FORKLARING: I begyndelsen af kapitel 15 blev denne materielle verdens banyantræ beskrevet. De ekstra rødder, der udgår fra det, blev sammenlignet med de levende væseners handlinger, hvor nogle er gode og andre dårlige. I kapitel 9 (vers 11–14) blev devaerne, de gudsfrygtige, og asuraerne, de ugudelige eller dæmonerne, beskrevet. Ifølge vedisk tradition bliver handlinger i godhedens kvalitet betragtet som gavnlige for fremskridt på befrielsens vej, og sådanne handlinger kaldes daivī prakṛti, af natur transcendentale. De, der er situeret i den transcendentale natur, gør fremskridt på befrielsens vej. Derimod er der ingen mulighed for befrielse for dem, der handler i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. De må enten forblive i denne materielle verden som mennesker, eller de falder ned til dyreriget eller endnu lavere livsformer. Her i kapitel 16 forklarer Herren nu både den transcendentale natur og dens ledsagende egenskaber og den dæmoniske natur og dens egenskaber. Han beskriver også fordelene og bagsiderne ved disse egenskaber.

Ordet abhijātasya i forbindelse med den, der er født med transcendentale egenskaber eller guddommelige tilbøjeligheder, er meget vigtigt. At undfange et barn i en Gudsbevidst atmosfære kalder de vediske skrifter for garbhādhāna-saṁskāra. Hvis forældrene gerne vil have et barn med de guddommelige egenskaber, skal de følge de ti principper, der anbefales for menneskets sociale liv. I Bhagavad-gītā har vi også allerede set, at kønsligt samkvem for at få et godt barn er Kṛṣṇa selv. Kønsliv fordømmes ikke, så længe det anvendes i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der er Kṛṣṇa-bevidste, bør i det mindste ikke få børn som hunde og katte, men få dem, så de efter deres fødsel kan blive Kṛṣṇa-bevidste. Det bør være fordelen for børn, hvis far og mor er absorberet i Kṛṣṇa-bevidsthed.

Formålet med samfundsinstitutionen varṇāśrama-dharma, der inddeler menneskesamfundet i fire sociale ordener og fire beskæftigelsesmæssige inddelinger eller kaster, er ikke, at samfundet skal opdeles efter fødsel. Disse inddelinger er baseret på uddannelsesmæssige kvalifikationer og har til formål at bevare samfundet i en tilstand af fred og velstand. De her omtalte egenskaber bliver beskrevet som transcendentale egenskaber, hvis formål er at hjælpe en person til at gøre fremskridt i åndelig forståelse, så han kan blive befriet fra den materielle verden.

I varṇāśrama-institutionen betragtes sannyāsīen, personen i forsagelsens orden, som overhoved eller åndelig mester for alle de sociale statusser og ordener. En brāhmaṇa anses for at være åndelig mester for de tre andre samfundsordener – kṣatriyaerne, vaiśyaerne og śūdraerne – men en sannyāsī, som befinder sig i toppen af institutionen, regnes også for brāhmaṇaernes åndelige mester. For en sannyāsī er den første kvalifikation at være frygtløs. Eftersom en sannyāsī skal leve alene uden nogen form for støtte eller garanti for støtte, er han nødt til udelukkende at afhænge af Guddommens Højeste Personligheds barmhjertighed. Hvis man tænker: “Hvem skal passe på mig, når jeg forlader mine venner og slægtninge?”, bør man ikke acceptere forsagelsens orden. Man skal være helt overbevist om, at Kṛṣṇa eller Guddommens Højeste Personlighed i Sit lokaliserede aspekt som Paramātmā altid er til stede inden i én, og at Han ser alt og til enhver tid ved, hvad man har i sinde at gøre. Således skal man være helt overbevist om, at Kṛṣṇa som Paramātmā tager Sig af en sjæl, der har overgivet sig til Ham. “Jeg er aldrig alene,” bør man tænke. “Selv hvis jeg bor ude i den allermørkeste skov, er Kṛṣṇa hos mig, og Han giver mig al beskyttelse.” En sådan overbevisning kaldes abhayam eller frygtløshed. Denne sindstilstand er nødvendig for en person i forsagelsens orden.

