Skip to main content

TEXTS 8-12

TEXTS 8-12

Tekst

Tekst

amānitvam adambhitvam
ahiṁsā kṣāntir ārjavam
ācāryopāsanaṁ śaucaṁ
sthairyam ātma-vinigrahaḥ
amānitvam adambhitvam
ahiṁsā kṣāntir ārjavam
ācāryopāsanaṁ śaucaṁ
sthairyam ātma-vinigrahaḥ
indriyārtheṣu vairāgyam
anahaṅkāra eva ca
janma-mṛtyu-jarā-vyādhi-
duḥkha-doṣānudarśanam
indriyārtheṣu vairāgyam
anahaṅkāra eva ca
janma-mṛtyu-jarā-vyādhi-
duḥkha-doṣānudarśanam
asaktir anabhiṣvaṅgaḥ
putra-dāra-gṛhādiṣu
nityaṁ ca sama-cittatvam
iṣṭāniṣṭopapattiṣu
asaktir anabhiṣvaṅgaḥ
putra-dāra-gṛhādiṣu
nityaṁ ca sama-cittatvam
iṣṭāniṣṭopapattiṣu
mayi cānanya-yogena
bhaktir avyabhicāriṇī
vivikta-deśa-sevitvam
aratir jana-saṁsadi
mayi cānanya-yogena
bhaktir avyabhicāriṇī
vivikta-deśa-sevitvam
aratir jana-saṁsadi
adhyātma-jñāna-nityatvaṁ
tattva-jñānārtha-darśanam
etaj jñānam iti proktam
ajñānaṁ yad ato ’nyathā
adhyātma-jñāna-nityatvaṁ
tattva-jñānārtha-darśanam
etaj jñānam iti proktam
ajñānaṁ yad ato ’nyathā

Synonyms

Synonyms

amānitvam — ydmyghed; adambhitvam — frihed for stolthed; ahiṁsā — ikke-vold; kṣāntiḥ — tolerance; ārjavam — ligefremhed; ācārya-upāsanam — at henvende sig til en ægte åndelig mester; śaucam — renlighed; sthairyam — vedholdenhed; ātma-vinigrahaḥ — selvbeherskelse; indriya- artheṣu — hvad angår sanserne; vairāgyam — forsagelse; anahaṅkāraḥ — frihed for falsk egoisme; eva — afgjort; ca — også; janma — ved fødsel; mṛtyu — død; jarā — alderdom; vyādhi — og sygdom; duḥkha — ved lidelsen; doṣa — fejlen; anudarśanam — observationen af; asaktiḥ — utilknytning; anabhiṣvaṅgaḥ — at undgå kontakt; putra — med søn; dāra — hustru; gṛha-ādiṣu — hjemmet osv; nityam — uophørlig; ca — også; sama-cittatvam — ligevægt; iṣṭa — det ønskværdige; aniṣṭa — og det uønskværdige; upapattiṣu — i opnåelsen af; mayi — til Mig; ca — også; ananya-yogena — gennem uforfalsket hengiven tjeneste; bhaktiḥ — hengivenhed; avyabhicāriṇī — uophørlig; vivikta — afsides; deśa — steder; sevitvam — efterstræbelsen af; aratiḥ — fri for tilknytning; jana-saṁsadi — til almindelige mennesker; adhyātma — om selvet; jñāna — i viden; nityatvam — vedholdenhed; tattva-jñāna — med viden om sandheden; artha — om målet; darśanam — filosofien; etat — alt dette; jñānam — viden; iti — således; proktam — erklæres for; ajñānam — uvidenhed; yat — det, som er; ataḥ — end dette; anyathā — andet.

amānitvam — alandlikkus; adambhitvam — kõrkusetus; ahiṁsā — vägivallast hoidumine; kṣāntiḥ — sallivus; ārjavam — lihtsus; ācārya-upāsanam — tõelise vaimse õpetaja poole pöördumine; śaucam — puhtus; sthairyam — vankumatus; ātma-vinigrahaḥ — enesekontroll; indriya-artheṣu — meelte suhtes; vairāgyam — loobumus; anahaṅkāraḥ — vale ego puudumine; eva — kindlasti; ca — samuti; janma — sünni; mṛtyu — surma; jarā — vanaduse; vyādhi — ja haiguse; duḥkha — ahastuse; doṣa — vea; anudarśanam — vaatlemine; asaktiḥ — kiindumusteta; anabhiṣvaṅgaḥ — suhtlemata; putra — poega; dāra — naisesse; gṛha — ādiṣu — kodusse jne, nityam — pidev; ca — samuti; sama-cittatvam — mõistuse tasakaal; iṣṭa — ihaldatav; aniṣṭa — ja soovimatu; upapattiṣu — olles omandanud; mayi — Mulle; ca — samuti; ananya-yogena — puhta pühendunud teenimisega; bhaktiḥ — pühendumus; avyabhicāriṇī — katkematult; vivikta — üksildastesse; deśa — paikadesse; sevitvam — püüeldes; aratiḥ — olles vaba kiindumustest; jana-saṁsadi — tavaliste inimeste vastu; adhyātma — hingega seotud; jñāna — teadmistes; nityatvam — pidevus; tattva-jñāna — tõest kõnelevate teadmiste; artha — objekti suhtes; darśanam — filosoofia; etat — kõik see; jñānam — teadmised; iti — sel moel; proktam — kuulutatud; ajñānam — teadmatus; yat — see, mis; ataḥ — sellest; anyathā — muu.

