen sig selv som herre over sine omstændigheder, selv om han er underlagt den materielle naturs indflydelse.

Hvordan det går til, at det levende væsen bliver anbragt i sådanne forskellige kroppe, forklares her. Det skyldes hans forbindelse med naturens forskellige kvaliteter. Derfor må man hæve sig over de tre materielle kvaliteter og blive forankret i den transcendentale position. Det kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed. Medmindre man befinder sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, tvinger ens materielle bevidsthed én til at vandre fra krop til krop på grund af de materielle ønsker, man har haft lige siden tidernes begyndelse. Man bliver nødt til at ændre sin mentalitet. Den ændring kan kun finde sted ved at høre fra autoritative kilder. Det bedste eksempel er her: Arjuna hører videnskaben om Gud fra Kṛṣṇa. Hvis det levende væsen indvilliger i at høre om Kṛṣṇa på denne måde, mister han sit længe nærede ønske om at herske over den materielle natur, og gradvist og i takt med, at han reducerer sit kroniske begær efter at herske, kommer han til at opleve åndelig lykke. Der står i et vedisk mantra, at efterhånden som man bliver vis i selskab med Guddommens Højeste Personlighed, nyder man i samme grad sit evige lyksalige liv.

Tekst

upadraṣṭānumantā ca
bhartā bhoktā maheśvaraḥ
paramātmeti cāpy ukto
dehe ’smin puruṣaḥ paraḥ

Synonyms

upadraṣṭā — den, der bevidner; anumantā — den, der tillader; ca — også; bhartā — Herren; bhoktā — den Højeste Nyder; mahā-īśvaraḥ — den Højeste Herre; parama-ātmā — Oversjælen; iti — således; ca — også; api — afgjort; uktaḥ — kaldes; dehe — i kroppen; asmin — i denne; puruṣaḥ — nyder; paraḥ — den transcendentale.

Translation

Og dog findes der i denne krop en anden, en transcendental nyder, der er Herren, den højeste ejer, der eksisterer som vidnet og den, der giver tilladelse, og som er kendt som Oversjælen.

Purport

FORKLARING: Her står der, at Oversjælen, der altid er hos den individuelle sjæl, er den Højeste Herres repræsentant. Han er intet almindeligt levende væsen. Eftersom de monistiske filosoffer anser kroppens kendere for at være én, tror de, at der ingen forskel er på Oversjælen og den individuelle sjæl. For at præcisere dette forklarer Herren, at Han er repræsenteret som Paramātmā i alle kroppe. Han er forskellig fra den individuelle sjæl. Han er paraḥ eller transcendental. Den individuelle sjæl nyder et bestemt handlingsfelts aktiviteter, men Oversjælen er der ikke som en begrænset nyder eller tager del i kropslige aktiviteter. Han er der som den, der bevidner, tilser og tillader, og som den højeste nyder. Hans navn er Paramātmā, ikke ātmā, og Han er transcendental. Det er helt tydeligt, at ātmā og Paramātmā er forskellige. Oversjælen, Paramātmā, har ben og hænder overalt, men det har den individuelle sjæl ikke. Og eftersom Paramātmā er den Højeste Herre, er Han til stede i det indre for at godkende det levende væsens begær efter materiel nydelse. Uden den Højeste Sjæls tilladelse kan den individuelle sjæl intet foretage sig. Den individuelle sjæl er bhukta eller den, der bliver opretholdt, mens Herren er bhoktā, den, der opretholder. Der findes utallige levende væsener, og Han er til stede i dem alle som en ven.

