TEXT 55

Tekst

Texte

mat-karma-kṛn mat-paramo
mad-bhaktaḥ saṅga-varjitaḥ
nirvairaḥ sarva-bhūteṣu
yaḥ sa mām eti pāṇḍava

Synonyms

mat-karma-kṛt — engageret i at gøre Mit arbejde; mat-paramaḥ — betragter Mig som den Højeste; mat-bhaktaḥ — engageret i Min hengivne tjeneste; saṅga-varjitaḥ — fri for besmittelse fra frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation; nirvairaḥ — uden en fjende; sarva- bhūteṣu — blandt alle levende væsener; yaḥ — den, som; saḥ — han; mām — til Mig; eti — kommer; pāṇḍava — O Pāṇḍus søn.

mat-karma-kṛt: agissant pour Moi; mat-paramaḥ: Me considérant comme le Suprême; mat-bhaktaḥ: engagé dans Mon service avec dévotion; saṅga-varjitaḥ: lavé de la souillure des actes intéressés et de la spéculation mentale; nirvairaḥ: sans aucun ennemi; sarva-bhūteṣu: parmi tous les êtres; yaḥ: celui qui; saḥ: il; mām: à Moi; eti: vient; pāṇḍava: ô fils de Pāṇḍu.

Translation

Min kære Arjuna, den, der engagerer sig i Min rene hengivne tjeneste uden at være forurenet af frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation, som arbejder for Mig og gør Mig til sit livs endelige mål, og som er venlig mod alle levende væsener, kommer helt sikkert til Mig.

Mon cher Arjuna, il parvient certes jusqu’à Moi celui qui, lavé des souillures que génèrent la spéculation intellectuelle et l’acte intéressé, s’absorbe toujours dans le service de dévotion pur, celui qui œuvre pour Moi, se montre bienveillant envers tous les êtres et fait de Moi le but suprême de l’existence.

Purport

FORKLARING: Alle, der gerne vil nærme sig den højeste af alle Guddommens Personligheder på planeten Kṛṣṇaloka i den åndelige himmel og blive tæt forbundet med den Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, må følge formularen, der her bliver givet af den Højeste selv. Dette vers bliver derfor anset for at være essensen af Bhagavad-gītā. Bhagavad-gītā er en bog, der henvender sig til de betingede sjæle, der er involveret i den materielle verden med det formål at herske over naturen, og som intet kender til det virkelige åndelige liv. Tanken med Bhagavad-gītā er at vise, hvordan man kan forstå sin åndelige eksistens og sit evige forhold til den højeste åndelige personlighed, og at lære én, hvordan man vender hjem, tilbage til Guddommen. Her er så verset, der klart og tydeligt forklarer måden, hvorpå man kan opnå fuldendelse i sin åndelige aktivitet: hengiven tjeneste.

Quiconque désire approcher Dieu dans Sa forme suprême de Kṛṣṇa, quiconque aspire à se rendre sur Kṛṣṇaloka dans le monde spirituel pour se lier intimement à Lui, doit, pour ce faire, emprunter la voie préconisée par le Seigneur dans ce verset. Aussi considère-t-on que ce verset renferme l’essence de la Bhagavad-gītā.

La Bhagavad-gītā est un ouvrage destiné aux âmes conditionnées qui cherchent à dominer la nature matérielle parce qu’elles ignorent tout de la vraie vie spirituelle. Cet ouvrage a pour but de leur montrer comment réaliser leur nature spirituelle, comment recouvrer leur relation éternelle avec l’Être Spirituel Suprême afin de retourner à Dieu, en leur demeure éternelle. Notre verset indique sans équivoque que les activités spirituelles sont fructueuses si l’on emprunte la voie du service de dévotion.

