TEXT 44

Text

Tekst

pūrvābhyāsena tenaiva
hriyate hy avaśo ’pi saḥ
jijñāsur api yogasya
śabda-brahmātivartate

Synonyms

pūrva — frühere; abhyāsena — durch die Ausführung; tena — dadurch; eva — gewiß; hriyate — ist angezogen; hi — sicherlich; avaśaḥ — von selbst; api — auch; saḥ — er; jijñāsuḥ — wißbegierig; api — sogar; yogasya — über yoga; śabda-brahma — rituelle Prinzipien der Schriften; ativartate — transzendiert.

pūrva — tidligere; abhyāsena — gennem praksis; tena — gennem den; eva — afgjort; hriyate — tiltrækkes; hi — med sikkerhed; avaśaḥ — automatisk; api — også; saḥ — han; jijñāsuḥ — nysgerrig; api — endda; yogasya — om yoga; śabda-brahma — skrifternes ritualistiske principper; ativartate — han transcenderer.

Translation

Kraft des göttlichen Bewußtseins seines vorherigen Lebens fühlt er sich von selbst – sogar wenn er nicht danach strebt – zu den Prinzipien des yoga hingezogen. Ein solcher wißbegieriger Transzendentalist steht immer über den rituellen Prinzipien der Schriften.

I kraft af sit tidligere livs guddommelige bevidsthed tiltrækkes han automatisk af yoga-principperne, selv uden at opsøge dem. En sådan videbegærlig transcendentalist er altid hævet over skrifternes rituelle principper.

Purport

ERLÄUTERUNG: Fortgeschrittene yogīs verspüren keine große Anziehung zu den Ritualen der Schriften, doch sie fühlen sich automatisch zu den Prinzipien des yoga hingezogen, durch die sie zu vollkommenem Kṛṣṇa-Bewußtsein, der höchsten Vollkommenheit des yoga, erhoben werden können. Warum sich fortgeschrittene Transzendentalisten nicht für vedische Rituale interessieren, wird im Śrīmad-Bhāgavatam (3.33.7) wie folgt erklärt:

FORKLARING: Avancerede yogīer er ikke særlig tiltrukkede af skrifternes ritualer, men de bliver automatisk tiltrukket af yoga-principperne, der kan ophøje dem til fuld Kṛṣṇa-bevidsthed, den højeste fuldkommenhed i yoga. I Śrīmad-Bhāgavatam (3.33.7) bliver de avancerede transcendentalisters ligegyldighed over for de vediske ritualer forklaret som følger:

aho bata śva-paco ’to garīyān
yaj-jihvāgre vartate nāma tubhyam
tepus tapas te juhuvuḥ sasnur āryā
brahmānūcur nāma gṛṇanti ye te

„O mein Herr! Menschen, die Deine Heiligen Namen chanten, sind im spirituellen Leben sehr weit fortgeschritten, selbst wenn sie in Familien von Hundeessern geboren wurden. Sie haben zweifellos bereits alle Arten von Entsagungen und Opfern hinter sich, sie haben an allen heiligen Orten gebadet und das Studium aller Schriften abgeschlossen.“

“O min Herre! Personer, der reciterer Dine hellige navne, er meget, meget avancerede i åndeligt liv, selv hvis de er født i familier af hundeædere. Sådanne lovprisere [af Dine hellige navne] har utvivlsomt udført alle mulige former for askese og offerhandlinger, taget bad på alle de hellige steder og færdiggjort alle skriftlige studier.”

Ein sehr berühmtes Beispiel hierfür ist Ṭhākura Haridāsa, den Śrī Caitanya als einen Seiner wichtigsten Schüler anerkannte. Obwohl Ṭhākura Haridāsa aus einer Moslemfamilie stammte, wurde er von Śrī Caitanya zum nāmācārya ernannt, da er streng das Gelübde einhielt, jeden Tag dreihunderttausend Heilige Namen des Herrn zu chanten: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Die Tatsache, daß er den Heiligen Namen des Herrn ständig chantete, läßt darauf schließen, daß er in seinem vorangegangenen Leben bereits alle rituellen Vorgänge der Veden (śabda-brahma) durchgeführt haben mußte. Denn nur wenn man geläutert ist, kann man sich den Prinzipien des Kṛṣṇa-Bewußtseins zuwenden und mit dem Chanten des Heiligen Namens des Herrn, Hare Kṛṣṇa, beginnen.

Det berømte eksempel på dette blev givet af Herren Caitanya, der accepterede Ṭhākura Haridāsa som en af Sine allervigtigste disciple. Selv om Ṭhākura Haridāsa på en eller anden måde var blevet født i en muslimsk familie, ophøjede Herren Caitanya ham til posten som nāmācārya, fordi han strengt efterlevede et princip om dagligt at recitere 300.000 af Herrens hellige navne: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. At han konstant reciterede Herrens hellige navn, viser, at han i sit tidligere liv må have gennemgået alle Vedaernes rituelle metoder, der kaldes śabda-brahma. Man kan derfor ikke hengive sig til de Kṛṣṇa-bevidste principper eller blive engageret i at recitere Herrens hellige navn, Hare Kṛṣṇa, medmindre man først er blevet renset.