Dernæst skal han rense sin eksistens. Der findes et væld af regler og forskrifter, man skal følge i forsagelsens orden. Allervigtigst er det, at det er strengt forbudt for en sannyāsī at have nogen form for fortroligt forhold til en kvinde. Det er ham tilmed forbudt at tale alene med en kvinde på et isoleret sted. Herren Caitanya var den ideelle sannyāsī, og da Han boede i Jagannātha Purī, var det forment Hans kvindelige tilhængere at komme tæt på Ham, selv for at vise deres respekt. De måtte bukke sig ned på afstand. Dette er ikke udtryk for had til kvindeklassen generelt, men en regel pålagt sannyāsīer om ikke at have nære forhold til kvinder. For at rense sin tilværelse bliver man nødt til at følge de særlige regler og forskrifter, der gælder for ens pågældende livsstatus. For en sannyāsī er det strengt forbudt at have nære forhold til kvinder eller besidde velstand til sansenydelse. Herren Caitanya var den ideelle sannyāsī, og fra hans liv kan vi lære, at Han var meget striks i forhold til kvinder. Skønt Han bliver anset for at være Guddommens mest storsindede inkarnation, der accepterede de mest faldne sjæle, fulgte Han strengt reglerne og forskrifterne for sannyāsa-ordenen i relation til omgang med kvinder. En af Hans personlige ledsagere, Choṭa Haridāsa, levede sammen med Herren Caitanya og Hans andre fortrolige personlige ledsagere, men på en eller anden måde så denne Choṭa Haridāsa lystent på en ung kvinde, og Herren Caitanya var så striks, at Han omgående udstødte ham fra Sin personlige omgangskreds. Herren Caitanya bemærkede: “Det er forkasteligt for en sannyāsī eller alle andre, der stræber efter at slippe fri af kløerne på den materielle natur og forsøger at ophøje sig til den åndelige natur for at vende hjem, tilbage til Guddommen, at lyste efter materiel besiddelse eller kvinder for at tilfredsstille sanserne. Selv uden at nyde dem, men hvis man bare ser på dem med den mentalitet, er det så forkasteligt, at før man overhovedet har den slags utilladelige begær, burde man begå selvmord.” Så dette er renselsesprocesserne for en sannyāsī.

Det næste punkt er jñāna-yoga-vyavasthitiḥ: at være engageret i udvikling af viden. En sannyāsī skal bruge sit liv på at sprede viden til husholdere og andre, der har glemt, at meningen med livet er åndeligt fremskridt. En sannyāsī tigger fra dør til dør for at forsørge sig selv, men det betyder ikke, at han er en tigger. Ydmyghed er også et af kendetegnene på en transcendentalt situeret person, og af ren og skær ydmyghed går en sannyāsī fra dør til dør, ikke netop for at tigge, men for at møde husholderne og vække dem til Kṛṣṇa-bevidsthed. Dette er sannyāsīens pligt. Hvis han rent faktisk er avanceret og har fået ordre til det af sin åndelige mester, skal han prædike Kṛṣṇa-bevidsthed med logik og forståelse, og hvis han ikke er således avanceret, bør han ikke acceptere forsagelsens orden. Men selv hvis han har accepteret forsagelsens orden uden tilstrækkelig viden, skal han ikke desto mindre hengive sig helt til at høre fra en ægte åndelig mester for at få viden. En sannyāsī, en person i forsagelsens orden, skal være forankret i frygtløshed, sattva-saṁśuddhiḥ (renhed) og jñāna-yoga (viden).

Dernæst er der velgørenhed. Velgørenhed er for husholderne. Husholderne bør tjene til livets ophold på ærlig vis og anvende halvdelen af deres indkomst til at udbrede Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. En husholder skal således give i velgørenhed til organisationer, der har dette formål. Velgørenhed skal gives til den rigtige modtager. Der er forskellige former for velgørenhed, hvilket bliver forklaret senere i forbindelse med velgørenhed i godheden, lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Velgørenhed i godhedens kvalitet anbefales i skrifterne, men velgørenhed i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter anbefales ikke, for det er blot spild af penge. Velgørenhed bør kun gives til udbredelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. Det er velgørenhed i godhedens kvalitet.

