FORKLARING: Indtil nu har Kṛṣṇa forklaret det personlige, det upersonlige og det universelle og har beskrevet alle former for hengivne og yogīer. Normalt kan man inddele transcendentalisterne i to kategorier. Den ene er upersonalisten og den anden personalisten. Den personalistiske hengivne engagerer sig med al sin energi i den Højeste Herres tjeneste. Upersonalisten engagerer også sig selv, dog ikke direkte i Kṛṣṇas tjeneste, men i meditation på den upersonlige Brahman, det umanifesterede.

I dette kapitel finder vi, at blandt de forskellige processer, der leder til erkendelse af den Absolutte Sandhed, er bhakti-yoga, hengiven tjeneste, den mest avancerede. Hvis man nærer det mindste ønske om at omgås med Guddommens Højeste Personlighed, må man engagere sig i hengiven tjeneste.

De, der tilbeder den Højeste Herre direkte gennem hengiven tjeneste, kaldes personalister. De, der engagerer sig i meditation på den upersonlige Brahman, kaldes upersonalister. Arjuna spørger her om, hvilken position er bedst. Der er forskellige måder at erkende den Absolutte Sandhed på, men i dette kapitel viser Kṛṣṇa, at bhakti-yoga eller hengiven tjeneste til Ham er den bedste af alle veje. Det er den mest direkte og letteste måde at omgås med Guddommen på.

I Bhagavad-gītās kapitel 2 forklarede den Højeste Herre, at et levende væsen ikke er sin materielle krop. Han er en åndelig gnist. Og den Absolutte Sandhed er den åndelige helhed. I kapitel 7 talte Han om det levende væsen som en uadskillelig del af den højeste helhed og anbefalede, at man overfører sin bevidsthed fuldstændigt til helheden. Derefter blev det atter nævnt i kapitel 8, at hvem som helst, der tænker på Kṛṣṇa i det øjeblik, han forlader sin krop, øjeblikkeligt bliver overført til den åndelige verden eller Kṛṣṇas bolig. Og i slutningen af kapitel 6 blev det klart fastslået af Herren, at af alle yogīer anses den, der altid tænker på Kṛṣṇa inden i sig selv, for at være mest perfekt. Så i praktisk taget alle kapitler har konklusionen været, at man skal være knyttet til Kṛṣṇas personlige form, da det udgør den højeste åndelige erkendelse.

Ikke desto mindre er der dem, der slet ikke er knyttet til Kṛṣṇas personlige form. De er så indædt utilknyttede, at selv når de skriver kommentarer til Bhagavad-gītā, vil de helst lede andre væk fra Kṛṣṇa og overføre al hengivenhed til den upersonlige brahmajyoti. De foretrækker at meditere på den Absolutte Sandheds upersonlige form, der er umanifesteret og ligger uden for sansernes rækkevidde.

Således er der i praksis to kategorier af transcendentalister. Arjuna forsøger nu med sit spørgsmål at afklare, hvilken metode er lettest, og hvilken af kategorierne der er den mest fuldkomne. Han forsøger med andre ord at afklare sin egen situation, for han er knyttet til Kṛṣṇas personlige form. Han er ikke knyttet til den upersonlige Brahman. Han vil gerne vide, om hans egen position er sikker. Den upersonlige manifestation, uanset om det er her i denne materielle verden eller i den Højeste Herres åndelige verden, udgør et problem for meditation. I virkeligheden kan man ikke rigtig forestille sig den Absolutte Sandheds upersonlige aspekt. Så Arjuna vil gerne sige: “Hvad er nytten af et sådant tidsspilde?” I kapitel 11 oplevede Arjuna, at det er bedst at være knyttet til Kṛṣṇas personlige form, for han kunne så samtidig forstå alle andre former, uden at der var nogen forstyrrelse i hans kærlighed til Kṛṣṇa. Dette vigtige spørgsmål, som Arjuna stiller Kṛṣṇa, vil belyse forskellen på de upersonlige og personlige opfattelser af den Absolutte Sandhed.