FORKLARING: I det foregående kapitel beskrev Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, udførligt sjælens natur for at udfri Sin fortrolige ven Arjuna fra et hav af materiel sorg. Han anbefalede også vejen til erkendelse: buddhi-yoga eller Kṛṣṇa-bevidsthed. Nogle gange bliver Kṛṣṇa-bevidsthed forvekslet med uvirksomhed, og de, der fejlagtigt tror dette, trækker sig ofte tilbage til et isoleret sted for at blive helt Kṛṣṇa- bevidste ved at recitere Herren Kṛṣṇas hellige navn. Men hvis man ikke er uddannet i Kṛṣṇa-bevidst filosofi, er det ikke tilrådeligt at meditere på Kṛṣṇas hellige navn på et tilbagetrukket sted, hvor ens eneste belønning er billig beundring fra uskyldige mennesker. Arjuna havde også den idé, at Kṛṣṇa-bevidsthed eller buddhi-yoga, dvs. intelligens i åndeligt fremskridt i viden, var noget i retning af at trække sig tilbage fra et aktivt liv for at udføre bodsøvelse og askese på et tilbagetrukket sted. Med andre ord forsøgte han behændigt at undgå at skulle kæmpe ved at bruge Kṛṣṇa-bevidsthed som undskyldning. Som den seriøse elev han var, fremlagde han dog sagen for sin lærer ved at spørge Kṛṣṇa om, hvad der var det bedste for ham at gøre. Som svar beskrev Herren Kṛṣṇa udførligt karma-yoga eller handling i Kṛṣṇa-bevidsthed her i kapitel 3.

FORKLARING: Som indledning til Bhagavad-gītā blev der i det foregående kapitel beskrevet mange veje såsom sāṅkhya-yoga, buddhi-yoga, beherskelse af sanserne gennem intelligensen, arbejde uden frugtstræbende ønsker og begynderens situation. Dette blev alt sammen forklaret, men ikke særlig systematisk. En mere struktureret fremlægning var nødvendig, hvis Arjuna skulle kunne forstå, hvordan han skulle handle. Han ville derfor gerne have disse tilsyneladende selvmodsigelser afklaret, så de kunne forstås af folk i almindelighed uden at blive misforstået. Skønt det ikke var Kṛṣṇas hensigt at forvirre Arjuna med ordkløverier, kunne Arjuna ikke følge den Kṛṣṇa-bevidste vej, hverken gennem uvirksomhed eller aktiv tjeneste. Med sit spørgsmål klarlægger han med andre ord Kṛṣṇa-bevidsthedens vej for alle elever, der er seriøse med hensyn til at forstå Bhagavad-gītās mysterium.

FORKLARING: I kapitel 2, vers 39, forklarede Herren to fremgangsmåder, nemlig sāṅkhya-yoga på den ene side og karma-yoga eller buddhi-yoga på den anden. I dette vers forklarer Herren det samme mere tydeligt. Sāṅkhya-yoga eller det analytiske studium af naturen af ånd og materie er emnet for personer, der er glade for at spekulere og forstå ting gennem eksperimentel viden og filosofi. Den anden gruppe af mennesker arbejder i Kṛṣṇa-bevidsthed, som det blev forklaret i vers 61 i kapitel 2. I vers 39 forklarede Herren også, at man ved at arbejde efter principperne i buddhi-yoga eller i Kṛṣṇa-bevidsthed kan blive udfriet fra bindingen til sine handlinger, og at dette er en fejlfri og risikofri metode. Det samme princip blev forklaret yderligere i vers 61: Buddhi-yoga betyder at være helt afhængig af den Højeste (eller mere konkret af Kṛṣṇa), og på den måde kan alle sanserne let blive bragt under kontrol. Begge yoga-former er derfor gensidigt afhængige af hinanden ligesom religion og filosofi. Religion uden filosofi er sentimentalisme og sommetider fanatisme, mens filosofi uden religion blot er intellektuel spekulation. Det endelige mål er Kṛṣṇa, for de filosoffer, der oprigtigt søger efter den Absolutte Sandhed, kommer også til sidst til Kṛṣṇa-bevidsthed. Dette bliver ligeledes fastslået i Bhagavad-gītā. Hele processen handler om at forstå selvets virkelige position i forhold til Oversjælen. Filosofisk spekulation er den indirekte metode, der gradvist kan lede én til Kṛṣṇa-bevidsthed, mens den anden metode går ud på at forbinde alt direkte med Kṛṣṇa i Kṛṣṇa-bevidsthed. Af disse to er den Kṛṣṇa-bevidste vej bedre, for den er ikke afhængig af, at sanserne først er blevet renset gennem en filosofisk proces. Kṛṣṇa-bevidsthed er i sig selv den rensende proces, der med den hengivne tjenestes direkte metode på samme tid er både nem og ophøjet.

FORKLARING: Man kan acceptere forsagelsens orden, når man er blevet renset ved at udføre de foreskrevne pligter, der er blevet givet for at rense materialistiske menneskers hjerter. Uden at være renset kan man ikke opnå fuldkommenhed ved forhastet at indtræde i den fjerde orden (sannyāsa). Ifølge de empiriske filosoffer bliver man med det samme lige så god som Nārāyaṇa blot ved at tage sannyāsa eller trække sig tilbage fra frugtstræbende aktiviteter. Men Herren Kṛṣṇa bifalder ikke dette princip. Uden renselse af hjertet er sannyāsa blot en forstyrrelse for samfundsordenen. Hvis man på den anden side engagerer sig i Herrens transcendentale tjeneste selv uden at opfylde sine foreskrevne pligter, vil ethvert fremskridt, man gør i den tjeneste, blive accepteret af Herren (buddhi-yoga). Svalpam apy asya dharmasya, trāyate mahato bhayāt (Bg. 2.40). Selv om man kun efterlever dette princip en smule, sætter det én i stand til at overvinde store vanskeligheder.

FORKLARING: Det er ikke kun et spørgsmål om det legemliggjorte liv, men det er sjælens natur altid at være aktiv. Uden den åndelige sjæls tilstedeværelse kan den materielle krop ikke bevæge sig. Kroppen er intet andet end et dødt befordringsmiddel, der føres af den åndelige sjæl, der altid er aktiv og ikke kan være inaktiv i et eneste øjeblik. Som sådan er sjælen nødt til at være beskæftiget med det gode arbejde i Kṛṣṇa- bevidsthed, ellers vil den blive inddraget i aktiviteter, der dikteres af den illusoriske energi. I kontakt med den materielle energi pådrager den åndelige sjæl sig materielle kvaliteter, og for at rense sjælen fra en sådan tilknytning er det nødvendigt at engagere sig i de anordnede pligter, der foreskrives i śāstraerne. Men hvis sjælen er engageret i sin naturlige Kṛṣṇa-bevidste funktion, er alt, som han måtte være i stand til at gøre, godt for ham. Det bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (1.5.17):

“Hvis man engagerer sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, også selv om man ikke følger de foreskrevne pligter i śāstraerne eller udfører den hengivne tjeneste ordentligt, og selv om man falder ned fra standarden, har man intet tabt, og intet ondt skal overgå én. Men hvad gavner det én, selv om man følger alle śāstraernes renselsesanvisninger, hvis man ikke er Kṛṣṇa- bevidst?” Så renselsesprocessen er nødvendig for at komme til dette stadie af Kṛṣṇa-bevidsthed. Sannyāsa eller en hvilken som helst anden renselsesproces er derfor til for at hjælpe os til at nå det endelige mål, at blive Kṛṣṇa-bevidst, uden hvilket alt andet må betragtes som omsonst.

FORKLARING: Der er mange hyklere, der nægter at arbejde i Kṛṣṇa- bevidsthed samtidig med, at de foregiver at meditere, imens deres sind i virkeligheden dvæler ved sansenydelse. Man kan også høre dem tale tør filosofi for at bluffe sofistikerede tilhængere, men ifølge dette vers er sådanne hyklere de største bedragere. For sin sansenydelses skyld kan man handle i en hvilken som helst kapacitet i den sociale orden, men hvis man følger de særlige regler og forskrifter, der gælder for ens status, kan man gradvist rense sin eksistens. Men den, der foregiver at være en yogī, mens han i virkeligheden tragter efter sanseobjekterne, må siges at være den største bedrager, også selv om han til tider taler filosofi. Hans viden er uden værdi, for virkningerne af et sådant syndigt menneskes viden ophæves af Herrens illusoriske energi. En sådan hyklers sind er altid urent, og derfor har hans opvisning af yogisk meditation ingen værdi overhovedet.

