TEXT 41

STIH 41

Tekst

tasmāt tvam indriyāṇy ādau
niyamya bharatarṣabha
pāpmānaṁ prajahi hy enaṁ
jñāna-vijñāna-nāśanam

Synonyms

tasmāt — derfor; tvam — du; indriyāṇi — sanserne; ādau — i begyndelsen; niyamya — ved at regulere; bharata-ṛṣabha — O førende blandt Bharatas efterkommere; pāpmānam — det store symbol på synd; prajahi — tæm; hi — sandelig; enam — dette (begær); jñāna — af viden; vijñāna — og videnskabelig viden om den rene sjæl; nāśanam — ødelæggeren.

tasmāt – stoga; tvam – ti; indriyāṇi – osjetila; ādau – na početku; niyamya – regulirajući; bharata-ṛṣabha – o najbolji potomče Bharate; pāpmānam – veliki simbol grijeha; prajahi – obuzdaj; hi – zacijelo; enam – ovog; jñāna – znanja; vijñāna – i znanstvenog znanja o čistoj duši; nāśanam – uništavatelja.

Translation

O Arjuna, du bedste blandt Bharataerne, hold derfor allerede fra første færd dette mægtige symbol på synd [begær] nede ved at regulere sanserne og slå denne ødelægger af viden og selverkendelse ihjel.

Stoga, o Arjuna, najbolji od Bharata, na samom početku reguliranjem osjetila obuzdaj taj veliki simbol grijeha [požudu] i ubij tog uništavatelja znanja i samospoznaje.

Purport

FORKLARING: Herren rådede Arjuna til at regulere sanserne allerede fra begyndelsen af for at kunne tøjle den største syndige fjende, begær, der ødelægger den indre trang til selverkendelse og detaljeret viden om selvet. Jñāna refererer til viden om selvet som forskelligt fra ikke-selvet eller med andre ord viden om, at den åndelige sjæl ikke er kroppen. Vijñāna refererer til detaljeret kundskab om den åndelige sjæls naturlige position og hans forhold til den Højeste Sjæl. Det bliver forklaret i Śrīmad-Bhāgavatam (2.9.31):

SMISAO: Gospodin je savjetovao Arjuni da na samom početku regulira svoja osjetila kako bi mogao obuzdati najvećega grešnog neprijatelja – požudu, koja uništava želju za samospoznajom i znanje o jastvu. Jñāna se odnosi na znanje o jastvu kao različitu od ne-jastva ili, drugim riječima, na znanje da duhovna duša nije tijelo. Vijñāna se odnosi na znanje o prirodnom položaju duhovne duše i njezinu odnosu s Vrhovnom Dušom. To je objašnjeno u Śrīmad-Bhāgavatamu (2.9.31):

jñānaṁ parama-guhyaṁ me
yad vijñāna-samanvitam
sa-rahasyaṁ tad-aṅgaṁ ca
gṛhāṇa gaditaṁ mayā

“Kundskaben om selvet og det Højeste Selv er meget fortrolig og mystisk, men en sådan viden og dens præcise erkendelse kan forstås, hvis de forklares i deres forskellige aspekter af Herren Selv.” Bhagavad-gītā giver os både denne generelle og specifikke viden om selvet. De levende væsener er uadskillelige dele af Herren, og som sådan er formålet med dem ganske enkelt, at de skal tjene Herren. Denne bevidsthed kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed. Man må derfor lære om Kṛṣṇa-bevidsthed lige fra livets begyndelse, og på den måde kan man blive helt Kṛṣṇa-bevidst og handle derefter.

„Znanje o jastvu i Vrhovnom Jastvu vrlo je povjerljivo i tajanstveno, ali takvo znanje i spoznaja mogu se shvatiti u njihovim različitim vidovima ako ih objasni sam Gospodin." Bhagavad-gītā nam daje to opće i posebno znanje o jastvu. Živa su bića Gospodinovi sastavni djelići i zato su stvorena samo za služenje Gospodina. Ta se svjesnost naziva svjesnost Kṛṣṇe. Osoba mora od samog početka života njegovati tu svjesnost i tako postati potpuno svjesna Kṛṣṇe, djelujući u skladu s tim.

Begær er blot den forvrængede refleksion af den kærlighed, som alle levende væsener naturligt har til Gud. Men hvis man bliver oplært i Kṛṣṇa-bevidsthed lige fra starten af, kan den naturlige kærlighed til Gud ikke blive degraderet til begær. Når kærlighed til Gud degraderes til begær, er det meget svært at bringe den tilbage til dens normale tilstand. Kṛṣṇa-bevidsthed er ikke desto mindre så kraftfuld, at selv en sen begynder kan blive en elsker af Gud ved at følge den hengivne tjenestes regulerende principper. Fra et hvilket som helst stadie i livet eller fra det øjeblik, man indser nødvendigheden deraf, kan man således begynde at regulere sanserne i Kṛṣṇa-bevidsthed, Herrens hengivne tjeneste, og derved omdanne begæret til den Gudskærlighed, der er menneskelivets højeste fuldkomne stadie.

Požuda je samo iskrivljeni odraz ljubavi prema Bogu, koja je prirodna za svako živo biće. Ali ako se živo biće od samoga početka obrazuje u svjesnosti Kṛṣṇe, ta se prirodna ljubav prema Bogu ne može preobraziti u požudu. Kad se ljubav prema Bogu preobrazi u požudu, veoma je teško vratiti se u normalno stanje. Međutim, svjesnost Kṛṣṇe toliko je moćna da čak i kasni početnik može razviti ljubav prema Bogu slijedeći propisana načela predanog služenja. Tako u bilo kom stadiju života, čim postane svjestan nužnosti obuzdavanja osjetila, može početi regulirati svoja osjetila u svjesnosti Kṛṣṇe, predanom služenju Gospodina, i preobraziti požudu u ljubav prema Bogu – najvišu savršenu razinu ljudskog života.