Skip to main content

TEXT 5

TEXT 5

Tekst

Текст

kleśo ’dhika-taras teṣām
avyaktāsakta-cetasām
avyaktā hi gatir duḥkhaṁ
dehavadbhir avāpyate
клеш́о ’дгікатарас теша̄м
авйакта̄сакта-четаса̄м
авйакта̄ хі ґатір дух̣кгам̇
дехавадбгір ава̄пйате

Synonyms

Послівний переклад

kleśaḥ — besvær; adhika-taraḥ — megen; teṣām — for dem; avyakta — til det umanifesterede; āsakta — er knyttet; cetasām — for dem, hvis sind; avyaktā — mod det umanifesterede; hi — afgjort; gatiḥ — fremskridt; duḥkham — med besvær; deha-vadbhiḥ — af de legemliggjorte; avāpyate — opnås.

клеш́ах̣—турботи; адгіка-тарах̣—дуже; теша̄м—їх; авйакта—до непроявленого; а̄сакта—прив’язаний; четаса̄м—тих, чий розум; авйакта̄—до непроявленого; хі—неодмінно; ґатіх̣—поступ; дух̣кгам—із труднощами; деха-вадбгіх̣—втіленим; ава̄пйате—досягають.

Translation

Переклад

For dem, hvis sind er knyttet til den Højestes umanifesterede, upersonlige aspekt, er det meget vanskeligt at gøre fremskridt. Det er altid svært for dem, der er legemliggjorte, at gøre fremskridt i den disciplin.

Для тих же, чий розум тяжіє до невиявленого, безособистісного аспекту Всевишнього, поступ дуже ускладнений. Втіленим істотам завжди важко досягнути успіху на цьому шляху.

Purport

Коментар

FORKLARING: Gruppen af transcendentalister, der følger vejen mod den Højeste Herres ufattelige, umanifesterede, upersonlige aspekt, betegnes som jñāna-yogīer, og de, der er fuldstændigt Kṛṣṇa-bevidste og er engageret i Herrens hengivne tjeneste, kaldes bhakti-yogīer. Her gives der klart udtryk for forskellen på jnāna-yoga og bhakti-yoga. Jñāna- yoga-processen er yderst besværlig, selv om den i sidste ende fører til samme mål, imens bhakti-yogaens vej, der indebærer at være engageret i Guddommens Højeste Personligheds direkte tjeneste, er lettere og er naturlig for den legemliggjorte sjæl. Den individuelle sjæl har været legemliggjort i umindelige tider. Det er meget svært for ham blot teoretisk at forstå, at han ikke er kroppen. Bhakti-yogīen accepterer derfor Kṛṣṇas Deitet som tilbedelsesværdig for på den måde at have en kropslig forestilling, som sindet kan hæfte sig ved.

Her skal det nævnes, at tilbedelse af Guddommens Højeste Personlighed i Hans form i templet selvfølgelig ikke er afgudstilbedelse. Ifølge den vediske litteratur kan tilbedelse være enten saguṇa eller nirguṇa, dvs. tilbedelse af den Højeste med eller uden egenskaber. Tilbedelse af Deiteten i templet er saguṇa-tilbedelse, for Herren repræsenteres her af materielle kvaliteter. Men selv om Herrens form bliver repræsenteret af materielle elementer som sten, træ eller oliefarver, er den i virkeligheden ikke materiel. Det er den Højeste Herres absolutte natur.