Faktum er, at hvert eneste individuelt levende væsen er en evig uadskillelig del af den Højeste Herre, og begge er de meget nært forbundne som venner. Men det levende væsen er tilbøjelig til at afvise den Højeste Herres tilladelse og handle egensindigt i et forsøg på at herske over naturen, og fordi han har denne tendens, kaldes han for den Højeste Herres marginale energi. Det levende væsen kan befinde sig enten i den materielle energi eller i den åndelige energi. Så længe han er betinget af den materielle energi, bliver den Højeste Herre, Oversjælen, hos ham som hans ven blot for at få ham til at vende tilbage til den åndelige energi. Herren er altid ivrig efter at få det levende væsen tilbage til den åndelige energi, men på grund af sin lille uafhængighed afviser det individuelle væsen hele tiden at lade sig forbinde med det åndelige lys. Denne misbrug af uafhængighed er årsagen til hans materielle kamp i den betingede natur. Derfor giver Herren konstant instruktioner både indefra og udefra. Han giver instruktioner udefra i form af Bhagavad- gītā, og indefra forsøger Han at overbevise det levende væsen om, at hans aktiviteter på det materielle felt ikke er befordrende for virkelig lykke. “Bare opgiv det og ret din tro mod Mig, så bliver du lykkelig,” opfordrer Han. På den måde begynder den intelligente person, der sætter sin lid til Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, at gøre fremskridt mod et lyksaligt, evigt og kundskabsfyldt liv.

Tekst

ya evaṁ vetti puruṣaṁ
prakṛtiṁ ca guṇaiḥ saha
sarvathā vartamāno ’pi
na sa bhūyo ’bhijāyate

Synonyms

yaḥ — enhver, der; evam — således; vetti — forstår; puruṣam — det levende væsen; prakṛtim — den materielle natur; ca — og; guṇaiḥ — med den materielle naturs kvaliteter; saha — sammen; sarvathā — på alle måder; vartamānaḥ — idet han befinder sig; api — på trods af; na — aldrig; saḥ — han; bhūyaḥ — igen; abhijāyate — bliver født.

Translation

Den, der forstår denne filosofi om den materielle natur, det levende væsen og vekselvirkningen mellem naturens kvaliteter, opnår med sikkerhed befrielse. Han fødes ikke her igen uanset sin nuværende situation.

Purport

FORKLARING: En klar forståelse af den materielle natur, Oversjælen, den individuelle sjæl og deres indbyrdes forhold gør en person kvalificeret til at blive befriet og vende tilbage til den åndelige atmosfære uden at være tvunget til at komme tilbage til denne materielle natur. Dette er resultatet af viden. Formålet med viden er at forstå helt klart, at det levende væsen på en eller anden måde er faldet ned i denne materielle eksistens. Igennem sin egen personlige bestræbelse i selskab med autoriteter, helgenagtige personer og en åndelig mester må man erkende sin position og derpå vende tilbage til åndelig bevidsthed eller Kṛṣṇa-bevidsthed ved at forstå Bhagavad-gītā, som den bliver forklaret af Guddommens Højeste Personlighed. Da er det sikkert, at man aldrig mere kommer tilbage til denne materielle eksistens. Man bliver overført til den åndelige verden til et lyksaligt evigt liv i viden.

Tekst

dhyānenātmani paśyanti
kecid ātmānam ātmanā
anye sāṅkhyena yogena
karma-yogena cāpare

Synonyms

dhyānena — gennem meditation; ātmani — inden i selvet; paśyanti — ser; kecit — nogle; ātmānam — Oversjælen; ātmanā — med sindet; anye — andre; sāṅkhyena — af filosofisk diskussion; yogena — gennem yoga-systemet; karma-yogena — gennem aktiviteter uden frugtstræbende ønsker; ca — og; apare — andre.

Translation

Nogle erkender Oversjælen inde i sig selv via meditation, andre igennem udvikling af viden, og atter andre erkender Ham ved at arbejde uden frugtstræbende ønsker.

