Skip to main content

Capítulo 5

KAPITEL 5

Associando-se com Kṛṣṇa

I Kṛṣṇas selskab

Quando alguém obtém algo superior, ele certamente abandona todas as coisas inferiores. Nós queremos satisfação, mas o impersonalismo e a filosofia do vazio têm criado uma atmosfera tal que ficamos viciados na gratificação material. A satisfação precisa ser em conexão com a Pessoa Suprema (puruṣaḥ sa paraḥ), com o qual podemos ver face a face. No mundo espiritual, nós podemos falar pessoalmente com Deus, brincar com Ele, comer com Ele, etc. Tudo isso pode ser alcançado através de bhaktiā: serviço amoroso transcendental. Contudo, este serviço deve ser prestado sem adulteração; isso é, devemos amar Deus sem esperar por remuneração material. Amar Deus com o objetivo de tornar-se uno com Ele também é uma forma de adulteração.

Hvis man får noget bedre, opgiver man helt naturligt alt, der er dårligere. Vi ønsker nydelse, men upersonalisme og tomhedsfilosofi har skabt en sådan atmosfære, at vi er blevet forfaldne til materiel nydelse. Derfor er det vigtigt at forstå, at der er nydelse i at være forbundet med den Højeste Person (puruṣaḥ sa paraḥ) og se Ham ansigt til ansigt. I den åndelige himmel kan vi tale personligt med Gud, lege med Ham og spise sammen med Ham. Alt dette kan opnås gennem bhakti, transcendental kærlighedstjeneste til Herren. Imidlertid skal denne tjeneste være uforfalsket, eller med andre ord skal vi elske Gud uden at forvente materiel belønning. At elske Gud for at blive ét med Ham er også en form for forfalskning.

Uma das principais diferenças entre o céu espiritual e o céu material é que no céu espiritual o chefe ou o líder dos planetas espirituais não tem rivais. Em todos os casos, a personalidade predominante nos planetas espirituais é uma expansão plenária de Śrī Kṛṣṇa. O Senhor Supremo e Suas múltiplas manifestações preside sobre todos os planetas Vaikuṇṭha. Na Terra, por exemplo, existe rivalidade em torno da posição de Presidente ou de Primeiro-ministro, mas no céu espiritual todos reconhecem a Suprema Personalidade de Deus como o Supremo. Aqueles que não O reconhecem e tentam rivalizar com Ele são postos no Universo material, que é como uma prisão. Assim como em qualquer cidade existe uma prisão, que é apenas uma parte muito insignificante de toda a cidade, da mesma forma, o Universo material é uma prisão para as almas condicionadas. Este Universo constitui apenas uma parte insignificante do céu espiritual, mas ele não está fora dele, assim como uma prisão não está fora da cidade.

En af de væsentlige forskelle på den åndelige himmel og den materielle himmel er, at i den åndelige himmel har overhovedet eller lederen af de åndelige planeter ingen rival. I alle tilfælde er den herskende personlighed på de åndelige planeter en fuldstændig ekspansion af Śrī Kṛṣṇa. Den Højeste Herre og Hans mangeartede manifestationer hersker over alle Vaikuṇṭha-planeterne. På Jorden er der for eksempel konkurrence om positionen som præsident eller statsminister, men i den åndelige himmel anerkender alle Guddommens Højeste Personlighed som den højeste. De, der ikke anerkender Ham og forsøger at blive Hans rivaler, placeres i det materielle univers, der er ligesom et fængsel. Alle byer har et fængsel, som dog kun udgør en ubetydelig del af hele byen. I den åndelige verden er det materielle univers på samme måde et fængsel for de betingede sjæle. Det udgør kun en ubetydelig del af den åndelige himmel. Men det ligger ikke uden for den åndelige himmel, ligesom et fængsel ikke ligger uden for byen.

