TEXT 34

VERZ 34

Tekst

Besedilo

tad viddhi praṇipātena
paripraśnena sevayā
upadekṣyanti te jñānaṁ
jñāninas tattva-darśinaḥ

Synonyms

tat — den viden om forskellige ofringer; viddhi — prøv at forstå; praṇipātena — ved at henvende dig til en åndelig mester; paripraśnena — gennem ydmyge spørgsmål; sevayā — ved at tjene; upadekṣyanti — de vil indvie; te — dig; jñānam — i viden; jñāninaḥ — de selvrealiserede; tattva — af sandheden; darśinaḥ — seere.

tat – to znanje o raznih žrtvovanjih; viddhi – poskusi razumeti; praṇipātena – s tem, da se predaš duhovnemu učitelju; paripraśnena – s ponižnim postavljanjem vprašanj; sevayā – s služenjem; upadekṣyanti – posvetili bodo; te – tebe; jñānam – v znanje; jñāninaḥ – samospoznani; tattva – resnice; darśinaḥ – vidci.

Translation

Forsøg at lære sandheden at kende ved at opsøge en åndelig mester. Udspørg ham ydmygt og tjen ham. De selvrealiserede sjæle kan bibringe dig viden, for de har set sandheden.

Poskusi izvedeti resnico tako, da se predaš duhovnemu učitelju. Ponižno mu postavljaj vprašanja in mu služi. Samospoznane duše ti lahko posredujejo znanje, ker so videle resnico.

Purport

FORKLARING: Vejen til åndelig erkendelse er uden tvivl svær. Herren råder os derfor til at opsøge en ægte åndelig mester i discipelrækken fra Herren Selv. Ingen kan være en ægte åndelig mester uden at følge dette princip med discipelrække. Herren er den oprindelige åndelige mester, og en person i discipelrækken kan viderebringe Herrens budskab, som det er, til sin discipel. Ingen kan have åndelig erkendelse ved at opfinde sin egen proces, som det er sædvane blandt tåbelige hyklere. Ifølge Śrīmad-Bhāgavatam (6.3.19), dharmaṁ tu sākṣād bhagavat-praṇītam: Religionens vej gives direkte af Herren. Derfor kan intellektuelle spekulationer eller tørre argumenter ikke hjælpe én på rette vej, og heller ikke igennem boglige studier på egen hånd kan man gøre fremskridt i åndeligt liv. Man er nødt til at henvende sig til en ægte åndelig mester for at få denne viden. En sådan åndelig mester skal accepteres i fuld overgivelse, og man skal tjene den åndelige mester som en simpel tjener uden falsk prestige. Tilfredsstillelse af den selvrealiserede åndelige mester er hemmeligheden bag fremskridt i åndeligt liv. Spørgsmål og underkastelse udgør den rette kombination, hvis man vil have åndelig forståelse. Uden underkastelse og tjeneste vil ens spørgsmål til den lærde åndelige mester være uden virkning. Man skal kunne bestå den åndelige mesters prøve, og når han ser disciplens oprigtige ønske, velsigner han ham automatisk med ægte åndelig forståelse. I dette vers fordømmes både blind tro og absurde spørgsmål. Ikke blot skal man lytte ydmygt til den åndelige mester, men man må også sørge for at få en klar forståelse fra ham igennem underdanighed, tjeneste og spørgsmål. En ægte åndelig mester er af natur meget venlig mod disciplen. Når eleven derfor er ydmyg og altid parat til at tjene, bliver udvekslingen af viden og spørgsmål perfekt.

Pot samospoznavanja je nedvomno težavna. Zato nam Gospod svetuje, da poiščemo pomoč verodostojnega duhovnega učitelja iz nasledstva duhovnih učiteljev, ki se začenja s samim Gospodom. Kdor ni povezan z nasledstvom duhovnih učiteljev, ne more biti verodostojen duhovni učitelj. Gospod je izvorni duhovni učitelj, in kdor je v nasledstvu duhovnih učiteljev, lahko prenese Gospodovo sporočilo svojemu učencu takšno, kakršno je. Nihče ne more doseči samospoznanja tako, da si izmisli lastno metodo, kakor je v navadi med nespametnimi prevaranti. V Bhāgavatamu (6.3.19) je rečeno: dharmaṁ tu sākṣād bhagavat-praṇītam – pot religije začrta sam Gospod. filozofsko razglabljanje in suhoparne razprave nas zato ne bodo privedle na pravo pot. Tudi s samostojnim proučevanjem knjig znanja ne moremo napredovati v duhovnem življenju. Da bi si pridobili znanje, se moramo obrniti na verodostojnega duhovnega učitelja, se mu popolnoma predati ter mu služiti s ponižnostjo in brez lažnega ponosa. Kdor bi rad napredoval v duhovnem življenju, mora zadovoljiti samospoznanega duhovnega učitelja. To je skrivnost napredka. Da bi si pridobili duhovno znanje, moramo biti vedoželjni in ponižni. Če človek ni ponižen in ne služi učenemu duhovnem učitelju, njegovo poizvedovanje ne bo obrodilo sadov. Učenec mora biti sposoben prestati preizkušnjo, pred katero ga postavi duhovni učitelj. Ko ta vidi učenčevo iskrenost, ga blagoslovi s pravim duhovnim znanjem. V tem verzu Gospod obsoja tako slepo privrženost duhovnemu učitelju kakor tudi postavljanje nesmiselnih vprašanj. Ni dovolj, da duhovnega učitelja samo ponižno poslušamo, temveč moramo s ponižnostjo, služenjem in postavljanjem vprašanj dobiti od njega tudi jasno razumevanje duhovnega znanja. Verodostojen duhovni učitelj je po naravi zelo ljubezniv do učenca. Če je učenec ponižen in vselej pripravljen služiti, je izmenjava znanja in vprašanj med njima popolna.