Skip to main content

TEXT 5

TEXT 5

Tekst

Texto

kleśo ’dhika-taras teṣām
avyaktāsakta-cetasām
avyaktā hi gatir duḥkhaṁ
dehavadbhir avāpyate
kleśo ’dhika-taras teṣām
avyaktāsakta-cetasām
avyaktā hi gatir duḥkhaṁ
dehavadbhir avāpyate

Synonyms

Palabra por palabra

kleśaḥ — besvær; adhika-taraḥ — megen; teṣām — for dem; avyakta — til det umanifesterede; āsakta — er knyttet; cetasām — for dem, hvis sind; avyaktā — mod det umanifesterede; hi — afgjort; gatiḥ — fremskridt; duḥkham — med besvær; deha-vadbhiḥ — af de legemliggjorte; avāpyate — opnås.

kleśaḥ — problema; adhika-taraḥ — mucho; teṣām — de ellos; avyakta — a lo no manifestado; āsakta — apegado; cetasām — de aquellos cuya mente; avyaktā — hacia lo no manifestado; hi — ciertamente; gatiḥ — progreso; duḥkham — con dificultad; deha-vadbhiḥ — por los encarnados; avāpyate — se logra.

Translation

Traducción

For dem, hvis sind er knyttet til den Højestes umanifesterede, upersonlige aspekt, er det meget vanskeligt at gøre fremskridt. Det er altid svært for dem, der er legemliggjorte, at gøre fremskridt i den disciplin.

Para aquellos que tienen la mente apegada al aspecto no manifestado e impersonal del Supremo, el adelanto es muy penoso. Progresar en esa disciplina siempre es difícil para aquellos que están encarnados.

Purport

Significado

FORKLARING: Gruppen af transcendentalister, der følger vejen mod den Højeste Herres ufattelige, umanifesterede, upersonlige aspekt, betegnes som jñāna-yogīer, og de, der er fuldstændigt Kṛṣṇa-bevidste og er engageret i Herrens hengivne tjeneste, kaldes bhakti-yogīer. Her gives der klart udtryk for forskellen på jnāna-yoga og bhakti-yoga. Jñāna- yoga-processen er yderst besværlig, selv om den i sidste ende fører til samme mål, imens bhakti-yogaens vej, der indebærer at være engageret i Guddommens Højeste Personligheds direkte tjeneste, er lettere og er naturlig for den legemliggjorte sjæl. Den individuelle sjæl har været legemliggjort i umindelige tider. Det er meget svært for ham blot teoretisk at forstå, at han ikke er kroppen. Bhakti-yogīen accepterer derfor Kṛṣṇas Deitet som tilbedelsesværdig for på den måde at have en kropslig forestilling, som sindet kan hæfte sig ved.

Her skal det nævnes, at tilbedelse af Guddommens Højeste Personlighed i Hans form i templet selvfølgelig ikke er afgudstilbedelse. Ifølge den vediske litteratur kan tilbedelse være enten saguṇa eller nirguṇa, dvs. tilbedelse af den Højeste med eller uden egenskaber. Tilbedelse af Deiteten i templet er saguṇa-tilbedelse, for Herren repræsenteres her af materielle kvaliteter. Men selv om Herrens form bliver repræsenteret af materielle elementer som sten, træ eller oliefarver, er den i virkeligheden ikke materiel. Det er den Højeste Herres absolutte natur.

Los trascendentalistas que siguen la senda del aspecto impersonal, no manifestado e inconcebible del Señor Supremo, reciben el nombre de jñāna-yogīs, y las personas que se hallan en pleno estado de conciencia de Kṛṣṇa, dedicadas al servicio devocional del Señor, reciben el nombre de bhakti-yogīs. Ahora bien, aquí se expresa de un modo categórico la diferencia que hay entre el jñāna-yoga y el bhakti-yoga. El proceso de jñāna-yoga, aunque en fin de cuentas lo lleva a uno a la misma meta, es muy dificultoso, mientras que el sendero del bhakti-yoga, el proceso de estar al servicio directo de la Suprema Personalidad de Dios, es más sencillo y natural para el alma encarnada. El alma individual está encarnada desde tiempo inmemorial. Para ella es muy difícil entender simplemente de un modo teórico que no es el cuerpo. Por lo tanto, el bhakti-yogī acepta la Deidad de Kṛṣṇa como venerable, debido a que en la mente hay cierto concepto corporal fijo que de ese modo puede ser aplicado. Claro que, la adoración de la Suprema Personalidad de Dios en la forma que Él tiene en el templo no es idolatría. En la literatura védica se constata que la adoración puede ser saguṇa y nirguṇa: del Supremo con atributos o sin ellos. La adoración de la Deidad del templo es adoración saguṇa, ya que al Señor se lo representa con cualidades materiales. Pero la forma del Señor, aunque se represente por medio de elementos materiales tales como la piedra, la madera o un óleo, no es de hecho material. Esa es la naturaleza absoluta del Señor Supremo.