FORKLARING: I stedet for at være en pseudotranscendentalist og leve et udsvævende liv i sansenydelse er det meget bedre at holde sig til sin egen beskæftigelse og forrette livets formål, der er at blive fri fra materiel trældom og komme til Guds rige. Det vigtigste svārtha-gati eller mål for ens egeninteresse er at nå Viṣṇu. Hele varṇāśrama-institutionen er formet med henblik på at hjælpe os til at nå dette mål i livet. En husholder kan også nå dette mål gennem reguleret tjeneste i Kṛṣṇa- bevidsthed. For at opnå selverkendelse kan man leve et behersket liv som anvist i śāstraerne og utilknyttet fortsætte med sin profession og på den måde gøre fremskridt. En oprigtig person, der følger denne vej, er langt bedre end den falske hykler, der foregiver at være spirituel og forleder uskyldige mennesker. En oprigtig gadefejer er langt bedre end en charlatanmeditatør, der kun mediterer som en levevej.

FORKLARING: Der findes mange pseudomeditatører, der falsk udgiver sig for at være af ædel byrd, og der er højt uddannede mennesker, der foregiver at have ofret alt for at gøre fremskridt i åndeligt liv. Herren Kṛṣṇa så ikke gerne, at Arjuna blev en sådan hykler. Herren ville hellere, at Arjuna gjorde sine foreskrevne pligter, sådan som de er anvist for kṣatriyaer. Arjuna var familiefar og general i militæret, så derfor var det bedre for ham, at han forblev i sin stilling og gjorde sine religiøse pligter, som de foreskrives for kṣatriyaer med familie. Den slags handlinger renser gradvist hjertet på et verdsligt menneske og befrier det for materielle urenheder. At leve et liv i såkaldt forsagelse for at blive forsørget af andre bifaldes hverken af Herren eller noget religiøst skrift. Når alt kommer til alt, må man arbejde på en eller anden måde for at opretholde livet. Arbejde bør ikke opgives lunefuldt, uden at man først er blevet renset for materialistiske tilbøjeligheder. Alle i den materielle verden besidder med sikkerhed den urene tilbøjelighed til at ville herske over den materielle natur eller med andre ord til at søge sansenydelse. Disse urene tendenser skal først væk. Uden at blive renset gennem foreskrevne pligter bør man aldrig forsøge at blive en såkaldt transcendentalist og forsage sit arbejde for at leve på bekostning af andre.

FORKLARING: Eftersom man er nødt til at arbejde selv blot for at opretholde kroppen, er det foreskrevne arbejde, der gælder for en bestemt social position og natur, skabt, så det formål kan opfyldes. Yajña betyder Herren Viṣṇu eller offerhandlinger. Alle offerhandlinger har også til hensigt at tilfredsstille Herren Viṣṇu. Vedaerne påbyder, yajño vai viṣṇuḥ. Det samme formål tjenes med andre ord, uanset om man udfører foreskrevne yajñaer eller tjener Herren Viṣṇu direkte. At handle i Kṛṣṇa-bevidsthed er derfor det samme som at udføre yajña, som det foreskrives i dette vers. Varṇāśrama-institutionen sigter også mod at tilfredsstille Herren Viṣṇu. Varṇāśramācāravatā, puruṣeṇa paraḥ pumān/ viṣṇur ārādhyate (Viṣṇu Purāṇa 3.8.8).

Man må derfor arbejde for at tilfredsstille Viṣṇu. Alt andet arbejde, der gøres i den materielle verden, vil binde én, for både godt og dårligt arbejde har deres reaktioner, og enhver reaktion binder den, der handler. Følgelig må man arbejde i Kṛṣṇa-bevidsthed for at tilfredsstille Kṛṣṇa eller Viṣṇu, og når man handler således, befinder man sig i en befriet tilstand. Det er den store kunst ved alt arbejde, og i begyndelsen kræver denne proces meget dygtig vejledning. Man skal således handle meget nøje under kyndig vejledning af en af Herren Kṛṣṇas hengivne eller under direkte vejledning af Herren Kṛṣṇa Selv (sådan som Arjuna havde lejlighed til at gøre det). Man bør intet gøre for sansetilfredsstillelse, men alt bør gøres for at tilfredsstille Kṛṣṇa. Denne praksis vil ikke bare redde én fra reaktionerne på ens handlinger, men også gradvist ophøje én til Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, der er det eneste, der kan hæve én til Guds rige.

FORKLARING: Den materielle verden, der er skabt af alle levende væseners Herre (Viṣṇu), giver de betingede sjæle en chance for at vende hjem, tilbage til Guddommen. Alle levende væsener i skabelsen er betingede af den materielle natur, fordi de har glemt deres forhold til Viṣṇu eller Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed. Hensigten med de vediske principper er at hjælpe os til at forstå dette evige forhold, som det nævnes i Bhagavad-gītā (15.15) med ordene vedaiś ca sarvair aham eva vedyaḥ. Herren fortæller, at formålet med Vedaerne er at forstå Ham. I de vediske hymner finder vi sætningen patiṁ viśvasyātmeśvaram. Herren over de levende væsner er således Guddommens Højeste Personlighed, Viṣṇu. I Śrīmad-Bhāgavatam (2.4.20) beskriver Śrīla Śukadeva Gosvāmī Herren som pati på mange forskellige måder:

Prajā-pati er Herren Viṣṇu, og Han er Herre over alle levende væsener, over alle verdener og over alle skønheder, og Han er alt og alles beskytter. Herren skabte denne materielle verden for at lære de betingede sjæle, hvordan man udfører yajñaer (offerhandlinger) for at tilfredsstille Viṣṇu, så de levende væsener under deres ophold i den materielle verden kan leve komfortabelt uden bekymring og derefter vende tilbage til Guds rige, når de har overstået deres nuværende materielle kroppe. Det er hele programmet for den betingede sjæl. Ved at udføre yajña bliver de betingede sjæle gradvist Kṛṣṇa-bevidste og guddommelige i alle henseender. I Kalis tidsalder anbefaler Vedaerne saṅkīrtana-yajña (sang af Guds navne), og dette transcendentale system blev derfor indført af Herren Caitanya for at udfri alle mennesker i denne tidsalder. Saṅkīrtana-yajña og Kṛṣṇa-bevidsthed går fint i spænd sammen. Med særlig henvisning til saṅkīrtana-yajña bliver Herren Kṛṣṇa i Sin hengivne form (som Herren Caitanya) omtalt på følgende måde i Śrīmad-Bhāgavatam (11.5.32):

“I denne Kalis tidsalder tilbeder folk, der er begavet med tilstrækkelig intelligens, Herren, der er i selskab med Sine ledsagere, ved at udføre saṅkīrtana-yajña.” Andre yajñaer, der foreskrives i de vediske tekster, er ikke lette i denne Kalis tidsalder, men saṅkīrtana-yajñaet er nemt og ophøjet og tjener alle formål, som det også bliver anbefalet i Bhagavad-gītā (9.14).

FORKLARING: Halvguderne er beskikkede administratorer af materielle anliggender. Forsyningen af luft, lys, vand og alle andre velsignelser, der skal til for at opretholde hvert enkelt levende væsens krop og sjæl, er betroet halvguderne, der fungerer som utallige medhjælpere i forskellige dele af Guddommens Højeste Personligheds krop. Deres velbehag eller mangel på samme afhænger af menneskets udførelse af yajñaer. Nogle yajñaer har til hensigt at tilfredsstille særlige halvguder, men selv i disse yajñaer bliver Herren Viṣṇu tilbedt som den vigtigste modtager. Der står også i Bhagavad-gītā (5.29), at Kṛṣṇa Selv er modtageren af alle slags yajñaer (bhoktāraṁ yajña-tapasām). Derfor er hovedformålet med alle yajñaer at tilfredstille yajña-pati. Når disse yajñaer udføres til fuldkommenhed, bliver halvguderne med ansvar for de forskellige forsyningsdepartementer automatisk behaget, og der vil ikke råde mangel på naturressourcer.

At udføre yajñaer har mange sideeffekter og leder yderst set til befrielse fra materiel trældom. Ved at udføre yajñaer bliver alle ens handlinger renset, som det bekræftes i Vedaerne (Chāndogya Upaniṣad 7.26.2): āhāra-śuddhau sattva-śuddhiḥ, sattva-śuddhau dhruvā smṛtiḥ, smṛti-lambhe sarva-granthīnāṁ vipramokṣaḥ. Gennem udførelse af yajña bliver ens fødevarer helliggjorte eller konsekrerede, og når man spiser konsekreret mad, bliver hele ens tilværelse renset. Når ens tilværelse bliver renset, renses de finere hukommelsesvæv, og når hukommelsen er blevet renset, kan man begynde at tænke på vejen til befrielse, hvilket alt sammen fører til Kṛṣṇa-bevidsthed, der er den store mangel i det nuværende samfund.

