Bg. 8.28

FORKLARING: Dette vers er en sammenfatning af kapitel 7 og 8, der i særdeleshed handler om Kṛṣṇa-bevidsthed og hengiven tjeneste. Man skal studere Vedaerne under den åndelige mesters vejledning og gennemgå mange former for askese og bodsøvelser, mens man lever under hans varetægt. En brahmacārī skal bo i den åndelige mesters hjem ligesom en tjener, og han skal gå ud og tigge almisser fra dør til dør og give dem til den åndelige mester. Han spiser kun på mesterens ordre, og hvis mesteren undlader at kalde eleven ind til måltidet, faster han den dag. Dette er nogle af de vediske principper, der gælder for overholdelsen af brahmacarya.

Efter at eleven har studeret Vedaerne under mesteren i nogen tid (i det mindste fra han er 5 år, indtil han er 20 år gammel), kan han blive en mand af fuldendt karakter. Studium af Vedaerne er ikke tiltænkt som underholdning for lænestolsfilosoffer. Formålet med vediske studier er tværtimod karakterdannelse. Efter denne oplæring får brahmacārīen lov til at træde ind i familielivet og gifte sig. Som husholder er han nødt til at udføre mange offerhandlinger, så han kan fortsætte med at blive yderligere oplyst. Han skal også give i velgørenhed i overensstemmelse med sted, tid og modtager og skelne mellem velgørenhed i godhed, lidenskab og uvidenhed, som det er beskrevet i Bhagavad-gītā. Efter at have trukket sig tilbage fra familielivet og gået ind i vānaprastha-ordenen gennemgår han streng askese ved at bo i skoven, klæde sig i bark fra træerne, undlade at barbere sig osv. Ved at gennemgå stadierne af brahmacarya, familieliv, vānaprastha og endelig sannyāsa bliver man ophøjet til det fuldendte livsstadie. Nogle bliver derefter ophøjet til de himmelske planeter, og hvis de fortsætter med at gøre yderligere fremskridt, bliver de befriet og går til den åndelige verden, hvor de enten kommer til den upersonlige brahmajyoti, Vaikuṇṭha-planeterne eller Kṛṣṇaloka. Det er vejen, der skitseres i den vediske litteratur.

Skønheden ved Kṛṣṇa-bevidsthed er, at man ved at engagere sig i hengiven tjeneste på én gang kan forbigå alle de forskellige livsordeners ritualer.

Ordene idaṁ viditvā angiver, at man skal forstå Śrī Kṛṣṇas instruktioner i dette kapitel og i Bhagavad-gītās syvende kapitel. Man bør forsøge at forstå disse kapitler, ikke gennem lærdom eller intellektuel spekulation, men ved at høre dem i selskab med hengivne. Kapitel 7 til og med 12 udgør essensen af Bhagavad-gītā. De første seks og de sidste seks kapitler er som et omslag om de seks midterste kapitler, der er specielt beskyttet af Herren. Hvis man er så heldig at forstå Bhagavad-gītā og specielt disse seks midterste kapitler i hengivnes selskab, bliver ens liv med det samme mere glorværdigt, end det nogensinde kunne blive gennem alle former for bodsøvelser, offerhandlinger, velgørenhed, filosofisk spekulation osv., for man kan opnå resultatet af alle disse ting gennem Kṛṣṇa-bevidsthed alene.

Den, der har en lille smule tro på Bhagavad-gītā, bør lære Bhagavad- gītā fra en hengiven, for i begyndelsen af kapitel 4 angives det klart, at Bhagavad-gītā kun kan forstås af hengivne. Ingen andre kan fuldt ud forstå Bhagavad-gītās formål. Man bør derfor lære Bhagavad-gītā fra en af Kṛṣṇas hengivne og ikke fra en eller anden intellektuel spekulant. Dette er tegn på tro. Når man søger efter en hengiven og er så heldig at få en hengivens selskab, begynder man virkelig at studere og forstå Bhagavad-gītā. Ved at gøre fremskridt i hengivnes selskab bliver man situeret i hengiven tjeneste, og denne tjeneste fjerner enhver tvivl om Kṛṣṇa eller Gud og om Kṛṣṇas aktiviteter, form, lege, navn og andre træk. Efter at denne tvivl er fuldstændigt fjernet, bliver man fast forankret i sine studier. Da nyder man at studere Bhagavad-gītā og opnår tilstanden af altid at føle sig Kṛṣṇa-bevidst. På dette avancerede stadie bliver man komplet forelsket i Kṛṣṇa. Dette højeste fuldendte stadie i livet sætter den hengivne i stand til at blive overført til Kṛṣṇas bolig i den åndelige himmel, Goloka Vṛndāvana, hvor den hengivne bliver evigt lykkelig.