Skip to main content

VERŠ 46

TEXT 46

Verš

Tekst

yāvān artha uda-pāne
sarvataḥ samplutodake
tāvān sarveṣu vedeṣu
brāhmaṇasya vijānataḥ
yāvān artha uda-pāne
sarvataḥ samplutodake
tāvān sarveṣu vedeṣu
brāhmaṇasya vijānataḥ

Synonyma

Synonyms

yāvān — všetko, čo; arthaḥ — je určené; uda-pāne — v studni; sarvataḥ — vo všetkých ohľadoch; sampluta-udake — vo veľkej vodnej nádrži; tāvān — podobne; sarveṣu — vo všetkých; vedeṣuvedskych písmach; brāhmaṇasya — človek, ktorý pozná Najvyšší Brahman; vijānataḥ — ten, kto má dokonalé poznanie.

yāvān — alt, som; arthaḥ — er beregnet; uda-pāne — i en brønd med vand; sarvataḥ — i alle henseender; sampluta-udake — i et stort vandreservoir; tāvān — ligeledes; sarveṣu — i alle; vedeṣu — vediske skrifter; brāhmaṇasya — for det menneske, som kender den Højeste Brahman; vijānataḥ — der har fuldstændig viden.

Překlad

Translation

Všetky funkcie, ktoré plní malá studňa, splní v každom ohľade aj veľká vodná nádrž. Podobne môže byť zmysel Ved užitočný iba pre toho, kto pozná ich účel.

Ethvert formål, der kan tjenes af en lille brønd, kan med det samme opfyldes af et stort vandreservoir. På samme måde kan alle Vedaernes formål opfyldes for den, der kender formålet bag dem.

Význam

Purport

Účelom obradov a obetí, opísaných v karma-kāṇḍskej časti vedskej literatúry, je povzbudiť človeka k postupnému rozvíjaniu sebarealizácie. Cieľ sebarealizácie je jasne vysvetlený v pätnástej kapitole Bhagavad-gīty (15.15): účelom štúdia Ved je poznať Kṛṣṇu, pôvodnú príčinu všetkého. Sebarealizácia teda znamená pochopiť Kṛṣṇu a pochopiť večný vzťah k Nemu. O vzťahu medzi živými bytosťami a Kṛṣṇom je zmienka i v pätnástej kapitole, v siedmom verši. Individuálne bytosti sú Kṛṣṇovými čiastočkami, a preto obnovenie ich pôvodného vedomia je najvyšším stupňom dokonalosti vedskeho poznania. To je potvrdené aj v Śrīmad-Bhāgavatame (3.33.7):

FORKLARING: Hele formålet med ritualerne og offerhandlingerne i karma-kāṇḍa-afsnittet i den vediske litteratur er at tilskynde til en gradvis udvikling af selverkendelse. Og formålet med selverkendelse bliver tydeligt forklaret i Bhagavad-gītās kapitel 15, vers 15: Formålet med at studere Vedaerne er at nå til forståelse af Herren Kṛṣṇa, den oprindelige årsag til alting. Så selverkendelse betyder at forstå Kṛṣṇa og ens evige forhold til Ham. De levende væseners forhold til Kṛṣṇa omtales også i kapitel 15. De levende væsener er uadskillelige dele af Kṛṣṇa. Derfor er genoplivelse af Kṛṣṇa-bevidstheden hos de individuelle levende væsener det højeste fuldkomne stadie, man kan opnå igennem vedisk kundskab. Dette bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (3.33.7) som følger:

aho bata śva-paco ’to garīyān
yaj-jihvāgre vartate nāma tubhyam
tepus tapas te juhuvuḥ sasnur āryā
brahmānūcur nāma gṛṇanti ye te
aho bata śva-paco ’to garīyān
yaj-jihvāgre vartate nāma tubhyam
tepus tapas te juhuvuḥ sasnur āryā
brahmānūcur nāma gṛṇanti ye te

„Ó, môj Pane, človek, ktorý prednáša Tvoje sväté mená, sa nachádza na najvyššej úrovni duchovnej realizácie, hoci môže pochádzať z nízkej rodiny caṇḍālov (pojedačov psov). Taký človek musel určite vykonať všetky možné pokánia a obete podľa vedskych predpisov, veľakrát preštudovať Vedy a zbaviť sa hriechov očistným kúpeľom na všetkých pútnych miestach. Taký človek je najlepší z Āryov.“

“O min Herre, en person, der fremsiger Dit hellige navn, befinder sig på det højeste niveau af selverkendelse, selv om han er født i en lav familie som f.eks. en caṇḍāla-familie [en familie af hundeædere]. En sådan person må have udført alle former for askese og offerhandlinger ifølge de vediske ritualer og studeret den vediske litteratur mange, mange gange efter at have taget bad på alle de hellige pilgrimssteder. En sådan person regnes for den bedste i den ariske familie.”