Purport

FORKLARING: Herren fortæller her Arjuna, at de betingede sjæle kan inddeles i to kategorier for så vidt menneskets søgen efter selverkendelse angår. De, der er ateister, agnostikere og skeptikere, mangler helt evnen til at forstå åndelig viden. Men der er andre, der har tillid til deres forståelse af åndeligt liv, og de kaldes selvransagende hengivne, filosoffer og arbejdere, der har forsaget alle frugtstræbende resultater. De, der bestandigt forsøger at etablere monismedoktrinen, regnes også med blandt ateisterne og agnostikerne. Med andre ord er det kun Guddommens Højeste Personligheds hengivne, der er bedst situerede i åndelig forståelse, for de forstår, at bag denne materielle natur findes den åndelige verden og Guddommens Højeste Personlighed, der er ekspanderet som Paramātmā, Oversjælen inde i hjertet på alle, den altgennemtrængende Guddom. Der findes naturligvis også dem, der forsøger at forstå den Højeste Absolutte Sandhed ved at udvikle viden, og de kan regnes med til klassen af de troende. Sāṅkhya-filosofferne analyserer denne materielle verden i 24 elementer, og de regner den individuelle sjæl for at være det 25. element. Når de bliver i stand til at forstå, at den individuelle sjæls natur er at være transcendental til de materielle elementer, kan de også forstå, at over den individuelle sjæl findes Guddommens Højeste Personlighed. Han er det 26. element. Således kommer de også gradvist til niveauet af hengiven tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der arbejder uden frugtstræbende resultater, har også den rigtige indstilling. De får således mulighed for at avancere til stadiet af hengiven tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det erklæres her, at der findes mennesker, der er rene af bevidsthed, og som forsøger at finde frem til Oversjælen gennem meditation, og når de opdager Oversjælen inden i sig selv, bliver de transcendentalt situeret. Der findes på samme måde andre, der forsøger at forstå den Højeste Sjæl ved at udvikle viden, og der er dem, der følger haṭha-yoga-systemet og forsøger at tilfredsstille Guddommens Højeste Personlighed med barnlige aktiviteter.

Tekst

anye tv evam ajānantaḥ
śrutvānyebhya upāsate
te ’pi cātitaranty eva
mṛtyuṁ śruti-parāyaṇāḥ

Synonyms

anye — andre; tu — men; evam — således; ajānantaḥ — uden åndelig viden; śrutvā — ved at høre; anyebhyaḥ — fra andre; upāsate — begynder at tilbede; te — de; api — selv; ca — også; atitaranti — sætter sig ud over; eva — faktisk; mṛtyum — dødens vej; śruti-parāyaṇāḥ — som er inklineret til lytteprocessen.

Translation

Så er der også dem, der, selv om de ikke er velbevandrede i åndelig viden, begynder at tilbede den Højeste Person efter at have hørt om Ham fra andre. På grund af deres tilbøjelighed til at lytte til autoriteter sætter de sig også ud over fødslen og dødens vej.

Purport

FORKLARING: Dette vers er specielt relevant i nutidens samfund, for i den moderne verden er der så godt som ingen uddannelse i åndelige emner. Nogle mennesker kan synes at være ateistiske, agnostiske eller filosofiske, men i virkeligheden er der ingen viden om filosofi. For folk i almindelighed er der, hvis de er gode sjæle, en mulighed for at gøre fremskidt ved at lytte. At kunne lytte på denne måde er meget vigtigt. Herren Caitanya, der prædikede Kṛṣṇa-bevidsthed i den moderne verden, lagde stor vægt på at lytte, for hvis almindelige mennesker blot hører fra autoritative kilder, kan de gøre fremskridt, især hvis de ifølge Herren Caitanya lægger øre til den transcendentale lyd af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Det fastslås derfor, at alle mennesker bør drage fordel af at lytte til realiserede sjæle og gradvist blive i stand til at forstå alt. Da vil tilbedelse af den Højeste Herre utvivlsomt finde sted. Herren Caitanya har bemærket, at i denne tidsalder er der ingen grund til at ændre sin situation, men man bør opgive forsøget på at forstå den Absolutte Sandhed igennem spekulativ logik. Man skal lære at blive en tjener af dem, der har viden om den Højeste Herre. Hvis man er så heldig at søge tilflugt hos en ren hengiven, høre fra ham om selverkendelse og følge i hans fodspor, bliver man gradvist ophøjet til selv at blive en ren hengiven. I dette vers bliver det på det kraftigste anbefalet at lytte, hvilket er særdeles relevant. Selv om folk i almindelighed ofte ikke er lige så kapable som såkaldte filosoffer, hjælper det dem til at komme ud af denne materielle eksistens og vende hjem, tilbage til Guddommen, hvis de med tro lytter til en autoritativ person.