Translation

Translation

Ydmyghed; frihed fra stolthed; ikke-vold; tolerance; ligefremhed; at vende sig mod en ægte åndelig mester; renlighed; vedholdenhed; selvbeherskelse; forsagelse af sanseobjekterne; fravær af falsk ego; erkendelse af det dårlige i fødsel, død, alderdom og sygdom; utilknytning; frihed fra indvikling med børn, kone, hjem osv.; sindsligevægt under behagelige og ubehagelige omstændigheder; konstant og uforfalsket hengivenhed til Mig; at tilstræbe at leve på et tilbagetrukket sted; utilknytning til den generelle menneskemasse; forståelse af vigtigheden af selverkendelse; og filosofisk søgen efter den Absolutte Sandhed – alle disse erklærer Jeg for viden, og alt, der findes derudover, er uvidenhed.

Alandlikkus; kõrkusetus; vägivallast hoidumine; sallivus; lihtsus; tõelise vaimse õpetaja poole pöördumine; puhtus; vankumatus; enesekontroll; meelelist naudingut pakkuvatest objektidest loobumine; vale ego puudumine; sünni, surma, vanaduse ja haiguste koleduse tajumine; kiindumuste puudumine; sõltumatus seostest laste, naise, kodu ja muu sellega seonduvaga; mõistuse tasakaalu säilitamine nii meeldivate kui ebameeldivate sündmuste korral; pidev ja puhas Minule pühendumine; püüdlus elada üksildases kohas; irdumine üldisest inimmassist; eneseteadvustamise olulisuse tunnistamine ning Absoluutse Tõe filosoofiline otsimine – selle kõik kuulutan Ma teadmisteks, ning kõik ülejäänu on üksnes teadmatus.

Purport

Purport

FORKLARING: Den her beskrevne kundskabsproces misforstås ofte af mindre intelligente mennesker som handlingsfeltets vekselvirkninger. Men dette er faktisk den virkelige vej til kundskab. Hvis man accepterer denne proces, åbnes muligheden for at nærme sig den Absolutte Sandhed. Denne kundskabsproces er ikke en vekselvirkning imellem de allerede beskrevne 24 elementer. Den er i virkeligheden måden, hvorpå man kommer ud af indviklingen i disse elementer. Den legemliggjorte sjæl er fanget i kroppen, der er et hylster af de 24 elementer, og kundskabsprocessen, der beskrives her, er måden, hvorpå man kan gøre sig fri af disse elementer. Blandt alle kundskabsprocessens beskrevne elementer omtales det vigtigste punkt i første linie af vers 11. Mayi cānanya-yogena, bhaktir avyabhicāriṇī: Kundskabsprocessen kulminerer i uforfalsket hengiven tjeneste til Herren. Så hvis man ikke engagerer sig i eller er ude af stand til at nærme sig Herrens transcendentale tjeneste, har de andre nitten elementer ingen særlig værdi. Engagerer man sig derimod i hengiven tjeneste i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed, udvikles de andre nitten elementer automatisk inden i én selv. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (5.18.12), yasyāsti bhaktir bhagavaty akiñcanā, sarvair guṇais tatra samāsate surāḥ. Alle kundskabens gode kvaliteter udvikler sig hos den, der har nået til stadiet af hengiven tjeneste. Princippet med at acceptere en åndelig mester som omtalt i vers 8 er essentielt. Selv for den, der engagerer sig i hengiven tjeneste, er det af afgørende betydning. Transcendentalt liv begynder, når man accepterer en ægte åndelig mester. Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, fastslår her med al tydelighed, at denne kundskabsproces er den virkelige vej. Hvad man spekulerer sig frem til ud over det, er noget vrøvl.