Et dagligdags eksempel kan gives her. Vi kan finde postkasser på gaden, og hvis vi lægger vores breve i disse postkasser, kommer de uden problemer frem til deres bestemmelsessted. Men en hvilken som helst tilfældig kasse eller en efterligning af en postkasse, der ikke er autoriseret af postkontoret, duer ikke. På samme måde har Gud en autoriseret repræsentation i form af Deitets-formen, der kaldes arcā-vigraha. Denne arcā-vigraha er en inkarnation af den Højeste Herre. Gud tager imod tjeneste i den form. Herren er almægtig. Han besidder al kraft. Han kan derfor i Sin inkarnation som arcā-vigraha tage imod den hengivnes tjeneste specielt for at facilitere det betingede menneske.

En relación con esto se puede dar un ejemplo de la vida diaria. En la calle hay unos buzones de correo, y si ponemos en ellos nuestras cartas, es seguro que estas llegarán a su destino sin dificultades. Pero un buzón antiguo, o uno de imitación que encontremos en alguna parte y que no esté autorizado por la oficina de correos, no servirá. De igual manera, Dios tiene una representación autorizada en la forma de la Deidad, que se denomina arcā-vigraha. Ese arcā-vigraha es una encarnación del Señor Supremo. Dios aceptará a través de esa forma el servicio que se le preste a Él. El Señor es omnipotente, todopoderoso; por lo tanto, mediante Su encarnación arcā-vigraha puede aceptar los servicios del devoto, tan solo para la conveniencia del hombre que se encuentra en la vida condicionada.

Således er det ikke svært for en hengiven øjeblikkeligt og direkte at nærme sig den Højeste, men for dem, der følger den upersonlige vej til åndelig erkendelse, er det svært. De er nødt til at forstå den Højestes umanifesterede repræsentation gennem vedisk litteratur som Upaniṣaderne, og de er nødt til at lære sproget, forstå de uopfattelige følelser og erkende alle disse processer. Dette er ikke nemt for et almindeligt menneske. Men en Kṛṣṇa-bevidst person, der er engageret i hengiven tjeneste, erkender meget let Guddommens Højeste Personlighed blot ved at blive vejledt af den ægte åndelige mester, blot ved regelmæssigt at fremføre sine hyldester til Deiteten, blot ved at høre om Herrens herligheder og blot ved at indtage resterne af den mad, der er ofret til Herren. Upersonalisterne følger utvivlsomt en unødigt besværlig vej med risiko for i sidste ende alligevel ikke at erkende den Absolutte Sandhed. Men personalisten vender sig uden risici, problemer eller besværligheder direkte til den Højeste Personlighed. Der findes en lignende passage i Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.4). Her står der, at hvis man i sidste ende alligevel er nødt til at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed (denne overgivelsesproces kaldes bhakti), men i stedet påtager sig besværet med at forstå, hvad der er Brahman, og hvad der ikke er Brahman, og bruger hele livet på den måde, får man ikke andet end problemer ud af det. Man bliver derfor rådet her til ikke at følge denne besværlige vej til selverkendelse, for det endelige resultat er usikkert.

