FORKLARING: Egentlig slutter Bhagavad-gītā med kapitel 17. Kapitel 18 er en supplerende sammenfatning af de emner, der blev diskuteret i det foregående. I alle Bhagavad-gītās kapitler understreger Herren Kṛṣṇa, at hengiven tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed er livets højeste mål. Det samme bliver opsummeret i kapitel 18 som den mest fortrolige vej til kundskab. I de første seks kapitler blev vægten lagt på hengiven tjeneste. Yoginām api sarveṣām . . . (6.47): “Af alle yogīer eller transcendentalister er den, der altid tænker på Mig i sit indre, den bedste.” I de følgende seks kapitler blev ren hengiven tjeneste og dens natur og tilhørende aktiviteter beskrevet. I de resterende fem kapitler blev viden, forsagelse og aktiviteterne i både den materielle natur og den transcendentale natur samt hengiven tjeneste beskrevet. Konklusionen var, at alle handlinger bør ske i relation til den Højeste Herre, der er repræsenteret af ordene oṁ tat sat, der refererer til Viṣṇu, den Højeste Person. Den tredje del af Bhagavad-gītā har demonstreret, at hengiven tjeneste og intet andet er livets endelige mål. Dette blev stadfæstet med citater fra tidligere ācāryaer og Brahma-sūtra eller Vedānta-sūtra. Visse upersonalister tror, at de har monopol på kundskaben i Vedānta-sūtra, men meningen med Vedānta-sūtra er i virkeligheden at forstå hengiven tjeneste, for Herren Selv er Vedānta-sūtras forfatter, og Han er dens kender. Det blev beskrevet i kapitel 15. I alle skrifter, i alle Vedaer, er målet hengiven tjeneste. Dette bliver forklaret i Bhagavad-gītā.

Ligesom kapitel 2 gav en oversigt over hele indholdet, bliver der også givet en sammenfatning af hele læren i kapitel 18. Livets formål angives at være forsagelse og opnåelse af den transcendentale situation over den materielle naturs tre kvaliteter. Arjuna vil gerne have præciseret Bhagavad-gītās to særskilte emner, nemlig forsagelse (tyāga) og forsagelsens orden (sannyāsa). Derfor spørger han om betydningen af disse to ord.

De to ord Hṛṣīkeśa og Keśi-niṣūdana, som den Højeste Herre tiltales med, er vigtige. Hṛṣīkeśa er Kṛṣṇa, alle sansernes herre, der til enhver tid kan hjælpe os til at opnå sindsro. Arjuna anmoder Ham om at sammenfatte alt på en måde, så han kan bevare sin sindsligevægt. Samtidig har han sin tvivl, og tvivl bliver altid sammenlignet med dæmoner. Derfor tiltaler han Kṛṣṇa som Keśi-niṣūdana. Keśī var en yderst formidabel dæmon, der blev slået ihjel af Herren. Nu forventer Arjuna, at Kṛṣṇa dræber tvivlens dæmon.