Os habitantes dos planetas Vaikuṇṭha no céu espiritual são todos almas liberadas. O Śrīmad-Bhāgavatam nos informa que suas formas corporais são idênticas às de Deus. Em alguns destes planetas Deus Se manifesta com dois braços, e em outros com quatro. Assim como o Senhor Supremo, os habitantes desses planetas também manifestam dois e quatro braços, e é dito que não é possível distingui-los da Pessoa Suprema.

No mundo espiritual, há cinco classes de liberação. Sāyujya-mukti é uma classe de liberação em que nos fundimos na existência impessoal do Senhor Supremo, chamada Brahman. Outra forma de liberação é sārūpya-mukti, através da qual recebemos características idênticas às de Deus. Outra liberação é a sālokya-mukti, através da qual podemos viver no mesmo planeta que Deus, e através da sārṣṭi-mukti podemos ter opulências semelhantes às do Senhor Supremo. Outra classe de liberação capacita-nos a permanecer sempre na companhia de Deus como um de Seus companheiros, como no caso de Arjuna, que está sempre com Kṛṣṇa como Seu amigo.

É possível obter qualquer uma destas cinco formas de liberação. Entretanto, dentre as cinco a sāyujya-mukti, fundir-se no aspecto impessoal, não é aceita por devotos vaiṣṇavas. Um vaiṣṇava deseja adorar Deus tal como Ele é, e conserva sua individualidade separada para servir a Ele, ao passo que o filósofo impersonalista māyāvādī deseja perder sua individualidade e fundir-se na existência do Supremo. Esta fusão não é recomendada nem por Śrī Kṛṣṇa no Bhagavad-gītā, nem pela sucessão discipular de filósofos vaiṣṇavas. O Senhor Caitanya Mahāprabhu escreveu sobre este tema em Seu Śikṣāṣṭaka (4):

Indbyggerne på Vaikuṇṭha-planeterne i den åndelige himmel er alle befriede sjæle. Śrīmad-Bhāgavatam fortæller os, at deres kropslige træk er nøjagtig som Guds. På nogle af disse planeter manifesterer Gud Sig med to arme, og på andre har Han fire. Ligesom den Højeste Herre har indbyggerne på disse planeter også to eller fire arme, og der står skrevet, at man ikke kan se forskel på dem og den Højeste Person. I den åndelige verden er der fem slags befrielse. Sāyujya-mukti er en befrielse, hvor man opgår i den Højeste Herres upersonlige eksistens, der kaldes Brahman. En anden form for befrielse er sārūpya-mukti, hvor man får kropstræk nøjagtig som Guds. En tredje er sālokya-mukti, hvor man kan bo på samme planet som Gud. I sārṣṭi-mukti kan man have rigdomme på linie med den Højeste Herres. Og sāmīpya-mukti sætter én i stand til altid at være hos Gud som en af Hans ledsagere ligesom Arjuna, der altid er sammen med Kṛṣṇa som Hans ven. Man kan opnå enhver af disse fem former for befrielse, men af de fem accepteres sammensmeltningen med det upersonlige aspekt (sāyujya-mukti) ikke af vaiṣṇavaerne eller de hengivne. En vaiṣṇava ønsker at tilbede Gud, som Han er, og beholde sin separate individualitet for at kunne tjene Ham, imens den upersonalistiske māyāvādī-filosof ønsker at opgive sin individualitet og blive ét med den Højestes eksistens. En sådan sammensmeltning med Gud anbefales hverken af Śrī Kṛṣṇa i Bhagavad-gītā eller af vaiṣṇava-filosoffernes discipelrække. Herren Caitanya Mahāprabhu skrev i den forbindelse i Sin Śikṣāṣṭaka (4):

na dhanaṁ na janaṁ na sundarīṁ
kavitāṁ vā jagad-īśa kāmaye
mama janmani janmanīśvare
bhavatād bhaktir ahaitukī tvayi
na dhanaṁ na janaṁ na sundarīṁ
kavitāṁ vā jagad-īśa kāmaye
mama janmani janmanīśvare
bhavatād bhaktir ahaitukī tvayi

“Ó Senhor todo-poderoso! Não desejo acumular riquezas, nem desejo desfrutar de belas mulheres, nem quero número algum de seguidores. O que desejo é unicamente que possa ter Seu serviço devocional imotivado em minha vida, nascimento após nascimento.”