Vähese arukusega inimesed mõistavad vahel siin kirjeldatud teadmiste omandamise protsessi valesti ning arvavad, et tegu on vaid tegevusvälja elementide vastastikuse mõjuga, kuid tegelikult on õigeks teadmiste omandamise protsessiks käesolevas värsis kirjeldatud meetod. Kui inimene võtab omaks selle meetodi, siis on tal võimalik jõuda Absoluutse Tõeni. Käesolevas värsis kirjeldatud meetodi puhul ei räägita seega mitte kahekümne nelja elemendi vastastikustest mõjutustest, vaid sellest, kuidas nende elementide ahelaist vabaneda. Kehastunud hing on sattunud keha püünisesse. Tema keha on kahekümne neljast elemendist moodustunud kest ning siinkohal kirjeldatud teadmiste omandamise protsess on vahendiks sellest vabanemiseks. Kõige olulisem aspekt selle teadmiste omandamise protsessi juures on ära toodud üheteistkümnenda värsi esimeses reas: mayi cānanya-yogena bhaktir avyabhicāriṇī. „Teadmiste omandamine kulmineerub Jumala puhtas pühendunud teenimises." Seega, kui inimesel pole võimalik rakendada end Jumala transtsendentaalsesse teenimisse või kui ta võimalusest hoolimata sellest loobub, siis ei oma ülejäänud üheksateistkümne nimetatud tegevuse praktiseerimine sisuliselt mitte mingit väärtust. Kui aga inimene rakendab end täies Kṛṣṇa teadvuses Jumala pühendunud teenimisse, siis avalduvad ülejäänud üheksateist omadust temas iseenesest. Nagu öeldud „Śrīmad-Bhāgavatamis" (5.18.12), arenevad pühendunud teenimise tasandile jõudnud inimeses välja kõik teadmistest tulenevad head omadused: yasyāsti bhaktir bhagavaty akiñcanā sarvair guṇais tatra samāsate surāḥ. Nagu öeldud kaheksandas värsis, on vaimse õpetaja vastuvõtmine äärmiselt oluline. See on äärmiselt oluline ka nende jaoks, kes on asunud praktiseerima Jumala pühendunud teenimist. Vaimne elu algab tõelise vaimse õpetaja vastuvõtmisega. Jumala Kõrgeim Isiksus Śrī Kṛṣṇa ütleb siin selgelt, et selline teadmiste omandamise protsess on õige tee. Kõik muud väited on vaid mõttetu spekulatsioon.

Hvad angår kundskaben, der bliver skitseret her, kan de forskellige punkter analyseres som følger. Ydmyghed betyder, at man ikke må være ivrig efter at have tilfredsstillelsen af at blive æret af andre. Den materielle livsopfattelse gør os ivrige efter at modtage hæder fra andre, men set fra synsvinklen af den, der besidder perfekt viden – den, der ved, at han ikke er denne krop – er alt, der vedrører kroppen, det være sig ære eller vanære, værdiløst. Man bør ikke hige efter dette materielle bedrag. Folk er meget ivrige efter at blive berømte for deres religiøsitet, og derfor ses det undertiden, at en person, der ingen forståelse har af religiøse principper, slutter sig til en eller anden gruppe, der i virkeligheden ikke følger religiøse principper, og derefter ønsker at udgive sig for at være en religiøs leder. Med hensyn til rent faktisk at gøre fremskridt i åndelig videnskab bør man teste sig selv for at se, hvor langt man er kommet. Man kan bedømme sig selv ud fra disse punkter.

Me võime analüüsida kõiki neid erinevaid omadusi, mida siin on teadmisteks nimetatud. Alandlikkus tähendab seda, et inimene ei püüdle teiste austuse nautimise poole. Materialistlik elukäsitlus paneb meid ihaldama austust teiste inimeste poolt, kuid täiuslikke teadmisi omava inimese seisukohast – sellise inimese seisukohast, kes teab, et ta ei ole keha – on nii kehaline austus kui ka häbistus tähtsusetud. Inimene ei peaks püüdlema selle materiaalse pettuse poole. Inimesed ihaldavad tihti olla kuulsad oma religiooni poolest ning seetõttu liitutakse vahel, religiooni printsiipe mõistmata, mõne grupiga, kes tegelikult ei järgi religioosseid printsiipe, ning seejärel püütakse end esitleda religioosse juhina. Kui inimene tahab aga tegelikult vaimses teaduses edu saavutada, peab ta hindama oma arengut käesolevas värsis nimetatud omaduste alusel.

Normalt forstår man ikke-vold som ikke at dræbe eller tilintetgøre kroppen, men ikke-vold betyder i virkeligheden, at man ikke udsætter andre for lidelse. Folk generelt er fanget af uvidenhed i den materielle livsopfattelse, og de lider materielle kvaler uophørligt. Så medmindre man ophøjer folk til åndelig viden, er man voldelig. Man bør gøre sit bedste for at udbrede virkelig viden til folk, så de kan blive oplyste og slippe ud af denne materielle forvikling. Det er, hvad ikke-vold vil sige.

Vägivallast hoidumise all mõistetakse tavaliselt elusolendi keha tapmisest või hävitamisest hoidumist, kuid tegelikult tähendab vägivallast hoidumine mitte põhjustada teistele kannatusi. Oma teadmatuse tõttu on inimesed kinni materialistliku elukäsitluse püünises ning kannatavad seetõttu pidevalt materiaalsete vaevade käes. Tõusmata vaimsete teadmiste tasandile pole võimalik vägivallast loobuda. Seepärast peaks igaüks püüdma jagada inimestele tegelikke teadmisi, mille abil nad suudaksid valgustuda ning lahkuda sellest materiaalse maailma vanglast. See on vägivallast hoidumine.

