Skip to main content

VERŠ 63

TEXT 63

Verš

Tekst

krodhād bhavati sammohaḥ
sammohāt smṛti-vibhramaḥ
smṛti-bhraṁśād buddhi-nāśo
buddhi-nāśāt praṇaśyati
krodhād bhavati sammohaḥ
sammohāt smṛti-vibhramaḥ
smṛti-bhraṁśād buddhi-nāśo
buddhi-nāśāt praṇaśyati

Synonyma

Synonyms

krodhāt — z hnevu; bhavati — vzniká; sammohaḥ — úplná ilúzia; sammohāt — z ilúzie; smṛti — pamäť; vibhramaḥ — zmätok; smṛti-bhraṁśāt — po zmätení pamäte; buddhi-nāśaḥ — strata inteligencie; buddhi-nāśāt — a zo straty inteligencie; praṇaśyati — človek poklesne.

krodhāt — fra vrede; bhavati — finder sted; sammohaḥ — fuldkommen illusion; sammohāt — fra illusion; smṛti — af hukommelsen; vibhramaḥ — forvirring; smṛti-bhraṁśāt — efter forvirring af hukommelsen; buddhi- nāśaḥ — tab af intelligens; buddhi-nāśāt — og fra tab af intelligens; praṇaśyati — falder man ned.

Překlad

Translation

Z hnevu vzniká ilúzia a z ilúzie zmätená pamäť. Keď je pamäť zmätená, dochádza k strate inteligencie a so zánikom inteligencie človek opäť poklesne na hmotnú úroveň.

Vrede giver ophav til fuldstændig illusion, og fra illusion opstår der hukommelsesforvirring. Når hukommelsen forvirres, mister man sin intelligens, og når intelligensen går tabt, falder man atter ned i den materielle sump.

Význam

Purport

Śrīla Rūpa Gosvāmī nám hovorí:

FORKLARING: Śrīla Rūpa Gosvāmī har givet os følgende instruktion (Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.258):

prāpañcikatayā buddhyā
hari-sambandhi-vastunaḥ
mumukṣubhiḥ parityāgo
vairāgyaṁ phalgu kathyate
prāpañcikatayā buddhyā
hari-sambandhi-vastunaḥ
mumukṣubhiḥ parityāgo
vairāgyaṁ phalgu kathyate

(Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.258)

Rozvíjaním nášho duchovného vedomia môžeme zrealizovať, že v oddanej službe má všetko svoje miesto. Tí, čo nemajú znalosť o duchovných činnostiach robených s láskou pre Kṛṣṇu, sa umelo pokúšajú vyhýbať sa hmotným predmetom a napriek tomu, že túžia po vyslobodení z hmotného otroctva, dokonalosť odriekania nedosiahnu. Ich takzvané odriekanie sa volá phalgu — podradnejšie. Oproti tomu človek vedomý si Kṛṣṇu vie, ako všetko použiť v službe Pánovi, a nestane sa obeťou materializmu. Stúpenci neosobnej filozofie napríklad neuznávajú, že Boh alebo Absolútny môže jesť, pretože je neosobný. Zatiaľ čo sa stúpenec neosobnej filozofie vyhýba dobrému jedlu, oddaný vie, že všetko treba robiť pre Kṛṣṇov pôžitok, lebo si uvedomuje, že Kṛṣṇa zje všetko, čo Mu s láskou a oddanosťou obetuje. Po obetovaní jedla Kṛṣṇovi zje zvyšky nazývané prasādam. Takto všetko zduchovnie a oddanému nehrozí poklesnutie do hmotnej existencie. Prijíma prasādam s vedomím, že potešil Kṛṣṇu, zatiaľ čo neznaboh to odmieta a považuje prasādam za hmotné. Preto sa impersonalista nemôže kvôli svojmu umelému odriekaniu tešiť zo života a aj to najmenšie vzrušenie mysle ho opäť stiahne do víru hmotnej existencie. Vraví sa, že aj keď taká duša dosiahne vyslobodenie, napokon predsa poklesne, pretože nebola podporená oddanou službou.

Ved at udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed kan man forstå, at alt har sin anvendelse i Herrens tjeneste. De, der mangler viden om Kṛṣṇa-bevidsthed, prøver på kunstig vis at undgå materielle ting, og selv om de gerne vil befries for materiel trældom, opnår de som følge deraf ikke det perfekte niveau af forsagelse. Deres såkaldte forsagelse kaldes phalgu eller af mindre betydning. En person i Kṛṣṇa-bevidsthed ved derimod, hvordan man skal anvende alt i Herrens tjeneste. Derfor bliver han ikke offer for materiel bevidsthed. En upersonalist har for eksempel den idé, at Herren eller den Absolutte ikke kan spise, fordi Han er upersonlig. Hvor en upersonalist således prøver at undgå god mad, ved en hengiven, at Kṛṣṇa er den højeste nyder, og at Han spiser alt, der bliver tilbudt Ham med hengivenhed. Så efter at have ofret god mad til Herren, indtager den hengivne resterne, der kaldes prasāda. På den måde bliver alting åndeliggjort, og der er ingen fare for at falde ned. De hengivne spiser prasāda i Kṛṣṇa-bevidsthed, imens de ikke-hengivne forkaster det som materielt. Derfor kan upersonalisten ikke nyde livet på grund af sin kunstige forsagelse, og af den grund trækker selv den mindste ophidselse i sindet ham atter ned i den materielle tilværelses sump. Det siges, at selv efter at være steget hele vejen op til befrielse falder en sådan sjæl ned igen, fordi han ikke har støtte i hengiven tjeneste.