Skip to main content

Introdução

Indledning

oṁ ajñāna-timirāndhasya
jñānāñjana-śalākayā
cakṣur unmīlitaṁ yena
tasmai śrī-gurave namaḥ
oṁ ajñāna-timirāndhasya
jñānāñjana-śalākayā
cakṣur unmīlitaṁ yena
tasmai śrī-gurave namaḥ
śrī-caitanya-mano-’bhīṣṭaṁ
sthāpitaṁ yena bhū-tale
svayaṁ rūpaḥ kadā mahyaṁ
dadāti sva-padāntikam
śrī-caitanya-mano-’bhīṣṭaṁ
sthāpitaṁ yena bhū-tale
svayaṁ rūpaḥ kadā mahyaṁ
dadāti sva-padāntikam

Nasci em completa ignorância, mas meu mestre espiritual abriu meus olhos com o archote do conhecimento. Ofereço-lhe minhas respeitosas reverências.

Jeg blev født i den mørkeste uvidenhed, og min åndelige mester åbnede mine øjne med kundskabens fakkel. Jeg tilbyder ham mine respektfulde hyldester.

Quando será que Śrīla Rūpa Gosvāmī Prabhupāda, que dentro deste mundo material aceitou como sua missão satisfazer o desejo do Senhor Caitanya, me dará refúgio sob seus pés de lótus?

Hvornår vil Śrīla Rūpa Gosvāmī Prabhupāda, der har grundlagt Herren Caitanyas mission i denne materielle verden, give mig ly ved sine lotusfødder?

vande ’haṁ śrī-guroḥ śrī-yuta-pada-kamalaṁ śrī-gurūn vaiṣṇavāṁś ca
śrī-rūpaṁ sāgrajātaṁ saha-gaṇa-raghunāthānvitaṁ taṁ sa-jīvam
sādvaitaṁ sāvadhūtaṁ parijana-sahitaṁ kṛṣṇa-caitanya-devaṁ
śrī-rādhā-kṛṣṇa-pādān saha-gaṇa-lalitā-śrī-viśākhānvitāṁś ca
vande ’haṁ śrī-guroḥ śrī-yuta-pada-
kamalaṁ śrī-gurūn vaiṣṇavāṁś ca
śrī-rūpaṁ sāgrajātaṁ saha-gaṇa-
raghunāthānvitaṁ taṁ sa-jīvam
sādvaitaṁ sāvadhūtaṁ parijana-
sahitaṁ kṛṣṇa-caitanya-devaṁ
śrī-rādhā-kṛṣṇa-pādān saha-gaṇa-
lalitā-śrī-viśākhānvitāṁś ca

Ofereço minhas respeitosas reverências aos pés de lótus de meu mestre espiritual e aos pés de todos os vaiṣṇavas. Ofereço minhas respeitosas reverências aos pés de lótus de Śrīla Rūpa Gosvāmī e de seu irmão mais velho Sanātana Gosvāmī, bem como de Raghunātha Dāsa e Raghunātha Bhaṭṭa, Gopāla Bhaṭṭa e Śrīla Jīva Gosvāmī. Ofereço minhas respeitosas reverências ao Senhor Kṛṣṇa Caitanya e ao Senhor Nityānanda, e também a Advaita Ācārya, Gadādhara, Śrīvāsa e aos demais associados. Ofereço minhas respeitosas reverências a Śrīmatī Rādhārāṇī e Śrī Kṛṣṇa, bem como a Suas companheiras Śrī Lalitā e Viśākhā.

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til min åndelige mesters lotusfødder og til alle vaiṣṇavaers fødder. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Śrīla Rūpa Gosvāmīs lotusfødder og til hans ældre broder Sanātana Gosvāmī såvel som til Raghunātha Dāsa og Raghunātha Bhaṭṭa, Gopāla Bhaṭṭa og Śrīla Jīva Gosvāmī. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Herren Kṛṣṇa Caitanya og Herren Nityānanda såvel som til Advaita Ācārya, Gadādhara, Śrīvāsa og andre af Deres ledsagere. Jeg tilbyder mine respektfulde hyldester til Śrīmatī Rādhārāṇī og Śrī Kṛṣṇa sammen med Deres ledsagere Śrī Lalitā og Viśākhā.

he kṛṣṇa karuṇā-sindho
dīna-bandho jagat-pate
gopeśa gopikā-kānta
rādhā-kānta namo ’stu te
he kṛṣṇa karuṇā-sindho
dīna-bandho jagat-pate
gopeśa gopikā-kānta
rādhā-kānta namo ’stu te

Ó meu querido Kṛṣṇa, amigo dos aflitos e fonte da criação. Voce é o senhor das gopīs e o amante de Rādhārāṇī. Ofereço-Lhe minhas respeitosas reverências.

O min kære Kṛṣṇa, Du er de nødlidendes ven og oprindelsen til skabelsen. Du er gopīernes Herre og Rādhārāṇīs elsker. Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til Dig.

tapta-kāñcana-gaurāṅgi
rādhe vṛndāvaneśvari
vṛṣabhānu-sute devi
praṇamāmi hari-priye
tapta-kāñcana-gaurāṅgi
rādhe vṛndāvaneśvari
vṛṣabhānu-sute devi
praṇamāmi hari-priye

Ofereço meus respeitos a Rādhārāṇī, cuja tonalidade corpórea lembra o ouro derretido e que é a rainha de Vṛndāvana. Filha do rei Vṛṣabhānu, voce é muito querida pelo Senhor Kṛṣṇa.

Jeg tilbyder min hyldest til Rādhārāṇī, hvis kropslød er som smeltet guld, og som er Vṛndāvanas dronning. Du er Kong Vṛṣabhānus datter, og Herren Kṛṣṇa elsker Dig højest af alle.

vāñchā-kalpa-tarubhyaś ca
kṛpā-sindhubhya eva ca
patitānāṁ pāvanebhyo
vaiṣṇavebhyo namo namaḥ
vāñchā-kalpa-tarubhyaś ca
kṛpā-sindhubhya eva ca
patitānāṁ pāvanebhyo
vaiṣṇavebhyo namo namaḥ

Ofereço minhas respeitosas reverências a todos os devotos vaiṣṇavas do Senhor. Exatamente como árvores dos desejos, eles podem satisfazer os desejos de todos, e estão cheios de compaixão pelas almas caídas.

Jeg frembærer mine respektfulde hyldester til alle Herrens vaiṣṇava- hengivne. Ligesom ønsketræer kan de opfylde alles ønsker, og de er fulde af medlidenhed med de faldne sjæle.

śrī-kṛṣṇa-caitanya
rabhu-nityānanda
śrī-advaita gadādhara
rīvāsādi-gaura-bhakta-vṛnda
śrī-kṛṣṇa-caitanya prabhu-nityānanda
śrī-advaita gadādhara śrīvāsādi-gaura-bhakta-vṛnda

Ofereço minhas reverências a Śrī Kṛṣṇa Caitanya, Prabhu Nityānanda, Śrī Advaita, Gadādhara, Śrīvāsa e a todos os devotos na linha devocional.

Jeg fremfører mine hyldester til Śrī Kṛṣṇa Caitanya, Prabhu Nityānanda, Śrī Advaita, Gadādhara, Śrīvāsa og alle andre på hengivenhedens vej.

hare kṛṣṇa hare kṛṣṇa
kṛṣṇa kṛṣṇa hare hare
hare rāma hare rāma
rāma rāma hare hare
hare kṛṣṇa hare kṛṣṇa kṛṣṇa kṛṣṇa hare hare
hare rāma hare rāma rāma rāma hare hare

O Bhagavad-gītā também é conhecido como Gītopaniṣad. Ele é a essência do conhecimento védico e um dos mais importantes Upaniṣads da literatura védica. É claro que, em inglês, há muitos comentários ao Bhagavad-gītā, e pode-se perguntar qual a necessidade de outro. A presente edição pode ser explicada da seguinte maneira. Recentemente, uma senhora americana pediu-me que lhe recomendasse uma tradução do Bhagavad-gītā em inglês. É evidente que nos Estados Unidos existem muitas edições do Bhagavad-gītā disponíveis em inglês, porém, ao que me consta, não só nos Estados Unidos, mas também na Índia, nenhuma delas pode a rigor ser chamada de autorizada porque em cada uma delas o comentador expressa suas próprias opiniões e não toca no verdadeiro espírito do Bhagavad-gītā.

Bhagavad-gītā er også kendt som Gītopaniṣad. Den udgør essensen af vedisk viden og er en af de vigtigste Upaniṣader i den vediske litteratur. Der er mange kommentarer til Bhagavad-gītā på engelsk, og man kan spørge om nødvendigheden af endnu en. Denne udgave kan forklares på følgende måde. For nylig bad en amerikansk dame mig anbefale en engelsk oversættelse af Bhagavad-gītā. I Amerika findes der selvfølgelig mange udgaver af Bhagavad-gītā, men så vidt jeg ved, kan ingen af dem i hverken Amerika eller Indien siges at være helt autoritative, for i så godt som alle har kommentatoren fremlagt sine egne meninger uden at komme ind på Bhagavad-gītās ånd, som den er.

O espírito do Bhagavad-gītā é mencionado no próprio Bhagavad-gītā. Por exemplo, se quisermos tomar determinado remédio, temos de seguir as instruções contidas na bula. Não podemos tomar o remédio de acordo com nosso próprio capricho ou seguindo a instrução de um amigo. Devemos tomá-lo conforme as instruções da bula ou do médico. De modo semelhante, o Bhagavad-gītā deve ser recebido ou aceito conforme as instruções de seu próprio orador. O orador do Bhagavad-gītā é o Senhor Śrī Kṛṣṇa. Em cada página do Bhagavad-gītā, Ele é mencionado como a Suprema Personalidade de Deus, Bhagavān. Evidentemente, a palavra bhagavān às vezes refere-se a alguma pessoa ou semideus poderoso, e certamente aqui bhagavān designa o Senhor Śrī Kṛṣṇa como uma grande personalidade, porém, devemos ao mesmo tempo saber que o Senhor Śrī Kṛṣṇa é a Suprema Personalidade de Deus, como é confirmado por todos os grandes ācāryas (mestres espirituais), tais como Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmī, Śrī Caitanya Mahāprabhu e muitos outros que são autoridades no conhecimento védico da Índia. No Bhagavad-gītā, o próprio Senhor também Se estabelece como a Suprema Personalidade de Deus, e é com esta conotação que O descrevem o Brahma-saṁhitā e todos os Purāṇas, especialmente o Śrīmad-Bhāgavatam, conhecido como o Bhāgavata Purāṇa (kṛṣṇas tu bhagavān svayam). Portanto, devemos aceitar o Bhagavad-gītā como ele é transmitido pela própria Personalidade de Deus.

No Quarto Capítulo do Gītā (4.1-3), o Senhor diz:

Ånden i Bhagavad-gītā bliver omtalt i Bhagavad-gītā selv. Den er som følger: Hvis vi gerne vil tage en bestemt medicin, må vi følge vejledningen på mærkaten. Vi kan ikke bare tage medicinen, som vi har lyst til det, eller på forslag fra en ven. Man må indtage den ifølge mærkatens retningslinier eller på lægens vejledning. På samme måde skal Bhagavad-gītā forstås og accepteres som forordnet af taleren selv. Taleren i Bhagavad-gītā er Herren Śrī Kṛṣṇa. På alle sider i Bhagavad-gītā omtales Han som Guddommens Højeste Personlighed, Bhagavān. Sommetider henviser ordet bhagavān til en magtfuld person eller en af de magtfulde halvguder, og her betegner bhagavān helt sikkert Herren Śrī Kṛṣṇa som en mægtig personlighed, men samtidig skal vi vide, at Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, som det bekræftes af alle store ācāryaer (åndelige mestre) som Śaṅkarācārya, Rāmānujācārya, Madhvācārya, Nimbārka Svāmī, Śrī Caitanya Mahāprabhu og mange andre autoriteter inden for vedisk videnskab. I Bhagavad-gītā fastslår Herren på samme måde Selv, at Han er Guddommens Højeste Personlighed, og Han bliver også anerkendt som sådan i Brahma-saṁhitā og alle Purāṇaerne, i særdeleshed i Śrīmad-Bhāgavatam, der også er kendt som Bhāgavata Purāṇa (kṛṣṇas tu bhagavān svayam, ŚB. 1.32.8). Vi skal derfor acceptere Bhagavad-gītā, sådan som det bliver os pålagt af Guddommens Højeste Personlighed.

imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt
imaṁ vivasvate yogaṁ
proktavān aham avyayam
vivasvān manave prāha
manur ikṣvākave ’bravīt
evaṁ paramparā-prāptam
imaṁ rājarṣayo viduḥ
sa kāleneha mahatā
yogo naṣṭaḥ paran-tapa
evaṁ paramparā-prāptam
imaṁ rājarṣayo viduḥ
sa kāleneha mahatā
yogo naṣṭaḥ paran-tapa
sa evāyaṁ mayā te ’dya
yogaḥ proktaḥ purātanaḥ
bhakto ’si me sakhā ceti
rahasyaṁ hy etad uttamam
sa evāyaṁ mayā te ’dya
yogaḥ proktaḥ purātanaḥ
bhakto ’si me sakhā ceti
rahasyaṁ hy etad uttamam

Aqui, o Senhor informa a Arjuna que este sistema de yoga do Bhagavad-gītā, foi primeiramente falado ao deus do Sol, e o deus do Sol explicou-o a Manu, e Manu explicou-o a Ikṣvāku, e assim este sistema de yoga foi transmitido através da sucessão discipular, um orador após outro. Porém, com o decorrer do tempo, esta cadeia de mestres se perdeu. Como conseqüência, o Senhor veio ensinar esta ciência novamente, desta vez a Arjuna, no Campo de Batalha de Kurukṣetra.

Her fortæller Herren Arjuna, at dette yoga-system (Bhagavad-gītā) først blev berettet til solguden, hvorefter solguden forklarede det til Manu, Manu videregav det dernæst til Ikṣvāku og så fremdeles. På den måde er yoga-systemet nedsteget gennem discipelrækken fra den ene taler til den næste. Men i tidens løb er det gået tabt, hvorfor Herren er nødt til at tale det igen, denne gang til Arjuna på Kurukṣetras slagmark.

Ele diz a Arjuna que está lhe contando este segredo supremo porque Arjuna é Seu devoto e amigo. Isto significa que o Bhagavad-gītā é um tratado destinado especialmente ao devoto do Senhor. Existem três classes de transcendentalistas, o jñānī, o yogī e o bhakta, ou seja, o impersonalista, o meditador e o devoto. Aqui, o Senhor diz claramente a Arjuna que está fazendo dele o primeiro recebedor de um novo paramparā (sucessão discipular) porque a sucessão antiga se havia rompido. Portanto, foi o desejo do Senhor de estabelecer um outro paramparā que seguisse na mesma linha de pensamento que o deus do Sol transmitira no passado, e foi Seu desejo que este ensinamento fosse distribuído por Arjuna. Ele queria que Arjuna se tornasse uma autoridade versada no Bhagavad-gītā. Assim vemos que o Bhagavad-gītā foi ensinado a Arjuna somente porque Arjuna era um devoto do Senhor, um discípulo direto de Kṛṣṇa e Seu amigo íntimo. Por isso, o Bhagavad-gītā é compreendido melhor por alguém com qualidades semelhantes às de Arjuna. Quer dizer, ele deve ser um devoto que cultive uma relação direta com o Senhor. Logo que a pessoa se torna um devoto do Senhor, ela desenvolve um relacionamento direto com o Senhor. Este é um assunto muito complexo, mas em resumo o devoto tem uma relação com a Suprema Personalidade de Deus em uma destas cinco diferentes maneiras:

Han fortæller Arjuna, at Han afslører denne højeste hemmelighed for ham, fordi Arjuna er Hans hengivne og Hans ven. Det betyder, at Bhagavad-gītā er en tekst, der især henvender sig til Herrens hengivne. Der findes tre klasser af transcendentalister: jñānīen, yogīen og bhaktaen eller upersonalisten, meditatøren og den hengivne. Her lader Herren Arjuna vide, at eftersom den gamle discipelrække er brudt, gør Han ham til den første modtager i en ny paramparā (discipelrække). Det var således Herrens ønske at starte en ny paramparā i samme ånd som den, der først var kommet ned fra solguden, og Han ville have, at Arjuna skulle udbrede Hans lære igen. Han gjorde Arjuna til autoritet i Bhagavad-gītā. Vi kan således se, at ud over at være direkte elev af Kṛṣṇa og Hans fortrolige ven blev Arjuna undervist i Bhagavad-gītā i sin egenskab af Herrens hengivne. Bhagavad-gītā kan derfor bedst forstås af den, der har de samme kvalifikationer som Arjuna, hvilket vil sige, at man skal være en hengiven med et direkte forhold til Herren. Så snart man hengiver sig til Herren, har man også et direkte forhold til Ham. Det er et meget omfattende emne, men i korthed kan det siges, at en hengiven har et forhold til Guddommens Højeste Personlighed på en af fem måder:

1. Podemos ser um devoto em estado passivo;

1. Man kan være hengiven i en passiv tilstand.

2. Podemos ser um devoto em estado ativo;

2. Man kan være hengiven i en aktiv tilstand.

3. Podemos ser um devoto em amizade;

3. Man kan være hengiven som en ven.

4. Podemos ser um devoto como pai e mãe;

4. Man kan være hengiven som en forælder.

5. Podemos ser um devoto como amante conjugal.

5. Man kan være hengiven som en ægtefælle eller elsker.

Arjuna relacionava-se com o Senhor como amigo. É claro que há um abismo de diferença entre esta amizade e a amizade encontrada no mundo material. Esta amizade transcendental não é para qualquer um. É evidente que todos temos uma relação específica com o Senhor, e esta relação é instigada com a execução perfeita do serviço devocional. No nosso atual estado de vida, não apenas esquecemo-nos do Senhor Supremo, mas também esquecemo-nos de nossa relação eterna com Ele. Cada ser vivo, dentre os muitos, muitos bilhões e trilhões de seres vivos, tem uma relação específica com o Senhor eternamente. Isto se chama svarūpa. Pelo processo do serviço devocional, pode-se reviver esta svarūpa, e esta etapa chama-se svarūpa-siddhi — perfeição da nossa posição constitucional. Arjuna era um devoto, e seu relacionamento com o Senhor Supremo era em amizade.

Arjunas forhold til Herren var som ven. Det er klart, at der er en afgrund til forskel på det venskab, de havde, og de venskaber, man finder i den materielle verden. Her er der tale om et transcendentalt venskab, som det ikke er forundt alle og enhver at have. Vi har selvfølgelig alle et særligt forhold til Herren, og det forhold bliver vakt til live, når ens hengivne tjeneste når sin fuldendelse. Men i vores nuværende situation i livet har vi ikke alene glemt den Højeste Herre; vi har også glemt vort evige forhold til Ham. Af alle de milliarder og billioner af levende væsener, der findes, har hvert eneste af dem i al evighed et særligt forhold til Herren. Dette forhold kaldes svarūpa. Gennem hengiven tjeneste kan man genoplive sin svarūpa, og det stadie kaldes svarūpa-siddhi, fuldkommengørelsen af ens naturlige tilstand. Arjuna var således forbundet med den Højeste Herre som en hengiven i venskab.

