Skip to main content

TEXT 5

VERSO 5

Tekst

Texto

kleśo ’dhika-taras teṣām
avyaktāsakta-cetasām
avyaktā hi gatir duḥkhaṁ
dehavadbhir avāpyate
kleśo ’dhika-taras teṣām
avyaktāsakta-cetasām
avyaktā hi gatir duḥkhaṁ
dehavadbhir avāpyate

Synonyms

Sinônimos

kleśaḥ — besvær; adhika-taraḥ — megen; teṣām — for dem; avyakta — til det umanifesterede; āsakta — er knyttet; cetasām — for dem, hvis sind; avyaktā — mod det umanifesterede; hi — afgjort; gatiḥ — fremskridt; duḥkham — med besvær; deha-vadbhiḥ — af de legemliggjorte; avāpyate — opnås.

kleśaḥ — perturbação; adhika-taraḥ — muita; teṣām — deles; avyakta — ao imanifesto; āsakta — apegadas; cetasām — daqueles cujas mentes; avyaktā — rumo ao imanifesto; hi — decerto; gatiḥ — o progresso; duḥkham — com problemas; deha-vadbhiḥ — pelos corporificados; avāpyate — é alcançado.

Translation

Tradução

For dem, hvis sind er knyttet til den Højestes umanifesterede, upersonlige aspekt, er det meget vanskeligt at gøre fremskridt. Det er altid svært for dem, der er legemliggjorte, at gøre fremskridt i den disciplin.

Para aqueles cujas mentes estão apegadas ao aspecto impessoal e imanifesto do Supremo, o progresso é muito problemático. Progredir nesta disciplina é sempre difícil para aqueles que estão encarnados. 

Purport

Comentário

FORKLARING: Gruppen af transcendentalister, der følger vejen mod den Højeste Herres ufattelige, umanifesterede, upersonlige aspekt, betegnes som jñāna-yogīer, og de, der er fuldstændigt Kṛṣṇa-bevidste og er engageret i Herrens hengivne tjeneste, kaldes bhakti-yogīer. Her gives der klart udtryk for forskellen på jnāna-yoga og bhakti-yoga. Jñāna- yoga-processen er yderst besværlig, selv om den i sidste ende fører til samme mål, imens bhakti-yogaens vej, der indebærer at være engageret i Guddommens Højeste Personligheds direkte tjeneste, er lettere og er naturlig for den legemliggjorte sjæl. Den individuelle sjæl har været legemliggjort i umindelige tider. Det er meget svært for ham blot teoretisk at forstå, at han ikke er kroppen. Bhakti-yogīen accepterer derfor Kṛṣṇas Deitet som tilbedelsesværdig for på den måde at have en kropslig forestilling, som sindet kan hæfte sig ved.

Her skal det nævnes, at tilbedelse af Guddommens Højeste Personlighed i Hans form i templet selvfølgelig ikke er afgudstilbedelse. Ifølge den vediske litteratur kan tilbedelse være enten saguṇa eller nirguṇa, dvs. tilbedelse af den Højeste med eller uden egenskaber. Tilbedelse af Deiteten i templet er saguṇa-tilbedelse, for Herren repræsenteres her af materielle kvaliteter. Men selv om Herrens form bliver repræsenteret af materielle elementer som sten, træ eller oliefarver, er den i virkeligheden ikke materiel. Det er den Højeste Herres absolutte natur.

Os transcendentalistas que seguem o caminho que leva ao aspecto inconcebível, imanifesto e impessoal do Senhor Supremo chamam-se jñāna-yogīs, e aqueles que estão em plena consciência de Kṛṣṇa, ocupados no serviço devocional do Senhor, chamam-se bhakti-yogīs. E aqui se expressa definitivamente a diferença entre jñāna-yoga e bhakti-yoga. O processo de jñāna-yoga, embora possa levar o transcendentalista à mesma meta, é muito penoso, ao passo que o caminho de bhakti-yoga, o processo no qual se presta serviço direto à Suprema Personalidade de Deus, é mais fácil e é natural para a alma encarnada. A alma individual está encarnada desde tempos imemoriais. É muito difícil para ela a simples compreensão teórica de que não é o corpo. Por isso, o bhakti-yogī aceita como adorável a Deidade de Kṛṣṇa porque, como há alguma concepção corpórea fixa na mente, pode-se então aplicá-la. É claro que a adoração à forma da Suprema Personalidade de Deus que permanece no templo não é idolatria. Na literatura védica há evidência de que a adoração pode ser saguṇa e nirguṇa — em que o Supremo possui ou não possui atributos. A adoração à Deidade no templo é adoração saguṇa, pois o Senhor é representado por qualidades materiais. Mas a forma do Senhor, embora representada por qualidades materiais, tais como pedra, madeira ou pintura a óleo, na verdade não é material. Esta é a natureza absoluta do Senhor Supremo.