Tekst

yāvat sañjāyate kiñcit
sattvaṁ sthāvara-jaṅgamam
kṣetra-kṣetrajña-saṁyogāt
tad viddhi bharatarṣabha

Synonyms

yāvat — hvad end; sañjāyate — der bliver til; kiñcit — hvilken som helst; sattvam — eksistens; sthāvara — ubevægelig; jaṅgamam — og bevægelig; kṣetra — af kroppen; kṣetra-jña — og kroppens kender; saṁyogāt — gennem foreningen; tat viddhi — du bør forstå det; bharata-ṛṣabha — O du bedste blandt Bhārataer.

Translation

O du bedste blandt Bhārataer, du må forstå, at hvad du end ser eksistere, det være sig bevægeligt såvel som ubevægeligt, er det intet andet end en kombination af handlingsfeltet og handlingsfeltets kender.

Purport

FORKLARING: Både den materielle natur og det levende væsen, der begge eksisterede før skabelsen af kosmos, bliver forklaret i dette vers. Alt det, der er skabt, er intet andet end en kombination af det levende væsen og den materielle natur. Der er mange manifestationer som træer, bjerge og bakker, der ikke bevæger sig, og der findes mange ting, der bevæger sig, og alle er de intet andet end kombinationer af den materielle natur og den højere natur, det levende væsen. Ingenting kan vokse uden kontakten med den højere natur, det levende væsen. Forbindelsen mellem den materielle natur og den højere natur går for evigt for sig, og denne kombination bevirkes af den Højeste Herre. Derfor står både den højere og den lavere natur under Hans kontrol. Den materielle natur skabes af Ham, og den højere natur bliver anbragt i denne materielle natur. På den måde finder alle aktiviteter og manifestationer sted.

Tekst

samaṁ sarveṣu bhūteṣu
tiṣṭhantaṁ parameśvaram
vinaśyatsv avinaśyantaṁ
yaḥ paśyati sa paśyati

Synonyms

samam — i lige høj grad; sarveṣu — i alle; bhūteṣu — levende væsener; tiṣṭhantam — der bor; parama-īśvaram — Oversjælen; vinaśyatsu — i de forgængelige; avinaśyantam — der aldrig forgår; yaḥ — enhver, der; paśyati — ser; saḥ — han; paśyati — ser faktisk.

Translation

Den, der ser Oversjælen ledsage den individuelle sjæl i alle kroppe, og som forstår, at hverken sjælen eller Oversjælen inde i det forgængelige legeme nogensinde forgår, ser faktisk.

Purport

FORKLARING: Alle, der i kraft af godt selskab kan se tre ting kombineret (kroppen, kroppens indehaver – dvs. den individuelle sjæl – og den individuelle sjæls ven) besidder sand viden. Medmindre man omgås med den, der virkelig har viden om åndelige ting, kan man ikke se disse tre elementer. De, der ikke er forundt et sådant selskab, er uvidende. De ser kun kroppen og tror, at når kroppen tilintetgøres, er alt slut. Men sådan forholder det sig i virkeligheden ikke. Efter kroppens tilintetgørelse eksisterer sjælen og Oversjælen stadig, og det fortsætter de med at gøre for evigt i mange forskellige bevægelige og ubevægelige former. Sanskritordet parameśvaram bliver sommetider oversat som “den individuelle sjæl”, for sjælen hersker over kroppen, og når kroppen udslettes, går han over i en anden form. På den måde er han hersker. Men andre tolker ordet parameśvaram som Oversjælen. Hvorom alt er, fortsætter både Oversjælen og den individuelle sjæl med at eksistere. De bliver ikke tilintetgjort. Den, der kan se dette, kan virkelig se, hvad der foregår.

