Skip to main content

TEXTS 4-5

TEXTS 4-5

Texte

Tekst

buddhir jñānam asammohaḥ
kṣamā satyaṁ damaḥ śamaḥ
sukhaṁ duḥkhaṁ bhavo ’bhāvo
bhayaṁ cābhayam eva ca
buddhir jñānam asammohaḥ
kṣamā satyaṁ damaḥ śamaḥ
sukhaṁ duḥkhaṁ bhavo ’bhāvo
bhayaṁ cābhayam eva ca
ahiṁsā samatā tuṣṭis
tapo dānaṁ yaśo ’yaśaḥ
bhavanti bhāvā bhūtānāṁ
matta eva pṛthag-vidhāḥ
ahiṁsā samatā tuṣṭis
tapo dānaṁ yaśo ’yaśaḥ
bhavanti bhāvā bhūtānāṁ
matta eva pṛthag-vidhāḥ

Synonyms

Synonyms

buddhiḥ: l’intelligence; jñānam: le savoir; asammohaḥ: l’affranchissement du doute et de l’illusion; kṣamā: la clémence; satyam: la véracité; damaḥ: la maîtrise des sens; śamaḥ: la maîtrise du mental; sukham: le bonheur; duḥkham: le malheur; bhavaḥ: la naissance; abhāvaḥ: la mort; bhayam: la peur; ca: aussi; abhayam: l’absence de peur; eva: aussi; ca: et; ahiṁsā: la non-violence; samatā: l’équilibre d’esprit; tuṣṭiḥ: la satisfaction; tapaḥ: la pénitence; dānam: la charité; yaśaḥ: la gloire; ayaśaḥ: l’opprobre; bhavanti: procèdent; bhāvāḥ: les natures; bhūtānām: des êtres; mattaḥ: de Moi; eva: certes; pṛthak-vidhāḥ: diversement ordonnées.

buddhiḥ — intelligens; jñānam — viden; asammohaḥ — frihed for tvivl; kṣamā — tilgivelse; satyam — sandfærdighed; damaḥ — beherskelse af sanserne; śamaḥ — beherskelse af sindet; sukham — lykke; duḥkham — lidelse; bhavaḥ — fødsel; abhāvaḥ — død; bhayam — frygt; ca — også; abhayam — frygtløshed; eva — også; ca — og; ahiṁsā — ikke-vold; samatā — ligevægt; tuṣṭiḥ — tilfredshed; tapaḥ — bodsøvelse; dānam — velgørenhed; yaśaḥ — berømmelse; ayaśaḥ — vanære; bhavanti — bliver til; bhāvāḥ — naturer; bhūtānām — de levende væseners; mattaḥ — fra Mig; eva — udelukkende; pṛthak-vidhāḥ — forskelligt arrangerede.

Translation

Translation

L’intelligence, le savoir, l’affranchissement du doute et de l’illusion, la clémence, le véracité, la maîtrise des sens et du mental, le bonheur et le malheur, la naissance et la mort, la peur et l’intrépidité, la non-violence, l’équanimité, la satisfaction, l’austérité, la charité, la gloire et l’opprobre – tous ces aspects de la nature humaine sont par Moi seul créés.

Intelligens, viden, frihed for tvivl og illusion, tilgivelse, sandfærdighed, beherskelse af sanserne, beherskelse af sindet, lykke og lidelse, fødsel, død, frygt, frygtløshed, ikke-vold, sindsro, tilfredshed, askese, velgørenhed, berømmelse og vanære – alle disse forskellige kvaliteter hos de levende væsener er udelukkende skabt af Mig.

Purport

Purport

Bon ou mauvais, tout ce qui se rapporte à l’homme et se trouve énuméré ici est créé par Kṛṣṇa.

FORKLARING: De levende væseners forskellige kvaliteter, de være sig gode eller dårlige, er alle skabt af Kṛṣṇa, og de beskrives her.