FORKLARING: Halvguderne er autoriserede leverandører på vegne af Guddommens Højeste Personlighed, Viṣṇu. De skal derfor tilfredsstilles igennem foreskrevne yajñaer. I Vedaerne er der anvist forskellige yajñaer til forskellige halvguder, men alle yajñaer er i sidste ende ofringer til Guddommens Højeste Personlighed. Ofringer til halvguderne bliver anbefalet for den, der ikke kan forstå, hvad Guddommens Personlighed er. I Vedaerne tilrådes forskellige slags yajñaer alt efter de pågældende personers materielle kvaliteter. Tilbedelse af forskellige halvguder foregår efter samme princip, nemlig i henhold til forskellige kvaliteter. For eksempel anbefales det kødspiserne at tilbede gudinden Kālī, der er personificeringen af den materielle natur i hendes mest grufulde form, og i den forbindelse tilrådes det at ofre dyr til gudinden. Men for dem, der er i godhedens kvalitet, anbefales den transcendentale tilbedelse af Viṣṇu. Yderst set har alle yajñaer til hensigt gradvist at ophøje én til det transcendentale niveau. For folk i almindelighed er det nødvendigt med mindst fem yajñaer, der er kendt som pañca-mahā-yajña.

Man må forstå, at alle menneskesamfundets livsfornødenheder bliver givet af Herrens halvguderepræsentanter. Ingen kan selv fremstille noget. Tag for eksempel menneskesamfundets mad. Disse fødevarer indbefatter korn, frugt, grøntsager, mælk, sukker osv. til personer i godhedens kvalitet og også fødevarer til ikke-vegetarer såsom kød, der heller ikke kan fremstilles af mennesker. Et andet eksempel er varme, lys, vand, luft osv., der også er livsfornødenheder. Heller ingen af dem kan mennesket selv fremstille. Uden den Højeste Herre kan der ikke være tilstrækkeligt med sollys, måneskin, nedbør, vind osv., uden hvilke ingen kan leve. Det er åbenlyst, at vores liv er afhængige af Herrens forsyninger. Selv vores industrivirksomheder behøver mange råmaterialer i form af metal, svovl, kviksølv, mangan og så mange andre nødvendigheder, der alle bliver givet af Herrens repræsentanter med det formål, at vi skal anvende dem rigtigt og holde os sunde og raske, så vi kan opnå selverkendelse, hvilket leder til livets endelige mål, befrielse fra den materielle kamp for tilværelsen. Dette mål med livet opnås ved at udføre yajñaer. Hvis vi glemmer menneskelivets formål og tager imod forsyninger fra Herrens repræsentanter til vores egen sansenydelse blot for at blive mere og mere indviklede i den materielle tilværelse, hvilket ikke er formålet med skabelsen, gør det os helt klart til tyve, og som følge deraf vil vi blive straffet af den materielle naturs love. Et samfund af tyve kan aldrig være lykkeligt, for tyve har intet mål i livet. De grove materialistiske tyve har intet endeligt mål med tilværelsen, men styres direkte imod sansenydelse og intet andet. De har heller ingen viden om, hvordan man udfører yajñaer. Herren Caitanya indførte imidlertid det letteste yajña, nemlig saṅkīrtana-yajña, der kan udføres i denne verden af alle, der accepterer principperne for Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Den Højeste Herres hengivne eller personer, der er Kṛṣṇa-bevidste, kaldes santaer. Som der står i Brahma-saṁhitā (5.38), er de altid forelskede i Herren (premāñjana-cchurita-bhakti-vilocanena, santaḥ sadaiva hṛdayeṣu vilokayanti). Santaerne, der lever i en konstant kærlighedspagt med Guddommens Højeste Personlighed, Govinda (den, der er skænkeren af al nydelse), Mukunda (den, der giver befrielse) eller Kṛṣṇa (den alttiltrækkende person), kan ikke tage imod noget uden først at have tilbudt det til den Højeste Person. Sådanne hengivne udfører derfor yajñaer i form af forskellige slags hengiven tjeneste som śravaṇam, kīrtanam, smaraṇam, arcanam osv., og igennem disse yajñaer undgår de altid alle former for urene påvirkninger fra syndige forbindelser med den materielle verden. Andre, der tilbereder mad til sig selv eller til deres egen sansetilfredsstillelse, er ikke blot tyve, men spiser også alle former for synd. Hvordan kan et menneske være lykkeligt, hvis det både er en tyv og syndigt? Det kan det umuligt være. Hvis folk vil være lykkelige i alle henseender, må de derfor lære at følge den nemme saṅkīrtana- yajña-metode i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed. Ellers kan der hverken være fred eller lykke i verden.

FORKLARING: Śrīla Baladeva Vidyābhūṣaṇa, en af Bhagavad-gītās store kommentatorer, skriver: ye indrādy-aṅgatayāvasthitaṁ yajñaṁ sarveśvaraṁ viṣṇum abhyarcya tac-cheṣam aśnanti tena tad-deha-yātrāṁ sampādayanti, te santaḥ sarveśvarasya yajña-puruṣasya bhaktāḥ sarva- kilbiṣair anādi-kāla-vivṛddhair ātmānubhava-pratibandhakair nikhilaiḥ pāpair vimucyante. Den Højeste Herre, der også er kendt som yajña- puruṣa eller den personlige modtager af alle ofringer, er herre over alle halvguderne, der tjener Ham på samme måde, som kroppens forskellige lemmer tjener hele kroppen. Halvguder som Indra, Candra og Varuṇa er beskikkede forvaltere, der administrerer materielle anliggender, og Vedaerne foreskriver offerhandlinger, der skal tilfredsstille disse halvguder, så det vil behage dem at give os tilstrækkelig luft, lys og vand til dyrkning af korn. Når man tilbeder Herren Kṛṣṇa, tilbeder man automatisk også halvguderne, der er Herrens forskellige lemmer. Derfor er der intet særskilt behov for at tilbede halvguderne. Af den grund ofrer Herrens hengivne, der befinder sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, deres mad til Kṛṣṇa, før de spiser den, en proces, der giver kroppen mad på en åndelig måde. Ved at gøre dette neutraliserer man ikke blot kroppens tidligere syndige reaktioner, men kroppen bliver også immun over for enhver smitte fra den materielle natur. I tilfælde af en epidemi beskytter en antiseptisk vaccine en person imod en sådan epidemi. Mad, der er ofret til Herren Viṣṇu og derefter indtages af os, gør os på samme måde tilstrækkelig modstandsdygtige over for materiel tiltrækning. Den, der har vænnet sig til en sådan rutine, kaldes Herrens hengivne. En Kṛṣṇa-bevidst person, der kun spiser mad, der er blevet ofret til Kṛṣṇa, kan derfor modvirke alle reaktioner på tidligere materielle infektioner, der forhindrer fremskridt i selverkendelse. Undlader man derimod at gøre dette, vil man fortsætte med at forøge omfanget af syndige handlinger, hvilket forbereder den næste krop til at ligne hunde eller svin, hvor man kan lide for alle sine synder. Den materielle verden er fuld af smitte, og den, der er blevet immun ved at indtage Herrens prasāda (mad, der er ofret til Viṣṇu), bliver frelst fra disse angreb, mens den, der ikke gør dette, vil blive ramt.

Korn og grøntsager er rigtig mad. Mennesket spiser forskellige former for korn, grøntsager, frugter osv., og dyrene spiser det tiloversblevne fra korn og grøntsager, græs, planter osv. Mennesker, der er vant til at spise kød, er ligeledes afhængige af plantevæksten for at kunne spise dyrene. I sidste ende er vi alle afhængige af markens afgrøder, ikke af produktion fra store fabrikker. Afgrøderne på marken afhænger af tilstrækkelig regn fra himlen, og den regn styres af halvguder som Indra, Solen, Månen osv., der alle er Herrens tjenere. Herren kan tilfredsstilles gennem offer. Den, der ikke kan udføre ofringer, vil derfor komme til at mangle – det er naturens lov. Yajña, i særdeleshed saṅkīrtana-yajñaet, der anbefales i denne tidsalder, må således udføres, om ikke andet, så for at redde os fra fødevaremangel.

