Skip to main content

TEXT 11

TEXT 11

Tekst

Texte

ye yathā māṁ prapadyante
tāṁs tathaiva bhajāmy aham
mama vartmānuvartante
manuṣyāḥ pārtha sarvaśaḥ
ye yathā māṁ prapadyante
tāṁs tathaiva bhajāmy aham
mama vartmānuvartante
manuṣyāḥ pārtha sarvaśaḥ

Synonyms

Synonyms

ye — alle, der; yathā — ligesom; mām — til Mig; prapadyante — de overgiver sig; tān — dem; tathā — således; eva — sandelig; bhajāmi — belønner; aham — Jeg; mama — Min; vartma — vej; anuvartante — følger; manuṣyāḥ — alle mennesker; pārtha — O Pṛthās søn; sarvaśaḥ — i alle henseender.

ye: tous ceux; yathā: comme; mām: à Moi; prapadyante: s’abandonnent; tān: eux; tathā: ainsi; eva: certes; bhajāmi: récompense; aham: Je; mama: Ma; vartma: voie; anuvartante: suivent; manuṣyāḥ: tous les hommes; pārtha: ô fils de Pṛthā; sarvaśaḥ: à tous égards.

Translation

Translation

Jeg belønner alle i forhold til deres overgivelse til Mig. Alle følger Min vej i alle henseender, O Pṛthās søn.

Quoi qu’ils fassent, tous suivent Ma voie, ô fils de Pṛthā, et selon qu’ils s’abandonnent à Moi, en proportion, Je les récompense.

Purport

Purport

FORKLARING: Alle søger efter Kṛṣṇa i de forskellige aspekter af Hans manifestationer. Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, erkendes delvist i Sin upersonlige brahmajyoti-stråleglans og som den altgennemtrængende Oversjæl, der opholder Sig i alt inklusive atompartiklerne. Men Kṛṣṇa erkendes kun fuldt ud af Sine rene hengivne. Kṛṣṇa er derfor genstand for alles erkendelse, og således vil alle blive tilfredsstillet i forhold til deres ønske om at have Ham. I den transcendentale verden udveksler Kṛṣṇa også med Sine rene hengivne, præcis som de gerne vil have Ham. Nogle hengivne vil gerne have Kṛṣṇa som deres overordnede herre, nogle vil have Ham som deres personlige ven, nogle ønsker Ham som deres søn, og igen er der dem, der gerne vil have Ham som deres elsker. Kṛṣṇa belønner alle disse hengivne ligeligt i overensstemmelse med deres forskellige grader af kærlighed til Ham. Den samme gengældelse af følelser forekommer i den materielle verden, og Herren udveksler ligeligt med de forskellige slags tilbedere. De rene hengivne, uanset om de lever her eller i den transcendentale bolig, omgås med Ham personligt og kan tjene Ham personligt, hvorved de erfarer transcendental lyksalighed i Hans kærlighedstjeneste. Hvad angår upersonalisterne, der ønsker at begå åndeligt selvmord ved at udslette det levende væsens individuelle eksistens, hjælper Kṛṣṇa også dem ved at absorbere dem i Sin stråleglans. Sådanne upersonalister er ikke villige til at acceptere Guddommens Evige Lyksalige Personlighed. Som sådan kan de ikke nyde lykken fra transcendental personlig tjeneste til Herren, fordi de har udslettet deres individualitet. Nogle af dem, der ikke engang er fast forankrede i den upersonlige eksistens, vender tilbage til denne materielle verden for at udleve deres slumrende ønsker om at være aktive. De får ikke adgang til de åndelige planeter, men gives en ny mulighed for at agere på det materielle plan. De, der er frugtstræbende arbejdere, belønner Herren i Sin form som yajñeśvara med de ønskede resultater af deres foreskrevne pligter. Og de, der er yogīer og søger mystiske kræfter, bliver belønnet med sådanne kræfter. Alle afhænger med andre ord af Hans nåde for at opnå deres respektive fuldkommenheder, og alle de forskellige åndelige processer er intet andet end forskellige grader af fuldkommenhed på den samme vej. Hvis man derfor ikke kommer til den højeste fuldkommenhed i Kṛṣṇa-bevidsthed, vil alle ens bestræbelser være ufuldkomne, som det fremgår af Śrīmad-Bhāgavatam (2.3.10):