Клас трансценденталістів, які звертаються до незбагненного, невиявленого, безособистісного аспекту Верховного Господа, називають класом джн̃а̄на-йоґів, а тих, хто повністю перебуває в свідомості Кр̣шн̣и й з відданістю служить Господу, називають бгакті-йоґами. Ось тепер чітко з’ясовано різницю між джн̃а̄на-йоґою та бгакті-йоґою. Джн̃а̄на-йоґа, хоча і приводить людину врешті-решт до тієї ж мети, дуже складна, тоді як шлях бгакті-йоґи, безпосереднього відданого служіння Верховному Богові-Особі — легший і більш відповідає природі втіленої душі. Індивідуальна душа є втіленою з давніх-давен. Їй важко збагнути, навіть теоретично, що вона не є тіло. Тому бгакті-йоґа використовує мӯртı̄ Кр̣шн̣и як об’єкт поклоніння, бо так можна застосувати тілесну концепцію, яка закріпилась в нашому розумі. Поклоніння Верховному Богові- Особі в храмі перед Його мӯртı̄ зовсім не є ідолопоклонство. Ведична література свідчить, що поклоніння може бути двояким: саґун̣а і нірґун̣а, тобто поклоніння Всевишньому, який має або не має Своїх атрибутів. Поклоніння мӯртı̄ в храмі — це поклоніння типу саґун̣а, тобто поклоніння Господеві, що виражений матеріальними елементами. Але насправді мӯртı̄ Господа не є матеріальне, хоча і явлене в матеріальних елементах: камені, дереві, олійних фарбах. Такою є абсолютна природа Верховного Господа.

Et dagligdags eksempel kan gives her. Vi kan finde postkasser på gaden, og hvis vi lægger vores breve i disse postkasser, kommer de uden problemer frem til deres bestemmelsessted. Men en hvilken som helst tilfældig kasse eller en efterligning af en postkasse, der ikke er autoriseret af postkontoret, duer ikke. På samme måde har Gud en autoriseret repræsentation i form af Deitets-formen, der kaldes arcā-vigraha. Denne arcā-vigraha er en inkarnation af den Højeste Herre. Gud tager imod tjeneste i den form. Herren er almægtig. Han besidder al kraft. Han kan derfor i Sin inkarnation som arcā-vigraha tage imod den hengivnes tjeneste specielt for at facilitere det betingede menneske.

Можна навести грубий приклад. На вулиці встановлено поштові скриньки, і якщо ми вкидаємо до них наші листи, їх, певна річ, буде доставлено за призначенням. Але будь-яка інша скринька, хай навіть і дуже схожа на поштову, але яку не встановило відділення зв’язку, не придатна для цього. Так само, існує узвичаєна форма, яка представляє Бога у вигляді арча̄-віґрахи. Арча̄-віґраха — це втілення Верховного Господа. Через цю форму Бог прийматиме служіння. Господь всемогутній та всесильний, і тому може прийняти любовне служіння Свого відданого через Своє втілення в арча̄-віґрасі, щоб полегшити поклоніння для людини, яка живе обумовленим життям.

Således er det ikke svært for en hengiven øjeblikkeligt og direkte at nærme sig den Højeste, men for dem, der følger den upersonlige vej til åndelig erkendelse, er det svært. De er nødt til at forstå den Højestes umanifesterede repræsentation gennem vedisk litteratur som Upaniṣaderne, og de er nødt til at lære sproget, forstå de uopfattelige følelser og erkende alle disse processer. Dette er ikke nemt for et almindeligt menneske. Men en Kṛṣṇa-bevidst person, der er engageret i hengiven tjeneste, erkender meget let Guddommens Højeste Personlighed blot ved at blive vejledt af den ægte åndelige mester, blot ved regelmæssigt at fremføre sine hyldester til Deiteten, blot ved at høre om Herrens herligheder og blot ved at indtage resterne af den mad, der er ofret til Herren. Upersonalisterne følger utvivlsomt en unødigt besværlig vej med risiko for i sidste ende alligevel ikke at erkende den Absolutte Sandhed. Men personalisten vender sig uden risici, problemer eller besværligheder direkte til den Højeste Personlighed. Der findes en lignende passage i Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.4). Her står der, at hvis man i sidste ende alligevel er nødt til at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed (denne overgivelsesproces kaldes bhakti), men i stedet påtager sig besværet med at forstå, hvad der er Brahman, og hvad der ikke er Brahman, og bruger hele livet på den måde, får man ikke andet end problemer ud af det. Man bliver derfor rådet her til ikke at følge denne besværlige vej til selverkendelse, for det endelige resultat er usikkert.

