Skip to main content

TEXT 12

TEXT 12

Texte

Tekst

kāṅkṣantaḥ karmaṇāṁ siddhiṁ
yajanta iha devatāḥ
kṣipraṁ hi mānuṣe loke
siddhir bhavati karma-jā
kāṅkṣantaḥ karmaṇāṁ siddhiṁ
yajanta iha devatāḥ
kṣipraṁ hi mānuṣe loke
siddhir bhavati karma-jā

Synonyms

Synonyms

kāṅkṣantaḥ: désirant; karmaṇām: des actes intéressés; siddhim: la perfection; yajante: adorent en offrant des sacrifices; iha: dans le monde matériel; devatāḥ: les devas; kṣipram: très rapidement; hi: certes; mānuṣe: dans la société humaine; loke: en ce monde; siddhiḥ: le succès; bhavati: vient; karma-jā: des actes intéressés.

kāṅkṣantaḥ — idet de ønsker; karmaṇām — i frugtstræbende handlinger; siddhim — et godt resultat; yajante — de tilbeder gennem ofringer; iha — i den materielle verden; devatāḥ — halvguderne; kṣipram — meget hurtigt; hi — sandelig; mānuṣe — i menneskesamfundet; loke — i denne verden; siddhiḥ — et godt resultat; bhavati — kommer; karma- — fra frugtstræbende arbejde.

Translation

Translation

Les hommes en ce monde aspirent au succès dans leurs entreprises; c’est pourquoi ils vouent un culte aux devas et obtiennent rapidement le fruit de leurs actes intéressés.

Mennesker i denne verden ønsker et godt resultat af deres frugtstræbende handlinger, og derfor tilbeder de halvguderne. I denne verden får mennesker selvfølgelig hurtigt resultater af deres frugtstræbende arbejde.

Purport

Purport

Nombreux sont ceux qui se méprennent complètement sur la nature des devas. Même s’ils passent pour de grands érudits, ils font preuve de bien peu d’intelligence lorsqu’ils prennent les devas pour diverses formes du Seigneur, car ceux-ci ne sont que des fragments infimes de Sa Personne. Dieu est un, alors que Ses parties intégrantes sont innombrables. Les Védas nous disent nityo nityānām: « Dieu est un » et īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ: « Ce Dieu unique et suprême est KṛṣṇA. » Les devas, eux, sont des êtres distincts (nityānām), dotés par Kṛṣṇa de pouvoirs plus ou moins importants pour régir l’univers matériel. Jamais ils n’égalent Dieu, qu’on Le nomme Kṛṣṇa, Nārāyaṇa, ou Viṣṇu, et l’on doit considérer comme athée (pāṣaṇḍī) quiconque croit le contraire. Même Brahmā et Śiva, les devas les plus importants, rendent un culte au Seigneur Suprême (śiva-viriñci-nutam) et ne sauraient Lui être comparés.

Cependant, aussi incroyable que cela puisse paraître, il y a des gens assez sots pour vouer un culte aux différentes personnalités de ce monde, adhérant ainsi aux concepts erronés de l’anthropomorphisme ou du zoomorphisme. Les mots iha devatāḥ désignent un puissant personnage, homme ou deva, de l’univers matériel. Mais Nārāyaṇa, ou Kṛṣṇa, le Seigneur Suprême, n’est pas de ce monde. Dieu transcende la manifestation matérielle. Même Śrīpāda Śaṅkarācārya, le chef de file des impersonnalistes, affirme que Nārāyaṇa, Kṛṣṇa, Se situe au-delà de la création matérielle.

Malgré cela, des hommes bornés (hṛta-jñāna) rendent un culte aux devas, car ils désirent des résultats matériels immédiats. Ils les obtiennent sans réaliser qu’ils sont impermanents et qu’ils ne sont destinés qu’aux moins intelligents. Les gens véritablement intelligents vivent dans la conscience de Kṛṣṇa et n’ont nul besoin de rendre un culte à des devas comparativement insignifiants, pour des bienfaits, immédiats certes, mais éphémères. Les devas, comme leurs adorateurs, disparaissent avec l’univers matériel. Leurs bienfaits sont donc matériels et temporaires. Bien que les univers et leurs habitants – incluant les devas et leurs fidèles – ne soient que des bulles dans l’océan cosmique, l’humanité poursuit fiévreusement les biens provisoires de ce monde: terres, famille, plaisirs, etc. Et pour les acquérir, elle n’hésite pas à rendre un culte aux devas ou à de puissantes personnalités. Qu’un homme en flattant un chef politique obtienne un poste gouvernemental, et il croira bénéficier de la plus grande faveur. Les gens s’abaissent devant de prétendus dirigeants et « gros bonnets », afin d’obtenir d’eux quelque bienfait fugace. Ils ne s’intéressent évidemment pas à la conscience de Kṛṣṇa, qui peut seule mettre un terme aux maux de l’existence matérielle. Ils n’aspirent qu’aux plaisirs de ce monde, et pour y accéder plus aisément, se laissent séduire par le culte des devas, ces êtres investis de pouvoir par le Seigneur.