Hvad angår arbejde, skal man anvende al sin energi på Kṛṣṇa-bevidste handlinger. Som der står i Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.255):

Le spiritualiste doit réorienter son énergie pour que tous ses actes soient conscients de Kṛṣṇa. Le Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.255) l’explique:

anāsaktasya viṣayān
yathārham upayuñjataḥ
nirbandhaḥ kṛṣṇa-sambandhe
yuktaṁ vairāgyam ucyate

Ingen mennesker bør gøre noget, der ikke er relateret til Kṛṣṇa. Dette kaldes kṛṣṇa-karma. Man kan arbejde med forskellige ting, men man bør ikke være knyttet til resultatet af sit arbejde. Resultatet skal udelukkende gives til Ham. Man kan for eksempel gøre handel, men for at gøre sådanne forretningsforehavender Kṛṣṇa-bevidste skal man gøre handel for Kṛṣṇa. Hvis Kṛṣṇa er forretningens ejer, skal Kṛṣṇa også nyde fortjenesten fra forretningen. Hvis en forretningsmand ejer millioner af kroner og vil give dem alle til Kṛṣṇa, kan han gøre det. Dette er at arbejde for Kṛṣṇa. I stedet for at opføre en stor bygning for sin egen sansenydelses skyld kan man bygge et fint tempel til Kṛṣṇa, og man kan installere Deiteten af Kṛṣṇa og sørge for tjeneste til Deiteten, som det foreskrives i de autoriserede bøger om hengiven tjeneste. Dette er alt sammen kṛṣṇa-karma. Man må ikke være knyttet til resultatet af sit arbejde, men resultatet skal gives til Kṛṣṇa, og man kan modtage resterne fra Kṛṣṇas ofringer som prasāda. Hvis man bygger et stort hus til Kṛṣṇa og installerer Kṛṣṇas Deitet deri, er man ikke afskåret fra selv at bo der, men man må forstå, at husets ejer er Kṛṣṇa. Det kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed.

Og hvis man ikke har midler til at bygge et tempel til Kṛṣṇa, kan man påtage sig at gøre Kṛṣṇas tempel rent. Det er også kṛṣṇa-karma. Eller man kan dyrke en have. Alle, der har et stykke jord (i det mindste har alle i Indien, selv fattige mennesker, et lille stykke jord), kan anvende det for Kṛṣṇa til at dyrke blomster, som man kan ofre til Ham. Man kan så tulasī-planter, for tulasī-blade er meget vigtige, og Kṛṣṇa har anbefalet dette i Bhagavad-gītā (9.26). Patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam. Kṛṣṇa vil gerne have, at man ofrer Ham enten et blad, en blomst, lidt frugt eller noget vand, for gennem sådanne ofringer bliver Han tilfreds. Med blad tænkes der specielt på tulasī. Så man kan så tulasī og vande planten. På den måde kan selv den fattigste engagere sig i Kṛṣṇas tjeneste. Dette er nogle eksempler på, hvordan man kan arbejde for Kṛṣṇa.

Aucun homme ne devrait accomplir la moindre tâche qui ne soit liée à Kṛṣṇa. Tel est le kṛṣṇa-karma. Bien que l’on soit en droit d’accomplir toutes sortes d’activités, on ne doit pas pour autant convoiter les fruits de son labeur. On doit plutôt les offrir au Seigneur. Un homme d’affaires, par exemple, peut fort bien rendre son travail conscient de Kṛṣṇa si simplement il œuvre pour le Seigneur. Puisque Kṛṣṇa est le réel propriétaire de l’entreprise, c’est Lui qui doit bénéficier des profits. Par ailleurs, si un homme possède une immense fortune, il peut également l’offrir à Kṛṣṇa. Voilà ce qu’on entend par travailler pour Kṛṣṇa. Il peut, au lieu de faire bâtir une grande résidence pour son propre plaisir, financer la construction d’un beau temple, y installer la forme arcā du Seigneur, et, conformément aux directives des écrits autorisés, Lui rendre un culte. Bien sûr, il pourra demeurer lui aussi en ce lieu, mais il devra toujours avoir conscience que le propriétaire de l’édifice est Kṛṣṇa. Ainsi, ses actes relèveront du kṛṣṇa-karma. On ne doit pas s’attacher aux résultats de ses actes, mais au contraire les offrir tous à Dieu. Ce n’est qu’une fois l’offrande faite que l’on est en droit de goûter les reliefs de ce que l’on nomme prasādam (miséricorde de Kṛṣṇa).