Når det kommer til damaḥ eller selvbeherskelse, gælder det ikke kun for de andre ordener i det religiøse samfund, men er især rettet mod husholderne. Selv om en husholder har en hustru, må han ikke unødvendigt bruge sine sanser på sexliv. Der er begrænsninger selv for husholdere med hensyn til seksuelt samkvem, som man kun bør have for at få børn. Hvis man ikke vil have børn, bør man ikke nyde kønslig omgang med sin kone. Det moderne samfund nyder seksuel omgang med præventive midler eller endnu mere afskyelige metoder for at undgå ansvaret for børn. Dette er ikke transcendentalt, men dæmonisk. Hvis man gerne vil gøre fremskridt i åndeligt liv, bliver man nødt til at beherske sit sexliv, selv hvis man er husholder, og ikke få børn, hvis det ikke er for at tjene Kṛṣṇa. Hvis man kan få børn, der er Kṛṣṇa-bevidste, er det i orden at få hundredvis af børn, men uden denne evne bør man ikke indlade sig på sex blot for at tilfredsstille sine sanser.

Offerhandlinger er en anden ting, som husholderne skal udføre, for offerhandlinger kræver store summer penge. De andre ordener, nemlig brahmacarya, vānaprastha og sannyāsa, har ingen penge. De ernærer sig ved at tigge. Så udførelse af forskellige slags offerhandlinger er for husholderne. De skal udføre agni-hotra-ofringer som påbudt i de vediske skrifter, men på nuværende tidspunkt er sådanne offerhandlinger meget bekostelige, så ikke alle husholdere kan udføre dem. Det anbefales derfor, at i denne tidsalder er det bedste offer det, der kaldes for saṅkīrtana-yajña. Dette saṅkīrtana-yajña, sangen af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, er det bedste og billigste offer. Alle kan gøre det og drage fordel deraf. Så disse tre punkter, nemlig velgørenhed, sansebeherskelse og udførelse af offerhandlinger, gælder for husholderen.

Næste punkt, svādhyāyaḥ, vediske studier, gælder for brahmacarya, elevlivet. Brahmacārīer må ingen kontakt have med kvinder. De skal leve i cølibat og holde sindet beskæftiget med at studere den vediske litteratur for at udvikle åndelig viden. Dette kaldes svādhyāyaḥ.

Tapas eller askese er især bestemt for det tilbagetrukne liv. Man bør ikke leve som husholder hele livet. Man skal hele tiden huske på, at livet har fire stadier – brahmacarya, gṛhastha, vānaprastha og sannyāsa. Så efter gṛhastha, livet som husholder, skal man trække sig tilbage. Hvis man lever i 100 år, bør man leve 25 år som elev, 25 år i familielivet, 25 år i tilbagetrukket liv og 25 år i forsagelsens orden. Dette er reglerne for den vediske religiøse disciplin. En mand, der har trukket sig tilbage fra familielivet, skal praktisere askese for kroppen, sindet og tungen. Det er tapasya. Hele varṇāśrama-dharma-samfundet handler om tapasya. Uden tapasya eller askese kan intet menneske opnå befrielse. Teorien om, at man ikke behøver askese i livet, at man kan fortsætte med at spekulere, og alt vil være i orden, anbefales hverken i den vediske litteratur eller i Bhagavad-gītā. Sådanne teorier kommer fra pseudospiritualister, der forsøger at hverve tilhængere. Folk er ikke tiltrukket, hvis der er restriktioner, regler og forskrifter. Derfor pålægger de, der i navn af religion forsøger at få tilhængere, ingen indskrænkninger i hverken deres elevers eller deres egne liv. Men den metode anerkendes ikke af Vedaerne.

Når det kommer til den brahminske egenskab enkelhed eller ligefremhed, skal ikke kun en bestemt orden følge dette princip, men alle medlemmer af samfundsordenen skal overholde den, uanset om man er i brahmacārī-āśramaen, gṛhastha-āśramaen, vānaprastha-āśramaen eller sannyāsa-āśramaen. Man skal være meget enkel og ligefrem.