Tolerance indebærer, at man skal vænne sig til at bære over med andres fornærmelser. Hvis man deltager i udbredelsen af åndelig viden, vil man blive udsat for megen hån og mange fornærmelser fra andre. Dette er kun at forvente, for sådan er den materielle natur indrettet. Selv en dreng som Prahlāda, der allerede som 5-årig var i gang med at kultivere åndelig viden, blev truet, da hans far så sig vred på hans hengivenhed. Faderen prøvede at slå ham ihjel på alle mulige måder, men Prahlāda tolererede ham. Der kan således godt være mange forhindringer i vejen for at gøre fremskridt i åndelig viden, men vi må være tolerante og fortsætte vores fremgang med beslutsomhed.

Sallivus tähendab seda, et inimene on valmis kannatama teistepoolseid solvanguid ja lugupidamatut käitumist. Kui inimene tegeleb vaimsete teadmiste arendamisega, siis saab talle osaks solvanguid ja lugupidamatut käitumist paljude teiste inimeste poolt. Selleks tuleb valmis olla, sest sellist suhtumist tingib materiaalne loodus. Isegi vaid viie aastane poiss Prahlāda sattus vaimseid teadmisi arendades hädaohtu, kui ta isa muutus tema pühendumuse suhtes vaenulikuks. Prahlāda isa püüdis teda paljudel viisidel tappa, kuid ometigi suhtus Prahlāda oma isasse sallivalt. Vaimseid teadmisi arendades võime me oma teel sattuda vastamisi paljude takistustega, kuid me peaksime jääma kõikide teiste suhtes sallivaks ning jätkama sihikindlalt oma progressi.

Ligefremhed betyder, at man uden at være diplomatisk skal kunne være så ligefrem, at man til og med kan fortælle den virkelige sandhed til en fjende. Hvad angår accept af den åndelige mester, er dette afgørende, for man kan ikke avancere i åndelig videnskab uden vejledning fra en ægte åndelig mester. Man skal i al ydmyghed opsøge den åndelige mester og tilbyde ham sin tjeneste på enhver måde, så han får lyst til at skænke disciplen sine velsignelser. En ægte åndelig mester er Kṛṣṇas repræsentant, og hvis han derfor skænker sin discipel sine velsignelser, vil dette øjeblikkeligt gøre disciplen avanceret, uden at disciplen har fulgt de regulerende principper. Eller de regulerende principper vil være lettere at følge for den, der har tjent den åndelige mester uden forbehold.

Lihtsus tähendab seda, et inimene peaks loobuma igasugusest diplomaatiast ning kõnelema tegelikku tõde otse ja keerutamata isegi oma vaenlasele. Mis puutub vaimse õpetaja vastuvõtmisse, siis on see ülimalt oluline, sest ilma vaimse õpetaja juhendusteta pole võimalik vaimses teaduses areneda. Pühendunu peab pöörduma vaimse õpetaja poole täie alandlikkusega ning teenima teda kõikvõimalikel viisidel nii, et vaimne õpetaja oleks rahuldatud ning võiks anda õpilasele oma õnnistuse. Kuna tõeline vaimne õpetaja on Kṛṣṇa esindaja, võib õpilane tema õnnistuse läbi saada koheselt edasijõudnud pühendunuks ka siis, kui ta ei järgi kõiki ettekirjutusi, ehkki nende järgimine on märksa lihtsam inimese jaoks, kes on endast kõike andvalt teeninud vaimset õpetajat.

Renlighed er meget vigtig for fremskridt i åndeligt liv. Der er to former for renlighed: ydre og indre. Ydre renlighed vil sige at tage et bad, men for at være renlig i det indre skal man konstant tænke på Kṛṣṇa og recitere Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Denne metode vil fjerne sindets ophobede støv fra tidligere karma.

Puhtus on vaimses elus arenemiseks äärmiselt oluline. Puhtus on kahesugune: väline ja sisemine. Väline puhtus tähendab enda pesemist, kuid sisemise puhtuse saavutamiseks peab inimene mõtlema alati Kṛṣṇast ning kordama Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Sedasi toimides puhastab inimene oma mõistuse sinna minevikus kogunenud karma tolmust.

Vedholdenhed betyder, at man skal være fast besluttet på at gøre fremskridt i åndeligt liv. Uden en sådan beslutsomhed kan man intet videre fremskridt gøre. Og selvbeherskelse betyder, at man ikke accepterer noget, der er til hinder for ens åndelige fremskridt. Man skal vænne sig til dette og forkaste alt, der går imod ens åndelige fremskridt. Det er, hvad virkelig forsagelse vil sige. Sanserne er så stærke, at de altid tragter efter sansenydelse, men man må ikke give efter for sådanne unødvendige krav. Sanserne bør kun tilfredsstilles i den grad, det er nødvendigt for at holde kroppen sund og frisk, så man kan gøre sin pligt og avancere i åndeligt liv. Den vigtigste og mest ustyrlige sans er tungen. Hvis man kan beherske tungen, er der rigtig god mulighed for også at kunne beherske de andre sanser. Tungens funktion er at smage og tale. Tungen bør derfor igennem systematisk regulering altid holdes beskæftiget med at smage på resterne af den mad, der er ofret til Kṛṣṇa, og med at recitere Hare Kṛṣṇa. Hvad øjnene angår, bør de ikke tillades at se andet end Kṛṣṇas smukke form. Det vil beherske øjnene. På samme måde kan man engagere sine ører i at høre om Kṛṣṇa og sin næse i at dufte til blomsterne, der er ofret til Kṛṣṇa. Det er den hengivne tjenestes proces i en nøddeskal, og det er underforstået her, at Bhagavad-gītā er intet andet end en redegørelse for videnskaben om hengiven tjeneste. Hengiven tjeneste er det primære og eneste mål. Uintelligente Bhagavad-gītā- kommentatorer prøver at bortlede læserens sind til andre ting, men der er intet andet emne i Bhagavad-gītā end hengiven tjeneste.

