Skip to main content

TEXT 5

TEXT 5

Devanagari

Devanagari

क्ल‍ेशोऽधिकतरस्तेषामव्यक्तासक्तचेतसाम् ।
अव्यक्ता हि गतिर्दु:खं देहवद्भ‍िरवाप्यते ॥ ५ ॥

Text

Tekst

kleśo ’dhika-taras teṣām
avyaktāsakta-cetasām
avyaktā hi gatir duḥkhaṁ
dehavadbhir avāpyate
kleśo ’dhika-taras teṣām
avyaktāsakta-cetasām
avyaktā hi gatir duḥkhaṁ
dehavadbhir avāpyate

Synonyms

Synonyms

kleśaḥ — trouble; adhika-taraḥ — very much; teṣām — of them; avyakta — to the unmanifested; āsakta — attached; cetasām — of those whose minds; avyaktā — toward the unmanifested; hi — certainly; gatiḥ — progress; duḥkham — with trouble; deha-vadbhiḥ — by the embodied; avāpyate — is achieved.

kleśaḥ — besvær; adhika-taraḥ — megen; teṣām — for dem; avyakta — til det umanifesterede; āsakta — er knyttet; cetasām — for dem, hvis sind; avyaktā — mod det umanifesterede; hi — afgjort; gatiḥ — fremskridt; duḥkham — med besvær; deha-vadbhiḥ — af de legemliggjorte; avāpyate — opnås.

Translation

Translation

For those whose minds are attached to the unmanifested, impersonal feature of the Supreme, advancement is very troublesome. To make progress in that discipline is always difficult for those who are embodied.

For dem, hvis sind er knyttet til den Højestes umanifesterede, upersonlige aspekt, er det meget vanskeligt at gøre fremskridt. Det er altid svært for dem, der er legemliggjorte, at gøre fremskridt i den disciplin.

Purport

Purport

The group of transcendentalists who follow the path of the inconceivable, unmanifested, impersonal feature of the Supreme Lord are called jñāna-yogīs, and persons who are in full Kṛṣṇa consciousness, engaged in devotional service to the Lord, are called bhakti-yogīs. Now, here the difference between jñāna-yoga and bhakti-yoga is definitely expressed. The process of jñāna-yoga, although ultimately bringing one to the same goal, is very troublesome, whereas the path of bhakti-yoga, the process of being in direct service to the Supreme Personality of Godhead, is easier and is natural for the embodied soul. The individual soul is embodied since time immemorial. It is very difficult for him to simply theoretically understand that he is not the body. Therefore, the bhakti-yogī accepts the Deity of Kṛṣṇa as worshipable because there is some bodily conception fixed in the mind, which can thus be applied. Of course, worship of the Supreme Personality of Godhead in His form within the temple is not idol worship. There is evidence in the Vedic literature that worship may be saguṇa or nirguṇa – of the Supreme possessing or not possessing attributes. Worship of the Deity in the temple is saguṇa worship, for the Lord is represented by material qualities. But the form of the Lord, though represented by material qualities such as stone, wood or oil paint, is not actually material. That is the absolute nature of the Supreme Lord.

FORKLARING: Gruppen af transcendentalister, der følger vejen mod den Højeste Herres ufattelige, umanifesterede, upersonlige aspekt, betegnes som jñāna-yogīer, og de, der er fuldstændigt Kṛṣṇa-bevidste og er engageret i Herrens hengivne tjeneste, kaldes bhakti-yogīer. Her gives der klart udtryk for forskellen på jnāna-yoga og bhakti-yoga. Jñāna- yoga-processen er yderst besværlig, selv om den i sidste ende fører til samme mål, imens bhakti-yogaens vej, der indebærer at være engageret i Guddommens Højeste Personligheds direkte tjeneste, er lettere og er naturlig for den legemliggjorte sjæl. Den individuelle sjæl har været legemliggjort i umindelige tider. Det er meget svært for ham blot teoretisk at forstå, at han ikke er kroppen. Bhakti-yogīen accepterer derfor Kṛṣṇas Deitet som tilbedelsesværdig for på den måde at have en kropslig forestilling, som sindet kan hæfte sig ved.

Her skal det nævnes, at tilbedelse af Guddommens Højeste Personlighed i Hans form i templet selvfølgelig ikke er afgudstilbedelse. Ifølge den vediske litteratur kan tilbedelse være enten saguṇa eller nirguṇa, dvs. tilbedelse af den Højeste med eller uden egenskaber. Tilbedelse af Deiteten i templet er saguṇa-tilbedelse, for Herren repræsenteres her af materielle kvaliteter. Men selv om Herrens form bliver repræsenteret af materielle elementer som sten, træ eller oliefarver, er den i virkeligheden ikke materiel. Det er den Højeste Herres absolutte natur.

A crude example may be given here. We may find some mailboxes on the street, and if we post our letters in those boxes, they will naturally go to their destination without difficulty. But any old box, or an imitation which we may find somewhere but which is not authorized by the post office, will not do the work. Similarly, God has an authorized representation in the Deity form, which is called arcā-vigraha. This arcā-vigraha is an incarnation of the Supreme Lord. God will accept service through that form. The Lord is omnipotent, all-powerful; therefore, by His incarnation as arcā-vigraha He can accept the services of the devotee, just to make it convenient for the man in conditioned life.

Et dagligdags eksempel kan gives her. Vi kan finde postkasser på gaden, og hvis vi lægger vores breve i disse postkasser, kommer de uden problemer frem til deres bestemmelsessted. Men en hvilken som helst tilfældig kasse eller en efterligning af en postkasse, der ikke er autoriseret af postkontoret, duer ikke. På samme måde har Gud en autoriseret repræsentation i form af Deitets-formen, der kaldes arcā-vigraha. Denne arcā-vigraha er en inkarnation af den Højeste Herre. Gud tager imod tjeneste i den form. Herren er almægtig. Han besidder al kraft. Han kan derfor i Sin inkarnation som arcā-vigraha tage imod den hengivnes tjeneste specielt for at facilitere det betingede menneske.