“O almægtige Herre, Jeg har intet ønske om at samle rigdomme, og jeg ønsker heller ikke smukke kvinder eller mange tilhængere. Jeg ønsker kun Din årsagsløse hengivne tjeneste i mit liv – liv efter liv.”

Aqui, o Senhor Caitanya Mahāprabhu menciona “nascimento após nascimento”. Quando existe nascimento após nascimento, não há liberação. Na liberação, ou alcançamos os planetas espirituais, ou nos fundimos na existência do Supremo — em ambos os casos, não existe a questão de voltar a nascer no mundo material. Entretanto, Caitanya Mahāprabhu não Se importa em ser liberado ou não: sua única preocupação é estar ocupado em consciência de Kṛṣṇa, servir ao Senhor Supremo.

O devoto não se preocupa com o lugar onde está, nem se importa se recebe um nascimento na sociedade animal, na sociedade humana, na sociedade dos semideuses ou onde que quer seja: ele apenas ora a Deus pedindo-Lhe a graça de não esquecê-lO e de poder estar sempre ocupado em Seu serviço transcendental. São estes os sintomas da devoção pura. Naturalmente, onde quer que o devoto esteja, ele permanece no mundo espiritual, mesmo enquanto habita este corpo material. Apesar disso, ele nunca exige nada de Deus para sua própria elevação pessoal ou para seu conforto pessoal.

Her refererer Herren Caitanya Mahāprabhu til “liv efter liv”. Når der er liv efter liv, er der ingen befrielse. Befrielse betyder, at man enten kommer til de åndelige planeter eller opgår i den Højestes eksistens. I begge tilfælde er der ingen genfødsel i den materielle verden. Men Caitanya Mahāprabhu er ligeglad med, om Han er befriet eller ej. Hans eneste tanke er at være engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed – i at tjene den Højeste Herre. Den hengivne er ligeglad med, hvor han er, og han bekymrer sig heller ikke om, hvorvidt han fødes i dyresamfundet, menneskesamfundet, halvgudesamfundet eller hvor som helst. Han beder kun Gud om, at han ikke må glemme Ham, og at han altid må være i stand til at engagere sig i Hans tjeneste. Denne form for bøn er et symptom på ren hengivenhed. Selvfølgelig befinder en hengiven sig i den åndelige verden, uanset hvor han er, selv mens han er i den materielle krop. Men han kræver ikke noget fra Gud for sin egen personlige ophøjelses eller bekvemmeligheds skyld.

Embora Śrī Kṛṣṇa indique que pode ser facilmente alcançado por aquele que se dedica a Ele, existe um elemento de risco no caso dos yogīs que praticam outros métodos de yoga. Para esses yogīs, Kṛṣṇa dá orientações no Bhagavad-gītā (8.23) a respeito do momento adequado para abandonarem o corpo grosseiro.

Śrī Kṛṣṇa fortæller, at Han er let at komme til for den, der har hengivet sig til Ham, imens der er en vis risiko for yogīerne, der praktiserer andre yoga-metoder. For dem har Han givet anvisninger i Bhagavad-gītā (8.23) om det rette tidspunkt at forlade den grove krop på.

yatra kāle tv anāvṛttim
āvṛttiṁ caiva yoginaḥ
prayātā yānti taṁ kālaṁ
vakṣyāmi bharatarṣabha
yatra kāle tv anāvṛttim
āvṛttiṁ caiva yoginaḥ
prayātā yānti taṁ kālaṁ
vakṣyāmi bharatarṣabha

“Ó melhor dos Bhāratas, agora lhe explicarei os diferentes momentos nos quais, ao abandonar esse mundo, regressa-se ou não.”