Vankumatus tähendab seda, et inimene omab suurt sihikindlust vaimses elus arenemiseks. Omamata sellist sihikindlust, ei saa keegi tõeliselt areneda. Enesekontroll tähendab lahtiütlemist kõigest vaimset arengut takistavast. Inimene peab harjuma keelduma kõigest, mis takistab tema vaimset arengut. See on tõeline loobumus. Meeled on väga tugevad ning ihaldavad alati naudinguid. Meelte ebavajalikele nõudmistele ei tohi aga järele anda. Meeli tuleb rahuldada vaid keha tervena hoidmiseks, et täita oma kohustusi vaimse arengu teel. Tähtsaim ja kontrollimatuim meel on keel. Kui inimene suudab kontrollida oma keelt, siis on ülimalt tõenäoline, et ta suudab kontrollida ka teisi meeli. Keele funktsiooniks on maitsta ning tekitada helisid. Seepärast tuleb keel panna regulaarselt maitsma üksnes Kṛṣṇale pakutud toidu jäänuseid ning kordama Hare Kṛṣṇa mantrat. Mis puutub silmadesse, siis ei tohiks neil lasta vaadata mitte midagi muud peale Kṛṣṇa imeilusa kuju. Sedasi saavutame me kontrolli nägemismeele üle. Samuti tuleb kõrvad panna kuulama lugusid Kṛṣṇast ning nina tundma Kṛṣṇale pakutud lillede lõhna. Selline on pühendunud teenimise protsess ning käesolevast värsist võime mõista, et „Bhagavad-gītās" selgitatakse lihtsate sõnadega just nimelt pühendunud teenimise teadust. Pühendunud teenimine on selle keskne ning ühtlasi ainus huviobjekt. Vähese arukusega „Bhagavad- gītā" kommenteerijad püüavad juhtida lugeja mõistust teistele teemadele, kuid tegelikult pole „Bhagavad-gītās" ühtegi teist teemat peale pühendunud teenimise.

Falsk ego vil sige at acceptere denne krop som sig selv. Når man forstår, at man ikke er sin krop, men en åndelig sjæl, kommer man til sit virkelige ego. Det er ikke sådan, at man intet ego har. Det er kun det falske ego, der fordømmes, men ikke det virkelige ego. I den vediske litteratur (Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 1.4.10) står der, ahaṁ brahmāsmi: “Jeg er Brahman, jeg er ånd.” Dette “jeg er”, selvfølelsen, er der også i selverkendelsens befriede tilstand. Denne fornemmelse af “jeg er” er ego, men når følelsen af “jeg er” bliver overført til den falske krop, bliver det til falsk ego. Når følelsen af selvet overføres på virkeligheden, er det virkeligt ego. Der findes filosoffer, der hævder, at vi skal opgive vores ego, men vi kan ikke opgive vores ego, for ego betyder identitet. Men vi skal selvfølgelig opgive den falske identificering med kroppen.

Vale ego tähendab enese samastamist oma kehaga. Kui inimene mõistab, et ta ei ole mitte see keha, vaid vaimne hing, siis on ta jõudnud oma tegeliku ego juurde. Ego on alati olemas. Kuid erinevalt valest egost ei mõisteta tegelikku ego hukka. Vedalikus kirjanduses öeldakse („Bṛhad- āraṇyaka Upaniṣad" 1.4.10): ahaṁ brahmāsmi. „Mina olen Brahman, mina olen vaim." Tajumus, et „mina olen" on olemas ka eneseteadvustamise, vabanemise tasandil. See tajumus, et „mina olen" on ego. Kui see seostatakse oma võltskehaga, siis on tegu vale egoga. Juhul kui see seostatakse aga tegelikkusega, siis on tegu tõelise egoga. Eksisteerib klass filosoofe, kes ütlevad, et me peaksime vabanema oma egost, kuid me ei saa oma egost vabaneda, sest ego tähendab identiteeti. Vabanema peame me aga loomulikult enese ekslikust samastamisest oma kehaga.

