FORKLARING: Den her beskrevne kundskabsproces misforstås ofte af mindre intelligente mennesker som handlingsfeltets vekselvirkninger. Men dette er faktisk den virkelige vej til kundskab. Hvis man accepterer denne proces, åbnes muligheden for at nærme sig den Absolutte Sandhed. Denne kundskabsproces er ikke en vekselvirkning imellem de allerede beskrevne 24 elementer. Den er i virkeligheden måden, hvorpå man kommer ud af indviklingen i disse elementer. Den legemliggjorte sjæl er fanget i kroppen, der er et hylster af de 24 elementer, og kundskabsprocessen, der beskrives her, er måden, hvorpå man kan gøre sig fri af disse elementer. Blandt alle kundskabsprocessens beskrevne elementer omtales det vigtigste punkt i første linie af vers 11. Mayi cānanya-yogena, bhaktir avyabhicāriṇī: Kundskabsprocessen kulminerer i uforfalsket hengiven tjeneste til Herren. Så hvis man ikke engagerer sig i eller er ude af stand til at nærme sig Herrens transcendentale tjeneste, har de andre nitten elementer ingen særlig værdi. Engagerer man sig derimod i hengiven tjeneste i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed, udvikles de andre nitten elementer automatisk inden i én selv. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (5.18.12), yasyāsti bhaktir bhagavaty akiñcanā, sarvair guṇais tatra samāsate surāḥ. Alle kundskabens gode kvaliteter udvikler sig hos den, der har nået til stadiet af hengiven tjeneste. Princippet med at acceptere en åndelig mester som omtalt i vers 8 er essentielt. Selv for den, der engagerer sig i hengiven tjeneste, er det af afgørende betydning. Transcendentalt liv begynder, når man accepterer en ægte åndelig mester. Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, fastslår her med al tydelighed, at denne kundskabsproces er den virkelige vej. Hvad man spekulerer sig frem til ud over det, er noget vrøvl.

Hvad angår kundskaben, der bliver skitseret her, kan de forskellige punkter analyseres som følger. Ydmyghed betyder, at man ikke må være ivrig efter at have tilfredsstillelsen af at blive æret af andre. Den materielle livsopfattelse gør os ivrige efter at modtage hæder fra andre, men set fra synsvinklen af den, der besidder perfekt viden – den, der ved, at han ikke er denne krop – er alt, der vedrører kroppen, det være sig ære eller vanære, værdiløst. Man bør ikke hige efter dette materielle bedrag. Folk er meget ivrige efter at blive berømte for deres religiøsitet, og derfor ses det undertiden, at en person, der ingen forståelse har af religiøse principper, slutter sig til en eller anden gruppe, der i virkeligheden ikke følger religiøse principper, og derefter ønsker at udgive sig for at være en religiøs leder. Med hensyn til rent faktisk at gøre fremskridt i åndelig videnskab bør man teste sig selv for at se, hvor langt man er kommet. Man kan bedømme sig selv ud fra disse punkter.

Normalt forstår man ikke-vold som ikke at dræbe eller tilintetgøre kroppen, men ikke-vold betyder i virkeligheden, at man ikke udsætter andre for lidelse. Folk generelt er fanget af uvidenhed i den materielle livsopfattelse, og de lider materielle kvaler uophørligt. Så medmindre man ophøjer folk til åndelig viden, er man voldelig. Man bør gøre sit bedste for at udbrede virkelig viden til folk, så de kan blive oplyste og slippe ud af denne materielle forvikling. Det er, hvad ikke-vold vil sige.

Tolerance indebærer, at man skal vænne sig til at bære over med andres fornærmelser. Hvis man deltager i udbredelsen af åndelig viden, vil man blive udsat for megen hån og mange fornærmelser fra andre. Dette er kun at forvente, for sådan er den materielle natur indrettet. Selv en dreng som Prahlāda, der allerede som 5-årig var i gang med at kultivere åndelig viden, blev truet, da hans far så sig vred på hans hengivenhed. Faderen prøvede at slå ham ihjel på alle mulige måder, men Prahlāda tolererede ham. Der kan således godt være mange forhindringer i vejen for at gøre fremskridt i åndelig viden, men vi må være tolerante og fortsætte vores fremgang med beslutsomhed.

Ligefremhed betyder, at man uden at være diplomatisk skal kunne være så ligefrem, at man til og med kan fortælle den virkelige sandhed til en fjende. Hvad angår accept af den åndelige mester, er dette afgørende, for man kan ikke avancere i åndelig videnskab uden vejledning fra en ægte åndelig mester. Man skal i al ydmyghed opsøge den åndelige mester og tilbyde ham sin tjeneste på enhver måde, så han får lyst til at skænke disciplen sine velsignelser. En ægte åndelig mester er Kṛṣṇas repræsentant, og hvis han derfor skænker sin discipel sine velsignelser, vil dette øjeblikkeligt gøre disciplen avanceret, uden at disciplen har fulgt de regulerende principper. Eller de regulerende principper vil være lettere at følge for den, der har tjent den åndelige mester uden forbehold.

