FORKLARING: Ens beskæftigelsesmæssige pligt angives i Bhagavad- gītā. Som allerede forklaret i de foregående vers bliver en brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya og śūdras pligter foreskrevet i overensstemmelse med deres respektive materielle naturer. Man har ikke lov til at imitere en andens pligt. En mand, der af natur er tiltrukket af śūdraernes arbejde, bør ikke på kunstig vis hævde at være en brāhmaṇa, selv om han er født i en brāhmaṇa-familie. På den måde bør man arbejde ifølge sin egen natur. Intet arbejde er nedværdigende, hvis det gøres i den Højeste Herres tjeneste. En brāhmaṇas beskæftigelsesmæssige pligt er så afgjort i godhedens kvalitet, men hvis en person af natur ikke er i godhedens kvalitet, bør han ikke imitere en brāhmaṇas beskæftigelsesmæssige pligt. En kṣatriya eller administrator har en masse ubehagelige pligter. En kṣatriya er nødt til at være voldelig for at slå sine fjender ihjel, og sommetider bliver en kṣatriya nødt til at lyve af diplomatiske grunde. Den slags vold og dobbeltspil er en del af det politiske miljø, men en kṣatriya må ikke af den grund opgive sin beskæftigelsesmæssige pligt og forsøge at gøre en brāhmaṇas pligter i stedet.

Man bør handle for at tilfredsstille den Højeste Herre. Arjuna var til eksempel kṣatriya. Han tøvede med at gå i krig mod den anden side. Men hvis en sådan krig kæmpes for Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personligheds, skyld, behøver man ikke at være bange for at falde ned. Også i forretningsverden er en købmand sommetider nødt til at fortælle mange løgne for at have fortjeneste. Hvis han ikke gør det, tjener han ingenting. Af og til siger en købmand: “Min kære kunde, for din skyld tager jeg ingen fortjeneste på denne handel,” men man må være klar over, at uden fortjeneste kan købmanden ikke leve. Derfor må man tage det som en simpel løgn, hvis en købmand siger, at han ingen fortjeneste har. Men købmanden må ikke tro, at fordi han beskæftiger sig med et erhverv, hvor han er tvunget til at lyve, skal han opgive sin profession og tilstræbe at være en brāhmaṇa. Det anbefales ikke. Det er ligegyldigt, om man er kṣatriya, vaiśya eller śūdra, så længe man gennem sit arbejde tjener Guddommens Højeste Personlighed. Selv brāhmaṇaer, der udfører forskellige former for ofringer, må sommetider slå dyr ihjel, for engang imellem bliver dyr ofret under sådanne ceremonier. På samme måde er det ingen synd, hvis en kṣatriya, der engagerer sig i sin egen beskæftigelse, dræber en fjende. Alt dette er beskrevet klart og udførligt i kapitel 3. Alle mennesker bør arbejde for Yajña eller for Viṣṇu, Guddommens Højeste Personligheds, skyld. Uanset hvad der bliver gjort for ens personlige sansetilfredsstillelses skyld, forårsager det trældom. Konklusionen er, at alle bør være engageret ifølge den bestemte naturkvalitet, som de har erhvervet sig, og beslutte sig for kun at arbejde for den Højeste Herres højeste sag.