FORKLARING: I dette vers bliver yajñārtha-karma eller nødvendigheden af at arbejde udelukkende for at tilfredsstille Kṛṣṇa understreget yderligere. Hvis vi skal arbejde for at tilfredsstille yajña-puruṣa eller Viṣṇu, må det ske efter retningslinjerne i Brahman eller de transcendentale Vedaer. Vedaerne er således instruktionsbøger i, hvordan vi skal handle. Alt, man foretager sig i modstrid med Vedaernes retningslinier, kaldes vikarma, dvs. uautoriseret eller syndig handling. For at blive reddet fra reaktionerne på sine handlinger må man derfor sørge for altid at følge Vedaernes retningslinier. Ligesom man i almindeligt liv må følge statens anvisninger, bliver man også nødt til at arbejde under vejledning af Herrens suveræne stat. Denne vejledning fra Vedaerne bliver direkte manifesteret fra Guddommens Højeste Personligheds åndedræt. Som der står skrevet (Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 2.4.10 og 4.5.11), asya mahato bhūtasya niḥśvasitam etad yad ṛg-vedo yajur-vedaḥ sāma-vedo ’tharvāṅgirasaḥ: “De fire Vedaer – Ṛg Veda, Yajur Veda, Sāma Veda og Atharva Veda – udspringer alle fra Guddommens Højeste Personligheds åndedræt.” Herren, der er almægtig, kan tale gennem Sit åndedræt, for som det bliver bekræftet i Brahma-saṁhitā, er Herren så almægtig, at Han kan udføre enhver af Sine sansers funktioner med en hvilken som helst af Sine andre sanser. Herren kan med andre ord tale gennem Sin vejrtrækning, og Han kan befrugte med Sine øjne. Således står der skrevet, at Han skuede over den materielle natur og dermed undfangede alle levende væsener. Efter at have skabt eller befrugtet de betingede sjæle i den materielle naturs moderliv gav Han Sine retningslinier i form af den vediske visdom for, hvordan disse betingede sjæle kan vende hjem, tilbage til Guddommen. Vi må altid huske på, at de betingede sjæle i den materielle natur alle er grådige efter materiel nydelse. Men de vediske instruktioner er udformet på en sådan måde, at man kan tilfredsstille sine unaturlige ønsker og derefter vende tilbage til Guddommen, når man er færdig med sin såkaldte nydelse. Det er en mulighed, de betingede sjæle har for at opnå befrielse. Derfor bliver de nødt til at forsøge at følge yajña-metoden ved at blive Kṛṣṇa-bevidste. Selv de, der ikke har fulgt de vediske retningslinier, kan drage nytte af de Kṛṣṇa- bevidste principper, hvilket vil erstatte udførelsen af vediske yajñaer eller karmaer.

FORKLARING: Her fordømmer Herren mammonfilosofien “arbejd hårdt og nyd sansetilfredsstillelse”. Den ovennævnte cyklus af yajñaer er absolut nødvendig for dem, der gerne vil nyde den materielle verden. Den, der ikke følger disse regler, lever livet farligt og vil blive mere og mere fortabt. Ifølge naturens lov er den menneskelige livsform især beregnet til selverkendelse på en af tre måder, nemlig igennem karma- yoga, jñāna-yoga eller bhakti-yoga. Transcendentalisterne, der er hævet over last og dyd, behøver ikke slavisk at efterleve de påbudte yajñaer, men de, der er involveret i sansenydelse, bliver nødt til at rense sig via det ovennævnte kredsløb af yajñaer. Der er forskellige former for handlinger. De, der ikke er Kṛṣṇa-bevidste, er utvivlsomt involveret i en sanselig bevidsthed, hvorfor det er nødvendigt for dem med fromme handlinger. Yajña-systemet er tilrettelagt således, at personer med en sanselig bevidsthed kan tilfredsstille deres ønsker uden at blive indviklet i reaktionerne på sansetilfredsstillende handlinger.

Verdens velstand afhænger ikke af vores egen indsats, men af den Højeste Herres bagvedliggende arrangement, der iværksættes direkte af halvguderne. De forskellige yajñaer er derfor rettet mod de særlige halvguder, der omtales i Vedaerne. Indirekte er det praktisering af Kṛṣṇa-bevidsthed, for når man behersker udførelsen af yajñaer, bliver man med sikkerhed Kṛṣṇa-bevidst. Men hvis man ikke bliver Kṛṣṇa- bevidst gennem disse yajñaer, regnes sådanne principper ikke for andet end moralkodekser. Man bør derfor ikke begrænse sit fremskridt til moralkodekser, men gå videre og komme til Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: En person, der er helt Kṛṣṇa-bevidst, og som er helt tilfreds igennem sine Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter, har ingen pligt længere. Fordi han er Kṛṣṇa-bevidst, renses han omgående for enhver indre ufromhed, et resultat af mange, mange tusinde yajña-udførelser. Ved således at rense sin bevidsthed bliver man helt overbevist om sin evige position i forhold til den Højeste. Ens pligt bliver dermed selvindlysende ved Herrens nåde, og derfor har man ingen forpligtelser længere over for de vediske reguleringer. Et sådant Kṛṣṇa-bevidst menneske er ikke mere interesseret i materielle aktiviteter og finder ikke længere nydelse i materielle arrangementer som vin, kvinder og lignende forgabelser.

FORKLARING: Ud over sine handlinger i Kṛṣṇa-bevidsthed er et selvrealiseret menneske ikke længere forpligtet til at gøre nogen foreskreven pligt. Kṛṣṇa-bevidsthed er heller ikke uvirksomhed, som det vil blive forklaret i de følgende vers. Et Kṛṣṇa-bevidst menneske søger ikke tilflugt hos nogen person, hverken menneske eller halvgud. Alt, som det gør i Kṛṣṇa-bevidsthed, er nok til at opfylde dets forpligtelser.

FORKLARING: For de hengivne er Guddommens Personlighed den Højeste, og for upersonalisterne er befrielse det højeste. Den, der handler for Kṛṣṇa eller i Kṛṣṇa-bevidsthed under rigtig vejledning og uden tilknytning til resultatet af sine handlinger, gør derfor utvivlsomt fremskridt mod det højeste mål i livet. Arjuna får at vide, at han bør kæmpe på Kurukṣetras slagmark for at tjene Kṛṣṇas sag, for Kṛṣṇa vil have ham til at kæmpe. At være et godt menneske eller et ikke-voldeligt menneske er en personlig tilknytning, men at handle på vegne af den Højeste er at handle uden at være knyttet til resultatet. Det er perfekt handling på det højeste niveau som anbefalet af Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa.

Vediske ritualer såsom foreskrevne offerhandlinger gøres for at rense de ufromme handlinger, vi har gjort for at tilfredsstille vore sanser. Men handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er transcendental til reaktionerne på godt eller dårligt arbejde. En Kṛṣṇa-bevidst person har ingen tilknytning til resultatet af sine handlinger, men handler udelukkende på Kṛṣṇas vegne. Han engagerer sig i alle mulige aktiviteter, men er helt utilknyttet.

FORKLARING: Konger som Janaka var alle selvrealiserede sjæle, og derfor var de ikke forpligtede til at efterleve de foreskrevne pligter i Vedaerne. Ikke desto mindre levede de op til alle de foreskrevne aktiviteter blot for at sætte et godt eksempel for almindelige mennesker. Janaka var Sītās far og Herren Śrī Rāmas svigerfar. Som en stor hengiven var han transcendentalt situeret, men som konge af Mithilā (en del af provinsen Bihār i Indien) måtte han undervise sine undersåtter i, hvordan man gør sine foreskrevne pligter. Herren Kṛṣṇa og Arjuna, Herrens evige ven, behøvede ikke at kæmpe på Kurukṣetras slagmark, men de gjorde det for at vise folk i almindelighed, at vold også kan være nødvendig, når fornuftige argumenter slår fejl. Før slaget på Kurukṣetra blev der gjort alt for at undgå krigen, selv af Guddommens Højeste Personlighed, men modparten var fast besluttet på kamp. Så for sådan en retfærdig sag er det nødvendigt at kæmpe. Selv om en person i Kṛṣṇa- bevidsthed måske ingen interesse har i verden, arbejder han alligevel for at undervise befolkningen i, hvordan man lever og handler. De, der er erfarne i Kṛṣṇa-bevidsthed, kan handle på en sådan måde, at andre vil følge dem, hvilket vil blive forklaret i det næste vers.

FORKLARING: Folk i almindelighed behøver altid en leder, der kan undervise dem igennem sin egen opførsel. En leder kan ikke lære befolkningen at holde op med at ryge, hvis han selv ryger. Herren Caitanya nævnte, at før en lærer begynder at undervise, skal han opføre sig eksemplarisk. Den, der underviser på den måde, kaldes ācārya eller den ideelle lærer. For at belære folk i almindelighed skal en lærer derfor følge śāśtraernes (skrifternes) principper. En lærer må ikke opfinde regler, der går imod de åbenbarede skrifters principper. De åbenbarede skrifter som Manu-saṁhitā og tilsvarende andre betragtes som standardtekster, der skal følges af menneskesamfundet. En leders eksempel skal derfor være baseret på principperne i sådanne standard-śāśtraer. Hvis man gerne vil forbedre sig, bliver man nødt til at følge standardreglerne, som de praktiseres af de store lærere. Det bliver også bekræftet i Śrīmad- Bhāgavatam, at vejen til fremskridt i åndelig erkendelse er at følge i store hengivnes fodspor. Kongen eller statslederen, faderen og skolelæreren bliver alle betragtet som naturlige ledere af den uskyldige befolkning. Alle sådanne naturlige ledere har et stort ansvar for dem, der er afhængige af dem, og som sådan må de være kyndige i standardbøgerne om de moralske og åndelige regler.

