TEXT 2

Tekst

Texte

śrī-bhagavān uvāca
sannyāsaḥ karma-yogaś ca
niḥśreyasa-karāv ubhau
tayos tu karma-sannyāsāt
karma-yogo viśiṣyate

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Personlighed sagde; sannyāsaḥ — forsagelse af handling; karma-yogaḥ — handling i hengivenhed; ca — også; niḥśreyasa-karau — fører til befrielsens vej; ubhau — begge; tayoḥ — af de to; tu — men; karma-sannyāsāt — sammenlignet med forsagelse af frugtstræbende handling; karma-yogaḥ — handling i hengivenhed; viśiṣyate — er bedre.

śrī-bhagavān uvāca: Dieu, la Personne Suprême, dit; sannyāsaḥ: le renoncement à l’action; karma-yogaḥ: l’action dans la dévotion; ca: aussi; niḥśreyasa-karau: menant sur le sentier de la libération; ubhau: tous les deux; tayoḥ: des deux; tu: mais; karma-sannyāsāt: en comparaison avec le renoncement à l’action intéressée; karma-yogaḥ: l’action dans la dévotion; viśiṣyate: est mieux.

Translation

Guddommens Personlighed svarede: Forsagelse af handling og arbejde i hengivenhed er begge gode for befrielse. Men af de to er arbejde i hengiven tjeneste bedre end forsagelse af handling.

Dieu, la Personne Suprême, répond: Bien que le renoncement aux actes et l’acte dévotionnel conduisent l’un et l’autre à la libération, le service de dévotion prévaut.

Purport

FORKLARING: Frugtstræbende handlinger, dvs. at arbejde for sansenydelse, er årsag til materiel trældom. Så længe man er optaget af handlinger, hvis mål er at forbedre ens standard af kropslige bekvemmeligheder, kan man være sikker på at reinkarnere i alle mulige kroppe og derved fortsætte den materielle trældom for bestandigt. Śrīmad-Bhāgavatam (5.5.4–6) bekræfter dette som følger:

L’action intéressée (accomplie afin de jouir des sens) enchaîne son auteur à la matière. Tant qu’on agira simplement pour améliorer ses conditions de vie matérielle, on devra transmigrer de corps en corps et demeurer indéfiniment en ce monde. Ce que confirme le Śrīmad-Bhāgavatam (5.5.4–6):

nūnaṁ pramattaḥ kurute vikarma
yad indriya-prītaya āpṛṇoti
na sādhu manye yata ātmano ’yam
asann api kleśa-da āsa dehaḥ

parābhavas tāvad abodha-jāto
yāvan na jijñāsata ātma-tattvam
yāvat kriyās tāvad idaṁ mano vai
karmātmakaṁ yena śarīra-bandhaḥ

evaṁ manaḥ karma-vaśaṁ prayuṅkte
avidyayātmany upadhīyamāne
prītir na yāvan mayi vāsudeve
na mucyate deha-yogena tāvat

“Folk er gale efter sansenydelse uden at vide, at den nuværende lidelsesfyldte krop er resultat af ens frugtstræbende handlinger i fortiden. Skønt denne krop er midlertidig, giver den altid én problemer på mange måder. Derfor er det ikke godt at handle for sansetilfredsstillelse. Man anses for at være forfejlet i livet, så længe man ikke spørger ind til sin virkelige identitet. Så længe man ikke kender sin virkelige identitet, vil man være nødt til at arbejde for frugtstræbende resultater for at få sansenydelse, og så længe man er optaget af denne sansenydende bevidsthed, kommer man uvægerligt til at vandre fra den ene krop til den anden. Til trods for, at sindet er optaget af frugtstræbende handlinger og påvirket af uvidenhed, skal man forsøge at udvikle kærlighed til Vāsudevas hengivne tjeneste. Kun da kan man have muligheden for at slippe ud af den materielle tilværelses trældom.”

« L’homme est avide de plaisirs matériels, ignorant que son corps, exposé à toutes sortes de souffrances est précisément le fruit d’actions intéressées passées. Bien qu’elle soit temporaire, cette enveloppe charnelle est toujours source d’affliction. Il n’est pas bon, dès lors, d’agir en vue du seul plaisir des sens. La vie de celui qui ne s’enquiert pas de sa véritable identité demeure vaine, car tant qu’il ne connaît pas son identité véritable, il ne peut qu’agir dans le but de jouir des sens. Et tant qu’il s’absorbe dans la seule quête du plaisir matériel, il se voit contraint de transmigrer d’un corps à l’autre. Quand bien même son mental serait influencé par l’ignorance et pénétré de désirs pour les fruits de l’acte, il doit développer de l’attachement pour le service dévotionnel du Seigneur, Vāsudeva (Kṛṣṇa). Alors seulement pourra-t-il trancher les liens de l’existence matérielle. »

Jñāna (viden om, at man ikke er den materielle krop, men en åndelig sjæl) er derfor ikke nok til at give befrielse. Man er nødt til at handle som en åndelig sjæl, ellers kan man ikke undslippe den materielle trældom. Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er imidlertid ikke handling på det frugtstræbende niveau. Handlinger, der gøres i fuld viden, styrker ens fremskridt i virkelig kundskab. Uden Kṛṣṇa-bevidsthed renser blot og bar forsagelse af frugtstræbende aktiviteter i virkeligheden ikke den betingede sjæls hjerte. Så længe hjertet ikke er renset, vil man blive tvunget til at handle på det frugtstræbende plan. Men handling i Kṛṣṇa- bevidsthed hjælper automatisk én til at undslippe resultatet af frugtstræbende handlinger, så man ikke behøver at komme ned til det materielle niveau. Derfor er handling i Kṛṣṇa-bevidsthed altid bedre end forsagelse, der hele tiden indebærer en risiko for at falde ned. Forsagelse uden Kṛṣṇa-bevidsthed er ufuldstændig, som det bekræftes af Rūpa Gosvāmī i hans Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.258):

Être un jñānī, savoir que l’on est une âme spirituelle distincte du corps, ne permet pas pour autant d’atteindre la libération. Il faut également agir en conséquence, car c’est le seul moyen de briser les chaînes qui nous retiennent prisonniers de la matière. L’action dans la conscience de Kṛṣṇa, toutefois, ne ressemble en rien à l’action axée sur l’intérêt personnel. Joindre l’action à la connaissance renforce notre progrès sur la voie du vrai savoir. Par contre, si l’âme conditionnée renonce aux actes matériels sans prendre part aux activités de la conscience de Kṛṣṇa, elle ne pourra purifier son cœur. Et tant qu’elle gardera quelque impureté, il lui sera impossible de ne pas s’adonner à l’action intéressée. Seule l’action accomplie dans la conscience de Kṛṣṇa libère automatiquement l’âme des chaînes du karma et l’empêche de redescendre à un niveau matériel. D’où la supériorité de l’action accomplie dans la conscience de Kṛṣṇa sur le simple renoncement qui comporte toujours un risque de chute et, par conséquent, demeure incomplet. Śrīla Rūpa Gosvāmī corrobore ce point dans son Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.258):

prāpañcikatayā buddhyā
hari-sambandhi-vastunaḥ
mumukṣubhiḥ parityāgo
vairāgyaṁ phalgu kathyate

“Når personer, der er ivrige efter at opnå befrielse, forsager ting, der er forbundet med Guddommens Højeste Personlighed, fordi de ser dem som materielle, anses deres forsagelse for at være ufuldstændig.” Forsagelse er først fuldkommen, når den finder sted i viden om, at alt, der eksisterer, tilhører Herren, og at ingen anden kan hævde ejerskab over noget som helst. Man må forstå, at i virkeligheden er der intet, der tilhører nogen. Hvordan kan der da være tale om forsagelse? Den, der ved, at alt er Kṛṣṇas ejendom, befinder sig altid i forsagelse. Eftersom alt tilhører Kṛṣṇa, skal alt anvendes i Kṛṣṇas tjeneste. Denne fuldendte form for handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er langt bedre end nok så megen kunstig forsagelse hos en sannyāsī fra māyāvādī-skolen.

« Le renoncement de l’homme vraiment désireux d’obtenir la libération ne sera jamais complet si, les considérant matérielles, il rejette les choses reliées à Dieu, la Personne Suprême ».

Le renoncement n’est parfait que si l’on a conscience que tout appartient à Dieu, que nul ne peut donc se dire propriétaire de quoi que ce soit. Au demeurant, quand on comprend que rien ne nous appartient, comment pourrait-il être question de renoncement ? Celui qui reconnaît Kṛṣṇa comme le possesseur suprême fait preuve du vrai renoncement. Et puisque tout appartient à Kṛṣṇa, tout doit être utilisé à Son service. Cette forme d’action accomplie dans la conscience de Kṛṣṇa est parfaite, et de loin supérieure au renoncement artificiel des sannyāsīs de l’école māyāvāda.