CHAPITRE 5

KAPITEL 5

Vivre avec Kṛṣṇa

I Kṛṣṇas selskab

Obtenant quelque chose de supérieur, on abandonne naturellement tout ce qui lui est inférieur. Nous voulons le bonheur, mais l’impersonnalisme et le nihilisme ont créé une atmosphère telle que nous voilà enchaînés au bonheur matériel. Il nous faut goûter le bonheur en relation avec la Personne Suprême (puruṣaḥ sa paraḥ). Dans le monde spirituel, nous sommes à même de parler personnellement avec Dieu. Il nous est possible de Le voir face à face, de nous divertir en Sa compagnie, de manger avec Lui, et ainsi de suite. Tout cela nous est accessible par le service d’amour transcendantal qu’on Lui offre (bhaktyā). Toutefois, ce service doit être dénué de toute motivation matérielle, c’est-à-dire que nous devons aimer Dieu sans chercher à en retirer une quelconque rémunération matérielle. Et notons bien qu’aimer Dieu en vue de ne plus faire qu’un avec Lui est aussi une motivation impure.

Hvis man får noget bedre, opgiver man helt naturligt alt, der er dårligere. Vi ønsker nydelse, men upersonalisme og tomhedsfilosofi har skabt en sådan atmosfære, at vi er blevet forfaldne til materiel nydelse. Derfor er det vigtigt at forstå, at der er nydelse i at være forbundet med den Højeste Person (puruṣaḥ sa paraḥ) og se Ham ansigt til ansigt. I den åndelige himmel kan vi tale personligt med Gud, lege med Ham og spise sammen med Ham. Alt dette kan opnås gennem bhakti, transcendental kærlighedstjeneste til Herren. Imidlertid skal denne tjeneste være uforfalsket, eller med andre ord skal vi elske Gud uden at forvente materiel belønning. At elske Gud for at blive ét med Ham er også en form for forfalskning.

Une des différences essentielles entre le monde spirituel et le monde matériel réside en ceci : le chef, ou celui qui dirige les planètes spirituelles, n’a pas de rival. Le personnage principal sur chacune des planètes spirituelles est une émanation plénière de Kṛṣṇa. Le Seigneur Suprême et Ses multiples manifestations règnent sur toutes les planètes du monde spirituel. Sur terre, au contraire, divers candidats luttent pour les postes de président et de premier ministre, mais dans le monde spirituel tous reconnaissent la suprématie de Dieu. Ceux qui ne L’acceptent pas et tentent de rivaliser avec Lui sont acheminés vers l’univers matériel, qui n’est ni plus ni moins qu’une prison. Tout comme chaque ville a sa prison, qui ne représente qu’une partie très insignifiante de la ville entière, l’univers matériel sert de prison pour les âmes conditionnées qui ne veulent pas accepter Dieu et constitue une partie insignifiante du monde spirituel.

En af de væsentlige forskelle på den åndelige himmel og den materielle himmel er, at i den åndelige himmel har overhovedet eller lederen af de åndelige planeter ingen rival. I alle tilfælde er den herskende personlighed på de åndelige planeter en fuldstændig ekspansion af Śrī Kṛṣṇa. Den Højeste Herre og Hans mangeartede manifestationer hersker over alle Vaikuṇṭha-planeterne. På Jorden er der for eksempel konkurrence om positionen som præsident eller statsminister, men i den åndelige himmel anerkender alle Guddommens Højeste Personlighed som den højeste. De, der ikke anerkender Ham og forsøger at blive Hans rivaler, placeres i det materielle univers, der er ligesom et fængsel. Alle byer har et fængsel, som dog kun udgør en ubetydelig del af hele byen. I den åndelige verden er det materielle univers på samme måde et fængsel for de betingede sjæle. Det udgør kun en ubetydelig del af den åndelige himmel. Men det ligger ikke uden for den åndelige himmel, ligesom et fængsel ikke ligger uden for byen.