“O du bedste blandt Bhārataer, nu vil Jeg gøre rede for de forskellige tidspunkter, hvor yogīen, når han forlader denne verden, enten vender tilbage eller ikke kommer tilbage.”

Aqui, Kṛṣṇa indica que se alguém é capaz de deixar este corpo em um momento particular, ele pode se libertar, sem precisar jamais regressar a este mundo material. Por outro lado, ele indica que se ele morre em outro momento, ele precisa regressar. Existe este fator de probabilidade, mas não existe questão de probabilidade para um devoto que esteja sempre na consciência de Kṛṣṇa, pois a ele é garantida a entrada na morada de Kṛṣṇa pela força de sua devoção ao Senhor.

Her tilkendegiver Kṛṣṇa, at hvis man kan forlade sin krop på et bestemt tidspunkt, kan man blive befriet for aldrig mere at vende tilbage til den materielle verden. På den anden side antyder Han også, at hvis man dør på et andet tidspunkt, må man komme tilbage. Der er vist et element af tilfældighed her. Men der er ingen tilfældighed for en hengiven, der altid er i Kṛṣṇa-bevidsthed, for han er garanteret adgang til Kṛṣṇas bolig i kraft af sin hengivenhed til Herren.

agnir jyotir ahaḥ śuklaḥ
ṣaṇ-māsā uttarāyaṇam
tatra prayātā gacchanti
brahma brahma-vido janāḥ
agnir jyotir ahaḥ śuklaḥ
ṣaṇ-māsā uttarāyaṇam
tatra prayātā gacchanti
brahma brahma-vido janāḥ

“Aqueles que conhecem o Brahman Supremo, abandonam o mundo durante a influência do deus do fogo, na luz, em um momento auspicioso, durante a quinzena da lua e os seis meses em que o Sol viaja na direção norte.” (Bg. 8.24)

“De, der kender den Højeste Brahman, kommer til denne Højeste ved at forlade verden på det tidspunkt, hvor ildguden udøver sin indflydelse, i lyset, på et lykkevarslende tidspunkt, om dagen, i løbet af de 14 dage, hvor Månen er tiltagende, eller i de seks måneder, hvor Solen rejser mod nord.” (Bhagavad-gītā 8.24)

O Sol passa seis meses no lado setentrional do equador e seis meses no lado meridional. O Śrīmad-Bhāgavatam nos informa que, assim como os planetas se movimentam, o Sol também se movimenta. Aquele que morre quando o Sol está situado no hemisfério setentrional alcança a liberação.

Solen tilbringer seks måneder på den nordlige bane og seks måneder på den sydlige. Śrīmad-Bhāgavatam fortæller os, at ligesom planeterne bevæger sig, gør Solen det også. Hvis den, der kender Brahman, dør, når Solen er på sin nordlige bane, opnår han befrielse.

dhūmo rātris tathā kṛṣṇaḥ
ṣaṇ-māsā dakṣiṇāyanam
tatra cāndramasaṁ jyotir
yogī prāpya nivartate
dhūmo rātris tathā kṛṣṇaḥ
ṣaṇ-māsā dakṣiṇāyanam
tatra cāndramasaṁ jyotir
yogī prāpya nivartate
śukla-kṛṣṇe gatī hy ete
jagataḥ śāśvate mate
ekayā yāty anāvṛttim
anyayāvartate punaḥ
śukla-kṛṣṇe gatī hy ete
jagataḥ śāśvate mate
ekayā yāty anāvṛttim
anyayāvartate punaḥ

“O místico que abandona este mundo durante a fumaça, à noite, na quinzena sem lua, ou durante os seis meses em que o Sol passa pelo sul, ou que alcança o planeta Lua, volta novamente. De acordo com os Vedas, há duas formas de abandonar este mundo — na luz e na escuridão. Aquele que parte na luz, não retorna; mas aquele que se vai na escuridão, ele retorna.” (Bg. 8.25-26)

