Skip to main content

TEXT 54

TEXT 54

Devanagari

Devanagari

ब्रह्मभूत: प्रसन्नात्मा न शोचति न काङ्क्षति ।
सम: सर्वेषु भूतेषु मद्भ‍‍क्तिं लभते पराम् ॥ ५४ ॥

Text

Tekst

brahma-bhūtaḥ prasannātmā
na śocati na kāṅkṣati
samaḥ sarveṣu bhūteṣu
mad-bhaktiṁ labhate parām
brahma-bhūtaḥ prasannātmā
na śocati na kāṅkṣati
samaḥ sarveṣu bhūteṣu
mad-bhaktiṁ labhate parām

Synonyms

Synonyms

brahma-bhūtaḥ — being one with the Absolute; prasanna-ātmā — fully joyful; na — never; śocati — laments; na — never; kāṅkṣati — desires; samaḥ — equally disposed; sarveṣu — to all; bhūteṣu — living entities; mat-bhaktim — My devotional service; labhate — gains; parām — transcendental.

brahma-bhūtaḥ — den, der er ét med den Absolutte; prasanna-ātmā — helt lykkelig; na — aldrig; śocati — beklager sig; na — aldrig; kāṅkṣati — ønsker; samaḥ — ens indstillet; sarveṣu — over for alle; bhūteṣu — levende væsener; mat-bhaktim — Min hengivne tjeneste; labhate — han opnår; parām — den transcendentale.

Translation

Translation

One who is thus transcendentally situated at once realizes the Supreme Brahman and becomes fully joyful. He never laments or desires to have anything. He is equally disposed toward every living entity. In that state he attains pure devotional service unto Me.

Den, der er således transcendentalt situeret, erkender øjeblikkeligt den Højeste Brahman og bliver fuldstændig lykkelig. Han sørger aldrig eller ønsker sig noget. Han er ens indstillet over for alle levende væsener. I den tilstand opnår han ren hengiven tjeneste til Mig.

Purport

Purport

To the impersonalist, achieving the brahma-bhūta stage, becoming one with the Absolute, is the last word. But for the personalist, or pure devotee, one has to go still further, to become engaged in pure devotional service. This means that one who is engaged in pure devotional service to the Supreme Lord is already in a state of liberation, called brahma-bhūta, oneness with the Absolute. Without being one with the Supreme, the Absolute, one cannot render service unto Him. In the absolute conception, there is no difference between the served and the servitor; yet the distinction is there, in a higher spiritual sense.

FORKLARING: For en upersonalist er opnåelsen af brahma-bhūta- stadiet, at blive ét med den Absolutte, det højeste opnåelige. Men for personalisten eller den rene hengivne skal man gå endnu videre og blive engageret i ren hengiven tjeneste. Dette indebærer, at den, der er engageret i ren hengiven tjeneste til den Højeste Herre, allerede befinder sig i en befriet tilstand, der kaldes brahma-bhūta eller enhed med den Absolutte. Hvis man ikke er ét med den Højeste, den Absolutte, kan man ikke tjene Ham. Fra en absolut synsvinkel er der ingen forskel på den, der tjenes, og den, der tjener, men forskellen er der ikke desto mindre i en højere åndelig forstand.

In the material concept of life, when one works for sense gratification, there is misery, but in the absolute world, when one is engaged in pure devotional service, there is no misery. The devotee in Kṛṣṇa consciousness has nothing for which to lament or desire. Since God is full, a living entity who is engaged in God’s service, in Kṛṣṇa consciousness, becomes also full in himself. He is just like a river cleansed of all dirty water. Because a pure devotee has no thought other than Kṛṣṇa, he is naturally always joyful. He does not lament for any material loss or aspire for gain, because he is full in the service of the Lord. He has no desire for material enjoyment, because he knows that every living entity is a fragmental part and parcel of the Supreme Lord and therefore eternally a servant. He does not see, in the material world, someone as higher and someone as lower; higher and lower positions are ephemeral, and a devotee has nothing to do with ephemeral appearances or disappearances. For him stone and gold are of equal value. This is the brahma-bhūta stage, and this stage is attained very easily by the pure devotee. In that stage of existence, the idea of becoming one with the Supreme Brahman and annihilating one’s individuality becomes hellish, the idea of attaining the heavenly kingdom becomes phantasmagoria, and the senses are like serpents whose poison teeth are broken. As there is no fear of a serpent with broken teeth, there is no fear from the senses when they are automatically controlled. The world is miserable for the materially infected person, but for a devotee the entire world is as good as Vaikuṇṭha, or the spiritual sky. The highest personality in this material universe is no more significant than an ant for a devotee. Such a stage can be achieved by the mercy of Lord Caitanya, who preached pure devotional service in this age.

Den materielle livsopfattelse, hvor man arbejder for sansetilfredsstillelse, er forbundet med lidelse, men når man i den absolutte verden er engageret i ren hengiven tjeneste, er der ingen lidelse. En hengiven i Kṛṣṇa-bevidsthed har intet at sørge over og intet at ønske sig. Eftersom Gud er fuldstændig, er et levende væsen, der er engageret i Guds tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed, også fuldstændigt i sig selv. Han er præcis som en flod, der er renset for alt snavset vand. Eftersom en ren hengiven ikke tænker på andet end Kṛṣṇa, er han af natur altid glad. Han beklager sig ikke over mistede materielle ting eller higer efter vinding, for han fyldes helt i Herrens tjeneste. Han har ingen lyst til materiel nydelse, for han ved, at hvert eneste levende væsen er et uadskilleligt fragment af den Højeste Herre, og er som sådan for evigt en tjener. Han betragter ikke nogen i den materielle verden som højere og andre som lavere. Højere eller lavere positioner er flygtige tilstande, og en hengiven har intet at gøre med flygtige ting, der kommer og går. For ham er sten og guld lige meget værd. Dette er brahma-bhūta-stadiet, og dette stadie opnås meget let af den rene hengivne. På dette eksistensniveau forekommer idéen om at blive ét med den Højeste Brahman og opløse sin individualitet helvedesagtig, forestillingen om at komme til de himmelske planeter er en hallucination, og sanserne er som slanger med knækkede tænder. Ligesom man ikke behøver at være bange for en slange med knækkede gifttænder, behøver man ikke at frygte sanserne, når de automatisk er under kontrol. Verden er lidelsesfyldt for det materielt smittede menneske, men for en hengiven er hele verden lige så god som Vaikuṇṭha eller den åndelige himmel. For en hengiven er selv den største personlighed i dette materielle univers ikke af større vigtighed end en myre. En sådan tilstand kan opnås gennem nåden fra Herren Caitanya, der prædikede ren hengiven tjeneste i denne tidsalder.