Devemos notar como Arjuna aceitou este Bhagavad-gītā. Sua maneira de aceitar é mencionada no Décimo Capítulo (10.12-14):

Man bør hæfte sig ved, hvordan Arjuna modtog Bhagavad-gītā. Den måde, han modtog den på, bliver forklaret i 10. kapitel (10.12–14):

arjuna uvāca
paraṁ brahma paraṁ dhāma
pavitraṁ paramaṁ bhavān
puruṣaṁ śāśvataṁ divyam
ādi-devam ajaṁ vibhum
paraṁ brahma paraṁ dhāma
pavitraṁ paramaṁ bhavān
puruṣaṁ śāśvataṁ divyam
ādi-devam ajaṁ vibhum
āhus tvām ṛṣayaḥ sarve
devarṣir nāradas tathā
asito devalo vyāsaḥ
svayaṁ caiva bravīṣi me
āhus tvām ṛṣayaḥ sarve
devarṣir nāradas tathā
asito devalo vyāsaḥ
svayaṁ caiva bravīṣi me
sarvam etad ṛtaṁ manye
yan māṁ vadasi keśava
na hi te bhagavan vyaktiṁ
vidur devā na dānavāḥ
sarvam etad ṛtaṁ manye
yan māṁ vadasi keśava
na hi te bhagavan vyaktiṁ
vidur devā na dānavāḥ

“Arjuna disse: Você é a Suprema Personalidade de Deus, a morada suprema, o mais puro, a Verdade Absoluta. Você é a pessoa original, eterna e transcendental, o não-nascido, o maior. Todos os grandes sábios, tais como Nārada, Asita, Devala e Vyāsa, confirmam esta verdade referente a Você, e Você mesmo acaba de revelá-la para mim. Ó Kṛṣṇa, aceito totalmente como verdade tudo o que Você me disse. Nem os semideuses, nem os demônios, ó Senhor, podem compreender Sua personalidade.”

“Arjuna sagde: Du er Guddommens Højeste Personlighed, den højeste bolig, den reneste, den Absolutte Sandhed. Du er den evige, transcendentale, oprindelige person, den ufødte, den største af alle. Alle de store vismænd som Nārada, Asita, Devala og Vyāsa bekræfter denne sandhed om Dig, og nu bekendtgør Du den selv for mig. O Kṛṣṇa, jeg accepterer til fulde alt, hvad Du har fortalt mig, som sandhed. Hverken halvguderne eller dæmonerne kan forstå Din personlighed, O Herre.”

Após ouvir a Suprema Personalidade de Deus falar o Bhagavad-gītā, Arjuna aceitou Kṛṣṇa como paraṁ brahma, o Brahman Supremo. Todo ser vivo é Brahman, mas o ser vivo supremo, ou a Suprema Personalidade de Deus, é o Brahman Supremo. Paraṁ dhāma quer dizer que Ele é o supremo repouso ou a suprema morada de tudo; pavitram quer dizer que Ele é puro, sem mácula de contaminação material; puruṣam quer dizer que Ele é o desfrutador supremo; śāśvatam, original; divyam, transcendental; ādi-devam, a Suprema Personalidade de Deus; ajam, o não-nascido; e vibhum, o maior.

Efter at Arjuna havde hørt Bhagavad-gītā fra Guddommens Højeste Personlighed, accepterede han Kṛṣṇa som paraṁ brahma, den Højeste Brahman. Alle levende væsener er Brahman, men det højeste levende væsen eller Guddommens Højeste Personlighed er den Højeste Brahman. Paraṁ dhāma betyder, at Han er den endelige bolig eller hvilested for alt; pavitram betyder, at Han er ren og uberørt af materiel besmittelse; puruṣam, at Han er den højeste nyder; śāśvatam, oprindelig; divyam, transcendental; ādi-devam, Guddommens Højeste Personlighed; ajam, den ufødte; og vibhum, den største.

Então, alguém pode dizer que, como Kṛṣṇa era seu amigo, Arjuna dizia-Lhe tudo isso para lisonjeá-lO, porém, com a intenção de dissipar este tipo de dúvida das mentes dos leitores do Bhagavad-gītā, Arjuna substancia tais exaltações no verso seguinte, quando diz que Kṛṣṇa é aceito como a Suprema Personalidade de Deus não só por ele, mas por autoridades como os sábios Nārada, Asita, Devala e Vyāsadeva. Estas grandes personalidades distribuem o conhecimento védico tal como é aceito por todos os ācāryas. Por isso, Arjuna diz a Kṛṣṇa que aceita como inteiramente perfeito tudo o que Ele fala. Sarvam etad ṛtaṁ manye: “Aceito como verdade tudo o que Você diz”. Arjuna também diz que a personalidade do Senhor é muito difícil de entender, e que Ele não pode ser conhecido nem mesmo pelos grandes semideuses. Isto significa que o Senhor não pode ser conhecido nem mesmo por personalidades superiores aos seres humanos. Então, como pode um ser humano compreender o Senhor Śrī Kṛṣṇa sem tornar-se Seu devoto?

Nu kan man tro, at fordi Kṛṣṇa var Arjunas ven, fortalte Arjuna Ham alt dette for at smigre Ham, så for at fjerne den slags tvivl fra Bhagavad-gītās læsere begrunder han sin forherligelse i næste vers ved at sige, at Kṛṣṇa accepteres som Guddommens Højeste Personlighed ikke bare af ham selv, men også af autoriteter som Nārada, Asita, Devala og Vyāsadeva. De er store vismænd, der udbreder vedisk viden i overensstemmelse med alle foregående ācāryaer. Arjuna godtager derfor alt, som Kṛṣṇa siger, som helt perfekt. Sarvam etad ṛtaṁ manye: “Jeg accepterer alle Dine ord som sandhed.” Arjuna bemærker videre, at Herrens personlighed er meget svær at forstå, og at Han ikke engang kan kendes af de store halvguder. Det betyder, at Herren ikke engang kan kendes af dem, der befinder sig på højere planer end mennesker. Hvordan kan et menneske da forstå Herren Śrī Kṛṣṇa uden at blive Hans hengivne?

Portanto, o Bhagavad-gītā deve ser recebido num espírito de devoção. Ninguém deve ficar pensando que é igual a Kṛṣṇa, tampouco deve-se pensar que Kṛṣṇa é uma personalidade comum ou quiçá uma personalidade grandiosa. O Senhor Śrī Kṛṣṇa é a Suprema Personalidade de Deus. Assim, de acordo com as afirmações do Bhagavad-gītā ou as declarações de Arjuna, para alguém que esteja tentando compreender o Bhagavad-gītā, deve-se ao menos em teoria aceitar Śrī Kṛṣṇa como a Suprema Personalidade de Deus, e com este espírito submisso poderemos então compreender o Bhagavad-gītā. Quem não lê o Bhagavad-gītā num espírito submisso terá muita dificuldade em compreender o Bhagavad-gītā, porque ele é um grande mistério.

Derfor skal Bhagavad-gītā modtages i en ånd af hengivenhed. Man må ikke tro, at man er på lige fod med Kṛṣṇa, eller at Kṛṣṇa er et almindeligt menneske eller selv en meget stor person. Herren Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ifølge Bhagavad-gītā eller udtalelserne fra Arjuna – ham, der prøver at forstå Bhagavad-gītā – bliver vi således nødt til i det mindste teoretisk at acceptere Śrī Kṛṣṇa som Guddommens Højeste Personlighed. Kun med denne ydmyge indstilling kan vi forstå Bhagavad-gītā. Medmindre man læser Bhagavad-gītā i et ydmygt sindelag, er det meget svært at forstå Bhagavad-gītā, for den er et stort mysterium.

O que exatamente é o Bhagavad-gītā? O Bhagavad-gītā propõe-se a livrar a humanidade da ignorância contida na existência material. Cada um de nós anda às voltas com tantos obstáculos, assim como Arjuna tinha diante de si esta dificuldade de lutar na Batalha de Kurukṣetra. Arjuna rendeu-se a Śrī Kṛṣṇa, e em conseqüência este Bhagavad-gītā foi falado. Não só Arjuna, mas cada um de nós, vive cheio de ansiedades devido à nossa existência material. Nossa própria existência está na atmosfera da não-existência. De fato, não estamos destinados às ameaças da não-existência. Nossa existência é eterna. Mas de um jeito ou de outro fomos postos em asat. Asat refere-se àquilo que não existe.

Hvad er Bhagavad-gītā helt nøjagtigt? Formålet med Bhagavad-gītā er at befri menneskeheden fra den materielle tilværelses uvidenhed. Alle mennesker er i vanskeligheder på mange forskellige måder. Arjuna var i vanskeligheder, fordi han var tvunget til at gå i krig på Kurukṣetras slagmark. Arjuna overgav sig til Herren Śrī Kṛṣṇa, og som følge deraf blev Bhagavad-gītā talt. Ikke kun Arjuna, men alle er vi fulde af frygt i den materielle tilværelse. Hele vores eksistens befinder sig i en atmosfære af ikke-eksistens. I virkeligheden er det ikke meningen, at vores eksistens skal trues med ophør. Vores eksistens er evig, men på en eller anden måde er vi blevet anbragt i asat. Asat refererer til det, der ikke eksisterer.

Dentre tantos seres humanos que estão sofrendo, poucos são os que realmente perguntam sobre sua posição, sobre quem são, por que estão nesta posição ingrata e assim por diante. Se a pessoa não despertar para esta plataforma na qual ela quer saber o porquê de seu sofrimento, se não se der conta de que não quer sofrer, mas sim encontrar uma solução para todo este sofrimento, ela não deve então ser considerada um ser humano perfeito. A raça humana começa quando este tipo de indagação desperta na mente. No Brahma-sūtra, esta indagação chama-se brahma-jijñāsā. Athāto brahma-jijñāsā. Toda atividade do ser humano deve ser considerada um fracasso a não ser que ele indague sobre a natureza do Absoluto. Portanto, aqueles que perguntam porque estão sofrendo, de onde vieram e para onde irão após a morte são estudantes qualificados para entender o Bhagavad-gītā. O estudante sincero deve também ter profundo respeito pela Suprema Personalidade de Deus. Arjuna era este tipo de estudante.

Blandt alle de mange lidende mennesker er der kun ganske få, der rent faktisk spørger ind til deres situation i tilværelsen – hvem de er, hvorfor de er blevet sat i denne prekære situation osv. Medmindre man vågner op og begynder at spørge, hvorfor man lider, og medmindre man erkender, at man ikke har lyst til at lide, men hellere end gerne vil finde en løsning på al lidelse, kan man ikke betragtes som et fuldkomment menneske. Menneskelighed begynder først, når den slags spørgsmål opstår i ens sind. I Brahma-sūtra (1.1.1) betegnes den slags spørgsmål som brahma-jijñāsā. Athāto brahma-jijñāsā. Medmindre et menneske udforsker naturen af det Absolutte, må alle dets handlinger siges at være fejlslagne. De, der begynder at stille spørgsmål om, hvorfor de lider, hvor de kom fra, og hvor de skal hen efter døden, er således de rette elever til at forstå Bhagavad-gītā. Den oprigtige elev skal også have dyb respekt for Guddommens Højeste Personlighed. Sådan en elev var Arjuna.

O Senhor Kṛṣṇa advém especificamente para restabelecer o verdadeiro propósito da vida sempre que este propósito é esquecido por nós. Mesmo assim, dentre os muitos e muitos seres humanos que despertam, talvez haja um que realmente procure compreender sua posição, e para ele é falado este Bhagavad-gītā. De fato, todos estamos sendo engolidos pelo tigre da ignorância, mas o Senhor tem muita misericórdia das entidades vivas, especialmente dos seres humanos. Foi por isso que Ele falou o Bhagavad-gītā, fazendo do Seu amigo Arjuna Seu aluno.

Herren Kṛṣṇa nedstiger især for at genetablere livets virkelige formål, når mennesket har glemt dette formål. Selv da er der blandt mange, mange mennesker, der vågner op til disse spørgsmål, måske kun ét, der virkelig forstår sin egentlige natur, og det er for dette menneske, at Bhagavad-gītā blev talt. I virkeligheden bliver vi alle slugt af uvidenhedens tiger, men Herren er meget barmhjertig mod de levende væsener, især mod mennesker. Derfor talte Han Bhagavad-gītā, og Han gjorde Sin ven Arjuna til eleven, der modtog Bhagavad-gītā.

Sendo um companheiro do Senhor Kṛṣṇa, Arjuna estava acima de toda a ignorância, mas no Campo de Batalha de Kurukṣetra, Arjuna foi posto em ignorância só para perguntar ao Senhor Kṛṣṇa sobre os problemas da vida, para que o Senhor pudesse explicá-los para o benefício das futuras gerações de seres humanos e assim traçar o plano de vida. A humanidade assim poderá agir de acordo com estes princípios e aperfeiçoar a missão da vida humana.

Som Herren Kṛṣṇas evige ledsager var Arjuna hævet over uvidenhed, men på Kurukṣetras slagmark blev han med vilje hensat i uvidenhed, så han kunne udspørge Herren Kṛṣṇa om livets problemer. Det gav Herren lejlighed til at diskutere dem til gavn for fremtidige generationer af mennesker og udstikke planen med livet, så mennesker herefter kunne handle i overensstemmelse dermed og opfylde livets mission.

O assunto do Bhagavad-gītā envolve a compreensão de cinco verdades básicas. Em primeiro lugar, explica-se a ciência de Deus e também a posição constitucional das entidades vivas, as jīvas. Existe o īśvara, que significa o controlador, e há as jīvas, as entidades vivas que são controladas. Se uma entidade viva diz que não é controlada mas sim, livre, então ela é doida. O ser vivo é controlado em todos os aspectos, pelo menos em sua vida condicionada. O Bhagavad-gītā então, descreve o īśvara, o controlador supremo, e as jīvas, as entidades vivas controladas. Também discute prakṛti (a natureza material) e o tempo (a duração da existência de todo o Universo, ou da manifestação da natureza material) e karma (atividades). A manifestação cósmica está cheia de diferentes atividades. Todas as entidades vivas estão ocupadas em diversas atividades. Através do Bhagavad-gītā, devemos aprender o que é Deus, o que são as entidades vivas, o que é prakṛti, o que é a manifestação cósmica, como ela é controlada pelo tempo, e quais são as atividades das entidades vivas.

Bhagavad-gītās tema er forståelsen af fem grundlæggende sandheder. For det første bliver videnskaben om Gud forklaret, og derefter bliver de levende væsener eller jīvaernes naturlige position beskrevet. Først er der īśvara, der betyder herskeren, og dernæst er der jīvaerne eller de levende væsener, der beherskes. Hvis nogen siger, at de ikke står under kontrol, men er frie, er de sindsforvirrede. I det mindste i deres betingede tilstand står de levende væsener under kontrol i enhver henseende. Så Bhagavad-gītā handler om īśvara, den højeste hersker, og jīvaerne, de beherskede levende væsener. Endvidere bliver prakṛti (den materielle natur) og tiden (kāla, varigheden af hele universet eller manifesteringen af den materielle natur) samt karma (handling) forklaret. Hele den kosmiske manifestation er fuld af aktivitet. Alle levende væsener har travlt med forskellige handlinger. Vi må lære fra Bhagavad-gītā, hvad Gud er, hvad de levende væsener er, hvad prakṛti er, hvad den kosmiske manifestation er, og hvordan den bliver styret af tiden, og hvad de levende væseners handlinger er.

Dentre os cinco tópicos básicos, inseridos no Bhagavad-gītā, fica comprovado que a Divindade Suprema, ou Kṛṣṇa, ou Brahman, ou o controlador supremo, ou Paramātmā — você pode usar o nome que lhe aprouver — é de todos o maior. Os seres vivos têm as mesmas qualidades do controlador supremo. Por exemplo, o Senhor tem o controle dos assuntos universais da natureza material, como será explicado nos capítulos posteriores do Bhagavad-gītā. A natureza material não é independente. Ela age sob a direção do Senhor Supremo. Como o Senhor Kṛṣṇa diz, mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ sūyate sa-carācaram: “Esta natureza material funciona sob Minha direção”. Quando vemos fenômenos maravilhosos acontecendo na natureza cósmica, devemos saber que, por trás desta manifestação cósmica, há um controlador. Nada poderia manifestar-se se não houvesse controle. É infantilidade não levar em conta a presença do controlador. Por exemplo, uma criança pode achar que um automóvel seja realmente maravilhoso, capaz de correr sem ser puxado por um cavalo ou um outro animal, mas um adulto são, sabe sobre a engenharia mecânica do automóvel. Ele sempre sabe que por trás da máquina há um homem, um motorista. De modo semelhante, o Senhor Supremo é o motorista sob cuja direção tudo funciona. Como veremos nos capítulos ulteriores, o fato é que as jīvas, ou entidades vivas, foram aceitas pelo Senhor como Suas partes integrantes. Uma partícula de ouro também é ouro, uma gota dágua do oceano também é salgada, e da mesma maneira, nós, as entidades vivas, sendo partes integrantes do controlador supremo, īśvara, ou Bhagavān, Senhor Śrī Kṛṣṇa, temos em quantidade diminuta todas as qualidades do Senhor Supremo porque somos īśvaras diminutos, īśvaras subordinados. Estamos tentando controlar a natureza, e atualmente estamos tentando controlar o espaço, os planetas, e temos esta tendência de controlar, porque ela existe em Kṛṣṇa. Porém, embora tenhamos a tendência de dominar a natureza material, devemos saber que não somos o controlador supremo. Isto é explicado no Bhagavad-gītā.

Af disse fem grundlæggende emner i Bhagavad-gītā fastslås det, at den Højeste Guddom, Kṛṣṇa, Brahman, den Højeste Hersker eller Paramātmā – man kan kalde Ham, hvad man vil – er den største af alle. Kvalitativt er de levende væsener lig med den højeste hersker. For eksempel har Herren kontrol over de universelle anliggender i den materielle natur, som det vil blive forklaret i Bhagavad-gītās sidste kapitler. Den materielle natur er ikke uafhængig. Hun fungerer under den Højeste Herres opsyn. Som Herren Kṛṣṇa siger (Bg. 9.10), mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ, sūyate sa-carācaram: “Denne materielle natur fungerer under Min ledelse.” Når vi ser forunderlige ting ske i den kosmiske natur, må vi forstå, at der står en hersker bag denne udfoldelse. Uden styring vil ingenting kunne blive manifesteret. Det er barnligt ikke at tage en hersker i betragtning. Et barn kan tro, at det er helt fantastisk, at en bil kan køre uden en hest eller et andet dyr til at trække den, men et fornuftigt menneske forstår naturen af bilens mekaniske arrangement. Det ved, at der bag maskineriet altid findes et menneske eller en fører. På samme måde er den Højeste Herre den fører, under hvis ledelse alt sker. Som det vil fremgå af senere kapitler, accepterer Herren jīvaerne eller de levende væsener som Sine uadskillelige dele. En guldpartikel er også guld, en dråbe af havet er også salt, og på samme måde besidder vi, de levende væsener, som uadskillelige dele af den højeste hersker, Śrī Kṛṣṇa, alle Hans kvaliteter i minimal grad, for vi er små īśvaraer eller underordnede herskere. Som det kan ses i vores forsøg på at beherske rummet og planeterne, forsøger vi at beherske naturen, og denne tendens til at ville herske findes også i Kṛṣṇa. Men selv om vi har en tilbøjelighed til at herske over den materielle natur, må vi forstå, at vi ikke er de højeste herskere. Det bliver alt sammen forklaret i Bhagavad-gītā.