FORKLARING: I de vediske skrifter (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.7–8) bliver Guddommens Højeste Personlighed beskrevet som følger:

“Den Højeste Herre er herskeren over alle andre herskere, og Han er den største blandt alle lederne på de forskellige planeter. Alle står under Hans kontrol. Det er udelukkende den Højeste Herre, der har tildelt alle levende væsener deres særlige evner. De er ikke suveræne i sig selv. Han er også tilbedelsesværdig for alle halvguder og den højeste leder blandt alle ledere. Han er derfor transcendental til alle mulige materielle ledere og herskere og er tilbedelsesværdig for alle. Der findes ingen større end Ham, og Han er den yderste årsag til alle andre årsager.

Han har ikke en kropslig skikkelse som et almindeligt levende væsen. Der er ingen forskel på Hans krop og Hans sjæl. Han er absolut. Alle Hans sanser er transcendentale. Alle Hans sanser kan udføre alle de andre sansers funktioner. Derfor er ingen større end Ham eller kan måle sig med Ham. Hans kræfter er mangfoldige, og som følge deraf sker Hans gerninger helt af sig selv som en naturlig sekvens.”

Eftersom alt findes i fuld overflod i Guddommens Personlighed og eksisterer i fuld sandhed, har Guddommens Højeste Personlighed ingen pligt at opfylde. Den, der er nødt til at modtage resultatet af sit arbejde, har en pålagt pligt, men den, der intet har at opnå inden for de tre planetsystemer, har afgjort ingen pligt. Alligevel er Herren Kṛṣṇa engageret på Kurukṣetras slagmark som kṣatriyaernes leder, for det er en kṣatriyas pligt at beskytte dem, der er i nød. Selv om Han er hævet over alle de åbenbarede skrifters regler, gør Han ingenting, der går imod dem.

FORKLARING: For at holde samfundet stabilt med henblik på fremskridt i åndeligt liv findes der familietraditioner for alle civiliserede mennesker. Selv om sådanne regler og forskrifter er for de betingede sjæle og ikke for Herren Kṛṣṇa, fulgte Han de foreskrevne regler, fordi Han var nedsteget for at etablere religionens principper. Ellers ville almindelige mennesker følge i Hans fodspor, da Han er den højeste autoritet. Vi lærer fra Śrīmad-Bhāgavatam, at Herren Kṛṣṇa opfyldte alle de religiøse pligter, der kræves af en familiefar, både i og uden for hjemmet.

FORKLARING: Ordet varṇa-saṅkara sigter til en uønsket befolkning, der forstyrrer freden i det brede samfund. For at forhindre den slags forstyrrelser i samfundet er der påbudte regler og forskrifter, gennem hvilke befolkningen automatisk kan blive fredfyldt og organiseret med henblik på åndeligt fremskridt i livet. Når Herren Kṛṣṇa nedstiger, følger Han naturligvis disse regler og forskrifter for at bevare respekten for og nødvendigheden af sådanne vigtige aktiviteter. Herren er alle levende væseners Fader, og hvis de levende væsener ledes på afveje, er Han indirekte ansvarlig. Derfor nedstiger Herren Selv når som helst, der generelt lades hånt om de regulerende principper, for at tilrettevise samfundet. Det er imidlertid vigtigt at huske på, at selv om vi skal følge i Herrens fodspor, kan vi ikke efterligne Ham. At følge og at efterligne er ikke det samme. Vi kan ikke efterligne Herren og løfte Govardhana- bjerget, som Herren gjorde det i Sin barndom. Det kan intet menneske gøre. Vi skal følge Hans instruktioner, men vi har på intet tidspunkt lov til at efterligne Ham. Det bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (10.33.30–31):

“Man bør slet og ret følge Herren og Hans bemyndigede tjeneres instruktioner. Alle deres instruktioner er til vores eget bedste, og enhver intelligent person vil følge dem som anvist. Man skal dog vogte sig for at efterligne deres handlinger. Man bør ikke imitere Herren Śiva og forsøge at drikke et hav af gift.”

Vi bør altid betragte positionen af īśvaraerne, dvs. dem, der rent faktisk kan styre Solen og Månens baner, som overordnet os. Uden en sådan magt kan man ikke efterligne īśvaraerne, der er overnaturligt kraftfulde. Herren Śiva drak et helt hav af gift, men hvis et almindeligt menneske forsøger at drikke så meget som en dråbe af en sådan gift, vil det dø på stedet. Herren Śiva har mange pseudohengivne, der ynder at ryge gañjā (marihuana) og lignende rusgifte, men glemmer, at ved at efterligne Herren Śiva påkalder de døden over sig. Herren Kṛṣṇa har på samme måde nogle pseudohengivne, der ynder at efterligne Herren i Hans rāsa- līlā eller kærlighedsdans, men glemmer deres manglende evne til at løfte Govardhana-bjerget. Således er det bedst ikke at forsøge at imitere de kraftfulde, men at nøjes med at følge deres instruktioner. Lige så lidt skal man forsøge at besætte deres stillinger uden de rette kvalifikationer. Der findes så mange “inkarnationer” af Gud uden den Højeste Guddoms kræfter.

FORKLARING: En person, der er Kṛṣṇa-bevidst, og den, der ikke er det, adskiller sig fra hinanden ved deres forskellige ønsker. En Kṛṣṇa- bevidst person gør ikke noget, der ikke befordrer hans Kṛṣṇa-bevidste udvikling. Han kan tilmed handle nøjagtigt som den uvidende person, der er alt for knyttet til materielle handlinger, men hvor den ene handler for at tilfredsstille sine sanser, er den anden optaget af at tilfredsstille Kṛṣṇa. Der er derfor brug for en Kṛṣṇa-bevidst person til at vise folk, hvordan man skal handle, og hvordan man engagerer resultatet af sine handlinger til fordel for Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Vedaiś ca sarvair aham eva vedyaḥ (Bg. 15.15). Det er det endelige mål med alle vediske ritualer. Formålet med alle ritualer, alle offerhandlinger og alt, som Vedaerne indeholder indbefattet alle anvisninger på materielle handlinger, er at forstå Kṛṣṇa, der er livets højeste mål. Fordi de betingede sjæle ikke kender til andet end sansenydelse, studerer de imidlertid Vedaerne med det formål for øje. Men igennem frugtstræbende handlinger og sansenydelse under de vediske ritualers reguleringer ophøjes de gradvist til Kṛṣṇa-bevidsthed. En realiseret sjæl i Kṛṣṇa-bevidsthed skal derfor ikke forstyrre andre i deres handlinger eller deres forståelse, men bør igennem sine handlinger vise, hvordan resultaterne af alt arbejde kan bruges i Kṛṣṇas tjeneste. Den lærde Kṛṣṇa-bevidste person kan handle på en sådan måde, at den uvidende person, der arbejder for sansenydelse, kan lære, hvordan man skal handle og opføre sig. Selv om det uvidende menneske ikke skal forstyrres i sit virke, kan den, der har udviklet en smule Kṛṣṇa-bevidsthed, blive direkte inddraget i Herrens tjeneste uden at behøve at gennemgå andre vediske ritualer. For dette heldige menneske er det ikke nødvendigt at følge de vediske ritualer, for igennem direkte Kṛṣṇa-bevidsthed kan man få alle de resultater, man ellers ville have fået ved at følge sine foreskrevne pligter.

FORKLARING: To personer, den ene Kṛṣṇa-bevidst og den anden i materiel bevidsthed, hvor begge arbejder med det samme, kan forekomme at være på samme niveau, men der er himmelvid forskel på deres respektive positioner. Personen i materiel bevidsthed er gennem det falske ego overbevist om, at han er den, der gør alting. Han ved ikke, at de kropslige mekanismer er blevet frembragt af den materielle natur, der fungerer under den Højeste Herres opsyn. Den materialistiske person er ikke klar over, at han i enhver henseende står under Kṛṣṇas kontrol. Personen, der er underlagt falsk ego, tager selv æren for at gøre alt uafhængigt, og det er tegnet på hans uvidenhed. Han ved ikke, at denne grove og subtile krop er skabt af den materielle natur på Guddommens Højeste Personligheds ordre, og at hans kropslige og mentale handlinger derfor skal engageres i Kṛṣṇas tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det uvidende menneske glemmer helt, at Guddommens Højeste Personlighed kaldes Hṛṣīkeśa eller Herren over den materielle krops sanser, for som følge af sit langvarige misbrug af sanserne på sansenydelse vildledes han af det falske ego, der får ham til at glemme hans evige forhold til Kṛṣṇa.