So for a devotee there is no difficulty in approaching the Supreme immediately and directly, but for those who are following the impersonal way to spiritual realization the path is difficult. They have to understand the unmanifested representation of the Supreme through such Vedic literatures as the Upaniṣads, and they have to learn the language, understand the nonperceptual feelings, and realize all these processes. This is not very easy for a common man. A person in Kṛṣṇa consciousness, engaged in devotional service, simply by the guidance of the bona fide spiritual master, simply by offering regulative obeisances unto the Deity, simply by hearing the glories of the Lord, and simply by eating the remnants of foodstuffs offered to the Lord, realizes the Supreme Personality of Godhead very easily. There is no doubt that the impersonalists are unnecessarily taking a troublesome path with the risk of not realizing the Absolute Truth at the ultimate end. But the personalist, without any risk, trouble or difficulty, approaches the Supreme Personality directly. A similar passage appears in Śrīmad-Bhāgavatam. It is stated there that if one ultimately has to surrender unto the Supreme Personality of Godhead (this surrendering process is called bhakti), but instead takes the trouble to understand what is Brahman and what is not Brahman and spends his whole life in that way, the result is simply troublesome. Therefore it is advised here that one should not take up this troublesome path of self-realization, because there is uncertainty in the ultimate result.

Således er det ikke svært for en hengiven øjeblikkeligt og direkte at nærme sig den Højeste, men for dem, der følger den upersonlige vej til åndelig erkendelse, er det svært. De er nødt til at forstå den Højestes umanifesterede repræsentation gennem vedisk litteratur som Upaniṣaderne, og de er nødt til at lære sproget, forstå de uopfattelige følelser og erkende alle disse processer. Dette er ikke nemt for et almindeligt menneske. Men en Kṛṣṇa-bevidst person, der er engageret i hengiven tjeneste, erkender meget let Guddommens Højeste Personlighed blot ved at blive vejledt af den ægte åndelige mester, blot ved regelmæssigt at fremføre sine hyldester til Deiteten, blot ved at høre om Herrens herligheder og blot ved at indtage resterne af den mad, der er ofret til Herren. Upersonalisterne følger utvivlsomt en unødigt besværlig vej med risiko for i sidste ende alligevel ikke at erkende den Absolutte Sandhed. Men personalisten vender sig uden risici, problemer eller besværligheder direkte til den Højeste Personlighed. Der findes en lignende passage i Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.4). Her står der, at hvis man i sidste ende alligevel er nødt til at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed (denne overgivelsesproces kaldes bhakti), men i stedet påtager sig besværet med at forstå, hvad der er Brahman, og hvad der ikke er Brahman, og bruger hele livet på den måde, får man ikke andet end problemer ud af det. Man bliver derfor rådet her til ikke at følge denne besværlige vej til selverkendelse, for det endelige resultat er usikkert.

A living entity is eternally an individual soul, and if he wants to merge into the spiritual whole, he may accomplish the realization of the eternal and knowledgeable aspects of his original nature, but the blissful portion is not realized. By the grace of some devotee, such a transcendentalist, highly learned in the process of jñāna-yoga, may come to the point of bhakti-yoga, or devotional service. At that time, long practice in impersonalism also becomes a source of trouble, because he cannot give up the idea. Therefore an embodied soul is always in difficulty with the unmanifest, both at the time of practice and at the time of realization. Every living soul is partially independent, and one should know for certain that this unmanifested realization is against the nature of his spiritual, blissful self. One should not take up this process. For every individual living entity the process of Kṛṣṇa consciousness, which entails full engagement in devotional service, is the best way. If one wants to ignore this devotional service, there is the danger of turning to atheism. Thus the process of centering attention on the unmanifested, the inconceivable, which is beyond the approach of the senses, as already expressed in this verse, should never be encouraged at any time, especially in this age. It is not advised by Lord Kṛṣṇa.

Et levende væsen er for evigt en individuel sjæl, og hvis man ønsker at blive ét med den åndelige helhed, kan man opnå dette ved at erkende de evige og kundskabsmæssige sider i sin oprindelige natur, men man vil ikke erkende lyksalighedsaspektet. Ved en hengivens nåde kan sådan en transcendentalist, der er højt uddannet inden for jñāna-yoga-metoden, dog komme til bhakti-yoga eller hengiven tjeneste. På det tidspunkt kan lang tids praktisering af upersonalisme også give anledning til problemer, for man kan ikke give slip på idéen. En legemliggjort sjæl løber derfor altid ind i vanskeligheder med det umanifesterede, både under udøvelsen, og når det kommer til tidspunktet for erkendelse. Alle levende sjæle er delvist uafhængige, og man må være helt klar over, at denne umanifesterede erkendelse strider mod naturen af ens åndelige lyksalige selv. Man bør ikke indlade sig på den proces. For alle individuelle levende væsener er den bedste vej Kṛṣṇa-bevidsthed, der indebærer at være fuldt engageret i hengiven tjeneste. Hvis man vælger at ignorere denne hengivne tjeneste, er der fare for, at man vender sig mod ateisme. Som allerede udtrykt i dette vers bør metoden med at koncentrere sin opmærksomhed på det umanifesterede, det ufattelige, det, der ligger uden for sansernes rækkevidde, derfor på intet tidspunkt tilskyndes, specielt ikke i denne tidsalder. Det tilrådes ikke af Herren Kṛṣṇa.