Et dagligdags eksempel kan gives her. Vi kan finde postkasser på gaden, og hvis vi lægger vores breve i disse postkasser, kommer de uden problemer frem til deres bestemmelsessted. Men en hvilken som helst tilfældig kasse eller en efterligning af en postkasse, der ikke er autoriseret af postkontoret, duer ikke. På samme måde har Gud en autoriseret repræsentation i form af Deitets-formen, der kaldes arcā-vigraha. Denne arcā-vigraha er en inkarnation af den Højeste Herre. Gud tager imod tjeneste i den form. Herren er almægtig. Han besidder al kraft. Han kan derfor i Sin inkarnation som arcā-vigraha tage imod den hengivnes tjeneste specielt for at facilitere det betingede menneske.

Pode-se dar aqui um exemplo rudimentar. Podemos encontrar pela rua algumas caixas do correio, e se pusermos nossas cartas naquelas caixas, não haverá nenhuma dificuldade de elas naturalmente chegarem a seu destino. Mas uma caixa velha qualquer, ou uma imitação que encontramos num lugar qualquer, que não é autorizada pelo correio, não servirão a este propósito. De modo semelhante, Deus é representado autorizadamente na forma da Deidade, que se chama arcā-vigraha. Esta arcā-vigraha é uma encarnação do Senhor Supremo. Deus aceitará serviço por intermédio desta forma. O Senhor é onipotente, todo-poderoso; portanto, através de Sua encarnação como arcā-vigraha, Ele pode aceitar os serviços do devoto, só para facilitar a vida do homem condicionado.

Således er det ikke svært for en hengiven øjeblikkeligt og direkte at nærme sig den Højeste, men for dem, der følger den upersonlige vej til åndelig erkendelse, er det svært. De er nødt til at forstå den Højestes umanifesterede repræsentation gennem vedisk litteratur som Upaniṣaderne, og de er nødt til at lære sproget, forstå de uopfattelige følelser og erkende alle disse processer. Dette er ikke nemt for et almindeligt menneske. Men en Kṛṣṇa-bevidst person, der er engageret i hengiven tjeneste, erkender meget let Guddommens Højeste Personlighed blot ved at blive vejledt af den ægte åndelige mester, blot ved regelmæssigt at fremføre sine hyldester til Deiteten, blot ved at høre om Herrens herligheder og blot ved at indtage resterne af den mad, der er ofret til Herren. Upersonalisterne følger utvivlsomt en unødigt besværlig vej med risiko for i sidste ende alligevel ikke at erkende den Absolutte Sandhed. Men personalisten vender sig uden risici, problemer eller besværligheder direkte til den Højeste Personlighed. Der findes en lignende passage i Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.4). Her står der, at hvis man i sidste ende alligevel er nødt til at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed (denne overgivelsesproces kaldes bhakti), men i stedet påtager sig besværet med at forstå, hvad der er Brahman, og hvad der ikke er Brahman, og bruger hele livet på den måde, får man ikke andet end problemer ud af det. Man bliver derfor rådet her til ikke at følge denne besværlige vej til selverkendelse, for det endelige resultat er usikkert.