FORKLARING: Den, der kender den Absolutte Sandhed, er overbevist om sin prekære situation i forbindelse med materien. Han ved, at han er en uadskillelig del af Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, og at han ikke burde være i den materielle skabelse. Han kender sin virkelige identitet som en uadskillelig del af den Højeste, der er evig lyksalighed og viden, og han kan forstå, at han på en eller anden måde er blevet fanget i den materielle livsopfattelse. I hans rene tilstand er det meningen, at han igennem hengiven tjeneste skal forbinde sine handlinger med Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Han engagerer sig derfor i Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter og bliver naturligt utilknyttet til de materielle sansers virksomhed, der altid er midlertidig og betinget af omstændighederne. Han er klar over, at hans materielle livsbetingelser er underlagt Herrens højeste kontrol. Følgelig lader han sig ikke gå på af alle mulige materielle reaktioner, som han blot betragter som Herrens nåde. I Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.7) kaldes den, der kender den Absolutte Sandhed i tre forskellige aspekter – Brahman, Paramātmā og Guddommens Højeste Personlighed – for tattva-vit, for han kender også sit eget virkelige forhold til den Højeste.

FORKLARING: Uvidende personer identificerer sig fejlagtigt med deres grove materielle bevidsthed og er fuld af materielle betegnelser. Denne krop er en gave fra den materielle natur, og den, der er for knyttet til kropslig bevidsthed, kaldes manda eller en doven person uden kendskab til den åndelige sjæl. Uvidende mennesker betragter kroppen som selvet. De opfatter kropslige relationer til andre som slægtskab. Det land, kroppen er født i, er genstand for deres tilbedelse, og de anser formaliteterne omkring religiøse ritualer for at være mål i sig selv. Socialt arbejde, nationalisme og altruisme er nogle af de ting, disse materialistisk orienterede personer fordyber sig i. Troldbundne af sådanne betegnelser er de altid travlt optaget på det materielle felt. De anser åndelig erkendelse for at være en myte og har derfor ingen interesse deri. De, der er oplyste i åndeligt liv, bør imidlertid ikke forsøge at forstyrre sådanne materielt absorberede personer. Det er bedre at forholde sig tavs og fortsætte med sine egne åndelige aktiviteter. Sådanne vildledte mennesker kan engageres i elementære moralske livsprincipper som ikke-vold og lignende godgørende materielt arbejde.

Uvidende mennesker kan ikke værdsætte Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter, og derfor råder Herren Kṛṣṇa os til ikke at forstyrre dem og blot spilde kostbar tid. Men Herrens hengivne er endnu venligere end Herren Selv, for de forstår Herrens hensigt. Som følge deraf påtager de sig alle slags risici selv til det punkt, hvor de opsøger uvidende mennesker for at forsøge at involvere dem i Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter, der er essentielle for alle mennesker.

FORKLARING: Dette vers tilkendegiver helt tydeligt hensigten med Bhagavad-gītā. Herren lærer os, at man skal være helt Kṛṣṇa-bevidst for at gøre sine pligter, præcis som om man er under militærdisciplin. Et sådant påbud kan forekomme at gøre det hele lidt vanskeligt, men ikke desto mindre må man gøre sin pligt og afhænge af Kṛṣṇa, for det er det levende væsens naturlige position. Det levende væsen kan ikke være lykkeligt uden at samarbejde med den Højeste Herre, for det levende væsens evige naturlige position er at underordne sig Herrens vilje. Arjuna blev derfor beordret af Śrī Kṛṣṇa til at kæmpe, som om Herren var hans militærkommandør. Man bliver nødt til at ofre alt for den Højeste Herres gode vilje og samtidig gøre sine foreskrevne pligter uden at påberåbe sin ejendomsret. Arjuna behøvede ikke at overveje Herrens ordre. Det eneste, han havde at gøre, var at udføre den. Den Højeste Herre er alle sjæles sjæl. Derfor kaldes den, der helt og holdent afhænger af den Højeste Sjæl uden personlige forbehold, eller med andre ord den, der er helt Kṛṣṇa-bevidst, for adhyātma-cetas. Nirāśīḥ betyder, at man skal handle på sin herres ordre, men ikke forvente frugtstræbende resultater til gengæld. Kassereren optæller millioner af kroner for sin arbejdsgiver uden at kræve en øre til sig selv. På samme måde bliver man nødt til at indse, at intet i verden tilhører nogen enkeltperson, men alt tilhører den Højeste Herre. Det er den virkelige betydning af mayi, “til Mig”, så når man handler i en sådan Kṛṣṇa-bevidsthed, påberåber man sig så afgjort ikke ejerskab over noget som helst. Den bevidsthed kaldes nirmama eller “intet er mit”. Og skulle man være uvillig til at følge en så streng ordre, der ikke tager hensyn til såkaldte slægtninge i kropslige forhold, må man kaste den modvilje fra sig. På den måde kan man blive vigata-jvara, dvs. fri for en febrilsk mentalitet eller sløvhed. Alle har et særligt stykke arbejde at udføre i forhold til deres natur og position, og som beskrevet ovenfor kan alle sådanne pligter gøres i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det vil føre én til befrielsens vej.

FORKLARING: Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇas, anvisninger er essensen af al vedisk visdom og er derfor uden undtagelse evigt sande. Ligesom Vedaerne er evige, er denne sandhed om Kṛṣṇa- bevidsthed også evig. Man må uden misundelse mod Herren have fast tro på denne instruktion. Der er mange filosoffer, der skriver kommentarer til Bhagavad-gītā, men ingen tro har på Kṛṣṇa. De vil aldrig blive befriet fra de frugtstræbende handlingers trældom. Men et ganske almindeligt menneske, der tror fuldt og fast på Herrens evige instruktioner, bliver, selv om det eventuelt ikke engang magter at følge disse instruktioner, udfriet fra karma-lovens lænker. I begyndelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed kan man måske ikke følge Herrens anvisninger til punkt og prikke, men fordi man ikke modsætter sig dette princip og oprigtigt gør sit bedste uden at lade sig gå på af modgang eller miste håbet, vil man med sikkerhed blive forfremmet til stadiet af ren Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Fejlen ved ikke at være Kṛṣṇa-bevidst fremgår tydeligt her. Ligesom man bliver straffet for ulydighed mod den øverste udøvende myndighed, er der helt sikkert også en straf for at være ulydig mod Guddommens Højeste Personligheds ordre. Uanset hvor stor en ulydig person ellers måtte være, er han på grund af et tomt hjerte uvidende om sit eget selv såvel som om den Højeste Brahman, Paramātmā og Guddommens Personlighed. Derfor findes der intet håb for ham om fuldkommenhed i livet.

FORKLARING: Medmindre man befinder sig på det transcendentale plan af Kṛṣṇa-bevidsthed, kan man ikke blive fri for påvirkningen fra den materielle naturs kvaliteter, hvilket bliver bekræftet af Herren i kapitel 7. Selv for den mest veluddannede person på det verdslige plan er det umuligt at slippe ud af māyās indviklinger med teoretisk viden alene eller blot ved at adskille sjælen fra kroppen. Der er mange såkaldte spiritualister, der udadtil foregiver at være avancerede i åndelig videnskab, men indadtil eller privat er helt underlagt bestemte kvaliteter, som de er ude af stand til at hæve sig over. Akademisk set kan man være vældig klog, men på grund af sin forbindelse med den materielle natur gennem lang tid er man bundet. Kṛṣṇa-bevidsthed hjælper én til at frigøre sig fra materiel indvikling, selv om man er optaget af sine foreskrevne pligter i den materielle tilværelse. Man må derfor ikke opgive sine beskæftigelsesmæssige pligter, medmindre man er helt Kṛṣṇa-bevidst. Ingen bør pludseligt ophøre med sine foreskrevne pligter og kunstigt blive en såkaldt yogī eller transcendentalist. Det er bedre at forblive i sin situation og forsøge at opnå Kṛṣṇa-bevidsthed under vejledning af højere autoriteter. På den måde kan man slippe ud af kløerne på Kṛṣṇas māyā.

