FORKLARING: Frugtstræbende handlinger, dvs. at arbejde for sansenydelse, er årsag til materiel trældom. Så længe man er optaget af handlinger, hvis mål er at forbedre ens standard af kropslige bekvemmeligheder, kan man være sikker på at reinkarnere i alle mulige kroppe og derved fortsætte den materielle trældom for bestandigt. Śrīmad-Bhāgavatam (5.5.4–6) bekræfter dette som følger:

“Folk er gale efter sansenydelse uden at vide, at den nuværende lidelsesfyldte krop er resultat af ens frugtstræbende handlinger i fortiden. Skønt denne krop er midlertidig, giver den altid én problemer på mange måder. Derfor er det ikke godt at handle for sansetilfredsstillelse. Man anses for at være forfejlet i livet, så længe man ikke spørger ind til sin virkelige identitet. Så længe man ikke kender sin virkelige identitet, vil man være nødt til at arbejde for frugtstræbende resultater for at få sansenydelse, og så længe man er optaget af denne sansenydende bevidsthed, kommer man uvægerligt til at vandre fra den ene krop til den anden. Til trods for, at sindet er optaget af frugtstræbende handlinger og påvirket af uvidenhed, skal man forsøge at udvikle kærlighed til Vāsudevas hengivne tjeneste. Kun da kan man have muligheden for at slippe ud af den materielle tilværelses trældom.”

Jñāna (viden om, at man ikke er den materielle krop, men en åndelig sjæl) er derfor ikke nok til at give befrielse. Man er nødt til at handle som en åndelig sjæl, ellers kan man ikke undslippe den materielle trældom. Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er imidlertid ikke handling på det frugtstræbende niveau. Handlinger, der gøres i fuld viden, styrker ens fremskridt i virkelig kundskab. Uden Kṛṣṇa-bevidsthed renser blot og bar forsagelse af frugtstræbende aktiviteter i virkeligheden ikke den betingede sjæls hjerte. Så længe hjertet ikke er renset, vil man blive tvunget til at handle på det frugtstræbende plan. Men handling i Kṛṣṇa- bevidsthed hjælper automatisk én til at undslippe resultatet af frugtstræbende handlinger, så man ikke behøver at komme ned til det materielle niveau. Derfor er handling i Kṛṣṇa-bevidsthed altid bedre end forsagelse, der hele tiden indebærer en risiko for at falde ned. Forsagelse uden Kṛṣṇa-bevidsthed er ufuldstændig, som det bekræftes af Rūpa Gosvāmī i hans Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.258):

“Når personer, der er ivrige efter at opnå befrielse, forsager ting, der er forbundet med Guddommens Højeste Personlighed, fordi de ser dem som materielle, anses deres forsagelse for at være ufuldstændig.” Forsagelse er først fuldkommen, når den finder sted i viden om, at alt, der eksisterer, tilhører Herren, og at ingen anden kan hævde ejerskab over noget som helst. Man må forstå, at i virkeligheden er der intet, der tilhører nogen. Hvordan kan der da være tale om forsagelse? Den, der ved, at alt er Kṛṣṇas ejendom, befinder sig altid i forsagelse. Eftersom alt tilhører Kṛṣṇa, skal alt anvendes i Kṛṣṇas tjeneste. Denne fuldendte form for handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er langt bedre end nok så megen kunstig forsagelse hos en sannyāsī fra māyāvādī-skolen.