L’intelligence est le pouvoir d’analyser les choses dans leur juste perspective, et le véritable savoir, la capacité à distinguer le spirituel du matériel. La connaissance ordinaire acquise à l’université, qui fait de la matière son seul objet, n’est pas acceptée ici comme le vrai savoir. L’éducation moderne demeure incomplète, car elle ne jette aucune lumière sur le spirituel. Elle s’arrête aux éléments matériels et aux besoins du corps.

Intelligens refererer til evnen til at analysere ting i deres rette perspektiv, og viden betyder forståelse af, hvad der er ånd, og hvad der er materie. Den almindelige viden, man får gennem en universitetsuddannelse, handler kun om materie og bliver ikke betragtet som viden her. Viden betyder at forstå forskellen mellem ånd og materie. Der findes ingen viden om ånd i moderne uddannelse. Her arbejder man kun med de materielle elementer og de kropslige behov. Akademisk viden er derfor ufuldstændig.

L’être peut s’affranchir du doute et de l’illusion (asammoha) lorsqu’il devient résolu et comprend la philosophie spirituelle qui transcende la matière. Lentement mais sûrement, il sort de l’état de perplexité dans lequel il était plongé. Mais c’est l’attention et la prudence, et non une acceptation aveugle, qui permettent d’y arriver.

Tout homme doit faire preuve de clémence (kṣamā) en montrant de la tolérance et en pardonnant les offenses mineures d’autrui. La véracité (satyam) consiste à présenter, pour le bien de tous, les faits tels qu’ils sont. Les conventions sociales nous poussent à ne dire la vérité que lorsqu’elle est plaisante. Mais quel genre de véracité est-ce là ? Les faits ne doivent pas être déformés. La vérité doit être exposée directement, franchement, pour que chacun voie les choses comme elles sont. Dire la vérité, c’est par exemple prévenir les gens qu’un homme est un voleur s’il en est un, fût-ce là une vérité déplaisante. Par définition, donc, la véracité exige que les faits soient présentés tels quels, pour le bénéfice de tous.

Asammohaḥ, frihed for tvivl og illusion, kan opnås, når man ikke er ubeslutsom, og når man forstår den transcendentale filosofi. Langsomt, men sikkert kommer man da ud af sin forvirring. Intet bør accepteres blindt. Alting skal accepteres med omhu og forsigtighed. Kṣamā, tolerance og tilgivelse, bør praktiseres. Man skal være tolerant og undskylde andre deres mindre forseelser. Satyam, sandfærdighed, indebærer, at kendgerningerne skal fremlægges, som de er, til gavn for andre. Kendsgerningerne må ikke fordrejes. I almindelig selskabelig sammenhæng plejer man at sige, at man kun skal sige sandheden, hvis den er behagelig for andre. Men det er ikke sandfærdighed. Sandheden skal siges lige ud, så andre kan forstå de faktiske kendsgerninger. Hvis en mand er en tyv, og folk bliver advaret om, at han er en tyv, er det sandfærdighed. Selv om sandheden undertiden er ilde hørt, skal man ikke afholde sig fra at sige den. Sandfærdighed kræver, at kendsgerningerne fremlægges, som de er, til gavn for andre. Det er definitionen på sandfærdighed.

Maîtriser ses sens, c’est être capable de ne pas les employer pour des plaisirs personnels inutiles. Il n’est certes pas interdit de répondre aux besoins naturels des sens, mais abuser des plaisirs matériels compromet le progrès spirituel. De même, on ne doit pas absorber son mental en de vaines pensées. Cette discipline du mental a pour nom śama. Il faut éviter de perdre son temps à méditer sur les moyens de s’enrichir, car c’est faire mauvais usage de ses facultés mentales dont le rôle essentiel est de comprendre, à partir de sources authentiques, le besoin primordial de l’homme. Le pouvoir de la pensée doit s’accroître au contact d’hommes qui l’ont déjà hautement développé, au contact d’exégètes reconnus des Écritures, de saints hommes ou de maîtres spirituels.