O que é a natureza material? Este ponto também é explicado no Gītā como prakṛti inferior, natureza inferior. Menciona-se que a entidade viva é prakṛti superior. A prakṛti, inferior ou superior, está sempre sob controle. A prakṛti é feminina, e é controlada pelo Senhor, assim como as atividades da esposa são controladas pelo marido. A prakṛti é sempre subordinada, predominada pelo Senhor, que é o predominador. As entidades vivas e a natureza material são predominadas, e estão controladas pelo Senhor Supremo. Segundo o Gītā, as entidades vivas, embora partes integrantes do Senhor Supremo, devem ser consideradas prakṛti. Isto é claramente mencionado no Sétimo Capítulo do Bhagavad-gītā. Apareyam itas tv anyāṁ prakṛtiṁ viddhi me parām/ jīva-bhūtām: “Esta natureza material é Minha prakṛti inferior, porém, além desta há outra prakṛti — jīva-bhūtām, a entidade viva”.

Hvad er den materielle natur? Den bliver også forklaret i Bhagavad- gītā som lavere prakṛti, den lavere natur. De levende væsener beskrives som højere prakṛti. Uanset om prakṛti er højere eller lavere, er den altid underlagt kontrol. Prakṛti er hunkøn og beherskes af Herren, ligesom en kvinde forventes at stå under en mand. Prakṛti er altid underordnet og beherskes af Herren, der er den overordnede. De levende væsener og den materielle natur bliver begge styret og behersket af den Højeste Herre. Selv om de levende væsener er uadskillelige dele af den Højeste Herre, skal de ifølge Bhagavad-gītā betragtes som prakṛti. Dette bliver forklaret i Bhagavad-gītās 7. kapitel, vers 5. Apareyam itas tv anyāṁ, prakṛtiṁ viddhi me parām/ jīva-bhūtām: “Denne materielle natur er Min lavere prakṛti, men ud over den er der en anden prakṛti, der består af det levende væsen (jīva-bhūtām).”

A própria natureza material é constituída por três qualidades: o modo da bondade, o modo da paixão e o modo da ignorância. Acima destes modos, há o tempo eterno, e através da combinação destes modos da natureza e sob o controle e jurisdição do tempo eterno, existem as atividades que são chamadas karma. Essas atividades vêm sendo realizadas desde tempos imemoriais, e sofremos ou gozamos dos frutos de nossas atividades. Por exemplo, suponha que eu seja um homem de negócios e tenha usado minha inteligência trabalhando arduamente para conseguir um grande saldo bancário. Então, sou o desfrutador. Mas digamos então que eu tenha perdido todo o dinheiro nos negócios; então, sou o sofredor. Do mesmo modo, em cada esfera da vida gozamos ou sofremos os resultados de nosso trabalho. Isto se chama karma.

Selve den materielle natur består af tre kvaliteter: godhedens kvalitet, lidenskabens kvalitet og uvidenhedens kvalitet. Over disse kvaliteter findes den evige tid, og gennem en kombination af naturens kvaliteter og under den evige tids styring og opsyn foregår der handlinger, der kaldes karma. Disse handlinger har foregået i umindelige tider, og vi lider under eller nyder frugterne af vores handlinger. Lad os for eksempel sige, at jeg er forretningsmand og gennem hårdt arbejde har oparbejdet en stor bankkonto. Så er jeg den, der nyder. Men hvis jeg taber alt i en forretning, lider jeg. På den måde enten nyder eller lider vi i alle livets faser under resultaterne af vores arbejde. Dette kaldes karma.

Īśvara (o Senhor Supremo), jīva (a entidade viva), prakṛti (a natureza), kāla (o tempo eterno) e karma (atividades) são todos explicados no Bhagavad-gītā. Destes cinco, o Senhor, as entidades vivas, a natureza material e o tempo, são eternos. A manifestação de prakṛti pode ser temporária, mas não é falsa. Certos filósofos dizem que a manifestação da natureza é falsa, porém, segundo a filosofia do Bhagavad-gītā ou segundo a filosofia dos vaiṣṇavas, não é bem assim. A manifestação do mundo não é aceita como falsa; é aceita como real, embora temporária. É comparada a uma nuvem que passa no céu, ou à vinda da estação das chuvas, a qual nutre os grãos. Logo que termina a estação das chuvas e logo que a nuvem vai-se embora, todas as plantações que foram nutridas pela chuva definharão. Do mesmo modo, esta manifestação material acontece num certo intervalo, permanece por algum tempo e então desaparece. Esta é a função da prakṛti. Mas este ciclo ocorre eternamente. Portanto, a prakṛti é eterna; ela não é falsa. O Senhor refere-Se a ela como “Minha prakṛti”. Esta natureza material é a energia separada do Senhor Supremo, e de maneira semelhante, as entidades vivas também são energia do Senhor Supremo, embora não sejam separadas, mas eternamente relacionadas com Ele. Então o Senhor, a entidade viva, a natureza material e o tempo estão todos inter-relacionados e são eternos. Entretanto, o outro item, karma, não é eterno. De fato, os efeitos do karma podem ser bem antigos. Desde tempos imemoriais, estamos sofrendo ou desfrutando os resultados de nossas atividades, mas podemos modificar os resultados do nosso karma, ou de nossas atividades, e esta modificação depende da perfeição de nosso conhecimento. Estamos ocupados em várias atividades. Evidentemente, não sabemos que tipo de atividades devemos adotar para aliviarmo-nos das ações e reações de todas essas atividades, mas isto também se explica no Bhagavad-gītā.

Îśvara (den Højeste Herre), jīva (det levende væsen), prakṛti (naturen), kāla (evig tid) og karma (handling) forklares således i Bhagavad- gītā. Af disse fem er Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden evige. Manifestationen af prakṛti er midlertidig, men den er ikke falsk. Visse filosoffer hævder, at tilsynekomsten af den materielle natur er falsk, men ifølge Bhagavad-gītās filosofi eller vaiṣṇava-filosofien er det ikke tilfældet. Verden er ikke falsk. Den er virkelig nok, men den er blot midlertidig. Den sammenlignes med en sky, der bevæger sig hen over himlen, eller med regntiden, hvis indtog nærer kornet. Så snart regntiden er forbi, og skyerne forsvinder, udtørrer afgrøderne, der før blev næret af regnen. På samme måde fremkommer den materielle verden med bestemte intervaller, forbliver et stykke tid og forsvinder så igen. Sådan fungerer prakṛti. Men denne cyklus er evig. Prakṛti er derfor evig. Den er ikke falsk. Herren refererer til den som “Min prakṛti”. Den materielle natur er den Højeste Herres adskilte energi, og på samme måde er de levende væsener også den Højeste Herres energi. De er dog ikke adskilte, men evigt forbundne.

A posição do īśvara, o Senhor Supremo, é uma de consciência suprema. As jīvas, ou entidades vivas, sendo partes integrantes do Senhor Supremo, também são conscientes. A entidade viva e a natureza material são explicadas como prakṛti, a energia do Senhor Supremo, porém uma delas, a jīva, é consciente. A outra prakṛti não é consciente. Esta é a diferença. Logo, a jīva-prakṛti é chamada superior porque a jīva tem consciência semelhante à do Senhor. Entretanto, a consciência do Senhor é suprema, e ninguém deve ficar argumentando que a jīva, a entidade viva, também é supremamente consciente. Em fase alguma de sua perfeição pode o ser vivo ser supremamente consciente, e a teoria segundo a qual ele pode atingir este ponto é uma teoria desorientadora. Ele pode ser consciente, mas nunca perfeita ou supremamente consciente.

Så Herren, de levende væsener, den materielle natur og tiden er alle forbundet med hinanden, og de er alle evige. Den femte bestanddel, karma, er imidlertid ikke evig, selv om virkningerne af karma meget vel kan være meget gamle. Vi har lidt under eller nydt resultaterne af vore handlinger siden tidernes morgen, men vi kan ændre på resultatet af vores karma eller handlinger, og denne ændring er afhængig af fuldkommengørelsen af vores viden. Vi har travlt med alle mulige ting, og vi ved helt sikkert ikke, hvad vi skal gøre for at blive udfriet fra alle disse handlingers årsager og virkninger, men det bliver også forklaret i Bhagavad-gītā.
Îśvara eller den Højeste Herre befinder Sig i positionen som den højeste bevidsthed. Som uadskillelige dele af den Højeste Herre er jīvaerne eller de levende væsener også bevidste. Både det levende væsen og den materielle natur bliver beskrevet som prakṛti, den Højeste Herres energi, men af de to er det kun jīvaen, der er bevidst. Den anden prakṛti er ikke bevidst. Det er forskellen. Eftersom jīvaen er bevidst ligesom Herren, klassificeres jīva-prakṛti som højere energi. Herrens bevidsthed er imidlertid den højeste. Man kan ikke sige, at jīvaen eller det levende væsen også er den højeste bevidsthed. Det levende væsen bliver på intet stadie af sin fuldendelse til den højeste bevidsthed. Teorien om, at han gør det, er en vildledende teori. Han er bevidst, men han er ikke den perfekte eller højeste bevidsthed.

A distinção entre a jīva e o īśvara será explicada no Décimo Terceiro Capítulo do Bhagavad-gītā. O Senhor é kṣetra-jña, consciente, assim como o ser vivo, mas o ser vivo é consciente de seu corpo particular, ao passo que o Senhor é consciente de todos os corpos. Porque Ele vive no coração de cada ser vivo, o Senhor é consciente das atividades psíquicas de cada uma das jīvas. É bom não nos esquecermos disto. Explica-se também que o Paramātmā, a Suprema Personalidade de Deus, vive nos corações de todos como īśvara, o controlador, e que Ele dá instruções para a entidade viva agir de modo a satisfazer seus anseios. A entidade viva esquece-se dos atos que deve executar. Em primeiro lugar, ela resolve agir de certa maneira, e então enreda-se nas ações e reações de seu próprio karma. Após abandonar um corpo, ela ingressa em outro corpo, assim como vestimos e tiramos roupas. Ao passar por esta migração, a alma sofre as ações e reações de suas atividades passadas. Essas atividades podem mudar quando o ser vivo está no modo da bondade, em seu juízo perfeito, e compreende que espécie de atividades deve adotar. Se tomar esta atitude, então todas as ações e reações de suas atividades passadas poderão ser modificadas. Conseqüentemente, o karma não é eterno. Por isso, afirmamos que, dos cinco itens (īśvara, jīva, prakṛti, tempo e karma), quatro são eternos, mas o karma não é eterno.

Forskellen på jīvaen og īśvaraen bliver forklaret i Bhagavad-gītās 13. kapitel. Herren er kṣetra-jñah, dvs. bevidst ligesom det levende væsen, men det levende væsen er kun bevidst om sin egen krop, hvorimod Herren er bevidst om alle kroppe. Eftersom Han befinder Sig i hjertet på alle levende væsener, er Han bevidst om de enkelte jīvaers mentale tilstand, hvilket er vigtigt aldrig at glemme. Det bliver også forklaret, at Paramātmā, Guddommens Højeste Personlighed, bor i alles hjerter som īśvara eller herskeren, der vejleder det levende væsen i at gøre, hvad det gerne vil. Det levende væsen glemmer, hvad det har at gøre. Først beslutter det sig for at gøre det ene og så det andet, og derefter bliver det indfanget af årsag og virkning af sin egen karma. Når det forlader den ene krop, bliver det ført ind i en anden krop, ligesom vi skifter tøj. Under sin vandring fra krop til krop lider sjælen således under årsagerne og virkningerne fra sine tidligere handlinger. Disse handlinger kan ændres, når det levende væsen befinder sig i godhedens kvalitet, dvs. når det bliver intelligent og forstår, hvad slags aktiviteter det bør gøre. Hvis det gør det, kan alle årsagerne og virkningerne fra alle dets forudgående handlinger ændres. Som sådan er karma ikke evig. Det var derfor, vi skrev, at af de fem punkter (īśvara, jīva, prakṛti, tiden (kāla) og karma) er fire af dem evige, men karma er det ikke.

O supremo consciente īśvara assemelha-Se à entidade viva no seguinte aspecto: tanto a consciência do Senhor quanto a da entidade viva são transcendentais. Não pense que a consciência surge através da associação com a matéria. Esta idéia é errada. A teoria que sugere que a consciência se desenvolve segundo a combinação de certas circunstâncias materiais não é aceita no Bhagavad-gītā. O reflexo da consciência pode parecer deturpado ao ser encoberto por circunstâncias materiais, assim como a luz refletida através de um vidro colorido aparentemente assume certa cor, mas a consciência do Senhor não é afetada materialmente. O Senhor Kṛṣṇa diz: mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ. Quando Ele vem ao universo material, Sua consciência não é afetada materialmente. Se ela sofresse essa influência, Ele não teria condições de falar de assuntos transcendentais como aqueles que Ele transmite no Bhagavad-gītā. Nada pode dizer sobre o mundo transcendental quem não está livre de uma consciência materialmente contaminada. Portanto, o Senhor não está sob a contaminação material. Todavia, no momento atual, nossa consciência está materialmente contaminada. O Bhagavad-gītā ensina que temos de purificar esta consciência materialmente contaminada. Em consciência pura, nossas ações serão ajustadas à vontade do īśvara, e isso nos fará felizes. Não é que tenhamos de parar com todas as atividades. Ao contrário, nossas atividades devem ser purificadas, e atividades purificadas chamam-se bhakti. Atividades em bhakti parecem atividades comuns, mas a diferença é que elas não são contaminadas. Uma pessoa ignorante vai ver o devoto agindo ou trabalhando como um homem comum, mas essa pessoa que tem um pobre fundo de conhecimento não sabe que as atividades do devoto ou as do Senhor não são contaminadas pela consciência ou pela matéria impuras. Elas são transcendentais aos três modos da natureza. Devemos saber, porém, que neste momento nossa consciência está contaminada.

Den suverænt bevidste īśvara er lig med det levende væsen på følgende måde: Herrens såvel som det levende væsens bevidsthed er begge transcendentale. Det er ikke rigtigt, at bevidsthed opstår på grund af kontakten med materie. Det er en forkert ide. Teorien om, at bevidsthed opstår under de rigtige forhold i materien, accepteres ikke i Bhagavad- gītā. Bevidsthed kan komme forvrænget til udtryk, når den afspejles gennem materie, ligesom lys reflekteret gennem farvet glas kan se ud som den pågældende farve, men Herrens bevidsthed bliver ikke påvirket af materie. Herren Kṛṣṇa bemærker, mayādhyakṣeṇa prakṛtiḥ (Bg. 9.10). Når Han stiger ned til det materielle univers, bliver Hans bevidsthed ikke påvirket af materie. Hvis Han blev påvirket, ville Han ikke være kvalificeret til at undervise os i transcendentale emner, som Han gør det i Bhagavad-gītā. Man kan ikke udtale sig om den transcendentale verden uden at være fri for materielt besmittet bevidsthed. Så Herren er ikke materielt besmittet. På nuværende tidspunkt er vores bevidsthed dog materielt besmittet. Bhagavad-gītā underviser os i nødvendigheden af at få vor materielt besmittede bevidsthed renset. Når vores bevidsthed er ren, bliver vore handlinger sammenføjet med īśvaras vilje, og det vil gøre os lykkelige. Vi behøver ikke ophøre med alle vore handlinger. Vore handlinger skal blot renses, og sådanne rensede handlinger kaldes bhakti. Handlinger i bhakti kan ligne almindelige handlinger, men de er ikke forurenede. For den uvidende kan det se ud, som om en hengiven handler eller arbejder, som folk i almindelighed gør det, men den, der har så lidt indsigt, ved ikke, at Herrens hengivnes handlinger ikke er besmittet af uren bevidsthed eller materie. De er hævet over naturens tre kvaliteter. Vi må dog forstå, at vores bevidsthed på nuværende tidspunkt er forurenet.

Quando estamos sob contaminação material, chamamo-nos condicionados. A consciência falsa manifesta-se naquele que se julga um produto da natureza material. Isto é chamado falso ego. Quem está absorto em pensar em conceitos corpóreos não pode compreender sua situação. O Bhagavad-gītā foi falado para que todos possam livrar-se da concepção de vida corpórea, e Arjuna colocou-se nesta posição para que o Senhor pudesse lhe fornecer esta informação. Devemos nos livrar da concepção de vida corpórea; esta é a atividade preliminar para quem deseja ser transcendentalista. A pessoa que quer tornar-se livre, que quer tornar-se liberada, deve primeiramente aprender que ela não é este corpo material. Mukti, ou liberação, significa estar livre da consciência material. Também no Śrīmad-Bhāgavatam é dada a definição de liberação. Muktir hitvānyathā-rūpaṁ svarūpeṇa vyavasthitiḥ: mukti significa liberação do estado de consciência contaminada deste mundo material, e situar-se em consciência pura. Todas as instruções do Bhagavad-gītā servem para despertar esta consciência pura, e por isso encontramos na última etapa de instruções do Gītā, Kṛṣṇa perguntando a Arjuna se ele está agora em consciência purificada. Consciência purificada significa agir de acordo com as instruções do Senhor. Esta é a essência do significado de consciência purificada. A consciência existe porque somos partes integrantes do Senhor, mas temos a tendência de nos deixarmos afetar pelos modos inferiores. Porém o Senhor, sendo o Supremo, nunca é afetado. Esta é a diferença entre o Senhor Supremo e as pequeninas almas individuais.

Når vi er forurenede af materie, kaldes vi betingede. Falsk bevidsthed giver sig til kende i opfattelsen af, at jeg er et produkt af den materielle natur. Det kaldes falsk ego. Den, der er hensunket i en kropslig livsopfattelse, kan ikke forstå sin virkelige situation. Bhagavad-gītā blev talt for at befri os for den kropslige livsopfattelse, og Arjuna satte sig selv i den tilstand for at kunne modtage denne viden fra Herren. Man skal blive fri for den kropslige livsopfattelse. Det er en transcendentalists første opgave. Vil man befries, må man for det første forstå, at man ikke er sin materielle krop. Mukti eller befrielse vil sige at blive fri for materiel bevidsthed. Den samme definition på befrielse bliver også givet i Śrīmad- Bhāgavatam (2.10.6). Muktir hitvānyathā-rūpaṁ, svarūpeṇa vyavasthitiḥ: Mukti betyder at blive befriet for den materielle verdens forurenede bevidsthed og blive situeret i ren bevidsthed. Formålet med alle instruktionerne i Bhagavad-gītā er at genopvække denne rene bevidsthed, og derfor finder vi i slutningen af Bhagavad-gītā, at Kṛṣṇa spørger Arjuna, om hans bevidsthed nu er renset. At have ren bevidsthed vil sige at handle på Herrens vejledning. Det er summa summarum af ren bevidsthed. Som uadskillelige dele af Herren er vi allerede bevidste, men vi er tilbøjelige til at blive påvirket af de lavere kvaliteter. Den Højeste Herre bliver derimod aldrig påvirket. Det er forskellen på den Højeste Herre og de små individuelle sjæle.

O que é esta consciência? Esta consciência é “Eu sou”. Então, quem sou eu? Em consciência contaminada, “Eu sou” quer dizer “Eu sou o senhor de tudo o que me circunda. Eu sou o desfrutador”. O mundo prossegue porque cada ser vivo julga ser o senhor e criador do mundo material. A consciência material tem duas divisões psíquicas. Uma delas defende a idéia de que eu sou o criador, e a outra que eu sou o desfrutador. Mas na verdade, o Senhor Supremo é tanto o criador quanto o desfrutador, e a entidade viva, sendo parte integrante do Senhor Supremo, não é o criador nem o desfrutador, mas um cooperador. Ela foi criada para ser desfrutada. Por exemplo, a peça de uma máquina coopera com a máquina toda; uma parte do corpo coopera com todo o corpo. As mãos, pernas, olhos e assim por diante são todos partes do corpo, mas na verdade não são os desfrutadores. O desfrutador é o estômago. As pernas se locomovem, as mãos fornecem alimento, os dentes mastigam, e todas as partes do corpo estão ocupadas em satisfazer o estômago porque o estômago é o fator principal de nutrição na organização do corpo. Portanto, tudo é dado ao estômago. Nutre-se uma árvore regando-lhe a raiz, e nutre-se o corpo alimentando o estômago, pois para que o corpo se mantenha em estado saudável, as partes do corpo devem cooperar para alimentar o estômago. De modo semelhante, o Senhor Supremo é o desfrutador e o criador, e nós, como seres vivos subordinados, devemos procurar colaborar em satisfazê-lO. Esta cooperação acabará nos ajudando, assim como o alimento recebido pelo estômago ajudará todas as outras partes do corpo. Será um problema se os dedos da mão pensarem que devem tomar o alimento em vez de dá-lo ao estômago. A figura central da criação e do desfrute é o Senhor Supremo, e as entidades vivas cooperam com Ele. Cooperando, elas desfrutam. A relação é também como a do amo e do servo. Se o amo está plenamente satisfeito, então o servo também fica satisfeito. Da mesma maneira, deve-se procurar satisfazer o Senhor Supremo, embora nas entidades vivas também exista a tendência de tornar-se o criador e a tendência de desfrutar o mundo material, porque estas tendências existem no Senhor Supremo, que criou o mundo cósmico manifesto.