Takže človek musí byť dostatočne inteligentný, aby pochopil zmysel Ved, a nemal iba záľubu v obradoch. Musí sa tiež vzdať túžby povýšiť sa na nebeské planéty za účelom väčšieho zmyslového pôžitku. V dnešnej dobe nie je pre obyčajného človeka možné riadiť sa všetkými pravidlami, ktoré sú potrebné pri vykonávaní vedskych obradov, nie je možné ani dôkladne preštudovať Vedānta-sūtru a všetky Upaniṣady. Vyžaduje to veľa času, energie, znalostí a iných prostriedkov, teda to, čoho v tomto veku nie je práve nazvyš. Ale predsa, spôsob, ako najlepšie poslúžiť poslaniu vedskej kultúry, je spievať sväté Božie mená, ako to odporúča Śrī Caitanya Mahāprabhu, záchranca všetkých pokleslých duší. Keď sa Ho veľký učenec a znalec Ved Prakaśānanda Sarasvatī spýtal, prečo namiesto študovania Vedānty spieva Božie mená ako nejaký sentimentalista, Śrī Caitanya Mahāprabhu mu odpovedal, že Jeho duchovný učiteľ Ho považoval za veľkého hlupáka, a preto Ho požiadal, aby spieval sväté mená Pána Śrī Kṛṣṇu. Keď to urobil, zaplavila Ho extáza. V tomto veku, Kali-yuge, sú ľudia väčšinou nevedomí a nedostatočne kvalifikovaní pre pochopenie Ved. Najlepší spôsob, ako poslúžiť poslaniu Vedānty, je bez priestupkov spievať alebo spevne recitovať sväté Božie mená. Vedānta je posledným slovom vedskej múdrosti a jeho autorom a znalcom je Śrī Kṛṣṇa. Najväčším vedāntistom je tá veľká duša, ktorá nachádza potešenie v spievaní svätých Božích mien. A to je tiež vrchol vedskeho učenia.

Man skal altså være intelligent nok til at forstå formålet med Vedaerne og ikke kun være knyttet til ritualerne, og man bør ikke ønske at blive ophøjet til det himmelske rige for at få en bedre kvalitet af sansetilfredsstillelse. I den nuværende tidsalder er det ikke muligt for det almindelige menneske at følge alle de vediske ritualers regler og forskrifter, og det kan heller ikke lade sig gøre at studere hele Vedānta og alle Upaniṣaderne fuldstændigt. Det kræver megen tid, energi og kundskab og mange ressourcer at opfylde Vedaernes formål. Det er så godt som umuligt i denne tidsalder. Det vigtigste formål med den vediske kultur bliver imidlertid opfyldt ved at synge Herrens hellige navn, som det blev anbefalet af Herren Caitanya, alle faldne sjæles befrier. Da Herren Caitanya blev spurgt af en stor lærd i Vedaerne, Prakāśānanda Sarasvatī, hvorfor Han (Herren Caitanya) sang Herrens hellige navn som en anden romantiker i stedet for at studere Vedānta-filosofi, svarede Herren, at Hans åndelige mester havde fortalt Ham, at Han var en stor tåbe, og derfor bedt Ham synge Herren Kṛṣṇas hellige navn. Det gjorde Han så og blev ekstatisk som en galning. I denne Kalis tidsalder er det meste af befolkningen tåbelig og ikke tilstrækkelig uddannet til at forstå Vedānta-filosofi. Det vigtigste formål med Vedānta-filosofien bliver dog opfyldt ved at synge Herrens hellige navn uden forseelser. Vedānta er det endelige ord i vedisk visdom, Vedānta-filosofiens forfatter og kender er Herren Kṛṣṇa, og den bedste vedāntist er den store sjæl, der finder glæde i at fremsige Herrens hellige navn. Det er det endelige formål med al vedisk mystik.