Skip to main content

TEXT 48

TEXT 48

Texte

Tekst

saha-jaṁ karma kaunteya
sa-doṣam api na tyajet
sarvārambhā hi doṣeṇa
dhūmenāgnir ivāvṛtāḥ
saha-jaṁ karma kaunteya
sa-doṣam api na tyajet
sarvārambhā hi doṣeṇa
dhūmenāgnir ivāvṛtāḥ

Synonyms

Synonyms

saha-jam: né simultanément; karma: le travail; kaunteya: ô fils de Kuntī; sa-doṣam: avec des fautes; api: bien que; na: jamais; tyajet: on ne doit abandonner; sarva-ārambhāḥ: toute entreprise; hi: certes; doṣeṇa: avec des fautes; dhūmena: de fumée; agniḥ: le feu; iva: comme; āvṛtāḥ: couvert.

saha-jam — født samtidigt; karma — arbejde; kaunteya — O Kuntīs søn; sa-doṣam — med fejl; api — skønt; na — aldrig; tyajet — man bør opgive; sarva-ārambhāḥ — alle foretagender; hi — afgjort; doṣeṇa — af fejl; dhūmena — af røg; agniḥ — ild; iva — som; āvṛtāḥ — dækket.

Translation

Translation

Tout comme un feu est toujours couvert par de la fumée, toute entreprise est toujours ternie par quelque faute. Néanmoins, ô fils de Kuntī, nul ne doit abandonner le travail conforme à sa nature, fût-il entaché de fautes.

Enhver bestræbelse er behæftet med fejl, ligesom ild er dækket af røg. Derfor bør man ikke opgive det arbejde, der udspringer af ens natur, selv om et sådant arbejde er fyldt med fejl, O Kuntīs søn.

Purport

Purport

Dans l’existence conditionnée, tout acte est entaché par l’influence des trois guṇas. Le brāhmaṇa lui-même doit parfois accomplir des sacrifices qui exigent l’immolation d’animaux. Pareillement, le kṣatriya, fût-il d’une grande piété, n’a pas d’autre choix que de combattre l’ennemi. Le vaiśya, le marchand, aussi pieux soit-il lui aussi, peut parfois se voir dans l’obligation, pour que son commerce survive, de cacher certains profits ou faire un peu de marché noir. Ce sont là des pratiques inévitables. De même, le śūdra employé par un mauvais maître devra suivre les ordres parfois condamnables de ce dernier. Cependant, malgré ces imperfections, chacun doit continuer à se plier à son devoir, car il procède de sa nature propre.

FORKLARING: I det betingede liv er alt arbejde forurenet af naturens materielle kvaliteter. Selv en brāhmaṇa er nødt til at udføre offerhandlinger, der nødvendiggør drab på dyr. På samme måde er en kṣatriya nødt til at kæmpe mod fjender, uanset hvor from han ellers måtte være. Det er uundgåeligt for ham. Ligeledes må en forretningsmand, uanset hvor from han er, undertiden dække over sin fortjeneste for at holde forretningen i gang, eller måske bliver han sommetider nødt til at handle på det sorte marked. Den slags ting er nødvendige. Man kan ikke undgå dem. Selv en śūdra, der tjener en dårlig herre, er på samme måde nødt til at gøre det, som hans herre beder ham om, selv om det ikke burde gøres. På trods af alle disse mangler skal man fortsætte med at gøre sine foreskrevne pligter, for de udspringer af ens egen natur.

Ce verset nous offre une belle analogie. Bien que le feu soit pur en soi, il est toujours couvert de fumée. Mais la fumée ne souille pas le feu. Bien que le feu produise de la fumée, il est considéré comme le plus pur de tous les éléments. Le kṣatriya qui préfère abandonner ses fonctions pour adopter celles du brāhmaṇa n’est en rien assuré qu’elles ne lui imposeront pas également des tâches désagréables. Nous en concluons donc que nul dans l’univers matériel ne peut échapper entièrement aux souillures que lui impose la nature matérielle. L’exemple du feu et de la fumée est fort approprié pour illustrer ce point. Ainsi, lorsqu’en plein hiver on retire une pierre chaude du feu, la fumée peut bien piquer les yeux ou le nez, on est tout de même obligé, malgré ces désagréments, de continuer à faire usage du feu. Pareillement, nul ne doit délaisser son occupation naturelle sous prétexte qu’elle lui occasionne une certaine gêne. Bien plutôt doit-on rester déterminé à servir le Seigneur Suprême en persévérant dans la tâche qui nous est assignée au sein de la conscience de Kṛṣṇa. Telle est la perfection. Lorsqu’un travail particulier est accompli pour la satisfaction du Seigneur Suprême, il se trouve purifié de toutes ses imperfections. Et lorsqu’au contact du service de dévotion, les fruits de l’acte sont aussi purifiés, on développe une vision parfaite du soi, objet de la réalisation spirituelle.

I verset gives der et godt eksempel. Selv om ild er ren, vil der stadig være røg. Men røgen gør ikke ilden uren. Skønt der er røg i ilden, betragtes ild stadig som det reneste af alle elementer. Hvis man vælger at opgive en kṣatriyas pligter til fordel for en brāhmaṇas beskæftigelse, er der ingen garanti for, at en brāhmaṇa ingen ubehagelige pligter har i sin beskæftigelse. Det kan således konstateres, at ingen i den materielle verden kan være helt fri for besmittelsen fra den materielle natur. Eksemplet med ild og røg er meget rammende i denne sammenhæng. Når man om vinteren løfter en sten fra ilden, irriterer røgen af og til øjnene og andre dele af kroppen, men alligevel må man gøre brug af ilden på trods af forstyrrende omstændigheder. På samme måde må man ikke opgive sin naturlige beskæftigelse, blot fordi der er nogle forstyrrende elementer. Tværtimod skal man være besluttet på at tjene den Højeste Herre med sin beskæftigelsesmæssige pligt i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det er fuldkommenhed. Når en bestemt pligt gøres for at tilfredsstille den Højeste Herre, bliver alle fejl og mangler ved dette arbejde renset væk. Når resultaterne af ens arbejde bliver renset ved at være forbundet med hengiven tjeneste, bliver man fuldkommen i at se selvet i sit indre, hvilket er selverkendelse.