Skip to main content

Bg. 6.20-23

Tekst

yatroparamate cittaṁ
niruddhaṁ yoga-sevayā
yatra caivātmanātmānaṁ
paśyann ātmani tuṣyati
sukham ātyantikaṁ yat tad
buddhi-grāhyam atīndriyam
vetti yatra na caivāyaṁ
sthitaś calati tattvataḥ
yaṁ labdhvā cāparaṁ lābhaṁ
manyate nādhikaṁ tataḥ
yasmin sthito na duḥkhena
guruṇāpi vicālyate
taṁ vidyād duḥkha-saṁyoga-
viyogaṁ yoga-saṁjñitam

Synonyms

yatra — i den tilstand, hvor; uparamate — ophører (fordi man føler transcendental lykke); cittam — mental aktivitet; niruddham — holdt tilbage fra materien; yoga-sevayā — gennem udførelse af yoga; yatra — hvori; ca — også; eva — afgjort; ātmanā — gennem det rene sind; ātmānam — selvet; paśyan — idet man erkender positionen af; ātmani — i selvet; tuṣyati — man bliver tilfreds; sukham — lykke; ātyantikam — højeste; yat — som; tat — den; buddhi — gennem intelligens; grāhyam — tilgængelig; atīndriyam — transcendental; vetti — man oplever; yatra — (den tilstand) hvori; na — aldrig; ca — også; eva — afgjort; ayam — han; sthitaḥ — således situeret; calati — flytter sig; tattvataḥ — fra sandheden; yam — den, som; labdhvā — gennem opnåelse; ca — også; aparam — nogen anden; lābham — vinding; manyate — man anser; na — aldrig; adhikam — mere (bedre); tataḥ — end den; yasmin — hvori; sthitaḥ — værende forankret; na — aldrig; duḥkhena — af lidelse; guruṇā api — selv om den er meget vanskelig; vicālyate — man bliver rystet; tam — den; vidyāt — du må forstå; duḥkha-saṁyoga — af lidelserne fra materiel kontakt; viyogam — der er udryddelsen; yoga-saṁjñitam — kaldes trance i yoga.

Translation

På det perfekte niveau, der kaldes trance eller samādhi, holdes sindet helt tilbage fra alle materielle mentale aktiviteter gennem praktisering af yoga. Denne fuldkommenhed kendetegnes af ens evne til at se selvet med det rene sind og til at nyde og glæde sig i selvet. I denne glædesfyldte tilstand befinder man sig i bundløs transcendental lykke, der opleves gennem transcendentale sanser. Når man er således situeret, afviger man aldrig fra sandheden, og når man har opnået denne tilstand, tænker man, at intet er bedre end dette. I en sådan tilstand rystes man aldrig, selv ikke midt i de største vanskeligheder. Dette er virkelig frihed fra alle lidelser, der opstår fra materiel kontakt.

Purport

FORKLARING: Ved at udøve yoga bliver man gradvist forløst fra alle materielle forestillinger. Det er det vigtigste kendetegn ved yoga. Og efter det bliver man hensat i trance eller samādhi, hvilket betyder, at yogīen erkender Oversjælen gennem sit transcendentale sind og sin intelligens uden nogle af misforståelserne omkring identificering af selvet med Overselvet. Yoga-udøvelse er mere eller mindre baseret på principperne i Patañjali-systemet. Nogle uautoriserede kommentatorer forsøger at identificere den individuelle sjæl med Oversjælen, og monisterne anser dette for at være befrielse, men de forstår ikke det virkelige formål med Patañjalis yoga-system. I Patañjali-systemet er der en accept af transcendental glæde, men monisterne accepterer ikke denne transcendentale glæde af frygt for at sætte teorien om enhed over styr. Dualiteten mellem kenderen og det kendte anerkendes ikke af ikke-dualisten, men i dette vers anerkendes transcendental glæde, som den bliver erfaret gennem transcendentale sanser. Og dette bekræftes af Patañjali Muni, den berømte eksponent for yoga-systemet. Den store vismand skriver i sine Yoga-sūtraer (4.34): puruṣārtha-śūnyānāṁ guṇānāṁ pratiprasavaḥ kaivalyaṁ svarūpa-pratiṣṭhā vā citi-śaktir iti.