Celui qui n’a pas les moyens de faire construire un temple pourra toujours entreprendre de nettoyer tout édifice où l’on se voue à l’adoration de Dieu. Un tel acte relèvera également du kṛṣṇa-karma. Ou bien, s’il préfère, il pourra cultiver un jardin. Quiconque possède ne serait-ce qu’un peu de terre (en Inde, même les pauvres possèdent un lopin de terre) peut aisément cultiver des fleurs et les offrir au Seigneur, ou même planter des graines de l’arbuste tulasī dont les feuilles occupent une place importante dans le service divin. Du reste, le Seigneur recommande dans la Bhagavad-gītā qu’on Lui offre une feuille, une fleur, un fruit ou un peu d’eau (patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam); l’un ou l’autre de ces modestes présents suffisent à Le satisfaire. Et lorsqu’Il parle de feuille, Il pense tout particulièrement à la feuille de tulasī. Ainsi, même le plus pauvre d’entre les pauvres est en mesure d’offrir un service à Kṛṣṇa. Ces quelques exemples montrent comment l’on peut offrir son travail à Kṛṣṇa.

Ordet mat-paramaḥ refererer til den, der anser samvær med Kṛṣṇa i Hans højeste bolig for at være livets højeste fuldendelse. En sådan person ønsker ikke at blive ophøjet til de højere planeter som Månen, Solen, de himmelske planeter eller endog den højeste planet i dette univers, Brahmaloka. Intet af dette virker tiltrækkende på ham. Det eneste, han er tiltrukket af, er at blive overført til den åndelige himmel. Og selv i den åndelige himmel er han ikke tilfreds med at blive ét med brahmajyoti- stråleglansen, for han ønsker kun at komme til den højeste åndelige planet, Kṛṣṇaloka, Goloka Vṛndāvana. Han har fuldt kendskab til den planet og er derfor ikke interesseret i nogen anden. Som angivet her med ordet mad-bhaktaḥ engagerer han sig fuldstændigt i hengiven tjeneste, i særdeleshed i de ni hengivne processer: at høre, synge, huske, tilbede, tjene Herrens lotusfødder, bede, udføre Herrens ordre, slutte venskab med Ham og overgive alt til Ham. Man kan engagere sig i alle ni hengivne processer eller i otte, syv eller mindst én af dem, og det vil med sikkerhed gøre én fuldendt.

Le mot mat-paramaḥ désigne celui qui considère que la perfection de l’existence consiste à obtenir la compagnie de Kṛṣṇa en Sa demeure suprême. Un tel être n’éprouve aucun attrait ni pour les planètes supérieures que sont la lune, le soleil et l’ensemble des planètes édéniques, ni pour Brahmaloka, la plus élevée de toutes les planètes matérielles. Il ne souhaite qu’accéder au monde spirituel. Et même là il ne saurait se satisfaire d’une fusion dans le brahmajyoti, car il veut se rendre sur Kṛṣṇaloka, la planète spirituelle la plus haute, que l’on nomme aussi Goloka Vṛndāvana. Parce qu’il possède de cette planète une connaissance parfaite, il n’est pas du tout attiré par les autres. Et comme l’indique le mot mad-bhaktaḥ, il s’absorbe tout entier dans le service de dévotion, et plus spécifiquement dans les neuf activités spirituelles: écouter tout propos ayant pour objet le Seigneur, Le glorifier, se souvenir de Lui, servir Ses pieds pareils-au-lotus, L’adorer, Lui offrir des prières, se rendre à Ses désirs, se lier d’amitié avec Lui et tout Lui abandonner. En prenant part à ces neuf activités dévotionnelles, ou même à huit ou sept d’entre elles, voire à une, il parvient à la perfection ultime.

Vendingen saṅga-varjitaḥ er meget vigtig. Man bør ikke pleje omgang med personer, der er imod Kṛṣṇa. Det er ikke kun ateistiske personer, der er imod Kṛṣṇa, men de, der er tiltrukket af frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation, er det også. Derfor beskrives den rene form for hengiven tjeneste således i Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.1.11):

Remarquons le terme saṅga-varjitaḥ. Il indique que l’on ne doit plus fréquenter les êtres hostiles à Kṛṣṇa, c’est-à-dire les athées, mais aussi les hommes enclins à l’action intéressée ou à la spéculation intellectuelle. C’est du reste pour cette raison que Śrīla Rūpa Gosvāmī donne une description détaillée dans son Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.1.11) du pur service de dévotion:

anyābhilāṣitā-śūnyaṁ
jñāna-karmādy-anāvṛtam
ānukūlyena kṛṣṇānu-
śīlanaṁ bhaktir uttamā