Tekst

samaṁ paśyan hi sarvatra
samavasthitam īśvaram
na hinasty ātmanātmānaṁ
tato yāti parāṁ gatim

Synonyms

samam — i lige høj grad; paśyan — idet han ser; hi — afgjort; sarvatra — overalt; samavasthitam — ligeligt situeret; īśvaram — Oversjælen; na — ikke; hinasti — han fornedrer; ātmanā — gennem sindet; ātmānam — sjælen; tataḥ — da; yāti — når han; parām — det transcendentale; gatim — bestemmelsessted.

Translation

Den, der ser Oversjælen i samme grad til stede overalt i alle levende væsener, trækker ikke sig selv ned med sit sind. Således nærmer han sig det transcendentale mål.

Purport

FORKLARING: Ved at acceptere den materielle eksistens bliver det levende væsen anderledes situeret end i sin åndelige eksistens. Men hvis man forstår, at den Højeste befinder Sig overalt i Sin manifestation som Paramātmā, eller hvis man med andre ord kan se Guddommens Højeste Personligheds tilstedeværelse i alt levende, trækker man ikke sig selv ned med en destruktiv mentalitet, og som følge heraf gør man gradvist fremskridt mod den åndelige verden. Generelt er sindet forfaldent til forskellige former for sansetilfredsstillelse, men når sindet vender sig mod Oversjælen, bliver man avanceret i åndelig forståelse.

Tekst

prakṛtyaiva ca karmāṇi
kriyamāṇāni sarvaśaḥ
yaḥ paśyati tathātmānam
akartāraṁ sa paśyati

Synonyms

prakṛtyā — af den materielle natur; eva — afgjort; ca — også; karmāṇi — handlinger; kriyamāṇāni — udføres; sarvaśaḥ — i alle henseender; yaḥ — enhver, der; paśyati — ser; tathā — også; ātmānam — sig selv; akartāram — (som) den, der intet gør; saḥ — han; paśyati — ser fuldkomment.

Translation

Den, der kan se, at alle handlinger gøres af kroppen, der er skabt af den materielle natur, og at selvet intet foretager sig, ser faktisk.

Purport

FORKLARING: Denne krop er lavet af den materielle natur under ledelse af Oversjælen, og alle handlinger, der foregår i relation til kroppen, er intet, man selv gør. Alt, som man formodes at gøre, uanset om det fører til lykke eller lidelse, tvinges man til at gøre på grund af kroppens natur. Selvet er imidlertid transcendentalt til alle disse kropslige aktiviteter. Man får denne krop i overensstemmelse med sine tidligere ønsker. For at kunne opfylde visse begær får man kroppen, som man derefter handler i overensstemmelse med. Praktisk taget er kroppen en maskine, der er udtænkt af den Højeste Herre til at opfylde ens ønsker. På grund af begær bliver man anbragt i vanskelige omstændigheder for at lide eller nyde. Når man har udviklet et sådant transcendentalt syn på det levende væsen, distancerer det én fra de kropslige aktiviteter. Den, der har et sådant syn, er den, der virkelig ser.

Tekst

yadā bhūta-pṛthag-bhāvam
eka-stham anupaśyati
tata eva ca vistāraṁ
brahma sampadyate tadā

Synonyms

yadā — når; bhūta — de levende væseners; pṛthak-bhāvam — adskilte identiteter; eka-stham — situeret i enhed; anupaśyati — man prøver at se ved at følge autoriteter; tataḥ eva — derefter; ca — også; vistāram — udbredelsen; brahma — det Absolutte; sampadyate — man opnår; tadā — på det tidspunkt.

Translation

Når et forstandigt menneske ikke længere ser forskellige identiteter på grund af forskellige kroppe, og ser, hvordan levende væsener er udbredt overalt, når det til Brahman-erkendelsen.