Hvad er så bevidsthed? Det er bevidstheden om, at “jeg er”. Hvad er “jeg” da? Når bevidstheden er besmittet, indebærer “jeg er”, at jeg er herre over alt. Jeg er nyderen. Verden kredser omkring hvert eneste levende væsens tro på, at det er den materielle verdens herre og skaber. Materiel bevidsthed har to psykologiske kategorier. Den ene er, at jeg er skaberen, og den anden, at jeg er nyderen. Men i virkeligheden er det den Højeste Herre, der både er skaberen og nyderen. Det levende væsen er som en uadskillelig del af den Højeste Herre hverken skaber eller nyder. Det er en medarbejder. Det er den skabte og den, der skal nydes. For eksempel samarbejder en del af en maskine med hele maskineriet. En del af kroppen samarbejder med hele kroppen. Hænderne, benene, øjnene osv. er alle dele af kroppen, men de er ikke de virkelige nydere. Maven er den, der nyder. Benene bevæger sig, hænderne skaffer føde, tænderne tygger den osv. Alle kropsdelene er beskæftiget med at tilfredsstille maven, for det er maven, der er hovedfaktoren i næringen af kroppen. Alt bliver derfor givet til maven. Man nærer træet ved at vande dets rod, og man nærer kroppen ved at forsyne maven. Hvis kroppen skal holdes sund og rask, må alle kropsdelene arbejde sammen for at give maven mad. På samme måde er den Højeste Herre den, der nyder og skaber, mens vi som underordnede levende væsener er til for at samarbejde for at tilfredsstille Ham. Et sådant samarbejde vil i virkeligheden hjælpe os på samme måde som mad, der fordøjes i maven, hjælper alle de andre dele af kroppen. Hvis håndens fingre tror, at de selv kan indtage maden i stedet for at give den til maven, skuffes de. Den centrale skaber og nyder er den Højeste Herre, og de levende væsener er samarbejdere. Gennem dette samarbejde vil de nyde. Det samme princip gør sig gældende i forholdet mellem herren og tjeneren. Hvis en herre er helt tilfreds, er tjeneren det også. Den Højeste Herre skal tilfredsstilles på samme måde. Tilbøjeligheden til at skabe og tilbøjeligheden til at nyde den materielle verden findes dog også i de levende væsener, for disse tilbøjeligheder er til stede i den Højeste Herre, der har manifesteret den kosmiske verden.

Verificaremos, portanto, neste Bhagavad-gītā que o todo completo é formado pelo controlador supremo, pelas entidades vivas controladas, pela manifestação cósmica, pelo tempo eterno e pelo karma, ou atividades, todos os quais são explicados neste texto. Tomados em conjunto, todos eles formam o todo completo, e o todo completo é chamado de Suprema Verdade Absoluta. O todo completo e a Verdade Absoluta completa são a Personalidade de Deus completa, Śrī Kṛṣṇa. Todas as manifestações devem-se à Suas diferentes energias. Ele é o todo completo.

Derfor finder vi i Bhagavad-gītā, at den totale helhed udgøres af den Højeste Hersker, de beherskede levende væsener, den kosmiske manifestation, den evige tid og endelig karma eller handlinger, og hver af dem bliver beskrevet i denne tekst. Tilsammen udgør de den totale helhed, og den totale helhed kaldes den Absolutte Sandhed. Den totale helhed og den fuldstændige Absolutte Sandhed er Guddommens Fuldendte Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Alle manifestationer skyldes ene og alene Hans forskellige energier. Han er den fuldstændige helhed.

Explica-se também no Gītā que o Brahman impessoal também está subordinado à Pessoa Suprema completa (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). O Brahma-sūtra explica mais explicitamente que o Brahman é como os raios do sol. O Brahman impessoal são os raios brilhantes da Suprema Personalidade de Deus. O Brahman impessoal é uma compreensão incompleta do todo absoluto, como também o é a concepção do Paramātmā. No Décimo Quinto Capítulo, fica claro que a Suprema Personalidade de Deus, Puruṣottama, está acima tanto do Brahman impessoal quanto da compreensão parcial acerca do Paramātmā. A Suprema Personalidade de Deus é chamada sac-cid-ānanda-vigraha. O Brahma-saṁhitā começa da seguinte maneira: īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ sarva-kāraṇa-kāraṇam. “Govinda, Kṛṣṇa, é a causa de todas as causas. Ele é a causa primordial, e Ele é a própria forma de eternidade, conhecimento e bem-aventurança.” A compreensão acerca do Brahman impessoal é a percepção de Seu aspecto sat (eternidade). A percepção Paramātmā é a compreensão acerca de sat-cit (conhecimento eterno). Mas entender a Personalidade de Deus, Kṛṣṇa, é entender todas as características transcendentais: sat, cit e ānanda (eternidade, conhecimento e bem-aventurança) na vigraha (forma) completa.

I Bhagavad-gītā (14.27) bliver det endvidere forklaret, at tilmed den upersonlige Brahman er underlagt den fuldkomne Højeste Personlighed (brahmaṇo hi pratiṣṭhāham). I Brahma-sūtra bliver Brahman mere nøjagtigt sammenlignet med Solens stråler. Den upersonlige Brahman er den skinnende stråleglans, der udstrømmer fra Guddommens Højeste Personlighed. Den upersonlige Brahman er kun en delvis erkendelse af den absolutte helhed, og det samme gælder forestillingen om Paramātmā. I kapitel 15 fremgår det, at Guddommens Højeste Personlighed, Puruṣottama, er hævet over både den upersonlige Brahman og den delvise erkendelse af Paramātmā. Guddommens Højeste Personlighed bliver betegnet som sac-cid-ānanda-vigraha. Brahma-saṁhitā (5.1) begynder på denne måde: īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ, sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ, sarva-kāraṇa-kāraṇam. “Govinda eller Kṛṣṇa er alle årsagers årsag. Han er den første årsag, og Han er selve formen af evighed, lyksalighed og kundskab.” At erkende den upersonlige Brahman vil sige at erkende Hans sat- eller evighedsaspekt. Erkendelse af Paramātmā er det samme som at erkende sat-cit (evig kundskab). Men at erkende Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, vil sige at erkende alle de transcendentale aspekter, dvs. sat, cit og ānanda (evighed, kundskab og lyksalighed) i deres fulde vigraha (form).

Pessoas menos inteligentes consideram a Verdade Suprema como impessoal, mas Ele é uma pessoa transcendental, e todos os textos védicos confirmam isto. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām. (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13) Assim como todos nós somos seres vivos individuais e temos nossa individualidade, a Suprema Verdade Absoluta é também, em última análise, uma pessoa, e compreender a Personalidade de Deus é compreender todas as características transcendentais que existem em Sua forma completa. O todo completo não é amorfo. Se Ele é amorfo ou se Lhe falta algo, então, Ele não pode ser o todo completo. O todo completo deve ter tudo o que existe dentro e fora de nossa experiência, caso contrário, ele não poderia ser completo.

Mindre intelligente mennesker anser den Højeste Sandhed for at være upersonlig, men Han er en transcendental person, hvilket bekræftes i hele den vediske litteratur. Nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13). Ligesom vi alle er levende væsener med hver vores egen individualitet, er den Højeste Absolutte Sandhed yderst set også en person, og at erkende Guddommens Personlighed er det samme som at erkende de transcendentale aspekter til fulde i Hans fuldstændige form. Den totale helhed er ikke formløs. Hvis Han er formløs, eller hvis Han er mindre end noget andet, kan Han ikke være den totale helhed. Den totale helhed må nødvendigvis indeholde alt inden for vores erfaring såvel som det, der ligger uden for vores erfaring, ellers kan den ikke være total.

O todo completo, a Personalidade de Deus, tem potências imensas (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate). No Bhagavad-gītā, também se explica como Kṛṣṇa age através de diferentes potências. Este mundo fenomenal ou mundo material em que nos encontramos também já é em si mesmo completo. Isto porque, segundo a filosofia sāṅkhya, os vinte e quatro elementos que compreendem a manifestação temporária do universo material estão inteiramente ajustados para produzir recursos completos que são necessários para a manutenção e subsistência deste Universo. Não há nada impertinente, nem tampouco falta algo. O tempo de permanência desta manifestação é fixado pela energia do todo supremo, e expirado o tempo, estas manifestações temporárias serão aniquiladas, seguindo à risca o perfeito arranjo estabelecido pelo completo. Existem todas as condições favoráveis para que as pequenas unidades completas que são as entidades vivas, possam compreender o completo, e temos experiência de várias partes do incompleto devido ao conhecimento incompleto acerca do completo. Assim, o Bhagavad-gītā contém o conhecimento completo da sabedoria védica.

Den fuldkomne helhed eller Guddommens Højeste Personlighed har umådelige kræfter (parāsya śaktir vividhaiva śrūyate). I Bhagavad-gītā bliver det også forklaret, hvordan Kṛṣṇa handler gennem Sine forskellige energier. Den fænomenale eller materielle verden, vi er anbragt i, er også fuldstændig i sig selv, for de 24 elementer, som det materielle univers er en midlertidig manifestation af, er ifølge sāṅkhya-filosofien sat til at frembringe alle de nødvendige ressourcer, der skal til for at opretholde og understøtte universet. Der er intet overflødigt, og der mangler intet. Gennem den højeste helheds energi har denne manifestation sin egen fastsatte tid, og når den er slut, bliver de midlertidige manifestationer tilintetgjort gennem den fuldstændiges fuldstændige arrangement. De små fuldstændige enheder, dvs. de levende væsener, er blevet givet fulstændig mulighed for at erkende den fuldstændige, og enhver form for ufuldstændighed opleves kun på grund af vores egen ufuldstændige viden om den fuldstændige. Bhagavad-gītā indeholder således den fuldstændige kundskab om vedisk visdom.

Todo o conhecimento védico é infalível, e os hindus aceitam o conhecimento védico como completo e infalível. Por exemplo, o esterco de vaca é o excremento de um animal, e de acordo com o smṛti, ou preceito védico, se alguém tocar o excremento de um animal deverá tomar um banho para purificar-se. Mas nas escrituras védicas o estrume de vaca é considerado um agente purificador. Alguém talvez considere isto contraditório, mas é aceito por ser preceito védico, e de fato, aceitando isto, não se cometerá erro; posteriormente, a ciência moderna provou que o estrume de vaca contém todas as propriedades anti-sépticas. Logo, o conhecimento védico é completo por estar acima de quaisquer dúvidas e enganos, e o Bhagavad-gītā é a essência de todo o conhecimento védico.

Al vedisk viden er perfekt og ufejlbarlig, og hinduer accepterer den som sådan. Kogødning er for eksempel afføring fra et dyr, og ifølge smṛti eller de vediske påbud skal man tage bad for at rense sig selv, hvis man har rørt ved afføring. Men i de vediske skrifter beskrives kogødning som rensende, hvilket kan opfattes som en selvmodsigelse, men ikke desto mindre bliver det godtaget, for det er en vedisk instruktion, og ved at acceptere det går man heller ikke fejl i byen. I nyere tid er det således blevet bevist af moderne videnskab, at kogødning indeholder alle antiseptiske egenskaber. Så den vediske viden er fuldstændig, for den er hævet over enhver form for tvivl og fejltagelse, og Bhagavad-gītā er essensen af denne vediske viden.

O conhecimento védico não depende de pesquisa. Nosso trabalho de pesquisa é imperfeito porque estamos pesquisando objetos com sentidos imperfeitos. Temos de aceitar o conhecimento perfeito que, como se afirma no Bhagavad-gītā, desce através do paramparā (sucessão discipular). Temos que receber o conhecimento da fonte apropriada, a sucessão discipular, começando com o mestre espiritual supremo, o próprio Senhor, e distribuído através de uma sucessão de mestres espirituais. Arjuna, o estudante que recebeu aulas do Senhor Śrī Kṛṣṇa, aceita tudo o que Ele diz, sem contradizê-lO. Não é permitido aceitar uma parte do Bhagavad-gītā e rejeitar outra. Não. Devemos aceitar o Bhagavad-gītā sem interpretações, sem supressões e sem nossa própria participação caprichosa no assunto. O Gītā deve ser acolhido como a mais perfeita apresentação do conhecimento védico. O conhecimento védico é recebido de fontes transcendentais, e as primeiras palavras foram faladas pelo próprio Senhor. As palavras proferidas pelo Senhor chamam-se apauruṣeya, ou seja, elas são diferentes das palavras pronunciadas por uma pessoa mundana que é infectada pelos quatro defeitos. A pessoa mundana (1) certamente comete erros; (2) está invariavelmente iludida; (3) tem a tendência de enganar os outros; e (4) é limitada por sentidos imperfeitos. Com estas quatro imperfeições, não é possível transmitir informação perfeita referente ao conhecimento onipenetrante.

Vedisk viden er ikke et spørgsmål om forskning. Vores forskning vil altid være mangelfuld, eftersom vi forsker med vores ufuldkomne sanser. Vi er nødt til at modtage perfekt viden, der, som der står i Bhagavad- gītā, kommer ned gennem paramparā (discipelrækken). Vi skal modtage viden fra den rette kilde i discipelrækken, der begynder med den højeste åndelige mester, Herren Selv, og som siden er blevet videreført ned gennem en række af åndelige mestre. Arjuna, der modtog undervisning direkte fra Herren Śrī Kṛṣṇa Selv, accepterede alt, Herren sagde, uden at sige Ham imod. Man har ikke lov til at acceptere én del af Bhagavad- gītā og forkaste noget andet. Nej, vi skal acceptere Bhagavad-gītā uden fortolkninger, uden at udelade noget og uden at iblande vore egne ideer. Bhagavad-gītā skal accepteres som den mest perfekte fremlæggelse af vedisk viden. Vedisk viden skal modtages fra transcendentale kilder, og de første ord blev talt af Herren Selv. Herrens ord kaldes apauruṣeya, hvilket vil sige, at de ikke kan sammenlignes med ord fra en verdslig person, der er behæftet med fire fejl og mangler. En verdslig person vil (1) helt sikkert begå fejl, (2) uvægerligt være underlagt illusion, (3) være tilbøjelig til at bedrage andre og (4) være begrænset af ufuldkomne sanser. Er man underlagt disse fire ufuldkommenheder, kan man ikke give fuldkommen viden om altomfattende kundskab.

O conhecimento védico não é transmitido por essas entidades vivas deficientes. Ele foi revelado no coração de Brahmā, a primeira criatura, e Brahmā, por sua vez, disseminou este conhecimento entre seus filhos e discípulos, como ele o recebeu originalmente do Senhor. O Senhor é pūrṇam, perfeitíssimo, e não há possibilidade alguma de Ele sujeitar-Se às leis da natureza material. Todos, portanto, devem ser bastante inteligentes para saber que o Senhor é o único proprietário de tudo no Universo e que Ele é o criador original, o criador de Brahmā. No Décimo Primeiro Capítulo, o Senhor é tratado de prapitāmaha porque Brahmā é chamado de pitāmaha, o avô, e Ele é o criador do avô. Logo, ninguém deve alegar ser proprietário de algo; cada um deve aceitar somente aquilo que o Senhor estipulou como a cota para a sua manutenção.

Den vediske viden kommer ikke fra den slags mangelfulde levende væsener. Den blev indgivet i hjertet på Brahmā, det første skabte levende væsen, og Brahmā videregav derefter kundskaben til sine sønner og disciple, sådan som han oprindeligt havde modtaget den fra Herren. Herren er pūrṇam, helt perfekt, så Han kan på intet tidspunkt være underlagt den materielle naturs love. Man skal derfor være intelligent nok til at forstå, at Herren er den eneste ejer af alt i universet, og at Han er den oprindelige skaber, Brahmās skaber. I kapitel 11 bliver Herren tiltalt som prapitāmaha, for Brahmā kaldes pitāmaha, bedstefaderen, og Herren skabte bedstefaderen. Så ingen bør hævde at eje noget. Man må kun tage imod de ting, man er blevet tildelt af Herren som sin kvote til livets opretholdelse.

Vários exemplos são dados de como devemos utilizar tudo aquilo que o Senhor designou para nós. No Bhagavad-gītā também se explica isto. No início, Arjuna decidiu que não deveria lutar na Batalha de Kurukṣetra. Ele mesmo tomou esta decisão. Arjuna disse ao Senhor que não lhe era possível desfrutar o reino após matar seus próprios parentes. Esta decisão baseava-se no corpo porque ele pensava que era o corpo e que suas relações ou expansões corpóreas eram seus irmãos, sobrinhos, cunhados, avós e assim por diante. Portanto, ele queria satisfazer suas exigências corpóreas. O Bhagavad-gītā foi falado pelo Senhor só para mudar esta opinião, e no final, Arjuna decide lutar sob as instruções do Senhor quando diz, kariṣye vacanaṁ tava: “Agirei segundo Sua palavra”.

Der gives mange eksempler på, hvordan de ting, vi er blevet givet af Herren, skal anvendes, og dette bliver også forklaret i Bhagavad-gītā. I begyndelsen besluttede Arjuna sig for ikke at kæmpe i slaget på Kurukṣetra. Det var hans egen beslutning. Arjuna fortalte Herren, at han ikke ville kunne nyde kongeriget efter at have dræbt sine egne slægtninge. Den beslutning var baseret på kroppen, for han troede, at kroppen var ham selv, og at hans kropslige slægtsforhold eller ekspansioner var hans brødre, nevøer, svogre, bedstefædre osv. Derfor ville han tilfredsstille sine kropslige behov. Bhagavad-gītā blev talt af Herren for at ændre denne opfattelse, og til sidst besluttede Arjuna sig for at kæmpe under Herrens ledelse med ordene kariṣye vacanaṁ tava (Bg. 18.73): “Jeg vil handle i overensstemmelse med Din ordre.”

Neste mundo, os homens não estão destinados a brigar como cães e gatos. Os homens devem ter suficiente inteligência para compreender a importância da vida humana e também para recusarem-se a agir como animais comuns. O ser humano deve conhecer o objetivo de sua vida, e a orientação é dada em todos os textos védicos e sua essência é dada no Bhagavad-gītā. A literatura védica destina-se a seres humanos, e não a animais. Os animais podem matar outros animais vivos, mas fica fora de cogitação que com isto eles estejam cometendo algum pecado. Entretanto, se um homem mata um animal para satisfazer seu paladar descontrolado, ele deve ser responsável por infringir as leis da natureza. Explica-se claramente no Bhagavad-gītā que, conforme os diferentes modos da natureza, há três espécies de atividades: as atividades em bondade, paixão e ignorância. Similarmente, há também três espécies de alimentos: alimentos em bondade, paixão e ignorância. Tudo isso é descrito com toda a clareza, e se utilizarmos convenientemente as instruções do Bhagavad-gītā, então, toda a nossa vida se purificará, e finalmente seremos capazes de alcançar o destino que está além deste céu material (yad gatvā na nivartante tad dhāma paramaṁ mama).