On trouvera le plaisir ou le bonheur (sukham) dans ce qui favorise le développement de la connaissance spirituelle dans la conscience de Kṛṣṇa et inversement, la peine ou la souffrance dans ce qui ne favorise pas le plein développement de cette conscience. En clair, tout ce qui favorise le développement du savoir doit être accepté et tout ce qui lui est préjudiciable doit être rejeté.

At beherske sanserne betyder, at man ikke må anvende sanserne på unødvendig personlig nydelse. Der er intet forbud mod at imødekomme sansernes faktiske behov, men unødvendig sansenydelse er skadeligt for åndeligt fremskridt. Sanserne bør således afholdes fra unødvendig brug. På samme måde skal man afholde sindet fra unødvendige tanker. Det kaldes śamaḥ. Man bør ikke bruge sin tid på at tænke på at tjene penge. Det er misbrug af ens tænkeevne. Sindet skal anvendes til at forstå det vigtigste behov, mennesket har, og dette skal fremlægges autoritativt. Evnen til at tænke bør udvikles i selskab med personer, der er autoriteter i skrifterne, dvs. hellige personer, åndelige mestre og de, hvis tænkning er højt udviklet. Sukham, nydelse eller lykke, skal altid være i det, der er gavnligt for at udvikle åndelig viden i Kṛṣṇa-bevidsthed. Og på samme måde skal duḥkham, det, der er smertefuldt, eller som er årsag til lidelse, være det, der ikke er godt for udviklingen af Kṛṣṇa- bevidsthed. Alt, der er til fordel for ens udvikling af Kṛṣṇa-bevidsthed, bør accepteres, og alt, der er ufordelagtigt, bør forkastes.

La naissance (bhava) ne peut concerner que le corps, puisque, comme cela a été expliqué dans le second chapitre, il n’existe pour l’âme ni naissance ni mort. La naissance et la mort n’affectent que l’enveloppe charnelle.

La peur (bhayam) se manifeste lorsqu’on appréhende l’avenir. Le dévot ignore la peur car, par ses actes, il est assuré de retourner au monde spirituel, auprès de Dieu. Par conséquent, son avenir s’annonce très brillant. Toute autre personne éprouve une anxiété continuelle, ne sachant pas ce que sera l’avenir, dans cette vie comme dans la suivante. Le meilleur moyen d’échapper à cette angoisse, à cette peur, est de connaître Kṛṣṇa et de vivre toujours en pleine conscience de Sa personne. Le Śrīmad-Bhāgavatam (11.2.37) explique que la crainte vient de notre absorption dans l’énergie illusoire (bhayaṁ dvitīyābhiniveśataḥ syāt). Elle n’atteint donc plus quiconque est libéré du joug de cette énergie, quiconque est conscient de ne pas être un corps de matière mais un être spirituel, partie intégrante de Dieu et qui par conséquent est engagé dans le service absolu de la Personne Suprême. La peur est le tribut de l’homme dénué de conscience de Kṛṣṇa. Seul l’homme conscient de Kṛṣṇa connaît l’absence de peur (abhayam).

Man må forstå, at bhavaḥ eller fødsel refererer til kroppen. Når det kommer til sjælen, findes der hverken fødsel eller død. Det har vi allerede diskuteret i begyndelsen af Bhagavad-gītā. Fødsel og død har kun med ens legemliggørelse i den materielle verden at gøre. Frygt skyldes, at man bekymrer sig om fremtiden. En person i Kṛṣṇa-bevidsthed nærer ingen frygt, for med sine aktiviteter er han sikker på at vende hjem, tilbage til Guddommen. Hans fremtid er således meget lys. Andre ved imidlertid ikke, hvad deres fremtid vil bringe. De har ingen anelse om, hvad det næste liv vil bringe. De befinder sig derfor i konstant frygt. Hvis vi gerne vil være fri for frygt, er der ingen bedre vej til det end at forstå Kṛṣṇa og altid være fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed. På den måde kan vi blive fri for al frygt. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (11.2.37), bhayaṁ dvitīyābhiniveśataḥ syāt: Frygt skyldes vores fordybelse i den illusoriske energi. Men de, der er fri af den illusoriske energi, dvs. de, der er overbeviste om, at de ikke er deres materielle krop, men åndelige dele af Guddommens Højeste Personlighed, og som derfor er engageret i den Højeste Guddoms transcendentale tjeneste, har intet at frygte. Deres fremtid ser meget lys ud. Denne frygt er en tilstand hos personer, der ikke er Kṛṣṇa-bevidste. Abhayam, frygtløshed, er kun mulig for den, der er Kṛṣṇa-bevidst.