I dette vers udtrykker Śrīla Rūpa Gosvāmī klart, at hvis man gerne vil gøre uforfalsket ren hengiven tjeneste, skal man være fri for materiel besmittelse af enhver slags. Man skal være fri for omgang med personer, der er forfaldne til frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation. Når man efter at være blevet frigjort for den slags uønsket selskab og for besmittelsen fra materielle ønsker kultiverer kundskab om Kṛṣṇa på en favorabel måde, kaldes det ren hengiven tjeneste. Ānukūlyasya saṅkalpaḥ, prātikūlyasya varjanam (Hari-bhakti-vilāsa 11.676). Man skal tænke på Kṛṣṇa og handle for Kṛṣṇa på en velvillig måde og ikke med en negativ holdning. Kaṁsa var Kṛṣṇas fjende. Lige fra Kṛṣṇas fødsel planlagde Kaṁsa at dræbe Ham på alle mulige måder, og fordi det aldrig lykkedes for ham, tænkte han konstant på Kṛṣṇa. I enhver henseende, mens han arbejdede, og mens han spiste og sov, var han Kṛṣṇa-bevidst, men Kaṁsas Kṛṣṇa-bevidsthed var ikke velvilligt imødekommende over for Kṛṣṇa, så selv om han altid tænkte på Kṛṣṇa døgnet rundt, blev han alligevel betragtet som en dæmon, og til sidst slog Kṛṣṇa ham ihjel. Alle, der bliver dræbt af Kṛṣṇa, bliver ganske vist befriet omgående, men det er heller ikke den rene hengivnes mål. Den rene hengivne ønsker ikke engang befrielse. Han ønsker heller ikke at blive overført til selv den højeste planet, Goloka Vṛndāvana. Hans eneste mål i livet er at tjene Kṛṣṇa, uanset hvor han måtte befinde sig.

On ne saurait accomplir purement le service de dévotion sans s’être au préalable purifié des souillures inhérentes au monde matériel, sans s’être soustrait à la compagnie d’un entourage qui se voue aux actes intéressés ou à la spéculation intellectuelle. On parvient à ce que l’on appelle le pur service de dévotion, quand on agit ainsi et que l’on cultive favorablement la conscience de Kṛṣṇa. Ānukūlyasya saṅkalpaḥ prātikūlyasya varjanam (Hari-bhakti-vilāsa 11.676). Il faut adopter une attitude positive lorsqu’on pense à Kṛṣṇa et qu’on agit pour Lui, à l’opposé de Kaṁsa, l’ennemi de Kṛṣṇa. Dès qu’il apprit l’avènement du Seigneur, Kaṁsa imagina toutes sortes de stratagèmes pour Le tuer, tant et si bien qu’il finit par ne plus penser qu’à Lui. Ses tentatives s’avérant toutes infructueuses, il se mit à méditer constamment sur Kṛṣṇa, qu’il travaille, qu’il mange ou qu’il dorme. Sa conscience était toujours absorbée en Lui, certes, mais on ne saurait dire qu’elle fut positive. C’est pourquoi il resta un être démoniaque que le Seigneur finit par tuer.

Quiconque est tué par le Seigneur atteint aussitôt la libération, mais celle-ci n’est pas le but du pur dévot. Il ne la désire aucunement, pas plus qu’il ne désire être promu à la planète spirituelle la plus élevée, Goloka Vṛndāvana. Il n’a pour seul désir que de servir Kṛṣṇa en tout lieu et en toute circonstance.

En hengiven af Kṛṣṇa er venlig mod alle. Der står derfor her, at han ingen fjender har (nirvairaḥ). Hvordan kan det lade sig gøre? En hengiven, der befinder sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, ved, at hengiven tjeneste til Kṛṣṇa er det eneste, der kan gøre en person fri for alle livets problemer. Han har personlig erfaret dette og ønsker derfor at udbrede kendskabet til denne vej, Kṛṣṇa-bevidsthed, i samfundet. Ned gennem historien er der mange eksempler på, hvordan Herrens hengivne har sat livet på spil for at sprede Gudsbevidsthed. Det foretrukne eksempel herpå er Herren Jesus Kristus. Han blev korsfæstet af de ikke-hengivne, men han ofrede sit liv for at sprede Gudsbevidsthed (selv om det naturligvis ville være overfladisk at tro, at han blev dræbt). I Indien er der også mange eksempler såsom Ṭhākura Haridāsa og Prahlāda Mahārāja. Hvorfor løb de så stor en risiko? Det gjorde de, fordi de gerne ville udbrede Kṛṣṇa- bevidsthed, og det er vanskeligt. En Kṛṣṇa-bevidst person ved, at et menneskes lidelse skyldes, at det har glemt sit evige forhold til Kṛṣṇa. Den største velgerning, man derfor kan gøre for menneskesamfundet, er at aflaste sin næste for alle materielle problemer. Det er måden, hvorpå en ren hengiven er engageret i Herrens tjeneste, og vi kan således forestille os, hvor barmhjertig Kṛṣṇa er mod dem, der er engageret i Hans tjeneste og sætter alt på spil for Ham. Der er derfor ingen tvivl om, at sådanne personer kommer til den højeste planet efter at have forladt kroppen.