Les habitants des planètes spirituelles sont tous des âmes libérées. Le Śrīmad-Bhāgavatam nous apprend que leurs traits sont semblables à ceux de Dieu. Sur certaines de ces planètes, Dieu Se manifeste avec deux bras, sur d’autres avec quatre. Les habitants de ces planètes ont eux aussi deux ou quatre bras, et il est dit qu’on ne peut les distinguer de la Personne Suprême. Dans le monde spirituel il y a cinq sortes de libération. La sāyujya-mukti est une forme de libération par laquelle on se fond dans l’existence impersonnelle du Seigneur, appelée Brahman. Une autre forme de libération, la sārūpya-mukti permet d’obtenir des traits corporels en tous points semblables à ceux de Dieu. La sālokya-mukti donne de vivre sur la même planète que Dieu. Par la sārṣṭi-mukti on peut jouir des mêmes perfections que le Seigneur Suprême. Une autre sorte de libération permet de demeurer toujours auprès de Dieu tel un de Ses compagnons, tout comme Arjuna vit toujours auprès de Kṛṣṇa en tant que Son ami. On peut obtenir n’importe laquelle de ces cinq formes de libération, mais d’entre elles, la sāyujya-mukti, qui consiste à se fondre dans l’aspect impersonnel de Dieu n’est pas désirée par le dévot vaiṣṇava. Le vaiṣṇava désire adorer Dieu et garder son individualité propre pour Le servir, tandis que le philosophe impersonnaliste, le māyāvādī, souhaite perdre son individualité et se fondre dans l’existence de l’Absolu. Cette fusion n’est recommandée ni par Kṛṣṇa dans la Bhagavad-gītā, ni par la filiation spirituelle des philosophes vaiṣṇavas. Śrī Caitanya Mahāprabhu écrit à ce sujet dans son Śikṣāṣtakam :

Indbyggerne på Vaikuṇṭha-planeterne i den åndelige himmel er alle befriede sjæle. Śrīmad-Bhāgavatam fortæller os, at deres kropslige træk er nøjagtig som Guds. På nogle af disse planeter manifesterer Gud Sig med to arme, og på andre har Han fire. Ligesom den Højeste Herre har indbyggerne på disse planeter også to eller fire arme, og der står skrevet, at man ikke kan se forskel på dem og den Højeste Person. I den åndelige verden er der fem slags befrielse. Sāyujya-mukti er en befrielse, hvor man opgår i den Højeste Herres upersonlige eksistens, der kaldes Brahman. En anden form for befrielse er sārūpya-mukti, hvor man får kropstræk nøjagtig som Guds. En tredje er sālokya-mukti, hvor man kan bo på samme planet som Gud. I sārṣṭi-mukti kan man have rigdomme på linie med den Højeste Herres. Og sāmīpya-mukti sætter én i stand til altid at være hos Gud som en af Hans ledsagere ligesom Arjuna, der altid er sammen med Kṛṣṇa som Hans ven. Man kan opnå enhver af disse fem former for befrielse, men af de fem accepteres sammensmeltningen med det upersonlige aspekt (sāyujya-mukti) ikke af vaiṣṇavaerne eller de hengivne. En vaiṣṇava ønsker at tilbede Gud, som Han er, og beholde sin separate individualitet for at kunne tjene Ham, imens den upersonalistiske māyāvādī-filosof ønsker at opgive sin individualitet og blive ét med den Højestes eksistens. En sådan sammensmeltning med Gud anbefales hverken af Śrī Kṛṣṇa i Bhagavad-gītā eller af vaiṣṇava-filosoffernes discipelrække. Herren Caitanya Mahāprabhu skrev i den forbindelse i Sin Śikṣāṣṭaka (4):

na dhanaṁ na janaṁ na sundarīṁ
kavitāṁ vā jagad-īśa kāmaye
mama janmani janmanīśvare
bhavatād bhaktir ahaitukī tvayi

« Ô Seigneur tout-puissant ! Je n’aspire nullement aux richesses, je ne rêve pas de jolies femmes et ne recherche pas non plus de disciples. Je désire uniquement m’absorber sans fin, vie après vie, dans Ton service d’amour pur et absolu. » (Śikṣāṣtakam 4)

“O almægtige Herre, Jeg har intet ønske om at samle rigdomme, og jeg ønsker heller ikke smukke kvinder eller mange tilhængere. Jeg ønsker kun Din årsagsløse hengivne tjeneste i mit liv – liv efter liv.”