Así que para el devoto no hay ninguna dificultad en dirigirse al Supremo inmediata y directamente, pero para aquellos que están siguiendo el camino impersonal hacia la iluminación espiritual, el sendero es difícil. Ellos tienen que entender la representación no manifestada del Supremo a través de Escrituras védicas tales como los Upaniṣads, y tienen que aprender el idioma, entender los sentimientos que no se perciben, y comprender a la perfección todos esos procesos. Eso no es algo muy sencillo para un hombre común. La persona consciente de Kṛṣṇa, dedicada al servicio devocional, simplemente por la guía del maestro espiritual genuino, simplemente por ofrecerle reverencias a la Deidad tal como se estipula, simplemente por oír hablar de las glorias del Señor y simplemente por comer los remanentes de la comida que se le ofrece al Señor, llega a comprender de un modo muy fácil a la Suprema Personalidad de Dios. No hay ninguna duda de que los impersonalistas están emprendiendo sin necesidad un sendero penoso, con el riesgo de que al final de todo no lleguen a la plena comprensión de la Verdad Absoluta. Pero el personalista, sin ningún riesgo, problema ni dificultad, se dirige a la Personalidad Suprema directamente. En el Śrīmad-Bhāgavatam aparece un pasaje similar. Ahí se declara que si en fin de cuentas hay que entregarse a la Suprema Personalidad de Dios (este proceso de entrega se denomina bhakti), pero en vez de ello uno se toma la molestia de tratar de entender lo que es Brahman y lo que no lo es, y emplea toda su vida de ese modo, el resultado de ello es sencillamente una molestia. Por lo tanto, aquí se aconseja que uno no vaya por ese sendero difícil de la autorrealización, ya que el resultado final es incierto.

Et levende væsen er for evigt en individuel sjæl, og hvis man ønsker at blive ét med den åndelige helhed, kan man opnå dette ved at erkende de evige og kundskabsmæssige sider i sin oprindelige natur, men man vil ikke erkende lyksalighedsaspektet. Ved en hengivens nåde kan sådan en transcendentalist, der er højt uddannet inden for jñāna-yoga-metoden, dog komme til bhakti-yoga eller hengiven tjeneste. På det tidspunkt kan lang tids praktisering af upersonalisme også give anledning til problemer, for man kan ikke give slip på idéen. En legemliggjort sjæl løber derfor altid ind i vanskeligheder med det umanifesterede, både under udøvelsen, og når det kommer til tidspunktet for erkendelse. Alle levende sjæle er delvist uafhængige, og man må være helt klar over, at denne umanifesterede erkendelse strider mod naturen af ens åndelige lyksalige selv. Man bør ikke indlade sig på den proces. For alle individuelle levende væsener er den bedste vej Kṛṣṇa-bevidsthed, der indebærer at være fuldt engageret i hengiven tjeneste. Hvis man vælger at ignorere denne hengivne tjeneste, er der fare for, at man vender sig mod ateisme. Som allerede udtrykt i dette vers bør metoden med at koncentrere sin opmærksomhed på det umanifesterede, det ufattelige, det, der ligger uden for sansernes rækkevidde, derfor på intet tidspunkt tilskyndes, specielt ikke i denne tidsalder. Det tilrådes ikke af Herren Kṛṣṇa.

La entidad viviente es eternamente un alma individual, y si ella quiere fundirse en el todo espiritual, puede que logre comprender los aspectos de eternidad y conocimiento de su naturaleza original, pero no comprenderá la porción de la dicha. Por la gracia de un devoto, esa clase de trascendentalista, sumamente entendido en el proceso de jñāna-yoga, puede llegar al plano del bhakti-yoga, o el servicio devocional. En ese momento, la larga práctica del impersonalismo también se vuelve una fuente de problemas, porque él no puede abandonar la idea. De modo que, el alma encarnada siempre está en dificultades con lo no manifiesto, tanto en el momento de la práctica, como en el momento de lograr la comprensión. Cada alma viviente es independiente de una manera parcial, y uno debe saber con toda certeza que esa comprensión de lo no manifestado va en contra de la naturaleza de su bienaventurado ser espiritual. Uno no debe emprender ese proceso. Para cada entidad viviente individual, el proceso de conciencia de Kṛṣṇa, que implica el dedicarse plenamente al servicio devocional, es el mejor camino. Si uno quiere hacer caso omiso de ese servicio devocional, existe el peligro de caer en el ateísmo. Así pues, este proceso de centrar la atención en lo no manifestado, lo inconcebible, lo que se encuentra más allá del alcance de los sentidos, tal como ya se expresó en este verso, jamás debe fomentarse, especialmente en esta era. El Señor Kṛṣṇa no lo aconseja.