La non-violence (ahiṁsā) implique que l’on ne fasse rien qui puisse provoquer la douleur ou la confusion chez autrui. Si les programmes proposés par les hommes politiques, les sociologues, les philanthropes et autres n’apportent que de piètres résultats, c’est que leurs auteurs ne possèdent pas la vision spirituelle et ne savent pas ce qui est vraiment bon pour l’humanité. Ahiṁsā implique qu’il faut éduquer les gens de façon à ce qu’ils puissent tirer pleinement parti de leur forme humaine. Le corps humain étant essentiellement destiné à la réalisation spirituelle, tout programme qui ne tend pas à ce but lui fait violence. En définitive, la non-violence est ce qui favorise le bonheur spirituel futur de l’humanité.

Ahiṁsā, ikke-vold, betyder, at man ikke bør gøre noget, der medfører lidelse eller forvirring for andre. Materielle aktiviteter, der loves af så mange politikere, sociologer, filantroper osv., afstedkommer ikke særlig gode resultater, for politikerne og filantroperne har intet transcendentalt syn. De ved ikke, hvad der virkelig er til gavn for samfundet. Ahiṁsā betyder, at folk skal uddannes på en måde, så de kan drage fuld nytte af den menneskelige livsform. Den menneskelige krop er beregnet til åndelig erkendelse, så enhver bevægelse eller organisation, der ikke tjener det formål, begår vold mod menneskekroppen. Det, der fremmer den fremtidige åndelige lykke for folk i almindelighed, kaldes ikke-vold.

L’équanimité (samatā), c’est se libérer de l’attachement et de l’aversion. Être trop attaché, ou ne pas l’être du tout, n’est pas bon en soi. Le monde matériel doit être accepté de façon égale, sans attachement ni aversion. On doit accepter tout ce qui favorise la conscience de Kṛṣṇa et rejeter tout ce qui peut lui faire obstacle. Voilà ce qu’on appelle samatā, l’équanimité. Le dévot n’a ni aversion ni attachement, et son acceptation ou son rejet d’une chose ne dépend que de l’utilité que celle-ci peut avoir dans la pratique de la conscience de Kṛṣṇa.

Samatā, sindsro, refererer til frihed for tilknytning og aversion. At være meget knyttet eller meget utilknyttet til noget er ikke det bedste. Denne materielle verden skal accepteres uden hverken tilknytning eller aversion. Det, der er gavnligt for at udøve Kṛṣṇa-bevidsthed, skal accepteres, og det, der ikke er gavnligt, må man forkaste. Det kaldes samatā, sindsligevægt. For en person i Kṛṣṇa-bevidsthed er der intet at forkaste og intet at acceptere undtagen med henblik på dets nytte i udøvelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed.

La satisfaction (tuṣṭi), c’est ne pas chercher à toujours accroître ses biens matériels, mais au contraire se contenter de ce que le Seigneur Suprême nous accorde par Sa grâce.