Parce qu’il est l’ami de tous, un dévot de Kṛṣṇa n’a pas d’ennemi (nirvairaḥ). Il sait par expérience que seul le service dévotionnel du Seigneur permettra de régler une fois pour toutes l’ensemble des problèmes de l’existence humaine. Il désire donc ardemment que cette voie spirituelle, la conscience de Kṛṣṇa, soit introduite dans la société. Par le passé, de nombreux dévots du Seigneur allèrent jusqu’à risquer leur vie pour répandre la conscience de Dieu. L’exemple le plus connu est celui de Jésus-Christ qui fut crucifié par des non-dévots. Il sacrifia sa vie pour la cause divine. Toutefois, il serait superficiel de croire qu’il ait pu être tué. En Inde, également, il y eut de nombreux cas semblables, comme Haridāsa Ṭhākura et Prahlāda Mahārāja. Si, donc, tous prirent de si grands risques, c’est qu’ils désiraient répandre la conscience de Kṛṣṇa, tâche extrêmement difficile. Le dévot a compris que la souffrance de l’homme ne provient que de son oubli de la relation éternelle qui l’unit à Kṛṣṇa. Le plus grand bienfait que l’on puisse apporter à l’humanité est de soulager son prochain de tous ses problèmes matériels. C’est ainsi que le pur dévot sert le Seigneur. Nous pouvons à présent imaginer à quel point Kṛṣṇa est miséricordieux envers ceux qui se dédient au service de dévotion et vont jusqu’à tout risquer pour Le satisfaire. Nul doute que de telles personnes atteindront, après avoir quitté leur corps, la planète suprême.

Kort sagt har Kṛṣṇa vist Sin universelle form, der er en midlertidig manifestation, tidens form, der fortærer alt, og tilmed Viṣṇu-formen med fire arme. Kṛṣṇa er således ophav til alle disse manifestationer. Det er ikke sådan, at Kṛṣṇa er en manifestation af den oprindelige viśva-rūpa eller af Viṣṇu. Kṛṣṇa er ophav til alle former. Der er hundredvis og tusindvis af Viṣṇuer, men for en hengiven er ingen af Kṛṣṇas former vigtige bortset fra den oprindelige form, den toarmede Śyāmasundara. Der står i Brahma-saṁhitā, at de, der er knyttet til Kṛṣṇas Śyāmasundara-form i kærlighed og hengivenhed, altid kan se Ham i hjertet og ikke har øje for andet. Man må således forstå, at betydningen af kapitel 11 er, at Kṛṣṇas form er fundamental og suveræn.

Nous dirons pour résumer que la forme universelle – manifestation temporaire du Seigneur –, la forme du temps qui tout dévore, et même la forme de Viṣṇu à quatre bras, ont toutes été dévoilées par Kṛṣṇa. Il en est donc la source et ne constitue nullement Lui-même une manifestation de l’originelle viśva-rūpa, ou de Viṣṇu. Kṛṣṇa est à l’origine de toutes les formes. Bien qu’il existe des milliers de formes de Viṣṇu, seule importe au dévot la forme originelle de Śyāmasundara à deux bras. La Brahma-saṁhitā enseigne que ceux qui s’attachent avec amour et dévotion à la forme Śyāmasundara de Kṛṣṇa sont en mesure de toujours Le contempler en leur cœur et ne voient rien d’autre. Ce qu’il faut comprendre de la teneur de ce onzième chapitre se résume à ceci: la forme de Kṛṣṇa est primordiale et suprême.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 11. kapitel, Den universelle form.

Ainsi s’achèvent les teneurs et portées de Bhaktivedanta sur le onzième chapitre de la Śrīmad Bhagavad-gītā traitant de la forme universelle.