STIH 12

TEXT 12

Tekst

kāṅkṣantaḥ karmaṇāṁ siddhiṁ
yajanta iha devatāḥ
kṣipraṁ hi mānuṣe loke
siddhir bhavati karma-jā

Synonyms

kāṅkṣantaḥ – želeći; karmaṇām – plodonosnog djelovanja; siddhim – savršenstvo; yajante – obožavaju žrtvovanjima; iha – u ovom materijalnom svijetu; devatāḥ – polubogove; kṣipram – vrlo brzo; hi – zacijelo; mānuṣe – u ljudskom društvu; loke – u ovom svijetu; siddhiḥ – uspjeh; bhavati – dolazi; karma-jā – u plodonosnom radu.

kāṅkṣantaḥ — idet de ønsker; karmaṇām — i frugtstræbende handlinger; siddhim — et godt resultat; yajante — de tilbeder gennem ofringer; iha — i den materielle verden; devatāḥ — halvguderne; kṣipram — meget hurtigt; hi — sandelig; mānuṣe — i menneskesamfundet; loke — i denne verden; siddhiḥ — et godt resultat; bhavati — kommer; karma-jā — fra frugtstræbende arbejde.

Translation

Ljudi u ovome svijetu žele postići uspjeh u plodonosnim djelatnostima i zato obožavaju polubogove. Naravno, brzo dobivaju rezultate plodonosnog rada u ovome svijetu.

Mennesker i denne verden ønsker et godt resultat af deres frugtstræbende handlinger, og derfor tilbeder de halvguderne. I denne verden får mennesker selvfølgelig hurtigt resultater af deres frugtstræbende arbejde.

Purport

SMISAO: O bogovima, odnosno polubogovima materijalnog svijeta, vlada pogrešno mišljenje i ljudi koji nemaju veliku inteligenciju, premda se predstavljaju kao veliki učenjaci, smatraju polubogove raznim oblicima Svevišnjega Gospodina. Ustvari, polubogovi nisu različiti oblici Boga, već Njegovi različiti sastavni djelići. Bog je jedan, a djelići su mnogobrojni. Vede kažu – nityo nityānām: Bog je jedan. Īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ. Vrhovni je Bog jedan – Kṛṣṇa – a polubogovima je povjerena moć vladanja materijalnim svijetom. Svi su ti polubogovi živa bića (nityānām) koja posjeduju materijalnu moć u različitoj mjeri. Ne mogu biti jednaka Vrhovnom Bogu – Nārāyaṇi, Viṣṇuu ili Kṛṣṇi. Onaj tko misli da su Bog i polubogovi na istoj razini naziva se ateistom ili pāṣaṇḍījem. Čak se ni veliki polubogovi poput Brahme i Śive ne mogu usporediti sa Svevišnjim Gospodinom. Ustvari, polubogovi poput Brahme i Śive obožavaju Gospodina (śiva-viriñci-nutam). Začudo, budalasti ljudi zbog pogrešna shvaćanja antropomorfizma ili zoomorfizma obožavaju brojne ljudske vođe. Iha devatāḥ se odnosi na moćna čovjeka ili poluboga materijalnog svijeta. No Nārāyaṇa, Viṣṇu, ili Kṛṣṇa, Svevišnja Božanska Osoba, ne pripada ovom svijetu. On je transcendentalan prema materijalnom svijetu. Čak i Śrīpāda Śaṅkarācārya, vođa impersonalista, smatra da je Nārāyaṇa, Kṛṣṇa, transcendentalan prema materijalnom svijetu. Međutim, budalasti ljudi (hṛta-jñāna) obožavaju polubogove jer žele trenutačne rezultate. Dobivaju rezultate, ali ne znaju da su tako stečeni rezultati privremeni i namijenjeni manje inteligentnim osobama. Inteligentna osoba svjesna je Kṛṣṇe. Takva osoba ne treba obožavati beznačajne polubogove radi trenutačne, privremene dobrobiti. Polubogovi materijalnog svijeta, kao i njihovi obožavatelji, nestat će s uništenjem materijalnog svijeta. Njihovi su blagoslovi materijalni i privremeni. Materijalni svjetovi i njihovi stanovnici, zajedno s polubogovima i njihovim obožavateljima, mjehurići su u oceanu svemira. U ovome svijetu ljudsko je društvo ludo za privremenim materijalnim obiljem kao što su zemlja, obitelj i stvari u kojima se može uživati. Da bi stekli takve privremene stvari, obožavaju polubogove ili moćne ljude u ljudskom društvu. Ako čovjek obožavajući kakva političkog vođu stekne položaj ministra u vladi, misli da je stekao veliku dobrobit. Zato se svi ulaguju takozvanim vođama ili „velikim zvjerkama" kako bi stekli privremene dobrobiti i doista ih stječu. Takvi budalasti ljudi ne pokazuju zanimanje za svjesnost Kṛṣṇe da bi se zauvijek oslobodili bijeda materijalnoga postojanja. Svi žele osjetilno uživanje i budući da žele pogodnosti za osjetilno uživanje, privlači ih obožavanje opunomoćenih živih bića poznatih kao polubogovi. Ovaj stih pokazuje da ljude rijetko zanima svjesnost Kṛṣṇe. Uglavnom ih zanima materijalno uživanje i zbog toga obožavaju kakvo moćno živo biće.