Det er ikke meningen, at mennesker skal strides i denne verden som hunde og katte. Et menneske skal være intelligent nok til at indse vigtigheden af den menneskelige tilværelse og afstå fra at handle som gemene dyr. Et menneske skal kende livets mål. Denne instruktion findes i hele den vediske litteratur, hvis essens er Bhagavad-gītā. Den vediske litteratur henvender sig til mennesker, ikke til dyr. Dyr kan dræbe andre levende væsener uden at pådrage sig synd, men hvis et menneske dræber et dyr udelukkende for at tilfredsstille sine ubeherskede smagsløg, vil det blive holdt ansvarligt for at bryde naturens love. I Bhagavad-gītā bliver det sagt klart og tydeligt, at der findes tre slags handlinger i overensstemmelse med naturens forskellige kvaliteter: handlinger i godhed, handlinger i lidenskab og handlinger i uvidenhed. På samme måde findes der tre slags fødevarer: mad i godhed, mad i lidenskab og mad i uvidenhed. Det bliver altsammen nøje forklaret, og hvis vi drager fordel af Bhagavad-gītās undervisning på den rigtige måde, bliver hele vores liv renset, og yderst set bliver vi i stand til at nå det sted, der ligger uden for den materielle himmel (yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama, Bg. 15.6).

Este destino chama-se o céu sanātana, o céu eterno, espiritual. Neste mundo material, vê-se que tudo é temporário. Ele passa a existir, permanece por algum tempo, produz alguns subprodutos, vai minguando até que desaparece. Esta é a lei do mundo material, quer usemos como exemplo este corpo, uma fruta ou qualquer coisa. Mas somos informados de que, além deste mundo temporário, existe outro mundo. Este mundo consiste de uma outra natureza, que é sanātana, eterna. A jīva também é descrita como sanātana, eterna, e o Senhor também é descrito como sanātana no Décimo Primeiro Capítulo. Temos uma relação íntima com o Senhor, e como somos todos qualitativamente unos — o sanātana-dhāma, ou céu, a Suprema Personalidade sanātana e as entidades vivas sanātana —, todo o propósito do Bhagavad-gītā é reviver nossa ocupação sanātana, ou sanātana-dharma, que é a ocupação eterna da entidade viva. Estamos temporariamente ocupados em diversas atividades, mas todas essas atividades podem ser purificadas quando largamos as atividades temporárias e executamos as atividades prescritas pelo Senhor Supremo. Isso passa a ser nossa vida pura.

Det sted kaldes sanātana-himmelen, den evige, åndelige himmel. I denne materielle verden kan det observeres, at alt er midlertidigt. Noget bliver til, forbliver et stykke tid, frembringer nogle biprodukter, sygner hen og forsvinder så. Det er den materielle verdens lov, der gælder, uanset om vi taler om kroppen, en frugt eller noget andet. Men vi er blevet givet viden om, at uden for den midlertidige verden er der en anden verden. Den verden består af en anderledes natur, der kaldes sanātana eller evig. Jīvaen bliver også beskrevet som sanātana eller evig, og i kapitel 11 bliver Herren ligeledes beskrevet som sanātana. Vi har et nært forhold til Herren, og fordi vi alle (dvs. sanātana-dhāma eller den evige himmel, den evige Guddommens Højeste Personlighed og de levende væsener, der ligeledes er sanātana eller evige) kvalitativt er ét, er hele formålet med Bhagavad-gītā at genoplive vores sanātana-dharma eller det levende væsens evige beskæftigelse. Vi er midlertidigt engageret i forskellige handlinger, men alle disse handlinger kan blive renset, når vi opgiver de midlertidige handlinger til fordel for de handlinger, der foreskrives af den Højeste Herre. Det er, hvad et rent liv indebærer.

Tanto o Senhor Supremo quanto Sua morada transcendental são sanātana, assim como o são as entidades vivas, e a associação combinada do Senhor Supremo e das entidades vivas na morada sanātana é a perfeição da vida humana. O Senhor é muito bondoso com as entidades vivas porque elas são Seus filhos. No Bhagavad-gītā, o Senhor Kṛṣṇa declara que sarva-yoniṣu...ahaṁ bīja-pradaḥ pitā: “Eu sou o pai de todos”. É evidente que, de acordo com seus vários karmas, existem todas as classes de entidades vivas, mas aqui o Senhor afirma ser o pai de todas elas. Por isso, o Senhor vem para reaver todas as almas condicionadas e caídas, e chamá-las de volta ao céu sanātana eterno para que as entidades vivas sanātana possam readquirir suas posições sanātana eternas em eterna associação com o Senhor. Para atrair a Si as almas condicionadas, o Senhor vem pessoalmente em diferentes encarnações, ou envia Seus servos íntimos como filhos ou Seus companheiros ou ācāryas.

Den Højeste Herre og Hans transcendentale bolig er begge sanātana, dvs. evige, ligesom de levende væsener er det, og mødet mellem den Højeste Herre og de levende væsener i sanātana-boligen er fuldbyrdelsen af den menneskelige tilværelse. Eftersom de levende væsener er Herrens sønner, er Han meget venlig mod dem. Herren Kṛṣṇa bekendtgør i Bhagavad-gītā (14.3), sarva-yoniṣu... ahaṁ bīja-pradaḥ pitā: “Jeg er alles Fader.” Der er selvfølgelig mange slags levende væsener i forhold til deres forskellige karmaer, men Herren siger her, at Han er Fader til dem alle. For at føre dem tilbage til sanātana-himmelen nedstiger Herren derfor for at reformere alle disse faldne betingede sjæle, så de kan genvinde deres evige sanātana-tilstand i evigt selskab med Herren. Herren kommer Selv i forskellige inkarnationer, eller Han sender Sine fortrolige tjenere som sønner, ledsagere eller ācāryaer for at frelse de betingede sjæle.

Portanto, o sanātana-dharma não se refere a nenhum processo religioso sectário. É a função eterna das entidades vivas eternas, conviverem com o Senhor Supremo eterno. Sanātana-dharma refere-se, como se afirmou antes, à ocupação eterna da entidade viva. Śrīpāda Rāmānujācārya explica a palavra sanātana como “aquilo que não tem começo nem fim”; logo, quando falamos de sanātana-dharma, devemos estar certos de que, baseando-nos na autoridade de Śrīpāda Rāmānujācārya, estamos aludindo a algo que não tem nem começo nem fim.

Derfor sigter sanātana-dharma ikke til nogen sekterisk religiøs proces, men til de evige levende væseners evige funktion i forhold til den evige Højeste Herre. Sanātana-dharma refererer som sagt til det levende væsens evige beskæftigelse. Śrīpāda Rāmānujācārya har forklaret ordet sanātana som “det, der hverken har begyndelse eller slutning.” Når vi således taler om sanātana-dharma, kan vi ifølge Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet tage det for givet, at den hverken har begyndelse eller ende.

A palavra religião é um pouco diferente de sanātana-dharma. Religião está relacionada com fé, e a fé pode mudar. Pode-se ter fé num determinado processo, mas pode-se mudar de fé e adotar outro, ao passo que sanātana-dharma refere-se à atividade que não pode mudar. Por exemplo, a água é sempre líquida e o fogo sempre transmite calor. De modo semelhante, não se pode tirar da entidade viva sua função eterna. Sanātana-dharma é eternamente uma parte integral da entidade viva. Quando falamos de sanātana-dharma, portanto, devemos estar certos de que, baseados na autoridade de Śrīpāda Rāmānujācārya, estamos nos referindo a algo que não tem começo nem fim. Aquilo que não tem fim nem começo na certa não é sectário, pois não pode limitar-se a quaisquer fronteiras. Aqueles que pertencem a alguma fé sectária considerarão erroneamente que sanātana-dharma também é sectário, mas se nos aprofundarmos no assunto e o estudarmos à luz da ciência moderna, será possível vermos que sanātana-dharma é a atividade de todas as pessoas do mundo — aliás, de todas as entidades vivas do Universo.

Det danske ord “religion” betyder ikke helt det samme som sanātana- dharma. Religion indebærer tro, og tro kan ændre sig. Man tror måske på en bestemt proces, men man kan ændre denne tro og følge en anden. Sanātana-dharma sigter derimod til den egenskab, der ikke kan ændres. Man kan for eksempel ikke fjerne den flydende eller våde egenskab fra vand eller varme fra ild. På lignende måde kan det levende væsens evige funktion ikke skilles fra det levende væsen. Sanātana-dharma er en evig integreret del af det levende væsen. Når vi taler om sanātana- dharma, må vi på grundlag af Śrīpāda Rāmānujācāryas autoritet derfor acceptere, at den hverken har begyndelse eller ende. Noget, der hverken begynder eller slutter, kan ikke være sekterisk, for det kan ikke begrænses. De, der bekender sig til en særlig sekterisk trosretning, kan fejlagtigt anse sanātana-dharma for også at være sekterisk, men hvis vi går dybere og betragter det videnskabeligt, finder vi, at sanātana-dharma gælder for alle mennesker i hele verden – ja, for alle levende væsener i universet.

Uma fé religiosa não-sanātana pode ter algum início nos anais da história humana, mas não há início para a história de sanātana-dharma, porque ele acompanha eternamente as entidades vivas. Quanto às entidades vivas, os śāstras autorizados afirmam que a entidade viva não tem nascimento nem morte. No Gītā, afirma-se que a entidade viva nunca nasce e nunca morre. Ela é eterna e indestrutível, e continua a viver após a destruição de seu corpo material temporário. Com referência ao conceito de sanātana-dharma, devemos tentar entender o conceito de religião, recorrendo ao significado contido na raiz sânscrita desta palavra. Dharma refere-se àquilo que é inerente a determinado objeto. Concluímos que junto com o fogo há calor e luz; sem calor e luz a palavra fogo não faz sentido. Do mesmo modo, devemos descobrir a parte essencial do ser vivo, aquela parte que sempre o acompanha. Aquilo que sempre o acompanha constitui sua qualidade eterna, e essa qualidade eterna é sua religião eterna.

Ikke-sanātana religiøs tro har en begyndelse i menneskehedens historie, men sanātana-dharma har ingen historisk begyndelse, for den er en evig del af det levende væsen. Hvad de levende væsener angår, står der i de autoritative śāstraer, at det levende væsen hverken fødes eller dør. Ifølge Bhagavad-gītā hverken fødes eller dør det levende væsen nogensinde. Han er evig og unedbrydelig og fortsætter med at leve selv efter, at hans midlertidige materielle krop er gået til grunde. I lys af sanātana-dharma-begrebet må vi prøve at forstå religionsbegrebet ud fra sanskritrodens betydning af ordet. Dharma sigter til den konstante egenskab hos et objekt. Vi kan slutte, at der sammen med ild altid er varme og lys. Uden varme og lys giver ild ingen mening. På samme måde må vi finde frem til den essentielle kvalitet, der følger det levende væsen uophørligt. Det vil være hans evige kvalitet, og denne evige kvalitet er hans evige religion.

Quando Sanātana Gosvāmī perguntou a Śrī Caitanya Mahāprabhu sobre a svarūpa de todo ser vivo, o Senhor respondeu que a svarūpa, ou posição constitucional, do ser vivo é prestar serviço à Suprema Personalidade de Deus. Se analisamos esta afirmação do Senhor Caitanya, facilmente poderemos ver que todo ser vivo está constantemente ocupado em prestar serviço a outro ser vivo. Um ser vivo serve a outro ser vivo em várias posições. Com este procedimento, a entidade viva desfruta da vida. Os animais inferiores servem aos seres humanos, assim como os servos servem a seu amo. A serve ao amo B, B serve ao amo C, e C serve ao amo D e assim por diante. Nessas circunstâncias, podemos ver que um amigo serve a outro amigo, a mãe serve ao filho, a esposa serve ao marido, o marido serve à esposa e assim por diante. Se continuarmos pesquisando neste espírito, veremos que, na sociedade dos seres vivos, não há exceção à atividade que consiste em servir. O político apresenta ao público seu manifesto para convencê-lo de sua capacidade de prestar serviço. Os eleitores, portanto, dão seus valiosos votos ao político, pensando que ele prestará valioso serviço à sociedade. O vendedor serve ao freguês, e o artesão serve ao capitalista. O capitalista serve à família, e a família serve ao Estado, caracterizando a eterna posição do ser vivo eterno. Dessa maneira, podemos ver que não há sequer um ser vivo que deixe de prestar serviço a outros seres vivos, e portanto podemos concluir com segurança, que o serviço acompanha constantemente o ser vivo e que a prestação de serviço é a religião eterna do ser vivo.

Da Sanātana Gosvāmī spurgte Śrī Caitanya Mahāprabhu, hvad alle levende væseners svarūpa er, svarede Herren, at det levende væsens oprindelige tilstand eller svarūpa er at tjene Guddommens Højeste Personlighed. Hvis vi analyserer Herren Caitanyas udtalelse, er det let at se, at ét levende væsen altid tjener et andet levende væsen. Levende væsener tjener andre levende væsener på mange forskellige måder. Ved at gøre dette nyder et levende væsen livet. De lavere dyr tjener mennesker, ligesom en tjener tjener sin herre. A tjener herre B, B tjener herre C, C tjener herre D osv. På lignende måde tjener en ven sin ven, en mor sin søn, og hustruen tjener manden, og manden tjener hustruen osv. Hvis vi bliver ved på den måde, bliver det klart, at når det kommer til at tjene andre, er der ingen undtagelser i samfundet. En politiker fremlægger sit program for vælgerne for at overbevise folk om sin evne til at tjene dem. Vælgerne giver således politikerne deres kostbare stemmer i den tro, at politikerne vil yde samfundet værdifuld tjeneste. Købmanden tjener sine kunder, og arbejderen tjener kapitalisten. Kapitalisten tjener familien, og familien tjener staten med sin arbejdskraft osv. Det er således klart, at intet levende væsen er undtaget fra at tjene et andet levende væsen, og vi kan derfor trygt slutte, at det er tjeneste, der er det levende væsens konstante ledsager, og at tjene er det levende væsens evige religion.

Todavia, o homem, sob influência de tempo e circunstância particulares, professa pertencer a determinada espécie de fé e com isso alega ser hindu, muçulmano, cristão, budista ou um membro de alguma outra seita. Tais designações não são sanātana-dharma. O hindu pode mudar de fé e tornar-se muçulmano; o muçulmano pode mudar de fé para tornar-se hindu; um cristão pode mudar de fé e assim por diante. Mas, em nenhuma dessas circunstâncias, a mudança de fé religiosa afeta a ocupação eterna que consiste em prestar serviço aos outros. Em todas as circunstâncias, o hindu, o muçulmano ou o cristão são servos de alguém. Logo, professar uma determinada espécie de fé não é professar o sanātana-dharma. Prestar serviço é sanātana-dharma.

Ikke desto mindre er der mange, der bekender sig til en bestemt tro med rod i en bestemt tidsepoke, og derfor kalder de sig selv for hinduer, muslimer, kristne, buddhister eller er tilhængere af en eller anden anden sekt. Den slags betegnelser har intet med sanātana-dharma at gøre. En hindu kan ændre sin tro og blive muslim, eller en muslim kan ændre sin tro og blive hindu, og en kristen kan ændre sin tro osv. Men ændringer i ens religiøse tro påvirker på ingen måde den evige beskæftigelse med at tjene andre. Hvad enten man er hindu, muslim eller kristen, tjener man i alle tilfælde andre. At bekende sig til en bestemt tro er således ikke det samme som at bekende sig til sin sanātana-dharma. At gøre tjeneste er sanātana-dharma.

De fato, através do serviço relacionamo-nos com o Senhor Supremo. O Senhor Supremo é o desfrutador supremo, e nós, entidades vivas, somos Seus servos. Somos criados para Lhe dar prazer, e se participamos nesse prazer eterno da Suprema Personalidade de Deus, tornamo-nos felizes. Não há outro processo que nos traga felicidade. Não é possível ser feliz independentemente, assim como nenhuma parte do corpo pode ser feliz sem cooperar com o estômago. Não é possível que a entidade viva seja feliz deixando de prestar transcendental serviço amoroso ao Senhor Supremo.

I virkeligheden er vi alle forbundet med den Højeste Herre igennem tjeneste. Den Højeste Herre er den højeste nyder, og vi, de levende væsener, er Hans tjenere. Vi er blevet skabt med henblik på Hans nydelse, og hvis vi deltager i Guddommens Højeste Personligheds evige nydelse, bliver vi lykkelige. Der er ingen anden måde, hvorpå vi kan blive lykkelige. På samme måde, som ingen kropsdel kan blive lykkelig uden at samarbejde med maven, er det ikke muligt at blive lykkelig uafhængigt af Herren. Uden at gøre transcendental tjeneste til den Højeste Herre kan det levende væsen ikke blive lykkeligt.

No Bhagavad-gītā, não se aprova a adoração a diferentes semideuses ou a prestação de serviço a eles. Afirma-se no Sétimo Capítulo, vigésimo verso:

Det anbefales ikke i Bhagavad-gītā at tilbede eller tjene de forskellige halvguder. I kapitel 7, vers 20, står der:

kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā
kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā

“Aqueles cuja inteligência foi roubada pelos desejos materiais rendem-se aos semideuses e seguem as determinadas regras e regulações para adoração de acordo com suas próprias naturezas.” Aqui, afirma-se com toda a franqueza que aqueles que se deixam levar pela luxúria adoram os semideuses, e não o Supremo Senhor Kṛṣṇa. Quando mencionamos o nome Kṛṣṇa, não nos referimos a algum nome sectário. Kṛṣṇa significa o prazer mais elevado, e confirma-se que o Senhor Supremo é o reservatório ou armazém de todo o prazer. Estamos todos desejando o prazer. Ānanda-mayo ’bhyāsāt (Vedānta-sūtra 1.1.12). As entidades vivas, assim como o Senhor, são plenas em consciência, e estão buscando a felicidade. O Senhor é perpetuamente feliz, e se as entidades vivas associam-se com o Senhor, cooperam com Ele e tornam-se Seus companheiros, elas então também tornam-se felizes.

“De, hvis intelligens er blevet stjålet af materielle ønsker, overgiver sig til halvguder og tilbeder dem ifølge de særlige regler og forskrifter, der stemmer overens med deres egne naturer.” Her står der ligeud, at de, der styres af lyst, tilbeder halvguder og ikke den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Når vi bruger navnet Kṛṣṇa, hentyder vi ikke til noget sekterisk navn. Kṛṣṇa betyder den højeste glæde, og det bekræftes, at den Højeste Herre indeholder al glæde. Vi længes alle efter glæde eller lykke. Ānanda-mayo ’bhyāsāt (Vedānta-sūtra 1.1.12). De levende væsener er ligesom Herren fulde af bevidsthed og er alle lykkesøgende. Herren er bestandigt lykkelig, og hvis de levende væsener samarbejder med Ham i selskab med Ham, bliver de også lykkelige.

O Senhor descende a este mundo mortal para expor os Seus passatempos em Vṛndāvana, os quais são cheios de felicidade. Quando o Senhor Śrī Kṛṣṇa estava em Vṛndāvana, Suas atividades com Seus amigos vaqueirinhos, com Suas amigas donzelas, com os outros habitantes de Vṛndāvana e com as vacas, foram sempre cheias de felicidade. Toda a população de Vṛndāvana só queria saber de Kṛṣṇa. Mas o Senhor Kṛṣṇa chegou mesmo a dissuadir Seu pai Nanda Mahārāja da adoração ao semideus Indra, porque Ele queria estabelecer o fato de que as pessoas não precisam adorar semideus nenhum. Elas só precisam adorar o Senhor Supremo, porque sua meta última é de retornar à Sua morada.