Purport

FORKLARING: Når man kan se, at de levende væseners forskellige kroppe opstår på grund af den individuelle sjæls forskellige ønsker og i virkeligheden ikke tilhører selve sjælen, ser man virkelig. I den materielle livsopfattelse ser vi, at den ene person er en halvgud, en anden er menneske, en tredje hund, kat osv. Dette er et materielt syn og ikke det virkelige syn. Denne materielle skelnen skyldes en materiel livsopfattelse. Efter at den materielle krop er tilintetgjort, er den åndelige sjæl den samme. Som følge af sin forbindelse med den materielle natur får den åndelige sjæl forskellige slags kroppe. Når man kan se dette, har man et åndeligt syn. Når man således holder op med at skelne mellem mennesker, dyr, høj, lav osv., bliver man renset i sin bevidsthed og i stand til at udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed i sin åndelige identitet. Hvordan man da ser tingene, bliver forklaret i næste vers.

Tekst

anāditvān nirguṇatvāt
paramātmāyam avyayaḥ
śarīra-stho ’pi kaunteya
na karoti na lipyate

Synonyms

anāditvāt — på grund af evighed; nirguṇatvāt — fordi den er transcendental; parama — hinsides materiel natur; ātmā — ånd, sjæl; ayam — denne; avyayaḥ — uudtømmelig; śarīra-sthaḥ — situeret i kroppen; api — på trods af; kaunteya — O Kuntīs søn; na karoti — aldrig gør noget; na lipyate — ej heller indvikles han.

Translation

De, der ser med evighedens øjne, kan se, at den uforgængelige sjæl er transcendental, evig og uden for naturens kvaliteter. På trods af kontakten med den materielle krop gør sjælen ingenting og indvikles heller ikke, O Arjuna.

Purport

FORKLARING: Et levende væsen ser ud til at blive født på grund af den materielle krops fødsel, men i virkeligheden er det levende væsen evigt. Han fødes aldrig, og selv om han befinder sig i en materiel krop, er han transcendental og evig. Han kan derfor ikke gå til grunde. Af natur er han fuld af lyksalighed. Han involverer sig ikke i nogen form for materiel handling. Derfor indvikler de handlinger, der sker på grund af hans forbindelse med materielle kroppe, ham ikke.

Tekst

yathā sarva-gataṁ saukṣmyād
ākāśaṁ nopalipyate
sarvatrāvasthito dehe
tathātmā nopalipyate

Synonyms

yathā — ligesom; sarva-gatam — det altgennemtrængende; saukṣmyāt — fordi det er subtilt; ākāśam — rummet; na — aldrig; upalipyate — blander sig; sarvatra — overalt; avasthitaḥ — befinder sig; dehe — i kroppen; tathā — således; ātmā — selvet; na — aldrig; upalipyate — blander sig.

Translation

På grund af sin subtile natur blander himlen sig ikke med noget, selv om den er altgennemtrængende. På samme måde blander sjælen, der ser med Brahmans syn, sig ikke med kroppen, selv om han befinder sig i kroppen.

Purport

FORKLARING: Luften trænger ind i vand, mudder, afføring, og hvad der ellers måtte findes. Alligevel blander den sig ikke med noget. På grund af sin subtile natur er det levende væsen på samme måde hævet over de forskellige kroppe til trods for, at han befinder sig i dem. Det er derfor umuligt at se med materielle øjne, hvordan det levende væsen er i kontakt med denne krop, og hvordan han er ude af den efter kroppens tilintetgørelse. Ingen inden for videnskaben kan fastslå dette.

Tekst

yathā prakāśayaty ekaḥ
kṛtsnaṁ lokam imaṁ raviḥ
kṣetraṁ kṣetrī tathā kṛtsnaṁ
prakāśayati bhārata

Synonyms

yathā — ligesom; prakāśayati — oplyser; ekaḥ — den ene; kṛtsnam — hele; lokam — universet; imam — dette; raviḥ — sol; kṣetram — denne krop; kṣetrī — sjælen; tathā — på samme måde; kṛtsnam — hele; prakāśayati — oplyser; bhārata — O Bharatas efterkommer.