Renlighed er meget vigtig for fremskridt i åndeligt liv. Der er to former for renlighed: ydre og indre. Ydre renlighed vil sige at tage et bad, men for at være renlig i det indre skal man konstant tænke på Kṛṣṇa og recitere Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Denne metode vil fjerne sindets ophobede støv fra tidligere karma.

Vedholdenhed betyder, at man skal være fast besluttet på at gøre fremskridt i åndeligt liv. Uden en sådan beslutsomhed kan man intet videre fremskridt gøre. Og selvbeherskelse betyder, at man ikke accepterer noget, der er til hinder for ens åndelige fremskridt. Man skal vænne sig til dette og forkaste alt, der går imod ens åndelige fremskridt. Det er, hvad virkelig forsagelse vil sige. Sanserne er så stærke, at de altid tragter efter sansenydelse, men man må ikke give efter for sådanne unødvendige krav. Sanserne bør kun tilfredsstilles i den grad, det er nødvendigt for at holde kroppen sund og frisk, så man kan gøre sin pligt og avancere i åndeligt liv. Den vigtigste og mest ustyrlige sans er tungen. Hvis man kan beherske tungen, er der rigtig god mulighed for også at kunne beherske de andre sanser. Tungens funktion er at smage og tale. Tungen bør derfor igennem systematisk regulering altid holdes beskæftiget med at smage på resterne af den mad, der er ofret til Kṛṣṇa, og med at recitere Hare Kṛṣṇa. Hvad øjnene angår, bør de ikke tillades at se andet end Kṛṣṇas smukke form. Det vil beherske øjnene. På samme måde kan man engagere sine ører i at høre om Kṛṣṇa og sin næse i at dufte til blomsterne, der er ofret til Kṛṣṇa. Det er den hengivne tjenestes proces i en nøddeskal, og det er underforstået her, at Bhagavad-gītā er intet andet end en redegørelse for videnskaben om hengiven tjeneste. Hengiven tjeneste er det primære og eneste mål. Uintelligente Bhagavad-gītā- kommentatorer prøver at bortlede læserens sind til andre ting, men der er intet andet emne i Bhagavad-gītā end hengiven tjeneste.

Falsk ego vil sige at acceptere denne krop som sig selv. Når man forstår, at man ikke er sin krop, men en åndelig sjæl, kommer man til sit virkelige ego. Det er ikke sådan, at man intet ego har. Det er kun det falske ego, der fordømmes, men ikke det virkelige ego. I den vediske litteratur (Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 1.4.10) står der, ahaṁ brahmāsmi: “Jeg er Brahman, jeg er ånd.” Dette “jeg er”, selvfølelsen, er der også i selverkendelsens befriede tilstand. Denne fornemmelse af “jeg er” er ego, men når følelsen af “jeg er” bliver overført til den falske krop, bliver det til falsk ego. Når følelsen af selvet overføres på virkeligheden, er det virkeligt ego. Der findes filosoffer, der hævder, at vi skal opgive vores ego, men vi kan ikke opgive vores ego, for ego betyder identitet. Men vi skal selvfølgelig opgive den falske identificering med kroppen.

Man skal forsøge at forstå, hvor megen lidelse der er forbundet med fødsel, død, alderdom og sygdom. Fødsel bliver beskrevet i forskellige vediske tekster. Der findes en livagtig beskrivelse i Śrīmad-Bhāgavatam af den ufødtes verden, hvordan barnet opholder sig i livmoderen, dets lidelse osv. Man skal have det helt klart for sig, at det er en smertefuld affære at blive født. Eftersom vi glemmer, hvor meget vi led i vores moders mave, gør vi intet forsøg på at løse problemet med gentagen fødsel og død. Også på dødstidspunktet er der alle mulige lidelser, der ligeledes bliver beskrevet i de autoritative skrifter. Alt dette bør diskuteres. Og hvad sygdom og alderdom angår, gør vi alle vores praktiske erfaringer. Ingen har lyst til at være syg, og ingen ønsker at blive gammel, men disse ting er uundgåelige. Medmindre vi har et pessimistisk syn på dette materielle liv og er bevidst om de lidelser, der er forbundet med fødsel, død, alderdom og sygdom, har vi intet incitament til at gøre fremskridt i åndeligt liv.