Herren nedstiger til denne dødelige verden for at fremvise Sine glædesfyldte lege i Vṛndāvana. Da Herren Śrī Kṛṣṇa var i Vṛndāvana, var Hans aktiviteter sammen med Hans kohyrdevenner, veninder, køerne og de andre indbyggere i Vṛndāvana fulde af lykke. Hele Vṛndāvanas befolkning tænkte ikke på andet end Kṛṣṇa. Men Herren Kṛṣṇa frarådede Sin fader Nanda Mahārāja at tilbede halvguden Indra, for Han ville slå fast, at man ikke behøver at tilbede nogen halvgud. Man behøver kun at tilbede den Højeste Herre, for det endelige mål er at vende tilbage til Hans bolig.

A morada do Senhor Śrī Kṛṣṇa é descrita no Décimo Quinto Capítulo, sexto verso, do Bhagavad-gītā:

Herren Śrī Kṛṣṇas bolig bliver beskrevet i Bhagavad-gītā, kapitel 15, vers 6:

na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

“Essa Minha morada suprema não é iluminada pelo Sol nem pela Lua, nem pelo fogo nem pela eletricidade. Aqueles que a alcançam jamais retornam a este mundo material.”

“Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til den materielle verden.”

Este verso dá uma descrição deste céu eterno. É claro que temos uma concepção material do céu e ao pensarmos nele levamos em conta o Sol, a Lua, as estrelas e assim por diante, mas neste verso o Senhor declara que no céu eterno não há necessidade de Sol, Lua, eletricidade ou fogo de espécie alguma porque o céu espiritual já é iluminado pelo brahmajyoti, os raios emanados do Senhor Supremo. Estamos com muita dificuldade tentando alcançar outros planetas, mas não é difícil compreender a morada do Senhor Supremo. Essa morada chama-se Goloka. No Brahma-saṁhitā (5.37), ela é belamente descrita: goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ. O Senhor reside eternamente em Sua morada, Goloka, todavia, Ele é acessível a este mundo, e com este propósito o Senhor manifesta Sua verdadeira forma, sac-cid-ānanda-vigraha. Quando Ele manifesta esta forma, não precisamos ficar imaginando com quem Ele Se parece. Para desencorajar tal especulação imaginativa, Ele vem e manifesta-Se como Ele é, como Śyāmasundara. Infelizmente, os menos inteligentes zombam dEle porque Ele aparece como um de nós e brinca conosco como um ser humano. Mas não é por causa disso que vamos considerar o Senhor como um de nós. É por Sua onipotência que Ele Se apresenta diante de nós em Sua forma verdadeira e manifesta Seus passatempos, que são réplicas dos passatempos executados em Sua morada.

I dette vers beskrives den evige himmel. Vi gør os helt naturligt en materiel forestilling om himmelen og tænker på den i forhold til Solen, Månen, stjernerne osv., men her fortæller Herren, at i den evige himmel er det ikke nødvendigt med sol, måne, elektricitet eller ild af nogen slags, for den åndelige himmel er allerede oplyst af brahmajyoti, stråleglansen, der udgår fra den Højeste Herre. Vi prøver med møje og besvær at komme til andre planeter, men at forstå den Højeste Herres bolig er ikke så svært. Den bolig omtales som Goloka. Der er en smuk beskrivelse i Brahma-saṁhitā (5.37): goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ. Herren lever for evigt i Sin bolig Goloka, men alligevel kan Han nås fra denne verden, og for at hjælpe os til at nå Ham kommer Herren og viser Sin virkelige form, sac-cid-ānanda-vigraha. Når Han manifesterer den form, er der ingen grund til at forestille sig, hvordan Han ser ud. For at undgå alle mulige fiktive spekulationer nedstiger Han og viser Sig, som Han er, som Śyāmasundara. Når Han kommer som en af os og leger med os som et almindeligt menneske, bliver Han desværre hånet af de mindre intelligente. Men vi skal ikke af den grund betragte Herren som en af os. Det er gennem Hans almagt, at Han viser Sig for os i Sin virkelige form og fremviser Sine lege, der er tro gengivelser af de lege, der foregår i Hans bolig.

Nos raios refulgentes do céu espiritual flutuam inúmeros planetas. O brahmajyoti emana da morada suprema, Kṛṣṇaloka, e os planetas ānanda-maya, cin-maya, que não são materiais, flutuam nesses raios. O Senhor diz: na tad bhāsayate sūryo na śaśāṅko na pāvakaḥ/ yad gatvā na nivartante tad dhāma paramaṁ mama. Aquele que se aproxima deste céu espiritual não precisa descer novamente ao céu material. No céu material, mesmo que nos aproximemos do planeta mais elevado (Brahmaloka), e imagine chegar à Lua, encontraremos as mesmas condições de vida, a saber, nascimento, morte, doença e velhice. Nenhum planeta no universo material está livre destes quatro princípios da existência material.

Utallige planeter svæver i den åndelige himmels stråleglans, brahmajyoti, der udgår fra den højeste bolig, Kṛṣṇaloka, og de ikke-materielle ānanda-maya, cin-maya planeter svæver på disse stråler. Herren fortæller os i Bhagavad-gītā (15.6), na tad bhāsayate sūryo, na śaśāṅko na pāvakaḥ/ yad gatvā na nivartante, tad dhāma paramaṁ mama. Den, der får adgang til denne åndelige himmel, behøver aldrig mere at vende tilbage til det materielle plan. Selv om det skulle lykkes os at komme til den højeste planet, Brahmaloka, for ikke at tale om Månen, er de samme livsbetingelser altid til stede, nemlig fødsel, død, sygdom og alderdom. Ingen planet noget sted i det materielle univers er fri for disse den materielle eksistens’ fire grundprincipper.

As entidades vivas estão viajando de um planeta a outro, porém, isto não significa que podemos ir a qualquer planeta que quisermos através de meros arranjos mecânicos. Se desejamos ir a outros planetas, há um processo para irmos lá. Menciona-se também isto: yānti deva-vratā devān pitṝn yānti pitṛ-vratāḥ. Não é necessário nenhum arranjo mecânico se quisermos fazer uma viagem interplanetária. O Gītā instrui: yānti deva-vratā devān. A Lua, o Sol e os planetas superiores são chamados Svargaloka. Há três categorias diferentes de planetas: sistemas planetários superior, intermediário e inferior. A Terra pertence ao sistema planetário intermediário. Com uma fórmula muito simples, yānti deva-vratā devān, o Bhagavad-gītā informa-nos como viajar para os sistemas planetários superiores (Devaloka). Tudo o que se precisa é adorar ao semideus específico daquele planeta específico, e aí então ir à Lua, ao Sol ou a qualquer um dos sistemas planetários superiores.

De levende væsener vandrer fra planet til planet, men vi kan ikke komme til en hvilken som helst planet, vi har lyst til, ved hjælp af mekaniske arrangementer alene. Hvis vi gerne vil til andre planeter, er der en foreskrevet metode dertil. Dette omtales også: yānti deva-vratā devān, pitṝn yānti pitṛ-vratāḥ (Bg. 9.25). Det er ikke nødvendigt med mekanik for at komme på interplanetariske rejser, hvis det er det, vi gerne vil. Bhagavad-gītā fortæller os, yānti deva-vratā devān. Månen, Solen og de andre højere planeter kaldes Svargaloka. Planeterne tilhører tre forskellige kategorier: de højere, de midterste og de lavere planetsystemer. I Bhagavad-gītā er der en meget enkel formel for, hvordan man kommer til de højere planetsystemer (Devaloka): yānti deva-vratā devān. Det eneste, man behøver at gøre, er at tilbede en planets særlige halvgud, og på den måde kan man komme til Månen, Solen eller et hvilket som helst andet af de højere planetsystemer.

Todavia, o Bhagavad-gītā não nos aconselha a ir a nenhum dos planetas deste mundo material, porque mesmo que, através de alguma espécie de dispositivo mecânico, fôssemos a Brahmaloka, o planeta mais elevado, talvez viajando quarenta mil anos (e quem viveria tanto?), ainda assim, encontraríamos as inconveniências materiais sob a forma de nascimento, morte, doença e velhice. Mas quem quiser aproximar-se do planeta supremo, Kṛṣṇaloka, ou de qualquer um dos outros planetas existentes dentro do céu espiritual, não encontrará estas inconveniências materiais. Entre todos os planetas do céu espiritual, há um planeta supremo, chamado Goloka Vṛndāvana, que é o planeta original, situado na própria morada da Personalidade de Deus original, Śrī Kṛṣṇa. Toda esta informação é fornecida no Bhagavad-gītā, através de cuja instrução recebemos a informação de como deixarmos o mundo material e começarmos no céu espiritual uma vida verdadeiramente bem-aventurada.

Ikke desto mindre fraråder Bhagavad-gītā os at rejse til nogen af planeterne i denne materielle verden, for selv om vi kommer til den højeste planet, Brahmaloka, ved hjælp af et eller andet mekanisk arrangement og rejser i 40.000 år (og hvem lever så længe?), vil vi stadig blive mødt af de materielle lidelser i form af fødsel, død, sygdom og alderdom. Stræber man derimod efter den højeste planet, Kṛṣṇaloka, eller en anden planet i den åndelige sfære, bliver man ikke længere mødt af disse materielle ubehageligheder. Blandt alle planeterne i den åndelige himmel er der én suveræn planet, der kaldes Goloka Vṛndāvana, og som er den oprindelige planet i Guddommens Oprindelige Personlighed, Śrī Kṛṣṇas, bolig. Hele denne viden findes i Bhagavad-gītā, og gennem dens instruktioner lærer vi, hvordan man kan forlade den materielle verden og begynde på et virkeligt lyksaligt liv i den åndelige verden.

O Décimo Quinto Capítulo do Bhagavad-gītā dá um verdadeiro retrato do mundo material. Lá está dito:

I Bhagavad-gītās 15. kapitel (15.1) gives det virkelige billede af den materielle verden. Der står der:

ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit
ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit

Aqui, o mundo material é descrito como uma árvore cujas raízes ficam para cima e cujos ramos ficam para baixo. Temos experiência de uma árvore cujas raízes ficam para cima: se alguém colocar-se à margem de um rio ou de qualquer reservatório de água, poderá ver que as árvores refletidas na água estão de cabeça para baixo. Os ramos localizam-se embaixo e as raízes ficam na parte de cima. Do mesmo modo, este mundo material é um reflexo do mundo espiritual. O mundo material não passa de uma sombra da realidade. Na sombra, não há realidade nem substancialidade, mas por meio da sombra, podemos compreender que existem substância e realidade. No deserto não há água, mas a miragem sugere a existência da água. No mundo material não há água, não há felicidade, mas a água real da verdadeira felicidade está lá no mundo espiritual.

Her beskrives den materielle verden som et træ, hvis rødder vokser opad og grene nedad. Vi har alle oplevet et træ, hvor rødderne vender opad: Hvis man står ved bredden af en flod eller sø, kan man se, at træerne, der spejler sig i vandet, vender omvendt. Grenene vender nedad, og rødderne vender opad. På samme måde er den materielle verden en refleksion af den åndelige verden. Den materielle verden er blot en skygge af virkeligheden. I en skygge er der ingen virkelig substans, men ud fra skyggen kan vi forstå, at der findes substans eller virkelighed. Der er intet vand i ørkenen, men et fatamorgana antyder, at der findes vand et andet sted. I den materielle verdens ørken er der intet vand, der er ingen lykke, men det virkelige vand eller den virkelige lykke er at finde i den åndelige verden.

O Senhor sugere que alcancemos o mundo espiritual da seguinte maneira (Bg. 15.5):

Herren foreslår, at vi tager til den åndelige verden på følgende måde (Bg. 15.5):

nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat
nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat

Esse padam avyayam, ou reino eterno, pode ser alcançado por aquele que é nirmāna-mohā. Que significa isto? Estamos em busca de designações. Alguém quer se tornar “senhor”, outro quer ser “chefe”, outrem quer ser presidente ou rico ou rei ou alguma outra coisa. Enquanto estivermos apegados a estas designações, estaremos apegados ao corpo, porque as designações aplicam-se ao corpo. Mas não somos esses corpos, e entender isto é a primeira etapa da realização espiritual. Estamos associados aos três modos da natureza material, mas devemos nos desapegar através do serviço devocional ao Senhor. Se não estamos apegados ao serviço devocional ao Senhor, então, não podemos desapegar-nos dos modos da natureza material. Designações e apegos devem-se à nossa luxúria e desejo, e à nossa vontade de dominar a natureza material. Enquanto não abandonarmos esta propensão de dominar a natureza material, não haverá possibilidade de voltarmos ao reino do Supremo, o sanātana-dhāma. Esse reino eterno, que nunca é destruído, pode ser alcançado por aquele que não se deixar confundir pelas atrações dos prazeres materiais falsos, estando situado no serviço ao Senhor Supremo. Nessa posição, a pessoa pode facilmente aproximar-se da morada suprema.

Denne padam avyayam eller det evige rige kan opnås af den, der er nirmāna-moha. Og hvad betyder det? Vi er gale efter betegnelser eller titler. Den ene vil gerne kaldes “Hr.”, og den anden vil kaldes “Deres velærværdighed”, og nogle af os ønsker at blive præsidenter, rige mænd, konger eller noget andet. Så længe vi er knyttet til disse betegnelser, er vi bundet til kroppen, for disse betegnelser beskriver kun kroppen. Men vi er ikke denne krop, og erkendelsen af dette er det første skridt i åndelig erkendelse. Vi er fast bundet af den materielle naturs tre kvaliteter, men vi er nødt til at blive utilknyttet til den materielle naturs kvaliteter. Hvis vi ikke bliver knyttet til Herrens hengivne tjeneste, kan vi ikke blive frigjort fra den materielle naturs kvaliteter. Betegnelser og tilknytninger skyldes vores lyst og begær efter at herske over den materielle natur. Så længe vi fastholder tilbøjeligheden til at herske over den materielle natur, er der ingen mulighed for at vende hjem til den Højestes rige, sanātana-dhāma. Det evige rige, der aldrig bliver tilintetgjort, kan kun nås af den, der ikke lader sig forvirre af tiltrækningen til falsk materiel nydelse, og som er forankret i den Højeste Herres tjeneste. Er man på det niveau, er det let at opnå den højeste bolig.

Em outra passagem do Gītā (8.21), declara-se:

Andetsteds i Bhagavad-gītā (8.21) står der:

avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
avyakto ’kṣara ity uktas
tam āhuḥ paramāṁ gatim
yaṁ prāpya na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama

Avyakta significa imanifesto. O mundo material em sua totalidade não se manifesta diante de nós. Nossos sentidos são tão imperfeitos que nem mesmo podemos ver todas as estrelas dentro deste universo material. Na literatura védica, podemos obter muitas informações sobre todos os planetas, nas quais podemos acreditar ou não. Todos os planetas importantes são descritos nos textos védicos, especialmente no Śrīmad-Bhāgavatam, e o mundo espiritual, que fica além deste céu material, é descrito como avyakta, imanifesto. Todos devem desejar e ambicionar esse reino supremo, pois, quando alcançamos esse reino, não precisamos regressar a este mundo material.

Avyakta betyder umanifesteret. Den materielle verden er ikke manifesteret for os i sin helhed. Vore sanser er så ufuldkomne, at vi ikke engang kan se alle stjernerne i det materielle univers. I den vediske litteratur er der et væld af oplysninger om alle planeterne, og vi kan tro på disse oplysninger eller lade være. Alle de vigtige planeter er beskrevet i den vediske litteratur, især i Śrīmad-Bhāgavatam, og den åndelige himmel, der befinder sig uden for den materielle himmel, beskrives som avyakta eller umanifesteret. Man bør længes og stræbe efter dette højeste rige, for når man først er kommet dertil, behøver man aldrig mere vende tilbage til den materielle verden.

Alguém talvez pergunte então o que é que se deve fazer para alcançar essa morada do Senhor Supremo. A informação referente a isto pode ser encontrada no Oitavo Capítulo, onde se diz:

Men hvordan kommer man til den Højeste Herres bolig? Det bliver forklaret i kapitel 8, vers 5, hvor der står:

anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ
anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ

“Todo aquele que em seus instantes finais abandona o corpo lembrando-se de Mim alcança imediatamente a Minha natureza; e não há dúvidas quanto a isto.” (Bg. 8.5) Aquele que na hora da morte pensa em Kṛṣṇa vai ter com Kṛṣṇa. A pessoa deve procurar lembrar-se da forma de Kṛṣṇa; se ao abandonar o corpo ela pensa nesta forma, com certeza alcançará o reino espiritual. Mad-bhāvam refere-se à natureza suprema do Ser Supremo. O Ser Supremo é sac-cid-ānanda-vigraha — isto é, Sua forma é eterna, plena de conhecimento e bem-aventurança. Nosso corpo atual não é sac-cid-ānanda. É asat, ou não sat. Não é eterno; é perecível. Não é cit, pleno de conhecimento, mas é cheio de ignorância. Não conhecemos o reino espiritual, nem mesmo conhecemos perfeitamente este mundo material, onde há tantas coisas de que não temos conhecimento. O corpo é também nirānanda; ao invés de ser pleno de bem-aventurança, ele é cheio de misérias. Todas as misérias que experimentamos no mundo material surgem do corpo, mas aquele que ao deixar este corpo pensa no Senhor Kṛṣṇa, a Suprema Personalidade de Deus, obtém imediatamente um corpo sac-cid-ānanda.

“Og den, der ved livets slutning forlader sin krop, mens han udelukkende husker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” Den, der tænker på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket, kommer til Kṛṣṇa. Man bliver nødt til at huske på Kṛṣṇas form. Hvis man forlader sin krop, mens man tænker på denne form, kommer man med sikkerhed til det åndelige rige. Mad-bhāvam refererer til det Højeste Væsens højere natur. Det Højeste Væsen er sac-cid-ānanda-vigraha, dvs., Hans form er evig og fuld af viden og lyksalighed. Vores nuværende krop er ikke sac- cid-ānanda. Den er asat og ikke sat. Den er ikke evig, men derimod forgængelig. Den er ikke cit, dvs. fuld af viden – den er fuld af uvidenhed. Vi har ingen viden om det åndelige rige, ja, vi har ikke engang fuldstændig viden om denne materielle verden, hvor der er masser af ting, vi ikke kender til. Kroppen er også nirānanda. I stedet for at være fuld af lyksalighed er den fuld af lidelse. Alle de lidelser, vi oplever i den materielle verden, har deres årsag i kroppen, men den, der forlader kroppen, mens han tænker på Herren Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, får med det samme en sac-cid-ānanda-krop.

O processo para se abandonar o corpo e conseguir um outro no mundo material também é organizado. Um homem morre quando foi decidido que forma de corpo terá na próxima vida. Autoridades superiores, e não a própria entidade viva, tomam esta decisão. Conforme as atividades que realizamos nesta vida, subimos ou afundamos. Esta vida é uma preparação para a próxima vida. Se, portanto, pudermos nos preparar nesta vida para promovermo-nos ao reino de Deus, então na certa, após deixarmos este corpo material, obteremos um corpo espiritual semelhante ao do Senhor.