Śrī Caitanya Mahāprabhu utilise ici les mots « vie après vie ». Lorsque les naissances se succèdent dans différents corps, il n’est pas question de libération. Atteignant la libération, on rejoint en effet les planètes spirituelles, et il n’est pas question de renaître dans l’univers matériel. Cependant, Caitanya Mahāprabhu ne se soucie pas d’être libéré ou non : sa seule préoccupation est de pouvoir participer activement au service du Seigneur Suprême, dans la conscience de Kṛṣṇa. Le dévot de Kṛṣṇa ne se soucie pas de l’endroit où il se trouve ; peu lui importe de renaître dans le règne animal ou parmi les humains, au royaume des devas ou dans quelque autre condition. Il prie seulement le Seigneur de lui permettre de ne jamais L’oublier et de toujours pouvoir demeurer à Son service transcendantal. Ce sont là les signes d’une dévotion pure. Il est bien entendu, cependant, qu’un bhakta où qu’il soit, vit dans le monde spirituel, même lorsqu’il se trouve dans un corps matériel. Mais il ne demande rien à Dieu pour sa propre élévation ou son confort.

Her refererer Herren Caitanya Mahāprabhu til “liv efter liv”. Når der er liv efter liv, er der ingen befrielse. Befrielse betyder, at man enten kommer til de åndelige planeter eller opgår i den Højestes eksistens. I begge tilfælde er der ingen genfødsel i den materielle verden. Men Caitanya Mahāprabhu er ligeglad med, om Han er befriet eller ej. Hans eneste tanke er at være engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed – i at tjene den Højeste Herre. Den hengivne er ligeglad med, hvor han er, og han bekymrer sig heller ikke om, hvorvidt han fødes i dyresamfundet, menneskesamfundet, halvgudesamfundet eller hvor som helst. Han beder kun Gud om, at han ikke må glemme Ham, og at han altid må være i stand til at engagere sig i Hans tjeneste. Denne form for bøn er et symptom på ren hengivenhed. Selvfølgelig befinder en hengiven sig i den åndelige verden, uanset hvor han er, selv mens han er i den materielle krop. Men han kræver ikke noget fra Gud for sin egen personlige ophøjelses eller bekvemmeligheds skyld.

Il est vrai que Śrī Kṛṣṇa souligne l’aisance avec laquelle peut L’atteindre celui qui Lui est dévoué. Mais il y a aussi d’autres méthodes pour atteindre la libération, que pratiquent des yogīs, et qui comportent des risques. Pour eux, Kṛṣṇa donne des directives dans la Bhagavad-gītā concernant le moment approprié pour quitter le corps physique.

Śrī Kṛṣṇa fortæller, at Han er let at komme til for den, der har hengivet sig til Ham, imens der er en vis risiko for yogīerne, der praktiserer andre yoga-metoder. For dem har Han givet anvisninger i Bhagavad-gītā (8.23) om det rette tidspunkt at forlade den grove krop på.

yatra kāle tv anāvṛttim
āvṛttiṁ caiva yoginaḥ
prayātā yānti taṁ kālaṁ
vakṣyāmi bharatarṣabha

« Ô meilleur des Bhāratas, laisse-Moi à présent te décrire les moments propices pour quitter ce monde et n’y plus revenir et ceux qui, au contraire, forcent un yogī à retourner sur terre. » (Bhagavad-gītā, 8.23)

“O du bedste blandt Bhārataer, nu vil Jeg gøre rede for de forskellige tidspunkter, hvor yogīen, når han forlader denne verden, enten vender tilbage eller ikke kommer tilbage.”

Kṛṣṇa indique dans ce verset que si nous parvenons à quitter notre corps à un moment déterminé, nous pouvons être libérés et ne jamais avoir à revenir dans l’univers matériel. D’un autre côté, Il indique que si nous mourons à un autre moment, nous devrons revenir. Il y a donc un élément d‘incertitude, tout à fait inexistant pour un dévot. Un dévot, ou bhakta, toujours absorbé dans la conscience de Kṛṣṇa, est assuré par sa dévotion, d’entrer dans la demeure de Kṛṣṇa.

Her tilkendegiver Kṛṣṇa, at hvis man kan forlade sin krop på et bestemt tidspunkt, kan man blive befriet for aldrig mere at vende tilbage til den materielle verden. På den anden side antyder Han også, at hvis man dør på et andet tidspunkt, må man komme tilbage. Der er vist et element af tilfældighed her. Men der er ingen tilfældighed for en hengiven, der altid er i Kṛṣṇa-bevidsthed, for han er garanteret adgang til Kṛṣṇas bolig i kraft af sin hengivenhed til Herren.

agnir jyotir ahaḥ śuklaḥ
ṣaṇ-māsā uttarāyaṇam
tatra prayātā gacchanti
brahma brahma-vido janāḥ

