FORKLARING: I dette vers angives det tydeligt, at Kṛṣṇa-bevidsthed er den eneste måde, hvorpå man kan slippe ud af kløerne på denne urene materielle verden. Somme tider forvansker skrupelløse kommentatorer betydningen af det, der klart og tydeligt står her: Al hengiven tjeneste skal gives til Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Desværre afleder skrupelløse kommentatorer læserens sind til det, der slet ikke kan lade sig gøre. Sådanne kommentatorer er ikke klar over, at der ingen forskel er på Kṛṣṇas sind og Kṛṣṇa Selv. Kṛṣṇa er ikke et almindeligt menneske. Han er den Absolutte Sandhed. Hans krop, Hans sind og Han Selv er alle ét og absolutte. I Kūrma Purāṇa står der, som det også citeres af Bhaktisiddhānta Sarasvatī Gosvāmī i hans Anubhāṣya- kommentar til Caitanya-caritāmṛta (Ādi-līlā 5.41–48), deha-dehi-vibhedo ’yaṁ, neśvare vidyate kvacit. Det betyder, at der ingen forskel er i Kṛṣṇa, den Højeste Herre, på Ham Selv og Hans krop. Men fordi kommentatorerne ikke forstår denne videnskab om Kṛṣṇa, tilslører de Kṛṣṇa og skiller Hans personlighed fra Hans sind eller fra Hans krop. Skønt dette er ren og skær uvidenhed om videnskaben om Kṛṣṇa, findes der sådanne mennesker, der profiterer på at vildlede folk.

Der findes dem, der er dæmoniske. De tænker også på Kṛṣṇa, men på en misundelig måde ligesom Kong Kaṁsa, Kṛṣṇas onkel. Han tænkte også altid på Kṛṣṇa, men han tænkte på Kṛṣṇa som sin fjende. Han var hele tiden bange for, hvornår Kṛṣṇa ville komme og slå ham ihjel. Den form for tankegang kan ikke hjælpe os. Man skal tænke på Kṛṣṇa med hengiven kærlighed. Det er bhakti. Man bør hele tiden kultivere denne viden om Kṛṣṇa. Og hvad er denne favorable kultivering af viden for noget? Det er at lære fra en ægte lærer. Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, og somvi har forklaret det adskillige gange, er Hans krop ikke materiel, men består af evig lyksalig viden. Den slags tale om Kṛṣṇa vil hjælpe én til at blive en hengiven. Enhver anden forståelse af Kṛṣṇa fra den forkerte kilde vil vise sig at være omsonst.

Man bør derfor engagere sit sind i Kṛṣṇas evige oprindelige form. Med fast overbevisning i hjertet om, at Kṛṣṇa er den Højeste, skal man hengive sig til at tilbede Ham. Der findes hundredetusindevis af templer i Indien, hvor man tilbeder Kṛṣṇa, og der praktiseres der hengiven tjeneste. I denne praksis skal man bukke sig ned for Kṛṣṇa. Man skal bøje hovedet ned for Deiteten og engagere sit sind, sin krop, sine handlinger – alting – i hengiven tjeneste. Det vil gøre én fuldstændigt absorberet i Kṛṣṇa uden afvigelse. Dette vil hjælpe én til at blive overført til Kṛṣṇaloka. Man må ikke lade sig vildlede af skrupelløse kommentatorer. Man skal engagere sig i den hengivne tjenestes ni metoder, der begynder med at høre og tale (eller synge) om Kṛṣṇa. Ren hengiven tjeneste er det højeste, man kan opnå i menneskesamfundet.

Bhagavad-gītās kapitel 9 har gennemgået Herrens rene hengivne tjeneste, som er fri for spekulativ viden, mystisk yoga og frugtstræbende handlinger. De, der ikke er helt rensede, kan blive tiltrukket af forskellige af Herrens aspekter såsom den upersonlige brahmajyoti og den lokaliserede Paramātmā, men en ren hengiven engagerer sig direkte i den Højeste Herres tjeneste.

Der findes et smukt digt om Kṛṣṇa, hvor det tydeligt forklares, at alle, der er involveret i tilbedelsen af halvguder, er uintelligente og kan på intet tidspunkt opnå den højeste belønning i form af Kṛṣṇa. Til at begynde med falder den hengivne måske somme tider ned fra standarden, men ikke desto mindre skal han stadigvæk anses for at være langt bedre end alle andre filosoffer og yogīer. Den, der altid engagerer sig i Kṛṣṇa- bevidsthed, må forstås at være en perfekt helgenagtig person. Der vil blive længere og længere imellem hans tilfældige ikke-hengivne handlinger, og han vil uden tvivl snart blive situeret i fuldkommen perfektion. For den rene hengivne er der ingen virkelig risiko for at falde ned, eftersom den Højeste Guddom personligt tager Sig af Sine rene hengivne. Et intelligent menneske bør derfor engagere sig direkte i den Kṛṣṇa- bevidste proces og leve lykkeligt i denne materielle verden. Han vil til syvende og sidst få den højeste belønning i form af Kṛṣṇa.