Måden, hvorpå man forlader denne krop og får en anden krop i den materielle verden, er også styret. Et menneske dør, efter det er blevet besluttet, hvilken slags krop vedkommende skal have i sit næste liv. Den beslutning er op til højere autoriteter. Det levende væsen selv har intet at skulle have sagt. I overensstemmelse med vores handlinger i dette liv stiger vi enten op eller synker ned. Det nuværende liv er en forberedelse til det næste. Hvis vi derfor kan forberede os i dette liv til at blive forfremmet til Guds rige, får vi med sikkerhed en åndelig krop som Herrens, når vi forlader denne materielle krop.

Como já foi explicado, há diversas categorias de transcendentalistas — o brahma-vādī, o paramātma-vādī e o devoto —, e, como foi mencionado, no brahmajyoti (céu espiritual), há inúmeros planetas espirituais. A quantidade desses planetas é muitíssimo maior que o somatório de todos os planetas deste mundo material. Este mundo material equivale a aproximadamente apenas um quarto da criação (ekāṁśena sthito jagat). Neste segmento material, há milhões e bilhões de universos com trilhões de planetas e sóis, estrelas e luas. Mas toda esta criação material é um mero fragmento da criação total. A maior parte da criação está no céu espiritual. Quem deseja fundir-se na existência do Brahman Supremo é transferido imediatamente para o brahmajyoti do Senhor Supremo e assim alcança o céu espiritual. O devoto, querendo gozar da associação do Senhor, ingressa nos planetas Vaikuṇṭha, que são inumeráveis, e lá o Senhor Supremo, por meio de Suas expansões plenárias como o Nārāyaṇa de quatro braços e com diferentes nomes, tais como Pradyumna, Aniruddha e Govinda, associa-Se com ele. Portanto, no fim da vida os transcendentalistas pensam no brahmajyoti, no Paramātmā ou na Suprema Personalidade de Deus Śrī Kṛṣṇa. Em qualquer dos casos, eles entram no céu espiritual, mas só o devoto, ou aquele que está em contato pessoal com o Senhor Supremo, entra nos planetas Vaikuṇṭha ou no planeta Goloka Vṛndāvana. O Senhor ainda acrescenta que quanto a isto “não há dúvida”. Deve-se acreditar nisto firmemente. Não devemos rejeitar aquilo que não está de acordo com a nossa imaginação; devemos ter a mesma atitude tomada por Arjuna: “Acredito em tudo o que Você disse”. Portanto, quando o Senhor diz que quem, na hora da morte, pensar nEle como Brahman ou Paramātmā ou a Suprema Personalidade de Deus certamente entrará no céu espiritual, não há dúvida quanto a isto. Fica fora de cogitação não acreditar nisso.

Som allerede forklaret findes der forskellige slags transcendentalister – brahmavādīen, paramātmavādīen og den hengivne – og som før nævnt er der utallige åndelige planeter i brahmajyoti (den åndelige himmel). Antallet af de planeter overstiger langt antallet af alle planeter i den materielle verden. Den materielle verden er blevet anslået til kun at være en fjerdedel af skabelsen (ekāṁśena sthito jagat). Inden for dette materielle udsnit findes der millioner og milliarder af universer med billioner af planeter, sole, stjerner og måner. Men det er alt sammen blot en brøkdel af den totale skabelse. Det meste af skabelsen består af den åndelige himmel. Den, der ønsker at blive ét med den Højeste Brahman, bliver omgående overført til den Højeste Herres brahmajyoti og opnår således den åndelige verden. Den hengivne, der ønsker at nyde Herrens selskab, kommer til de utallige Vaikuṇṭha-planeter, hvor den Højeste Herre omgås med ham i Sine fuldstændige ekspansioner som Nārāyaṇa med fire hænder under forskellige navne som Pradyumna, Aniruddha og Govinda. Ved livets slutning tænker transcendentalisterne derfor enten på brahmajyoti, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. I hvert af disse tilfælde får de adgang til det åndelige plan, men det er kun en hengiven eller den, der er i personlig kontakt med den Højeste Herre, der kommer til Vaikuṇṭha-planeterne eller Goloka Vṛndāvana-planeten. Herren tilføjer endvidere, at “det er der ingen tvivl om.” Man bliver nødt til at tro fuldt og fast på dette. Vi må ikke afvise noget, blot fordi det ikke passer ind i vores forestillinger. Vi skal have samme holdning som Arjuna, der sagde: “Jeg tror på alt, Du har fortalt mig.” Når Herren derfor siger, at den, der i dødsøjeblikket tænker på Ham som Brahman, Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, med sikkerhed kommer til den åndelige verden, er der ingen tvivl om det. Det er helt sikkert.

O Bhagavad-gītā (8.6) também explica o princípio geral que torna possível alguém entrar no reino espiritual pelo simples fato de, na hora da morte, pensar no Supremo:

Bhagavad-gītā (8.6) forklarer også det generelle princip, der giver én adgang til det åndelige rige udelukkende ved at tænke på den Højeste i dødsøjeblikket:

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ

“Qualquer que seja o estado de existência de que alguém se lembre ao deixar o corpo atual, na sua próxima vida ele alcançará esse mesmo estado impreterivelmente.” Logo, devemos primeiro entender que a natureza material é a manifestação de uma das energias do Senhor Supremo. No Viṣṇu Purāṇa (6.7.61), mencionam-se as energias totais do Senhor Supremo:

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.” Her må vi først og fremmest forstå, at den materielle natur er et produkt af en af den Højeste Herres energier. I Viṣṇu Purāṇa (6.7.61) bliver der redegjort for alle den Højeste Herres energier:

viṣṇu-śaktiḥ parā proktā
kṣetra-jñākhyā tathā parā
avidyā-karma-saṁjñānyā
tṛtīyā śaktir iṣyate
viṣṇu-śaktiḥ parā proktā
kṣetra-jñākhyā tathā parā
avidyā-karma-saṁjñānyā
tṛtīyā śaktir iṣyate

O Senhor Supremo tem diversas e inúmeras energias que estão além de nossa concepção; no entanto, grandes sábios eruditos ou almas liberadas estudaram essas energias e dissecaram-nas em três partes. Todas as energias são viṣṇu-śakti, quer dizer, elas são diferentes potências do Senhor Viṣṇu. A primeira energia é parā, transcendental. As entidades vivas também pertencem à energia superior, como já foi explicado. As outras energias, ou energias materiais, estão no modo da ignorância. Na hora da morte, podemos permanecer na energia inferior deste mundo material, ou podemos nos transferir para a energia do mundo espiritual. Assim, o Bhagavad-gītā (8.6) diz:

Den Højeste Herre har talrige forskelligartede energier, der ligger uden for vores fatteevne. Lærde vismænd eller befriede sjæle har imidlertid studeret disse energier og inddelt dem i tre kategorier. Alle energierne er viṣṇu-śakti, Herren Viṣṇus forskellige energier. Den første energi er parā eller transcendental. Som allerede forklaret hører de levende væsener til denne højere energi. De andre energier, de materielle energier, er i uvidenhedens kvalitet. På dødstidspunktet kan vi enten forblive i den materielle verdens lavere energi, eller vi kan overføre os selv til den åndelige verdens energi. Så Bhagavad-gītā (8.6) forklarer:

yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ
yaṁ yaṁ vāpi smaran bhāvaṁ
tyajaty ante kalevaram
taṁ tam evaiti kaunteya
sadā tad-bhāva-bhāvitaḥ

“Qualquer que seja o estado de existência de que alguém se lembre ao deixar o corpo atual, na sua próxima vida ele alcançará esse mesmo estado impreterivelmente.”

“En hvilken som helst tilstand, man husker, når man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.”

Durante a vida estamos acostumados a pensar na energia material ou na energia espiritual. Assim sendo, como podemos transferir nossos pensamentos da energia material para a energia espiritual? Existem várias publicações que enchem nossos pensamentos de energia material — jornais, revistas, romances, etc. O nosso pensamento, que agora está absorto em tais publicações, deve transferir-se aos textos védicos. Os grandes sábios, com esse propósito, escreveram vários textos védicos, tais como os Purāṇas. Os Purāṇas não são obras da imaginação; eles são registros históricos. No Caitanya-caritāmṛta (Madhya 20.122), há o seguinte verso:

I livet er vi vant til at tænke enten på den materielle eller på den åndelige energi. Hvordan kan vi nu overføre vores tanker fra den materielle energi til den åndelige energi? Der er et væld af litteratur, der fylder vores tanker med den materielle energi – aviser, blade, romaner osv. Vores tanker, der nu er optaget af den slags litteratur, skal overføres til den vediske litteratur. Derfor har de store vismænd skrevet en mængde vedisk litteratur såsom Purāṇaerne. Purāṇaerne er ikke fiktion. De er historiske kildetekster. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya 20.122) finder vi følgende vers:

māyā-mugdha jīvera nāhi svataḥ kṛṣṇa-jñāna
jīvere kṛpāya kailā kṛṣṇa veda-purāṇa
māyā-mugdha jīvera nāhi svataḥ kṛṣṇa-jñāna
jīvere kṛpāya kailā kṛṣṇa veda-purāṇa

As amnésicas entidades vivas ou almas condicionadas esqueceram-se de sua relação com o Senhor Supremo, e estão absortas a pensar em atividades materiais. Para transferir esta capacidade de pensar ao céu espiritual, Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa nos deixou uma vasta quantidade de textos védicos. Primeiro, ele dividiu os Vedas em quatro, depois explicou-os nos Purāṇas, e para as pessoas menos capacitadas escreveu o Mahābhārata. No Mahābhārata encontra-se o Bhagavad-gītā. Assim, toda a literatura védica está resumida no Vedānta-sūtra, e para orientação futura ele nos deu um comentário natural sobre o Vedānta-sūtra chamado Śrīmad-Bhāgavatam. Devemos sempre ocupar nossas mentes lendo estes textos védicos. Assim como os materialistas ocupam suas mentes lendo jornais, revistas e tantas outras publicações materialistas, nós devemos transferir nossa leitura para os textos que nos foram legados por Vyāsadeva; e dessa maneira, na hora da morte poderemos lembrar-nos do Senhor Supremo. Este é o único método sugerido pelo Senhor, e Ele garante o resultado: “Não há dúvida”.

De glemsomme levende væsener eller betingede sjæle har glemt deres forhold til den Højeste Herre og har fyldt deres tanker med materielle ting. Med det ene formål at overføre deres tankevirksomhed til den åndelige himmel har Kṛṣṇa-dvaipāyana Vyāsa skrevet en stor mængde vedisk litteratur. Først inddelte han Vedaerne i fire afsnit, derefter forklarede han dem i Purāṇaerne, og for de mindre intelligente skrev han Mahābhārata, der indeholder Bhagavad-gītā. Dernæst sammenfattede han hele den vediske litteratur i Vedānta-sūtra, og til vejledning for kommende generationer skrev han en naturlig kommentar til Vedānta-sūtra ved navn Śrīmad-Bhāgavatam. Vi skal holde vores sind konstant optaget af at læse denne vediske litteratur. Ligesom materialister holder deres sind beskæftiget med aviser, blade og anden materialistisk litteratur, skal vi skifte vores læsestof ud med de skrifter, Vyāsadeva har givet os. På den måde vil det være muligt for os at huske på den Højeste Herre i dødsøjeblikket. Det er den eneste fremgangsmåde, Herren foreslår, og Han garanterer resultatet: “Der er ingen tvivl om det.”

tasmāt sarveṣu kāleṣu
mām anusmara yudhya ca
mayy arpita-mano-buddhir
mām evaiṣyasy asaṁśayaḥ
tasmāt sarveṣu kāleṣu
mām anusmara yudhya ca
mayy arpita-mano-buddhir
mām evaiṣyasy asaṁśayaḥ

“Portanto, Arjuna, você deve sempre pensar em Mim na forma de Kṛṣṇa e ao mesmo tempo continuar com seu dever prescrito que é lutar. Com suas atividades dedicadas a Mim e com sua mente e inteligência fixas em Mim, você Me alcançará sem dúvida alguma.” (Bg. 8.7)

“Arjuna, derfor skal du altid tænke på Mig i Min form som Kṛṣṇa samtidigt med, at du gør din foreskrevne pligt og kæmper. Ved at tilegne dine handlinger til Mig og med dit sind og din intelligens forankret i Mig kommer du uden tvivl til Mig.” (Bg. 8.7)

Ele não aconselha Arjuna a simplesmente lembrar-se dEle e a abandonar sua ocupação. Não, o Senhor jamais sugere algo inviável. Neste mundo material, para manter o corpo, deve-se trabalhar. De acordo com o tipo de trabalho, a sociedade humana é dividida em quatro ordens sociais — brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya e śūdra. A classe brāhmaṇa, ou classe intelectual, trabalha de determinada maneira; a classe kṣatriya, ou administrativa, trabalha de outra maneira; e a classe mercantil e os trabalhadores estão todos cuidando de seus deveres específicos. Na sociedade humana, quer alguém seja trabalhador, comerciante, administrador ou fazendeiro, quer pertença à classe mais elevada e seja um literato, cientista ou teólogo, ele tem de subsistir através de seu trabalho. O Senhor, portanto, diz a Arjuna que ele não precisa afastar-se de sua ocupação, mas enquanto está envolvido em sua ocupação, deve lembrar-se de Kṛṣṇa (mām anusmara). Se enquanto luta pela existência ele não adquire a prática de lembrar-se de Kṛṣṇa, então na hora da morte não lhe será possível lembrar-se de Kṛṣṇa. O Senhor Caitanya também dá esse mesmo conselho. Ele diz que kīrtanīyaḥ sadā hariḥ: todos devem sempre procurar cantar os nomes do Senhor. Os nomes do Senhor e o Senhor não são diferentes. Logo, a instrução que o Senhor Kṛṣṇa dá a Arjuna para “lembrar-se de Mim” e o preceito do Senhor Caitanya segundo o qual “devemos sempre cantar os nomes do Senhor Kṛṣṇa” são a mesma mensagem. Não há diferença, porque Kṛṣṇa e o nome de Kṛṣṇa não são diferentes. Na plataforma absoluta, não há diferença entre referência e referente. Portanto, temos de adquirir a prática de lembrar-nos sempre do Senhor, vinte e quatro horas por dia, cantando seus nomes e moldando as atividades de nossa vida de modo a podermos sempre lembrar-nos dEle.

Kṛṣṇa beder ikke Arjuna om blot at huske på Ham og opgive sin beskæftigelse. Nej, Herren foreslår aldrig noget upraktisk. Man er tvunget til at arbejde for at opretholde kroppen i den materielle verden. Samfundet bliver inddelt i fire sociale ordener i forhold til menneskers arbejde – brāhmaṇa, kṣatriya, vaiśya og śūdra. Brāhmaṇa-klassen, dvs. den intelligente gruppe, arbejder på én måde, kṣatriya-klassen eller den administrerende gruppe arbejder på en anden, og handelsstanden og arbejderne er beskæftiget i deres særlige bestillinger. Man bliver nødt til at arbejde for at forsørge sig selv, uanset om man er arbejder, forretningsmand, administrator eller landmand i samfundet, eller selv hvis man tilhører den højeste orden og er litterær og fungerer som videnskabsmand eller teolog. Herren fortæller derfor Arjuna, at han ikke behøver at ophøre med sit arbejde, men mens han gør sit arbejde, skal han huske på Kṛṣṇa (mām anusmara). Hvis man ikke under kampen for tilværelsen øver sig i at huske på Kṛṣṇa, kan det ikke lade sig gøre at huske Kṛṣṇa på dødstidspunktet. Herren Caitanya tilråder det samme. Han anbefaler, kīrtanīyaḥ sadā hariḥ: Man skal hele tiden øve sig i at recitere Herren Kṛṣṇas navne. Der er ingen forskel på Herrens navn og selve Herren. Herren Kṛṣṇas instruktion til Arjuna om at “huske Mig” og Herren Caitanyas opfordring til “altid at synge Herren Kṛṣṇas navne” går således ud på det samme. Der er ingen forskel, for Kṛṣṇa Selv og Kṛṣṇas navne er ikke forskellige fra hinanden. På det absolutte plan er der ingen forskel på en henvisning og det, der bliver henvist til. Vi skal derfor øve os i konstant at huske på Herren døgnet rundt ved at synge eller recitere Hans navne og forme vores handlinger således, at vi altid kan huske Ham.

Como isto é possível? Os ācāryas dão o seguinte exemplo. Se uma mulher casada é apegada a outro homem, ou se um homem tem apego a uma mulher que não é sua esposa, então o apego deve ser considerado muito forte. Quem tem esse apego vive pensando na pessoa amada. A esposa que pensa em seu amante, vive pensando em encontrar-se com ele, mesmo enquanto realiza suas tarefas domésticas. De fato, ela até mesmo executa o trabalho doméstico com muito mais esmero para que seu marido não suspeite de seu apego. Do mesmo modo, devemos sempre lembrar-nos do amante supremo, Śrī Kṛṣṇa, e ao mesmo tempo cumprir muito bem com nossos deveres materiais. Neste caso, é preciso um forte sentimento de amor. Se temos um forte sentimento de amor pelo Senhor Supremo, então podemos desempenhar nosso dever e ao mesmo tempo lembrar-nos dEle. Mas temos de desenvolver este sentimento de amor. Arjuna, por exemplo, vivia pensando em Kṛṣṇa; ele era o companheiro constante de Kṛṣṇa, e ao mesmo tempo, um guerreiro. Kṛṣṇa não o aconselhou a desistir da luta e ir meditar na floresta. Quando o Senhor Kṛṣṇa descreve para Arjuna o sistema de yoga, Arjuna diz que não lhe é possível praticar esse sistema.

Hvordan kan det lade sig gøre? Ācāryaerne giver følgende eksempel. Hvis en gift kvinde er tiltrukket af en anden mand, eller hvis en mand er tiltrukket af en anden kvinde end sin hustru, anses denne tilknytning for at være meget stærk. Den, der har en sådan tilknytning, tænker altid på sin elskede. Hustruen, der tænker på sin elsker, tænker altid på at mødes med ham, selv mens hun udfører sine huslige pligter. Hun gør endda sine pligter endnu mere omhyggeligt, så hendes mand ikke skal fatte mistanke om hendes utroskab. På samme måde skal vi gøre vores materielle pligter meget omhyggeligt samtidig med, at vi hele tiden husker på den højeste elsker, Śrī Kṛṣṇa. Det kræver en meget stærk kærlighed. Hvis vi har en stærk følelse af kærlighed til den Højeste Herre, kan vi gøre vores pligt og samtidig huske på Ham. Men vi bliver nødt til at udvikle denne følelse af kærlighed. Arjuna tænkte for eksempel altid på Kṛṣṇa. Han var Kṛṣṇas tro ledsager, men samtidig var han kriger, så derfor var Kṛṣṇas råd til ham ikke, at han skulle ophøre med at kæmpe og drage ud i skoven for at meditere. Da Herren Kṛṣṇa redegjorde for yoga-systemet, svarede Arjuna, at han umuligt kunne følge det system.

arjuna uvāca
yo ’yaṁ yogas tvayā proktaḥ
sāmyena madhusūdana
etasyāhaṁ na paśyāmi
cañcalatvāt sthitiṁ sthirām
yo ’yaṁ yogas tvayā proktaḥ
sāmyena madhusūdana
etasyāhaṁ na paśyāmi
cañcalatvāt sthitiṁ sthirām

“Arjuna disse: Ó Madhusūdana, o sistema de yoga que Você resumiu parece-me impraticável e inviável, pois a mente é inquieta e instável.” (Bg. 6.33)

“Arjuna sagde: O Madhusūdana, dette yoga-system, Du har sammenfattet, forekommer mig upraktisk og ulideligt, for sindet er rastløst og uligevægtigt.” (Bg. 6.33)

Mas o Senhor diz:

Men Herren svarede (Bg. 6.47):

yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ
yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yukta-tamo mataḥ

“De todos os yogīs, aquele que tem muita fé e sempre se refugia em Mim, pensa em Mim dentro de si mesmo e Me presta serviço transcendental amoroso é o mais intimamente unido a Mim em yoga e é o mais elevado de todos. Esta é a Minha opinião.” (Bg. 6.47) Assim, aquele que sempre pensa no Senhor Supremo é ao mesmo tempo o maior yogī, o jñānī supremo e o maior devoto. Continuando, o Senhor diz a Arjuna que, como kṣatriya ele não pode deixar de lutar, mas se enquanto luta Arjuna lembra-se de Kṛṣṇa, então na hora da morte ele será capaz de lembrar-se de Kṛṣṇa. Mas a pessoa deve ser inteiramente rendida ao serviço transcendental amoroso ao Senhor.