L’austérité, ou pénitence (tapas), inclut les nombreux principes régulateurs que recommandent les Védas. Se lever tôt le matin, par exemple, et se laver. Se lever de très bonne heure peut être parfois bien désagréable. C’est pourquoi tout effort volontaire qu’on accomplira afin de se soumettre à ces règles sera qualifié d’austérité. Des jeûnes sont également prescrits en certains jours du mois. On peut avoir du mal à les observer, mais quiconque est fermement déterminé à progresser dans la science de la conscience de Kṛṣṇa n’hésitera pas à supporter ces désagréments. Il ne s’agit pas néanmoins, de jeûner sans raison ou au mépris de ce que conseillent les Écritures, par exemple pour des raisons politiques. La Bhagavad-gītā explique que ces sortes de jeûnes relèvent de l’ignorance. Or, aucun acte inspiré par l’ignorance ou la passion ne saurait engendrer de bienfait spirituel. En revanche, tout ce qui relèvera du mode d’influence de la vertu nous fera progresser. Ainsi, le jeûne accompli en accord avec les injonctions védiques permettra-t-il d’enrichir notre connaissance spirituelle.

Tuṣṭiḥ, tilfredshed, vil sige, at man ikke skal være ivrig efter at samle sig flere og flere materielle ting gennem unødige handlinger. Man bør stille sig tilfreds med det, der kommer til én ved den Højeste Herres nåde. Det kaldes tilfredshed. Tapas betyder askese eller bodsøvelse. I Vedaerne er der mange regler og forskrifter, der er relevante her, som for eksempel at stå tidligt op om morgenen og tage et bad. Det kan nogle gange være svært at stå tidligt op om morgenen, men enhver form for frivilligt besvær, man udholder på denne måde, kaldes askese. På samme måde er der forskrifter for, hvordan man faster på visse af månedens dage. Måske har man ikke lyst til at følge en sådan faste, men fordi man har besluttet sig for at gøre fremskridt i videnskaben om Kṛṣṇa- bevidsthed, bør man påtage sig sådanne kropslige besværligheder, når de anbefales. Derimod er der ingen grund til at faste unødvendigt, eller hvis det ikke er påbudt i Vedaerne. Man skal f.eks. ikke faste af politiske grunde. Dette beskrives i Bhagavad-gītā som faste i uvidenhed, og alt, man gør i uvidenhed eller lidenskab, leder ikke til åndeligt fremskridt. Alt det, man gør i godhedens kvalitet, hjælper imidlertid én til at avancere, og den faste, der sker ifølge de vediske påbud, beriger én i åndelig kundskab.

Pour ce qui est de la charité, tout homme doit donner la moitié de son revenu pour le service d’une bonne cause. Cette cause doit être la conscience divine, qui est non seulement une bonne cause, mais aussi la meilleure: Kṛṣṇa étant infiniment bon, Sa cause l’est tout naturellement elle aussi. Il s’agit donc de faire la charité à ceux qui œuvrent dans cette voie, aux brāhmaṇas, disent les Écritures védiques. Cette pratique est toujours suivie en Inde, bien que de nos jours la plupart des gens ne l’appliquent plus vraiment selon les normes scripturaires. On pourrait évidemment se demander pourquoi il faut faire la charité aux brāhmaṇas: tout simplement parce qu’ils cultivent à chaque instant de leur existence la connaissance spirituelle la plus haute, et qu’ayant voué leur vie entière à comprendre le Brahman, ils n’ont pas le loisir de gagner de l’argent. Celui qui connaît le Brahman est un brāhmaṇa (brahma jānātīti brāhmaṇaḥ). Les sannyāsīs doivent eux aussi bénéficier de la charité. Du reste, s’ils demandent l’aumône de porte en porte, ce n’est pas pour s’enrichir, mais bien pour satisfaire aux exigences missionnaires de leur vocation. Ils vont de maison en maison pour aider les familles qui n’ont plus conscience du vrai but de la vie, à sortir des ténèbres de l’ignorance. Sous couvert de mendicité, ils encouragent les chefs de famille à raviver leur conscience de Kṛṣṇa. Ils dispensent l’enseignement des Védas qui exhortent les hommes à s’éveiller aux perfections que leur doit la vie humaine, en même temps qu’ils leur indiquent la méthode qui y conduit. C’est donc pour de bonnes causes qu’il faut donner, comme le maintien des sannyāsīs et des brāhmaṇas, et non pour des causes frivoles.