“Den mystiker, der forlader denne verden under røgen, om natten, i de 14 dage, hvor Månen aftager, eller de seks måneder, hvor Solen går mod syd, kommer til måneplaneten, men vender atter tilbage. Ifølge Vedaernes opfattelse er der to måder at forlade denne verden på. Den ene er i lyset og den anden i mørket. Går man bort i lyset, kommer man ikke tilbage, men forlader man verden i mørket, vender man tilbage.” (Bhagavad-gītā 8.25–26)

Tudo isso acontece por acaso. Não sabemos quando vamos morrer, e podemos morrer acidentalmente a qualquer momento. Entretanto, para o bhakti-yogī que está estabelecido em consciência de Kṛṣṇa, não existe casualidade. Ele está sempre seguro.

Dette er alt sammen tilfældigt. Vi ved ikke, hvornår vi skal dø, og vi kan dø ved et tilfælde hvert øjeblik, det skal være. Men for en bhakti-yogī, der er etableret i Kṛṣṇa-bevidsthed, er der intet tilfældigt. Han er altid sikker.

naite sṛtī pārtha jānan
yogī muhyati kaścana
tasmāt sarveṣu kāleṣu
yoga-yukto bhavārjuna
naite sṛtī pārtha jānan
yogī muhyati kaścana
tasmāt sarveṣu kāleṣu
yoga-yukto bhavārjuna

“Os devotos que conhecem estes dois caminhos, ó Arjuna, nunca se confundem. Portanto, mantém-te sempre fixo em devoção.” (Bg. 8.27)

“Selv om de hengivne kender disse to veje, er de aldrig forvirrede, O Arjuna. Vær derfor altid fast forankret i hengivenhed.” (Bhagavad-gītā 8.27)

Já foi afirmado que se na hora da morte uma pessoa é capaz de pensar em Kṛṣṇa, ela é imediatamente transferida para a morada de Kṛṣṇa.

Det er allerede blevet fastslået, at den, der i dødsøjeblikket tænker på Kṛṣṇa, omgående overføres til Kṛṣṇas bolig.

anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ
anta-kāle ca mām eva
smaran muktvā kalevaram
yaḥ prayāti sa mad-bhāvaṁ
yāti nāsty atra saṁśayaḥ
abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan
abhyāsa-yoga-yuktena
cetasā nānya-gāminā
paramaṁ puruṣaṁ divyaṁ
yāti pārthānucintayan

“E todo aquele que, na hora da morte, abandona o corpo lembrando-se apenas de Mim, imediatamente alcança a Minha natureza. Quanto a isso, não há dúvida. Aquele que medita na Suprema Personalidade de Deus, com a mente constantemente ocupada em lembrar-se de Mim, sem se desviar do caminho, ó Pārtha [Arjuna], certamente Me alcança.” (Bg. 8.5, 8.8)

“Og den, der på dødstidspunktet, hvor han forlader sin krop, udelukkende husker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” (Bhagavad-gītā 8.5)

“Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet konstant engageret i at huske på Mig uden at blive afledt fra vejen – han, O Pārtha, kan være sikker på at nå Mig.” (Bhagavad-gītā 8.8)

Tal meditação em Kṛṣṇa pode parecer muito difícil, mas não é. Se alguém pratica a consciência de Kṛṣṇa através do canto do mahā-mantra Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare, ele será rapidamente ajudado. Kṛṣṇa e Seu nome não são diferentes, e Kṛṣṇa e Sua morada transcendental também não são diferentes.