Med hensyn til frihed fra tilknytning til børn, hustru og hjem betyder det ikke, at man ingen følelser må have for dem. De er helt naturligt genstand for vores kærlighed. Men hvis de ikke er fordelagtige for åndeligt fremskridt, bør man ikke være knyttet til dem. Den bedste måde at gøre hjemmet rart på er Kṛṣṇa-bevidsthed. Hvis man er helt og fuldt Kṛṣṇa-bevidst, kan man gøre sit hjem til et meget lykkeligt sted, for denne Kṛṣṇa-bevidste proces er meget let. Det eneste, man behøver at gøre, er at synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, spise resterne af den mad, der er ofret til Kṛṣṇa, have diskussioner over bøger som Bhagavad- gītā og Śrīmad-Bhāgavatam og engagere sig i Deitetstilbedelse. Disse fire ting vil gøre én lykkelig. Man bør oplære sine familiemedlemmer på denne måde. Familien kan sætte sig sammen morgen og aften og synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Hvis man kan forme sit familieliv omkring disse fire principper og på denne måde udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed, er der ingen grund til at opgive familien til fordel for et liv i forsagelse. Men hvis ens familieliv ikke er befordrende eller gavnligt for åndeligt fremskridt, bør man opgive det. Man skal ofre alt for at erkende eller tjene Kṛṣṇa, ligesom Arjuna gjorde det. Arjuna ville ikke dræbe sine familiemedlemmer, men da han forstod, at hans familie stod i vejen for hans Kṛṣṇa-erkendelse, tog han Kṛṣṇas instruktioner til sig og kæmpede og slog sine familiemedlemmer ihjel. Under alle omstændigheder bør man være utilknyttet til familielivets lykke og lidelse, for i denne verden kan man aldrig være hverken helt lykkelig eller helt ulykkelig.

Lykke og lidelse er uløseligt forbundet med materielt liv. Man må lære at tolerere dem, som det tilrådes i Bhagavad-gītā. Man kan aldrig forhindre lykke og lidelse i at komme og gå, så man bør være utilknyttet til det materialistiske liv og automatisk være ligevægtig i begge tilfælde. Normalt bliver vi meget glade, når vi får noget, vi ønsker os, og når vi får noget, vi ikke ønsker os, bliver vi ulykkelige. Men hvis vi rent faktisk er på det åndelige stadie, forstyrrer disse ting os ikke. For at nå til det niveau bliver vi nødt til at udføre ubrydelig hengiven tjeneste. Hengiven tjeneste til Kṛṣṇa uden afvigelse vil sige at engagere sig selv i den hengivne tjenestes ni processer: at recitere Hare Kṛṣṇa, høre, tilbede, fremføre hyldester osv., som det er beskrevet i sidste vers i kapitel 9. Den proces bør man følge.

Når man er vant til den åndelige livsstil, har man helt naturligt ikke lyst til at blande sig med materialistiske mennesker. Det vil være én imod. Man kan teste sig selv ved at se, hvor meget man har lyst til at leve på et tilbagetrukket sted uden uønsket selskab. En hengiven har helt naturligt ingen hang til unødig sport, biografgængeri eller forskellige sociale sammenkomster, for han forstår, at alt dette blot er spild af tid. Mange forskere og filosoffer studerer sexliv eller andre emner, men den slags forskning og filosofisk spekulation er ifølge Bhagavad-gītā helt værdiløs. Den er mere eller mindre meningsløs. Ifølge Bhagavad-gītā skal man udforske sjælens natur filosofisk. Ens forskning bør være rettet imod at forstå selvet. Det anbefales her.

Med hensyn til selverkendelse fastslås det klart og tydeligt her, at bhakti-yoga er specielt praktisk. Så snart der er tale om hengivenhed, taler vi om forholdet mellem Oversjælen og den individuelle sjæl. Den individuelle sjæl og Oversjælen kan ikke være én, i hvert fald ikke ifølge bhakti-opfattelsen eller den hengivne livsopfattelse. Som det med al klarhed fremgår her, er den individuelle sjæls tjeneste til den Højeste Sjæl evig, nityam. Så bhakti eller hengiven tjeneste er evig. Man må være fast forankret i denne filosofiske overbevisning.

Dette forklares i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.11) med ordene vadanti tat tattva-vidas, tattvaṁ yaj jñānam advayam: “De, der virkelig kender den Absolutte Sandhed, ved, at Selvet erkendes i tre forskellige faser som Brahman, Paramātmā og Bhagavān.” Bhagavān er det sidste ord i erkendelsen af den Absolutte Sandhed. Man bør derfor stræbe efter at komme til dette niveau af forståelse af Guddommens Højeste Personlighed og således engagere sig i Herrens hengivne tjeneste. Det er perfektionen af al viden.

Fra praktisering af ydmyghed til det niveau, hvor man erkender den Højeste Sandhed, Guddommens Absolutte Personlighed, er denne proces som en trappe, der begynder fra stueetagen og fører op til øverste etage. På denne trappe har mange mennesker nået til første, anden eller tredje etage osv., men medmindre man når op til den øverste etage, der er forståelsen af Kṛṣṇa, er man på et lavere kundskabstrin. Hvis man vil konkurrere med Gud og samtidig gøre fremskridt i åndelig viden, vil det kun lede til frustration. Her fastslås det klart, at uden ydmyghed er nogen egentlig forståelse ikke mulig. At tro, at man er Gud, er yderst opblæst. Selv om det levende væsen konstant bliver sparket af den materielle naturs strenge love, tror han på grund af uvidenhed stadigvæk, at “Jeg er Gud.” Viden begynder derfor med amānitvam eller ydmyghed. Man skal være ydmyg nok til at vide, at man er underlagt den Højeste Herre. På grund af oprør mod den Højeste Herre bliver man underkastet den materielle natur. Man må forstå og være overbevist om denne sandhed.