Hvad angår velgørenhed, bør man give halvdelen af sin indkomst til en god sag. Og hvad er en god sag? Det er den sag, der tjener Kṛṣṇa- bevidsthed. Det er ikke bare en god sag, men den bedste sag. Eftersom Kṛṣṇa er god, er Hans sag også god. Velgørenhed bør derfor gives til en person, der er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed. I den vediske litteratur indskærpes det, at velgørenhed skal gives til brāhmaṇaerne. Denne praksis bliver stadig fulgt, om end ikke mere helt i overensstemmelse med de vediske retningslinier. Ikke desto mindre er reglen den, at velgørenhed skal gives til brāhmaṇaerne. Hvorfor? Fordi de arbejder med den højere kultivering af åndelig viden. En brāhmaṇa forventes at hellige hele sit liv til at forstå Brahman. Brahma jānātīti brāhmaṇaḥ: Den, der kender Brahman, kaldes en brāhmaṇa. Da brāhmaṇaerne altid har travlt med den højere åndelige tjeneste og derfor ikke har tid til at forsørge sig selv, giver man dem velgørenhed. Ifølge den vediske litteratur gives velgørenhed også til en person i forsagelsens orden, en sannyāsī. En sannyāsī tigger fra dør til dør, ikke for pengenes skyld, men for at udbrede åndelig viden. Traditionen er, at de går fra dør til dør for at vække husholderne fra deres uvidenhed. Eftersom husholdere er travlt optaget af familieanliggender og har glemt livets virkelige formål, at genopvække deres Kṛṣṇa-bevidsthed, er det sannyāsīernes opgave at gå som tiggere til husholdernes hjem for at hjælpe dem til at blive Kṛṣṇa-bevidste. Som der står i Vedaerne (Kaṭha Upaniṣad 1.3.14), bør man vågne op og opnå det mål, som det er muligt for én i den menneskelige livsform. Denne kundskab og metode bliver udbredt af sannyāsīerne. Velgørenhed skal således gives til dem i forsagelsens orden, til brāhmaṇaerne og til lignende gode formål og ikke til en hvilken som helst tilfældig sag.

Le véritable renom (yaśas) doit correspondre à la définition qu’en a donnée Śrī Caitanya: un homme n’est illustre que s’il est célébré pour sa grande dévotion, pour ce qu’il accomplit dans la conscience de Kṛṣṇa. Toute autre forme de gloire est sans valeur.

Yaśas eller berømmelse bør være som defineret af Herren Caitanya, ifølge hvem et menneske er berømt, når det er kendt som en stor hengiven. Det er virkelig berømmelse. Hvis man er blevet en stor person i Kṛṣṇa-bevidsthed, og det er kendt, er man ægte berømt. Enhver anden form for berømmelse er vanære.

Les vertus que nous venons d’énumérer se manifestent chez les devas et chez les humains des différentes planètes de l’univers. Ceux qui prennent part au service de dévotion développent naturellement toutes les bonnes qualités créées par le Seigneur Suprême.

Alle disse egenskaber er manifesteret overalt i universet blandt både mennesker og halvguder. Der findes mange former for mennesker på andre planeter, og der findes disse egenskaber også. For den, der gerne vil gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed, skaber Kṛṣṇa alle disse kvaliteter, men man er nødt til selv at udvikle dem indefra. Den, der engagerer sig i den Højeste Herres hengivne tjeneste, udvikler alle gode kvaliteter som arrangeret af den Højeste Herre.

Kṛṣṇa est à l’origine de tout ce qui existe, le bon comme le mauvais. Rien ne se manifeste dans l’univers matériel qui ne soit déjà en Lui. Qui sait cela possède le vrai savoir. Bien que les manifestations en cet univers soient diverses, Kṛṣṇa est leur source unique.

Uanset hvad der findes af godt eller dårligt, har det sin oprindelse i Kṛṣṇa. Intet kan manifestere sig af sig selv i den materielle verden, hvis det ikke er i Kṛṣṇa. Det er viden. Selv om vi godt ved, at alting nu er anderledes situeret, må vi forstå, at det kommer altsammen fra Kṛṣṇa.