Sous Ses différents aspects, c’est Kṛṣṇa que tout le monde recherche. Dieu, la Personne Suprême, est partiellement réalisé sous deux aspects: le brahmajyoti, la radiance impersonnelle qui émane de Son corps, et le Paramātmā, l’Âme Suprême et omniprésente, qui réside en tout être et en toute chose, y compris dans les particules atomiques. Il n’est, par contre, pleinement réalisé que par Ses purs dévots. Kṛṣṇa est donc, pour tous, l’objet de la réalisation spirituelle, et chacun Le perçoit sous l’une ou l’autre de Ses formes, selon son désir de Le connaître.

Dans le monde spirituel également, Kṛṣṇa répond à l’amour de chaque dévot en tenant le rôle que ce dernier attend de Lui. Certains veulent voir en Lui le maître suprême, d’autres leur ami intime, leur fils, ou leur amant. Kṛṣṇa Se donne à chacun d’eux également, selon l’intensité de l’amour qu’on Lui porte. Et l’on retrouve ces mêmes échanges entre Kṛṣṇa et Ses différents dévots dans l’univers matériel. Tous les purs dévots, tant ici-bas que dans le royaume spirituel, jouissent de la compagnie du Seigneur et Le servent en personne, trouvant dans ce service d’amour un bonheur transcendantal.

Kṛṣṇa aide également les impersonnalistes qui souhaitent commettre le suicide spirituel en annihilant leur existence individuelle, en les absorbant dans la radiance émanant de Sa Personne. Mais comme ils refusent d’accepter Sa Personnalité éternelle et bienheureuse, ils ne peuvent, une fois leur individualité perdue, goûter la félicité qu’on éprouve en Le servant avec amour. Certains même, n’étant pas encore suffisamment fixés dans la réalisation impersonnelle, retournent dans le monde afin d’y laisser s’exprimer leur désir latent pour l’action. Ils n’ont pas accès aux planètes spirituelles, mais se voient à nouveau offrir la possibilité d’agir sur l’une ou l’autre des planètes matérielles.

Quant à ceux qui désirent jouir du fruit des devoirs prescrits, le Seigneur, qui est Yajñeśvara (le maître de tous les sacrifices), leur accorde les résultats escomptés. Il octroie également aux yogīs les pouvoirs surnaturels qu’ils convoitent. En d’autres termes, chacun, pour ce qui est des fruits de son labeur, dépend de la miséricorde de Dieu. Les diverses méthodes de réalisation spirituelle ne sont que différentes étapes sur une même voie, et à moins que nous réussissions à atteindre la perfection ultime de la conscience de Kṛṣṇa, nos œuvres resteront inachevées. Le Śrīmad-Bhāgavatam (2.3.10) confirme ce fait:

akāmaḥ sarva-kāmo vā
mokṣa-kāma udāra-dhīḥ
tīvreṇa bhakti-yogena
yajeta puruṣaṁ param
akāmaḥ sarva-kāmo vā
mokṣa-kāma udāra-dhīḥ
tīvreṇa bhakti-yogena
yajeta puruṣaṁ param

“Uanset om man er helt uden ønsker [de hengivnes tilstand], ønsker alle former for frugtstræbende resultater eller tragter efter befrielse, bør man med alle sine bestræbelser forsøge at tilbede Guddommens Højeste Personlighed for at opnå fuldstændig perfektion, der kulminerer i Kṛṣṇa-bevidsthed.”

« Que l’on n’ait aucun désir [comme le dévot], que l’on veuille jouir des fruits de l’acte, ou que l’on recherche la libération, on doit de tout cœur adorer Dieu, la Personne Suprême. On atteindra alors la perfection, dont l’apogée est la conscience de Kṛṣṇa. »