Por meio da vibração sonora, podemos fazer com que Kṛṣṇa Se associe conosco. Se, por exemplo, cantamos Hare Kṛṣṇa na rua, veremos que Kṛṣṇa estará nos acompanhando, da mesma forma que, quando olhamos para o céu e vemos a Lua, percebemos que ela também nos acompanha. Se a energia inferior de Kṛṣṇa parece nos acompanhar, não seria possível para o próprio Kṛṣṇa estar conosco quando cantamos Seus nomes? Ele vai nos acompanhar, mas temos que nos qualificar para estar na companhia dEle. Se, entretanto, estamos sempre absortos pensando em Kṛṣṇa, devemos estar certos de que Kṛṣṇa estará sempre conosco. O Senhor Caitanya Mahāprabhu ora:

En sådan meditation på Kṛṣṇa kan synes meget vanskelig, men det er den ikke. Hvis man praktiserer Kṛṣṇa-bevidsthed ved at synge eller recitere mahā-mantraet – Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare – bliver man hurtigt hjulpet. Kṛṣṇa og Hans navn er ikke forskellige fra hinanden, og Kṛṣṇa og Hans transcendentale verden er heller ikke forskellige. Igennem lyd kan vi være sammen med Kṛṣṇa, og Han vil med det samme være sammen med os. Hvis vi for eksempel synger Hare Kṛṣṇa på gaden, vil vi se, at Kṛṣṇa hele tiden går sammen med os, ligesom når vi ser Månen på himlen over os, bemærker vi, at den også følger med os. Hvis Kṛṣṇas lavere energi kan synes at følge med os, er det så ikke muligt for Kṛṣṇa Selv at være hos os, når vi synger Hans navne? Han ønsker at holde os med selskab, men vi må kvalificere os til at være i Hans selskab. Hvis vi imidlertid altid er optaget af at tænke på Kṛṣṇa, kan vi være sikre på, at Kṛṣṇa altid er hos os. Herren Caitanya Mahāprabhu beder:

nāmnām akāri bahudhā nija-sarva-śaktis
tatrārpitā niyamitaḥ smaraṇe na kālaḥ
etādṛśī tava kṛpā bhagavan mamāpi
durdaivam īdṛśam ihājani nānurāgaḥ
nāmnām akāri bahudhā nija-sarva-śaktis
tatrārpitā niyamitaḥ smaraṇe na kālaḥ
etādṛśī tava kṛpā bhagavan mamāpi
durdaivam īdṛśam ihājani nānurāgaḥ

“Ó meu Senhor! Só o Teu santo nome pode conceder todas as bênçãos aos seres vivos, e por isso tens centenas e milhões de nomes, como Kṛṣṇa e Govinda. Nestes nomes transcendentais, aplicaste todas as Tuas energias transcendentais, e não existem regras duras e rígidas para cantá-los. Ó meu Senhor! Tão bondosamente facilitaste o aproximar-se de Ti através de Teus santos nomes, mas, infeliz como sou, não sinto atração por eles.” (Śikṣāṣṭaka 2)

“O min Herre, Dit hellige navn kan alene give enhver velsignelse til alle levende væsener, og derfor har Du hun­dreder og millioner af navne som Kṛṣṇa og Govinda. I disse transcendentale navne har Du anbragt alle Dine transcendentale energier, og der er ingen faste og stramme regler for recitationen af disse hellige navne. O min Herre, af venlighed sætter Du os i stand til med lethed at komme til Dig ved at synge Dine hellige navne, men jeg er så uheldig, at jeg ingen tiltrækning har til dem.” (Śikṣāṣṭaka 2)

Simplesmente por cantar, podemos ter todas as vantagens da associação pessoal com Kṛṣṇa. O Senhor Caitanya Mahāprabhu, que é considerado não apenas uma alma realizada, mas também uma encarnação do próprio Kṛṣṇa, enfatizou que nesta era de Kali, embora as pessoas não tenham oportunidades reais para a auto-realização, Kṛṣṇa é tão bondoso que nos deu este śabda (encarnação sonora) para que seja utilizado como o yuga-dharma, ou o caminho de realização para esta era. Nenhuma qualificação especial é necessária para seguir  este método; não precisamos sequer saber sânscrito. As vibrações de Hare Kṛṣṇa são tão potentes que qualquer pessoa pode imediatamente começar a cantá-la sem nenhum conhecimento de sânscrito.