“Blandt alle yogīer er den, der med stor tro altid underkaster sig Mig, tænker på Mig i sit indre og er engageret i transcendental kærlighedstjeneste til Mig, mest fortroligt forenet med Mig i yoga og er den største af alle. Det er Min mening.” Den, der altid tænker på den Højeste Herre, er således også den største yogī, den største jñānī og den bedste hengivne. Herren fortæller videre Arjuna, at som kṣatriya kan han ikke undslå sig for at kæmpe, men hvis han kæmper, mens han husker på Kṛṣṇa, vil han kunne huske på Kṛṣṇa i dødsøjeblikket. Men han skal være helt overgivet til Herrens transcendentale kærlighedstjeneste.

Na realidade, não trabalhamos com nosso corpo, mas com nossa mente e inteligência. Logo, se a inteligência e a mente estão sempre ocupadas em pensar no Senhor Supremo, então os sentidos também vão ocupar-se em Seu serviço. Pelo menos superficialmente, as atividades dos sentidos permanecem as mesmas, mas a consciência muda. O Bhagavad-gītā nos ensina o processo pelo qual a mente e a inteligência ficam absortas em pensar no Senhor. Tal absorção nos capacitará a transferir-nos ao reino do Senhor. Se a mente está ocupada no serviço a Kṛṣṇa, então, os sentidos estarão automaticamente ocupados no Seu serviço. Esta é a arte, e é também o segredo do Bhagavad-gītā: absorção total do pensamento em Śrī Kṛṣṇa.

I virkeligheden er det ikke vores krop, vi handler med. Vi handler med vores sind og intelligens, så hvis intelligensen og sindet altid er optaget af at tænke på den Højeste Herre, bliver sanserne også helt automatisk engageret i Hans tjeneste. Rent overfladisk kan det se ud, som om sansernes aktivitet er den samme, men bevidstheden er en anden. Bhagavad-gītā lærer én at fylde sindet og intelligensen med tanker på Herren. Denne fordybelse vil gøre os i stand til at blive overført til Herrens rige. Hvis sindet er optaget af Kṛṣṇas tjeneste, bliver sanserne automatisk engageret i Hans tjeneste. Det er kunsten, og det er også Bhagavad-gītās hemmelighed: at absorbere sindet fuldstændigt i tanker på Śrī Kṛṣṇa.

O homem moderno lutou mui arduamente para alcançar a Lua, mas não envidou muitos esforços para elevar-se espiritualmente. Se uma pessoa tem cinqüenta anos de vida pela frente, deve aproveitar esse pequeno intervalo de tempo para cultivar esta prática de lembrar-se da Suprema Personalidade de Deus. Esta prática é o processo devocional:

Det moderne menneske har gjort sig store anstrengelser for at komme til Månen, men det har ikke gjort noget særligt for at ophøje sig selv åndeligt. Hvis man har 50 år at leve i, bør man bruge denne korte tid til at øve sig i at huske på Guddommens Højeste Personlighed. Denne praksis er den hengivne proces. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (7.5.23):

śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ
smaraṇaṁ pāda-sevanam
arcanaṁ vandanaṁ dāsyaṁ
sakhyam ātma-nivedanam
śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ
smaraṇaṁ pāda-sevanam
arcanaṁ vandanaṁ dāsyaṁ
sakhyam ātma-nivedanam

(Śrīmad-Bhāgavatam 7.5.23)

Estes nove processos, dos quais o mais fácil é śravaṇam, ouvir a pessoa realizada transmitir o Bhagavad-gītā, induzirão alguém a pensar no Ser Supremo. Isto o levará a lembrar-se do Senhor Supremo e, ao abandonar o corpo, estará em condições de obter um corpo espiritual apropriado com o qual possa associar-se com o Senhor Supremo.

Disse ni processer, af hvilke den letteste er śravaṇam, at høre Bhagavad- gītā fra en realiseret person, vil vende vores tanker mod det Højeste Væsen. Det igen vil føre til ihukommelse af den Højeste Herre og bevirke, at når man forlader sin krop, får man en åndelig krop, der er kvalificeret til at omgås med den Højeste Herre.

Continuando, o Senhor diz:

Herren forklarer videre (Bg. 8.8):

abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan
abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan

“Aquele que, meditando em Mim como a Suprema Personalidade de Deus, ocupa sempre sua mente a lembrar-se de Mim e não se desvia do caminho, ó Arjuna, com certeza Me alcança.” (Bg. 8.8)

“Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet uophørligt engageret i tanker på Mig uden at blive afledt fra vejen, kan være sikker på at nå Mig, O Arjuna.”

Este processo não é muito difícil. Entretanto, deve-se aprendê-lo com uma pessoa experiente. Tad-vijñānārthaṁ sa gurum evābhigacchet: devemos aproximar-nos de alguém que já tenha prática. A mente está sempre voando para cá e para lá, mas deve-se praticar a concentração da mente na forma do Senhor Supremo, Śrī Kṛṣṇa, ou no som de Seu nome. Por natureza, a mente é inquieta, indo de cá para lá, mas ela pode fixar-se na vibração sonora Kṛṣṇa. Portanto, todos devem meditar no paramaṁ puruṣam, a Suprema Personalidade de Deus que está no reino espiritual, o céu espiritual, e assim alcançá-lO. Os meios e os métodos para alguém atingir compreensão última, a conquista última, são delineados no Bhagavad-gītā, e as portas deste conhecimento estão abertas a todos. Ninguém está excluído. Todas as classes de pessoas podem aproximar-se do Senhor Kṛṣṇa pensando nEle, pois ouvir e pensar sobre Ele é possível a todos.

Dette er ingen særlig svær metode. Man skal imidlertid lære den fra en erfaren person. Tad-vijñānārthaṁ sa gurum evābhigacchet: Man skal henvende sig til den, der allerede er oplyst. Sindet flakker altid hid og did, men man skal træne sindet i at fokusere på formen af den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, eller på lyden af Hans navn. Sindet er af natur hvileløst og bliver drevet hid og did, men det kan finde hvile i Kṛṣṇas lydvibration. For at nå Ham skal man således meditere på paramaṁ puruṣam, Guddommens Højeste Personlighed i det åndelige rige. I Bhagavad-gītā gives der forskellige veje til at nå denne højeste erkendelse, og døren til kundskaben er åben for alle. Ingen nægtes adgang. Alle mennesker, uanset hvilken samfundsgruppe de tilhører, kan komme til Herren Kṛṣṇa ved at tænke på Ham, for alle har mulighed for at høre om Ham og tænke på Ham.

O Senhor continua dizendo (Bg. 9.32-33):

Herren udtaler videre (Bg. 9.32–33):

māṁ hi pārtha vyapāśritya
ye ’pi syuḥ pāpa-yonayaḥ
striyo vaiśyās tathā śūdrās
te ’pi yānti parāṁ gatim
māṁ hi pārtha vyapāśritya
ye ’pi syuḥ pāpa-yonayaḥ
striyo vaiśyās tathā śūdrās
te ’pi yānti parāṁ gatim
kiṁ punar brāhmaṇāḥ puṇyā
bhaktā rājarṣayas tathā
anityam asukhaṁ lokam
imaṁ prāpya bhajasva mām
kiṁ punar brāhmaṇāḥ puṇyā
bhaktā rājarṣayas tathā
anityam asukhaṁ lokam
imaṁ prāpya bhajasva mām

Logo, o Senhor diz que mesmo um comerciante, uma mulher degradada ou um trabalhador ou até mesmo seres humanos no estado de vida mais baixo, podem alcançar o Supremo. Não é preciso inteligência altamente desenvolvida. O fato é que qualquer um que acate o princípio de bhakti-yoga e aceite o Senhor Supremo como o summum bonum da vida, como o objetivo máximo, a meta última, pode aproximar-se do Senhor no céu espiritual. Se a pessoa adota os princípios enunciados no Bhagavad-gītā, ela pode tornar sua vida perfeita e resolver definitivamente todos os problemas da vida. Esta é a essência de todo o Bhagavad-gītā.

Således erklærer Herren, at selv en forretningsmand, en falden kvinde eller en arbejder eller endda mennesker, der befinder sig i den laveste livsstatus, kan opnå den Højeste. Det er ikke nødvendigt med en højt udviklet intelligens. Det vigtige er, at alle, der accepterer principperne for bhakti-yoga og den Højeste Herre som summum bonum, dvs. det endelige mål i tilværelsen, kan nå Herren i den åndelige himmel. Hvis man følger principperne, der gives i Bhagavad-gītā, kan man gøre sit liv fuldkomment og finde en permanent løsning på alle livets problemer. Det er hele essensen af Bhagavad-gītā.

Em conclusão, o Bhagavad-gītā é um livro transcendental que se deve ler com muita atenção. Gītā-śāstram idaṁ puṇyaṁ yaḥ paṭhet prayataḥ pumān: quem segue corretamente as instruções do Bhagavad-gītā pode se livrar de todas as misérias e ansiedades existentes na vida. Bhaya-śokādi-varjitaḥ. Ele se libertará de todos os temores nesta vida, e sua vida seguinte será espiritual. (Gītā-māhātmya 1)

Lad os runde af med at konkludere, at Bhagavad-gītā er et stykke transcendental litteratur, man skal læse meget omhyggeligt. Gītā-śāstram idaṁ puṇyaṁ, yaḥ paṭhet prayataḥ pumān: Hvis man følger Bhagavad- gītās instruktioner korrekt, kan man blive befriet for alle livets lidelser og bekymringer. Viṣṇoḥ padam avapnoti, bhaya-śokādi-varjitaḥ. Man vil blive befriet for al frygt i dette liv, og ens næste liv vil blive åndeligt (Gītā-māhātmya 1).

Há também uma outra vantagem:

Der er flere fordele:

gītādhyāyana-śīlasya
prāṇāyāma-parasya ca
naiva santi hi pāpāni
pūrva-janma-kṛtāni ca
gītādhyāyana-śīlasya
prāṇāyāma-parasya ca
naiva santi hi pāpāni
pūrva-janma-kṛtāni ca

“Se alguém lê o Bhagavad-gītā mui sinceramente e com toda a seriedade, então, pela graça do Senhor, as reações de seus malefícios passados não agirão sobre ele.”(Gītā-māhātmya 2) O Senhor proclama na última parte do Bhagavad-gītā (18.66):

“Hvis man studerer Bhagavad-gītā meget oprigtigt og med stor alvor, vil reaktionerne på ens tidligere ugerninger ikke påvirke én.” (Gītā- māhātmya 2) Herren siger klart og tydeligt i sidste del af Bhagavad-gītā (18.66):

sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ
sarva-dharmān parityajya
mām ekaṁ śaraṇaṁ vraja
ahaṁ tvāṁ sarva-pāpebhyo
mokṣayiṣyāmi mā śucaḥ

“Abandone todas as variedades de religião e simplesmente renda-se a Mim. Eu o libertarei de todas as reações pecaminosas. Não tema.” Assim, o Senhor assume toda a responsabilidade por aquele que se rende a Ele, e Ele exime esta pessoa de todas as reações dos pecados.

“Opgiv alle former for religion og overgiv dig blot til Mig. Jeg skal udfri dig fra al synd. Frygt ikke.” Således tager Herren det fulde ansvar for den, der overgiver sig til Ham, og beskytter en sådan person mod enhver reaktion på synd.

mala-nirmocanaṁ puṁsāṁ
jala-snānaṁ dine dine
sakṛd gītāmṛta-snānaṁ
saṁsāra-mala-nāśanam
mala-nirmocanaṁ puṁsāṁ
jala-snānaṁ dine dine
sakṛd gītāmṛta-snānaṁ
saṁsāra-mala-nāśanam

“Alguém pode ficar limpo tomando um banho diário, mas se ao menos uma vez ele toma um banho nas águas do sagrado Ganges do Bhagavad-gītā, para ele a sujeira da vida material extingue-se por completo.” (Gītā-māhātmya 3)

“One may cleanse himself daily by taking a bath in water, but if one takes a bath even once in the sacred Ganges water of Bhagavad-gītā, for him the dirt of material life is altogether vanquished.” (Gītā-māhātmya 3)

gītā su-gītā kartavyā
kim anyaiḥ śāstra-vistaraiḥ
yā svayaṁ padmanābhasya
mukha-padmād viniḥsṛtā
gītā su-gītā kartavyā
kim anyaiḥ śāstra-vistaraiḥ
yā svayaṁ padmanābhasya
mukha-padmād viniḥsṛtā

Como o Bhagavad-gītā é falado pela Suprema Personalidade de Deus, não é preciso ler nenhum outro texto védico. Precisa-se apenas ouvir e ler atenta e regularmente o Bhagavad-gītā. Nesta era atual, as pessoas vivem tão absortas em atividades mundanas que não lhes é possível ler todos os textos védicos. Mas não é mesmo necessário. Este único livro, o Bhagavad-gītā, bastará, porque ele é a essência de todos os textos védicos e especialmente porque é falado pela Suprema Personalidade de Deus. (Gītā-māhātmya 4)

Because Bhagavad-gītā is spoken by the Supreme Personality of Godhead, one need not read any other Vedic literature. One need only attentively and regularly hear and read Bhagavad-gītā. In the present age, people are so absorbed in mundane activities that it is not possible for them to read all the Vedic literatures. But this is not necessary. This one book, Bhagavad-gītā, will suffice, because it is the essence of all Vedic literatures and especially because it is spoken by the Supreme Personality of Godhead. (Gītā-māhātmya 4)

Como está dito:

As it is said:

bhāratāmṛta-sarvasvaṁ
viṣṇu-vaktrād viniḥsṛtam
gītā-gaṅgodakaṁ pītvā
punar janma na vidyate
bhāratāmṛta-sarvasvaṁ
viṣṇu-vaktrād viniḥsṛtam
gītā-gaṅgodakaṁ pītvā
punar janma na vidyate

“Se aquele que bebe a água do Ganges obtém a salvação, então, o que dizer daquele que bebe o néctar do Bhagavad-gītā? O Bhagavad-gītā é o néctar mais refinado do Mahābhārata, e é falado pelo próprio Senhor Kṛṣṇa, o Viṣṇu original.” (Gītā-māhātmya 5) O Bhagavad-gītā provém da boca da Suprema Personalidade de Deus, e afirma-se que o Ganges emana dos pés de lótus do Senhor. É óbvio que não há diferença entre a boca e os pés do Senhor Supremo, porém, através de um estudo imparcial, podemos ver que o Bhagavad-gītā é até mesmo mais importante que a água do Ganges.

“One who drinks the water of the Ganges attains salvation, so what to speak of one who drinks the nectar of Bhagavad-gītā? Bhagavad-gītā is the essential nectar of the Mahābhārata, and it is spoken by Lord Kṛṣṇa Himself, the original Viṣṇu.” (Gītā-māhātmya 5) Bhagavad-gītā comes from the mouth of the Supreme Personality of Godhead, and the Ganges is said to emanate from the lotus feet of the Lord. Of course, there is no difference between the mouth and the feet of the Supreme Lord, but from an impartial study we can appreciate that Bhagavad-gītā is even more important than the water of the Ganges.

sarvopaniṣado gāvo
dogdhā gopāla-nandanaḥ
pārtho vatsaḥ su-dhīr bhoktā
dugdhaṁ gītāmṛtaṁ mahat
sarvopaniṣado gāvo
dogdhā gopāla-nandanaḥ
pārtho vatsaḥ su-dhīr bhoktā
dugdhaṁ gītāmṛtaṁ mahat

“Este Gītopaniṣad, o Bhagavad-gītā, a essência de todos os Upaniṣads, é tal qual uma vaca, e o Senhor Kṛṣṇa, que é famoso como vaqueirinho, está ordenhando essa vaca. Arjuna é como um bezerro, e aos estudiosos eruditos e devotos puros se recomenda beber o leite nectáreo do Bhagavad-gītā.” (Gītā-māhātmya 6)

“This Gītopaniṣad, Bhagavad-gītā, the essence of all the Upaniṣads, is just like a cow, and Lord Kṛṣṇa, who is famous as a cowherd boy, is milking this cow. Arjuna is just like a calf, and learned scholars and pure devotees are to drink the nectarean milk of Bhagavad-gītā.” (Gītā-māhātmya 6)

ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam
eko devo devakī-putra eva
eko mantras tasya nāmāni yāni
karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā
ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam
eko devo devakī-putra eva
eko mantras tasya nāmāni yāni
karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā

(Gītā-māhātmya 7)

(Gītā-māhātmya 7)

Hoje em dia, as pessoas estão muito desejosas em ter uma escritura, um Deus, uma religião e uma ocupação. Portanto, ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam: que haja uma única escritura, uma escritura comum a todos no mundo — o Bhagavad-gītā. Eko devo devakī-putra eva: que haja um só Deus para o mundo inteiro — Śrī Kṛṣṇa. Eko mantras tasya nāmāni: e um hino, um mantra, uma oração — o canto do Seu nome: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā: e que haja apenas uma atividade — o serviço à Suprema Personalidade de Deus.

In this present day, people are very much eager to have one scripture, one God, one religion and one occupation. Therefore, ekaṁ śāstraṁ devakī-putra-gītam: let there be one scripture only, one common scripture for the whole world – Bhagavad-gītā. Eko devo devakī-putra eva: let there be one God for the whole world – Śrī Kṛṣṇa. Eko mantras tasya nāmāni: and one hymn, one mantra, one prayer – the chanting of His name: Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare. Karmāpy ekaṁ tasya devasya sevā: and let there be one work only – the service of the Supreme Personality of Godhead.

A SUCESSÃO DISCIPULAR

The Disciplic Succession

Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ (Bhagavad-gītā 4.2). Este Bhagavad-gītā Como Ele É é recebido através desta sucessão discipular:

Evaṁ paramparā-prāptam imaṁ rājarṣayo viduḥ (Bhagavad-gītā 4.2). This Bhagavad-gītā As It Is is received through this disciplic succession:

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda

1. Kṛṣṇa
2. Brahmā
3. Nārada
4. Vyāsa
5. Madhva
6. Padmanābha
7. Nṛhari
8. Mādhava
9. Akṣobhya
10. Jaya Tīrtha
11. Jñānasindhu
12. Dayānidhi
13. Vidyānidhi
14. Rājendra
15. Jayadharma
16. Puruṣottama
17. Brahmaṇya Tīrtha
18. Vyāsa Tīrtha
19. Lakṣmīpati
20. Mādhavendra Purī
21. Īśvara Purī, (Nityānanda, Advaita)
22. Lord Caitanya
23. Rūpa, (Svarūpa, Sanātana)
24. Raghunātha, Jīva
25. Kṛṣṇadāsa
26. Narottama
27. Viśvanātha
28. (Baladeva), Jagannātha
29. Bhaktivinoda
30. Gaurakiśora
31. Bhaktisiddhānta Sarasvatī
32. A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupāda