FORKLARING: Målet med livet er at kende Kṛṣṇa, der sidder i hjertet på alle levende væsener som Paramātmā, den firarmede Viṣṇu- form. Yoga-processen praktiseres for at opdage og se denne lokaliserede Viṣṇu-form og ikke med noget andet formål for øje. Den lokaliserede viṣṇu-mūrti er Kṛṣṇas fuldstændige ekspansion, der bor i ens hjerte. Den, der ikke har nogen plan for, hvordan han erkender denne viṣṇu- mūrti, er til ingen nytte engageret i en yoga-farce og spilder helt sikkert sin tid. Kṛṣṇa er det yderste mål med livet, og viṣṇu-mūrtien i hjertet er målet for yoga-udøvelse. For at kunne erkende denne viṣṇu-mūrti i hjertet bliver man nødt til at afholde sig fuldstændigt fra sex. Man må derfor forlade sit hjem, bo alene på et tilbagetrukket sted og sidde uden at flytte sig som beskrevet ovenfor. Man kan ikke blive en yogī ved dagligt at have sex derhjemme eller et andet sted og følge et såkaldt yoga-kursus. Man bliver nødt til at beherske sindet og undgå enhver form for sansenydelse, hvoraf sex er nummer ét. I den store vismand Yājñavalkyas regler for cølibat står der:

“Brahmacarya-løftet er til for at hjælpe én til helt at afstå fra hengivelse til sex i handling, ord og sind – til alle tider, under alle omstændigheder og på alle steder.” Ingen kan udøve korrekt yoga ved at hengive sig til sex. Derfor undervises der i brahmacarya lige fra barndommen af, hvor man intet kendskab har til kønsliv. Børn fra 5-årsalderen bliver sendt til guru-kulaen eller den åndelige mesters skole, hvor mesteren træner de små drenge i den strenge disciplin, der kræves for at blive brahmacārī. Ingen kan gøre fremskridt i nogen form for yoga, det være sig dhyāna, jñāna eller bhakti, uden en sådan praksis. Den, der imidlertid følger reglerne og forskrifterne for ægteskabet ved kun at have seksuelt samkvem med sin kone (og det også under disciplin), betragtes også som brahmacārī. En sådan selvbehersket husholder-brahmacārī kan godt accepteres i bhakti-skolen, men jñāna- og dhyāna-skolerne tillader ikke engang husholder-brahmacārīer. De forlanger fuldstændig, kompromisløs afholdenhed. I bhakti-skolen tillades en husholder-brahmacārī et behersket kønsliv, for bhakti-yoga er så kraftfuld, at man automatisk mister sextrangen ved at være engageret i Herrens tjeneste, der overgår alt andet. Der står i Bhagavad-gītā (2.59):

Mens andre må tvinge sig selv til at afstå fra sansenydelse, afholder Herrens hengivne sig automatisk på grund af en højere smag. Bortset fra den hengivne kender ingen til denne højere smag.

Vigata-bhīḥ. Man kan ikke være frygtløs, medmindre man er helt Kṛṣṇa-bevidst. En betinget sjæl er fuld af frygt på grund af sin forvanskede hukommelse, sin forglemmelse af sit evige forhold til Kṛṣṇa. I Śrīmad-Bhāgavatam (11.2.37) står der, bhayaṁ dvitīyābhiniveśataḥ syād, īśād apetasya viparyayo ’smṛtiḥ. Kṛṣṇa-bevidsthed er det eneste grundlag for frygtløshed. Perfekt udøvelse er derfor mulig for en person, der er Kṛṣṇa-bevidst. Og eftersom det endelige mål med at udøve yoga er at se Herren i sit indre, er en Kṛṣṇa-bevidst person allerede den bedste af alle yogīer. Yoga-systemets principper, der omtales her, er forskellige fra dem, man støder på i de populære såkaldte yoga-klubber.