FORKLARING: De, der er Kṛṣṇa-bevidste, nærer en naturlig modvilje mod at involvere sig i materiel sansenydelse. Men de, der ikke er i en sådan bevidsthed, må følge reglerne og forskrifterne i de åbenbarede skrifter. Uindskrænket sansenydelse er årsag til materiel trældom, men den, der følger de åbenbarede skrifters regler og reguleringer, vil ikke blive indviklet i sanseobjekterne. For eksempel er sexnydelse en nødvendighed for den betingede sjæl, og sexnydelse er tilladt inden for ægteskabets rammer. Ifølge skrifternes påbud er det forbudt at have seksuelt samkvem med andre kvinder end ens hustru. Alle andre kvinder skal betragtes som ens mor. Men på trods af disse restriktioner er en mand stadig tilbøjelig til at have seksuelle forhold til andre kvinder. Disse tilbøjeligheder skal tøjles, ellers vil de være til hindring på vejen mod selverkendelse. Så længe man har en materiel krop, er det tilladt at tilfredsstille den materielle krops behov, men det skal foregå ifølge reglerne og forskrifterne. Og dog må vi ikke blive afhængige af sådanne tilladelsers regulering. Man må følge reglerne og forskrifterne uden at være knyttet til dem, for selv reguleret sansenydelse kan føre én på afveje i og med, at der altid er risiko for uheld selv på en kongelig vej. Selv på den mest sikre og velholdte vej er der ingen garanti mod fare. Vores hang til sansenydelse er blevet kultiveret over meget lang, lang tid under vores ophold i materien. Selv om man regulerer sin sansenydelse, er der alligevel al mulig risiko for at falde ned, så tilknytning til reguleret sansenydelse skal også undgås for enhver pris. Men at være knyttet til Kṛṣṇa-bevidsthed, dvs. altid at være aktiv i Kṛṣṇas kærlighedstjeneste, gør én utilknyttet til alle slags sanselige aktiviteter. Ingen bør således på noget tidspunkt i livet forsøge at være utilknyttet til Kṛṣṇa-bevidsthed. Hele formålet med at frigøre sig fra enhver tilknytning til sanserne er yderst set at komme til det Kṛṣṇa-bevidste niveau.

FORKLARING: Man bør derfor udføre sine foreskrevne pligter i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed i stedet for at gøre dem, der er foreskrevet andre. Materielt set er foreskrevne pligter de pligter, som det er pålagt én at gøre i overensstemmelse med ens psykiske og fysiske tilstand under fortryllelsen af den materielle naturs kvaliteter. Åndelige pligter er dem, der beordres af den åndelige mester for Kṛṣṇas transcendentale tjeneste. Men uanset om der er tale om materielle eller åndelige pligter, bør man holde sig til sine egne anviste pligter helt op til døden i stedet for at imitere en andens foreskrevne pligter. Pligter på henholdsvis det åndelige og materielle plan kan være forskellige, men princippet om at følge den autoriserede vejledning vil altid gavne den, der udfører pligterne. Så længe man ligger under for tiltrækningen til den materielle naturs kvaliteter, skal man følge de foreskrevne regler, der gælder for ens særlige situation, og ikke efterligne andre. En brāhmaṇa er for eksempel i godhedens kvalitet og dermed ikke-voldelig, imens en kṣatriya, der arbejder i lidenskabens kvalitet, har lov til at udøve vold. Derfor er det langt bedre for en kṣatriya at blive besejret i kamp, mens han følger reglerne for voldsudøvelse, end at efterligne en brāhmaṇa, der følger principperne for ikke-vold. Man bliver nødt til at rense sit hjerte gennem en gradvis proces og ikke brat. Når man imidlertid hæver sig over den materielle naturs kvaliteter og bliver helt Kṛṣṇa-bevidst, kan man gøre hvad som helst, det skal være, under en ægte åndelig mesters vejledning. I en sådan tilstand af fuldkommen Kṛṣṇa-bevidsthed kan en kṣatriya handle som en brāhmaṇa, eller en brāhmaṇa kan handle som en kṣatriya. På det transcendentale niveau gælder den materielle verdens sondringer ikke længere. Viśvāmitra var for eksempel oprindeligt kṣatriya, men fungerede senere hen som brāhmaṇa, mens Paraśurāma var en brāhmaṇa, der senere hen handlede som en kṣatriya. Det kunne de gøre, fordi de befandt sig på et transcendentalt niveau. Men så længe man befinder sig på det materielle plan, må man udføre sine pligter i overensstemmelse med den materielle naturs kvaliteter. Samtidig skal man have en fuld forståelse af Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Det levende væsen er som en uadskillelig del af den Højeste oprindelig åndeligt, rent og fri for enhver materiel forurening. Det ligger derfor ikke i dets natur at være underlagt den materielle verdens synder. Men i kontakt med den materielle natur handler man uden tøven på mange syndige måder, somme tider selv mod sin egen vilje. Arjunas spørgsmål til Kṛṣṇa om de levende væseners forvrængede natur er som sådan meget forståeligt. Selv om det levende væsen ikke altid ønsker at handle syndigt, bliver han alligevel tvunget til det. Det er imidlertid ikke Oversjælen, der ansporer os til syndige handlinger. Det skyldes en anden årsag, som det vil blive forklaret af Herren i næste vers.

FORKLARING: Når det levende væsen kommer i kontakt med den materielle skabelse, bliver hans evige kærlighed til Kṛṣṇa ved sin forbindelse med lidenskabens kvalitet forvandlet til begær. Følelsen af kærlighed til Gud bliver med andre ord omdannet til begær, ligesom mælk bliver til yoghurt, når den blandes med sur tamarinde. Når dette begær ikke tilfredsstilles, bliver det til vrede. Vrede udarter til illusion, og illusionen fortsætter den materielle tilværelse. Det er således begær, der er det levende væsens værste fjende, og det er udelukkende begær, der får det rene levende væsen til at fortsætte med at være indviklet i den materielle verden. Vrede er en manifestation af uvidenhedens kvalitet. Disse kvaliteter viser sig som vrede og andre følgevirkninger. Hvis lidenskabens kvalitet i stedet for at udarte sig til uvidenhedens kvalitet derimod bliver ophøjet til godhedens kvalitet gennem den foreskrevne måde at leve og handle på, kan man gennem åndelig tilknytning blive reddet fra at blive trukket ned af vrede.

Guddommens Højeste Personlighed ekspanderede Sig i mange for at forøge Sin evigt tiltagende åndelige lyksalighed, og de levende væsener er uadskillelige dele af denne åndelige lyksalighed. De er også delvist uafhængige, men ved at misbruge deres frihed, når deres tjenende mentalitet bliver omdannet til en hang til sansenydelse, kommer de under begærets svøbe. Herren har skabt den materielle verden for at give de betingede sjæle mulighed for at opfylde disse lystne tilbøjeligheder, og når de levende væsener efter lang tids lystfulde handlinger er blevet godt og grundigt frustrerede, begynder de at spørge ind til deres virkelige situation.

Denne forespørgsel former indledningen til Vedānta-sūtra. Athāto brahma-jijñāsā: Man skal spørge ind til den Højeste. Den Højeste defineres videre i Śrīmad-Bhāgavatam (1.1.1) som janmādy asya yato ’nvayād itarataś ca, hvilket betyder: “Kilden til alt er den Højeste Brahman.” Oprindelsen til begær skal således også findes i den Højeste. Hvis begær derfor bliver forvandlet til kærlighed til den Højeste eller til Kṛṣṇa-bevidsthed eller med andre ord til at ønske alting for Kṛṣṇa, kan man åndeliggøre både begær og vrede. Hanumān, der var Herren Rāmas store tjener, viste sin vrede ved at nedbrænde Rāvaṇas gyldne by, men ved at gøre dette blev han Herrens største hengivne. Også her i Bhagavad-gītā tilskynder Herren Arjuna til at rette sin vrede mod fjenden for at tilfredsstille Herren. Anvendt i Kṛṣṇa-bevidsthed bliver begær og vrede derfor til vore venner i stedet for vore fjender.

FORKLARING: Der findes tre grader af tildækninger, der tilslører det levende væsens rene bevidsthed. Denne tildækning er intet andet end begær under forskellige former såsom røgen i ild, støvet på et spejl og moderlivet omkring et foster. Når begær bliver sammenlignet med røg, betyder det, at ilden fra den levende gnist kan anes en smule. Når det levende væsen med andre ord udviser sin Kṛṣṇa-bevidsthed en anelse, kan det sammenlignes med ilden, der er indhyllet af røg. Skønt der nødvendigvis må være ild, hvor der er røg, er der i begyndelsen ingen synlig manifestation af ild. Dette stadie svarer til begyndelsen på Kṛṣṇa- bevidsthed. Støvet på spejlet sigter til de mange forskellige åndelige metoder, hvormed man kan rense sindets spejl. Den bedste måde er at recitere Herrens hellige navne. Fosteret i moderlivet er en analogi, der illustrerer en hjælpeløs tilstand, for barnet i livmoderen er så hjælpeløst, at det ikke engang kan bevæge sig. Denne livstilstand kan sammenlignes med træernes. Træer er også levende væsener, men de er blevet hensat i en sådan livstilstand, fordi de har udvist et begær så stort, at de næsten er blottet for al bevidsthed. Det tildækkede spejl bliver sammenlignet med fuglene og dyrene og den røgtilslørede ild med mennesket. I den menneskelige livsform kan det levende væsen genoplive en smule af sin Kṛṣṇa-bevidsthed, og hvis det gør yderligere fremskridt, kan det åndelige livs ild fænge i den menneskelige livsform. Ved at behandle røgen rigtigt kan man få ilden til at blusse op. Menneskelivet er derfor en mulighed for det levende væsen for at undslippe indviklingen i den materielle tilværelse. I den menneskelige livsform kan man besejre fjenden, begær, ved at udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed under dygtig vejledning.