Denne citi-śakti eller indre kraft er transcendental. Puruṣārtha betyder verdslig religiøsitet, økonomisk udvikling, sansetilfredsstillelse og endelig forsøget på at blive ét med den Højeste. Denne “enhed med den Højeste” kalder monisten kaivalyam. Men ifølge Patañjali er kaivalyam en indre eller transcendental kraft, hvorigennem det levende væsen bliver bevidst om sin naturlige position. Med Herren Caitanyas ord kaldes denne tilstand for ceto-darpaṇa-mārjanam eller renselse af sindets urene spejl. Denne “renselse” er virkelig befrielse eller bhava-mahā-dāvāgni- nirvāpaṇam. Teorien om nirvāṇa, der ligeledes er et indledende stadie, stemmer overens med dette princip. I Śrīmad-Bhāgavatam (2.10.6) bliver dette betegnet som svarūpeṇa vyavasthitiḥ. Det samme forhold bliver også bekræftet af Bhagavad-gītā i dette vers.

Efter nirvāṇa, eller når man er ophørt med materielle aktiviteter, manifesteres der åndelige aktiviteter eller hengiven tjeneste til Herren. Denne tilstand kaldes også Kṛṣṇa-bevidsthed. Som det bliver sagt med Śrīmad-Bhāgavatams ord (2.10.6), svarūpeṇa vyavasthitiḥ: Dette er “det levende væsens virkelige liv”. Māyā eller illusion er den tilstand, hvor åndeligt liv er materielt besmittet. Befrielse fra denne materielle infektion indebærer ikke udslettelse af det levende væsens oprindelige evige tilstand. Patañjali anerkender også dette med ordene kaivalyaṁ svarūpa- pratiṣṭhā vā citi-śaktir iti. Denne citi-śakti eller transcendentale glæde er det virkelige liv. Dette bliver bekræftet i Vedānta-sūtra (1.1.12) som ānanda-mayo ’bhyāsāt. Denne naturlige transcendentale glæde er det endelige mål med yoga og opnås let ved at udføre hengiven tjeneste eller bhakti-yoga. Bhakti-yoga vil blive udførligt beskrevet i Bhagavad-gītās kapitel 7.

I yoga-systemet, sådan som det bliver beskrevet i dette kapitel, er der to slags samādhi, der kaldes samprajñāta-samādhi og asamprajñāta- samādhi. Når man bliver etableret i den transcendentale tilstand igennem forskellige filosofiske sonderinger, siges man at have opnået samprajñāta-samādhi. I asamprajñāta-samādhi er der ikke længere nogen forbindelse med verdslig nydelse, for da er man hævet over al lykke, der stammer fra sanserne. Så snart yogīen er situeret i denne transcendentale tilstand, rokkes han aldrig fra den. Medmindre yogīen kan nå til denne tilstand, kan han ikke siges at have nået målet. Nutidens såkaldte yoga-udøvelse, der er forbundet med forskellige former for sansenydelse, er selvmodsigende. En yogī, der hengiver sig til sex og beruselse, er en parodi. Selv de yogīer, der er tiltrukket af siddhierne (de mystiske perfektioner) i yoga-processen, er ikke rigtigt situerede. Hvis yogīerne er tiltrukket af biprodukterne ved yoga, kan de som omtalt i disse vers ikke komme til det fuldkomne stadie. Personer, der blot laver et nummer ud af nogle gymnastiske øvelser eller siddhier, må forstå, at målet med yoga går tabt på den måde.

Den bedste måde at praktisere yoga på i denne tidsalder er Kṛṣṇa- bevidsthed, der ikke er forvirrende. En Kṛṣṇa-bevidst person er så tilfreds i sin praksis, at han ikke stræber efter nogen anden form for lykke. Der er mange hindringer forbundet med at udføre haṭha-yoga, dhyāna-yoga eller jñāna-yoga, især i den nuværende hykleriets tidsalder, men der er ingen sådanne problemer i udøvelsen af karma-yoga eller bhakti-yoga.

Så længe den materielle krop eksisterer, bliver man nødt til at efterkomme kroppens krav om at spise, sove, forsvare sig og parre sig. Men en person, der er i ren bhakti-yoga eller Kṛṣṇa-bevidsthed, ophidser ikke sanserne, når han tilgodeser kroppens behov. Snarere accepterer han livets blotte fornødenheder for at få det bedste ud af en dårlig handel og nyder transcendental lykke i Kṛṣṇa-bevidsthed. Han hæfter sig ikke ved uundgåelige hændelser som ulykker, sygdom, knaphed eller tilmed en nær slægtnings død, men han er altid lysvågen under udførelsen af sine pligter i Kṛṣṇa-bevidsthed eller bhakti-yoga. Uheld eller ulykker afleder ham aldrig fra hans pligt. Som der står i Bhagavad-gītā (2.14), āgamāpāyino ’nityas, tāṁs titikṣasva bhārata. Han tolererer den slags uundgåelige hændelser velvidende, at de kommer og går uden at påvirke hans pligter. På den måde opnår han den højeste fuldkommenhed i udøvelsen af yoga.