« L’être qui connaît le Brahman Suprême parviendra jusqu’à Lui s’il quitte ce monde à un moment propice, sous le signe du deva du feu, en pleine lumière, pendant les quinze jours où croît la lune et les six mois durant lesquels le soleil passe au septentrion. » (Bhagavad-gītā, 8.24)

“De, der kender den Højeste Brahman, kommer til denne Højeste ved at forlade verden på det tidspunkt, hvor ildguden udøver sin indflydelse, i lyset, på et lykkevarslende tidspunkt, om dagen, i løbet af de 14 dage, hvor Månen er tiltagende, eller i de seks måneder, hvor Solen rejser mod nord.” (Bhagavad-gītā 8.24)

Le soleil voyage six mois au nord de l’équateur et six mois au sud. Le Śrīmad-Bhāgavatam nous apprend en effet que le soleil se déplace au même titre que les autres planètes. Et si nous mourons au moment où il se trouve dans l’hémisphère nord, nous atteignons la libération.

Solen tilbringer seks måneder på den nordlige bane og seks måneder på den sydlige. Śrīmad-Bhāgavatam fortæller os, at ligesom planeterne bevæger sig, gør Solen det også. Hvis den, der kender Brahman, dør, når Solen er på sin nordlige bane, opnår han befrielse.

dhūmo rātris tathā kṛṣṇaḥ
ṣaṇ-māsā dakṣiṇāyanam
tatra cāndramasaṁ jyotir
yogī prāpya nivartate

śukla-kṛṣṇe gatī hy ete
jagataḥ śāśvate mate
ekayā yāty anāvṛttim
anyayāvartate punaḥ

« S’il part dans la brume, la nuit, pendant les quinze jours du déclin de la lune ou durant les six mois de soleil austral, le yogī atteindra l’astre lunaire, mais devra tout de même revenir sur terre. Il y a, d’après les Védas, deux façons de quitter ce monde: dans l’obscurité ou dans la lumière. L’une est la voie du retour, l’autre du non-retour. » (Bhagavad-gītā, 8.25-26)

“Den mystiker, der forlader denne verden under røgen, om natten, i de 14 dage, hvor Månen aftager, eller de seks måneder, hvor Solen går mod syd, kommer til måneplaneten, men vender atter tilbage. Ifølge Vedaernes opfattelse er der to måder at forlade denne verden på. Den ene er i lyset og den anden i mørket. Går man bort i lyset, kommer man ikke tilbage, men forlader man verden i mørket, vender man tilbage.” (Bhagavad-gītā 8.25–26)

Tout cela survient fortuitement. Nous ne savons pas quand nous allons mourir et à chaque instant nous pouvons quitter notre corps de façon accidentelle. Mais pour le dévot établi dans la conscience de Kṛṣṇa, il n’est pas question de hasard. Il possède toujours la certitude.

Dette er alt sammen tilfældigt. Vi ved ikke, hvornår vi skal dø, og vi kan dø ved et tilfælde hvert øjeblik, det skal være. Men for en bhakti-yogī, der er etableret i Kṛṣṇa-bevidsthed, er der intet tilfældigt. Han er altid sikker.

naite sṛtī pārtha jānan
yogī muhyati kaścana
tasmāt sarveṣu kāleṣu
yoga-yukto bhavārjuna

« Si les dévots connaissent ces deux voies, ils ne s’en soucient pas. Sois donc, ô Arjuna, toujours ferme dans la dévotion. » (Bhagavad-gītā, 8.27)

“Selv om de hengivne kender disse to veje, er de aldrig forvirrede, O Arjuna. Vær derfor altid fast forankret i hengivenhed.” (Bhagavad-gītā 8.27)

Il a été précisé que si au moment de la mort on peut penser à Kṛṣṇa on se trouve aussitôt élevé à Sa demeure :

Det er allerede blevet fastslået, at den, der i dødsøjeblikket tænker på Kṛṣṇa, omgående overføres til Kṛṣṇas bolig.

anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ

abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan

« Celui qui, à la fin de sa vie, quitte son corps en pensant à Moi seul partage aussitôt Ma nature, n’en doute pas. Celui qui médite sur Moi, la Personne Suprême, et toujours se souvient de Moi, sans jamais dévier, celui-là vient à Moi sans nul doute, ô Pārtha. » (Bhagavad-gītā, 8.5 et 8.8)