Отже, відданому зовсім неважко одразу й безпосередньо наблизитись до Верховного Господа, але тим, хто йде до духовного усвідомлення шляхом імперсоналізму, це дуже трудно. Вони повинні усвідомити невиявлений аспект Всевишнього за допомогою такої ведичної літератури, як Упанішади, тобто їм необхідно вивчити мову, збагнути абстрактні відчуття й пройти усім шляхом до кінця, а то є справа нелегка для звичайної людини. Але той, хто з відданістю служить Господу в свідомості Кр̣шн̣и, лише виконуючи вказівки істинного духовного вчителя і просто реґулярно шанобливо схиляючись перед мӯрті Кр̣шн̣и, просто слухаючи про славу Господа, просто приймаючи залишки їжі, запропонованої Господу, може без труднощів пізнати Верховного Бога-Особу. Безсумнівно, імперсоналісти без потреби йдуть дуже важким шляхом і, зрештою, ризикують так і не досягти Абсолютної Істини. Персоналісти ж наближаються до Верховного Бога-Особи безпосередньо, без ризику, зайвого клопоту та великих труднощів. В Ш́рı̄мад-Бга̄ґаватам є подібний уривок: якщо людина врешті-решт має намір вручити себе Верховному Богові-Особі (цей спосіб називають бгакті), але натомість бере на себе тягар усвідомлення Брахмана й того, що не є Ним і витрачає на це все своє життя, то результатом буде тільки клопіт. Тому тут і не рекомендовано ставати на такий складний шлях самореалізації, бо невідомо, яким ще буде кінцевий результат.

Et levende væsen er for evigt en individuel sjæl, og hvis man ønsker at blive ét med den åndelige helhed, kan man opnå dette ved at erkende de evige og kundskabsmæssige sider i sin oprindelige natur, men man vil ikke erkende lyksalighedsaspektet. Ved en hengivens nåde kan sådan en transcendentalist, der er højt uddannet inden for jñāna-yoga-metoden, dog komme til bhakti-yoga eller hengiven tjeneste. På det tidspunkt kan lang tids praktisering af upersonalisme også give anledning til problemer, for man kan ikke give slip på idéen. En legemliggjort sjæl løber derfor altid ind i vanskeligheder med det umanifesterede, både under udøvelsen, og når det kommer til tidspunktet for erkendelse. Alle levende sjæle er delvist uafhængige, og man må være helt klar over, at denne umanifesterede erkendelse strider mod naturen af ens åndelige lyksalige selv. Man bør ikke indlade sig på den proces. For alle individuelle levende væsener er den bedste vej Kṛṣṇa-bevidsthed, der indebærer at være fuldt engageret i hengiven tjeneste. Hvis man vælger at ignorere denne hengivne tjeneste, er der fare for, at man vender sig mod ateisme. Som allerede udtrykt i dette vers bør metoden med at koncentrere sin opmærksomhed på det umanifesterede, det ufattelige, det, der ligger uden for sansernes rækkevidde, derfor på intet tidspunkt tilskyndes, specielt ikke i denne tidsalder. Det tilrådes ikke af Herren Kṛṣṇa.

Жива істота вічно є індивідуальною душею, і якщо вона бажає розчинитись в духовному цілому, то цим вона може завершити усвідомлення аспектів вічності й знання, що притаманні їй, але аспекту блаженства вона не осягне. Милістю якого-небудь відданого трансценденталіст, що обізнаний з джн̃а̄на-йоґою, може впритул підійти до бгакті-йоґи, або відданого служіння. Але тривале захоплення імперсоналізмом також стає джерелом труднощів, бо тоді людина вже не може позбутись імперсональних ідей. Отже, обумовленій душі завжди важко мати справу з невиявленим, як під час занять джн̃а̄на-йоґою, так і тоді, коли вона вже усвідомлює його. Кожна душа має часткову незалежність, і людина повинна чітко з’ясувати для себе, що реалізація невиявленого суперечить її духовній, сповненій блаженства сутності. Тому не слід вдаватись до цього. Для кожної індивідуальної живої істоти шлях свідомості Кр̣шн̣и або відданого служіння є найкращий шлях. На тих, хто нехтує відданим служінням, чигає небезпека стати атеїстом. Отже, як відмічено в цьому вірші, спосіб, що полягає в зосередженні уваги на невиявленому, незбагненному, на тому, що перебуває поза чуттєвим сприйманням, ніколи не слід підтримувати, особливо в нашу епоху. Господь Кр̣шн̣а не радить цього.