Skip to main content

VERSO 3

TEXT 3

Texto

Tekst

sattvānurūpā sarvasya
śraddhā bhavati bhārata
śraddhā-mayo ’yaṁ puruṣo
yo yac-chraddhaḥ sa eva saḥ
sattvānurūpā sarvasya
śraddhā bhavati bhārata
śraddhā-mayo ’yaṁ puruṣo
yo yac-chraddhaḥ sa eva saḥ

Sinônimos

Synonyms

sattva-anurūpā — conforme a existência; sarvasya — de todos; śraddhā — fé; bhavati — torna-se; bhārata — ó filho de Bharata; śraddhā — fé; mayaḥ — cheia de; ayam — esta; puruṣaḥ — entidade viva; yaḥ — quem; yat — tendo o que; śraddhaḥ — fé; saḥ — assim; eva — decerto; saḥ — ele.

sattva-anurūpā — ifølge eksistensen; sarvasya — alles; śraddhā — tro; bhavati — bliver; bhārata — O Bharatas efterkommer; śraddhā — tro; mayaḥ — fuld af; ayam — dette; puruṣaḥ — levende væsen; yaḥ — den, som; yat — hvilken; śraddhaḥ — hvis tro er; saḥ — den; eva — afgjort; saḥ — han er.

Tradução

Translation

Ó filho de Bharata, conforme sua existência sob os vários modos da natureza, o homem desenvolve determinada espécie de fé. Conforme os modos com os quais conviveu, o ser vivo tem uma fé específica.

O Bharatas efterkommer, ifølge sin eksistens under naturens forskellige kvaliteter udvikler man en bestemt slags tro. Det levende væsen siges at være af en bestemt tro i overensstemmelse med de kvaliteter, han har erhvervet sig.

Comentário

Purport

Independentemente do que sejamos, cada um de nós tem um tipo específico de fé. Mas considera-se que a fé está em bondade, paixão ou ignorância, conforme a natureza que se adquiriu. Assim, conforme seu tipo específico de fé, o homem se associa com determinadas pessoas. Ora, o que acontece de fato é que cada ser vivo, como se afirmou no Décimo Quinto Capítulo, é originalmente uma parte integrante fragmentária do Senhor Supremo. Portanto, ele é originalmente transcendental a todos os modos da natureza material. Mas quando se esquece de sua relação com a Suprema Personalidade de Deus e, assumindo a vida condicionada entra em contato com a natureza material, ele cria sua própria posição, associando-se com as diferentes variedades encontradas na natureza material. A conseqüente fé e existência artificiais são apenas materiais. Embora se deixe levar por alguma impressão, ou alguma concepção de vida, originalmente ele é nirguṇa, ou transcendental. Portanto, este ser vivo tem que purificar-se da contaminação material que adquiriu, para então recuperar sua relação com o Senhor Supremo. Este é o único caminho pelo qual ele pode voltar sem medo à consciência de Kṛṣṇa. Se estiver situado em consciência de Kṛṣṇa, então este caminho assegura sua elevação à fase da perfeição. Se não adotar este caminho da auto-realização, então, ele com certeza ficará sob a influência dos modos da natureza.

FORKLARING: Alle har en bestemt form for tro, uanset hvem man er. Men ens tro betragtes som god, lidenskabelig eller uvidende i forhold til den natur, man har erhvervet sig. Således omgås man alt efter sin bestemte slags tro med bestemte personer. Som det blev forklaret i kapitel 15, er hvert eneste levende væsen i virkeligheden oprindeligt en fragmentarisk uadskillelig del af den Højeste Herre. Derfor er man oprindeligt transcendental til alle den materielle naturs kvaliteter. Men når man glemmer sit forhold til Guddommens Højeste Personlighed og i betinget liv kommer i kontakt med den materielle natur, skaber man sin egen eksistentielle situation ved at omgås med den materielle naturs forskellige facetter. Den resulterende kunstige tro og eksistens er kun materiel. Selv om man bliver styret af en bestemt indflydelse eller livsanskuelse, er man oprindeligt nirguṇa eller transcendental. For at genvinde sit forhold til den Højeste Herre skal man derfor renses for den materielle forurening, man har pådraget sig. Det er den eneste sikre vej tilbage: Kṛṣṇa-bevidsthed. Hvis man er situeret i Kṛṣṇa-bevidsthed, ophøjer den vej med garanti én til det perfekte stade. Hvis man ikke følger denne vej til selverkendelse, styres man helt sikkert af den materielle naturs indflydelse.

A palavra śraddhā, ou “fé”, é muito significativa neste verso. Śraddhā, ou fé, originalmente provém do modo da bondade. Pode-se ter fé num semideus ou criar algum Deus ou recorrer a alguma invenção mental. Supõe-se que com sua fé forte o homem produza obras típicas da bondade material. Mas na vida condicionada material, nenhum trabalho é inteiramente puro. Eles estão misturados. Eles não estão em bondade pura. A bondade pura é transcendental; na bondade purificada, pode-se compreender a verdadeira natureza da Suprema Personalidade de Deus. Enquanto não desenvolver uma fé que esteja em bondade completamente purificada, este homem terá uma fé sujeita a contaminação por qualquer dos modos da natureza material. Os modos contaminados da natureza material implantam-se no coração. Portanto, ele desenvolve sua fé conforme a posição que o coração estabeleceu em contato com um modo específico da natureza material. Deve-se compreender que se o coração de alguém está no modo da bondade, sua fé também está no modo da bondade. Se seu coração está no modo da paixão, sua fé também está no modo da paixão. E se seu coração está no modo da escuridão, na ilusão, sua fé também fica com essa mesma contaminação. Assim, encontramos diferentes espécies de fé neste mundo, e há diferentes classes de religião que se coadunam com as diferentes espécies de fé. O verdadeiro princípio da fé religiosa está situado no modo da bondade pura, mas porque o coração está contaminado, encontramos diferentes categorias de princípios religiosos. Logo, segundo diferentes classes de fé, há diferentes espécies de adoração.

I dette vers er ordet śraddhā eller “tro” betydningsfuldt. Śraddhā eller tro udspringer oprindeligt af godhedens kvalitet. Ens tro kan være på en halvgud, en eller anden opdigtet Gud eller på et eller andet mentalt opspind. Det er meningen, at ens stærke tro skal afføde handling i materiel godhed. Men i det materielt betingede liv er ingen handlinger helt rene. De er blandede. De er ikke i ren godhed. Ren godhed er transcendental. I ren godhed kan man forstå den virkelige natur af Guddommens Højeste Personlighed. Så længe ens tro ikke helt er i ren godhed, er troen sårbar over for besmittelse fra en hvilken som helst af den materielle naturs kvaliteter. De besmittede kvaliteter fra den materielle natur spreder sig til hjertet. Derfor bliver ens tro befæstet alt efter den situation, hjertet er i fra sin forbindelse med en af naturens kvaliteter. Det må forstås, at hvis ens hjerte er i godhedens kvalitet, er ens tro også i godhedens kvalitet. Hvis ens hjerte er i lidenskabens kvalitet, er ens tro også i lidenskabens kvalitet. Og hvis ens hjerte er i mørkets kvalitet, i illusion, vil ens tro være tilsvarende forurenet. På denne måde finder vi forskellige former for tro i denne verden, og der er forskellige slags religioner i forhold til forskellige slags tro. Det virkelige princip for religiøs tro er funderet i den rene godheds kvalitet, men fordi hjertet er urent, finder vi forskellige slags religiøse principper. I overensstemmelse med forskellige former for tro findes der således forskellige slags tilbedelse.