Ahiṁsā vil sige ikke at standse noget levende væsens fremskridt i livet. Man må ikke tro, at bare fordi den levende gnist ikke kan slås ihjel, selv når kroppen slås ihjel, sker der intet ved at slagte dyr for sansenydelsens skyld. Folk er nu forfaldne til at spise dyr på trods af, at de har rigeligt med korn, frugt og mælk. Det er slet ikke nødvendigt at slå dyr ihjel. Dette forbud gælder for alle. Når der intet alternativ er, er det tilladt at dræbe et dyr, men da bør det ofres i en offerhandling. Hvorom alt er, bør de, der gerne vil gøre fremskridt i åndelig erkendelse, ikke begå vold mod dyr, når der er rigeligt med mad til menneskeheden. Virkelig ahiṁsā vil sige, at man ikke forhindrer nogens fremskridt i livet. Dyrene gør også fremskridt i deres udvikling i livet ved at vandre fra én form for dyreliv til en anden. Et dyr, der dræbes, bliver hindret i sit fremskridt. Hvis et dyr skal opholde sig i en vis krop i et bestemt antal dage eller år og bliver dræbt i utide, er det tvunget til at komme tilbage til den samme livsform igen for at udleve den resterende tid, før det kan blive forfremmet til en anden livsart. Så dyrene må ikke bremses i deres fremskridt udelukkende for at tilfredsstille vores smagsløg. Dette kaldes ahiṁsā.

Satyam. Dette ord betyder, at man ikke må fordreje sandheden for sin personlige interesses skyld. I den vediske litteratur er der nogle vanskelige passager, men deres betydning eller formål skal læres fra en ægte åndelig mester. Det er måden, Vedaerne skal forstås på. Śruti betyder, at man skal høre fra en autoritet. Man bør ikke komme med fortolkninger for at tilgodese sine egne interesser. Så mange kommentarer til Bhagavad-gītā fejlfortolker originalteksten. Ordets virkelige betydning skal gives, og den bør man lære fra en ægte åndelig mester.

Akrodhaḥ betyder at beherske vrede. Selv hvis man bliver provokeret, bør man være tolerant, for når man først bliver vred, forurener det hele ens krop. Vrede er et produkt af lidenskaben og begærets kvalitet, så den, der er transcendentalt situeret, skal afholde sig fra vrede. Apaiśunam betyder, at man ikke må finde fejl hos andre eller unødvendigt irettesætte dem. At kalde en tyv for tyv er selvfølgelig ikke fejlfinderi, men at beskylde en ærlig person for at være en tyv er en alvorlig forseelse for den, der gør fremskridt i åndeligt liv. Hrīḥ betyder, at man skal være meget beskeden og undlade at gøre noget, der er forkasteligt. Acāpalam, beslutsomhed, betyder, at man ikke skal hidse sig op eller miste modet under sine bestræbelser. Måske forpurres ens planer, men det må man ikke lade sig slå ud af. Man skal fortsætte med at gøre fremskridt med tålmodighed og beslutsomhed.

Ordet tejas (livskraft) gælder for kṣatriyaerne. Kṣatriyaerne skal altid være stærke for at kunne beskytte de svage. De må ikke fremstille sig selv som ikke-voldelige. Hvis der er brug for vold, skal de kunne udvise den. Men en person, der kan holde sin fjende nede, har i visse situationer lov til at vise tilgivelse. Han kan undskylde mindre forseelser.

Śaucam betyder renhed, ikke kun i sind og krop, men specielt i ens adfærd. Det gælder især for handelsstanden, der ikke bør gøre forretning på det sorte marked. Nāti-mānitā, ikke at forvente ære, gælder for śūdraerne, arbejderklassen, der ifølge de vediske forskrifter anses for at være den laveste af de fire samfundsklasser. De må ikke være opblæste over unødvendig ære og prestige, og de skal forblive i deres egen position. Det er śūdraernes pligt at respektere de højere klasser for at bevare samfundsordenen.

Alle disse her omtalte 26 kvalifikationer er transcendentale egenskaber. Det er meningen, at de skal kultiveres i relation til de forskellige samfundsmæssige og beskæftigelsesmæssige ordener. Den dybere tanke er, at selv om materielle omstændigheder er lidelsesfyldte, er det muligt gradvist at komme til det højeste niveau af transcendental erkendelse, hvis alle klasser af mennesker udvikler disse egenskaber gennem praksis.