Man skal forsøge at forstå, hvor megen lidelse der er forbundet med fødsel, død, alderdom og sygdom. Fødsel bliver beskrevet i forskellige vediske tekster. Der findes en livagtig beskrivelse i Śrīmad-Bhāgavatam af den ufødtes verden, hvordan barnet opholder sig i livmoderen, dets lidelse osv. Man skal have det helt klart for sig, at det er en smertefuld affære at blive født. Eftersom vi glemmer, hvor meget vi led i vores moders mave, gør vi intet forsøg på at løse problemet med gentagen fødsel og død. Også på dødstidspunktet er der alle mulige lidelser, der ligeledes bliver beskrevet i de autoritative skrifter. Alt dette bør diskuteres. Og hvad sygdom og alderdom angår, gør vi alle vores praktiske erfaringer. Ingen har lyst til at være syg, og ingen ønsker at blive gammel, men disse ting er uundgåelige. Medmindre vi har et pessimistisk syn på dette materielle liv og er bevidst om de lidelser, der er forbundet med fødsel, død, alderdom og sygdom, har vi intet incitament til at gøre fremskridt i åndeligt liv.

Inimene peab püüdma mõista sünni, surma, vanaduse ja haiguste vastuvõtmisest tulenevaid kannatusi. Mitmetes vedalikes pühakirjades kirjeldatakse sündi. „Śrīmad-Bhāgavatamis" kirjeldatakse väga kujundlikult mittesündinu maailma, lapse viibimist ema üsas, tema kannatusi seal jne. Neist kirjeldustest võib selgelt järeldada, et sündimine on väga kannatusterohke protsess. Kuna me oleme aga unustanud, kui suuri kannatusi me emaüsas viibides taluma pidime, ei püüa me sünni ja surma kordumise vastu leida mingit lahendust. Samuti räägitakse autoriteetsetes pühakirjades kannatustest, mida inimene on sunnitud taluma surma hetkel. Neid teemasid tuleks arutleda. Mis puutub vanadusse ja haigustesse, siis neid kogevad kõik. Mitte keegi ei taha olla haige ja mitte keegi ei taha vananeda, kuid ei vanadust ega haigusi pole võimalik vältida. Nii kaua kui me ei võta selle materiaalse elu ning sünni, surma, vanaduse ja haiguste suhtes pessimistlikku seisukohta, pole meil ajendit vaimses elus arengu saavutamiseks.

Med hensyn til frihed fra tilknytning til børn, hustru og hjem betyder det ikke, at man ingen følelser må have for dem. De er helt naturligt genstand for vores kærlighed. Men hvis de ikke er fordelagtige for åndeligt fremskridt, bør man ikke være knyttet til dem. Den bedste måde at gøre hjemmet rart på er Kṛṣṇa-bevidsthed. Hvis man er helt og fuldt Kṛṣṇa-bevidst, kan man gøre sit hjem til et meget lykkeligt sted, for denne Kṛṣṇa-bevidste proces er meget let. Det eneste, man behøver at gøre, er at synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, spise resterne af den mad, der er ofret til Kṛṣṇa, have diskussioner over bøger som Bhagavad- gītā og Śrīmad-Bhāgavatam og engagere sig i Deitetstilbedelse. Disse fire ting vil gøre én lykkelig. Man bør oplære sine familiemedlemmer på denne måde. Familien kan sætte sig sammen morgen og aften og synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Hvis man kan forme sit familieliv omkring disse fire principper og på denne måde udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed, er der ingen grund til at opgive familien til fordel for et liv i forsagelse. Men hvis ens familieliv ikke er befordrende eller gavnligt for åndeligt fremskridt, bør man opgive det. Man skal ofre alt for at erkende eller tjene Kṛṣṇa, ligesom Arjuna gjorde det. Arjuna ville ikke dræbe sine familiemedlemmer, men da han forstod, at hans familie stod i vejen for hans Kṛṣṇa-erkendelse, tog han Kṛṣṇas instruktioner til sig og kæmpede og slog sine familiemedlemmer ihjel. Under alle omstændigheder bør man være utilknyttet til familielivets lykke og lidelse, for i denne verden kan man aldrig være hverken helt lykkelig eller helt ulykkelig.

Mis puutub sõltumatusse seostest laste, naise ja koduga, siis ei mõelda selle all tunnete puudumist nende suhtes. Need on inimese loomupärased kiindumusobjektid. Ent kui nad saavad takistavaks vaimse arengu teel, siis peaks hoiduma neisse kiindumast. Parim meetod kodu meeldivaks teha on Kṛṣṇa teadvus. Kui inimene viibib täies Kṛṣṇa teadvuses, suudab ta luua oma koju äärmiselt õnneliku atmosfääri, sest Kṛṣṇa teadvuse meetod on väga lihtne. Tuleb vaid korrata Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, süüa Kṛṣṇale pakutud toidu jäänuseid; vestelda vedalikes raamatutes nagu „Bhagavad- gītā" ja „Śrīmad-Bhāgavatam" käsitletud teemadel ning teenida jumalust. Need neli tegevust teevad inimese õnnelikuks. Neid tuleks õpetada kõikidele oma pere liikmetele. Kogu pere võib hommikuti ja õhtuti teatud ajaks kokku istuda ning korrata koos Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Kui inimene suudab muuta oma pereelu Kṛṣṇa teadvuse arendamisele kaasa aitavaks, kui kogu pere järgib nelja reguleerivat põhimõtet, siis pole mingit vajadust vahetada perekondlikku elu loobumusliku elu vastu. Kui aga peresisene atmosfäär on inimese vaimset arengut takistav, sest vaimsete teadmiste arendamine pole teistele pere liikmetele meelepärane, tuleks perekondlikust elust loobuda. Nii nagu Arjuna, peaksime ka meie ohverdama kõik Kṛṣṇa teenimise ning teadvustamise nimel. Arjuna ei tahtnud oma sugulasi tappa, ent kui ta mõistis, et need sugulased olid vaid takistuseks Kṛṣṇa teadvustamise teel, järgis ta Kṛṣṇa nõuannet ning astus võitlusse ja tappis oma sugulased. Inimene peaks alati jääma sõltumatuks pereeluga seotud õnnest ja kannatustest, sest selles maailmas ei saa keegi olla kas läbinisti õnnelik või läbinisti õnnetu.