FORKLARING: Der står i Manu-smṛti, at ligesom et bål ikke kan slukkes ved konstant at tilføre det brændsel, kan begær ikke tilfredsstilles, uanset hvor megen sansenydelse man hælder på det. I den materielle verden kredser alle handlinger omkring sex, og derfor kaldes denne verden maithunya-āgāra eller sexlivets lænker. I et almindeligt fængsel sidder fangerne bag tremmer. På samme måde lænkes de kriminelle, der ikke adlyder Herrens love, af sexliv. Fremskridt i den materielle civilisation på grundlag af sansetilfredsstillelse betyder blot, at det levende væsens materielle tilværelse bliver forlænget. Dette begær er derfor symbolet på den uvidenhed, der holder det levende væsen fanget i den materielle verden. Mens man nyder sansetilfredsstillelse, kan det godt være, at man mærker en form for lykke, men i virkeligheden er denne såkaldte lykkefølelse sansenyderens værste fjende.

FORKLARING: Fjenden har indtaget forskellige strategiske positioner i kroppen hos den betingede sjæl, og derfor giver Herren Kṛṣṇa os et vink om de steder, så den, der gerne vil besejre fjenden, kan vide, hvor de er. Sindet er midtpunktet for alle sansernes aktiviteter, og når vi hører om sanseobjekter, bliver sindet derfor generelt fyldt med alle mulige ideer om sansenydelse. Som resultat bliver sindet og sanserne gemmesteder for begær. Dernæst bliver intelligensen hovedsædet for disse lystne tilbøjeligheder. Intelligensen er den åndelige sjæls nærmeste nabo. En lysten intelligens ansporer den åndelige sjæl til at tilegne sig det falske ego og identificere sig med materie og dermed med sindet og sanserne. Den åndelige sjæl bliver forfalden til at nyde de materielle sanser og forveksler dette med virkelig lykke. Den åndelige sjæls falske identifikation bliver glimrende forklaret i Śrīmad-Bhāgavatam (10.84.13):

“Et menneske, der identificerer kroppen, der består af tre elementer, med sit selv, som betragter kroppens biprodukter som sine slægtninge, som anser sit fædreland for tilbedelsesværdigt, og som besøger et pilgrimssted for at bade i stedet for at opsøge mennesker med transcendental viden, er ikke bedre end et æsel eller en ko.”

FORKLARING: Herren rådede Arjuna til at regulere sanserne allerede fra begyndelsen af for at kunne tøjle den største syndige fjende, begær, der ødelægger den indre trang til selverkendelse og detaljeret viden om selvet. Jñāna refererer til viden om selvet som forskelligt fra ikke-selvet eller med andre ord viden om, at den åndelige sjæl ikke er kroppen. Vijñāna refererer til detaljeret kundskab om den åndelige sjæls naturlige position og hans forhold til den Højeste Sjæl. Det bliver forklaret i Śrīmad-Bhāgavatam (2.9.31):

“Kundskaben om selvet og det Højeste Selv er meget fortrolig og mystisk, men en sådan viden og dens præcise erkendelse kan forstås, hvis de forklares i deres forskellige aspekter af Herren Selv.” Bhagavad-gītā giver os både denne generelle og specifikke viden om selvet. De levende væsener er uadskillelige dele af Herren, og som sådan er formålet med dem ganske enkelt, at de skal tjene Herren. Denne bevidsthed kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed. Man må derfor lære om Kṛṣṇa-bevidsthed lige fra livets begyndelse, og på den måde kan man blive helt Kṛṣṇa-bevidst og handle derefter.

Begær er blot den forvrængede refleksion af den kærlighed, som alle levende væsener naturligt har til Gud. Men hvis man bliver oplært i Kṛṣṇa-bevidsthed lige fra starten af, kan den naturlige kærlighed til Gud ikke blive degraderet til begær. Når kærlighed til Gud degraderes til begær, er det meget svært at bringe den tilbage til dens normale tilstand. Kṛṣṇa-bevidsthed er ikke desto mindre så kraftfuld, at selv en sen begynder kan blive en elsker af Gud ved at følge den hengivne tjenestes regulerende principper. Fra et hvilket som helst stadie i livet eller fra det øjeblik, man indser nødvendigheden deraf, kan man således begynde at regulere sanserne i Kṛṣṇa-bevidsthed, Herrens hengivne tjeneste, og derved omdanne begæret til den Gudskærlighed, der er menneskelivets højeste fuldkomne stadie.

FORKLARING: De forskellige sanser fungerer som udløb for begærets aktiviteter. Dette begær indeholdes i kroppen og bliver udløst gennem sanserne. Sanserne står derfor over kroppen som helhed. Disse sanseåbninger er ikke i brug, når der er højere bevidsthed eller Kṛṣṇa-bevidsthed. I Kṛṣṇa-bevidsthed forbinder sjælen sig direkte med Guddommens Højeste Personlighed. Derfor ender hierarkiet af de kropslige funktioner, sådan som de er beskrevet her, ved den Højeste Sjæl. Kropslig handling er lig med sansernes funktioner, så at stoppe sanserne betyder at standse enhver kropslig aktivitet. Men da sindet er aktivt, vil det stadig handle, selv om kroppen er stille og i hvile, som det gør, når vi drømmer. Men intelligensens beslutsomhed står over sindet, og over intelligensen står selve sjælen. Hvis sjælen derfor er direkte forbundet med den Højeste, vil alle de underordnede elementer, nemlig intelligensen, sindet og sanserne, automatisk være beskæftigede. Der findes en lignende passage i Kaṭha Upaniṣad, hvor der står, at sanseobjekterne står over sanserne, og sindet er over sanseobjekterne. Hvis sindet derfor uden ophør bliver engageret direkte i Herrens tjeneste, vil sanserne ikke kunne blive beskæftiget på anden vis. Denne mentale tilstand er allerede blevet forklaret. Paraṁ dṛṣṭvā nivartate (Bg. 2.59). Hvis sindet er engageret i Herrens transcendentale tjeneste, er det ikke muligt for det at blive involveret i lavere tilbøjeligheder. I Kaṭha Upaniṣad bliver sjælen beskrevet som mahān eller den store. Derfor står sjælen over alle andre, nemlig sanseobjekterne, sanserne, sindet og intelligensen. Løsningen på hele problemet er således at forstå sjælens naturlige position direkte.

Man må finde sjælens naturlige position med sin intelligens og derefter engagere sindet konstant i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det løser hele problemet. En begynder i åndeligt liv bliver normalt rådet til at holde afstand til sanseobjekterne. Men derudover må man sideløbende styrke sindet ved hjælp af intelligensen. Hvis man engagerer sindet i Kṛṣṇa- bevidsthed med sin intelligens ved at overgive sig fuldstændigt til Guddommens Højeste Personlighed, vil sindet automatisk blive styrket, og skønt sanserne er meget stærke ligesom giftslanger, vil de på den måde ikke være farligere end en slange med brækkede gifttænder. Men selv om sjælen er herre over både intelligensen, sindet og sanserne, er der alligevel al mulig fare for at falde ned på grund af det opildnede sind, hvis det ikke bliver styrket ved at være forbundet med Kṛṣṇa i Kṛṣṇa-bevidsthed.

FORKLARING: Dette tredje kapitel i Bhagavad-gītā leder definitivt til Kṛṣṇa-bevidsthed ved, at man forstår sig selv som Guddommens Højeste Personligheds evige tjener uden at anse upersonlig tomhed for at være det endelige mål. I materiel eksistens bliver man utvivlsomt påvirket af tilbøjeligheden til lyst og ønsket om at beherske den materielle naturs ressourcer. Trangen til dominans og til sansenydelse er den betingede sjæls største fjender, men igennem styrken fra Kṛṣṇa- bevidsthed kan man beherske de materielle sanser, sindet og intelligensen. Det er ikke nødvendigt, at man brat holder op med at gøre sit arbejde og sine foreskrevne pligter, men ved at udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed gradvist og vedholdende rette sin intelligens mod sin rene identitet kan man blive situeret på et transcendentalt niveau uden at blive påvirket af de materielle sanser og sindet. Det er hovedindholdet i dette kapitel. På det umodne stadie i materiel eksistens kan filosofiske spekulationer og kunstige forsøg på at beherske sanserne med såkaldte yoga-stillinger aldrig hjælpe et menneske mod åndeligt liv. Man skal uddannes i Kṛṣṇa-bevidsthed med hjælp fra en højere intelligens.