Blot ved at fremsige Hare Kṛṣṇa mahā-mantraet kan vi opnå alle fordelene ved Kṛṣṇas personlige selskab. Herren Caitanya Mahāprabhu, der anses for ikke blot at være en realiseret sjæl, men en direkte inkarnation af Kṛṣṇa Selv, har gjort opmærksom på, at i denne Kalis tidsalder, hvor folk ikke har nogen virkelig mulighed for selvrealisering, er Kṛṣṇa så venlig, at Han har givet denne śabda (lydinkarnation), der er nedsteget i form af transcendental lyd, Hans hellige navne. At synge disse navne er yuga-dharmaen, vejen til selverkendelse i denne tidsalder. Ingen særlig kvalifikation er nødvendig for at kunne praktisere denne metode. Vi behøver ikke engang at kunne sanskrit. Lyden af Hare Kṛṣṇa-mantraet er så kraftfuld, at hvem som helst med det samme kan begynde at synge og recitere det uden noget kendskab til sanskrit overhovedet.

vedeṣu yajñeṣu tapaḥsu caiva
dāneṣu yat puṇya-phalaṁ pradiṣṭam
atyeti tat sarvam idaṁ viditvā
yogī paraṁ sthānam upaiti cādyam
vedeṣu yajñeṣu tapaḥsu caiva
dāneṣu yat puṇya-phalaṁ pradiṣṭam
atyeti tat sarvam idaṁ viditvā
yogī paraṁ sthānam upaiti cādyam

“Uma pessoa que aceita o caminho do serviço devocional, não se priva dos resultados obtidos pelo estudo dos Vedas, pela execução de sacrifícios austeros, por dar caridade ou pela execução de atividades filosóficas e fruitivas. No fim, ela alcança a morada suprema.” (Bg. 8.28)

“En person, der følger den hengivne tjenestes vej, bliver ikke berøvet de resultater, der kommer af at studere Vedaerne, udføre offerhandlinger, gennemgå askese, give i velgørenhed eller efterstræbe filosofiske og frugtbærende handlinger. Blot ved at gøre hengiven tjeneste opnår man resultaterne af alle disse, og til sidst kommer man til den højeste evige bolig.” (Bhagavad-gītā 8.28)

Aqui, Kṛṣṇa diz que o objetivo de todas as instruções védicas é atingir a meta última da vida — voltar ao Supremo. Todas as escrituras, independentemente do país, visam esta meta. Esta tem sido também a mensagem de todos os reformadores religiosos ou ācāryas. No Ocidente, por exemplo, o Senhor Jesus Cristo difundiu esta mesma mensagem. Analogamente, o Senhor Buddha e Maomé fizeram a mesma coisa. Nenhum deles nos aconselha a estabelecermo-nos permanentemente aqui, neste mundo material.

Podem haver pequenas diferenças conforme o país, o tempo e as circunstâncias, e conforme o preceito das escrituras, mas o princípio básico de que nosso destino não é este mundo material, mas sim o mundo espiritual, é aceito por todos os transcendentalistas genuínos. Tudo o que é indicado para a satisfação de nossos mais íntimos desejos aponta para estes mundos de Kṛṣṇa, além do nascimento e da morte.

Her fortæller Kṛṣṇa, at formålet med alle vediske instruktioner er at opnå livets endelige mål – at vende tilbage til Guddommen. Alle skrifter fra alle lande sigter mod dette mål. Dette har også til alle tider været budskabet fra alle religiøse reformatorer eller ācāryaer. I Vesten spredte Herren Jesus Kristus det samme budskab, ligesom Buddha og Muhammed gjorde det. Ingen af dem rådede os til at forsøge at skabe et permanent opholdssted i denne materielle verden. Der kan være små forskelle på dem i overensstemmelse med land, tid, omstændighed og skriftlige påbud, men det centrale princip om, at vi ikke hører til i denne materielle verden, men i den åndelige verden, accepteres af alle ægte transcendentalister. Alle råd med hensyn til opfyldelsen af vores sjæls inderste ønsker peger i retning af Kṛṣṇas verdener hinsides fødsel og død.