Logo, para o devoto não há dificuldade de aproximar-se do Supremo imediata e diretamente, mas o método será difícil para aqueles que buscam a compreensão espiritual seguindo o caminho impessoal. Para compreender a representação imanifesta do Supremo eles devem consultar textos védicos, tais como os Upaniṣads, e devem aprender o idioma em que estes foram escritos, entender os sentimentos não-perceptivos e realizar todos esses processos. Isto não é muito fácil para um homem comum. Quem está em consciência de Kṛṣṇa, ocupado no serviço devocional, através da orientação do mestre espiritual autêntico, do oferecimento regular de reverências à Deidade, do fato de ouvir as glórias do Senhor e comer os restos do alimento oferecido ao Senhor, tem muita facilidade de compreender a Suprema Personalidade de Deus. Não há dúvida alguma de que os impersonalistas estão tomando um caminho desnecessariamente penoso, correndo o risco de acabarem não entendendo a Verdade Absoluta. Mas o personalista, sem nenhum risco, problema ou dificuldade, aproxima-se da Suprema Personalidade diretamente. Uma passagem semelhante aparece no Śrīmad-Bhāgavatam, onde se afirma que o resultado será problemático demais para quem, por fim, tem de se render à Suprema Personalidade de Deus através do processo de rendição chamado bhakti, mas passa toda a sua vida dando-se ao trabalho de entender o que é Brahman e o que não é Brahman. Portanto, aqui se aconselha que ninguém deve trilhar este penoso caminho de auto-realização, porque o resultado final é muito incerto.

Et levende væsen er for evigt en individuel sjæl, og hvis man ønsker at blive ét med den åndelige helhed, kan man opnå dette ved at erkende de evige og kundskabsmæssige sider i sin oprindelige natur, men man vil ikke erkende lyksalighedsaspektet. Ved en hengivens nåde kan sådan en transcendentalist, der er højt uddannet inden for jñāna-yoga-metoden, dog komme til bhakti-yoga eller hengiven tjeneste. På det tidspunkt kan lang tids praktisering af upersonalisme også give anledning til problemer, for man kan ikke give slip på idéen. En legemliggjort sjæl løber derfor altid ind i vanskeligheder med det umanifesterede, både under udøvelsen, og når det kommer til tidspunktet for erkendelse. Alle levende sjæle er delvist uafhængige, og man må være helt klar over, at denne umanifesterede erkendelse strider mod naturen af ens åndelige lyksalige selv. Man bør ikke indlade sig på den proces. For alle individuelle levende væsener er den bedste vej Kṛṣṇa-bevidsthed, der indebærer at være fuldt engageret i hengiven tjeneste. Hvis man vælger at ignorere denne hengivne tjeneste, er der fare for, at man vender sig mod ateisme. Som allerede udtrykt i dette vers bør metoden med at koncentrere sin opmærksomhed på det umanifesterede, det ufattelige, det, der ligger uden for sansernes rækkevidde, derfor på intet tidspunkt tilskyndes, specielt ikke i denne tidsalder. Det tilrådes ikke af Herren Kṛṣṇa.

O ser vivo é eternamente uma alma individual, e se ele quiser imergir no todo espiritual, pode ser que passe a compreender os aspectos eterno e cognoscível de sua natureza original, mas não realiza a porção bem-aventurada. Pela graça de um devoto, esse transcendentalista, muito erudito no processo de jñāna-yoga, pode chegar ao ponto de bhakti-yoga, ou serviço devocional. Nesse momento, a longa prática do impersonalismo também se torna uma fonte de problemas, porque ele não pode desistir da idéia. Por isso, a alma encarnada está sempre tendo dificuldades com o imanifesto, tanto na hora da prática quanto na hora da compreensão. Todas as almas vivas são parcialmente independentes, e deve-se saber com toda a certeza que esta compreensão sobre o imanifesto vai de encontro à natureza de seu eu espiritual bem-aventurado. Não convém adotar esse processo. O processo da consciência de Kṛṣṇa, que é o mesmo que ocupar-se em serviço devocional pleno, é o melhor caminho para todos os seres vivos. Se alguém prefere ignorar este serviço devocional, há o perigo de se voltar para o ateísmo. Portanto, não se deveria jamais incentivar, especialmente nesta era, o processo de focalizar a atenção no imanifesto, ou inconcebível, que está além do alcance dos sentidos, como já foi expresso neste verso. O Senhor Kṛṣṇa não o aconselha.