Lykke og lidelse er uløseligt forbundet med materielt liv. Man må lære at tolerere dem, som det tilrådes i Bhagavad-gītā. Man kan aldrig forhindre lykke og lidelse i at komme og gå, så man bør være utilknyttet til det materialistiske liv og automatisk være ligevægtig i begge tilfælde. Normalt bliver vi meget glade, når vi får noget, vi ønsker os, og når vi får noget, vi ikke ønsker os, bliver vi ulykkelige. Men hvis vi rent faktisk er på det åndelige stadie, forstyrrer disse ting os ikke. For at nå til det niveau bliver vi nødt til at udføre ubrydelig hengiven tjeneste. Hengiven tjeneste til Kṛṣṇa uden afvigelse vil sige at engagere sig selv i den hengivne tjenestes ni processer: at recitere Hare Kṛṣṇa, høre, tilbede, fremføre hyldester osv., som det er beskrevet i sidste vers i kapitel 9. Den proces bør man følge.

Õnn ning kannatused on materiaalse eluga kaasas käivad nähtused. Ning nagu soovitatud „Bhagavad-gītās", tuleb õppida neid kannatlikult taluma. Inimene ei saa õnne ja kannatuste tulekut ega minekut kunagi takistada ning seetõttu tuleb tal materialistlikust eluviisist lahti öelda ning säilitada tasakaal nii õnne kui ka kannatuste puhul. Tavaliselt oleme ihaldatut saavutades väga õnnelikud, ning kui meile langeb osaks midagi soovimatut, oleme me ahastuses. Ent kui me viibime vaimsel tasandil, ei lase me ennast sellistest asjadest häirida. Et jõuda vaimsele tasandile, peame me aga siduma end alati Jumala pühendunud teenimisega. Kṛṣṇa vankumatu pühendunud teenimine tähendab üheksa pühendunud teenimise protsessi praktiseerimist. Need üheksa protsessi – laulmine, kuulamine, jumaluse teenimine, lugupidamise avaldamine jne – on ära toodud üheksanda peatüki viimases värsis. Inimene peab neid üheksat protsessi järgima.

Når man er vant til den åndelige livsstil, har man helt naturligt ikke lyst til at blande sig med materialistiske mennesker. Det vil være én imod. Man kan teste sig selv ved at se, hvor meget man har lyst til at leve på et tilbagetrukket sted uden uønsket selskab. En hengiven har helt naturligt ingen hang til unødig sport, biografgængeri eller forskellige sociale sammenkomster, for han forstår, at alt dette blot er spild af tid. Mange forskere og filosoffer studerer sexliv eller andre emner, men den slags forskning og filosofisk spekulation er ifølge Bhagavad-gītā helt værdiløs. Den er mere eller mindre meningsløs. Ifølge Bhagavad-gītā skal man udforske sjælens natur filosofisk. Ens forskning bør være rettet imod at forstå selvet. Det anbefales her.

Kui inimene on harjunud järgima vaimse elu põhimõtteid, ei taha ta enam omada suhteid materialistlike inimestega. Sellised suhted muutuvad talle vastumeelseteks. Me võime ise hinnata oma arengut, küsides, kuivõrd tugevat tahet me omame elamaks üksildases paigas, vabana soovimatust suhtlusest. Loomulikult ei tunne pühendunu kiindumust ebavajaliku sportimise, kinos käimise või mõne seltskondliku ürituse nautimise suhtes, sest ta mõistab, et see on vaid aja raiskamine. Maailmas on palju õpetlasi ja filosoofe, kes uurivad seksuaalelu või muud taolist, kuid „Bhagavad-gītā" õpetuse kohaselt ei oma taolised uuringud või filosoofilised spekulatsioonid mitte mingit väärtust. See on rohkemal või vähemal määral mõttetu töö. „Bhagavad-gītā" õpetuse kohaselt peaks inimene filosoofiliste teadmiste abil uurima hinge olemust. Nagu soovitatud antud värsis, peaks inimene uurima, milline on tema tegelik olemus.

