FORKLARING: Som det blev forklaret i kapitel 15 (vers 15), er formålet med alle Vedaernes regler og forskrifter at forstå Kṛṣṇa. Hvis man forstår Kṛṣṇa fra Bhagavad-gītā og bliver fast forankret i Kṛṣṇa- bevidsthed ved at engagere sig i hengiven tjeneste, har man nået den højeste fuldkommenhed af den kundskab, der gives i den vediske litteratur. Herren Caitanya Mahāprabhu har gjort denne proces meget let for os: Han bad kort og godt alle synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, engagere sig i Herrens hengivne tjeneste og spise resterne af den mad, der er ofret til Deiteten. Hvis man er direkte engageret i alle disse hengivne aktiviteter, må man forstås at have studeret hele den vediske litteratur. Man er kommet til den perfekte konklusion. Men hvad der bør gøres, og hvad der ikke bør gøres, må for folk flest, der ikke er Kṛṣṇa-bevidste eller engageret i hengiven tjeneste, selvfølgelig afgøres af Vedaernes anvisninger. De bør følges uden indvendinger. Dette kaldes at følge śāstra eller skrifternes principper. Śāstra er uden de fire primære fejl og mangler, man finder hos den betingede sjæl: ufuldkomne sanser, tilbøjelighed til at bedrage, sikkerhed for at begå fejltagelser og sikkerhed for at være i illusion. Disse fire grundlæggende defekter i den betingede tilværelse diskvalificerer én fra at fastsætte regler og forskrifter. Derfor accepteres de regler og forskrifter, der gives af śāstra, der er hævet over disse defekter, uden ændringer af alle store helgener, ācāryaer og store sjæle.

Der er mange grupperinger i Indien med forskellige åndelige opfattelser, men stort set kan de inddeles i to kategorier: upersonalister og personalister. De lever imidlertid begge deres liv i overensstemmelse med Vedaernes principper. Man kan ikke ophøje sig selv til det perfekte stade uden at følge skrifternes principper. Den, der rent faktisk forstår den egentlige betydning af śāstra, må derfor siges at være heldig.

Modviljen mod at følge de principper, der leder til forståelsen af Guddommens Højeste Personlighed, er årsag til al degradering i menneskesamfundet. Dette er den største forseelse i menneskelivet. Māyā, Guddommens Højeste Personligheds materielle energi, giver os derfor konstant problemer i form af de trefoldige lidelser. Denne materielle energi består af den materielle naturs tre kvaliteter. I det mindste må man hæve sig til godhedens kvalitet, før døren til at forstå den Højeste Herre kan blive åbnet. Uden at komme til godhedens kvalitet forbliver man i uvidenhed og lidenskab, hvilket er årsagen til det dæmoniske liv. De, der befinder sig i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, rakker ned på skrifterne, håner den hellige mand og spotter den rette forståelse af Guddommens Højeste Personlighed. De adlyder ikke den åndelige mesters instruktioner, og de er ligeglade med skrifternes vejledning. Selv om de hører om fordelene ved hengiven tjeneste, er de ikke tiltrukket. I stedet opfinder de deres egne veje til ophøjelse. Dette er nogle af menneskesamfundets brister, der fører til den dæmoniske livsstatus. Hvis man imidlertid kan blive vejledt af en ægte og autoriseret åndelig mester, der kan lede én ind på vejen til ophøjelse, bliver ens liv vellykket.