“Og den, der på dødstidspunktet, hvor han forlader sin krop, udelukkende husker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” (Bhagavad-gītā 8.5)

“Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet konstant engageret i at huske på Mig uden at blive afledt fra vejen – han, O Pārtha, kan være sikker på at nå Mig.” (Bhagavad-gītā 8.8)

Une telle méditation centrée sur Kṛṣṇa peut paraître très difficile, mais il n’en est rien. Si l’on pratique la conscience de Kṛṣṇa, en chantant le mahā-mantra Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare / Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, on sera rapidement aidé. Kṛṣṇa et Son nom ne sont pas différents, de même que Kṛṣṇa et Sa demeure transcendantale. Ainsi, par le son, nous pouvons avoir Kṛṣṇa à nos côtés. Si par exemple nous chantons Hare Kṛṣṇa dans la rue, nous verrons Kṛṣṇa Se joindre à nous. Tout comme lorsque nous regardons la lune au-dessus de nous, nous avons l’impression qu’elle nous suit, Kṛṣṇa nous suit partout où nous chantons Son nom. Si l’énergie inférieure de Kṛṣṇa peut ainsi sembler nous accompagner, combien plus est-il possible à Kṛṣṇa Lui-même d’être avec nous lorsque nous chantons Ses noms. Il nous tiendra compagnie, mais nous devons acquérir les qualités requises pour vivre à Son contact. Toutefois, si nous sommes toujours absorbés dans la pensée de Kṛṣṇa, nous pouvons être assurés que Kṛṣṇa Se trouve constamment avec nous. Caitanya Mahāprabhu priait ainsi :

En sådan meditation på Kṛṣṇa kan synes meget vanskelig, men det er den ikke. Hvis man praktiserer Kṛṣṇa-bevidsthed ved at synge eller recitere mahā-mantraet – Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare – bliver man hurtigt hjulpet. Kṛṣṇa og Hans navn er ikke forskellige fra hinanden, og Kṛṣṇa og Hans transcendentale verden er heller ikke forskellige. Igennem lyd kan vi være sammen med Kṛṣṇa, og Han vil med det samme være sammen med os. Hvis vi for eksempel synger Hare Kṛṣṇa på gaden, vil vi se, at Kṛṣṇa hele tiden går sammen med os, ligesom når vi ser Månen på himlen over os, bemærker vi, at den også følger med os. Hvis Kṛṣṇas lavere energi kan synes at følge med os, er det så ikke muligt for Kṛṣṇa Selv at være hos os, når vi synger Hans navne? Han ønsker at holde os med selskab, men vi må kvalificere os til at være i Hans selskab. Hvis vi imidlertid altid er optaget af at tænke på Kṛṣṇa, kan vi være sikre på, at Kṛṣṇa altid er hos os. Herren Caitanya Mahāprabhu beder:

nāmnām akāri bahudhā nija-sarva-śaktis
tatrārpitā niyamitaḥ smaraṇe na kālaḥ
etādṛśī tava kṛpā bhagavan mamāpi
durdaivam īdṛśam ihājani nānurāgaḥ

« Ton saint nom peut seul, ô Seigneur, combler l’âme de toutes les grâces. Or, des noms divins, Tu en possèdes à l’infini, tels Kṛṣṇa ou Govinda, que Tu as investis de toutes Tes puissances spirituelles ; pour les chanter, aucune règle stricte. Dans Ton infinie miséricorde, ô Seigneur, Tu permets qu’on s’approche aisément de Toi par le chant de Tes saints noms, mais dans mon infortune, je n’ai aucun attrait pour eux. » (Śikṣāṣtakam 2)

“O min Herre, Dit hellige navn kan alene give enhver velsignelse til alle levende væsener, og derfor har Du hundreder og millioner af navne som Kṛṣṇa og Govinda. I disse transcendentale navne har Du anbragt alle Dine transcendentale energier, og der er ingen faste og stramme regler for recitationen af disse hellige navne. O min Herre, af venlighed sætter Du os i stand til med lethed at komme til Dig ved at synge Dine hellige navne, men jeg er så uheldig, at jeg ingen tiltrækning har til dem.” (Śikṣāṣṭaka 2)

Simplement en chantant ou en récitant Son saint nom, nous pouvons jouir de tous les avantages de la compagnie personnelle de Kṛṣṇa. Caitanya Mahāprabhu n’est pas seulement considéré comme une âme réalisée, mais comme une manifestation de Kṛṣṇa Lui-même. Il souligne que dans cet âge de Kali, l’âge où nous vivons, bien que les hommes n’aient pas vraiment de facilités pour réaliser leur identité spirituelle, Kṛṣṇa, montrant Son infinie bonté, nous a donné cette manifestation sonore de Sa personne pour qu’elle nous serve de moyen de réalisation spirituelle. Aucune qualité particulière n’est requise pour pratiquer cette méthode ; il n’est même pas besoin de connaître le sanskrit. Le mantra Hare Kṛṣṇa est en effet si puissant que n’importe qui peut immédiatement commencer à le chanter, sans la moindre connaissance du sanskrit.

