TEXT 41

Tekst

Texte

tasmāt tvam indriyāṇy ādau
niyamya bharatarṣabha
pāpmānaṁ prajahi hy enaṁ
jñāna-vijñāna-nāśanam

Synonyms

tasmāt — derfor; tvam — du; indriyāṇi — sanserne; ādau — i begyndelsen; niyamya — ved at regulere; bharata-ṛṣabha — O førende blandt Bharatas efterkommere; pāpmānam — det store symbol på synd; prajahi — tæm; hi — sandelig; enam — dette (begær); jñāna — af viden; vijñāna — og videnskabelig viden om den rene sjæl; nāśanam — ødelæggeren.

tasmāt: donc; tvam: toi; indriyāṇi: les sens; ādau: au début; niyamya: en soumettant à des règles; bharata-ṛṣabha: ô chef des descendants de Bharata; pāpmānam: le grand symbole du péché; prajahi: enraye; hi: certes; enam: ce; jñāna: et de la connaissance; vijñāna: et de la connaissance scientifique de l’âme pure; nāśanam: destructeur.

Translation

O Arjuna, du bedste blandt Bharataerne, hold derfor allerede fra første færd dette mægtige symbol på synd [begær] nede ved at regulere sanserne og slå denne ødelægger af viden og selverkendelse ihjel.

Aussi, Arjuna, ô meilleur des Bharatas, commence par enrayer le fléau de la concupiscence, symbole même du péché, en disciplinant tes sens. Écrase ce destructeur de la connaissance et de la réalisation spirituelle.

Purport

FORKLARING: Herren rådede Arjuna til at regulere sanserne allerede fra begyndelsen af for at kunne tøjle den største syndige fjende, begær, der ødelægger den indre trang til selverkendelse og detaljeret viden om selvet. Jñāna refererer til viden om selvet som forskelligt fra ikke-selvet eller med andre ord viden om, at den åndelige sjæl ikke er kroppen. Vijñāna refererer til detaljeret kundskab om den åndelige sjæls naturlige position og hans forhold til den Højeste Sjæl. Det bliver forklaret i Śrīmad-Bhāgavatam (2.9.31):

Le Seigneur conseille à Arjuna de commencer par maîtriser ses sens, afin de pouvoir vaincre le plus grand ennemi, la concupiscence, qui anéantit le désir de réalisation spirituelle et détruit la connaissance du soi. Le mot jñāna s’applique à la connaissance du moi véritable, qui diffère du non-moi, ou en d’autres termes, la connaissance que l’âme n’est pas le corps. Vijñāna se rapporte à la connaissance de la condition de l’âme spirituelle dans son essence et de sa relation éternelle avec l’Âme Suprême. Le Śrīmad-Bhāgavatam (2.9.31) nous dit à ce sujet:

jñānaṁ parama-guhyaṁ me
yad vijñāna-samanvitam
sa-rahasyaṁ tad-aṅgaṁ ca
gṛhāṇa gaditaṁ mayā

“Kundskaben om selvet og det Højeste Selv er meget fortrolig og mystisk, men en sådan viden og dens præcise erkendelse kan forstås, hvis de forklares i deres forskellige aspekter af Herren Selv.” Bhagavad-gītā giver os både denne generelle og specifikke viden om selvet. De levende væsener er uadskillelige dele af Herren, og som sådan er formålet med dem ganske enkelt, at de skal tjene Herren. Denne bevidsthed kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed. Man må derfor lære om Kṛṣṇa-bevidsthed lige fra livets begyndelse, og på den måde kan man blive helt Kṛṣṇa-bevidst og handle derefter.

« La connaissance de l’âme et de l’Âme Suprême est très secrète et mystérieuse. Il est toutefois possible de percer ce savoir et d’obtenir la réalisation qui en découle, si le Seigneur Lui-même nous l’explique sous tous ses aspects. »

La Bhagavad-gītā nous livre cette connaissance du soi, aussi bien du point de vue général que du point de vue particulier. Les êtres vivants étant des parties intégrantes du Seigneur, leur unique fonction est de Le servir. Cet état de conscience s’appelle la conscience de Kṛṣṇa. Il faut en suivre le processus dès le début de sa vie, devenir ainsi pleinement conscient de Dieu et agir en accord avec cette conscience.

Begær er blot den forvrængede refleksion af den kærlighed, som alle levende væsener naturligt har til Gud. Men hvis man bliver oplært i Kṛṣṇa-bevidsthed lige fra starten af, kan den naturlige kærlighed til Gud ikke blive degraderet til begær. Når kærlighed til Gud degraderes til begær, er det meget svært at bringe den tilbage til dens normale tilstand. Kṛṣṇa-bevidsthed er ikke desto mindre så kraftfuld, at selv en sen begynder kan blive en elsker af Gud ved at følge den hengivne tjenestes regulerende principper. Fra et hvilket som helst stadie i livet eller fra det øjeblik, man indser nødvendigheden deraf, kan man således begynde at regulere sanserne i Kṛṣṇa-bevidsthed, Herrens hengivne tjeneste, og derved omdanne begæret til den Gudskærlighed, der er menneskelivets højeste fuldkomne stadie.

La concupiscence n’est que le reflet dénaturé de l’amour que tous les êtres portent naturellement à Dieu. Mais si, dès le début de son existence, l’homme est éduqué dans la conscience de Kṛṣṇa, son amour inné pour le Seigneur ne pourra se changer en concupiscence. Quand cet amour dégénère, il est très difficile de recouvrer sa condition naturelle. La conscience de Kṛṣṇa est néanmoins si puissante, que même celui qui l’adopte tardivement a toutes les chances de raviver son amour pour Dieu en observant les principes régulateurs du service de dévotion. On peut donc, à n’importe quel moment de son existence, ou dès que l’on en saisit l’importance et l’urgence, commencer à maîtriser ses sens par la conscience de Kṛṣṇa, le service de dévotion offert au Seigneur, et transformer ainsi la concupiscence en amour pour Dieu – la plus haute perfection de l’existence.