FORKLARING: Den naturlige position for et levende væsen, der her er repræsenteret af Arjuna, er at handle i overensstemmelse med den Højeste Herres ordrer. Det levende væsen er bestemt til selvdisciplin. Ifølge Śrī Caitanya Mahāprabhu er det levende væsens virkelige position at være den Højeste Herres evige tjener. Når det levende væsen glemmer dette princip, bliver det betinget af den materielle natur, men ved at tjene den Højeste Herre bliver man Guds befriede tjener. Det levende væsens naturlige position er at være en tjener. Enten må man tjene den illusoriske māyā eller den Højeste Herre. Når man tjener den Højeste Herre, er man i sin normale tilstand, men foretrækker man at tjene den illusoriske ydre energi, kommer man med sikkerhed til at leve i trældom. Det levende væsen tjener under illusion i den materielle verden. Han er bundet af sin lyst og sine begær, og alligevel betragter han sig selv som verdens hersker. Dette kaldes illusion. Når en person bliver befriet, ophører hans illusion, og han overgiver sig frivilligt til den Højeste for at handle efter Hans ønsker. Den sidste illusion, māyās sidste fælde for at fange det levende væsen, er ideen om, at han er Gud. Det levende væsen tror, at han ikke længere er en betinget sjæl, men Gud. Han er så uintelligent, at han ikke engang tænker på, at hvis han var Gud, hvordan kunne han da være i tvivl? Det tænker han ikke over. Så det er illusionens sidste faldgrube. Virkelig at blive fri for den illusoriske energi betyder at forstå Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, og indvillige i at handle ifølge Hans ordre.

I verset her er ordet mohaḥ meget vigtigt. Mohaḥ refererer til det modsatte af kundskab. Sand kundskab er i virkeligheden forståelsen af, at hvert eneste levende væsen er Herrens evige tjener, men i stedet for at opfatte sig selv som sådan tror det levende væsen, at han ikke er en tjener, men denne materielle verdens herre, for han ønsker at herske over den materielle natur. Det er hans illusion. Denne illusion kan man blive kvit ved Herrens nåde eller ved en ren hengivens nåde, og når illusionen er overstået, indvilliger man i at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed.

Kṛṣṇa-bevidsthed betyder at handle ifølge Kṛṣṇas ordre. Fordi den betingede sjæl er vildledt af den ydre materielle energi, ved han ikke, at den Højeste Herre er herskeren, der er fuld af viden og altings ejer. Han kan skænke Sine hengivne, hvad Han vil. Han er alles ven, og Han er især velvillig stemt over for Sin hengivne. Han er herskeren over denne materielle natur og over alle levende væsener. Han behersker også den utrættelige tid, og Han er fuld af alle overdådigheder og alle kræfter. Guddommens Højeste Personlighed kan tilmed give Sig selv til Sin hengivne. Den, der ikke kender Ham, er underlagt illusionens forhekselse. Da bliver man ikke en hengiven, men māyās tjener. Efter at have hørt Bhagavad-gītā fra Guddommens Højeste Personlighed blev Arjuna imidlertid fri for al illusion. Da forstod han, at Kṛṣṇa ikke alene var hans ven, men også Guddommens Højeste Personlighed. Og han forstod faktisk Kṛṣṇa. Så at studere Bhagavad-gītā er virkelig at forstå Kṛṣṇa. Når et menneske er i fuld viden, overgiver det sig helt naturligt til Kṛṣṇa. Da Arjuna forstod, at det var Kṛṣṇas plan at reducere den unødvendige befolkningsforøgelse, indvilligede han i at kæmpe ifølge Kṛṣṇas ønske. Han greb atter sine våben – sin bue og sine pile – for at kæmpe på Guddommens Højeste Personligheds ordre.