Blot ved at fremsige Hare Kṛṣṇa mahā-mantraet kan vi opnå alle fordelene ved Kṛṣṇas personlige selskab. Herren Caitanya Mahāprabhu, der anses for ikke blot at være en realiseret sjæl, men en direkte inkarnation af Kṛṣṇa Selv, har gjort opmærksom på, at i denne Kalis tidsalder, hvor folk ikke har nogen virkelig mulighed for selvrealisering, er Kṛṣṇa så venlig, at Han har givet denne śabda (lydinkarnation), der er nedsteget i form af transcendental lyd, Hans hellige navne. At synge disse navne er yuga-dharmaen, vejen til selverkendelse i denne tidsalder. Ingen særlig kvalifikation er nødvendig for at kunne praktisere denne metode. Vi behøver ikke engang at kunne sanskrit. Lyden af Hare Kṛṣṇa-mantraet er så kraftfuld, at hvem som helst med det samme kan begynde at synge og recitere det uden noget kendskab til sanskrit overhovedet.

vedeṣu yajñeṣu tapaḥsu caiva
dāneṣu yat puṇya-phalaṁ pradiṣṭam
atyeti tat sarvam idaṁ viditvā
yogī paraṁ sthānam upaiti cādyam

« Celui qui emprunte la voie du service de dévotion n’est en rien privé des fruits que confèrent l’étude des Védas, les sacrifices, les austérités, les actes charitables, la recherche philosophique et l’action intéressée. Par sa seule pratique dévotionnelle, il les obtient tous et atteint à la fin le royaume suprême et éternel. » (Bhagavad-gītā, 8.28)

“En person, der følger den hengivne tjenestes vej, bliver ikke berøvet de resultater, der kommer af at studere Vedaerne, udføre offerhandlinger, gennemgå askese, give i velgørenhed eller efterstræbe filosofiske og frugtbærende handlinger. Blot ved at gøre hengiven tjeneste opnår man resultaterne af alle disse, og til sidst kommer man til den højeste evige bolig.” (Bhagavad-gītā 8.28)

Kṛṣṇa affirme ici que l’objet de tous les enseignements védiques consiste à atteindre le but ultime de l’existence : retourner à Dieu. Toutes les Écritures saintes de tous les pays visent ce but, qui a également fait l’objet du message de tous les réformateurs religieux. Nul ne nous conseille de nous installer définitivement dans l’univers matériel. Il peut y avoir de légères différences, selon le pays, l’époque et les diverses circonstances ou les différentes injonctions scripturaires, mais le principe directeur, reconnu par tous les spiritualistes authentiques, reste le même : nous ne sommes pas destinés à vivre dans l’univers matériel mais devons regagner le monde spirituel. Toutes les indications relatives à la satisfaction du plus profond désir de notre âme, nous orientent vers ce royaume de Kṛṣṇa, Dieu la Personne Suprême, par-delà la naissance et la mort.

Her fortæller Kṛṣṇa, at formålet med alle vediske instruktioner er at opnå livets endelige mål – at vende tilbage til Guddommen. Alle skrifter fra alle lande sigter mod dette mål. Dette har også til alle tider været budskabet fra alle religiøse reformatorer eller ācāryaer. I Vesten spredte Herren Jesus Kristus det samme budskab, ligesom Buddha og Muhammed gjorde det. Ingen af dem rådede os til at forsøge at skabe et permanent opholdssted i denne materielle verden. Der kan være små forskelle på dem i overensstemmelse med land, tid, omstændighed og skriftlige påbud, men det centrale princip om, at vi ikke hører til i denne materielle verden, men i den åndelige verden, accepteres af alle ægte transcendentalister. Alle råd med hensyn til opfyldelsen af vores sjæls inderste ønsker peger i retning af Kṛṣṇas verdener hinsides fødsel og død.