Med hensyn til selverkendelse fastslås det klart og tydeligt her, at bhakti-yoga er specielt praktisk. Så snart der er tale om hengivenhed, taler vi om forholdet mellem Oversjælen og den individuelle sjæl. Den individuelle sjæl og Oversjælen kan ikke være én, i hvert fald ikke ifølge bhakti-opfattelsen eller den hengivne livsopfattelse. Som det med al klarhed fremgår her, er den individuelle sjæls tjeneste til den Højeste Sjæl evig, nityam. Så bhakti eller hengiven tjeneste er evig. Man må være fast forankret i denne filosofiske overbevisning.

Mis puutub eneseteadvustamisse, siis on siinkohal selgelt öeldud, et selle eesmärgi saavutamiseks on eriti kasulik praktiseerida bhakti-joogat. Kui räägitakse pühendunud teenimisest, tuleb arvesse võtta Ülihinge ning individuaalse hinge vastastikuseid suhteid. Individuaalne hing ning Ülihing ei saa olla üks ja seesama, vähemasti mitte bhakti, pühendumusliku elukäsitluse kohaselt. Siin öeldakse selgelt, et Kõrgeima Hinge teenimine individuaalse hinge poolt on igavene, nityam. Seega on bhakti ehk pühendunud teenimine igavene. Inimene peaks alati kindlaks jääma sellele filosoofilisele veendumusele.

Dette forklares i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.11) med ordene vadanti tat tattva-vidas, tattvaṁ yaj jñānam advayam: “De, der virkelig kender den Absolutte Sandhed, ved, at Selvet erkendes i tre forskellige faser som Brahman, Paramātmā og Bhagavān.” Bhagavān er det sidste ord i erkendelsen af den Absolutte Sandhed. Man bør derfor stræbe efter at komme til dette niveau af forståelse af Guddommens Højeste Personlighed og således engagere sig i Herrens hengivne tjeneste. Det er perfektionen af al viden.

Seda selgitatakse „Śrīmad-Bhāgavatamis" (1.2.11): vadanti tat tattva- vidas tattvaṁ yaj jñānam advayam. „Need, kes tõepoolest tunnevad Absoluutset Tõde, teavad, et seda teadvustatakse kolmel eri tasandil, nimelt Brahmanina, Paramātmāna ja Bhagavānina." Bhagavān on Absoluutse Tõe teadvustamise viimane aste, seepärast peaks inimene püüdma jõuda Jumala Kõrgeima Isiksuse mõistmise tasandile ning rakendama end Jumala pühendunud teenimisse. See on teadmiste täiuslikkus.

Fra praktisering af ydmyghed til det niveau, hvor man erkender den Højeste Sandhed, Guddommens Absolutte Personlighed, er denne proces som en trappe, der begynder fra stueetagen og fører op til øverste etage. På denne trappe har mange mennesker nået til første, anden eller tredje etage osv., men medmindre man når op til den øverste etage, der er forståelsen af Kṛṣṇa, er man på et lavere kundskabstrin. Hvis man vil konkurrere med Gud og samtidig gøre fremskridt i åndelig viden, vil det kun lede til frustration. Her fastslås det klart, at uden ydmyghed er nogen egentlig forståelse ikke mulig. At tro, at man er Gud, er yderst opblæst. Selv om det levende væsen konstant bliver sparket af den materielle naturs strenge love, tror han på grund af uvidenhed stadigvæk, at “Jeg er Gud.” Viden begynder derfor med amānitvam eller ydmyghed. Man skal være ydmyg nok til at vide, at man er underlagt den Højeste Herre. På grund af oprør mod den Højeste Herre bliver man underkastet den materielle natur. Man må forstå og være overbevist om denne sandhed.

See Kõrgeima Tõe, Jumala Absoluutse Isiksuse teadvustamise protsess, mis algab alandlikkusest, on kui trepp, mis juhib inimese esimeselt korruselt ülemistele. Hetkel viibivad paljud inimesed selle trepi esimestel astmetel, mõned on jõudnud teisele korrusele jne, kuid seni, kuni inimene pole jõudnud viimasele korrusele, Kṛṣṇa mõistmiseni, ei ole tema teadmised veel täiuslikud. Inimene, kes tahab arendada vaimseid teadmisi, kuid samal ajal konkureerida Jumalaga, ei saavuta mingit edu. Siin öeldakse selgelt, et alandlikkuseta pole võimalik jõuda asjade tegeliku olemuse mõistmiseni. Kõrkuse tipp on pidada ennast Jumalaks. Ehkki elusolend saab pidevalt materiaalse looduse rangete seaduste käest valusaid lööke, arvab ta oma teadmatuse tõttu ikkagi: „Mina olen Jumal." Teadmiste omandamine saab seega alguse amānitvast, alandlikkusest. Inimene peab olema alandlik ning teadma, et ta on Kõigekõrgemale Jumalale alluv. Keeldudes allumast Kõigekõrgemale Jumalale, satub inimene materiaalse looduse alluvusse. Igaüks peaks teadma seda tõde ning olema selles veendunud.