Translation

Ligesom Solen alene oplyser hele dette univers, oplyser det levende væsen inden i kroppen hele kroppen med bevidsthed, O Bharatas efterkommer.

Purport

FORKLARING: Der findes forskellige teorier, når det kommer til bevidsthed. Her i Bhagavad-gītā bliver eksemplet med Solen og solskinnet givet. Ligesom Solen befinder sig på ét sted, men oplyser hele universet, oplyser en lille åndelig sjælepartikel hele kroppen med bevidsthed, selv om den kun befinder sig i hjertet på denne krop. Bevidsthed er således bevis på sjælens eksistens, ligesom solskin eller lys beviser Solens eksistens. Når sjælen er i kroppen, er der bevidsthed i hele kroppen, og så snart sjælen har forladt kroppen, er der ingen bevidsthed mere. Dette kan let forstås af alle intelligente mennesker. Bevidsthed er derfor ikke et resultat af en kombination af materielle elementer, men symptomet på det levende væsen. Selv om det levende væsens bevidsthed kvalitativt er den samme som den Højestes bevidsthed, er han ikke den højeste bevidsthed, for bevidstheden i én bestemt krop har ikke bevidsthed til fælles med en anden krop. Men Oversjælen, der befinder sig i alle kroppe som den individuelle sjæls ven, er bevidst om alle kroppe. Dette er forskellen på den højeste bevidsthed og den individuelle bevidsthed.

Tekst

kṣetra-kṣetrajñayor evam
antaraṁ jñāna-cakṣuṣā
bhūta-prakṛti-mokṣaṁ ca
ye vidur yānti te param

Synonyms

kṣetra — på kroppen; kṣetra-jñayoḥ — og på kroppens indehaver; evam — således; antaram — forskellen; jñāna-cakṣuṣā — gennem kundskabens syn; bhūta — af det levende væsen; prakṛti — fra den materielle natur; mokṣam — befrielsen; ca — også; ye — de, som; viduḥ — forstår; yānti — nærmer sig; te — de; param — den Højeste.

Translation

De, der med kundskabens øjne kan se forskellen på kroppen og kroppens kendere, og som også kan forstå vejen til befrielse fra fangenskabet i den materielle natur, opnår det højeste mål.

Purport

FORKLARING: Betydningen af kapitel 13 er, at man skal kende forskellen på kroppen, kroppens ejer og Oversjælen. Man skal kunne forstå vejen til befrielse, sådan som den blev beskrevet i vers 8 til 12. Da kan man fortsætte mod det højeste bestemmelsessted.

Et troende menneske skal først og fremmest have godt selskab for at kunne høre om Gud og således gradvis blive oplyst. Hvis man accepterer en åndelig mester, kan man lære at skelne mellem materie og ånd, hvilket er springbrættet til yderligere åndelig erkendelse. En åndelig mester underviser gennem forskellige instruktioner sine elever i at blive frie for den materielle livsopfattelse. For eksempel ser vi i Bhagavad-gītā Kṛṣṇa instruere Arjuna for at befri ham for materialistiske forestillinger.

Man kan forstå, at denne krop er materie. Den kan analyseres med sine 24 elementer. Kroppen er den grove manifestation, og den subtile manifestation er sindet og de psykologiske effekter, imens livssymptomerne er resultatet af vekselvirkningen mellem disse faktorer. Men over og bag alle disse findes sjælen, og Oversjælen er der også. Sjælen og Oversjælen er to. Denne materielle verden fungerer på grund af kombinationen af sjælen og de 24 materielle elementer. Den, der kan se, at hele den materielle manifestation af natur er denne kombination mellem sjælen og de materielle elementer, og som også kan se den Højeste Sjæls position, er kvalificeret til at blive overført til den åndelige verden. Det er meningen, at man skal gennemtænke og erkende disse ting, og man bør få sig en fuldstændig forståelse af dette kapitel med hjælp fra den åndelige mester.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 13. kapitel, Naturen, nyderen og bevidsthed.