FORKLARING: Der hersker stor misforståelse omkring denne materielle verdens guder eller halvguder, og mindre intelligente mennesker anser, selv om de går for at være meget lærde, disse halvguder for forskellige former af den Højeste Herre. I virkeligheden er halvguderne ikke Guds forskellige former, men Guds forskellige uadskillelige dele. Gud er én, og de uadskillelige dele er mange. I Vedaerne (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13) står der, nityo nityānām: Gud er én. Īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ (Brahma-saṁhitā 5.1). Den Højeste Gud er én – Kṛṣṇa – og halvguderne er blevet bemyndiget med magt til at administrere den materielle verden. Disse halvguder er alle levende væsener (nityānām) med forskellige grader af materiel magt. De kan ingenlunde være jævnbyrdige med den Højeste Gud – Nārāyaṇa, Viṣṇu eller Kṛṣṇa. Den, der tror, at Gud og halvguderne er på samme niveau, kaldes en ateist eller pāṣaṇḍī. Selv de mægtige halvguder som Brahmā og Śiva kan ikke sammenlignes med den Højeste Herre. I virkeligheden bliver Herren tilbedt af halvguder som Brahmā og Śiva (śiva-viriñci-nutam, ŚB. 11.5.33). Ikke desto mindre har menneskesamfundet mærkeligt nok mange ledere, der bliver tilbedt af tåbelige folk under misforståede idéer om antropomorfisme eller zoomorfisme. Iha devatāḥ betegner et stort menneske eller en stor halvgud i denne materielle verden. Men Nārāyaṇa, Viṣṇu eller Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, er ikke af denne verden. Han er hævet over eller transcendental til den materielle skabelse. Selv Śrīpāda Śaṅkarācārya, upersonalisternes leder, fastholder, at Nārāyaṇa eller Kṛṣṇa er hinsides den materielle skabelse. Tåbelige mennesker (hṛta- jñānāḥ, Bg. 7.20) tilbeder halvguderne, fordi de ønsker øjeblikkelige resultater. Resultaterne får de godt nok, men de ved ikke, at resultater, der er erhvervet således, er midlertidige og bestemt for mindre intelligente personer. Den intelligente person er Kṛṣṇa-bevidst og behøver ikke at tilbede ubetydelige halvguder for en eller anden umiddelbar midlertidig fordel. Denne materielle verdens halvguder såvel som deres tilbedere vil forsvinde, når den materielle verden bliver tilintetgjort. De goder, der kommer fra halvguderne, er materielle og midlertidige. Både de materielle verdener og deres beboere indbefattet halvguderne og deres tilbedere er bobler i det kosmiske ocean. I denne verden er menneskesamfundet imidlertid gal efter midlertidig materiel velstand i form af besiddelse af jord, familie og hvad sig dertil hører af nydelsesværdige ting. For at skaffe sig sådanne midlertidige ting tilbeder folk halvguderne eller dyrker mennesker i magtfulde stillinger i samfundet. Hvis en person får en ministerpost i regeringen ved at dyrke en politisk leder, ser han det som en stor velsignelse. Derfor ligger de alle på maven for de såkaldte ledere eller “store kanoner” for at få midlertidige velsignelser, og det lykkes dem også at få sådanne ting. Den slags tåbelige mennesker er ikke interesseret i Kṛṣṇa-bevidsthed, der er den permanente løsning på den materielle tilværelses genvordigheder. Alle er de ude efter sansenydelse, og for at få en smule facilitet til sansenydelse drages de til at dyrke bemyndigede levende væsener, der kaldes halvguder. Dette vers antyder, at folk sjældent er interesseret i Kṛṣṇa-bevidsthed. De er for det meste interesseret i materiel nydelse og tilbeder derfor et eller andet magtfuldt levende væsen.