Ce verset atteste du peu d’intérêt que les hommes ont en général pour la conscience de Kṛṣṇa. Il nous explique que leur principal objectif est le plaisir matériel, et comment, pour l’obtenir, ils vouent un culte à quelque puissant personnage.

FORKLARING: Der hersker stor misforståelse omkring denne materielle verdens guder eller halvguder, og mindre intelligente mennesker anser, selv om de går for at være meget lærde, disse halvguder for forskellige former af den Højeste Herre. I virkeligheden er halvguderne ikke Guds forskellige former, men Guds forskellige uadskillelige dele. Gud er én, og de uadskillelige dele er mange. I Vedaerne (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13) står der, nityo nityānām: Gud er én. Īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ (Brahma-saṁhitā 5.1). Den Højeste Gud er én – Kṛṣṇa – og halvguderne er blevet bemyndiget med magt til at administrere den materielle verden. Disse halvguder er alle levende væsener (nityānām) med forskellige grader af materiel magt. De kan ingenlunde være jævnbyrdige med den Højeste Gud – Nārāyaṇa, Viṣṇu eller Kṛṣṇa. Den, der tror, at Gud og halvguderne er på samme niveau, kaldes en ateist eller pāṣaṇḍī. Selv de mægtige halvguder som Brahmā og Śiva kan ikke sammenlignes med den Højeste Herre. I virkeligheden bliver Herren tilbedt af halvguder som Brahmā og Śiva (śiva-viriñci-nutam, ŚB. 11.5.33). Ikke desto mindre har menneskesamfundet mærkeligt nok mange ledere, der bliver tilbedt af tåbelige folk under misforståede idéer om antropomorfisme eller zoomorfisme. Iha devatāḥ betegner et stort menneske eller en stor halvgud i denne materielle verden. Men Nārāyaṇa, Viṣṇu eller Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, er ikke af denne verden. Han er hævet over eller transcendental til den materielle skabelse. Selv Śrīpāda Śaṅkarācārya, upersonalisternes leder, fastholder, at Nārāyaṇa eller Kṛṣṇa er hinsides den materielle skabelse. Tåbelige mennesker (hṛta- jñānāḥ, Bg. 7.20) tilbeder halvguderne, fordi de ønsker øjeblikkelige resultater. Resultaterne får de godt nok, men de ved ikke, at resultater, der er erhvervet således, er midlertidige og bestemt for mindre intelligente personer. Den intelligente person er Kṛṣṇa-bevidst og behøver ikke at tilbede ubetydelige halvguder for en eller anden umiddelbar midlertidig fordel. Denne materielle verdens halvguder såvel som deres tilbedere vil forsvinde, når den materielle verden bliver tilintetgjort. De goder, der kommer fra halvguderne, er materielle og midlertidige. Både de materielle verdener og deres beboere indbefattet halvguderne og deres tilbedere er bobler i det kosmiske ocean. I denne verden er menneskesamfundet imidlertid gal efter midlertidig materiel velstand i form af besiddelse af jord, familie og hvad sig dertil hører af nydelsesværdige ting. For at skaffe sig sådanne midlertidige ting tilbeder folk halvguderne eller dyrker mennesker i magtfulde stillinger i samfundet. Hvis en person får en ministerpost i regeringen ved at dyrke en politisk leder, ser han det som en stor velsignelse. Derfor ligger de alle på maven for de såkaldte ledere eller “store kanoner” for at få midlertidige velsignelser, og det lykkes dem også at få sådanne ting. Den slags tåbelige mennesker er ikke interesseret i Kṛṣṇa-bevidsthed, der er den permanente løsning på den materielle tilværelses genvordigheder. Alle er de ude efter sansenydelse, og for at få en smule facilitet til sansenydelse drages de til at dyrke bemyndigede levende væsener, der kaldes halvguder. Dette vers antyder, at folk sjældent er interesseret i Kṛṣṇa-bevidsthed. De er for det meste interesseret i materiel nydelse og tilbeder derfor et eller andet magtfuldt levende væsen.